Knock', knock'... look at the past!

[Deleted]

Ahriana "Master of Time"

---

Det var hen på eftermiddagen, og solen bagede virkelig på den store himmel. Det var varmt i dag. Myrina var ude, så Jophiel sad alene ude foran den gamle hytte. Hans liv havde taget en helt anden drejning nu, hvor han vidste, at han ikke skulle sidde alene, og det var rart.
Foran ham, havde han sin violin. Han spillede lystigt på denne. Det var en glæde og fascination, som han for alvor havde fundet, efter at Myrina var flyttet ind, og nu vor han også var ved at lave den melodi for hende, som han skulle have færdig, og den skrev jo desværre ikke sig selv.
Bærsaft havde han stående foran sig på et bord, mens han spillede for sig selv. Øjnene havde han lukket. Han levede igennem musikken. Han havde ikke været på slottet i et stykke tid, selvom han vidste, at han burde opsøge det. Siden hans søster havde brudt sit forhold med Gabriel, turde han slet ikke tænke på, hvordan hun havde det. Tanken fandt han direkte skræmmende et sted, og særligt fordi, at det slet ikke havde været ventet.

De mørke øjne, kom atter til syne, som han færdiggjorde hvad han var kommet til.  Buen og violinen lagde han roligt fra sig, inden han satte sig tilbage på stolen ude foran, og med et stille smil på læben. Selvom landet efterhånden henlå i et mindre kaos, var det glæde som havde ramt ham. For en gangs skyld, så det hele ud til at gå i den rigtige retning for ham.

[Ahriana "Master of Time"]

Verdenen havde ikke ligefrem været forfærdelig god ved Ahriana den seneste stykke tid. I frygt havde hun forladt slottet og var kommet til skade, voldsomt til skade faktisk og dog så virkede dette ikke som det værste. Hun var endt på den anden side af muren hvor hun havde mødt Kimeya Marvalo. Hun havde været bange, han havde fanget hende og dog havde han ikke været voldsomt ond ved hende. Hendes kræfter havde han lukket væk, om det var af frygt for dem eller fordi han ville bruge dem selv anede hun ikke men hun var i hvert fald kommet væk fra ham. Hun huskede end ikke hvordan dette var sket. En dag havde hun bare befundet sig på vejen igen helt alene. Det havde været en mærkelig følelse, især fordi hun ikke længere havde adgang til sin magi. Hun følte sig bange, nøgen nærmest. Det havde taget hende tid at vende sig til og dog så var tanken gået hen og blevet befriende. Folk på gaden anså hende som et menneske og hun følte sig ikke længere i voldsom fare. Det havde været rart.
Atter en gang befandt hun sig i den Procianske skov. Det var et stykke tid siden hun havde sat benene her og ja, sidste gang havde det ikke gået hende fantastisk. Hun havde stadig det store ar på hendes ben som et bevis på det. hendes tanker var rolige, det var rart at være alene. Mennesker var stadig ikke noget som Ahriana brød sig besynderligt meget om selvom hun var blevet bedre omkring dem. Lyden af en violin fik hende til at stoppe op. Det var en smuk melodi og hun kunne ikke andet end at følge den. Hun havde altid været facineret af musik. En smule besværet fulgte hun lyden. Hun var iklædt en lang mørk kappe med en hætte på som var så stor at den dækkede en del af hendes ansigt. Hun gemte stadig sin øjne for folk kiggede så underligt på hende når de så dem.
Som hun nærmede sig lyden kunne hun svagt ane en hytte. Hun vidste ikke at nogen boede herude. Hovedet søgte let på sned som nysgerrighedden meldte sig og hun holdt op med at kigge hvor hun gik. Dette resulterede i at hun endte på jorden så lang hun var med et bump og et lille hvin. Klodset havde hun nu en gang altid været.

