Knock', knock'... look at the past!

[Deleted]

Jophiel var ikke et sekund i tvivl om, at han kunne snakke med Kimyea, om at give Ahriana sin magi tilbage. Han kunne da godt forstå, at det var noget, som hun følte, at hun havde brug for, og det var naturligvis også noget, som han ønskede at give hende, hvis det skulle være det. Han nikkede. Kimeya gjorde ikke nogen noget, med mindre at han havde en grund til det. Han beskyttede sin familie.. Det var i hvert fald den mand, som han kendte. "Det er jeg virkelig glad for," sagde han ærligt. Kimeya var noget af det eneste, som kiggede forbi ham her, foruden hans søster, når hun havde tiden til at gøre det. I forvejen for en dronning, så skete det jo heller ikke særlig ofte, kunne man jo sige. "Så lad det være vores lille hemmelighed." pointerede han lettere drillende.
Det var ikke den største erfaring Jophiel havde det med kvinder. I forvejen, var det jo faktisk de færreste, som ville have noget med ham at gøre. Det var det som han var vant til, fordi at han ikke var den typiske Diamaqima, som hans fader havde lagt ry for. Der faldt han jo fuldstændig udenfor kategori. Han smilede let for sig selv. "Det skal jeg ikke kunne sige.. Så meget ved jeg ikke om kvinder, som væsen.. Det eneste jeg ved, er at jeg har mødt to, som har skrevet sig ind i mit hjerte," fortalte han ærligt. Det kunne godt være, at det lød pladderromantisk, men det var jo sandheden.
Et smil passerede hans læber, som han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Glad var han virkelig. Ikke nogen tvivl om det. "Du er mig et fantastisk væsen, Ahriana.. Du er mig utrolig unik," fortalte han med en sandfærdig mine. Han trykkede hende ind mod sig, i en omfavnelse. Hun havde altid gjort ham så glad.

[Ahriana "Master of Time"]

De fleste ville gøre alt for at beskytte deres familier. De rygter der gik omkring den mand som Jophiel kendte var helt andre end det som han fortalte men et sted så var det ligegyldt. Jophiel mente at han var god nok inden i og det var nok for Ahriana til at ændre mening. Hun håbede virkelig at Jophiel ville kunne hjælpe hende med at få hendes magi tilbage. Hun havde følt sig så forbandet fortabt uden den. Dog så synede de følelser en smule hen nu hvor hun sad her med ham. Han formåede virkelig at give hende en ro og tryghed som hun manglede så meget. "Vores lille hemmelighed" gentog hun smilende.
At Jophiel ikke havde meget erfaring med kvinder kunne Ahriana ikke ligefrem mærke. Måske var det fordi hun selv var så uerfaren med mænd? Selvom hun en gang havde været en mand tæt så havde hun ladet Jophiel komme meget tættere på end han havde fået lov til det den gang. Tiderne ændrede sig jo også og det virkede bare så naturligt nu. "Det jeg husker omkring andre kvinder er at de bliver lette jealoux over de mindste ting. Det at deres mænd sidder med andre kvinder er en af dem. Især så tæt som vi sidder nu. Jeg ved dog ikke om mænd er på samme måde" sagde hun ærligt og betragtede ham. Han var ikke pladderromantisk i hendes øjne. Det var en meget sød ting at sige. "For at være ærlig så lod jeg aldrig min eks komme mig så nær som jeg har ladet dig."
Hun måtte rødme en smule mere ved de rosende ord. Hun kunne virkelig godt lide at høre ham sige sådan noget. Som han trykkede hende ind i sin favn puttede hun sig mere ind mod ham. Hovedet løftede hun en anelse selvom hun stadig var ildrød i kinderne. Forsigtigt slap hun sin underlæbe med tænderne og lod et lille forsigtigt kys lande mod hans kind. "Du er lige nu den vigtigste person i mit liv, Jophiel. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal forklare dig eller få mig selv til at forstå hvor stor en betydning som du har for mig" hviskede hun sandfærdigt. Det hele var bare så forvirrende.[/blockqoute]

[Deleted]

