The Hunt

[Deleted]

Melrose var blot ankommet til Natymia. Hun havde fået et tip om, at det var her personen befandt sig. Hun var træt og udmattet, men snerten af at hun var tæt på hendes fangst, havde livet hende op. Aldrig havde hun været i Natymia. Ikke engang dengang hun havde været engel. Natymia var ikke et sted som tiltalte hende; her var for smukt, for idyllisk. Det mindede hende om en tid hun helst ville glemme. Men med den store eng og den lille by, så hun igen hendes søn for sig. En ukendt følelse havde fyldt hende fra hendes ankomst. En stikkende smerte som sad permanent lige under hendes hjerte. Hun genkendte det som sorgen, smerten over dem hun havde mistet. Men det var noget hun altid kunne glemme igen. Dog ikke denne gang. Smerten blev mere og mere intens. Til sidst havde hun taget en lille kniv frem, som ikke var større end hendes lillefinger. Hun var overbevidst om, at hun kunne skære smerten væk, men da hun havde stået foran det uklare spejl på det værelse hun havde lejet på den lille kro midt i byen, og hevet ned i hendes kjole og havde blottet det meste af hendes brystbind, kunne hun godt se hvor absurd den tanke havde været. I stedet havde hun sat sig ned på den hårde seng og trukket et krøllet pergament frem. I toppen var der en sjusket tegning af en ung mand. Hans hår var mørkt og øjnene blå. Ud over dette var der tegnet to store hvide vinger. Under stod et navn: Gabriel Maloya Nicomendes. Navnet fik en klokke til at ringe, men Melrose hørte den ikke. Dog virkede billedet også bekendt. Hun lukkede øjnene hårdt før hun åbnede dem igen. Der var ikke flere væsner i denne verden som hun kendte eller som kendte hende. Hun var ukendt. Melrose Himalaro fandtes ikke længere, og derfor fandtes hendes kendskab til Gabriel Maloya Morningstar, som var det navn hun kendte ham under, heller ikke mere. Han var blot en som hun var blevet sendt ud for at slå ihjel. Længere nede på siden stod der tippet om at han sidst var blevet set i Natymia. Nederst på siden stod et salær på 400 guldmønter. Det var ikke meget, tænkte Melrose. Vedkommende havde trods alt engang siddet på tronen. Men for 400 guldmønter, kunne Melrose købe et hos i Marvalo city eller hvor hun nu ønskede at slå sig ned, og hun kunne samtidig udvide hendes forråd af våben.

Hun kunne mærke adrenalinet pumpe i kroppen. Hun rejste sig op og gjorde sig klar. Hun bandt et stykke sort klæde over hendes hår og bevæbnede sig selv med en lang daggert inde for tøjet. Op af benene satte hun kasteknive som var frit tilgængelige for hende. Derefter tjekkede hun at intet af dette kunne spottes eller ses. Hun gik over i mod døren og trådte ud. Hun endte nede i krostuen. Hun så sig nøje omkring. Men hun kunne ikke se Gabriel. Hun tog en dyb vejrtrækning. Jagten var begyndt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For nogen her, var stedet smukt, og for en som Gabriel, så var det noget, som han havde brug for, da det mindede ham om det, som han havde mistet derhjemme. Efter hans møde med Corina, kunne han endnu mærke smerten dunke i hans hånd, som han kunne mærke den skære i hans hjerte.. Og han nærede på det. Det var virkelig det værste af det hele, for han hadede, at det skulle have den effekt og påvirkning af ham, for han kunne slet ikke have, at det skulle være på den måde!
Vingerne baskede han med henover den mørke himmel. Ikke søgte han efter nogen.. ikke søgte han til nogen. Hvis han kun ville stå i en situation, hvor han ville miste dem, eller slå dem ihjel, som Corina nu havde sagt, så var det slet ikke noget, som han ønskede at tage del i, for noget som helst i denne her verden. Den tanke, var noget, som gjorde ondt på ham, og det var slet ikke noget, som han ønskede at byde nogen som helst.

