The Hunt

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Livet havde aldrig været på Gabriels side. Alle dem, som han nogensinde havde haft tæt ind på livet, havde han mistet. Selv familie var faldet som fluer omkring ham. Et sted følte han vel, at hans liv, var forbandet? Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang, som han fast stirrede på hende. Ikke gengældte hun hans blik.. ikke var det noget som han sagde noget til. Hans liv havde været hårdt, fra dengang han var kommet til.. Hans fader havde ikke gjort det nemt, og det liv, som hans moder havde været tvunget til at leve, havde bestemt ikke gjort det meget bedre, hverken for ham, eller hans alt for mange søskende.. Grotesk som det end var, så var det jo bare en sandhed, kunne man jo sige.
Havde Gabriel virkelig valgt livet? I øjeblikket levede han et liv, som han slet ikke følte, eller anså, som værdigt at leve, og det var nu bare sådan, at han havde det med tingene. Han var derfor denne gang den, som måtte vende blikket den anden vej. Dette var ikke noget, som gjorde det bedre for ham.
"Det her, er ikke et liv, som jeg ønsker at leve," sagde han med en direkte stemme, idet han endnu en gang, vendte blikket mod hende. Det var et hårdt liv, og siden han mistede alle dem i hans liv, som havde været en del af det.. Hvem ville blive den næste? Denjarna? Den kvinde, som han havde lukket tæt ind, fordi at hun kunne give ham noget, som han ikke havde oplevet at få, nogen andre steder?

"Det er muligt, at jeg endnu har mit lyse hjerte, men det ændrer ikke på, at min race taler mig imod.. Jeg er tvunget til at leve et liv, hvor jeg nærer på den smerte, som andre føler.. jeg kan mærke og føle din.. Den er stor," tilføjede han. Han vidste, at livet aldrig havde været i Melroses favør, da det altid havde været hårdt mod hende også. Betød det, at de måtte sidde i samme båd, så? Han vidste det faktisk ikke.
Hvorfor hun havde søgt efter ham, fandt han hurtigt ud af, da han tog imod det pergament, som hun måtte række til ham. At se billedet af ham, som en engel han engang havde været.. Det som han i dag, kun var en skygge af, og prisen for hans hoved, gjorde ham.. vred. Var hun her rent faktisk for at ende hans liv? Han vendte blikket mod hende. Var det sandt? Var det derfor hun bare havde givet ham pergamentet. Han trak vejret dybt.
"Du er her for at ende mit liv?" spurgte han direkte. Han rakte hende pergamentet tilbage. Han ville ikke kigge på den mand, som han engang havde været. Han så afventende på hende. Kunne hun virkelig finde på det? Rolig forholdt han sig dog.. For han tvivlede på det.

[Deleted]

Melrose følte sig i en grotesk situation. For få timer siden havde hun mærket adrenalinen suse igennem hende, for hun var tæt på sit bytte. Snart ville hun stå med et kæmpe salær, og en mulighed for at give hende selv det hun havde brug. Nemlig et sted hun kunne kalde sit eget. Men nu hvor hun stod over for Gabriel som hun havde kendt siden han var helt lille, så kunne hun ikke få sig selv til det længere. Han stod tydeligvis selv i en grotesk situation, som han ikke havde valgt. Men hun var ikke i tvivl om at han havde valgt livet. Ellers ville han ikke stå her. Og hvordan kunne hun ende et andet væsens liv, når hun ikke var i stand til at ende sit eget?

”Gabriel.. jeg ved hvordan du har det. Jeg ønsker heller ikke at leve det liv jeg lever nu. Men det gør jeg.. knap og nap dog!” Hun var dødsengel igen. Tilbage til hvor hun for så mange tusinde år siden havde startet. Men hendes moder havde reddet hende fra den visse død, og det havde på mange måder gjort hende bevidst om at hendes lod i livet var at redde andres menneskers liv. Selv nu hvor hun levede af andres ulykke og smerte. Selv hun kunne mærke hvordan hendes hjerte bankede hurtigere ved Gabriels ulykke. Men hun prøvede at lukke det ude. Prøvede at glemme hvorfor hun var her.

Hun nikkede stille ved hans ord. Han havde jo ret. De levede nu af andres ulykke. De levede for andres smerte. De levede for andres død. ”Og jeg kan mærke din, Gabriel.”

Hun mærkede hvordan hjertet bankede hurtigere mod hendes bryst. Men det var ikke adrenalinen. Mere uvisheden om hvordan han ville reagere når han så pergamentet. Hun ville være forståelig for hvordan han end reagerede. Det var ikke noget hun længere var herre over. Men da han blot kastede et blik mod hende og rakte hende pergamentet tilbage, tog hun mod det og lagde det væk.

Hun måtte fortælle ham sandheden, måtte hun ikke?

