You were never alone

[Lily Rose Summers]

Gabriel Maloya Nicomendes

Meget var sket i Procias siden Lily var kommet tilbage. Kongehuset var som faldet fra hinanden, da Gabriel havde været ude og lave ulykker, men Silia havde det samme. Så nu var de endt med at gå fra hinanden, Gabriel havde abdiceret og sorgen havde gjort at hans vinger var blevet sorte. Uden hans samtykke eller viden, havde hun fulgt efter ham. Heldigvis kendte han ikke hendes katteskikkelse, så han anede ikke, at hun faktisk var tæt på ham hele tiden. Selvom han havde følt sig alene, så havde han ikke været det. Og han havde hele tiden været sikker, selvom han måske havde troet, at han ikke havde været det. Men Lily var jo hans livvagt, uanset om han var konge eller ej. Og mere end livvagt, så var hun hans nære ven, som altid ville være der for at beskytte ham. Uanset hvilke fejl han havde gjort, så stod hun på hans side. Til aften havde hun fulgt efter ham til ruinerne, hvor han havde søgt til. De havde været her før. Katteskikkelsen var god som skjul i natten, men efterhånden mente hun, at det måske var på tide at afsløre sig selv. Men det måtte aftenen jo vise. Hun sprang op på ruinen og gik rundt langs den ene mur, hvor hun endte med at lægge sig på muren. Hendes hale gled langsomt langs muren bag hende, mens hun lagde hovedet mod poterne. Hun holdt blikket mod Gabriel.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var endnu frygtelig svært for Gabriel, at finde sig til rette i sit nye liv, men det handlede vel, egentlig bare om at forsøge? Manjarno, var nu blevet hans hjem, siden han havde valgt at forlade Procias. Hvordan Silia havde det, havde han ikke nogen anelse om, og hvordan han skulle finde ud af sit nye liv, var bestemt heller ikke nemt for ham.
Ruinerne havde han derfor endnu en gang, valgt at søge i retningen af. Det var betryggende, og der var stille, og det var det, som han havde brug for lige nu. Denne gang, var hans vinger, endt med at blive fuldstændig sorte, hvor der ikke var så meget som en eneste hvid af slagsen tilbage. Det var nu en tanke, som han var ved at slå sig til ro med, men det var endnu en kæmpe omvæltning i hans liv.
Stenene knuste under hans vægt, som han bevægede sig igennem ruinerne. Her havde han efterhånden tilbragt meget af sin tid, selvom det var blevet ham frarådet, udelukkende på grund af hans nuværende situation. Han havde fået anskaffet sig et våben, men tvivlede på, at han nogensinde ville få det brugt. For det ville han ikke. Han havde jo aldrig været særlig voldelig anlagt. Vinden rev i de løse lokker, som han hævede blikket. Selv den krystalblå farve i hans øjne, var væk, og erstattet af et mørke.. Et mørke, som nok også meget snart, ville ramme hans lyse hjerte.

[Lily Rose Summers]