Kimeya var en familiemand, selvom man nok næppe skulle tro på det. Men det var han.. Det var den side Jophiel kendte, og det var naturligvis også den, som han ville appellere til, når han ville få muligheden for at snakke med ham. Det skulle nok vise sig, at blive deres hemmelighed, hvilket han heller ikke var bange for at lægge det mindste skjul på. Han smilede let for sig selv og nikkede.
"Kun vores," sagde han med et stille smil på læben. Nu hvor hun også virkede til at være faldet mere til ro, tillod han sig også at gøre det samme. Tungen strøg han kort over sine læber, som han lod hovedet søge mod den anden side. At kvinder lette blev jaloux over tingene, kom egentlig ikke bag på ham. Det var vel bare sådan, at det var? "Det lyder næsten voldsom, må jeg sige.. Det kommer bare ikke rigtigt bag på mig, at nogen kvinder må være sådan," sagde han roligt. Det var nu bare ikke lige det billede, som han havde af hende, eller Myrina for den sags skyld, men det kunne jo være, at han tog fejl? Det var nok bare ikke den ting, som han skulle spørge ind til.
"... Virkelig?" spurgte han undrende. Havde hun end ikke ladet sin eks komme så tæt på hende, som det han var lige nu? Det var da uden tvivl et kæmpe kompliment i hans øjne! Han smilede let for sig selv, hvor selv en rødmen tog til, da hun kyssede hans kinder. At han havde så stor en betydning for hende, var en tanke, som han et sted godt kunne lide.
"Du har uden tvivl også en kæmpe betydning for mig, Ahriana. Derfor betyder det også meget for mig, at se, at du har det godt.. Du er sikker på, at der ikke er noget, som jeg kan tilbyde dig?" spurgte han. Noget at spise..? Noget at drikke? Et eller andet?

[Ahriana "Master of Time"]

At Kimeya var en familie mand ville nok komme bag på rigtig mange mennesker, det var der da slet ingen tvivl om. Selvom Ahriana stadig var bange for manden så var det som om Jophiel kunne berolige hende på helt nye måder. Hun sendte ham et roligt smil. Hvis han virkelig mente at han ville kunne snakke med manden så var det da kun en god ting.
At det kun var deres hemmelighed fik hende til at rødme en helt del. Hendes blik hvilede roligt på hans skikkelse mens hun blot blev ved med at smile. Han fik hende virkelig til at føle sig godt tilpas. "Kun vores" gentog hun roligt. Hun fniste en smule ved hans ord omkring kvinder. Jo nogle af dem kunne virkelig være grumme hvis jalouxiens bæst tog ved dem. Selv var det aldrig noget som Ahriana selv havde prøvet og hun ønskede det heller ikke. Jalouxi lød som en grim ting. "Kvinder kan virkelig være grumme ligesom mænd kan det når man snakker om kærlighed. Dog er det ikke alle som er sådan" sagde hun roligt. Om denne Myrina var en jaloux type vidste hun ikke men hvis Jophiel sagde at der ikke var noget imellem dem så gjorde det vel ikke noget i den anden ende, gjorde det?
Hun nikkede stille ved hans ord. Sandt var det at hun aldrig havde ladet nogen andre end ham være så tæt på hende. Det havde altid krævet hende en forfærdelig masse tillid at få folk helt tæt på og indtil nu var denne kun givet til to personer. Den ene var afgået ved døden og den anden sad her og holdt om hende. "Jeg har svært ved at stole nok på folk til at lade dem komme mig tæt. Dog føler jeg ingen frygt med dig. Jeg ønsker at være tæt på dig" mumlede hun genert. Det at han rødmede ved hendes lille kys fik hende selv til at rødme. Han havde virkelig en stor betydning for hende, det var da helt sikkert.
"Det er jeg glad for at jeg har. Selv ønsker jeg kun at se dig glad og lykkelig for det er noget som du fortjener" sagde hun med et stille smil før hun gav ham et lille klem. Ved hans gentagende spørgsmål om der ikke var noget han kunne byde hende sad hun lidt og tænkte. "Måske en smule vand ..." sagde hun tænkende. Ikke at det var noget hun havde tænkt voldsomt over men hun havde jo egentlig ikke fået ret meget vand eller mad på det sidste. Dog følte hun heller ikke at hun manglede noget.