”Det var mit udgangspunkt, ja,” hviskede hun. Hun tog pergamentet frem igen og rev det i flere tusinde stykker. Hun kunne ikke bære at bære rundt på det længere. ”Men jeg kunne ikke. Det fandt jeg først ud af for få øjeblikke siden. Jeg har levet et liv i mørke i alt for lang tid siden min søn blev slået ihjel. Min eneste glæde har været mit hverv som lejemorder. Glæden ved andres smerte er det eneste der har holdt mig i live. Men jeg kunne ikke. Ikke dig.” Pludselig brændte hendes øjne endnu engang. Store salte tårer trillede ned af hendes kinder. Hvor længe havde hun ikke holdt dem tilbage? Hvor længe havde hun ikke lukket sine følelser tilbage? Hvor længe havde hun ikke prøvet at fortrænge den smerte som til sidst havde ædt hende op? Men hun sad jo fast. I en skikkelse af en dødsengel. Hvor længe havde hun fortæret på sin egen smerte?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Adrenalinets hamren og susen, havde de alle sammen mærket sig af. Gabriel havde i den grad også, selvom det var en tanke, som han fandt helt igennem grotesk. Alene det, at skulle leve som en dødsengel, og nære på den smerte, som så mange andre følte. I øjeblikket, nærede han på Melroses, og det var næsten det, som var det mest groteske, af det hele, for han kunne virkelig ikke have den tanke! Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Hun levede livet, men bare knap og nap? Det lød meget som ham i øjeblikket.. Det var virkelig en grotesk verden, at blive en del af.
"Om ikke andet, så ser du ud til at klare det betydeligt bedre end jeg. Tager jeg ikke meget fejl, er dette også din ophavsrace.. ikke sandt?" spurgte han denne gang direkte. Som sin moder, havde han aldrig nogensinde været fordomsfuld, og det ville han heller ikke blive. Det var noget, som han højt og helligt, havde lovet sig selv, så det var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på.

At hun derimod var der for at ende hans liv, var noget som et sted skuffede ham. Var der virkelig sat en pris på hans hoved? Ikke at han forstod hvorfor, for han havde jo heller ikke den betydning for Procias længere. Han havde jo for pokker valgt at forlade stedet! Hvorfor så ikke bare lade det være på den måde? Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang.
"Så hovedårsagen til at du har opsøgt mig til aften, var for at ende mit liv.." Ikke at han havde regnet med, at hun ville gøre det, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han var endt skuffet.. ked af det, et eller andet sted, og han vidste, at hun kunne mærke det.
"Jeg mistede min søn og kæreste, og har efterfølgende mistet min hustru.. Tro mig.. Jeg ved, hvordan det er at miste," bed han af hende. Han ville ikke stå der og give hende medlidenhed, for hun havde taget valgene selv. Selv ville han aldrig kunne få sig selv til at tage imod mørket så meget med en åben favn! Ikke på vilkår!

"Det gør mig ondt med din søn.." tilføjede han dog, som han igen vendte blikket den anden vej. Tanke om Jeremiah.. Den lille knægt, med alle hans puslespil, og hvordan han var kommet hjem, og set dem ligge der, på baggrund af hvad en Horror havde gjort ved dem.. Endnu, var det en tanke, som kunne pisse ham af! De fortjente så meget bedre, end hvad de havde fået. Det var virkelig grotesk! Tårer fældede han ikke.. han reagerede derimod med vrede. Der lignede han kun mere og mere sin kære gamle far, selvom han højt og helligt, havde lovet sig selv, at tage afstand til det, i den forstand, at det var ham muligt.

[Deleted]

Mente han virkelig at hun klarede livet igennem bedre end ham? Det var hende der stod her, komplet forandret. Engang havde hun været lys, med det store bølgende blonde hår, de klare blå øjne og de store hvide vinger. Nu var hun en sand skygge af sig selv, og lignede mere den hun havde været engang. Hun havde tabt sig meget, og var bogstavelig talt ikke andet end skind og ben. Hendes sorte har var filtret og havde ingen glans. Vingerne sorte, men slidte og med løse fjer. Hun var ikke hvem hun havde været engang, og det eneste som holdt hende i live, var at fortære fra andres smerte og sår.

”Gabriel, jeg er ikke andet end en skygge af hvem jeg var før. Jeg ved ikke om jeg kan kalde dette et liv længere.” Hun nikkede stille, men nægtede at give ham ret i at hun var bedre stillet end ham. ”Ja jeg er født som dødsengel, men din moder viste mig lyset og lod mig være den jeg i sandheden er,” fortalte hun ham.

Hele dette møde, var et bevis på at hun ikke længere var den Melrose som hun var så kendt for at være. Hun var kommet her for at slå ham ihjel. For at få et salær for et mord. 400 guldmønter var meget, når man stod uden tag over hovedet. Hun vidste af det var usselt, også selvom hun stod i dette øjeblik og glædede sig over hans vrede. Han var vred. Og der var ikke noget der kunne være mere fantastisk!