Når det var gået helt galt for Gabriel, så havde Lily talt til ham fra afstand. Men kun en enkelt flygtig sætning, der ville virke som om hans underbevidsthed spillede ham et pus. Eller at han troede, at han hørte hendes stemme, for hun var der jo ikke. Hun havde fulgt ham længe og trofast, fulgt hans udvikling og stået klar til at gribe ind hvis noget skulle ske. Så alvorligt var det dog ikke blevet endnu - heldigvis. Det havde været tæt på mange gange, men han havde da holdt sig i skindet eller sluppet med små skrammer. Vingerne var nu helt sorte, som hun kunne se herfra hvor hun lå på den ene mur af ruinerne. Han bevægede sig væk fra hende, hvilket nu ikke gjorde hende noget rigtigt, for han ville nok blive her en rum tid, hvis ikke hele natten. Her kunne være farligt, men det havde de da ikke oplevet endnu. Hun skubbede sig op at stå og begyndte at gå langs muren, så hun kunne følge efter ham. Desværre så var muren ret ustabil og da hun trådte endnu et skridt frem, så gled hendes pote på noget sten, der var smuldret og hun gled. Hun trillede ned på en lille afsats et stykke nede og måtte lige tage en dyb vejrtrækning før hun kom op at stå igen, da det havde givet hende en mavepuster. Hun blev siddende nede på afsatsen i stedet nu. Desværre havde det dog nok lidt afsløret hendes tilstedeværelse... Hendes gule øjne vendtes mod Gabriel.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel gik lidt i sine egne tanker. Han følte sig alene om disse problematikker, og det var uden tvivl rigtig svært for ham, men for pokker.. Det var jo også en kæmpe omvæltning, som han bare ikke kunne gøre noget som helst ved.
Selvom disse tanker hurtigt blev afbrudt, da han hørte mindre bump, som lød, ikke frygtelig langt bag ham, hvor han hurtigt vendte blikket bag sig. Nu var han jo i forvejen kendt med det faktum, at hans nye race, var direkte hadet, som han ikke kunne gøre noget ved det. Han prustede let, hvor han let knyttede næverne sammen. Hvem pokker var der? Han kunne ikke rigtigt se nogen, og det var det som gjorde ham en kende urolig. Var der nogen efter ham? Det håbede han da godt nok ikke, at der var! "Hvem der?" endte han med en mere fast tone, end hvad han havde brugt tidligere. Dette var i forvejen, ikke en situation, som han brød sig om, og særligt, når han ikke rigtigt kunne se noget!
Hans blik søgte vidt og vildt omkring, for han var da uden tvivl overbevist om, at han ikke længere måtte være alene her på stedet. Blikket måtte dog endelig falde til en ellers så velkendt skikkelse. Han havde set de øjne før. Kunne det være..?

[Lily Rose Summers]

Lily kunne godt mærke, at Gabriel gik i sine egne tanker. Som kat havde hun virkelig gode instinkter, for hun var blevet tæt med sin katteskikkelse i sin tid i Dvasias. Ikke at hun huskede meget af den, det hele var utrolig fjernt, men af og til kom der små minder tilbage. Det var som om at hendes sind åbnede op for hende, når hun var klart til det. Magi var virkelig en fantastisk ting, specielt når det virkede. Og det havde det i hvert fald gjort i hendes situation, også selvom det måske ikke altid var løsningen. Men hun havde været knust. Hendes blik mødte Gabriels, da hans blik søgte rundt. Han fik da også øje på hende, for hendes øjne var jo nærmest selvlysende her i mørket. Om dagen var de blå, som hendes normale øjenfarve, men når mørket begyndte at falde, så lyste de op og blev gule, som et lille rovdyr. For hun så fremragende i mørket. Hun blev siddende på afsatsen, der var noget af muren, der var faldet sammen og havde samlet sig. Hendes hale hang ud over stenene bag hende. #Jeg er vist afsløret nu,# endte hun i hans sind.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alt den larm, som var sket, var noget som hurtigt havde fanget Gabriels opmærksomhed, og særligt når det var på denne her måde. Ikke at det var noget, som kunne skjules på denne måde. Han knyttede næverne ganske let. Blikket faldt denne gang til Lily.. Var hun virkelig kommet efter ham? Han rynkede derfor svagt på næsen, inden han kort rystede på hovedet af sig selv. "Du burde slet ikke være her, men derimod hjemme i Procias," kommenterede han med en rolig stemme. Ikke var der nogen grund til at blive sur eller irriteret over det, men det undrede ham, at hun havde valgt at tage turen hertil, for det var farligt for hende. Langt mere farligt for hende, end hvad det var for ham nu.
Gabriel sukkede let, inden han denne gang valgte at gå ned i knæ. Var det hende, som havde været omkring ham hele tiden? Han kunne ikke rigtigt forstå det, men hvad var der, at gøre ved det nu? Han lod hovedet søge på sned. "Det er farligt for dig herude," kommenterede han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Hvad pokker lavede hun egentlig herude? Som han var gået ned i knæ, søgte hånden mod hende, som et tegn til at hun skulle komme hen til ham. Der var ikke nogen grund til at skulle gemme sig, eller holde sig i det skjulte.

