You were never alone

[Lily Rose Summers]

Lily forstod godt, hvis det kunne være svært. Hun forstod jo heller ikke alting selv og var stadigvæk kun ved at finde ud af hvordan hun selv var i dag. Hendes reaktionsmønstre havde jo ændret sig. Hun var bange for nogle ting, hun ikke havde været førhen og hun havde nogle andre måder at reagere på i visse situationer, som hun jo måtte acceptere og leve med. "Det gør jeg også selv... Men jeg er glad for, at du også gør," svarede hun med et skævt smil. Det var nu meget rart at sidde her og snakke med ham, selvom omstændighederne måske var lidt underlige. Hun ville jo bare gerne gøre ham lidt glad også i disse mørke tider. At han blev genert, fandt hun faktisk sødt. Det var længe siden hun faktisk havde formået at berøre ham sådan, men hun kunne godt lide det. Hun lo let til hans ord og løftede en hånd, som hun flygtigt strøg over hans kind. "Det ved jeg heller ikke," svarede hun stille og smilede let. At hans hænder nu lå nær hendes hofter fik det faktisk lidt til at sitre i hende. Hun vidste ikke om det var behageligt eller uheldigt. Det var længe siden hun var blevet berørt og hun skammede sig stadigvæk lidt. Hun blev dog siddende, nu hvor han ikke havde sluppet hende. "Det er jeg glad for," svarede hun stille. Hun lænede sig lidt frem mod ham igen og lod sine hænder hvile mod hans skuldre endnu engang.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det hele var svært, og Gabriel havde svært ved at finde ud af sin plads i alt dette. Med den ændring, som han skulle igennem i sit liv, var det vel heller ikke underligt? Den trygge base, og det trygge fundament, som han havde haft, som nu var mistet, gjorde det heller ikke just bedre. Hans blik søgte hendes skikkelse, som han betragtede sig af hende. Lily var en smuk kvinde, og det havde hun alle dage været. Så det kunne heller ikke komme sådan bag på nogen, når det endelig skulle være. "Det gør jeg.. Det er virkelig rart, at det ikke er alle, der har vendt mig ryggen," pointerede han med en ærlig stemme.
At sidde der med en nøgen kvinde, var ikke hvad Gabriel var vant til, og derfor handlede og reagerede man vel lidt ud fra omstændighederne, gjorde man ikke? Han betragtede hende med en sigende mine. "Jeg.. beklager, men det her er virkelig.. akavet for mig, Lily," sagde han med en dæmpet stemme. Det var jo ikke fordi, at han plejede at mænge sig med nogen som helst, og særligt, når det var på denne her måde, men for pokker.. Der var jo ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det af den grund. Som hun måtte komme tættere på, var der andre tanker, der slog ham.. følelser, som han slet ikke burde have, og tanker, som han slet ikke burde gøre sig i det hele taget! "Lily..." endte han. Han havde lige mistet hele sit liv i Procias.. Var det ikke at forhaste det en kende for meget?

[Lily Rose Summers]