[Deleted]

Ahriana var ikke en kvinde, som Jophiel rigtigt havde tænkt på den sidste tid, udelukkende fordi at han havde haft Myrina i stedet for. Det var en tanke som gjorde ham glad, og derfor var han jo endnu en gang, begyndt at spille musik igen, og han var atter begyndt at smile, hvilket uden tvivl var forbandet rart! Hvilket han heller ikke lagde det mindste skjul på i den anden ende.
Skoven havde været hans hjem stort set.. altid. Han kunne knapt huske, at have boet i Dvasias. Han havde boet der . faktisk ved Faith og Kimeya i nogle år, dengang han havde været helt lille, men det var næsten så godt som glemt efterhånden. Han smilede let for sig selv, inden han satte sig tilbage. For ham, handlede det udelukkende om at nyde det gode vejr.. nyde grunden som han nu havde, til at smile, for det var i forvejen, rigtig lang tid siden, at han havde haft det. Det havde han jo faktisk ikke rigtigt haft siden Ahriana havde været en del af hans liv. Og hvor stor en del hun havde haft, vidste han ikke med sikkerhed. Hun havde i hvert fald været en kvinde, som han havde været utrolig glad for. Virkelig meget faktisk. At der måtte være andre i hans nærhed, var ærlig talt ikke noget, som han tænkte yderligere over.
Langsomt rejste han sig op, og satte violinen ind til siden, så den ikke skulle ende med at blive ødelagt eller blive påført skade. Det var noget af det mest værdifulde som han jo faktisk havde, og det kunne uden tvivl også mærkes. Det var det stærkeste minde, som han havde efter sin kære mor. Derefter søgte han mere væk fra hytten og ud i skoven.. Han elskede skoven, og særligt her i sommertiden.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana lå så lang hun var på skovbunden. Klodset havde hun virkelig altid været og dette var ikke noget som ville komme til at ændre sig lige foreløbig. Hun sukkede en gang og kom så på benene igen. Musikken var stoppet igen til hendes ærgelse og dog så var hun stadig nysgerrig. Hun børstede et par blade af sin alt for store kappe og gik med forsigtige skridt lidt nærmere. Hun kunne lidt bedre se hytten nu og dog så måtte hun stoppe op. Manden foran huset genkendte hun ikke som sådan. Jophiel havde da været i hendes tanker den seneste tid når hun prøvede at holde sig stærk. Det havde været udelukkende ham som havde fået hende til at se verdenen i et helt andet lys end hvad hun havde været vant til i så mange år og det var hun ham evigt taknemmelig for.
Hun sukkede en gang og pillede lidt ved det ene ærme. Et sted var hun længselsfuld efter at have et hjem ligesom det der var foran hende men hun hørte ikke rigtig til nogen steder. Hendes blik hvilede på manden som hun tydeligt kunne se. Han virkede bekendt men hun satte ham ikke lige sammen med Jophiel som hun havde mødt på slottet den gang. Hun ed sig let i læben. Kappen dækkede det meste af hendes krop og det var kun hendes næse og læber som lige kunne anes inden under. "Du spiller godt" sagde hun med stille stemme. Hun var i tvivl om han kunne høre det og det så snakkede hun alligevel. Det var ikke ofte hun opsøgte folk men det skete dog en gang i mellem.

[Deleted]

Musikken havde været Jophiels redning igennem rigtig mange år, og det var selvfølgelig også noget, som kunne mærkes i øjeblikket. Han sukkede let, inden han rejste sig. Hvem der dog måtte være i hans nærhed, for det var slet ikke noget, som skete normalt. Det var i forvejen frygtelig sjældent, at den slags i det hele taget skete, og særligt herude.. Det var ikke mange, som ville udsættes for Thranduils vrede, så det var de færreste, som i det hele taget, ønskede at komme på tværs af stedet her.
Stemmen, som måtte lyde bag ham, var noget som straks fik Jophiel til at vende blikket. For ham, var den genkendelig. Var det virkelig..? "Ahriana..?" spurgte han direkte. Ikke var hun en, som han havde set noget til igennem det sidste lange stykke tid, så det kom vel ikke bag på nogen.
Straks måtte Jophiels hjerte, give sig til at hamre og slå direkte mod hans bryst. Uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Hvad lavede hun herude? Og væk fra slottet? "Er du virkelig.. her? Jeg mener... det er langt væk fra slottet.." Han vendte sig mod hende. Oprigtigt måtte han jo sige, at han virkelig var glad for at se hende. Han havde jo trods alt også savnet hende. Det var jo lang tid siden, de sidst havde set hinanden.