”Ja, Gabriel. Men det gør jeg ikke. Du har grund til at være vred. Det forstår jeg godt. Men denne natur.. Denne natur med at ville andre ondt, den ligger så lige til. Rusen og adrenalinen er svær at styre.. Men jeg kan ikke.. ikke dig,” hviskede hun. Hendes stemme var grådkvalt. Hendes krop skreg, fordi hun modstred hendes natur. Det sidste spark ramte hende midt i mellemgulvet, da han fortalte at selv han havde mistet. Og på det punkt kunne hun ikke rigtig holde gråden tilbage. Hun vendte ham ryggen. Igen følte hun sig svag og skrøbelig. Ikke havde hun vidst at han havde så direkte et bånd til hendes følelser, som hun havde begravet væk så længe. Men hun vendte sig alligevel om, og rejste blikket mod hans. ”Det gør mig forfærdeligt ondt at høre, Gabriel. Ingen har fortjent at miste dem som står os nær,” sagde hun med en lidt klarere stemme.

Hun vidste ikke om det var hans medlidenhed hun søgte. Det var det vel ikke? Hun havde selv taget de valg hun havde taget. Hun havde selv taget i mod den ordre. At hun kastede valget fra sig nu, var ikke noget hun forstod, men det var et lille sted dybt inde, tvivlen som stadig ulmede, som gjorde hende nogenlunde menneskelig.

At han nævnte, han var ked af at hun havde mistet hans søn, blev hun rørt. Men hun mærkede også vreden og sorgen brænde i hende og den stikkende smerte lige under brystet blev værre.

”Tak Gabriel.. Ingen forældre bør være vidne til at miste et barn. Ikke når det bliver taget fra en på så grusom vis,” sagde hun og kiggede op imod månen som tittede frem fra skyerne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville nu alligevel mene, at Melrose havde klaret den forvandling til dødsengel betragteligt bedre, end hvad han selv havde, og det kunne uden tvivl godt mærkes, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Hans hjerte måtte derfor hamre kraftigt mod hans bryst. Hvad var det ikke han var blevet til? Noget som nærede på noget, som var så smertefuldt for så mange andre.. Han kunne virkelig ikke have det. Det var slet ikke sådan, at det burde være, og han kunne jo for pokker ikke gøre noget som helst ved det!
"Og dog, ser jeg en kvinde, som alligevel har fundet sig så meget til rette, at hun har påtaget sig et job som lejemorder..Du er kommet langt længere i tilværelsen i mørket, end hvad jeg nogensinde vil," sagde han. Det kunne godt være, at det var så let og ligetil for hende, at nære sig på smerte.. tage det hele til sig, og ende andres liv, men det var bestemt ikke et liv eller en tilværelse, som han ønskede at tage del i på noget tidspunkt.

At hun derimod ikke ønskede at ende hans, var da noget, som glædede ham. Så havde han da alligevel, selv i hans voksne liv, en betydning for hende, som hun ikke bare kunne vende ryggen til. Med andre ord, så havde lyset da heller ikke forladt hende helt. Af den grund, var han nu temmelig sikker på, at det var noget, som Elanya ville kunne tilgive hende for. Han havde det i hvert fald på den måde, for han var da den sidste, som skulle dømme nogen.
"Jeg hader det liv som jeg nu skal leve, men det ændrer ikke på, at jeg ikke ønsker at ende det," sagde han ærligt. Han var en stærk mand.. Stærkere, end hvad de fleste, kunne sige sig, at være i den familie, som han kom fra, som primært kun var præget af sorg.. forfølgelse.. tab og smerte. Selv var det noget, som han havde mærket sig af, da alle de, som var omkring ham, var døde. Det var virkelig en grotesk virkelighed, men derimod også sandheden.
Begge havde de gravlagt børn. Det var slet ikke meningen at børn skulle gravlægges før forældrene, men det var en situation, som de begge havde stået i, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om i den anden ende. "Jeg kom hjem til en familie, der lå i en kæmpe blodpøl... og en dreng med en brækket nakke.. Der var virkelig intet, jeg kunne stille op," sagde han med en rolig stemme. Han var vant til at snakke om det nu.. Han var færdig med at græde over det.. Men det var hun tilsyneladende ikke?
"Skæbnen har jeg altid troet på.. Jeg trøster mig med tanken om, at der er en højere mening med det hele.. Grusomt som det end lyder.. og grotesk, som den end kan være," sagde han med en ærlig stemme. Han var ikke meget for at dele det med nogen, men lige Melrose.. Han vidste jo, at hun var klar over, hvordan det føles, at sidde i en situation som denne.. At have mistet noget, som stod en så nær, og ikke kunne få det igen.

