And so it ends.

[Deleted]

Solen var forlængst gået ned og natten var endnu en gang faldet på. Mørket var noget som Derek fandt sig bedst til rette i for tiden. Han var ikke længere en forkæmper for lyset, han opholdt sig heller ikke længere i Procias og faktisk var han efterhånd dybt ligeglad. Han troede ikke længere på Gud og himmeriget, det var ham tabt. Der var ikke andet end vrede og had tilbage i ham. Han havde mistet for meget i denne verden til at kunne se lyst på det længere. Han sukkede stille om hans skridt førte ham tættere og tættere på søen i Manjarno. Det var et af hans ynglings steder at opholde sig. Han nåede ned og stillede sig tæt på bredden. Det var en varm og stjerneklar nat. Alt var roligt og stille. Der var ikke andre i nærheden hvilket var dejligt. Det at være helt alene var en ting som han virkelig var begyndt at kunne lide. Han følte sig langt mere fri når han var alene.
Efter lidt tid slog hans sig ned i græsset med et let bump. Det hvide vinger spredte han ud før han lod sig vælte bagover og endte på ryggen. Hans tanker gled på de seneste hændelser. Han havde lavet meget, formået meget. Et sted så skammede han sig ikke over det han havde lavet. Han havde taget jobs for penge, alle jobs. Han var ligeglad med hvad han skulle bare han kunne få lov til at svinge sit sværd i vrede og få penge for det.

[Deleted]

Det var ved at være sent på aftenen, da Valerio endelig søgte ud. Efter han havde fået tænderne igen, og derved også sin værdighed tilbage, hvilket næsten var det, som for ham, var det vigtigste og bedste af det hele. Han ønskede at søge ud.. vise, at han endnu en gang, var klar og rede til det liv, som han igennem så mange år, havde lagt på hylden.
Søen søgte han derfor til i aftenens anledning, og det kunne uden tvivl godt mærkes, så det var i sig selv, ikke noget, som måtte sige så lidt. Det som han derimod blev mødt af, var synet af.. en engel? Herude? På denne tid? Mærkværdigt, var det uden tvivl også! Et tilfredst smil passerede hans læber, inden han søgte hen mod ham. Kappen mørk som den mørkeste nat, havde han hvilende omkring sine skuldre, og med kutten nedover ryggen. Hans tøj var lige så i de mørke farver. "Ser man det.. ser man det.." Armene lod han søge over kors, foran sig. Det var på tide, at vise sig.. På tide til at se, hvad han kunne få ud af de tænder igen, og derfor tog han det nu stille og roligt. Han var en jæger af en stor slags.. Det havde han altid været, og nu var det bare på tide, at han viste sig igen.. Så han igen kunne blive et frygtet navn. "Du er langt væk hjemmefra," endte han med en intens stemme. Han gjorde dog ikke tegn til at ville gøre noget - endnu.

[Deleted]

Mørket kunne være dejligt befriende. Der var ikke så mange som ønskede ting og sager af ham i mørket. Han havde fundet ly her så han slap for andre mennesker i realiteten. Alt i Alt kunne man sige at mørket have overtaget Dereks sind, ikke at han var blevet ond og grusom men bare nok til at han efterhånden var ligeglad. Han havde ikke længere viljen eller sindet til at holde modet oppe.
Mørket var ham ikke skræmmende, ikke på nogen måde. han kunne sagtens forsvare sig, han kunne bestykke sig selv så hvorfor frygte? hvad havde han egentlig at miste hvis noget overhovedet? Han sukkede en gang og lukkede øjnene. En lun lille brise fik hans hår til at danse kort. Der gik dog ikke længe før han ikke længere var alene. Lyden af den isende mandestemme fik Derek til endnu en gang at åbne øjnene. Hans blik fangede en mandeskikkelse og der var en tydelig følelse af mørke og ondskab over manden. Et lille let latter lød over Derek stemme. Man kunne ikke ligefrem sige at han var bange for den fremmede. "Jeg har intet hjem. Procias kan rende og hoppe" sagde han med en kold morende stemme. Hvad denne mand havde i tankerne at gøre eller ikke at gøre anede Derek ikke og et sted var han ligeglad. Han havde ikke længere noget at miste, intet af værdi som denne mand ville kunne tage fra ham så hvorfor frygte noget?

