Cheers to friendship

[Faith Jaceluck Marvalo]

Tilegnet Denjarna Dark Dynithril

Den Brændende Flamme.. det lød umiddelbart som det perfekte sted at opholde sig for en kvinde som Faith. Desværre havde det vist sig ikke at være helt så behagelige omgivelser. Røgen generede hende ikke halvt så meget som de fede, ucharmerende, højtråbende mænd der sad ved et bord bag hende. Gemt bag en karakteristisk kappe som Faith havde ejet fra sine unge dage, sad hun ved baren. De sorte broderier kunne anes i det intense lys fra knitrende fakler som lyste stedet op. Den ro hun havde regnet med at finde, var blevet forpurret af højtråbende, fulde mænd og lydende klingrende krus når de skålede, hvilket skete en kende for ofte for hendes smag. Det var næsten ligesom at være i Dvasias, lige på dette sted, hvilket nok var kommet bagpå hende, her havde hun haft en tese om at Denjarna ellers var blevet lille frøken solskin, med kærlighed til folket.
Foran hende stod et halvtomt glas rødvin. Hun interagerede ikke med nogen, for hendes navn var kendt selv på disse kanter og formentlig ville de færreste byde hende velkommen.
Hvorfor skæbnen overhovedet havde ledt hende til Manjarno, kunne hun ikke svare på. Somme tider havde selv en gammel krage som hun efterhånden var, behov for luftforandring, primært langt væk fra Kimeya der selv efter alle de år, gjorde livet svært for hende.
Hun førte glasset til sine læber og smagte på den søde vin, der vidst nok var produceret i Procias, det der burde have været hendes hjem, men som dog var det eneste land hun ikke kunne drømme om at sætte sin fod i. Samme fordomme havde hun haft mod Manjarno, men nu hvor hun var der, var hun imponeret over den frihed der herskede som hun havde forventet var blevet dem frataget. Det ville næppe være sidste gang hun søgte sin fred her, frem for sine typiske steder i Dvasias.

[Denjarna Dark Dynithril]

På sin vante plads i Neutranium havde Denjarna været, som en vagt havde nærmet sig hende og hviskende fortalt, at dæmonernes leder, Faith Marvalo, var blevet spottet i Ityrial og eftersigende på vej ind på Den Brændende Flamme. Mere end kendt var det navn for Manjarnos dronning, skønt hun nærmere kendte kvinden under navnet Jaceluck end Marvalo. Resultatet var dog det samme lige meget hvad. Det var ej en visit, som hun kunne se bort fra. Hvad lavede hendes gamle slyngveninde her i landet? Var det blot en ganske tilfældig spadseretur? Var hun blevet sendt hertil af sin dronning? Hvad svaret end var, var det en sag der måtte undersøges, og ikke af en eller anden vagt, men af hende. Af den årsag havde hun været hurtig til at slynge en kappe over skulderen, inden hun med følgeskab af to vagter havde bevæget sig ind til selve byen. Ganske vidst ønskede hun at tale med Faith på egen hånd, men da hun ej vidste, om hun kunne stole på kvinden, agtede hun ikke at tage turen på egen hånd.
Døren til Den Brændende Flamme måtte gå op, hvor den ene vagt rankt stillede sig udvendigt ved døren, og den anden indvendigt ved døren. Ej heller mente Denjarna, at hun skulle have dem rendende og åndende i sin nakke! Den grønne hætte til kappen slog hun nød. Smuk var den og typisk hende og mørkelvisk stil, som den var mørkegrøn og med sølv broderinger. Det sølvgrå blik behøvede hun ej at lade vandre omkring i lokalet, som målet var klart. Hvordan kunne man undgå at opdage det flammerøde hår og den stærke aura der hvilede om kvinden? Svagt trak hun på smilebåndet, skønt smilet igen måtte dale på hendes læber. Svært var det ikke at mindes de gamle dage, når hun så kvinden. Elegant førte hun sig igennem lokalet og de mange borde, så hun til sidst endte på siden af Faith oppe ved baren. ”Hvem skulle have troet, at jeg skulle finde dig her?”

