You were never alone

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var slet ikke underligt for Gabriel, at snakke med Lily i denne skikkelse. Det var efterhånden noget, som han var vant til, da det var en del af hende, og det var noget, som han godt kunne lide. At gøre skade på hende, var slet ikke noget, som han ønskede at gøre bevidst, men om det kom til at ske alligevel, kunne han jo trods alt heller ikke ligefrem love hende. Han lod hovedet søge på sned, som han sendte hende et let smil. "Det gør jeg ikke, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kommer til det alligevel," sagde han med en direkte stemme, som han igen betragtede sig af hendes skikkelse.
Det var uden tvivl et meget ømt punkt, Lily måtte ramme, for han var ked af det. Han var ked af den ændring, som hans liv havde taget. Han trak vejret dybt. Det gjorde uden tvivl ondt, og særligt når han tænkte på Silia. Ja, gad vide hvad hun egentlig rendt rundt og lavede? Han vidste jo ikke noget so helst.. eller ikke hvad Marius, Jason eller nogen anden, gik rundt og lavede. "Smerte, er blevet en del af mit liv, som det er blevet en del af min race, Lily, så det er vel bare at lære at acceptere det?" Igen vendte han blikket mod hendes skikkelse. Man kunne bestemt ikke påstå, at han havde været heldig i det tilfælde, for det havde han da åbenbart aldrig været.

[Lily Rose Summers]

Lily lagde sig til rette i Gabriels skød, da han var noget behageligere at ligge på end stenene. Nok var hun blevet god til at agere som kat, men hun vendte sig aldrig til de dårlige soveforhold. Det var klart blødest at sove i en seng eller bare på noget blødt, men det havde desværre ikke været tilfældet den seneste tid. Hun gemte sine penge til andre ting end at bruge dem op på kro overnatninger. Hun sukkede dæmpet. Det vidste hun jo godt, for det kunne jo løbe af med ham, så han i sidste ende ikke kunne styre det. Men hun vidste, at han aldrig ville skade hende med vilje, for en sådan mand var han slet ikke. #Den tid den sorg, Gab. Jeg er ikke skrøbelig,# svarede hun ham roligt. Hun havde gennemgået meget og hun ønskede jo faktisk at være der lige netop for ham. Så måtte hun jo også tage de knobs det kunne give med i længden.
Hun vidste, at hun ramte et ømt punkt, men han blev trods alt nødt til at tale om det på et eller andet tidspunkt. #Accept kan være mange ting Gabriel... Men du bliver nødt til at bearbejde smerten før du kan acceptere den, for ellers vil du bære rundt på det for evigt fremfor at lade det glide i fortiden. Du må bestemme dig for at se frem og ej tilbage,# svarede hun ham dæmpet. Hun så op på ham, men blev liggende på sin krævede plads i hans skød.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vendte blikket mod Lily, som hun lagde sig til rette i hans skød. Det var virkelig rart med noget genkendeligt hjemmefra, men det var samtidig også en følelse, som satte gang i en masse tanker, som slet ikke gavnede ham for nu. Han måtte jo bare indse, at det var et tabt liv, som han ikke kunne gøre alverdens ved af den grund. Han vendte blikket mod hendes lille skikkelse, som hun lå der. Hun ville ikke påstå at hun var skrøbelig? "Du ser mig nu meget skrøbelig ud, i den skikkelse, min kære," kommenterede han med en rolig stemme.
At snakke om det, som var sket på hjemmefronten, var slet ikke noget, som han var klar til endnu. Stod det til ham, ville han faktisk bare hellere glemme alt om det liv, som han havde haft i Procias, for han ville aldrig få det tilbage igen. De havde uden tvivl begge, været uden om det, og lige gode om den sag, selvom det næppe var noget, som gjorde det meget bedre af den grund, for det gjorde det da godt nok heller ikke. Hånden strøg han over hendes hoved og videre over hendes ryg, hvor et svagt smil passerede hans læber. Hvor var hun dog irriterende stædig. "Jeg nærer på smerte.. selv min egen," kommenterede han. Det var omvæltningen til dødsengel, som faktisk krævede mest af ham.