[Lily Rose Summers]

Lily kunne vidst ikke længere skjule sig, da slet ikke når hun faktisk endte med at afsløre sig selv. Men det gjorde hende nu ikke noget, det var tid nu til at afsløre sig for ham nu, så han faktisk vidste, at hun var der for ham. Og at hun havde været der for ham al den tid. Hun slikkede sig let om snuden. Hun vidste, at han kunne genkende hendes stemme. Mest af alt fordi hun havde leget hans underbevidsthed hvis det havde været ved at gå helt galt. #Mit hjem er ikke et land, Gabriel. Det er de personer, jeg omgås. Du er mit hjem,# svarede hun blankt. Det var nok en nøk hun havde fået efter tiden hos Mattheus. Hun knyttede sig til personer nu, ikke steder. Totalt omvendt fra før tiden i Dvasias, men sådan var det jo. Hun rystede så på hovedet til hans ord. #Jeg er din livvagt husker du nok. Konge eller ej,# svarede hun. Som han gik i knæ, så sprang hun let og elegant ned af afsatsen og trippede hen til ham på sine små fine poter. Hun gned sin hoved mod hans hånd og satte sig så ned på sin bag. Hun så op på ham. #Du har aldrig været alene Gabriel, jeg fulgte efter dig fra den dag du forlod Procias,# svarede hun.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Efterhånden var Gabriel vant til at folk vendte ham ryggen. Man kunne jo sige at Jason, Silia og alle andre, havde gjort det samme. Han havde ikke hørt fra nogen af dem.. foruden Silia, som havde sendt ringen retur til ham. At deres ægteskab, var ovre, var svært for ham, at forstå, og særligt efter alle de år, som nu havde passeret, så var det endnu sværere for ham, at begribe, at det var således, at det forholdt sig.
"Du burde stadig ikke være her, Lily," pointerede han. Et sted forundrede det ham ikke, at hun havde valgt at tage turen efter ham. Hvorfor kunne han ikke bare få lov til at være lidt for sig selv? Når det var det, han så tydeligt havde brug for i den anden ende? Han rystede kort på hovedet, inden han søgte i knæ, og lod hende komme til ham. Hånden lod han derfor stryge over hendes hoved, og denne gang også med et stille smil på læben. Lidt hjemmefra, som også var velkendt. Noget der ikke hadede ham, for hvad han havde gjort. "Det kommer slet ikke bag på mig. at du har søgt efter mig," sagde han ærligt. Hånden strøg han over hendes ryg, inden han søgte ned på enden, hvor han satte sig. "Jeg frigører dig af tjeneste.. Du skal ikke rende rundt og passe på mig. Det er der slet ikke nogen verdens grund til," tilføjede han dæmpet. Han satte sig helt ned denne gang, og med ryggen mod muren.

[Lily Rose Summers]

Lily havde slået hånden af Gabriel en gang for mange år siden, men hun havde aldrig direkte vendt ham ryggen. De havde fortsat som venner og var med tiden blevet tætte på en speciel måde. De vidste, at de altid havde hinanden, selvom de måske ikke så hinanden hver dag. Hun havde fulgt med i hele hans liv den sidste tid, hvor han havde været væk fra Procias. Han var såret, det var tydeligt for hende, men var der noget at sige til det? Han havde mistet en vigtig person i sit liv. #Hvor skulle jeg ellers være?# spurgte hun ham direkte. Hun havde ikke meget tilbage andet end ham og Salvatore. Og hun fulgte hellere med ham, da hun stadigvæk følte en hvis forpligtelse overfor ham. Også for den tid hun havde været væk. Hun slikkede sig om snuden og spandt let, da han strøg hånden over hendes hoved. Hun sad lige ved hans side og spandt fortsat, da hans hånd fortsatte ned over hendes ryg. Hun lo blidt. #Nej, vel? Jeg har hele tiden været tæt på dig, men jeg ville lade dig klare det selv, medmindre det brændte helt sammen, så ville jeg have grebet ind,# svarede hun med en rolig stemme. Hun lod hovedet glide på skrå mod ham og vendte sine små ører direkte mod ham, da han skiftede til siddende stilling med ryggen mod muren. #Jeg gør det ikke fordi jeg skal, men fordi jeg gerne vil, Gabriel. Jeg holder ikke op med at følge efter dig,# svarede hun ham roligt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Lily var uden tvivl noget, af det mest stædige som Gabriel havde været i nærheden af. Et sted, var det også en tanke, som han godt kunne lide, da det var tydeligt, at hun gjorde det, fordi at hun havde lyst, go det var uden tvivl også det, som han godt kunne lide. "Et andet sted end her.. Du kommer tilsyneladende meget til skade," pointerede han med en sigende mine. Det var jo heller ikke fordi, at han nogensinde havde ønsket, at hun skulle søge efter. Faktisk ønskede han jo bare, at finde ud af det hele på egen hånd, og særligt det nye liv, som han nu skulle til at finde ud af.
"Jeg burde have vidst, at du ikke bare ville lade mig flyve væk, da jeg tog turen fra Procias, Lily," sagde han denne gang med et stille smil på læben. I sig selv, var det jo ikke fordi, at han havde noget imod det, som han jo faktisk oprigtigt godt kunne lide det. Det var rart, at der var nogen, som faktisk ikke var helt så ligeglade med ham, som han følte, at så mange andre, ville have været, hvis det endelig var. Han var nu glad for det. Noget selskab, og noget velkendt, ville han nu heller ikke have noget imod. "Og hvad, hvis jeg ikke ønsker, at du skal følge efter mig?" spurgte han med en sigende mine, som han igen vendte blikket mod hende. Et kort smil passerede dog hans læber.