[Faith Jaceluck Marvalo]

At selveste Dronningen havde fået kendskab til hendes kendskab burde ikke forundre nogen, rygter spredtes hurtigt, og måske Faith også var kommet her med et spinkelt håb om at møde en kvinde der engang havde betydet frygtelig meget for hende. Om ikke andet frem til kærlighed og magt var blevet vigtigere og hun i stedet havde vendt den allesammen ryggen.
Siddende alene, og for en gangs skyld med fredelige intentioner, tog hun en ny tår af sin vej uden at bemærke det fine selskab der dukkede op på den knap så fine bar. Denjarnas stemme var dog ej til at tage fejl af end ikke efter de år der var gået. Uden at så på hende, lod Faith langsomt glasset sænkes til det stod på bordet og hun slap det. "Jeg er kun svagt overrasket. Rygter spredes hurtigt," konstaterede hun og slog hætten ned så de flammerøde lokker blev sluppet løs. Godt nok var hun blevet ældre, men dog ikke svær at genkende. Hun skubbede til bordet så stolen drejede i Denjarnas retning. "Jeg havde ikke forventet så fornemt besøg," indrømmede hun og så på hende med det intense blik. Det måtte være vagter til stede, hun var næppe dum nok til at komme alene, ej heller selvom hun i aften ikke havde intentioner om at yde skade på nogen, ikke med mindre det blev hende påtvungen vel og mærke.
Denjarna havde endnu bevaret sin skønhed, den selv samme som Faith somme tider havde taget sig selv i at misunde. "Kunne jeg byde Deres Højhed på et glas vin?" spurgte hun med en undertone af sarkasme. Aldrig ville hun bukke og neje for Denjarna, for hun ville altid se de to som lige mænd også selvom hun ikke selv bar en royal titel længere. Der var en gang, og det var meget længe siden.

[Denjarna Dark Dynithril]

Verdenen over var Faiths ansigt et kendt ansigt. Både dengang i Denjarnas yngre dage og nu. Ens var de på det punkt, som de begge altid havde haft en rolle i historien. Meget havde dog sket siden de sidst havde set hinanden, som Denjarna nu måtte sidde enerådigt som dronning af Manjarno. Faith derimod var endnu leder for dæmonerne, alt imens hun havde hørt, at hun havde fungeret som Jaqias håndlanger, som hun havde hjulpet til med at indtage Imandra. Om hun burde frygte Faith, burde hun måske, men ej gjorde hun det. Aldrig havde hun frygtet kvinden, som hun derimod altid havde næret hende en dyb respekt. Derudover var der det faktum, at Faith var en af de få kvinder, som hun nogensinde havde kunnet med. Sjovt nok havde kvinder en tendens til at hade hende.. måske fordi, at hun som ofte stjal deres mænd? ”Kan du oprigtigt sige, at du ej regnede med at se mit ansigt, når du trådte over min grænse?” lød det roligt for hende, inden hun yndefuldt valgte at glide ned i stolen ved siden af Faith. Hvad end mødet ville bringe, skulle det nok vise sig at være interessant. Om end kunne det blot være en samtale for gammelt venskabs skyld.. Det ene slanke og mørke øjenbryn hævede hun, som Faith udtale Deres Højhed med tydelig sarkasme i tonen. ”Hvem skulle have troet det for alle de år tilbage? Jeg, på den manjanske trone,” svarede hun blot, som hun ikke lod sig hidse op af Faiths tale. Blikket vendte hun selv imod en af servitricerne, hvor hun hævede hånden i kvindens retning. Hurtig var den unge kvinde på benene, som hun på ingen tid stod ved hendes og Faiths bord. ”Jeg tager, hvad hun får,” bestilte hun kortfattet. Af hvad hun kunne se, var det et glas rødvin, og hvornår havde et sådan glas ikke gavnet? ”Så gerne, Deres Majestæt,” peb kvinden, inden hun piblede gennem lokalet for at skaffe bestillingen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde prøvet at reagere ikke blot ét men to lande, der var engang hvor Manjarno også havde været hendes trods alt, det kedede hende. Det var som leder for dæmonerne hun følte sig bedst tilpas, dog havde hun som sædvanlig store vanskeligheder med at indrette sig efter en andens ordre, Jaqias særligt, men det var en ganske anden snak. "Sandt at sige, så troede jeg ikke længere at min tilstedeværelse var vigtig nok for en Dronning. Jeg kom ikke med urette intentioner, hverken mod dig eller dit land," sagde hun ærligt og valgte bevidst ikke at tiltale hende formelt. Det stadie havde de været langt forbi i mange år. Denjarna kendte hende næsten ligeså godt som Kimeya, der var engang hvor hun havde delt sine dybeste hemmeligheder med hende.
"Når det er sagt så håbede jeg næsten på at få et glimt af dig," afslørede hun og kunne ud af øjenkrogen se hvordan den unge kvinde, fandt vinen frem for at skænke et glas til Denjarna, ligesom hun fyldte Faiths op. Velopdragen.
"Ikke mig," svarede hun blot og hævede sit glas som tegn til at gøre en skål. "For gammelt venskab," hun nikkede med glasset hævet inden hun i stedet førte det til sine læber for at smage på de søde dråber. Trods de engang havde været tætte, så stolede Faith ikke for meget på sin gamle veninde, der var en grund til hun havde valgt at vende mørket ryggen.
"Så fortæl mig kære ven.. hvorfor du kom styrtende i samme øjeblik dine spejdere sladrede om min tilstedeværelse," opfordrede hun og lod albuen hvile på bardisken uden at tage blikket fra hende. Flere lod til at have fået øje på de to kvinder nu, i hvert fald var snakken forstummet en del og man kunne nærmest fornemme nysgerrige og dog mistroiske øjne, særligt på hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