[Deleted]

Jophiel skjulte så vidt muligt de familiære bånd, som han havde, og særligt fordi, at det var denne slags. Det var deres hemmelighed. Nu vidste hun også, at han havde en mand som Kimeya i sit liv. Overfor så mange andre, var han måske en ond og grusom mand, men det var ikke den mand, som Jophiel kendte. Han sendte hende denne gang et smil. Det var naturligvis en sand glæde for ham, at det var sådan at hun så på ham, og at hun stadig, selv efter alt den tid, som nu havde passeret, at hun endnu kunne betragte ham som en af dem, som hun nærede den største tillid til.
"Jeg håber i hvert fald, at du ved, at jeg ikke vil svigte," sagde han ærligt. Som en af de meget få, som havde åbnet op for ham, og den mærkværdige mand, som han var, i rigtig manges øjne, så ønskede han jo heller ikke ligefrem at give slip på hende. Myrina og ham, var ikke noget særligt endnu om ikke andet. Uanset hvad, så kunne han heller ikke se problemet i, at sidde der og holde om, trøste og skænke en kvinde, som havde så stor en betydning for ham, den omsorg, som hun havde brug for. Han nikkede. "Vent her.. Jeg henter et glas," annoncerede han med en rolig stemme, inden han forsigtigt gav slip på hende, og derfor også valgte at rejse sig.
Det tog ikke Jophiel lang tid, at komme tilbage med et glas koldt vand til dem begge. Han satte sig ved siden af hende, hvor han samtidig rakte hende det. Kimeya havde været grum ved ham, og han ville også tage en snak med ham. Det var noget, som han agtet at gøre! "Du fortjener da det samme, Ahriana.. Lykke.. At være glad," fortalte han. Hun skulle da endelig ikke rende rundt og bilde sig noget andet ind! Det ville han da slet ikke have!

[Ahriana "Master of Time"]

Det var mærkeligt at folk kunne dømme andre på dem de kendte eller på deres navne. Et navn gjorde ikke en person, ikke i Ahriana's øjne. Rygter var der mange af og især om manden ved navn Kimeya. Han virkede farlig, ond og grum men når Jophiel snakkede om ham så var det en ganske anden ting. Hun valgte at stole på ham for han måtte jo kende manden meget bedre end hende selv.
Ved hans ord nikkede hun roligt og sendte ham et lille smil. "Det ved jeg godt" lød det fra hende. Jophiel var en god mand og en som hun holdt meget af. Hans milde sind og hans måde at tage verdenen og ikke mindst hende på var en ting som hun virkelig godt kunne lide. Den aften de havde mødtes havde hun været skræmt fra vid og sans og alligevel havde han formået at få hende til at åbne sig og tale med ham. Det havde været underligt for hende men set i bakspejlet så ville hun ikke have det anderledes. Hun slap ham som han rejste sig for at søge ind efter noget at drikke til dem. Smilet hvilede roligt på hendes læber mens hun kørte en hånd igennem det brune hår. Han var altid så betænksom.
Hendes blik søgte hans skikkelse som han kom tilbage til hende med noget koldt vand. hun tog imod glasset med et lille "tak," og tog en tår. Det var rart for hendes krop at få en smule at drikke. De havde efterhånden været et par timer siden hun havde fået nogen form for væske. Hans ord fik hendes blik til at falde til hendes glas. Et let finger lod hun stille glide hen over glassets kant mens hun tænkte lidt. "Jeg ved ikke om jeg er i stand til at være lykkelig, Jophiel. Jeg er for underlig. Der er ingen andre end dig som ønsker at kigge på mig, til dels på grund af mine øjne. Lykke er bare ikke skabt for mig" sagde hun stille og tænkende. Det var ikke et ynk, det var ikke fordi hun havde ondt af sig selv eller var ked af det over dette faktum men det var bare det, et faktum. I hvert fald for hende.

[Deleted]