[Ahriana "Master of Time"]

At elverne var på krigsstien var slet ikke noget som Ahriana vidste. Det var efterhånden længe siden hun havde været i Procias så hvad der forgik var hende i og for sig ukendt. Forsigtigt bed hun sig i læben som hun betragtede manden ved huset. At det var Jophiel var ikke en tanke der slog hende, ikke det mindste. Et sted så associerede hun jo Jophiel med slottet fordi det var der hun havde mødt ham.
Det at han så måtte snakke til hende fik hende til at stivne. Ikke nok med at han sagde hendes navn men hans stemme var hende utrolig bekendt. Det var en stemme som hun absolut aldrig ville glemme. Hjertet begyndte at hamre i hendes bryst. Jophiel havde været en mand som virkelig var kommet til at betyde meget for hende. Han havde hjulpet hende på det tidspunkt hvor hun havde frygtet alle. "Jophiel?" Spurgte hun ligeså mens hun forsigtigt løftede hænderne op og skubbede den alt for store hætte af hendes hoved. Det lange hår brune hår fik frit spil og hendes blik vendte sig mod hans skikkelse.
Hvad skulle hun gøre? Mest af alt havde hun vel lyst til at løbe hen og putte sig ind til ham som hun havde gjort så mange gange før bare for at mærke den tryghed som han altid havde budt hende. Hun manglede at føle den følelse, det at føle at der ikke ville ske hende noget. Og dog så blev hun stående hvor hun stod. Hans ord fik hende til at vende blikket i jorden. Hun havde ikke været på slottet i så lang tid. "Jeg .... Jeg blev jagtet væk fra slottet. I den urolige tid var der nogle vagter der så mig. De jagtede mig. Jeg har ikke været på slottet siden sidst vi så hinanden" mumlede hun stille og bed sig i læben. Armene slog hun stille om sig selv for at få en eller anden form for tryghed. Hun havde lyst til at fortælle ham alt hvad hun havde været igennem men hvor skulle hun dog starte henne?

[Deleted]

Der skete rigtig meget rundt forbi efterhånden, og det var nemlig heller ikke alt, som Jophiel var klar over. Hans blik lige nu, måtte hvile på kvinden, som stod foran ham. Ikke var han i tvivl om, hvem det måtte være, hvilket også var det, som overraskede ham mest.. Var det virkelig hende? "... Er det virkelig dig..?" spurgte han tydeligt overrasket, som han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen.
Langsomt tog Jophiel et skridt tættere på hende, inden han stoppede op igen. Han forbandt jo hende med Castle of Light, også selovm han havde været der et par gange, hvor han ikke havde set hende. Han havde ledt. Som en af de meget få, der havde accepteret ham for at være den som han var, og ikke dømme ham for alt mulig andet, hvilket var noget, som han virkelig godt kunne lide, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Noget var sket.. han kunne da mærke det på hende. Som hun sænkede hætten,var han heller ikke i tvivl om, at det måtte være hende. "Det.. det er okay, Ahriana.. Hvad er der sket med dig..?" Armene kastede hun om sig selv, da han tog skridtet tættere på. Denne gang, var det måske ham der vovede pelsen, hvor han hævede hånden, kun for at stryge den mod hendes kind. Hun var der virkelig.. Hun var rent faktisk ved siden af ham, og væk fra slottet. Var det underligt, at han fandt den tanke, utrolig underlig? Han havde jo været vant til modsat.

[Ahriana "Master of Time"]