Nysgerrig måtte Denjarna være, som Faith først nævnte, at hendes tilstedeværelse ikke længere rykkede i de kongelige rækker, og at hun dernæst ikke var her for at skabe splid. Hverken for Denjarna eller for Manjarno. Hun fugtede læberne. Hvad foregik der i Faiths liv? Hvilken rolle havde Dvasias i det? Om end syntes det at lyde som om, at der var det ene eller andet på færde. Hovedet lod hun søge en kende på sned, uden at hun tog det unikke sølvgrå blik fra hende. ”Jaqia sætter ej pris på sine allierede og ledere? Ikke at det chokerer mig.. Kvinden lever for egen vindings skyld,” lød det ærligt fra hende, inden hun valgte at tilføje med et svagt smil på læben. ”Jeg må håbe, at guds nåde rammer mig, hvis det en dag skulle ske, at Faith Jaceluck skulle vende sig imod mig og mit land.” Ordene var sagt, som var de endnu veninder. Dog måtte hun også mene dem, som ingen næppe kunne ønske sig Faith som sin fjende. At Faith derudover indrømmede, at hun havde håbet på et glimt af hende, måtte alligevel vække en tilfredsstillelse i hende. Veninder havde de trods alt førhen været. En skam var det dog at sige, at hun havde nogle veninder tilbage længere. Det var dog heller ikke som dronning, at man skabte de fleste personlige forbindelser. Som den unge servitrice kom tilbage, nikkede hun til kvinden, inden hun tog om glasset stilk, og lige i tide! Glasset nåede hun at hæve i Faiths skål. ”For gammelt venskabs skyld,” istemte hun, inden hun valgte at føre glasset op til læberne, så hun kunne nippe til den røde drik. En god en heldigvis, men ej heller havde hun forventet, at kvinden ved siden af hende havde valgt det billigste på menuen. ”Lad mig svare for gammelt venskabs skyld.. og grundet en naturlig nysgerrighed. Det er ikke værd dag, at Dvasias’ ledere besøger Manjarno,” svarede hun sandfærdigt igen.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var ikke uforståeligt at Denjarna nærede en kende mistillid til hende. Det var ikke lang tid siden Dvasias sidst havde vist interesse for Dvasias, Faith blandede sig personligt ikke i den affære, men gjorde som hun fik besked på, for det var hun tvunget til med den loyalitet hun nærede til det land.
"Der vil jeg ej modsige dig. Skal jeg være ærlig, så tror jeg hun værdsætter de som ikke kan udgøre en trussel for den magt hun besidder," hun studerede kortvarrigt sine negle og sukkede, før hun igen så op på hende. Sandheden var jo trods alt at Faith var en umådelig stærk kvinde, der var kendt for at tage hvad hun ville have, ærgerligt nok interesserede tronen hende ikke. Der var en grund til at hun turde ytre sin mening på den måde, andre havde været mere fornuftige.
"Bare rolig, kæreste. Dit land interessere mig ikke. Tiden er forbi hvor jeg hungre efter magt," hun lagde hovedet let på sned og tog endnu en lille tår af sin vin.
Uanset hvor stor en forræder Faith anså sin gamle veninde for at være, så kunne man ikke slette den fortid de sammen havde, hun kunne ikke slette den tillid og den betydning der engang havde været, så jo.. på trods af alt så havde hun håbet på et glimt, og viden om at hun klarede sig. "Det er sandt. Dit folk byder mig heller ikke ligefrem velkommen med åbne arme," kommenterede hun lidt ligegyldigt og så sig omkring. Flere øjne så hurtigt væk idet de blev afsløret i at sende dem stjålne blikke. Faith var dog vant til denne velkomst, så hun sagde intet til det. "Nå nok om mig. Hvordan har min kære veninde det? Svømmer vel i mænd som sædvanlig?" spurgte hun med et lidt flabet glimt i øjet.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Er det ikke normal dvasiansk paranoia at frygte alt, hvad der kan fratage ens ejendele?” lød det fra Denjarna med et svagt smil på læben. Selv vidste hun udmærket, hvordan det fungerede i hendes gamle hjemland. Man besad kun noget, indtil en anden kom og tog det. Det var en evig kamp, og med en manglende respekt. Derfor gjaldt det om at være den mest frygtede. I så fald var der ingen der turde gå op imod en. Engang havde hun kæmpet for det land, men ikke længere. Faith anså hende måske for at være en forræder, men selv følte hun, at det var Dvasias der havde forrådt hende. Hun havde engang altid kæmpet for landet, men som det havde pisset på hende, havde hun vendt det ryggen for at skabe sit eget i stedet. ”Du higer ingen magt? Jeg burde række ud efter din pande, kæreste,” kommenterede hun kækt. Ja, engang havde Faith jo været fuld af planer og hende med. De havde trods alt plottet sammen. Glasset førte hun op til læberne. At hendes folk ej bød Faith velkommen med åbne arme, ville hun ej undskylde for. Den situation havde Dvasias selv sat sig i. Hvorvidt Faith havde spillet en rolle i al det, vidste hun ikke, men ej håbede hun på det. Ikke med det venskab, som de engang havde haft, og ikke som hun endnu respekterede hende. ”At dvasianere ej er velset i landet her længere, er Dvasias eget lod,” sagde hun direkte. At Faith derfra skulle spørge ind til hendes mandesituation, fik hende til at trække på smilet. Altid havde de kunnet tale mænd sammen, men nu? Var det klogt? Særligt når hun lå med sin rådgiver, og nu også sin ekskæreste og fjende? ”Hvis vi skal tale mænd, tror jeg, at vi har behov for, at der ryger flere glas indenbords.”