[Deleted]

At Melrose var født dødsengel af natur, var en fordel for hvem hun var nu. Hun var i stand til at indprinte sig et liv som dødsengel, fordi det et eller andet lå til hendes natur at være dødsengel. Men det var ikke en tilværelse hun brød sig synderligt om. Det havde det været længe, fordi hun ikke havde noget at vende tilbage til. At leve af andres smerte, lod hende glemme sin egen. Men et eller andet sted, længtes hun stadig efter det liv hun havde engang. Og smerten over at hun nok aldrig ville vende tilbage dertil, gjorde så uendelig ondt.

”Det er ikke sådan her jeg ønsker at være, Gabriel. Jeg længes efter det liv jeg havde engang. Jeg længes efter lyset. Men jeg kan aldrig vende tilbage. Jeg har ikke længere noget at vende tilbage til. Det liv jeg har nu, er ikke et liv. Det er overlevelse,” sagde hun klart. At Gabriel ikke ønskede et liv som dødsengel, forstod hun godt. Det var en dyster verden, som hun end ikke ønskede for andre at leve i. Den sidste tid, stod uklart i hendes hukommelse. Det eneste som stod knivskarpt i hendes hukommelse, var erindringer om dem hun havde forvoldt smerte og til sidst død. Det fik adrenalinen til at suse i hendes krop og lod hende føle hun havde noget at leve for. Men det var ikke andet end et forbandet liv.

Men at denne aften ville ende på en anden måde, havde hun ikke forudset. At hun ikke kunne fuldføre sit hverv. At hun ikke kunne slå Gabriel ihjel. Det forekom hende så mærkværdigt. Måske boede lyset stadig i hende. Måske kunne hun alligevel vende tilbage til lyset?

Hun så på ham med hovedet på sned. Hun smilede et lille smil. Selvom Gabriel havde mødt så meget modgang, ønskede han ikke at ende sit liv. Det var et godt tegn. At han ikke gav op. Hvor mange gange havde Melrose nået dertil hvor hun havde været så tæt på at skære halsen over på sig selv, eller hænge sig fra et træ? Men det var aldrig lykkedes hende. På en eller anden måde var hun her stadig. Og det var Gabriel også på trods af al den modgang han havde været igennem!

”Det glæder mig at høre. Du er stærk, Gabriel,” fortalte hun ham. Der var jo ingen tvivl om at det var sandt. Ellers ville han ikke stå her så roligt og standhaftigt efter han havde fundet ud af at hun var kommet her for at ende hans liv. Melrose havde selv været ude for nogle situationer, hvor dem som hun var blevet sendt afsted for at slå ihjel, havde slået fra sig og hun selv havde været i livsfare. Men på en eller anden måde, så var hun selv stærkere end hun troede, for hun fandt altid en måde at slå fra sig og i sidste ende, lade deres liv.

Men at forældre skulle begrave deres børn var ikke naturligt. Og at Gabriel skulle være vidne til at finde hans familie slået ihjel på den måde var frygteligt. Igen fyldtes hende øjne med tårer. ”Gabriel.. det gør mig så forfærdeligt ondt. Jeg selv fandt min søns krop med afskåret vinger… og hans hoved afhugget. Jeg ved ikke hvem der stod bag.”

Melrose havde aldrig fortalt en levende sjæl, hvad der var hændt Irrayathen, men hun følte at hun kunne åbne sig op over for Gabriel. De havde været igennem  meget af det samme. De vidste begge hvad sorg rigtig var og hvor svært det var at acceptere dens tilstedeværelse.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var en hård tilværelse for Gabriel, og særligt med det faktum, at Melrose kun stod, og bekræftede for ham, hvad Corina havde fortalt. Ikke at det var noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende, for han havde aldrig ønsket dette liv, som han heller ikke havde været interesseret i det her liv! Tvært imod, så var det noget af det, som han foragtede mere, end hvad han kunne forestille sig, at skulle foragte noget som helst andet nogensinde igen! Langsomt måtte han derfor vende blikket i hendes retning igen.
"Du har levet det her liv før, hvor det for mig er nyt. Jeg ønsker ikke at nære på andres lidelse, som var det mig en styrke.. Det er mig en styrke.." Langsomt måtte han derfor knytte sine næver, som han igen vendte blikket væk. Han hadede at han kunne mærke den forvirring.. smerte.. sorg, som måtte brænde i hendes inderste hjertekammer, som var det noget, som han kunne spotte med det blotte øje. Det her var bare ikke normalt!