Jophiel skulle nok snakke med Kimeya, for dette var ikke noget, som han ønskede for nogen som helst, og særligt, når det måtte være på denne her måde. At hun så derimod ikke troede, at hun nogensinde ville blive lykkelig, var slet ikke en tanke, som han ønskede at høre, og særligt, når det måtte være på denne her måde. Han rystede let på hovedet.
At det skulle være på grund af hendes øjenfarve, var da slet ikke noget, som han ønskede at høre! Overhovedet faktisk! "Hvorfor skulle du ikke fortjene at finde lykken?" spurgte han direkte. Som han blev dømt, gjorde hun tydeligvis det samme, men hvorfor skulle han så fortjene den, hvis hun ikke gjorde? Et sted derude, måtte der jo også være en mand til hende. Andet ville da slet ikke give mening i hans øjne i hvert fald. Han sendte hende et roligt blik. Han tog det ærlig talt ikke så tungt, for det var der slet ikke nogen grund til, når det endelig skulle være i den anden ende.
"Du skal nok finde en mand, som kan give dig den lykke, som selv du har fortjent, kære Ahriana. Der er du ikke meget anderledes end mig. Tro mig.. Et sted derude, vil der nok også være en mand, der kan få dig til at smile," sagde han oprigtigt, inden han tog en tår af sit eget glas. Han var overbevist om det. Alle ville have en derude.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var taknemmelig overfor alt det som Jophiel ville gøre for hende. Det var der virkelig ingen tvivl om. Bare det at han ville prøve at snakke med Kimeya for hende var virkelig noget som lettede hendes sind. Begge havde de ting der gjorde at folk holdt sig en smule på afstand. For hende var det bland andet hendes øjne. Folk havde det virkelig svært ved at hendes ene øje var helt gult, ja næsten som en kats. De holdt sig fra hende og den gang hun havde været helt ung havde der endda gået forskellige rygter om hende.
Hun sukkede stille og sendte ham et stille smil. "Lykke er bare ikke ment for alle. Og jeg har ikke gjort noget som gør mig fortjent til sådan noget" konstaterede hun bare roligt. Der var ikke så meget andet i det for hendes side af. Lykke var ikke en ting som hun nogensinde ville finde. Hun ville for evigt var bange for andre mennesker og sikkert altid holde sig for sig selv til den dag hvor hendes hjerte enten skulle give efter for en naturlig død eller at hun blev dræbt.
Hans ord varmede men hun rystede bare på hovedet af det. "Du tager fejl, Jophiel. Jeg fortjener det ikke og hvem ville dog også kunne holde mig ud i længden? Jeg er bare ... for bange af mig og som sagt sær. Der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Sådan er livet bare" sagde hun roligt og tog ligeså en tår af sit vand. Lige med dette her der fik han altså ikke ret.

[Deleted]

Jophiel stod fast på, at alle fortjente, at opleve noget godt i livet, og det var noget, som selv han måtte stå fast ved i den anden ende. Han vendte blikket mod hendes skikkelse. Han ønskede at hjælpe hende. Der var virkelig intet uhyggeligt ved Ahriana. Det eneste, som han så, var noget særligt.. unikt, som man ikke så nogen andre steder. Mon ikke, at der var en mand derude, som ville være i stand til at se det samme? Det var han nu temmelig sikker på, at der ar.
"Du dømmer det alt for hårdt," begyndte han roligt, hvorefter han tømte sit glas, og satte det fra sig ved siden af sig. Han vendte blikket mod hende igen. Naturligvis gjorde det ham trist og ked af det, at høre hende snakke sådan om sig selv, for hun fortjente uden tvivl bedre end, hvad hun gav udtryk for, og det var han heller ikke bange for at erkende for hende. Det gjorde ham helt trist, at høre hende tale om sig selv på den måde, og særligt fordi, at hun fortjente så meget bedre, end hvad hun i øjeblikket gik, og gav sig selv. "Du har oplevet tragiske ting i dit liv.. Det er jo ikke noget vidunder, at det er sådan.. Du skal nok møde en derude, som vil dig det rette," forsikrede han hende om. Han var overbevist om, at det var sådan, at det burde være! Han ville jo også bare rigtig gerne se hende med et smil på læben, og vide, at hun havde det godt, og var lykkelig. Det var der da ikke nogen skam i.

[Ahriana "Master of Time"]