[Lily Rose Summers]

Lily smilte tilfredst for sig selv, som hun fik lagt sig til rette i Gabriels skød. Det var noget mere behageligt for hende og det var faktisk rart at være tæt på ham, nu hvor hun bare havde fulgt ham i skyggerne den sidste tid. Nok var Procias et tabt liv, men han blev nødt til at finde ud af sit nye liv her i Manjarno. Og hun blev nødt til at finde ud af, om han ville have hende ved sig eller om han faktisk reelt i længden mente, at hun burde tage 'hjem'. Også selvom hun ikke vidste hvad det hjem var længere, for hun følte ikke rigtigt, at hun hørte til nogen steder mere. Hun fnøs og lo let i hans tanker. #Jeg kan jo gøre mig til menneske, husker du nok,# svarede hun dæmpet. At han havde kaldt hende kære, vidste hun ikke lige hvordan hun skulle forholde sig til, så hun lod vær med at kommentere på det eller gøre noget yderligere ved det. Hun vidste, at han gerne ville glemme, for hans smerte var jo stor. Ligesom hendes havde været, da hun var hjemvendt fra mørket. Og hun havde jo selv tyet til magien til at hjælpe hendes sind på vej, da hun ikke havde kunnet kapere smerten. Fraværende endte hun med at spinde, da han strøg hende over hoved og ryg. Nok var hun stædig, men det var vel en af hendes charmerende sider, ikke? #Derfor kan du stadigvæk vælge om du vil hægte dig i fortiden eller se frem. Smerten ændrer sig måske ikke, men i længden vil det ikke gøre dig ligeså ondt at se frem som at leve i fortiden,# svarede hun ham igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At sidde der med Lily, var slet ikke en tanke som Gabriel havde noget imod, for han elskede det et sted. For ham, var det dejligt, med noget hjemligt, og særligt fra hans tid i Procias, som han nu også måtte vinke farvel til. Det var egentlig ganske uhyggeligt.. Det var et helt liv, som han skulle vinke farvel til. "Det ved jeg godt.. Men i nuværende situation, så er du en skrøbelig lille missekat," pointerede han med et drilsk smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være.
Nu hvor hun lå der i hans skød, og begyndte at spinde, måtte et smil alligevel passere hans læber. Han lænede sig roligt tilbage, og vendte blikket omkring dem. Ruinerne var uden tvivl et sted, som han burde holde sig langt væk fra, selvom det bestemt ikke var nemt. Langt fra faktisk. "Jeg har accepteret det, men det ændrer ikke på det faktum, at det gør ondt," kommenterede han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Hans kærtegn blev lidt mere hårdhændet, end tidligere, ved tanken.. men han forsøgte da stadig, at overkomme det, som han nu kunne. Han trak vejret dybt. "Det er en personlig udvikling og forvandling.. Det er også den, som gør det svært for mig," tilføjede han med en ærlig stemme. Han var ked af det.. Ingen tvivl om det.

[Lily Rose Summers]