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith nikkede sigende. "Det er en vældig god pointe," medgav hun sigende. I mange år havde hun været ligesådan til hun havde opbygget sig et ry og rygte der var skræmmende nok til at ingen turde forsøge at fratage hende hvad der var hendes. Eftervirkningen af det, var dog at hun kunne lide at være frygtindgydende, hun nød den magt hun havde uden i virkeligheden at have den. "Jeg higer respekt.. og en smule magt, men jeg kunne ikke stå hvor du står, som Dronning igen," indrømmede hun og lagde et slankt ben over det andet mens hun lo en finger kærtegne glassets stilk.
Med det nummer Dvasias havde lavet, var det ikke underligt at der blev set skævt til hende. Faith forventede ingen beklagelse. "Jeg er oprigtigt imponeret over hvad du har gjort med landet her, Denjarna. For en kort stund, lod det nærmest til at Manjarno var blevet halvt prociansk," hun sukkede. Dette havde naturligvis været i den periode hvor Denjarna ikke havde været til stede, men det var stadig en skam.
Hun nikkede og fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen. "Oh well.. Jaqia har en af sine perioder," indrømmede hun. Der var engang hvor hun stod op mod dem som ikke mente det samme som hende, hun havde fået sig selv udvist i sin tid for samme, og nu fulgte hun blot Dronningens ordre, og hvorfor?
"Meget vel.." hun gjorde tegn til den unge kvinde der ikke var langsomt til at komme til deres plads. "To glas Cognac fra egnen," bad hun lidt ligegyldigt. Den unge pige blev underligt bleg hver gang hun så på hende, men hun gjorde hvad der blev bedt om og bragte kort efter to små glas fuld af gylden væske.