Begge havde de nu stået i situationen, hvor de skulle gravlægge deres egne børn og deres egen familie. Det var heller ikke ofte i eftertiden, at Gabriel havde søgt til deres sidste hvilested. Og særligt ikke efter hans egen - nu ekskone, havde fortalt, at hun kunne se de døde, og at de var på slottet og omkring ham. Det var næsten det, som var ham det værste. Han rystede på hovedet. At snakke om det, gjorde ondt, men slet ikke så ondt, som det engang havde gjort.
Det var et syn, som stadig den dag i dag, måtte hjemsøge ham, og gud forbyde, at det var sådan, at det hang sammen. Han ville bare.. gerne glemme det, og komme videre.
"Det er jeg ked af.. Virkelig.." sagde han blot. Hvad andet kunne han sige? Hvem der kunne finde på at torturere og ende en ung drengs liv på den måde, for han kunne jo huske ham. Selvom det ikke var meget, som han havde set til ham, så kunne han da huske, at hun havde haft en lille dreng dengang. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. At hun delte det med ham, var han selvfølgelig utrolig glad for, så alene det, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han ville jo bare gerne komme igennem det her. Var han virkelig så stærk, som hun fremstillede ham som? Det var ikke sådan, at han følte det.
"Var jeg stærk, ville mine vinger ikke have set ud, som de gør, Melrose.. Var jeg stærk, ville jeg ikke sidde her, og ikke vide, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvis jeg havde den styrke, som du påstår, at jeg har, ville jeg ikke have mistet hele mit livsfundament i jorden!" Han hævede begge hænderne, og strøg dem igennem hans hår igen, i ren og skær frustration. Det var virkelig.. frustrerende, at det var sådan!

[Deleted]

Melrose forstod Gabriels frustration. Livet som dødsengel var ikke noget man ønskede sig, medmindre man nød at leve af andres smerte og død. Det var ikke et liv hun selv havde ønsket. Elanya oog David havde givet hende et nyt lod i livet, og det var hun dem evigt taknemmelig for. Gabriel var ikke skyld i at han nu var blevet til en dødsengel. Det var de ting som var hændt ham, der havde ladet vreden og sorgen hobe sig op. Det kendte hun jo for sin egen situation. Den forvandling var allerede sket for hende efter Lucas’ død. Det værste var, at selv hun kunne mærke hans smerte og hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, for at få ham til at tro på, at han kunne ændre sit lod i livet og leve et liv som han gjorde før. Derfor stod hun stille for et øjeblik, og mærkede hans stikkende smerte, som hun kunne mærke sin egen. Det var både så grusomt og så fantastisk på en gang.

At Melrose så tydeligt kunne mærke andres smerte, gjorde at hun fortrængte sin egen. Hun havde endnu ikke kunne ligge en dæmper på sorgen. Hverken over at have mistet sin søn, Jenaro eller Lucas. Og der var så mange andre som hun også havde mistet. Hun stod tilbage, og den eneste hun egentlig kendte fra hendes gamle liv, var Gabriel. Den eneste måde hun kunne få den stikkende smerte til at forsvinde, var at give efter for adrenalinsuset og slå noget ihjel. Men hvor længe kunne hun blive ved med at leve på den måde?

”Tak.. Jeg undrer mig stadig over hvorfor det skete og hvem der stod bag, men jeg har ikke haft nogle spor at gå efter.. for Lucas’ skyld og for Irrayathens skyld,” sagde hun med en spinkel stemme. Hun brød sig ikke om at hun var så følsom og skrøbelig. Det var noget hun havde forsøgt at lukke ude. Men Gabriel havde brudt muren ned som hun havde bygget rundt om sin fortid. Han havde revet sårene op igen. Selv blev hun mindet om hendes søn, som var blevet til en ung smuk mand, på mange måder lig med Gabriel.

”Gabriel, det er ikke dig selv som har bragt dig i denne situation. Det er de hændelser som er hændt dig. Som du sagde før, så er der altid en grund til at ting sker som de sker. Vi har ikke skæbnen i vores egne hænder og vi kan aldrig helt styre hvad der hænder os. Så nej, det har intet med din styrke at gøre, Gabriel,” fortalte hun ham med en klar stemme og tørrede øjnene. Hun forstod hans frustration. Men han måtte da forstå at dette ikke var hans skyld.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var en evig frustration for Gabriel. Han kunne mærke Melroses smerte, som han kunne mærke sin egen, og det føles godt og skidt på en og samme tid. Det var slet ikke normalt, i den verden, som han kom fra! Han ville bare have at det skulle stoppe! Og helst gerne uden, at ende sit liv i samme omgang, for det var han jo overhovedet ikke interesseret i!
"Det her er ikke noget, som man kan kalde for et værdigt liv." Han rystede på hovedet af sig selv. Var det underligt, at han var så opgivende omkring det? Det var jo virkelig ikke noget at prale af! Det var jo et mørkt og ikke mindst forfærdeligt liv, at sidde igen med, og selv han ønskede jo bare, at det hele skulle slutte.. Og det var ikke noget, som kunne gå hurtigt nok for hans vedkommende!