#Pas på hvad du siger, kære Gabriel... Du ved såvel som jeg, at jeg er uimodståelig når jeg først går i gang. Og jeg mener ikke i skikkelse som 'lille missekat',# svarede Lily med et skævt smil. Hun havde lyst til at forvandle sig, men hun vidste ikke om hun turde bruge det kort imod ham, for det ville uden tvivl ikke være fair. Og så måske alligevel, så ville det hjælpe ham til at glemme lidt for øjeblikket. Hun smilede dog alligevel lidt over, at han havde kaldt hende missekat, men rystede det hurtigt af sig. Hun spandt dæmpet, indtil det gik op for hende, at hun faktisk lå og spandt over hans kærtegn og holdt igen. Selvom ruinerne måske ikke var det mest ideelle sted at være, så var de da alene for nu og det kunne hun godt lide. Hun drejede sig om på siden og kiggede op på ham med sine søde katteøjne. #Det ved jeg godt... Jeg brugte magi til at dulme min egen smerte, da jeg hjemvendte fra mørket. Det var et fejt trick. Men jeg vil gerne hjælpe dig videre Gabriel, hvis du vil lade mig,# svarede hun ham. Hun mente det, for hun ville gerne blive hos ham, hvis han ønskede det. Hun var bare for stædig til at ville sige det direkte til ham. Hun satte sig op i hans skød og endte med at forvandle sig. Hun sad nu overskrævs hans skød, med en hånd på hver af hans skuldre. Hendes hår faldt ned over hendes skuldre og skjulte hendes bryster, der ellers var bare. For hun var faktisk komplet nøgen. Hovedet lod hun søge let på sned, mens hun kiggede ham dybt ind i øjnene. #Lad mig dulme din smerte,# endte hun dæmpet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Er det en udfordring?" spurgte Gabriel med en sigende mine, som han atter en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Hovedet lod han søge på sned. Han tog det nu ikke så ungt.. Heller ikke det faktum, at han var en mand der rent faktisk led.. selvom hans nylige race, rent faktisk nød, at han havde det på den måde, og det var uden tvivl også med til at gøre det rigtig svært for ham. De mørke øjne søgte hendes skikkelse, som hun lå der og spandt i hans skød. Det var uden tvivl en meget underlig og meget mærkelig fornemmelse, det måtte efterlade ham med.
At hun pludselig endte med at forvandle sig i hans skød, og med begge hænderne placeret på hans skulder, forundrede ham uden tvivl. En voldsom sitren skød voldsomt igennem hans krop og sind. Han bed tænderne tydeligt sammen. Magi til at hjælpe? "Og hvordan vil du påstå, at magi kan hjælpe mig i en situation som denne her? Det er en smerte, som jeg må lære at leve med.. Jeg har mistet den kvinde, som jeg holdt nær og kær i mit liv.. jeg kan ikke vende tilbage.. jeg er ved at gennemgå en kæmpe forvandling, og jeg skal starte forfra stort set.." Han sukkede let. Det var ikke det, som han ønskede at snakke om, men det var derimod det, som for alvor måtte plage ham.

[Lily Rose Summers]

Lily lo blot let til hans spørgsmål, om det var en udfordring, men lod det være ved det. Det måtte han jo selv bestemme om det var en udfordring, eller om han ville bukke under for hendes forførende metoder. Han led og han var i smerte... Men dødsenglen han var blevet til, eller var ved at blive til, levede på den smerte. Det var ret komplekst og hun kendte ikke meget til dødsengle, men hun kendte Gabriel og hun ønskede at hjælpe ham. Hun bed sig i læben. Havde det været klogt at forvandle sig? Nu blev hun pludselig usikker, men hun holdt sig selv i nakken og blev siddende. Den ene hånd lod hun glide om i hans nakke, hvor hun lod fingrene nusse ham blidt i håret. Hendes hjerte bankede dog lidt hårdere i hendes bryst. Selvom hun var meget som den pige hun altid havde været, så var der også nye sider til hende efter tiden i mørket. Men var det underligt? Hun følte ikke, at hun var ligeså smuk som førhen og troede derfor ikke fuldt på sine forførende evner, som hun havde gjort førhen. Men måske det var meget godt, for det ville vel så få hende i færre problemer med mænd. "Jeg... mente ikke magi," endte hun stille. Hun så indgående på ham med sine krystalklare øjne og trak let på smilebåndet. "Du har mistet meget... Men jo mere du bygger op igen, jo nemmere vil det blive for dig. Det tager tid, men du må tage valget om at ville tage en frisk start," svarede hun ham dæmpet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det hele var komplekst for Gabriel, og derfor havde han virkelig frustreret. Det gjorde ondt, men var behageligt på samme tid, og det var det, som han ikke rigtigt kunne finde ud af. Det var en frustration uden lige for hans vedkommende! Uanset hvad det var hun måtte referere til, var det ikke just noget, som han fulgte hende i, og derfor var det vel heller ikke underligt, at han rent faktisk var temmelig forvirret? Han rynkede kort i panden. "Og hvad er det helt præcist du referere til, Lily?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Alt tage ti betragtning, sad han jo her med en nøgen kvinde i sit skød, og han havde ikke længere nogen at tage hensyn til derhjemme.. Han havde jo faktisk ikke rigtigt noget hjem længere. Et sted følte han sig virkelig på bar bund i øjeblikket.
En frisk start, var derimod noget, som lød som en rigtig god ting, men hvad skulle han da kunne gøre det? Han vendte blikket direkte mod hende. Hans øjne var langt mere tomme, end hvad de plejede at være. Det var en grusom forvandling, som han var igang med. "Det jeg havde, er noget, som jeg har mistet.. Det er ikke bare småting, men derimod et helt liv," kommenterede han ærligt. Lige nu, gjorde han sig næppe den store forventning om noget som helst.