At der forgik meget var da helt sikkert noget som hun kunne fornemme. Hun vidste ikke hvorfor men det fik hende til at holde sig fra byerne. Alt den urolighed gjorde hende utryg på en eller anden måde. Hans ord fik hende til at vende blikket mod hans skikkelse. Han var den eneste som hun ikke var bange for at kigge i øjnene, han kiggede ikke underligt på hende fordi hendes øjenfarve var forskellig. Hun nikkede stille. Hun var der virkelig, uden for slottet, alene. Hun havde manglet ham men hun havde ikke vidst hvor hun skulle lede efter ham og han havde ingen mulighed haft for at finde hende. At de stod foran hinanden her var intet mindre end et mirakel.
At han kom hende nærmere gjorde hende ingenting. Hun var ikke bange for ham, ja faktisk så ville hun jo gerne have at han kom tættere på hende. Han gjorde hende tryg, sådan havde det altid været. Hun vidste ikke hvordan han kunne have den effekt på hende som ellers altid havde frygtet alt og alle. Han var speciel og det var noget som hun godt kunne lide. Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Hun bemærkede hvordan hans kom hende helt tæt og mærkede hans hånd mod hendes kind. Det var næsten som om hun frøs fast i tiden, ikke i frygt men måske mere overraskelse. hendes blik søgte hans ansigt og forsigtigt tiltede hun hovedet mod hans hånd som at fortælle ham at det var okay. "Jeg ... Mange ting. Rigtig mange ting" endte hun stille. Der var så meget, hvor skulle hun dog begynde? hun sukkede svagt og lukkede kort øjnene bare for at nyde at han faktisk var der og at dette ikke kun var en drøm. "Jeg har savnet dig." Hendes ord var ikke mere end en stille hvisken men hun mente dem virkelig.

[Deleted]

At stå overfor Ahriana, var rent faktisk en kæmpe udfordring for Jophiel. Der var sket meget i hans liv, siden de havde set hinanden sidst, hvilket han naturligvis godt kunne mærke. Dog ændrede det ikke på det faktum, at hun virkelig betød meget for ham, og særligt fordi, at hun igennem deres tilværelse sammen, havde accepteret ham, som den mand han var, hvilket var noget, som virkelig betød meget for ham.
Let lod Jophiel hånden stryge over hendes kind, og med et stille smil på læben. Godt var det uden tvivl at se hende, og det var han skam heller ikke bange for at erkende i den anden ende. Særligt ikke, når det nu var på denne her måde. Han kunne uden tvivl rigtig godt lide det. At der var sket hende noget, var en tanke, som naturligvis gjorde ham trist til mode, for han ønskede ikke, at noget skulle ske med hende. Det var hun alt for værdifuld til i hans øjne. "Du skjuler noget for mig, Ahriana," sagde han med en dæmpet stemme. Grotesk som det end var, var der ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det, kunne man jo sige. Synd og skam, ville det i hvert fald være, at skulle sige det. Han lod hovedet søge på sned, som han betragtede sig af hendes skikkelse. Han var oprigtigt bekymret. "Jeg har også savnet dig," sagde han med en dæmpet stemme. Han mente det dog. Han havde tænkt meget på hende, og han havde uden tvivl også savnet hende, i den tid, hvor de ikke havde set hinanden.

[Ahriana "Master of Time"]

Det var underligt at være i nærheden af Jophiel igen. Hun havde savnet ham, manglet ham. Selvom det havde været så længe siden hun havde set ham så havde hun tænkt på ham. Selvom han ikke vidste det så havde han været hendes støtte hver gang det var blevet svært for hende. Når hun havde været bange havde hun tænkt på ham og den tryghed som han havde givet hende. Hun holdt meget af ham, det var hun ikke bange for at benægte.
Hendes blik søgte hans og hun sendte ham et lille smil. Det var næsten som en drøm at stå her sammen med ham. Det var noget som hun ikke havde troet skulle ske igen. Ved hans ord bed hun sig stille i læben før hun så rystede på hovedet. "Nej, jeg skjuler ikke noget, Jophiel. Jeg ved bare ikke hvor jeg skal begynde. Det er så længe siden jeg har set dig og der er sket så meget. Jeg blev jagtet fra slottet og endte i min vildfarelse på den anden side af muren. Det var ikke ligefrem en succes tur må jeg ærligt indrømme" mumlede hun stille og sukkede stille. Det havde ikke ligefrem været en god tid for hende. Det værste havde dog været at Kimeya havde taget hendes kræfter. Hun følte sig virkelig magtesløs uden den. Det gjorde ondt, ikke fysisk men mentalt. Det havde været en del af hende hele hendes liv og nu kunne hun intet. At han også havde savnet hende fik hende til at smile oprigtigt. Hun havde altså ikke været helt glemt hvilket var en dejlig tanke. Jophiel var den første hun havde knyttet sig til i så mange år, han betød voldsomt meget for hende og var en rigtig god ven. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle have gjort hvis hun ikke havde mødt ham.