Tanken om at Melrose også havde mistet så meget i sit liv, var naturligvis en tanke, som Gabriel måtte finde trist, for det var slet ikke noget, som nogen fortjente. Han bed tænderne sammen. Så glad og lykkelig hun havde været omkring Lucas og sin søn.. Han vidste det jo, og han forstod hende jo godt. Sådan havde han jo i sin tid også haft det omkring Evelyn og Jeremiah.. Dem havde han også mistet på det mest groteske vis. Det var bare ikke meningen, at han skulle leve sit liv med nogen, hvilket efterhånden også så småt, måtte være ved at gå op for ham. Det var meningen.. åbenbart.
"Gør dig selv den tjeneste, at komme over det.. Grotesk som det end lyder, så er det faktisk det bedste, som du kan gøre for dem begge to," sagde han direkte. Det var det, som han havde gjort efter tabet af sine egne..Og at han så skulle miste Silia efterfølgende, som var den kvinde, der havde hjulpet ham videre, havde nu heller ikke ligefrem været meningen. Hvor var det dog frustrerende alt sammen! Han hadede virkelig det her liv!

"Melrose.." Igen vendte han sig mod hende, hvor de nu mørke øjne, faldt til hendes skikkelse. Han led.. et sted i hans mørke hjerte, så led han virkelig, og han vidste slet ikke, hvad han skulle stille op med det.
"Hvordan fandt du vejen tilbage til lyset?" spurgte han. Hvis der fandtes nogen mulighed.. selvom Corina stædigt havde stået fast på, at der ikke havde været noget, så var han nødt til at forsøge. Der var ikke andre alternativer, end at forsøge!

[Deleted]

Melrose var enig i at dette liv som dødsengel ikke var et værdigt liv, men måske så hun anderledes på det, fordi hun var født som dødsengel. Det havde været hendes lod i livet at leve som dødsengel fra start af. At hun senere var blevet til engel, og havde fundet sin plads i livet var en anden ting. Hun mente dog at det var naturligt at Gabriel reagerede som han gjorde. Han var født i Procias, lysets land, og nu var han så pludseligt blevet ført ind i mørket. Hun selv var endt i lyset fra mørket. Hun huskede hvor svært det havde været for hende i starten, men hun havde efterhånden vænnet sig til det.

”Nej Gabriel, det er det ikke. Vi er som parasitter der lever af andre. Som ødseldyr der fortærer fra andres død og sorg. Dette liv kan på ingen måde kaldes værdigt.”

Melrose havde haft så meget at leve for da hun havde været engel. Og nu havde hun mistet det hele, og var igen blevet til en dødsengel og havde ingenting. Det eneste hun havde tilbage var sorgen. Hvordan kunne hun slippe den? Hvad havde hun så tilbage? For hende var sorgen, vreden og bitterheden det eneste som holdt hende i live. Hvis hun ikke kunne komme tilbage til et liv som engel, så måtte hun vel leve som dødsengel?

”Jeg kan ikke Gabriel. Jeg har intet tilbage andet end sorgen. Hvis jeg giver slip på den, hvad har jeg så tilbage?” hviskede hun opgivende.

Det gispede i hende, da han sagde hendes navn. Hun vendte sig stille i mod ham og så på ham. Smerten fra ham, glædede hende og gjorde hende så nedtryk på samme tid. ”Jeg.. blev bragt til lyset af din egen fader Gabriel. Jeg ved ikke hvad han gjorde.. Men han tvang mørket ud af mig og placeret lyset i mit inderste jeg. Måske er det derfor jeg ikke har kunne overlade mig fuldstændig til mørket,” sagde hun eftertænksomt. Hvad hvis hun kunne blive engel igen? Kunne hun så atter blive den hun havde været engang? Kunne hun starte på en ny? Hvis blot Gabriel kunne bringes tilbage. Det ville give hende fred i sjælen hvis han kunne starte sit liv på ny i lyset.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriels blik hvilede fast og intenst på denne kvindes skikkelse. Det at hun var født som dødsengel, gjorde nok forskellen for hende, da hun havde været en del af racen før, og nok havde det mere ind på livet, end hvad han havde. For ham, var det skræmmende og unaturligt, og slet ikke noget, som han ønskede, at tage del i, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende.
"Det er sådan, at det her liv føles.. en ting, er at jeg nærmest nyder min egen smerte og sorg, men at jeg skal finde en glæde i andres, og nærmest føle for, at yde mere af den, for at sikre mig, at det bibeholdes.. Det er på ingen måder naturligt.. Overhovedet ikke.." Han rystede på hovedet, og vendte ryggen til hende igen. Nu var hun jo ikke just en, som han var bange for, og aldrig havde han været det, da han ikke havde haft nogen grund til at skulle være det.