[Denjarna Dark Dynithril]

At Faith higede respekt, forundrede på ingen måde Denjarna. Dog måtte hun også sige, at hun skam havde opnået sit mål. Jaceluck var nemlig det mest frygtede familienavn. Ikke kun i Dvasias, men også i de resterende lande. Det var uden tvivl et dømme, som hun havde fået skabt sig, og det mente Denjarna bestemt, at hun kunne være tilfreds med. ”Din plads er også blandt dæmonerne. Det har det altid været. Det er der, hvor du kan gøre mest,” sagde hun ærligt. ”Jeg derimod.. Jeg har udviklet mig fra mit folks holdninger. Jeg har set, hvad livet har at byde, samt gør, og det er deri, at jeg ser, at min styrke ligger.” Godt havde hun klaret sig som leder af mørkelverne, men livet havde ændret hende, siden hun var blevet omgjort til vampyr. At Faith komplimenterede, hvad hun havde gjort ved Manjarno, anså hun klart for at være en ros. ”Jeg værdsætter at høre, at du kan se mit arbejde med landet og bifalder det. Ej ønsker jeg, at det hverken er prociansk eller dvasiansk. Manjarno skal være og er sit eget. Landet skal være for dem, som må ønske at leve her. Folk skal kunne være her, uden at blive myrdet som i Dvasias’ gader, men samtidig skal de vide, at handlinger kan have en konsekvens i forhold til Procias’ sommerfugleverden.” Nej, hun støttede hverken op omkring Procias eller Dvasias. Brynet løftede hun sigende. ”Hvornår har Jaqia ikke en periode?” kommenterede hun med et svagt smil på læben. Ej kendte Denjarna mørkets dronning personligt, men ej kunne hun sige, at hun på afstand brød sig om hendes person. De sølvgrå øjne betragtede Faith, som hun hurtigt måtte bestille to glas ekstra til kommentaren omkring mænd. ”Enten ønsker du skræmmende meget at vide, hvem jeg har inde på livet for tiden, eller også har du selv noget, som du ønsker at fortælle,” endte hun sigende med at sige og dog opfordrende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Trods hun ved et tidligere ægteskab havde valgt at tage navnet Marvalo til sig, så kunne hun kun glæde sig over at Denjarna kendte hende vel nok til at bruge det korrekte. Begge skabte ganske vidst ærefrygt, men kunne hun udgå det, så ville hun ikke sættes i forbindelse med Kimeya. "Der er vi ganske enige. Og det er ikke for at prale men jeg gør et fortrineligt arbejde," konstaterede hun og slap sin glas med rødvin for i stedet at køre den gyldne væske rundt langs siderne på det lille glas.
"Du taler som en Dronning Denjarna. Det har du altid gjort," hun lød ikke bebrejdende, det var trods alt en egenskab at have, en som hun ikke selv besad. Jovist ville mange nok mene at hun i sin tid havde været en god dronning, men det nyttede ikke noget når det ødelagde hende.
Intenst lyttede hun og slugte hvert et ord. Faith havde alti været politisk interesseret og hun var dygtig til det også, med sine holdninger og meninger. "Ingen siger at jeg bifalder det. Dvasias har min loyalitet, og tag ikke fejl, jeg sagde Dvasias, ikke Jaqia, der er forskel. Det er beklageligt at du vente mørket ryggen," hun skiftede igen glas og nippede til vinen hvorefter hun rettede ryggen og vendte sig lidt mere om mod hende.
