Knock', knock'... look at the past!

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana bebrejdede ham slet ingenting. Han kunne jo ikke babysitte hende hele tiden! Hun havde rodet sig ud i problemer, det havde været hendes egen skyld og ingen andres. Hun sukkede en smule opgivende og rystede smilende på hovedet af ham. Han var stadig som en kamel, det var da helt sikkert.
"Jeg er glad for at den ikke blev til noget og at du er sikker. Jeg var virkelig bange for at der skulle ske dig noget .. bange for at miste dig. Du betyder meget for mig Jophiel. Stadigvæk betyder du meget" sagde hun stille men dog ærligt. Hun mente det virkelig. Hun holdt forbandet meget af ham men det var altså ikke hans skyld at hun var endt i denne her situation.
Som de sad der sammen endte hun med at søge lidt tættere på ham som hun havde gjort det før på slottet. Han var hende virkelig en tilde til forbandet mange følelser som hun slet ikke kunne beskrive. Alt hun vidste og alt der var vigtigt lige nu var at han gav hende tryghed og det var noget som hun havde meget brug for. Ved hans spørgsmål slap hun let hans hånd og greb blidt fat om sin kappe med begge hænder. Hun løftede let op i den sådan så hendes højre ben kom til syne. Et stort ar viste sig hen over hendes skinneben og hele vene om på læggen. Benet bag tydeligt præg af at et eller andet havde haft godt fat i hende. "Jeg trådte i en bjørnefælde. Jeg var uheldig men blev heldigvis redet og helet en smule selvom jeg stadig har ar. Efter den lille prøvelse tog frygten over mig. Jeg rendte rundt på må og få, vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv" fortalte hun roligt og lod kappen falde ned igen. Hun kørte en hånd igennem håret og vendte blikket mod hans skikkelse på ny. "Jeg endte ovre på den anden side af muren. Det er et farligt sted for folk som mig. Det gik helt galt. Jeg blev fanget af en mand. Han ...." Hun tav. Han havde taget hendes kræfter, låst dem væk og hun havde ikke adgang til dem. Det var en tanke som hun næsten slet ikke kunne bære. Hun bed sig stille i læben og vendte blikket ned i jorden. Hun havde det virkelig skidt med det som var hændt hende hos Kimeya.

[Deleted]

Jophiel havde uden tvivl den stædighed, som hvilede i familien, på sin side, og det var slet ikke noget, som Ahriana kunne få lov til at tage fra ham. Sagens kerne, var at han havde lovet at passe på hende, og det var så også noget som han havde gjort, så derfor var det vel også hans skyld? Det var i hvert fald, sådan at han følte det! Han sendte hende et skævt smil. At vide, at han stadig betød noget for hende, var noget, som selv gjorde ham utrolig glad. Rigtig meget endda.
"Jeg er virkelig glad for, at det aldrig blev til noget.. Det erkender jeg gerne," sagde han med en rolig stemme. Det ændrede dog bare ikke på det faktum, at han skulle have beskyttet hende, men at han ikke havde gjort det. Hvor havde han det da dårligt med sig selv, og det faktum, at han ikke havde gjort det for hende, som han nu skulle have gjort! Han strøg hendes hånd ganske let, frem til hun tog den til sig, for at blotlægge benet. Han blev næsten bleg ved synet.
"Det... Ahriana. Det er jeg virkelig ked af.. Det er ikke alt ved denne verden, der er så grotesk.." Han vendte blikket mod hende. Han kunne jo godt fornemme, at der var mere ved historien, end hvad der til nu, var gjort kendt for ham. Var det nu, at han skulle blive bekymret? Det var der nok en meget god grund til, kunne han da høre! Han bed tænderne svagt sammen. "Ahriana.. hvem er det, som har gjort dig ondt?" spurgte han forsigtigt. Han ønskede jo slet ikke, at noget skulle ske hende! Og at nogen kunne gøre det, forsod han slet ikke! Hun var jo en dejlig person!