Lily havde det også svært. Hun havde jo faktisk også mistet alt, hvis ikke... fået frarøvet alt af Mattheus, som hun nu skulle bygge op igen. Noget af det var nok mere falsk end andet, da det jo var skygget af magien, som hun havde bedt Salvatore lægge i hendes sind. Og hun havde ikke kunnet være foruden den, for ellers havde hun da blot ligget sammenkrøllet hjemme på sin seng. Hendes base, var jo så blevet Gabriel, for hun følte slet ikke, at hun kunne stå helt på egne ben længere. Hun mødte hans blik og sendte ham et lille smil. Hun nikkede let. Hun ville uden tvivl være der for ham, for det havde han brug for. Og hun ville gøre alt hun havde i sin magt til at hjælpe ham på rette vej, nu hvor han stod og havde mistet alt. Ved hans næste ord, så rykkede hun sig tilbage igen og foldede sine hænder foran sig. Hendes øjne flakkede og hun sænkede blikket. Det sitrede i hende efter at gå... men hvorfor holdt han så ved hende, hvis det var akavet? "Men, du holder selv ved mig," svarede hun ham dæmpet, dog uden at kigge op. Hun følte sig vel... blottet pludseligt? Nu hvor han begyndte at bemærke det? Men hun havde jo kun katteskikkelsen at gemme sig i, men det var også tæt på, at katteskikkelsen greb om hende, fordi hun fik lyst til at flygte. Hendes hjerte hamrede hurtigere, men hun holdt sig i skindet så langt. ".. hvad?" endte hun.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste skam godt, at Lily selv, var blandt dem, som havde mistet frygtelig meget, men var der overhovedet noget, som han kunne gøre ved det? Lige nu, var han nok for egoistisk til det andet. Han vidste, at Denjarna i øjeblikket, ville himle med øjnene af ham, fordi at han ikke tog sig sammen, men det var godt nok heller ikke lige nemt altid, og det erkendte han også gerne. Han vendte blikket direkte mod hende igen. Her sad han med en nøgen kvinde.. Det havde rent faktisk taget ham lang tid at finde ud af! ".. Du ved godt, hvor forkert det her ser ud, for forbi passerende.. ikke?" Et forsøg på at lette stemningen lidt, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Det handlede jo bare om, at gøre det så godt, som han nu kunne.
At det var ham som holdt fast i hende, tænkte han end ikke over, før hun pointerede det for ham. Langsomt valgte han derfor at slippe hende. Han fjernede forsigtigt sine hænder, også selvom det nu var ham meget imod. En kvindes krop, havde han nu altid været ekstremt fascineret af, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Beklager.." sagde han endeligt, som han igen hævede blikket mod hende. Fristelsen til at kysse hende, var virkelig ekstrem. Men igen.. han havde jo heller ikke ligefrem nogen, at tage hensyn til, havde han? Han rystede kort på hovedet. Hvor var det svært. "Det er ikke vigtigt," sagde han dog. Hans hjerte slog kraftigt.. Hvorfor gjorde det nu også det? Han hadede, når det forholdt sig på denne her måde!

[Lily Rose Summers]

Begge havde de mistet, selvom Lily nu anså Gabriels for at være værst, selvom de jo i bund og grund stod på samme sted. De havde ikke andre end hinanden, som jo lige nu heller ikke rigtig gjorde noget. Hun kunne give sin tid fuldstændigt til Gabriel, men hun ville også give ham plads, hvis han ville være alene, for hun kunne fint passe sig selv. Hun strejfede alligevel bare omkring som kat, hvilket de færreste faktisk bemærkede, fordi hun var tilpas lille til at kunne gemme sig ved husmurene eller i de små baggårde rundt omkring. Hun så stadigvæk ikke på ham, da hun ikke rigtigt turde i øjeblikket. "Det har jeg ikke lige tænkt på," svarede hun stille. Hun vædede flygtigt sine læber og strøg let sine fingre på den ene hånd over den anden hånd, da hun ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Som han gav slip på hende, så tog hun det også som tegn til, at hun skulle smutte, så hun endte med at svinde ind i katteskikkelsen igen. Derefter sprang hun af hans skød og lagde sig i stedet nede ved siden af ham. Hendes hjerte bankede fast mod hendes bryst, for hun kunne slet ikke finde ud af alt det her. #Har du tænkt dig at blive her hele natten?# spurgte hun ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hele denne situation, var forvirrende. Han gjorde sig tanker, som han typisk ikke gjorde sig. Hans blik søgte hendes skikkelse. Sandt at sige, at hun fulgte efter ham, og at dette, uden tvivl var en kæmpe trøst for ham, som han ikke var i stand til at beskrive. Det gjorde ham glad. Oprigtigt, så var det noget, som gjorde ham glad. Han trak vejret dybt. Hun ofrede jo faktisk sit trygge liv, og den trygge tilværelse for ham, og hvorfor? Han forstod det virkelig ikke, for det var slet ikke meningen, at hun skulle gøre det. "Du er mig en yderst mærkværdig kvinde, ved du godt det?" spurgte han med en sigende mine.
At hun trak sig, og forvandlede sig til kat, kun for at lægge sig ved siden af ham, sagde han intet til. Langsomt måtte han derfor vende blikket mod hendes skikkelse igen. Hun var nu sød.. kær, og hun ville være omkring ham? Han kunne jo godt lide det. Hånden hævede han kort, for at stryge mod hendes hoved. "Jeg finder ro her, selvom jeg ved, at jeg ikke burde," sagde han direkte. Det havde Denjarna jo trods alt også lært ham, kunne man sige. Han slog hovedet let tilbage ind mod muren bag ham og med et tungt suk. "Jeg burde være langt væk herfra," sagde han ærligt. Det var jo så lige den part, han ikke rigtigt kunne finde ud af.