Jophiel var dejlig, det var der virkelig ingen tvivl om. Ahriana kunne utrolig godt lide, ja alt ved ham. Den måde han var på overfor hende gjorde hende glad. Det var virkelig forfærdelig længe siden hun sidst havde haft det sådan med et andet menneske. Han gjorde hende tryg på en måde som hun ikke rigtig kunne beskrive. Kun havde hun følt det på denne måde en gang før og det var med hendes læremester. To personer igennem hele hendes liv var det eneste som hun havde formået at lukke igennem sin skal og den ene af dem var allerede død.
Ved hans ord rystede hun bare let på hovedet. "Jeg dømmer ikke. Det er blot en konstatering. Et faktum så at sige" sagde hun roligt og vendte blikket mod ham. Han var nu sød som han prøvede at sige hende imod men lige med dette der stod hun fast. Igennem hendes mange år så havde hun erfaret at det at være alene var hendes lod i dette liv. Et sted fortjente hun vel ikke bedre? Hendes blik fandt roligt hans skikkelse igen som han snakkede på ny. Et næsten overbærende smil fandt hendes læber som hun let løftede den ene hånd og støg ham over kinden. "Jophiel, jeg har lever i over hundrede tusinde af år og jeg har været alene i de fleste af dem. I al den tid har jeg kun fundet to personer som jeg har været i stand til at lukke ind og ikke bare stille af fra. Den første var min lærermester og nu dig. Folk som dig hænger ikke ligefrem på træerne at du ved det. Skulle jeg nogensinde finde en der kan tolerere mig så viser historien at der kommer til at gå meget meget lang tid før det sker" pointerede hun bare roligt og lod hovedet søge let på sned. Hun var slet ikke bemærket af det her. For hende var det virkelig bare en realitet.

[Deleted]

Jophiel ville ikke beskrive sig selv, som noget særligt. I hans øjne, havde han aldrig været noget særligt. Han havde jo altid været valgt fra, fordi at han ikke var typisk en Diamaqima, og særligt med den familiebaggrund, som man kunne sige, at han havde, for det var noget, som i mange henseender, måtte tale imod ham. Han sendte hende et smil. Han forholdt sig nu optimistisk af den grund. "Du dømmer dig selv alt for hårdt. Hvorfor skulle du ikke have de samme muligheder, som så mange andre har?" spurgte han med en sigende mine, som han betragtede sig af hende. Det gjorde ondt på ham, at se hende være så hård ved sig selv. Han kunne virkelig ikke lide det.
Hånden som hun strøg over hans kind, fik det til at sitre i ham. Han kunne virkelig godt lide det, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det endelig var i den anden ende. "Det har for vane, at dukke op, når man mindst venter det.. Hold dig åben for muligheden," bad han med en ærlig stemme, som han endnu en gang, så i retningen af hende. Det var ikke nogen hemmelighed, at han gerne ville se hende glad, og vide, at hun havde det godt. Det var faktisk det eneste, som havde nogen betydning for ham. "Du fortjener det lige så meget som jeg gør.." fastholdt han, inden han selv tog omkring hendes hånd, som han trykkede i sin. Han ville bare gerne se hende glad, om det så skulle være med en anden mand. "Jeg ved ikke.. Vil du med en tur igennem skoven?" spurgte han. Hellere det, end bare at sidde her.. og kunne han endda få lov til at vise hende mere, nu hvor hun var ude.

[Ahriana "Master of Time"]

For Ahriana så var Jophiel virkelig noget særligt også selvom han måske ikke selv kunne se det. Hans gode og kærlige væsen havde virkelig sat sit præg på hende og det var en ting som hun virkelig ikke kunne glemme. Han var rolig og vidste hvordan han skulle takle hende den gang hun nærmest havde ergeret som et vildt og rædselslagen dyr. Han var optimistisk på hendes vegne hvilket var sødt men hun vidste et sted bare bedre. Dog var der vel ingen grund til at blive ved med at diskutere det? "Vi bliver ikke enige, Jophiel. Jeg ... Jeg tror bare ikke på det" sagde hun roligt og betragtede ham. Hun vidste at han bare ville hende det godt men det var bare ikke noget som ville komme til at ske.
Hun strøg hans kind og hun mærkede hvordan han roligt greb om hendes hånd mens han snakkede og hun smilede roligt til ham. Hun var glad for at han virkelig bare gerne ville hende det bedste og virkelig mente at der kunne ske noget men hun kunne bare ikke tro på det selv. Hun bed sig kort i læben hvorefter hun nikkede. "Jeg skal nok holde mig åben. Det lover jeg dig" sagde hun stille men det var svært at holde sig åben og vente og håbe på noget som virkelig aldrig ville ske og hvis det gjorde så var det først om lang tid. Han var nu sød når han virkelig prøvede at få hende på de tanker men hvorfor skulle hun turde håbe på noget så dejligt som lykke? Den havde ikke rigtig tilsmilet hende før så hvorfor nu. Hun undlod at svare ham da han påstod at hun fortjente det ligeså meget som han gjorde det. Det var hun virkelig ikke enig i. "Det vil jeg gerne. Du lovede mig jo at vise mig den smukke skov, den gang" sagde hun roligt og vendte blikket mod hans skikkelse. Hun ville meget gerne se skoven og hvordan den var nu i forhold til hvordan den havde været den gang hun sidst havde sat fødderne her.