[Ahriana "Master of Time"]

Hun ville ønske at han ikke så sådan på det for det kunne aldrig være hans skyld. Dog vidste hun også at hun ikke kunne få ham til at indse det så der var ingen grund til at diskutere det med ham. Hun sendte ham et stille smil. Hun var noget så lykkelig over at se ham igen. Det var hun ikke bleg for at indrømme. Han betød stadig meget for hende. Det kan jeg godt forstå du er. Det er en skræmmende ting at gå i krig. Det er en ting som aldrig ændre sig lige meget hvor mange år som går" sagde hun mildt. Hun huskede tydeligt den gang hun havde mistet sin lærermester til krigen. Det havde været forfærdeligt hårdt for hende og hun var glad for at Jophiel ikke var endt med at gå samme vej.
Hvad der var sket med hende var ikke så lidt. Arret på hendes ben var dog ikke det eneste mærke hun havde efter sine prøvelser. Mærket på hendes ryg var hende en tydelig påmindelse om hvad hun havde mistet. Hun vidste ikke om hun nogensinde ville blive hel igen. Hun så hans blege ansigt som han kiggede på hendes ben før hun igen lod kappen falde og søgte ind til ham. "Jeg er i live. Det er det vigtigste" sagde hun stille. Det var jo sandt nok. I det mindste havde hun da stadig livet. Manden som havde været ond ved hende var kendt af alle næsten. Selv hun som ikke havde befundet sig meget blandt andre mennesker kendte ham og frygtede ham. Hun bed sig stille i læben og knyttede hænderne kort. "Kimeya Marvalo. Han fik fat i mig og fangede mig." Hendes ord var ikke meget mere end en sagte hvisken. Hendes krop begyndte svagt at ryste mens tårerne langsomt begyndte at trille ned over hendes kinder. "Han tog min magi fra mig. Han låste den væk. Jeg er forsvarsløs, Jophiel. Langt mere end jeg var det før." Man kunne høre på hende at dette var noget som tog hårdt på hende. Hun følte sig virkelig ikke som sig selv længere. Det var forfærdeligt.

[Deleted]

Samvittigheden nagede uden tvivl Jophiel forbandet meget, og det var desuden også meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Skaden var jo trods alt sket, hvilket var noget, som rent faktisk gjorde ham utrolig ked af det. Han rystede kort på hovedet, inden han så mod hende igen. Et let smil passerede hans læber. Krigen var afblæst, hvilket naturligvis var en tanke, som glædede ham rigtig, rigtig meget endda.
"Jeg har kun været heldig.. Jeg ville gerne ud og gøre en forskel, men helst uden at det skulle være med livet som en indsats," fortalte han med en rolig stemme. Nu var det ikke det, som han ønskede at tænke på, men derimod hende, for det var hende, som havde været udsat for noget, som han slet ikke brød sig om! Det navn, som hun derimod måtte give ham på hendes overfaldsmand, gjorde også, at han sad langt mere stille. Kimeya havde ageret som en far for ham og Silia, dengang de ikke havde været særlig gamle. Var det virkelig den mand, som havde gjort det ved hende?
"Er du sikker, Ahriana?" spurgte han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Han tog omkring hendes hånd. Kimeya havde været en hård mand, men hvis den mand vidste, at det var en kvinde med en betydning for ham, ville han så have gjort det? Han sukkede dæmpet. Alle de tanker! "Det.. jeg ved godt, at han er en hård mand, Ahriana.. Jeg er virkelig ked af det.." sagde han med en dæmpet stemme, som han igen vendte sig mod hende. Han var virkelig ked af, at hun skulle igennem alt det her!

[Ahriana "Master of Time"]

Krig var en forbandet dårlig ting. Hun huskede stadig da han havde fortalte hende foran pejsestuen at han skulle af sted. Hun havde ikke villet have det men hun havde vidst at hun ikke kunne stoppe ham. Nu var hun bare glad for at det ikke var blevet til noget og at han var her endnu. "Det synes jeg lyder som en god ide. jeg er sikker på at du kan gøre en forskel på en eller anden måde" sagde hun smilende og lod hovedet søge let på sned.
Det hun havde været udsat for havde sat sine præg på hende.
Det var ikke fysisk men mere psykisk. Hans spørgsmål om hun var sikker på hvem det var fik hende blot til at nikke. kimeya Marvalo var ikke til at tage fejl af. At han havde været som en far for Jophiel var dog ikke noget som hun vidste noget til. Hun mærkede hvordan Jophiel tog om hendes hånd og hendte tårerfyldte blik vendte sig mod hans skikkelse mens hun endnu en gang begyndte at nusse hans hånd. "Jeg føler mig fanget, låst i min egen krop. Som var jeg lænket i jern boltet fast til væggen. Jeg føler mig tom, helt og aldeles tom inden i. Han gjorde mig ikke noget fysisk andet end at holde mig indespæret for en stund men psykisk ... Jeg føler mig slet ikke som mig selv" forklarede hun svagt. Det var virkelig svært for hende. Det gjorde helt ondt at vide at hun slet ikke kunne de ting som hun plejede. Det var forfærdeligt. Stille sukkede hun en gang og tørrede øjnene med ærmet fra den frie hånd. "I det mindste er det hele ikke skidt. Nu hvor jeg ikke har min magi mere føler jeg mig mere rolig ude blandt folk selvom det virkelig ikke er let." Der var vel ikke noget der var så skidt at det ikke var godt for noget?