Tænderne bed Gabriel sammen. Hans kære fader, var ikke et væsen, som han havde tænkt over i rigtig mange år. David? Havde den mand virkelig hjulpet hende til lyset? Det var slet ikke noget, som han forstod det mindste af! Han trak vejret dybt, inden han denne gang hævede hænderne og tog sig til tindingerne.
Et kraftigt skrig.. I ren og skær afmagt, brød hans læber. Han ville slet ikke høre om den mand, og han ville slet ikke høre om det forbandede liv, som han nu skulle være en del af! Benene måtte han derfor lade give efter under sig, hvor han straks lod knæene møde jorden under ham. Det føles virkelig.. grusomt. Han ville virkelig ikke være en del af et mere mere! Han havde fået nok nu!
"Jeg vil ikke høre om den mand.. jeg vil ikke høre om det liv.. jeg vil ikke høre mere om at være en forbandet dødsengel!" Hvis hans fader havde været blandet ind i det, så var det stort set umuligt for ham, at komme igennem det samme, og blive det væsen, som han engang havde været. hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det var virkelig grusomt, at livet, skulle være så ond og forfærdelig overfor ham!

[Deleted]

Det eneste Melrose ønskede lige nu, var at hjælpe Gabriel. At han var så skræmt og forfærdet over den situation som al ulykken havde bragt ham i, gjorde at den stikkende smerte under brystet blev forstærket, da hun begyndte at føle at hun måtte gøre et eller andet for ham. Tage ham under hendes vinger.. bogstavelig talt. Nok havde hun mistet sin søn, men hun havde ikke mistet evnen til at være en moder. Og selvom Gabriel ikke var hendes søn, så følte hun alligevel at hun måtte være her for ham. Det var hvad Elanya ville have ønsket.

”Jeg ved det godt, Gabriel.. Jeg ved det godt,” sagde hun med en beroligende stemme og rakte armene ud efter ham, men så vendte han sig om, og så stod hun der og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun vidste at med hendes ord om hans fader.. hun vidste at det ville skabe splid i ham. Han havde aldrig haft et nært forhold til David. Det havde Melrose ikke, for hun vidste at Davids hensigt med at forvandle hende til en engel havde været helt hans egen. Han havde begæret efter at prøve hans egen magi af. Og det var egentlig noget som altid havde irriteret hende. At hun havde været hans forsøgdyr. Hun vidste ikke hvilke kræfter han havde brugt dengang, men hun tvivlede på at nogen magiker eller warlock var i stand til at bringe Gabriel tilbage til lyset. Melrose havde accepteret hendes nye lod i livet.

Da Gabriel faldt sammen, mærkede hun hvordan hendes hjerte knustes i flere tusinde stykker. Hun satte sig ved hans side og lagde beroligende armene om ham. Moderen kom op i hende og hun følte at hun blev nødt til at gøre et eller andet. Men hun følte sig på bar bund. Men noget måtte hun da kunne gøre, noget måtte hun da kunne stille op. Der måtte være nogen som var i stand til at lette hans smerte og bringe ham tilbage til hvem han var. Men hun tvivlede. Hun havde absolut ingen ide om hvad hun skulle gøre. I stedet lagde hun armene tættere om ham og aede ham på ryggen med beroligende strøg. ”Det hele skal nok gå, Gabriel. Du er stadig i live, på trods af alt hvad der er sket. Der er og må være en mening med alt det her,” sagde hun blidt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det havde aldrig været Gabriels mening, at afvise Melrose, og særligt ikke på denne her måde, men det var bare mere, end hvad han lige kunne kapere på en gang, og det lagde han så heller ikke ligefrem skjul på, kunne man jo sige. Han knyttede næverne tydeligt, og vendte sig med ryggen til hende. Det her, var bare ikke et liv, som han havde tænkt sig at leve.. overhovedet faktisk. Han hadede det mere, end hvad han måtte hade noget andet!
"Du ved det.." Hans mine var næsten opgivende.. Han var vred i det indre, og særligt fordi, at han vidste, at det var begrænset, hvad han kunne gøre ved dette, hvilket for ham, næsten var det værste af det hele. Han ønskede så brændende, at gøre noget ved det, så han kunne bevise for andre, og sig selv ikke mindst, at det her, var noget som man kunne gøre noget ved.. Men jo mere han fandt ud af livet som dødsengel.. jo mere sørgmodig måtte han jo også blive. Det var en mørk lænke, som kun strammede sig mere og mere om ham. Han vidste, at han ikke ville kunne komme fri af det.

Gabriels ben måtte give efter for ham. Selv vidste han, at hans fader havde været komplet sindssyg, og ikke ønskede han, at blive en del af en lang række eksperimenter, for at genvinde den værdighed, som han havde haft i sit liv. Det var slut! Han lagde hænderne kraftigt mod hans tindinger. Han ville da slet ikke kunne leve, hvad man ville kalde for et værdigt liv længere, og den tanke, var virkelig, virkelig frustrerende! På alle måder faktisk!
Melrose satte sig ned ved siden af ham, og det at hun lagde armene omkring ham, fik ham til at sitre for alvor. Ikke at det var noget ,som han havde regnet med. Overhovedet faktisk. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, hvor han lukkede øjnene. Han burde trække sig.. holde afstand til alt og alle, for han ville ikke gøre nogen noget som helst.. Han ville ikke.. Han havde fået nok af det liv, og det var ikke engang startet op for alvor endnu!
"S-slip mig.." bad han. Han ville jo heller ikke ende med at gøre hende ondt.. også selvom han vidste, at hun havde taget turen hertil, for at ende hans liv.. Grotesk som det end lød.