Natymia, var et sted, som Gabriel havde hørt utrolig meget om. I denne her tid, var det Denjarna, som var hans trøst, og den som han kunne søge til.. Den som hjalp ham med at finde til rette, også selvom han tog det, et skridt af gangen, da han bestemt heller ikke ønskede, at komme på tværs af det hele. Langt fra faktisk.
Gabriel landede ikke langt fra en stor sø, hvor han landede med et svagt 'bump'. De sorte vinger, trak han ind til sig, så den lagde sig som en kappe over hans ryg. For ham, var det endnu en udvikling i hans liv, som han skulle vænne sig til, også selvom det bestemt heller ikke var nemt. Overhovedet faktisk. Det var hårdt, når han ikke havde nogen omkring sig, som kunne holde ham på den rette sti.. Ja, hvad var den rette sti efterhånden? Han kunne virkelig ikke finde ud af det! Næverne knyttede han let, hvor han endnu kunne mærke den smerte, efter de slag, som han havde ydet Corina. En ting var dog sikkert.. Det var slag, som hun havde fortjent, også selvom han havde slået til en pige.
Begge hænderne, hævede Gabriel til sit hoved. At der var sat en pris på det, var han slet ikke klar over. Faktisk var han bare så optaget af sit eget liv, at han egentlig var fuldkommen ligeglad med alt andet, som måtte foregå omkring ham, da han et sted, slet ikke værede det noget som helst, der mindede om en værdi. Skulle han? Skulle han ikke? Der var bare så mange ting, at skulle tage stilling til, og svært var det uden tvivl, når der var sket så meget, på rigtig kort tid.
Et desperat savn til sin moder, havde meldt sig flere gange. Hvordan ville hun mon have tackle alt dette? Kort måtte han vende blikket op mod den store himmel. Selvom han havde hadet hende igennem så mange år, så var det pludselig en anden sag nu. Han havde vel bare brug for noget velkendt?

[Deleted]

Melrose valgte at gå ud af den lille kro og ned mod søen. Det var bare en fornemmelse hun havde, selvom Gabriel for den sags skyld kunne befinde sig hvor som helst. Hun nægtede at gå ned mod engen. Mindet om hendes søns hovedløse krop ved vandløbets bred… Stop…tænkte hun bredt for at lukke af for de dystre tanker. Hun mistede sit fokus hvis hun blev ved med at tænke på alt det, som gjorde så ondt. Men det var det eneste hun havde tilbage. Minderne om en svungen tid. Hvor ville hun dog ønske at hun kunne udsætte nogen for det samme. At fælde byttet og langsomt skære vingerne af imens det skreg. At kunne nyde andres smerte og glemme den stikkende smerte som plagede Melrose. At kunne overføre hendes egen smerte til en anden. Var det hvad hun ville udsætte Gabriel for når hun stødte på ham? Pine ham ved en langsommelige død? Som regel holdt Melrose sig til den hurtige død, men hvis tiden var der, holdt hun så enormt meget af at pine ofret. De skulle mærke den samme stikkende smerte som hun var blevet udsat for i hendes lange liv. Det gav hende en så beruset følelse, når hun så pludseligt var herre over andres skæbne. Men da hun nåede søen og så ned i det blanke vand, så hun den mørke, triste og tynde skikkelse i det sorte vand. Mørket var ved at falde på og snart ville månen stå op. Igen tog hun en dyb vejrtrækning; hun kunne mærke en andens tilstedeværelse. Hun smilede smørret og kiggede ud i mørket.

Elanya… Elanya ville forbande Melrose langt væk hvis hun vidste hvad Melrose var blevet. Melrose havde valgt mørket. Det samme mørke som hun engang var blevet født i. Melrose blev drevet ind i lyset som et møl mod flammen. Men hendes moders kærlighed havde lukket en smule lys ind i Melroses sind og sjæl. Det havde været med tiden at havde hun været i stand til at blive hvem hun i virkeligheden var da hun blev engel. Men hun vidste nu at både Elanya og David dengang ikke vidste bedre. Melrose var ikke bestemt for lyset. Hun var bestemt for mørket. Elanya kunne vende sig lige så tosset hun ville i graven.. Melrose ville ikke vende om nu. Hvad så med Lucas.. Irryathen? Ville de have ønsket mørket for dig? sagde en lille stemme. Ville de stadig elske dig for den du er blevet? Nej… hviskede hun. Nej… For hvis de stadig var her, ville jeg have valgt lyset og glæden frem for mørket og smerten.

Hun hørte et svagt bump, som når nogen landede… Hun spejdede ude i mørket, men hun kunne intet se.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad Gabriel kunne forvente i aften, var ukendt for ham. Derfor bevægede han sig ned langs søen, som det han gjorde, når han igen havde alt for mange tanker i hovedet, som bare skulle luftet fra tid til anden. Her var køligt i aften, også selvom det nu heller ikke var noget, som han sagde noget til, da han havde brug for, at finde sig til rette med det hele. Skule han leve resten af sit liv alene? Det var jo næsten sådan at Corina havde fremstillet det, og han hadede det! Han havde aldrig været god til at være alene, og derfor, havde han selv valgt at trække sig. Siden han havde mistet sin egen søn: Jeremiah, og hans elskede kæreste Evelyn, og efterfølgende også Silia nu, så var det åbenbart bare ikke meningen, at han skulle have nogen som helst i sit liv.
Et tungt suk brød hans læber. Alt for mange mennesker at tage hensyn til, og så alligevel ikke. Procias var selv for hans vedkommende, et overstået kapitel, som han lige så godt kunne vende ryggen til så hurtigt som muligt! Glemme.. Glemme, at han nogensinde havde været en del af det, for det var ikke det liv, som han havde mere!