[Deleted]

Krig var uden tvivl en forfærdelig ting, men ikke noget, som man kunne undgå. I denne omgang, kunne man i hvert fald sige, at Jophiel havde været heldig. Meget heldig endda, og mere i det, var der vel heller ikke i det. Han trak kort på smilebåndet. Han havde ikke særlig mange talenter, men.. noget var der nok. "Det er der nok. Jeg har bare ikke fundet dem endnu," fortalte han med en rolig stemme. Han havde aldrig ønsket at deltage i krig. Tvært imod, så var det nok noget af det, som skræmte ham mere ned noget andet.
At Kimeya havde gjort det her ved hende, var et sted en tanke, som vækkede en følelse af vrede i Jophiel, for han ønskede slet ikke at nogen skulle gøre hende ondt, og særligt ikke en mand, som han kendte! Han rystede let på hovedet, som han strammede grebet omkring hendes hånd. Han så mod hende igen. "Lad mig snakke med ham," bad han. Om han selv skulle tage turen til Dvasias og til Marvalo City for at gøre det, så gjorde han det! Hvis det var noget, som han kunne gøre for hende, så var det også det værd i hans øjne! "Uanset hvad han har gjort, ved jeg, at jeg kan få ham på andre tanker, Ahriana.. Jeg vil ikke have, at du skal rende rundt og have det sådan.. Jeg kan ikke bære det." Han rynkede bekymret i panden. Han følte virkelig, at det var hans skyld, og derfor skulle han gøre noget ved det.

[Ahriana "Master of Time"]

Han havde været utrolig heldig at krigen ikke var blevet til noget og at Dvasias og Procias havde indgået en fredsaftale. Det havde været rigtig godt for mange mennesker i begge lande kunne man sige. Krig var en forfærdelig blodig ting. Så mange mennesker måtte lade livet fordi nogle ikke kunne sammen. Det var en forfærdelig tanke. "Du er en mand af mange talenter, Jophiel. Du skal nok finde noget at bruge dem til" sagde hun stille og dog med et lille smil.
Kimeya havde gjort hende ondt på et plan som hun aldrig havde troet at hun skulle blive ramt på. Ud over at han havde taget hendes magi så havde han hverken været voldsomt ved hende eller noget. Mange rygter havde hun hørt om hvor forfærdelig han var og alligevel så havde han vel egentlig ikke været så slem igen? Det var svært at forholde sig til på et eller andet plan. Hendes blik faldt til deres hænder som han strammede grebet en smule om hendes hånd. Hans ord måtte dog få hendes blik til at søge hans på ny. "Du .. Du kender ham?" spurgte hun stille og en smule nysgerrigt. Det var næsten ikke til at forstå at Jophiel kunne kende sådan en mand men verdenen havde en måde at væve folks skæbner sammen på. Hun dømte ham ikke for det, ikke det mindste. Han kunne kende lige dem han ville så længe han blev ved med at være Jophiel. Hans ord fik enkelte tårer til at glide ned over hendes kinder igen og et smil til at brede sig på hendes læber. Hun lagde sig op på knæ i stedet, slap hans hånd og slog armene om ham i et stort kram. "Ville du virkelig gøre det for mig?" spurgte hun lykkeligt selvom hun vel egentlig godt kendte svaret. Jophiel var god som dagen var lang og det var en af de ting som hun virkelig godt kunne lide ved ham.