[Deleted]

Jophiel holdt virkelig meget af Ahriana, og derfor ønskede han selvfølgelig også at se hende lykkelig. Var det underligt, at det var noget, som han gerne ville? Han sendte hende et stille smil. At hun ikke havde troen på det, var uden tvivl noget, som han fandt som en stor skam.. Men det ændrede da ikke på, at han da selvfølgelig håbede på, at det var en lykke, som ligeledes, også ville tilsmile hende, når det endelig skulle være på denne her måde. "Du har ikke troen på det.. Men det har jeg. Der er en, for os alle sammen derude," sagde han stilfærdigt.
Jophiel elskede at sidde her med hende, og nu hvor hun endelig var kommet ud i skoven, var det da også bare på sin plads, at vise hende alle de smukke steder, som skoven havde at byde på. De mange væsner, som boede herude ligeså. Han nikkede med et smil, inden han fjernede glasset fra sin side, og valgte derfra også at rejse sig op. Så lang tid hun holdt sig åben for mulighederne, så var han sikker på, at det hele nok skulle gå. Det var i hvert fald, hvad han ville håbe på. "Så kom.. Jeg ved lige, hvor vi skal tage hen," sagde han denne gang med et tydeligt smil på læben. Han rakte hende hånden, så han derfra, kunne føre hende med sig ud i skoven. Der var så mange smukke og fine ting, som man kunne se herude, og han ønskede da selvfølgelig også, at give hende de bedste oplevelser med det.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana vidste godt at Jophiel holdt af hende, faktisk var hun for første gang i evigheder slet ikke i tvivl om at der faktisk var nogen i denne verden som holdt af hende og ville hende det bedste. Hun kunne virkelig ikke andet end at smile. Så sød som han var og så meget som han troede på at hun ligeså ville finde lykken kunne man næsten blive fristet til at håbe? Men ak, det var ikke det der ville ske så hvorfor drømme om det. Hun strakte sig en gang og lod hovedet søge på sned. Hun troede virkelig ikke på det så hvordan kunne han så være så sikker? "For alle andre, måske" sagde hun blot og trak på skuldrene. Det måtte være tydeligt at hun ikke var synderlig berørt af emnet. Hun troede bare ikke på det selvom det virkelig lod til at han gjorde det. At han ville vise hende skoven glædet hende. Så meget som han havde snakket om den og så meget som han havde fortalt hende så glædet hun sig virkelig til at se det hele. Som han rejste sig satte hun ligeså sit glas fra sig og kom på benene. Den lange kappe hæmmede hendes bevægelser en smule og gjorde hende en smule mere kluntet at se på. Som han rakte hende sin hånd tog hun roligt fat i den sådan så han kunne føre hende lige der hen hvor han synes. Den store tiltro som hun havde til ham var virkelig enorm. Det var ikke for sjov at hun havde sagt at han var den der var kommet tættest på hende. Hun mente det virkelig. Øjnene lod hun let glide rundt på alle de smukke omgivelser. Der var bare så meget af se!

[Deleted]

Ikke ønskede Jophiel nogensinde at svigte Ahrianas tillid til ham, og særligt, når det foregik på denne her måde. Hun var en kvinde, som altid havde haft en stor betydning for ham.. Og særligt når det foregik på denne her måde. Hun kunne sidde med ham og snakke med ham, uden at hun var bange for ham, som det hun havde været i starten. For ham, var det rent faktisk noget, som havde en ekstrem stor betydning. "Bare du holder dig åben for det," sagde han roligt. Den rigtige var derude for dem alle sammen. Det var han end ikke et sekund i tvivl om, og ikke havde han nogensinde haft en grund til det.
Elverne var et folk, som han ønskede, at hun skulle møde, og særligt fordi, at det også var et folkefærd, som havde gjort frygtelig meget for ham, og særligt, når det hang således sammen, som det gjorde lige her og nu. Det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele faktisk. "Jeg har nogen, som jeg synes du skal hilse på," sagde han med et smil på læben. Han vendte sig mod hendes skikkelse, hvor han tog omkring hendes hånd, for at føre hende med sig videre. Han ville virkelig gerne vise hende, hvad skoven havde at byde på, når han nu havde muligheden for at gøre det.

//Out