[Lily Rose Summers]

Lily ønskede at være der for Gabriel. Mest af alt, fordi han var den, som hun var knyttet til for tiden. Han havde ladet hende få stillingen som hans livvagt uden tøven og hun havde gjort det til sin mission at klare det bedre denne gang end sidste gang, hvor det var endt helt galt. Hun kunne godt mærke hans forvirring og måtte bide sig lidt i læben. Hun var måske meget den samme som før, men hun havde nøkker fra sin tid i mørket. Hun knyttede sig nemlig nu til folk hvor hun førhen havde været fuldkommen selvstændig. Og det var måske dumt at lade det bånd lægge sig om Gabriel, men sådan var det for nu og sådan ville det være, indtil han faktisk klippede snoren. Hendes hjerte begyndte at hamre, da han spurgte nærmere ind til det. Hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det... og havde mest af alt lyst til at forvandle sig til katteskikkelsen igen. "Selvom du måske har troet, at jeg er fuldstændigt som jeg var førhen, så har jeg forandret mig Gabriel. Med katteskikkelsen især... Jeg knytter mig til folk, hvor jeg førhen har været fuldkommen fri. Og jeg har knyttet mig til dig," svarede hun. Det lød måske tåbeligt. Katte var normalvis selvstændige skabninger, men i sidste ende, så valgte katte altid én person, som de valgte at vie sig til. Og hun havde ikke engang valgt ham bevist, det var bare... sket.
Hun nikkede. "Det ved jeg. Men hvis du siger til dig selv du vil starte på ny, så tror jeg på du kan," endte hun.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var uden tvivl en svær situationfor Gabriel at befinde sig i. Lily var en kvinde, som han holdt frygtelig, frygtelig nær, og dette var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag, når det skulle være i den anden ende. Han ville jo selv bare gerne sikre sig, at hun havde det godt, og det var vel heller ikke så underligt? Han vendte blikket mod hende igen. Hun var knyttet til ham? Det var jo slet ikke meningen at det skulle være på den måde.. Han vidste heller ikke rigtigt, hvad det betød på sigt.
"Og hvad skal det betyde, Lily? Jeg ved ikke hvad det betyder, at du er knyttet til mig, og jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det. Det er forvirrende nok, som det er i forvejen," fortalte han med en ganske alvorlig mine.
At sidde med en nøgen kvinde, var slet ikke noget, som gjorde ham det mindste. Han tænkte slet ikke på det, på den måde. Et sted, var han vel vant til, at hun intet havde på? Det havde hun jo heller ikke ligefrem i skikkelsen som kat, kunne man sige. "Jeg vil gerne starte på ny.. Forfra, hvis man kan sige det sådan.. Men det er svært, at vende ryggen til det liv, som jeg dengang havde," fortalte han denne gang med en mild frustration i stemmen.

[Lily Rose Summers]