[Deleted]

Et smil passerede Jophiels læber. Selvom det var svært at forestille sig, og særligt fordi, at han i forvejen, var så dømt på sit navn, hvor han også blev imødekommet med forventninger, som han slet ikke kunne opnå, hvilket også var grunden til, at han som regel, var dømt på den måde, som han nu var. "Det kommer forhåbentlig en dag," sagde han med en rolig stemme, som han let sendte hende et smil. Det var i hvert fald, hvad han kunne håbe på om ikke andet.
Kimeya var ikke en ukendt mand for Jophiel. Den mand, havde nærmest ageret som hans far i den tid, hvor Nathaniel ikke havde været til stede, dengang han havde været en lille dreng, så det kunne uden tvivl også godt mærkes, når det endelig var. Han nikkede. "Jeg kalder ham for onkel i dag.. Han kigger forbi fra tid til anden faktisk," fortalte han med en rolig stemme. Selv vidste han jo godt, at Kimeya havde en grum fortid, men det var aldrig gået udover ham, eller hans søster - heldigvis. At hun slap hans hånd, for i stedet for, at kaste sig om hans nakke, fik ham til at sitre let. Han lod dog armene glide omkring hende alligevel. "Jeg skal nok få snakket med ham," lovede han med en rolig stemme. Han kunne slet ikke lide, at se hende på den måde! Og særligt ikke, når han vidste, at det ikke krævede alverdens af ham, at skulle snakke med manden. Det var bare turen dertil, som skulle planlægges meget nøje.. Og hvad gjorde man ikke for dem, som var en nær?

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var sikker på at Jophiel nok skulle finde noget som kunne bringe glæde og lykke til folk i denne verden. Hun kendte ham jo. Han var sådan et godt og rart menneske og hun holdt ufattelig meget af ham. Han var dømt på sit navn men ak, Ahriana var ligeglad med at han var en Diamaqima. Hun så ham bare som den han var og det var helt fantastisk. ”Det er jeg sikker på at det gør. Du er jo dejlig” sagde hun mildt og sendte ham et lille smil.
Kimeya var åbenbart en mand som Jophiel kendte af mere end bare navn. Hvor meget vidste Ahriana ikke og det var også ligegyldigt. Jophiel blev dømt på sit navn allerede og hun skulle ikke være den som dømte ham på de mennesker som han kendte. Han var så mild og rar, det var det som var det vigtigste for hende. At Kimeya var som en onkel for ham fik hende til at lade hovedet falde let på sned. ”Alle siger at Kimeya er et helt igennem ondt og grusomt menneske men hvis du er ham så tæt at du vil kalde ham onkel kan han ikke være helt ond skulle jeg ikke mene. Måske der ligger mere bag ved manden end hvad øjet kan se” lød det eftertænksomt fra hende. Hun havde uden helt at tænke over det kastet sig om hans nakke og krammet ham. Hun havde krammet ham før og alligevel … Hun følte sig langt mere rolig nu. Det var underligt. Alt hun kunne tænke på var at få hendes magi tilbage fordi hun følte sig magtesløs uden den men på den anden side så følte hun sig mere rolig og mere menneskelig nu hvor hun ikke længere besad den. ”Tak. Det vil jeg virkelig sætte pris på.” Hun var ærlig. Det var virkelig noget som hun ville være ham evigt taknemmelig for hvis han gjorde for hende. Hun trak sig en smule sådan så hun ikke omklamrede ham men hun slap ham ikke helt. Hendes blik søgte hans hvorefter hun tørrede øjnene på ny og smilede en smule større. ”Men nok om det! Hvad har du fået tiden til at gå med det sidste lange stykke tid? Nu har jeg fortalt så nu er det din tur” sagde hun mildt. Det var nok med alt det dårligdom. Nu ville hun gerne høre noget glæde.

[Deleted]

Kimeya var vel bare en misforstået mand? Ligesom Jophiel var? Desuden havde den mand, været en af ekstrem stor betydning for Jophiel igennem rigtig mange år, og det kunne selvfølgelig mærkes. Han var temmelig sikker på, at han godt kunne snakke med manden, og faktisk få noget fornuftigt ud af det. Han håbede i hvert fald på det, for andet ville da kun være tragisk i hans øjne.
"Han er ikke så slem, når man lærer ham at kende. Jeg skal nok snakke med ham. Jeg burde nemlig godt kunne tale ham til fornuft," fortalte han med et stille smil på læben, mens han let krammede hende ind mod sig. Selv for ham, var det virkelig rart at have lov til at sidde sådan her med hende, og særligt fordi, at det var noget, som han ikke havde gjort i rigtig lang tid. Øjnene lukkede han for et øjeblik. Hans historie? Det var jo ikke just fordi, at der var så meget at berette om, var der? Jovist var der Myrina, som var flyttet ind her, hvilket han virkelig var glad for, for det var han da godt nok.
"Ja... jeg har nok ikke så meget at berette om, tror jeg.." Han slap hende en anelse, inden han atter måtte sætte sig til rette. Et smil passerede hans læber. Han var uden tvivl glad for at hun var der, og særligt fordi at hun endelig var kommet ud. Omstændighederne, var bare de forkerte i den forstand, kunne man jo sige. "Jeg har fået en bo-kammerat her..Hun hedder Myrina, og kan lide musik, lige så godt som jeg," fortalte han med et smil på læben. Det var jo de to piger, der havde accepteret ham som han var, og det var han virkelig glad for.