Hvordan ville ikke Elanya se på hans liv nu? Se på den måde, som han nu levede det? Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han hadede, at det var sådan, at det forholdt sig. Han vidste jo godt, hvordan rigtig mange af dem ville tage det.. Jason.. Marius.. Alle dem, som han havde som en tæt del af sit liv, som han alle sammen, havde valgt at vende ryggen, hvilket bestemt ikke var noget, som gjorde det meget bedre. Han hadede det virkelig.
Denne gang stoppede Gabriel op, hvor han samlede sten op, som han lod hvile i hånden. Han kærtegnede dem let, inden han en efter en, tog dem op og smed dem i vandet foran sig. At der skulle være andre ude på denne tid, var slet ikke noget som rørte ham.. eller noget som han tænkte over. Der var bare så meget andet. Havde Corina virkelig ret? Var det meningen, at han nærmest skulle leve sit liv alene? Skulle han søge til dødsenglene, for at leve et liv, som kunne kaldes værdig? Bare for en stund? Lyset havde valgt ham fra.. Det var sådan, at han så på det, for hans forvandling fra engel til dødsengel, var aldrig en som han havde valgt. Denne gang knyttede han næven kraftigt omkring en kæmpe bunke med sten, som han havde i sin hånd, og kylede dem direkte i vandet. Han havde fået nok af alle de negative tanker, men det var for pokker da svært, at bryde dem, selvom han virkelig gerne ville!

[Deleted]

Melrose fik pludselig øje på en skikkelse ikke langt fra hende. Kunne det være Gabriel? Hun måtte bevæge sig tættere på for at være sikker på at det var ham. Langsomt sneg hun sig tættere på, med lydløse fødder. Med hendes nye identitet som dødsengel, havde hun genvundet noget af den ynde som hun ikke havde haft som et af lysets væsner. Hvor tit havde Lucas ikke påpeget hendes klodsethed? Det var i hvert fald ikke noget han kunne klandre hende for nu. Hun kiggede nærmere på skikkelsen foran hende. Det var tydeligt at dette var en mand. Hun kunne skimte hans muskuløse skikkelse. Men vingerne… De var ikke hvide, men kulsorte som hendes egne. Hvordan kunne hun være sikker på at dette var Gabriel? Som regel lod hun overraskelsesmomentet være til hendes gode side. Men som hun så det, var den eneste løsning at gå i dialog med ham, også måtte hun slå til derfra. Hun betragtede ham som han kastede stenene i vandet. Noget gik ham på. Men hvad? Melrose var uvis om hvad der var hændt Gabriel efter Elanya havde forladt ham. Sidst hun havde set ham, havde han blot været en knægt som var utilfreds med hans lod i livet. Hun kendte ikke til, at han havde mistet lige så meget som hun. Langsomt sneg hun sig nærmere på lydløse fødder, til hun stod få meter fra ham.

”Gabriel Maloya Nicomendes?” kaldte hun. Selvom alt var ændret ved hendes sind og udseende, havde hun stadig den samme rungende, varme stemme, som altid havde været hendes kendetegn. Men stemmen var rusten, da hun ikke brugte den meget. Og gjorde alt for at isolere sig fra andre. Selv havde hun tænkt på om hun skulle søge tilbage mod dødsenglene, men hvad ville hun finde der, som hun ikke havde i forvejen? Ensomheden havde været hende en ven længe, ligesom sorgen havde været det. For hende var ensomheden det eneste hun reelt havde tilbage. Hvad hun vidste ikke var sandt; hun havde stadig sit hverv som lejemorder. Det var hvem hun var nu. En som blev betalt for at slå andre ihjel. Hun måtte holde sit hoved klart, og fokusere på det hverv hun havde her til aften. 400 guldmønter… en chance for at gøre hendes tilværelse en smule mere behageligt. Hun foldede sine vinger ned af ryggen og stod og så afventende på Gabriel. Men endnu en tanke ramte hende: Hvad nu hvis han kunne genkende hende, som moster Melrose, som han altid havde kaldt hende?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alt for mange tanker, generede Gabriel, og særligt i den her tid, hvor han bare måtte indse, at det var sådan her, han nu skulle til at leve sit liv, selvom det slet ikke var noget som han havde lyst til. Hvem ønskede overhovedet, at leve et liv alene? Det gav jo overhovedet ikke nogen mening!
Stenene kastede han derfor i vandet.. en efter en. En for hver tanke han gjorde sig, hvor det til sidst, bare blev hele hånden, som han kylede så kraftigt til, som han overhovedet kunne. Skønheden i mørket, og særligt de sorte vinger, havde han endnu ikke fundet. Derfor søgte han den tryghed og ro i omgivelserne, som han måtte være omringet af. Det var i hvert fald sådan, at han godt kunne lide det. Stemmen som lød ikke langt bag ham, fik ham til at rette sig op igen. Hvem søgte ham? Stemmen umiddelbart, var ikke en som han kendte, men det var en som kendte hans navn.. Nu var han jo heller ikke ligefrem en ukendt mand.
"Det kommer helt an på, hvem der spørger.." svarede han blot, uden at kigge i retningen af hende som det første. Det var vel bare et tydeligt tegn på, at han ikke ønskede at samtale med hende? Eller nogen anden for den sags skyld. Han var kommet hertil, for at finde ro, og bare være for sig selv. Det var jo tilsyneladende sådan, at han skulle leve resten af sit liv.