Lily syntes selv, at det blev lidt sværere nu. Det havde ikke været planen at fortælle Gabriel om hendes tilknytning, men nu hvor hun sad her, så følte hun alligevel, at hun skyldte ham det. Hun holdt meget af Gabriel og derfor fortjente han også at vide, hvordan landet lå. Hun slog blikket ned, da han spurgte, hvad det skulle betyde. Hun var heller ikke selv helt sikker på, hvad det faktisk betød. Hun vidste bare, at hun gerne ville være nær ham og være sikker på, at han var i sikkerhed. "Du behøver ikke forholde dig til det, jeg ville bare være ærlig overfor dig. Hvad jeg ved det betyder for mig er, at du er mit hjem... Så derfor vil jeg gerne følge dig videre rundt i katteskikkelsen, hvis du lader mig," svarede hun ham og slog blikket op igen. Hun så roligt på ham og vædede flygtigt sine læber, som hun sendte ham et lille smil. "Det ved jeg godt... Men jo mere du kigger frem, så vil fortiden rinde ud og historier, som du bare har med dig, fremfor at du er låst i minderne, som du har med dig nu, fordi det lige er sket," svarede hun ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det svært med tilknytninger lige nu, og det var vel heller ikke underligt? Med alt det andet, som var sket, og særligt igennem den seneste tid, så var det vel egentlig bare på sin plads, at han holdt afstand til det hele, til han rent faktisk fandt ud af det? Han vendte de mørke øjne mod hende. Han var hendes hjem? Det var svært at forstå, at nogen i det hele taget kunne have den tilknytning af ham. Han tog det dog som en god ting. Det var jo ikke ligefrem skidt.
"Du ønsker at følge efter mig, fordi at du forbinder mig med hjem?" Det var slet ikke noget, som hun forstod sig på, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Tungen strøg han let over sine læber, som han endnu en gang vendte blikket mod hende igen. At han rent faktisk sad der med en nøgen kvinde, var det, som pludselig slog ham. Hans hjerte begyndte for alvor at hamre mod hans bryst. "Du har intet tøj på.." kommenterede han pludseligt, inden han vendte blikket den anden vej. "Du kan følge med, hvis det er noget, som du har lyst til, Lily.. Det ville være rart med noget velkendt hjemmefra... Det bliver nok hårdt.. Det erkender jeg gerne.. Den forvandling jeg gennemgår, er smertefuld," fortalte han med en dæmpet stemme.

[Lily Rose Summers]

Lily havde selv svært ved det her med tilknytninger. Men hun havde indset, at det var sådan hun var indrettet nu om dage. Mærket af tiden i mørket, så var det nu sådan landet lå og hun havde nu bare fundet ud af, at Gabriel var hendes hjem og tilknytning. Det var nok noget i hendes kattevæsen, der gjorde det. Nok var det svært at forstå. Men det var også svært at forklare, men det var nu sådan det var. Hun nikkede stille og sendte ham et prøvende smil. Hun synes selv, at det var en god ting, men kun hvis han også gjorde. "Ja... noget i den stil," svarede hun ham. Hun løftede hænderne fra hans skuldre og foldede sine hænder foran sig, som hun igen slog blikket ned. Hun vidste ikke, om hun burde rejse sig eller blive siddende, nu hvor han havde bemærket det. "Bagsiden af katteskikkelsen... Man vokser ud af sit tøj, når man forvandler sig og er så nøgen, når man forvandler sig tilbage," svarede hun ham med et lille smil. Hun så op mod ham igen, selvom han nu kiggede væk. Blev han pludseligt genert?
"Jeg er her for dig," endte hun.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Svært var det uden tvivl for Gabriel at forstå, hvordan det hele hang sammen, og det var han heller ikke bange for at erkende for hende. Let rystede han på hovedet. Det kunne godt være, at det var noget, som gav mening for hende, hvor det derimod gav knapt så meget mening for ham. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt gøre noget ved det. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. "Jeg prøver i det mindste at forstå," endte han, denne gang med et svagt træk på mundvigen. Svært var det dog uanset, hvor meget man ville det eller ikke.
Hans liv havde taget en frygtelig drejning, og her sad Lily, og forsøgte at få ham på helt andre tanker. Man kunne jo tildels sige, at det virket. Han sad for pokker med en nøgen kvinde i skødet! Hans hjerte begyndte omgående at hamre. "Ja, jeg... ved nok ikke lige, hvad jeg havde forventet.." Han trak ganske kort på skuldrene, som han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Var det underligt, at han tog således på det? At hun gerne ville blive, var uden tvivl en tanke, som gjorde ham glad.. Og det lignede ham ikke i denne tid. Hænderne lod han endnu hvile tæt ved hendes hofte. Han.. ønskede vel ikke, at hun skulle fjerne sig? Nærheden gjorde ham meget godt. "Det værdsætter jeg virkelig," fortalte han med en rolig stemme. Han mente det dog. Det gjorde en verden til forskel for ham lige nu.