[Ahriana "Master of Time"]

En gang i mellem kunne man tvivle på om der kunne være noget som helst godt i en mand der var så berygtet på ondskab som Kimeya var. Dog måtte Ahriana erkende at der kunne være noget andet siden han havde været så tæt på Jophiel. Den mand som Jophiel var tillod vel ikke andet?
"Hvis du siger det så er jeg sikker på at det er sandt. Han har en voldsomt hårdt rygte men hvis han har været god ved dig må der være et eller andet godt gemt i hans indre" sagde hun roligt. At Jophiel regnede med at han kunne snakke med Kimeya var en dejlig tanke. Hun ville gerne have sin magi igen, hun ville gerne føle sig hel. Hun puttede sig lidt ind til ham. Det var en rar følelse som hun ikke havde følt så længe. De aftner hvor de havde været tætte havde været hende helt igennem fantastiske! Forsigtigt løftede hun den ene hånd og strøg ham blidt over kinden. Han var en dejlig mand. med roligt blik betragtede hun ham som han fortalte. Der var ikke meget at berette?
Det at han havde fået en sambo, en pige intet mindre fik hende til at smile. Hovedet tiltede let til den ene side mens han fortalte om denne pige som også godt kunne lide musik. Det var dejligt for ham. "Hun lyder sød. Er hun bare en sambo eller er der mere i det end det? For hvis der er burde jeg nok ikke sidde så tæt" sagde hun med et lille fnis. Hun bed sig let i læben som hun mærkede hjertet hamre lidt hårdere i hendes bryst. Var hun mon ... jealoux? Måske en smule og dog så vidste hun det ikke. Hun havde jo ikke ligefrem sådan nogle føleler for ham, eller havde hun? Han havde længe været en kilde til forvirring i hendes hoved, det kunne hun ikke benægte.

[Deleted]

Kimeya kunne faktisk være en god mand, et sted dybt inde. Det vidste Jophiel! Det havde han set mange gange før. Den mand havde jo ageret som far for ham og hans søster, i den tid, hvor deres egen far havde været fraværende. Det var vel også derfor, at han følte, at han kunne snakke med ham, og det var desuden en ting, som han glædeligt ville gøre for hende. Han sendte hende et smil.
"Han kommer endda forbi her, fra tid til anden.. Han er ikke så slem, som han giver udtryk for at være," forsikrede Jophiel hende om, og med et smil på læben. Han lod hovedet søge på sned, og med et smil på læben. Han var selvfølgelig glad for at se hende ved godt vel, og særligt når det var det forhold, som han havde til hende. Glad var han i hvert fald, for han havde savnet hende. Endda også rigtig meget, og det lagde han heller ikke ligefrem skjul på, når det endelig skulle være.
Myrina var en virkelig sød pige, og Jophiel var virkelig glad for, at hun var blevet en del af hans liv. Særligt fordi, at det var en, som han kunne dele sin passion for musik sammen med. Ikke var de andet end samboer.. Lige nu i hvert fald. Han selv ønskede ikke at forhaste noget som helst. Han trykkede hende let ind mod sig. "Vi er bare samboer," forsikrede han med et smil. Ja, de kyssede lidt fra tid til anden.. men mest brugte de tid i køkkenet og spillede musik sammen. Han kunne virkelig godt lide det.

[Ahriana "Master of Time"]