[Lily Rose Summers]

Lily lagde sig ved hans side, så endes rumpe egenligt vendte samme vej som hans egen og hendes blik vendte ned mod hans fødder. Hun slikkede sig om snuden og lagde så hovedet ned over hendes forpoter, så hun kunne hvile nakken. Hun ville ofre alt for Gabriel, selvom det måske lød voldsomt. Men hun var så knyttet til ham, at hun ikke kunne slippe tanken om det... eller ønsket om at beskytte ham. Hendes hale lå stille på jorden i en halvbue og så lå hun ellers bare stille og tog nogle rolige vejrtrækninger. #Hvordan skal jeg tolke de ord?# spurgte hun ham. Skulle hun tage det negativt? Eller mente han det positivt? Hun var faktisk lidt i tvivl netop i øjeblikket, så hun håbede da, at han faktisk ville forklare for hende, hvad han tænkte på. En let spinden forlod hende, da han strøg hende over hovedet. Det var ikke rigtigt noget hun tænkte over længere, det skete bare per automatik. #Så lad os finde et andet sted?# foreslog hun.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste ikke rigtigt hvordan han skulle tage alle de her ting, og dette var ikke just noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det var et helt liv, som skulle omlægges, og her sad Lily samtidig og bad om at blive en del af det..? Han vendte blikket mod hende. "Ja, hvis jeg vidste det, så var det meget nemmere," sagde han med en rolig stemme, som han kort trak på skuldrene. Det var hårdt. Det var virkelig hårdt for ham.
Han vendte blikket mod hende. Det var måske en god idé at de kom videre, men hvor de skulle søge hen, var jo så straks det nye spørgsmål. Han måtte jo erkende, at han jo ikke kendte så meget til Manjarno, selvom han ville elske at kunne sige, at han gjorde det. "Hvis jeg vidste, hvor vi kunne tage hen," sagde han med en direkte stemme. Han endte med at trække benene en anelse til sig, inden han denne gang valgte at rejse sig op. De kunne ikke blive, hvilket han vidste, men hvor pokker skulle de da ellers tage hen? Han havde jo ikke noget fast tag over hovedet længere.

[Lily Rose Summers]

Nok vidste Gabriel ikke meget om hvordan han skulle reagere. Men Lily var selv på bar bund lige nu. Så måske det bare skulle have lidt tid? Hun ville lade ham vænne sig til, at hun faktisk fulgte ham rundt, fremfor at gemme det. Hun ville gerne være en del af hans nye fremtid, hvis han ville lade hende, så nu måtte hun jo se, hvordan det kunne lade sig gøre. Og om det kunne lade sig gøre? Hun lo blidt i hans tanker, blot for at lette på stemningen en smule. #Mon ikke vi så finder ud af det,# svarede hun ham. Hun håbede da på, at de faktisk kunne finde ud af det, for hun havde virkelig knyttet sig til Gabriel. Og hun var glad for ham... virkelig glad for ham. Hun vidste godt, det slet ikke burde være sådan, men hun kunne slet ikke lade vær. Som han rejste sig, så skubbede hun sig også op på de små ben. I et par lette spring op ad den sammenfaldne ruin, så endte hun oppe på muren og kunne nu se ud over det åbne landskab. #Jeg ved det heller ikke, jeg kender ikke Manjarno særlig godt,# svarede hun dæmpet og vendte blikket tilbage mod ham. Hun slikkede sig let om snuden. #Hvis du nu flyver... så kan vi holde øje fra luften og prøve at finde et forladt sted, der er mere skjult?# foreslog hun. Det var da den nemmeste måde at komme afsted.

//Out.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste ikke, hvordan han ville reagere på det hele, og derfor var det naturligvis også rart, at han havde nogen omkring ham, som ville give ham det albuerum, samt hjælpe ham med det hele, for det kom han til at få brug for, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han trak kort på den ene mundvig, hvorefter han rystede på hovedet. Vingerne bredte han. "Det håber jeg da, at vi gør," endte han med en rolig stemme. Han havde da i det mindste nogen omkring sig, som gjorde det nemmere for ham, at håndtere, selvom det stadig var en svær situation for ham, at befinde sig i.
De burde flyve, hvilket han vidste. Derfor tog han omkring hendes lille skikkelse, og løftede hende op, og lagde hende på sin arm. Kort strøg han hende over hovedet. Det var vel på tide, at komme derfra nu? Det var i hvert fald sådan, at han så på det. "Bare lig stille," bad han, inden han direkte satte af fra jorden under dem, og søgte op mod den store himmel. Hvor de tog hen, vidste han ikke, men Lily havde han da med sig denne gang.

//Out