Efter noget tid, valgte Gabriel alligevel at give efter for sin brændende nysgerrighed, og vendte sig derfor om. Skikkelsen, som han måtte stå ansigt til ansigt med, var ikke umiddelbart en som han kendte, men hvad han kunne se her i mørket, var en dødsengel.. Ligesom ham selv. Var det mon en, som Corina havde sendt efter ham, for at få ham til at give mere efter for racen? Selvom det slet ikke var noget, som han havde lyst til!
Et sted, var det noget, som fik vreden til at melde sig for alvor, for han ville slet ikke have noget med det væsen at gøre! Overhovedet faktisk! "Hvis du er en, som Corina har sendt efter mig, så kan du lige så godt vende din søde lille ende den anden vej, og flyve væk. Jeg er overhovedet ikke interesseret," sagde han med en kortfattet stemme. En dødsengel.. Han ville slet ikke have noget med det væsen at gøre. At hun derimod var der, af helt andre årsager, var ukendt for ham. Hvordan og hvorfor skulle han da gøre sig nogen tanker om det? Det havde han jo aldrig haft en grund til. Han vendte blikket den anden vej igen, mest for at understrege, at han var færdig. De havde ikke mere at samtale om.

[Deleted]

Til Melroses lettelse, virkede det ikke som om han genkendte hende. Men hvorfor skulle han også det? De havde jo som sagt ikke set hinanden i lang tid. Hun vidste ikke hvilke tanker han gik og tumlede med, eller hvilke sindelag han var i. Det var som regel ikke noget hun bed mærke i, hos de andre personer som hun havde snigmyrdet. Hun havde blot gjort sin pligt. Men dette var anderledes. En form for bekymring knugede hende om hjertet og den stikkende smerte blev forstærket. Hun havde lagt en ed til Elanya om at passe på ham. Det var ikke ord som var blevet sagt, men efter hun havde givet Elanya sit eget ord for altid at tjene lyset, følte hun også at hun havde givet ordet til Gabriel. Han var trods alt Elanyas søn, uanset hvem faderen havde været. Melrose havde svært ved at tænke klart, når alle disse følelser hun havde pakket væk, dukkede op igen. Det var meningen hun skulle skære halsen om på ham, og gå sin vej, men hun kunne ikke.

”Jeg kendte dig engang som Gabriel Maloya Morningstar,” svarede hun blot. ”Jeg er Melrose Himalaro, og jeg kommer med fred.” Hver en fiber skreg i hende og mørket prøvede at tætne sig om hende, men troskaben mod Elanya skar igennem. Hun havde mistet en søn. Hun kunne ikke ende Gabriels liv. Ikke nu!

Hun trådte langsomt nærmere og rakte en hånd ud som rørte Gabriels skulder. ”Jeg ved ikke hvem denne Corina er, men det er ikke hende som har sendt mig. Nærmere det løfte som jeg gav din moder for mange år siden,” sagde hun roligt. I hendes indre gik hun i panik og fjernede hurtigt hånden. Hun blev nødt til at klare hovedet og fuldføre hendes opgave. Hun vendte sig om og kiggede op imod månen, afventende på hans reaktion. Det var tydeligt han ikke ville hende, men selv hun vidste ikke hvad hun ville længere. Hun havde ikke været klar over, at det løfte hun havde givet Elanya ville brænde så tydeligt igennem. Hvordan skulle hun kunne vende ryggen til det?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At det måtte være en gammel kending, som Gabriel i øjeblikket, stod ansigt til ansigt med, var noget, som uden tvivl godt kunne mærkes, og det var ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det endelig var i den anden ende. De mørke øjne vendte han i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Hendes ansigt sagde ham intet. Overhovedet ingenting.
Hendes ord derimod, og måden som hun henvendte sig til ham på, var derimod straks en anden. En helt anden faktisk. Han genkendte derimod den.. Og det faktum, at hans gamle navn kunne høres og siges højt, var ikke et, som han havde hørt omtalt i mange år. Hans faders navn. Ikke en mand, som han nogensinde havde været stolt af, og nogensinde vil blive stolt af. Overhovedet faktisk.
"Morningstar, er jeg ikke blevet kaldt i mange år.. Et navn, som for mig, døde med min moder." Ikke en bortgang, som han kunne sige noget til, og særligt, som det var i øjeblikket, og det var nu bare sådan, at det måtte være. Alligevel fik det hans hjerte til at hamre mere mod hans bryst. Det var et ubehag.. som han ikke havde følt i frygtelig mange år.