[Deleted]

At noget ondt var sket hende, var for Jophiel, næsten den værste nyhed, som hun kunne give ham. Ikke mindst fordi, at han igennem så lang tid, havde forsøgt at få hende over på denne side af slottets beskyttende murer, for at vise hende, at den verden, som hun måtte være en del af, ikke var decideret farlig.. Nu kunne man vel snildt sige, at han havde fejlet den opgave? Et sted var det jo så en tanke, som efterlod ham med en forfærdelig dårlig samvittighed.
Jophiel betragtede sig af hende. Hans blik var dog tildels præget af skyldfølelse. "Jeg er virkelig ked af, at det er det, som er sket dig.. Noget er tydeligt sket, og det er næppe godt." Hvorfor skulle hun ellers stå der foran ham, som hun gjorde i øjeblikket? Var det underligt, at det var ham en tanke, som efterlod ham med en forfærdelig samvittighed? Han sukkede let, inden han lod hånden falde. Om han havde vidst, at der var sket hende noget, ville han ikke have tøvet med at søge efter hende, men intet havde han vidst.. Var det hans skyld? Han vidste det ærlig talt ikke, som han heller ikke vidste, hvem der var blandet ind i sagerne. "Du kan sætte dig sammen med mig, og fortælle mig, hvad der er sket," opfordrede han. Her ville han da passe på hende. Herude, kunne han i hvert fald love hende for, at der ikke ville ske hende noget som helst. Det tillod han bestemt ikke!

[Ahriana "Master of Time"]

Man kunne ikke sige at hendes første tur udenfor slottet i flere tusinde af år havde været successful. Det var trist men der var ikke noget at gøre ved det? Sket var sket. Det værste var tabet af hendes magi og dog så havde det på en eller anden måde gjort hende mere rolig. Hun var ikke lige så bange for alt og alle som hun havde været før så helt skidt var det måske ikke? Det ville tiden vise. Hendes blik søgte hans og hun anede hans følelse af skyld. Dette var ikke hans skyld, intet af det var hans skyld. "Verdenen er et farligt sted hvis man ikke er ude så meget. Jeg har været uheldig men jeg er okay. I de mørke stunder hvor jeg var bange så tænkte jeg på dig og den tryghed som du har givet mig. Det hjalp mig igennem og jeg fandt vej tilbage til Procias" endte hun roligt og dog med et lille smil. Hun mente det virkelig. Intet af det som var sket hende var hans skyld, hun havde bare været uheldig men hendes held var da vendt lidt tilbage nu hvor hun havde mødt ham igen.
Som han lod hånden falde fra hendes kind og inviterede hende til at sætte sig sammen med ham nikkede hun stille. Hun havde intet imod at fortælle hvad der var hændt hende. Sandt at sige så kunne det vel have været meget værre? Hun havde hørt mange rygter om hvad der kunne ske med kvinder alene på vejen så alt i alt havde hun vel været heldigere end så mange andre? Hun løftede let sin ene hånd og greb hans hånd og gav den et lille klem før hun slap den igen. "Vagterne på slottet brød sig ikke om fremmede der rendte rundt indenfor murerne uden tilladelse. De jagtede mig ud og jeg søgte mod skoven her. Det er et smukt sted" sagde hun roligt og lod blikket glide rundt på omgivelserne.

[Deleted]

Skylden prægede uden tvivl Jophiel, og særligt fordi, at han havde lovet hende, år hun engang kom ordentlig ud, at der intet ville ske hende, og det var jo så sket alligevel. Var han rent faktisk løbet fra sine løfter, ligesom hans far havde gjort i sin tid? Ikke fordi at han ønskede at ligne den mand! Det var det sidste, som han havde lyst til, hvis han skulle være helt ærlig!
Det var ikke nogen hemmelighed, at verdenen var et farligt sted, hvis man ikke vidste hverken fra eller til, og alle de år, som hun havde gemt sig, uden tvivl talte imod hende. "Det har jo aldrig været meningen, at noget skulle ske dig. Jeg lovede dig, at passe på dig, når du søgte ud.. Jeg føler at jeg har fejlet," fortalte han med en dæmpet stemme.
At hun gik med til at sætte sig, gjorde ham glad. Det virkede i hvert fald ikke til, at hun klandrede ham for noget, og det kunne han da naturligvis godt lide. Han tog derfor hendes hånd, inden han tog pladsen ved siden af hende. Skoven var et smukt sted, hvilket jo også var grunden til, at han havde slået sig ned her. Han trak ganske kort, men svagt på smilebåndet. "Det er jeg ked af at høre," begyndte han. Det kunne da ikke være sjovt, at være jagtet væk, fra sine trygge rammer, hvor man i forvejen, havde været i rigtig mange år. "Skoven er uden tvivl smuk.. Jeg vil gerne vise den, hvis du vil lade mig," opfordrede han. Måske at det kunne gøre lidt op for svigtet, som han følte, at han havde udsat hende for?