[Deleted]

Hvem denne mand var, vidste Valerio ikke, og et sted, kunne han være fuldstændig ligeglad, for det var en aften, som ville skrive sig i historien.. i hans om ikke andet. Han trådte langsomt i retningen af denne engel. De store vinger, var da heller ikke til at tage det mindste fejl af, når det nu endelig, skulle være. Hovedet lod han søge let på sned. Procias kunne rende og hoppe? Ikke var det noget, som han havde regnet med, at skulle høre en engel sige.
"Du dømmer Procias hårdt, må jeg sige.. Det må virkelig have pisset på dig, siden du er så hård," lød det roligt fra ham, som han stoppede op, ikke langt fra ham, for det var der ikke nogen grund til, når det endelig skulle være i den anden ende. Et smil passerede hans læber. Han var mørk af sind.. Det måtte være galt, siden det var sådan, a han tog på det hele. En skam var det uden tvivl også, men hvad var der at gøre ved det? "Lad mig ende de lidelser, engel.. Det ville være synd og skam, at lade det gå til spilde," pointerede han med en rolig stemme. Han tog endnu et skridt tættere på. Han havde styrke.. hurtighed, og sine tænder. Han havde slet ikke nogen grund til at skulle være bange for dette væsen, og ikke var det noget som han var. Denne gang, var det nemlig bare ham, som skulle have det sjovt.

[Deleted]

Derek var ikke i humør til selskab og da slet ikke af en mand. Han sukkede irriteret som manden blev ved med at snakke til ham og komme ham nærmere. Kunne folk ikke bare lade ham være og så lade det være det? Som manden kom ham tættere på synes han dog alligevel ikke at han skulle blive liggende. Han kom ret adræt på benene og vendte sig mod manden som tydeligt var vampyr. Blodsuger ... Han havde som sådan intet imod vampyrer men lige nu gad han altså ikke lege.
Han rystede på hovedet og vendte de grønne øjne mod vampyren med et koldt blik. "Hvad kommer det dig ved om jeg må spørge?" spurgte han en smule hårdt. Hvorfor skulle han konstatere det? Det var ikke som sådan Procias som havde gjort ham noget. Procias var bare forbundet med lyset og det var slet ikke noget som han gad længere. Han var sunket for dybt til at gide ofre mere for det land på nogen som helst måde. At vampyren ønskede at ende hans lidelser fik ham blot til at grine igen. Det var lidt ironisk. Det var det samme sted han var blevet bidt og dræbt den gang han var blevet lagt i jorden. Han rystede på hovedet. "Jeg gider ikke lege. Smut ud og æd en eller anden trunte." Han viftede en smule nonchalant med den ene hånd. Derek havde ingen våben med sig hvilket nok havde været en dum ide og dog så var det bare sådan det var.

[Deleted]

At blive tiltalt på den måde, var ikke noget som Valerio tog særlig tungt. Man kunne vel sige, at han i forvejen, var vant til at blive snakket til på den måde, og særligt af væsner, som ikke var af samme slags, som han var. Han lod hovedet søge på sned. "Det er jo lige før, du sårer mit kolde og døde hjerte," hvislede han med en kold stemme, som han igen så på ham med en mine, mindst lige så hård, som det andet her.
Denne gang, valgte Valerio at blive stående. For nu om ikke andet, selvom det ikke gjorde det meget bedre for ham af den grund. Smilet endte han dog med at brede med det samme, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Ikke nu hvor han havde muligheden for at gøre det. "Hvem siger, at jeg har tænkt mig, at lade dig rende nogen steder? Eller selv rende nogen steder?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Denne gang reagerede han dog langt hurtigere. Han var hurtigt bag ham, hvor han lagde en hånd mod englens skulder. Så varm, som han var i forhold til resten, og det kunne uden tvivl godt mærkes. "Så varm... en skam, at jeg nu skal til at gøre dig... iskold.." hvislede han med en fast tone. Alene dette, var ikke noget, som han sagde noget til, nu hvor han havde muligheden for det. Han slog ud i en latter, hvor han samtidig blottede de nye metaltænder, som han havde fået. Han var uden tvivl stolt af dem.. Hvorfor ikke lade denne mand mærke dem, som en af de første?