[Lily Rose Summers]

Lily var ganske vist et stædigt væsen, men det var hun nødt til at være for at være i selskab med Gabriel. For stod man ikke fast i hvem man var, så kunne han uden tvivl godt og nemt få sin vilje, men så nemt gik det ikke med hende. #Jeg har ingen andre steder, Gab... Og jeg kommer til skade uanset hvor jeg er,# svarede hun sagte og trak på skuldrene. Ligeså let og elegant som hun var, så var hun også blevet mere uheldig med årene. Hvis ikke nogen påførte hende skade, så skulle hun nok påføre dem på sig selv. Hun vidste, at han skulle finde ud af det hele på egen hånd, det var jo også derfor at hun havde holdt sig i baggrunden. Han havde jo troet, at han var alene indtil nu. #Ja. Men du har jo klaret det godt, eftersom jeg ikke har været nødt til at bryde ind,# svarede hun med en let drilsk undertone, selvom hun dog også mente det. Det var en svær situation han stod i, men han tacklede den uden tvivl rigtig godt trods alle omstændighederne. Hun blev siddende nede på stenen ved hans side og holdt blikket rettet op mod ham. Selvom hans ord sagde én ting, så var det som om, at det ikke var noget han rigtigt mente. #Så gør jeg det alligevel. Jeg tror ikke på, at du ikke vil have mig i nærheden af dig,# svarede hun med et skævt smil, selvom det var svært at se på katteansigtet. Hvis han dog virkelig ikke ønskede hende nær sig, så måtte han jo skrue bissen på og mene det, men det troede hun bestemt ikke var tilfældet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel lod denne gang begge sine hænder falde ned langs hans krop. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Sød som hun var, var hun lige så stædig, men det var vel også det, som man kom langt med her i livet? Det var i hvert fald ikke noget, som ville komme bag på ham i hvert fald. Et let smil passerede hans læber, som han lod armene søge over kors. Han klarede sig godt.. eller.. godt og godt, var vidst meget sagt. "Du må virkelig lære at passe bedre på dig selv," kommenterede han blot. Selv smerte, var noget, som han oplevede på en helt anden måde nu, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var en behagelig måde, at føle tingene på. Langt fra faktisk, for han hadede det.
Et tungt suk brød hans læber. Han klarede det nok langt værre, end hvad han egentlig gav udtryk for, men det var nu heller ikke noget, som han kunne, eller ønskede at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. "Jeg kan godt klare mig, uden at du behøver at lægge hånden over mig, Lily.. Jeg har ikke noget som minder om den samme fare hængende over hovedet længere.. Det er en tid forbi," endte han. Han havde intet imod selskabet, for han elskede det derimod. Det var vel tanken om, hvad han havde mistet i samme forbindelse? "Du kender mig for godt," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed.