[Ahriana "Master of Time"]

Han havde lovet at der intet ville ske hende når hun endelig kom ud men ej havde han brudt sit løfte. Han kunne jo ikke beskytte hende når han ikke var der og han kunne jo ikke rende op og ned af hende hele tiden. Han havde jo også sit eget liv at tage sig til og derfor var det ikke hans skyld på nogen som helst måde. Hun sendte ham et lille opmuntrende smil. Hun var i live og lige nu så var det det vigtigste af det hele.
"Det skal du slet ikke føle. Sidste gang vi så hinanden gjorde du klar til at søge i krig, du kunne ikke være hos mig hele tiden. Jeg bragte migselv i problemer ved at rende rundt i en tid hvor der var så meget uro. Det kunne du intet have gjort fra eller til" forsikrede hun ham. Dette var slet ikke hans skyld og hun kunne ikke lide at han sad med den følelse. Hvad skulle han da kunne have gjort? Der var så mange andre ting som pressede på den gang.
Hun satte sig ned på knæene på jorden og den store kappe posede let omkring hende. Hun vidste at den var alt for stor men hun følte sig en smule mere sikker under den og det var derfor hun altid rendte rundt med den. Den var på en måde blevet et skjold for hende. Hun mærkede hans hånd som tog om hendes og varmen søgte til hendes kinder med det samme. Hun begyndte let at stryge hans hånd med sin tommelfinger mens hendes blik søgte hans. "Jeg vil meget gerne se noget mere af den. Det er kun anden gang jeg befinder mig herude i så mange år. jeg søgte hertil da jeg blev jagtet fra slottet. Skoven skulle være en skjul men det blev ikke bedre. Jeg trådte i en fælde nede ved en år men blev heldigvis redet af en magiker som hjalp mig fri og fik forbundet mig og bragt mig til en healer" fortalte hun roligt og betragtede ham. Hun følte sig langt mere rolig nu sammen med ham end hun havde gjort det længe. Det betød virkelig meget for hende at se ham igen.

[Deleted]

Uden tvivl følte Jophiel, at han havde svigtet hende, hvilket han slet ikke kunne have. Han var jo i forvejen en mand, der var præget af mange tanker og mange følelser, og særligt fordi, at han igennem sit liv, havde været vant til at være dømt på, hvad andre krævede og ønskede af ham. Hvilket i mange henseender, ikke havde været noget, som han kunne imødekomme, uden at det ville gå galt. Og nu stod han jo så her. Han sendte hende et skævt smil. Enig med hende, det var han ikke just.
"Det er muligt, at du ser således på det, Ahriana, men det gør jeg ikke.. Jeg lovede at passe på dig.. Krig eller ikke..Den blev heldigvis ikke til noget," sagde han ærligt. Fredsaftalen, som var gået i hus, havde forhindret krigen, hvilket nok også var det, som havde reddet Jophiels liv på sigt, hvilket han naturligvis var rigtig glad for.
Han satte sig ned ved siden af hende, hvor han samtidig også tog omkring hendes hånd, som han trykkede let i sin egen. Han sendte hende et skævt smil. Hun havde været heldig, også selvom hvad der egentlig konkret var sket med hende, var ukendt for ham, så kunne han jo ikke rigtigt finde ud af, om hun bare holdt tingene skjult for ham. Han brød sig i forvejen ikke meget om hemmeligheder.
"Du kan fortælle mig, hvad der er sket, Ahriana.. Hvad skete der derude?" spurgte han med en dæmpet stemme. Nysgerrig var han jo, også fordi, at hun virkelig var vigtig for ham. Rigtig vigtig endda, ellers ville han heller ikke sidde der.