[Deleted]

Derek rullede let med øjnene og rystede på hovedet. Hvor han dog hadede fremmede folk for tiden. Han havde virkelig ingen tålmodighed på nogen som helst måde. Mandens hvislende stemme tog han slet ikke så tungt. Han ignorerede det faktisk. Det gjorde ham ikke noget. Hvis denne vampyr blev sur eller irritabel så måtte han tage den derfra eller lade den ligge. Andet var der ikke at gøre. "Tsh. Det tvivler jeg på" konstaterede Derek koldt.
Derek anede at der var noget på vej. Vampyrer tænkte alle på det samme. Blod. Det var det de levede af, de som de krævede og han havde før hørt at engle blod var noget af det bedste. Skulle han stikke af? Løbe? Eller skulle han bare blive stående. Han valgte det sidste. Intet denne vampyr kunne gøre ved ham var ikke noget som han ikke havde prøvet før. "Jeg er ligeglad med hvad du har tænkt dig" sagde han ærligt. Der gik ikke længe før vampyren reagerede og var bad ham. Han mærkede den kolde hud mod sin egen. Det var ikke første gang han stod i denne situation. Han bed tænderne let sammen og kiggede sig over skulderen. "Det er ikke noget jeg ikke har prøvet før. Gør hvad du har lyst til." Derek gjorde ingen modstand da tænderne blev sat i hans hals. Det var en anden følelse end den som han havde haft sidst. Følelsen af metal bemærkede han og dog rykkede han sig ikke. Han viste heller ikke synderlig tegn på smerte men blev bare stående og ventede på hvad der skulle ske. Han ventede på om dette ville blive hans død.

[Deleted]

Man kunne ikke just sige, at Valerio havde følelsen af et bankende hjerte. Faktisk havde det altid og konstant hvilet i ro i hans bryst, så det var heller ikke noget, som kunne komme bag på nogen, og særligt, når det var på denne her måde. "Du har helt ret... Jeg gør hvad jeg har lyst til," sagde han direkte, inden han stoppede op bag ham.
At denne engel, kunne være så ligeglad med sit liv, var noget, som faktisk kom bag på ham, for det var han slet ikke vant til. Overhovedet ikke faktisk. Tænderne blottede han. Hvis han var så ligeglad med livet, så ville det da uden tvivl også være synd og skam, at skulle ende det, så det var slet ikke noget som han ville. Ikke hvis det var noget, som han kunne blive fri for.
Kraftigt satte han tænderne i Dereks hals. Hans navn og alt, foruden race, var ukendt for ham. Grebet lukkede sig fast omkring hans skikkelse, for at holde ham fast i denne omgang. Blodet flød.. det løb i hans mund, og han elskede fornemmelsen af det, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hans øjne endte nærmest helt blodrøde, ved smagen af det fantastiske engleblod. I takt med, at han begyndte at tømme manden, gik han mere og mere ned i knæ. Han fandt denne fornemmelse rar. Bare at kunne bruge tænderne til jagt igen, var helt igennem fantastisk!

[Deleted]

Derek rullede let med øjnene. Han gad virkelig ikke det her men han var vel fanget. Vampyren var uden tvivl hurtigere og stærkere end ham selv så han kunne ikke bekæmpe ham selv hvis han ville. "Jaja" mumlede han irritabelt. Hvad kunne han da ellers gøre?
Derek satte ikke sit liv særlig højt længere. Han havde ikke lysten til at kæmpe for det længere og hvad havde han at leve for? Ingen ting. Slet ingen ting. Vampyren var hurtig men han gjorde heller intet for at prøve at stoppe ham. Grebet blev strammet om hans krop. Han havde prøvet det før. En vampyrs styrke var virkelig utrolig. Et lille grin kom over hans læber da han mærkede de kolde metaltænder mod sin hals. "jeg håber du nyder det" sagde han koldt før han blot lukkede øjnene og gav sig hen til sin skæbne. Hvad skulle der mon ske? Ville han overleve, bare være et måltid eller ville denne vampyr slå ham ihjel? Ville han måske forvandle ham? Tanken strejfede ham kort men han slog den væk igen. Hvorfor skulle han dog det? Det var der ingen grund til, var der? Ville han overhovedet kunne lide at fortsætte som vampyr? Han tvivlede og dog. Natten havde givet ham en form for ro som han ikke have haft før. Han sukkede en gang som han lod sig falde ned i knæ i takt med at hans krop blev mere og mere tømt for blod.