Hun sendte Jophiel et roligt smil. Kimeya havde været som en far for ham og det var ikke noget der sagde så lidt for hende. Et sted så gjorde det vel manden en smule mere menneskelig i hendes øjne? Hun var sikker på at Jophiel nok skulle kunne snakke med ham om det her og det var noget som hun var ham evigt taknemmelig for. Hans smil blev gengældt af hende. Hun havde virkelig savnet ham så ufattelig meget. "Er det ikke farligt for ham at færdes i Procias?" spurgte hun nysgerrigt. Hvis han var vigtig for Jophiel så var han værd at bekymre sig om for hende, om ikke andet så bare en smule. Der skulle nødig ske noget som kunne gå hen og såre eller påvirke det dejlige menneske som hun sad i favnen af lige nu.
Her var sikkert og trygt i hans favn og hun nød det virkelig hvilket hun ikke lagde skjul på. Tydeligt kunne hun også mærke at det var gengældt. Roligt strøg hun ham hen over kinden mens hun blot betraktede ham og lyttede til ham. Ikke kun hans ord men også bare hans vejrtrækning. Det gav hende alt sammen en ro som hun havde savnet så ufattelig længe. At de blot var samboer lettede hende en smule. Hun havde ikke ligefrem lyst til at flytte sig men havde følt at hun burde hvis der var mere i det. "Det er godt. jeg vil nødig bringe dig i unoder ved at sidde tæt hvis der var mere. jeg ønsker kun at du er lykkelig, Johiel" sagde hun smilende og bed sig let i læben. Hun kunne jo mærke på ham at han var glad og det i sig selv var en dejlig fornemmelse for hende. Hun ønskede virkelig ikke meget andet end hans lykke.

[Deleted]

Kimeya var inderst inde, en hjertevarm mand. Det var ikke noget, som alle fik lov til at opleve fra hans side, hvilket selv Jophiel måtte anse som en stor skam. Der var bare ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det, måtte han jo erkende. "Der er ikke nogen, der ved at han kommer.. Og jeg har også lovet ikke at fortælle det til nogen, som ville fortælle det til vagterne.. Han kommer bare for at se til mig." fortalte han med en rolig stemme. Det var der jo heller ikke noget galt i, hvis man spurgte ham. Og særligt nu hvor grænserne var åbne, så kunne man jo heller ikke ligefrem afholde ham fra at komme, og ikke komme.
Umiddelbart ville han ikke sige, at ham og Myrina var noget. Det var i hvert fald ikke hvad de havde snakket om, kunne man sige. De gik vel stille og roligt afsted? Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at begå fejl, når der endelig var nogen, der var åbne for ham, og hans person, på denne her måde, for det var han jo i forvejen, slet ikke vant til.
"Det skal du ikke tænke på, kære Ahriana.. Du gør ikke noget forkert," forsikrede han hende, med et smil på læben. Han lod hovedet søge mod hendes hånd. Hun var så sød, og hun var så blid. Han elskede det virkelig, og det fik ham til at slappe af. Han strøg hende over ryggen. "Det er virkelig godt at se dig igen.. Kan jeg byde dig på noget, efter den lange tur?" spurgte han med et stille smil på læben.

[Ahriana "Master of Time"]

Det var virkelig en skam at det ikke var alle som så den side af Kimeya men man kunne vel ikke gøre så meget ved det. Så vidt hun vidste så var han umådelig magtful og det medførte vel at folk skulle frygte en? Hun vidste det ikke og et sted var det også ligegyldigt. Så længe Jophiel stod inde for manden så var det godt nok til hende. Hun stolede på trods alt blindt på Jophiel. Han havde virkelig vist hende så meget så kunne hun andet? "Jeg siger det i hvert fald ikke til nogen. Det har du mit ord på! Desuden .. så har jeg ikke andre at snakke med end dig" sagde hun med et lille smil. Jophiel's lykke og glæde var hende rigtig vigtig og hvis Kimeya var ham vigtig så ville hun i hvert fald ikke gøre noget som skulle komme det i vejen.
Hun sendte ham et smil. Ham og hans sambo var ikke mere end det. Måske hun var en smule lettet og dog så rystede hun det af sig. Ikke nok med hun ingen ret havde til at tænke de tanker, men hvorfor skulle hun også? Et sted så lå det vel så dybt i hende at hun var uønsket eller noget andet i den retning. Alligevel havde Jophiel formået at vække en helt ny side af hende som hun ikke havde støt på før og det gjorde hende utrolig forvirret. At hun ikke gjorde noget forkert fik hende til at smile stort. "Det er jeg glad for, Jophiel. jeg ønsker ikke at ødelægge noget for dig hvis nu denne kvinde kan gøre dig lykkelig. kvinder har det med at være utrolig jealoux typer desværre" sagde hun en smule tænkende. Hun mærkede hans hoved søge mod hendes hånd og strøgene over hendes ryg. Det fik hende til at rødme en smule mere end hun havde forventet det ville. Varmen søgte hendes kinder uden at hun kunne stoppe det. lidt genert søgte hendes blik ned mod hans brystkasse mens hun blot rystede på hovedet. "Det eneste jeg har manglet har været det her. Dig og den tryghed som du giver mig. jeg er også virkelig glad for at se dig igen" sagde hun mildt og bed sig lidt hårdere i læben.