"Når det er sagt så klæder det Manjarno med en identitet. Det har landet ikke haft før, og jeg finder din politik ret.. interessant. Sådan en som jeg.. ville jeg kunne leve i dit land?" spurgte hun med oprigtig interesse. Faith var en hård kvinde, hvis hun ville have noget tog hun det, inden for rimelighedens grænser, hun var ikke en tyv, men manglede hun information havde man kun valget at fortælle hende det, hun slog ihjel hvis nogen kom i hendes vej eller truede hende eller hendes nærmeste, men dog ikke umotiveret. Men sådan havde det altid været med hende, hun søgte frihed. Dog var hun stærkt imod alt ufrvillig besudling af kvinder og umotiverede mord for sjov.
Hun hævede sit cognacglas og tog den i en tår, før hun lagde hovedet lidt på sned med et svagt smil. "Mit kærlighedsliv har ikke ændret sig det mindste siden sidst. Jeg roder rundt i det samme helvede, hvilket er ganske lidt interessant.. modsat dig," tilføhede hun som opfordring til at fortælle.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Aldrig har jeg kendt en anden leder for dæmonerne end dig.. Så noget må du gøre rigtigt,” lød det morende fra Denjarna, inden hun nippede til sin rødvin. Skønt de ej havde været veninder i det der måtte være århundreder, var hun ej bange for at tage en uformel og venskabelig tone i brug overfor hende. Årene havde muligvis gået, men hidtil havde hun aldrig tvivlet på, hvor hun havde Faith, og som Faith selv sagde, så var hun ej ude på noget. At Faith hidtil havde ment, at Denjarna havde lydt som en dronning, måtte overraske, men glæde hende. Dengang det havde været de to, havde hun nemlig aldrig higet efter kongemagten. Hvis hun havde det, havde hun højst sandsynligt taget den lette vej til tronen og ægtet Gabriel. Noget hun ikke havde gjort, men noget, som det nu kunne ligne hun var ved at falde tilbage på. Svagt trak hun på skulderen. ”Ej føler jeg, at jeg vendte Dvasias ryggen. Jeg ville have gjort alt for landet engang.. Jeg føler derfor, at det var Dvasias der vendte mig ryggen,” sagde hun ærligt, som det måtte være således, at hun så på tingene. At Faith derfra spurgte, om hun ville hav en chance i Manjarno, måtte hun betragte hende med et nysgerrigt blik. Var det blot et hypotetisk spørgsmål, eller lå der noget dybere bag? ”Kunne en som dig finde på at flytte hertil?” spurgte hun roligt. ”Men alt er muligt an på, om man er i stand til at acceptere tilstandene. Jeg fører ej dvasiansk politik her i landet.. Ville du kunne underkaste dig det?” Vinglasset endte hun med at stille fra sig til fordel for cognacglasset. Ej var det hendes foretrukne drink, men i dagens anledning.. hvad fanden? Hun smagte på den gyldne væske. ”Burde jeg være bekymret over det faktum, at du straks antager, at mit er interessant?” lød det fra hende med et smil på læben. Dog tvivlede hun på, at Faith ville bifalde nogen af hendes seneste erobringer. ”Det er dog lige før at også jeg kan sige, at jeg roder rundt i de samme gamle kvaler..”