[Deleted]

At lade denne mand gå, var slet ikke noget, som ville komme på tale, og særligt nu hvor han havde muligheden for at gøre det! Tænderne satte han derfor direkte i halsen på denne engel, kun for at trykke ham ind mod sig. Det var ikke ofte, at han gjorde dette med en mand, men for pokker.. Nogen gange, var man jo bare nødt til at gøre det!
I takt med, at han tog blodet til sig. Han slap først, da manden faldt mere og mere hen i hans arme, og det var også der han trak hovedet til sig. Han smilede let for sig selv.
"Tror du virkelig, at jeg vil lade dig slippe så let?" spurgte han med et morende smil på læben. Åh nej, sådan legede de bestemt heller ikke. Han hævde den ene hånd til sit håndled, hvor han bed hul, inden han tvang hånden over Dereks mund, så denne mand, ikke ville kunne undgå at få noget af det i munden, og hvis alt gik vel, ville han forvandles, og det var det, som han var ude på lige nu. Hvis han kunne ødelægge denne mands liv mere, ved at gøre det her, så blev det da heller ikke bedre! Han levede og åndede nærmest for denne her slags. Han strammede grebet omkring Derek. Livet ville ebbe ud.. og komme tilbage med så stor en styrke, at han ville finde en glæde i det.. Det skulle han tidsnok sikre sig, ville komme til at ske!

[Deleted]

Derek kæmpede ikke imod og prøvede ikke at flygte. Han var ligeglad. Vampyren havde fat i ham og han blev der uden tøven. Hvorfor skulle han andet? Hvad kunne han opnå ved at kæmpe ud over at give denne vampyr mere nydelse og det havde han absolut slet ingen intentioner om. Han gav sig hen til sin skæbne. Tænderne som var i hans hals sugede blodet til sig og Derek kunne tydeligt mærke hvordan hans krop blev tungere og hvordan han begyndte at blive svimmel. Han faldt ned i knæ af ren og skær blodmangel. Han havde prøvet det før men den gang havde det været forfærdeligt. han havde været ked af det, kæmpet imod men denne gang var det anderledes. Denne gang lod han det bare ske. Da tænderne forlod hans hals og vampyrens ord lød i hans øre vidste han hvad klokken var slået. Med de sidste kræfter han havde formåede han at få en oprigtig latter frem. "Tror du virkelig ikke at jeg er ligeglad med hvad du gør ved mig?" spurgte han morende. Håndledet som nåede hans mund skubbede han ej væk. Han tog imod blodet som endte i hans hals og han sank det uden tøven. Han vidste hvad der ville ske. Hvis hans krop overlede forvandlingen så ville han kun kunne leve i mørket. Ikke at det gjorde ham noget. Han var faldet for langt fra lyset til at mørket virkede skræmmende.

[Deleted]

Et sted pissede det Valerio af, at denne engel, kunne være så ligeglad, som han reagerede. Det var da direkte irriterende! Mest af alt, var han fristet til bare at knække nakken på ham, og så lade ham ligge! Det var jo lige før, at det var det, som han havde fortjent mest!
Håndleddet lagde han over Dereks læber, hvor han lod blodet dryppe ned, inden han trak det til sig igen. Han førte det til sine læber, hvor han lod tungen lukke såret igen, inden han denne gang slap manden helt, kun for at rejse sig. Ville han klare forvandlingen? Alene det, var han jo heller ikke helt sikker på. Han rystede kort på hovedet, inden han vendte blikket ned mod den kære mand, der lå der på jorden. Ja, gad vide, hvad der skete med en engel, når de blev omdøbt? Det havde han faktisk ikke set før, hvilket i forvejen, var noget, som gjorde ham temmelig nysgerrig på sigt. Armene lod han søge over kors, afventende. Lige hvad angik denne her slags, så kunne han have alt den tålmodighed, som han skulle have i denne her verden! Han vendte blikket igen ned mod den kære engel. "Lad os se, om du overhovedet er stærk nok, til at overleve," sagde han med en kortfattet stemme. Han var bestemt ikke af den overbevisning. Langt fra faktisk.

[Deleted]