[Deleted]

Selvom det ikke var meningen at Gabriel ville afvise, Melrose, så følte hun sig afvist. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op. Men han hjalp hende ikke synderligt. Han virkede så opgivende og fortabt. Og selvom Melrose prøvede at holde det nede, så følte hun en pludselig vrede. Hvordan kunne han give op så hurtigt? Nok var livet som dødsengel ikke en dans på roser, men det var til at bære. Og nu hvor Melrose på en eller anden måde, havde fundet ud af at lyset stadig befandt sig indeni hende, virkede byrden som dødsengel lettere. Hun vidste ikke om hun ville fortsætte som dødsengel hvis hun havde et andet valg. Men at opgive livet, var ikke en mulighed! Og hun ville ønske hun på en eller anden måde kunne overbevise Gabriel om at der var en vej ud af det her. Men det var som om at Gabriel var forblændet af vreden og frustrationen at han ikke kunne komme ud af den skæbne som var blevet ham givet. Og det gjorde hende så uendelig vred. Men samtidig gjorde det så enormt ondt at se, da benene gik under ham. Som at se hele hans fundament falde sammen en gang til. Hun vidste hvor fortabt han måtte føle sig, for der skulle kun være en ligeså gal som hans fader, hvis han nogensinde skulle have forhåbninger om at vende tilbage til hans gamle liv igen.

Og samtidig, følte hun en enorm stor glæde ved at se ham lide. Det var som en rus af heroin der fyldte hende med en enorm stor lykkefølelse. Hun ønskede pludselig at se ham ligge der, og give op. Langsomt slippe livet. Hun slap ham, da han sagde det. Hun satte sig lidt fra ham og anså ham med et smørret smil.

Langsomt fandt hun sin daggert frem og rakte den frem til ham. ”Hvis du ikke kan holde det ud længere, hvorfor ender du det så ikke nu og her?” spurgte hun med en mørk stemme. Inderst inde var der en stemme som råbte og skreg af euforisk glæde. Som håbede på at han ville gøre det. Men samtidig følte hun igen den stikkende smerte, som gjorde så ulideligt ondt. Hvordan kunne hun være så modbydelig. Hun greb kniven fra ham, før han kunne gøre mere med den.

”Undskyld, Gabriel. Jeg ved ikke hvad der går af mig. Men din fortvivlelse og smerte, gør mig så uendelig glad, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af den følelse, for den er så uendelig forkert.” Hun tog sig til håret, og rejste sig op. Med et elegant kast, fløj daggerten igennem luften og endte i søens mørke vand. Hun turde ikke se Gabriel i øjnene, ikke efter det hun lige havde sagt og gjort. Hvor var denne natur, dog så uendelig unaturlig!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det af helvede til, og det var ham kun en større frustration, at vide, at det var noget, som Melrose nærede på, fordi at hun var det væsen som hun var. Måske hun havde så nemt ved det, fordi at hun havde været født som det væsen? At det havde været hendes levebrød tidligere? For ham, var det hele nyt, og han kunne slet ikke have det, og særlig, sådan som det føles lige nu!
Et tungt suk brød hans læber, som han vendte blikket mod hende. Det var ikke hans mening at afvise hende, men han kunne for pokker ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så måtte han jo bare gøre det efter bedste hensigt og intention.

Da Melrose fandt kniven frem, satte han sig op med det samme. At ende hans liv, ønskede han ikke. Han var bange for døden.. Det havde han alle dage været. Han rystede på hovedet, som han denne gang valgte at rejse sig igen, for at trække sig, som havde hun været det rene gift. Regnede hun med, at han ville give hende den glæde i livet? Det var slet ikke noget som kom på tale!
"Ønsker du virkelig, at jeg skal ende mit eget liv, Melrose?" spurgte han med en næsten vantro stemme. Han kunne jo ikke ligefrem bare ende sit liv på den måde, selvom hun måske så brændende ønskede det! Hans hjerte hamrede fast og kraftigt mod hans bryst, som han endnu en gang rystede på hovedet.
"Hør.. Jeg ved at du nærer på det.. du nærer på alt det, som sker i min krop og mit sind lige nu.. Og jeg hader det.. Jeg foragter det, og vil for alt i verden, gerne have at det stopper.. som jeg ønsker, at det skal fortsætte.. Det er bare svært.. og frustrerende." Han var træt af at lade tårerne falde, men han kunne jo for pokker ikke gøre noget ved det. Det var tungt og det var trættende. Han rystede på hovedet igen, som han forsøgte at tage sig sammen.
"Og nu hvor du ikke er her, for at ende mit liv.. hvad vil du sige til din arbejdsgiver?" spurgte han denne gang direkte.