Hånden som lagde sig mod hans skulder, satte en sitren i ham. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Næsten i vantro. Han ville ikke have nogen tæt på sig, og særligt ikke med det liv, som han havde haft! Og ikke med det liv, som han tilsyneladende, skulle til at leve, for det ønskede han slet ikke!
"Melrose.." Han vendte sig direkte mod hendes skikkelse, og denne gang med fronten. Kunne det virkelig passe, at det var hende? Ikke havde man set skyggen af hende, i det, som virkelig måtte være rigtig mange år nu. Han var vel - ligesom alle andre, gået ud fra, at hun var død? Han klemte øjnene let sammen. Ikke ønskede han, at grave op i en fortid, som ellers lå dem begge så frygtelig fjernt.. For ham, gjorde det i hvert fald.
"Jeg er ikke nogen ung knægt mere, Melrose.. Jeg har gjort mig egne erfaringer i mi liv.. Jeg har ikke brug for dig, som en del af det." sagen var vel, at han havde problemer nok, og ikke ønskede, at flere skulle drages ind i det? Melrose kunne han huske fra sin barndom. En kvinde, som han havde været utrolig glad for, og som havde stået hans mor frygtelig nær.. Det hele synes bare at være så fjernet. Alt som han havde haft i sit liv, havde han jo trods alt mistet.

[Deleted]

Melrose kunne ikke holde ud at være i sin egen krop. Det var som om at fortiden holdt fast i hende. Den fortid som hun så længe havde prøvet at løbe fra. Men Gabriel var en del af den fortid, og hun havde ikke indset hvad dette hverv ville bringe med så. Så længe havde hun befundet sig i tæt mørke og nægtet alt hvad der havde med fortiden at komme i nærheden af hende. Men at se Gabriel så fortabt, havde brændt hul i mørket og noget af lyset havde bidt sig fast. Hendes godmodige sind og betænksomheden var blevet vækket til live. Hvordan kunne hun nogensinde bryde sit løfte til Elanya?

Selv navnet Morningstar brændte sig fast i hende og forstærkede blot det ubehag som hun følte. Hvis hun kunne, ville hun løbe sin vej, og smide pergamentet fra sig, men hun følte sig forpligtet nu. Hun måtte vide sig sikker på han var okay. Og det kunne hun så tydeligt bekræfte at det var han ikke. Hændelser var sket og de havde ramt ham hårdt, ellers havde han stadig de store prægtige hvide vinger. De var sorte nu, som et vidne om at han havde forladt lyset og gik mod mørket. Var det ikke hendes opgave at vende ham mod lyset nu? Nej, for hun havde selv vendt lyset ryggen. Forladt den verden hun kendte, fordi der ikke længere var noget som holdt hende fast. Hun vidste folk betragtede hende som død, men på trods af mange forsøg, ville døden simpelthen ikke tage imod hende. Stadig var hun i live og dette måtte der vel være en grund til? Pludselig stod han med fronten til hende. Så tæt på. Hun kunne tage chancen nu. Gribe fat, og skære halsen over på ham, men hun forholdt sig i ro. Den måde han sagde hendes navn på. Med sådan en ligegyldighed, og alligevel så var det som om hun kunne spore vreden og fortvivlelsen som boede hos ham.

”Nej jeg ved du ikke er nogen lille knajt længere, Gabriel. Du har vokset dig stor.” Hendes stemme var pludselig så mild. Men det ændrede sig efter han bekendtgjorde at han ikke havde brug for hende. En pludselig vrede ulmede i hende: ”Det er meget muligt du har gjort dig dine egne erfaringer og skabt dig et liv, Gabriel. Men det er også meget tydeligt at du er kommet ud på et sidespor,” sagde hun med en lidt klarere stemme. Hvad bildte hun sig egentlig ind? At stå her og irettesætte en som hun knap nok kendte, og belære ham om den egen fejl hun selv havde begået? Men nogen skulle jo fortælle ham det ikke? Han behøvede ikke at vide hvor sort hendes sind var, også selvom hele hendes udstråling fortalte at hun havde mistet grebet og kontrollen over hendes liv for længst.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Rigtig meget var sket i Gabriels liv, siden Melrose sidst havde været en del af det. Grotesk som det end var, var det jo bare begrænset hvad han kunne gøre ved det nu. Sagen var jo i det store billede, at han havde mistet så meget, at han vel havde mistet sig selv undervejs? Og nu var på vej ud på et sidespor, som han ikke bare kunne vende ryggen til, hvad end om det var noget, som han ville det eller ikke. Det var en daglig frustration, som han måtte brænde inde med, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det.
At udtale hendes navn, var nok mere en overraskelse, end det måtte være noget andet. Det var i hvert fald ikke just hende, som han havde regnet med, at skulle stå overfor. Hans mørke øjne stirrede på hende. En dødsengel? De mørke vinger var ikke hvad han kunne huske, at have set hende med tidligere. Havde mørket også formået at få hende undervejs?
"Ikke bare er jeg vokset stor. Jeg er blevet en mand," fortalte han med en næsten ligegyldig stemme. Alle voksede. Det var der jo ikke noget ekstraordinært i. Jo, måske med tanke på den familie, som han kom af, og alle de problemer, som havde fulgt med undervejs, for det var bestemt ikke småting. Langt fra!