Derek kunne mærke hvordan hans holdning til det hele måtte sætte gang i vreden hos denne vampyr. Faktisk så var det noget som morrede ham umådeligt. Sidste gang han havde mødt en vampyr ved denne sø havde han kæmpet imod, ønsket at leve og vampyren havde nydt at vinde kampen. Denne gang ville der ingen kamp være. Han ønskede bare at tage det som det kom, hvad andet kunne han da ellers gøre? Han ville i hvert fald ikke give denne vampyr hvad han ville have.
Som blodet blev skænket fra vampyren og drukket kunne han mærke hvordan det begyndte at prikke i kroppen. Forvandlingen var i gang. Han blev sluppet og endte med at falde til jorden på maven. Det var en mærkelig fornemmesle at ligge med. Han kunne mærke hvordan hans hjerte langsomt begyndte at sætte farten ned, hvordan hans vejrtrækning langsommere blev svagere og alligevel så virkede det ikke som om han mistede bevistheden. Kroppen kæmpede for at holde sig i gang, nægtede at opgive kampen. Smertefuldt var det at blive forvandlet til en af nattens børn. Han bed tænderne sammen og kneb øjnene sammen. Han stønnede en smule af smerten men ej meget. Tolerant over for smerte var han efterhånden blevet. Da han endelig formåede at åbne øjnene igen faldt hans blik på den ene af de hvide vinger. Den var ved at visne, ved at dø. Hjertet i hans bryst gav efter for forvandlingen og vejrtrækningen stoppede. For en kort stund mistede han bevistheden før at han endnu en gang måtte slå øjnene op. Sult! Det var det første han fornemmede. Han krævede blodet, ønskede at se det flyde, mærke det. Det var en helt overvældende følelse som fik ham til at blive liggende på jorden med blod røde øjne.

[Deleted]

Denne mand, var intet andet end irriterende for Valerio, og det var han skam heller ikke bange for, at lægge skjul på. Armene lod han derfor falde over kors, mens han ventede. Lige hvad angik dette, kunne han være ekstrem tålmodig. Han var derimod mere spændt på, om dette var noget som manden overhovedet var i stand til at overleve, så opgivende som han havde været. En skam, at der virkelig fandtes væsner, som slet ikke vidste, hvordan de skulle leve deres liv! Langsomt måtte han derfor vende blikket mod hans skikkelse, som han begyndte at røre på sig, i takt med, at hans hjerte måtte opgive kampen, og forvandlingen for alvor ville sætte ind. Morende var dette. Nu skulle han nok vise denne mand, hvad det ville sige, at leve sit liv.
"Imponerende, at du er vågen," kommenterede han med en stemme dryppende af hån. Han havde nu intet imod det. Nu kunne hans egen morskab derimod få lov til at fortsætte i stedet for, hvilket var en tanke, som passede ham mere end fint, hvis han selv skulle sige det. Han gik derfor i knæ overfor den gamle engel, hvis vinger var ved at visne. Var det virkelig det, der skete med en vampyr, der blev omgjort til et væsen af mørke? Det var uden tvivl en tanke, som han måtte finde meget fascinerende! Hovedet lod han søge let på sned. "Fascinerende.." endte han, hvor et tydeligt skadefro smil bredte sig på de tynde og blege læber.

[Deleted]

Det var helt tydeligt at Derek irriterede vampyren helt og aldeles. Et sted så var det en fryd for ham at han kunne gøre livet for denne blodsuger surt og dog måtte tanken falde på at han nu selv var ved at blive en. Døden som vampyrer besad var mærkelig. Han kunne mærke hvordan hans krop gav efter for presset og hvordan hjertet holdt op med at slå det faste slag i hans bryst og alligevel måtte an indse at hovedet stadig fungerede som det skulle. Han blinkede et par gange med øjnene som smerten ligeså stille forsvandt og blev erstattet med tørsten af blod. Var det virkelig det som vampyrer gik og bar rundt på altid? Det måtte være svært for dem. Det var da helt sikkert. Han var faldet hen, overvældet af alle de nye følelser som vældede ind over ham. Han var dog ikke væk længe. Han formåede at røre på sig, vågne op fra overvældelsen af all de følelser. Han blinkede et par gange og knyttede næverne sammen. Mandens stemme lød fjern fordi han ikke rigtig hørte efter.
”Imponerende at du stadig er her” påpegede han flabet. Hvorfor blev han og kiggede på? Var vampyrer ikke helt og aldeles ligeglade med deres ofre? Eller måske ikke dem alle sammen men han virkede virkelig som en der var det. Han sukkede en gang men prøvede ikke på at komme op endnu. Han vidste ikke hvorfor han bare blev liggende men lige nu så var det mest behagelige. At manden var fascineret af hans visne vinger gjorde ham ikke noget. De grønne øjne søgte dem selv som han prøvede at bevæge dem men uden held. Visne vinger blev helt grå og matte så man virkelig kunne se at de ikke længere virkede som de burde. Han sukkede en gang og lukkede øjnene kort. ”De kunne nu ellers have været meget pæne i sorte” sagde han roligt og åbnede øjnene igen. Han var ikke ligefrem mentalt berørt af hvad der var sket med ham. Det var kun kroppen som stadig var i chok over den behandling som den havde modtaget. Det føltes virkelig underligt ikke at være tvunget til at trække været lengere.