[Lily Rose Summers]

Lily beundrede stadigvæk Gabriel. Det havde hun vel altid gjort? Hun havde faktisk aldrig fundet ham som attraktiv som nu hvor han ej længere var kongelig, ikke havde nogen pligter og bare var en fri mand. Dertil så var hans mørke vinger faktisk ret flotte, for de stod sorte og blanke. Og hans nye og hidtil ukendte temperament var ret tiltalende for en kvinde som hende, der altid stod som den dominerende. For hvis nogen virkelig skulle kunne få hende som sin kvinde for en længere periode, så skulle det også være en mand, der kunne give hende igen og sætte hende på plads. Hun lo blidt i hans tanker til hans ord. Passe på dig selv? #Mit job har længe været at passe på andre... Så at passe på mig selv er gået lidt i glemmebogen,# svarede hun ham sagte. Hun smilede dog indvendigt. Nok følte hun sig meget som den kvinde hun altid havde været, men hun vidste også, at meget var ændret. Hun mødte hans blik og lettede bagen, for at træde et par små poteskridt tættere på ham. Hun løftede sin ene pote og lagde mod hans ben. #Derfor har jeg holdt afstand, Gab. Nok er der ingen fare som sådan, men jeg var mere bekymret for dit eget ve og vel. Du er såret,# svarede hun ham sagte. Det kunne han trods alt ikke benægte og hun kunne mærke det med sine katteinstinkter. Hun smilede sejrende indvendigt til hans sidste ord. #Det gør jeg jo nok,# endte hun med et let grin til følge. Hvis han nogensinde slog hånden af hende, så stod hun da virkelig alene også.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Her sad Gabriel i øjeblikket, og førte en samtale med en kat. Var det underligt, at han fandt den tanke meget mærkværdig? Typisk var det dog alligevel, at det var således, at det hele skulle opfattes, men det var nu heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre det største ved. Hans forvandling, var ved at være komplet.. Mørket satte sig mere og mere i hans hjerte, og han følte kun hvordan han blev mere og mere ligeglad med tingene. Det var egentlig skræmmende for ham, at det foregik på den måde, men hvad pokker skulle han da kunne stille op? "Glem ikke, at jeg nu nærer på andres smerte, Lily," pointerede han kort for hovedet. Aldrig havde han været meget for tanken om dødsengle, og nu var han selv blevet en. Selv hans nye leder havde fundet ud af det, hvilket ikke behagede ham det mindste!
Poten som hun lagde mod hans ben, vendte han kort blikket i retningen af. Det var nu heller ikke fordi, at han gjorde noget ved det. Et sted, kunne han vel godt lide, at hun ikke var bange for ham, eller det væsen, som han var i færd med at blive til. Han fandt det nemlig selv en smule skræmmende, men kunne jo intet stille op med det. "Jeg er såret? Jeg klarer mig.." Hans mine blev straks mere hård. Selvfølgelig var han såret! Hele hans liv i Procias, var mistet! Han vendte blikket væk. Han ønskede virkelig ikke at snakke om den del af hans liv.

[Lily Rose Summers]

Lily tænkte slet ikke over, at andre nok ville anse det for underligt, at Gabriel sad og snakkede til en kat. Og ikke bare hvilken som helst kat, for hun var større end en huskat, da hendes race var mere specifik end bare kat. En ocelot nemlig. Eller det havde hun da fået at vide i Dvasias af Enrico. Mørket prægede ham, det kunne hun jo tydeligt se og mærke på ham, men faktisk skræmte det hende ikke. Tvært imod, så var det ganske tiltrækkende for hende. Det var jo typisk, at hun skulle se det sådan, ikke? Hun lod hovedet søge på sned og endte med at springe op på hans skød, hvor hun satte sig i stedet. Hun kiggede op på ham. #Og hvad så? Vil du gøre mig ondt, Gabriel?# endte hun direkte med at spørge ham. Hun troede ikke på, at han faktisk kunne gøre hende ondt, men måske hun ville komme på andre tanker hvis hun trickede hans nye vrede. Hun slikkede sig flygtigt om snuden og kunne godt se, at hun havde ramt at ømt punkt. Men han havde brug for at få afreageret eller snakket ud om det. I det mindste få taget hul på smerten han bar rundt med! #Du benægter, det er klart. Men du bliver nødt til at se din smerte i øjnene, for ellers vil den fæstne sig i dig for altid. Kom nu... fortæl lidt til lille søde mig, jeg er lutter øre til hvad end du har af tanker,# endte hun til ham.