Gabriel vendte blikket den anden vej. At erkende sine problemer, var ikke bare noget, som han kunne gøre, bare sådan uden videre. Han knyttede næverne igen. Han ville ikke selv påstå, at han havde brug for hendes hjælp. Han gik vel næsten ud fra, at det var derfor, at hun stod der nu? At det var fordi, at hun vidste, at han var ude, hvor han ikke vidste hvad han skulle gøre?
"Det er jeg tydeligvis ikke den eneste som er. Jeg husker ej dine vinger som sorte, men derimod hvide som sne," kommenterede han, inden han atter vendte sit blik mod hende. Var det underligt, at han selv tog fat i den problematik? Var hun i så fald den rette til at tage fat i ham på den måde? Det ville han ikke umiddelbart mene i hvert fald. Der hvor man jo kunne sige, at han var lykkelig uvidende om hendes oprindelige grund til at stå overfor ham. Om han havde vidst, at hun udelukkende var der, for at ende hans liv, så havde han næppe været så åben og så modtagelig overfor hende, som det han var lige i øjeblikket. Særligt fordi, at det var gået op for ham, at Corina ikke havde sendt hende efter ham.

[Deleted]

Engang efter at Melrose havde mistet Lucas og alt det som Melrose havde, var pludselig glidet igennem hendes fingre. Men på trods af hans død, var hun blevet gravid og havde fået en søn som lignede sin far på en prik, men Melrose kunne ikke bærer hvor meget den lille dreng havde lignet sin fader, og derfor havde hun skubbet ham fra sig. Og derfra havde hun skubbet alle fra sig. Hun var af den overbevisning at hun aldrig kunne blive lykkelig igen. Hun lukkede lyset ude, og med alt det som pludselig skete hende, mistede hun sig selv undervejs, som det også var sket med Gabriel. Allerede dengang var hun ved at miste sin glans, hun var ved at miste sig selv. Gabriel havde ikke set hende dengang, vidste ikke hvad der var hændt hende, ligesom hun ikke vidste hvad der var hændt ham. Men hans ord om at han var blevet en mand, gjorde ondt. For det mindede hende så meget om hendes egen søn, som også var blevet til en smuk ung mand, men som havde båret på sin moders byrder, som Gabriel havde båret på Elanyas byrder.

”Det kan jeg se, Gabriel,” sagde hun med en stemme der langt fra indeholdt ligegyldighed. Mere en form for stolthed med en tanke til Elanya. Han havde klaret sig igennem, på trods af al den modgang som havde prøvet at forhindre ham i at møde medgang. Men på trods af det var det tydeligt for hende at han var på afveje, ligesom hun selv var. Hans ord om hendes vinger, ramte hende hårdt. Som en mavepuster. Hun tabte vejret og blev nødt til at gribe det igen. Atter ulmede vreden i hende, men hun prøvede at dysse den ned. Det var jo sandt! Hun havde forandret sig meget igennem den tid der var gået.

”Ja Gabriel. Livet har ikke smilet til mig længe. Og det løfte jeg engang gav til din moder om altid at tjene lyset, brød jeg da jeg mistet alt det jeg så længe havde kæmpet for.” Hun følte sig pludselig så lille og så skrøbelig. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde et hverv at føre i mål, men hun kunne ikke. Ikke Gabriel. ”Selv jeg kan se at dine vinger har fået en anden kulør,” påpegede hun stille.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

I Gabriels liv, var der nu heller ikke meget at råbe hurra for, og det var jo så de konsekvenser, som de måtte leve med i dag. Han gjorde i hvert fald, også selvom mange af dem, ikke rigtigt var noget, som han havde tænkt sig, bare at slå sig til tåls med, selvom han ikke rigtigt havde noget andet valg. Han sukkede let, som han rystede på hovedet af sig selv. Han havde slet ikke lyst til at skulle gøre sig de tanker mere. De fyldte alt for meget i hans krop og sind i denne her tid.
Engang havde han været stolt over, hvad han var blevet. Det var ikke just noget, som han kunne sige, at han var i øjeblikket, for der var virkelig intet at være stolt over. Han vendte blikket og de mørke øjne mod hende igen. Han var uden tvivl en forandret mand, og det var ikke nødvendigvis til det bedre.
"Så lang tid, at nogen kan se det, så er det vel fint nok," sagde han blot, og med et kort træk på skuldrene. Det var ikke nogen hemmelighed, at han ikke havde det særlig godt. Og at han i øjeblikket følte, at hele livet, måtte være imod ham. Han hadede det virkelig!

Gabriels blik søgte hendes skikkelse endnu en gang, efter kort at have kigget den anden vej. Det var tilsyneladende ikke bare ham, at livet havde været hårdt imod. Det måtte jo ligeledes også have været sådan imod hende, siden hun selv havde været omgjort hende til en dødsengel. Det måtte jo trods alt være det, som var sket, også i hendes tilfælde.
"Min moder vil ikke klandre dig, så lang tid, at jeg ikke gør det. Jeg har ikke nogen grund til at klandre dig for noget som helst. Selv jeg ved, at livet har været hårdt mod dig." Han huskede at hun havde mistet Lucas og efterfølgende også Jenaro. Selv han havde jo mistet absolut alt andet i hans liv, så han vidste jo hvordan det var. Det gjorde han i hvert fald nu. Svagt måtte han bide tænderne sammen. Han spændte automatisk i kroppen, som han igen vendte blikket den anden vej. Endnu var det helt ukendt for ham, hvad hendes grund var, til at opsøge ham på stedet her. Han troede vel på det bedste i hende? Han havde jo aldrig rigtigt haft nogen grund til at skulle gøre noget andet overfor hende. Altid havde Melrose jo været en kvinde, som havde været utrolig god ved ham, hvilket han var storslået tilfreds, og glad for ikke mindst.

[Deleted]

Melrose havde hørt om Gabriels offentlige udmeldelse. At han og Silia var gået fra hinanden og han havde abdiceret fra tronen. Men det var ikke noget hun synderligt havde tænkt over, for hendes tanker havde i så lang tid været mørke og uden reel indhold. Hun havde dog ikke hørt noget som helst om at hans vinger var blevet sorte, og at han var ved at blive til en dødsengels som hun. Og det skræmte hende at den samme skæbne havde ramt Gabriel. Igen rakte hun ud efter ham og rørte blidt hans skulder med hendes smalle, ligblege hånd. Hun var vel heller ikke stolt af hvem hun var blevet? Men hun havde accepteret det. Måske mere fordi hendes moder altid havde fortalt hende, at det ikke var muligt at ændre sin egen skæbne og det havde heller ikke været tilfældet for hende. Det havde altid været andre.. Som Elanya og David der havde trukket hende ind i lyset, til sorgen over dem hun havde mistet, havde trukket hende ind i mørket igen. Hun havde aldrig været herre over hendes egen skæbne. Men alligevel havde hun taget et valg om at redde Lucas fra døden og taget et valg om at følge Irryathen. Valget om at lade mørket omslutte hende og sorgen fylde hende med bitterhed og vrede, havde været hendes eget. Hun var selv skyld i den situation hun stod i nu, men det var sjældent noget hun erkendte frivilligt.

Jenaro.. Melrose huskede ham svagt, men efter hans død, havde hun fortrængt mindet om ham. Hun kunne knap nok huske hvordan han så ud, eller hvad der var sket i mellem dem. Men hun havde hjulpet ham, ligesom hun havde hjulpet Lucas. Ved hans ord begyndte hendes øjne at brænde. Hun følte sig ked af det, men også lettet over hans ord. Var det virkelig sandt at Elanya aldrig ville klandre hende, når han ikke gjorde? Men han vidste jo ikke hvorfor hun oprindeligt var dukket op. Ville han stadig se på hende med de samme øjne hvis han kendte sandheden? Sandheden var at hun var blevet til en iskold og kynisk lejemorder, som ikke tøvede før hun slog nogen ihjel, men nu… hun kunne ikke få sig selv til det. Han så hende stadig som den person hun engang havde været, og som hun på mange måder i sit stille sind, ønskede hun kunne være igen. Hun fjernede hånden fra hans skulder og vendte sig mod den sorte sø.

”Nok har livet været hårdt mod mig, Gabriel, men det var mig der tog et valg om at lukke lyset ude og tage imod det evige mørke,” hviskede hun. Langsomt lod hun den ene hånd glide ned af hendes ene side og hun mærkede daggerten igennem stoffet. Pludselig mærkede hun en klarheden som hun før havde mistet. Mørket inde i hende vældede over hende og druknede hendes tvivl. Melrose Himalaro fandtes ikke længere. Hun var borte. Tilbage stod Corrilla som nød at være kynisk og skade andre. Det var hvem hun var nu. Alligevel mærkede hun tvivlen ulme som en lille spæd flamme.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde meldt tydeligt ud, at det var slut mellem ham og Silia, hvilket uden tvivl, havde været en af de hårdeste udmeldinger, som han nogensinde havde forestillet sig, at skulle komme med. Det var grotesk. Der var ikke noget ord, som kunne beskrive det bedre end det. Derfor var han også meget mere opmærksom på sig selv, og hans plads i livet. Han ville ikke såre flere mennesker.. Corina have gjort det tydeligt for ham, at det var sådan at hans liv ville være fra nu af, og det var heller ikke noget, som han ønskede at byde på nogen som helst. Overhovedet ikke.
Hånden som endnu en gang gled mod Gabriels skulder, fik ham til at følge den med blikket. Han var i forvejen ikke meget for, at nogen rørte ved ham lige nu. Han havde ikke været vant til at nogen i det hele taget rørte ved ham, og særligt som det var lige nu. Han spændte svagt i kroppen. Ikke ønskede han, at forvolde nogen skade på nogen som helst.
"Selvom du har valgt at vende lyset ryggen, er det ikke nødvendigvis lyset, der har forladt dig.. Som min moder ville have sagt," sagde han med en sandfærdig mine. Der var jo ikke rigtigt noget at sige til det.

Gabriel vendte sig, så han igen stod mod hende. Begge stod de der med de mørke vinger. De sorte vinger.. Begge havde de valgt mørket.. Eller han havde ikke valgt det.. Han var kastet i det, efter han havde mistet Silia. Grotesk som det end måtte være, så var han en dødsengel, uden at det egentlig havde været hans eget ønske, og det var næsten grotesk at det var sådan, at det forholdt sig. Han hadede det virkelig, for han kunne ikke gøre noget ved det.
"Du har valgt livet.. Det gjorde jeg aldrig. Jeg blev tvunget ind i det, da jeg mistede min hustru." fortalte han med en dæmpet stemme, som han igen så mod hende. Det var vel ikke underligt, at han efterhånden, også havde brug for hjælp? Han havde brug for nogen, der kunne omfavne ham, og så bare sige, at det nok skulle gå. Han trak vejret dybt, og slap det i et tungt suk. Han hadede virkelig det liv nu!
"Hvordan fandt du mig?" tilføjede han pludseligt. Det havde jo næsten virket som om, at hun rent faktisk havde søgt efter ham? Men hvorfor? Han havde jo ikke set hende i virkelig, virkelig mange år.

[Deleted]

Som Melrose stod der med ryggen til Gabriel, og pludselig mærkede adrenalinen pumpe rundt i kroppen på hende, overvejede hun hvad hun skulle stille op. Hun havde været på jagt og hun havde fundet sit bytte. Også selvom han var Gabriel, søn af Elanya Maloya som i så mange år havde været der for Melrose. Hun havde vendt lyset ryggen, men som Gabriel sagde det, så havde lyset ikke forladt hende. Hun kunne ikke slippe af med fortiden og hvem hun engang havde været. Hun følte det som om hun stod i kviksand og ikke kunne komme nogen vegne. Hun blev nødt til at vælge sin vej. Skulle hun fortælle ham sandheden eller skulle hun slå til før han anede uråd? Men før hun nåede at reagere, hørte hun hans ord om hans egen kamp. Hun vendte sig igen mod ham, så de stod med front mod hinanden. Selvom han ikke lyd trist eller fortabt, kunne hun se det på ham. Denne mand havde altid haft et hårdt lod i livet. Ikke noget som Elanya nogen sinde havde rettet op på. Hun havde ladet ham gå sine egne veje.

”Nej Gabriel, du tager fejl. Selv du har valgt livet for du står her stadig. Måske føler du dig som en skygge af dig selv, men det hele skal nok vende. Det gode hjerte som du besidder, har ikke forladt dig endnu,” fortalte hun ham stille og smilede et lille smil. Længe siden var det, hun havde smilet til nogen, men Gabriel bragte noget frem i hende, som hun så længe havde gemt væk. Han råbte om hjælp.. Hvor mange havde Melrose ikke hjulpet igennem hendes liv som engel? Hendes betænksomhed og hjælpsomhed, havde været egenskaber hun havde været værdsat for. Gabriel havde brug for hendes hjælp, og derfor kunne hun ikke handle efter hendes hverv.

Da han spurgte hende kort efter om, hvordan han havde fundet hende, gispede hun kort efter vejret. Skulle hun fortælle ham sandheden, eller skulle hun lyve? I stedet valgte hun at række ham pergamentet med ordren på hans endeligt. Hun ville lade ham tage sine egne beslutninger og fortolkning af hvorfor hun var i besiddelse af det pergament. Måske havde lyset i hende taget imod denne ordre, fordi hun i virkeligheden havde ønsket at finde ham. Hun vidste nu at selvom hun var mere mørke end lys, så kunne hun aldrig få sig selv til at slå Gabriel ihjel.