[Faith Jaceluck Marvalo]

"Det er ikke helt sandt, men jeg tager dig på komplimentet. Der er en grund til at dæmonerne er blandt de største racer i dag," understregede hun blot fordi at det var en af de ting hun elskede at prale med. Selv warlockerne var begyndt at stejle lidt, ikke at det sluttede den kedelige borgerkrig, men det gav dem en større chancen.
"Hvordan kunne landet vende dig ryggen, når du var den som fysisk trådte ud af det på egen fri vilje? Der var engang hvor Memphesto tvang mig ud på den anden side af grænse, eller i hvert fald forsøgte, dengang vendte landet os ryggen," vedblev hun skævede let i hendes retning, mens hun druknede sine ord i en tår fra vinen, for at fjerne smagen af det lidt stærkere der endnu brændte i hendes hals og bryst.
Det var som at sidde overfor en komplet fremmede kvinde, og så alligevel ikke. Efter alle de år, tog de tråden op som var der ikke gået en dag. "Det kom an på spillereglerne," svarede hun uden at tøve et sekund. Dvasias var et land der blev sværere for hende at stå inde for. Mulighederne var ganske få andetsteds, men Jaqia værdsatte ikke hendes meninger og holdninger, men gik tværtimod ud fra at de var de samme som hendes kun fordi hun var blevet forsøgt trænet. "Brænd hul i dvasiansk politik. Du kender mine politiske holdninger, du ved jeg går ind for frihed, du kender mine metoder. Ville jeg kunne leve i dette land?" spurgte hun igen. Skulle hun give slip på dele af sig selv, så var svaret nej, men kunne hun ånde med det væsen hun nu var, så var intet udelukket.
Det skæve smil fandt frem på hendes læber igen. "Jeg kender dig. Altid ombejlet af store mænd," sådan havde det altid været. Faith derimod havde selv haft rig mulighed, men hun svømmede i det samme hav. At Denjarna gjorde det samme forundrede hende. "Virkelig? Jeg er ellers blevet fortalt at Derick gik bort," hun så lidt spørgende på hende. Der var engang hvor også han havde været en ven og en allieret.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Du har altid gjort det godt for dine egne,” sagde Denjarna ærligt. Hvorfor også skjule det, når Faith oprigtigt var den fødte leder for dæmonerne? Hun værdigede først og fremmest sin egen race, og det skulle en leder også gøre, da det var dem, som hun skulle kæmpe for.
Som Faith mente, at Denjarna havde valgt Dvasias ryggen, måtte hun se sig uenig. Måske ville hun også forstå, hvis hun fortalte sin historie? En dans på roser havde det nemlig bestemt ikke været, som hun mere eller mindre også havde følt sig jaget! ”Der var ganske vidst ikke en der direkte sagde til mig, at jeg ikke længere matte opholde mig i Dvasias, men sådan føltes det nu engang. Landets borgere begyndte at angribe mig og fryse mig ude.. Derfor besluttede jeg mig for, at nok måtte være nok. Det er det der dannede grundlag for, at jeg ønskede at danne mit eget. Noget som jeg kunne stå inde for,” fortalte hun ærligt. Faith kendte vel særligt ikke til den historie, hvor vampyrernes leder havde fanget og tortureret hende? At Faith nu måtte spørge ind til hendes land, og hentyde til en mulig flytning, måtte hun naturligvis være interesseret. Faith var om alt hendes ældste veninde. Derudover kunne hun også se, hvilken stærk allieret kvinden kunne være for hende. Det var også noget, som hun havde forsøgt at drøfte med sin rådgiver, men hver gang hun havde nævnt Faith, havde han påpeget, at kvinden ikke var til at regne med. ”Medmindre du ville sætte folk og byer i brand, så ja. Du ville kunne leve her,” endte hun med at sige. Realiteten var vel også, at hun personligt savnede sin veninde? ”Og hvis man ser bort fra al det formelle, ville det personligt glæde mig at have min gamle veninde i min kreds igen.” Det var vel en sandhed, som hun sagtens kunne smide på bordet? En hård kvinde var Faith måske, men også hun havde et hjerte.
At hun altid var ombejlet mænd var sandt nok. Det var hun vel også i dag? Dog på ingen måde som i samme stil, som i hendes yngre dage. ”Om han er gået bort, kan end ikke jeg svare på. Sammen har vi dog ikke været i mange år. Ej kunne jeg stå inde for, hvad han gjorde, og hvad det fik mig til at føle,” sagde hun ærligt, inden hun måtte drikke af cognacen. Ja, det krævede uden tvivl alkohol indenbords. ”..Dog har historien dog vist at gentage sig på en måde, som end ikke jeg havde forventet.”

[Faith Jaceluck Marvalo]

"Det er mit kald i livet. Dæmonerne skal være blandt den stærkeste race, desværre er mulighederne for at lade dem blomstre... trange," indrømmede hun Jaqia holdt hende i kort snor og vampyrerne og warlockerne hjalp med at holde dem nede, hvilket var en torn i hendes øje. Flere gange havde hun overvejet at forlade stedet.. forlade Kimeya, og Jaqia og alle de problemer der herskede der, men det var ikke helt uproblematisk, for hun elskede Dvasias, og dæmonerne gjorde det samme.
"Så fortæl mig Denjarna. Hvad står du inde for? Hvad siger din lovgivning? Hvilket land har jeg sat mine fødder i?" så interesseret på hende, og gjorde tegn til at den unge pige skulle fylde hendes glas op. Normalt rørte hun ikke det stads, fordi hun altid havde været for modtagelig overfor alkoholens effekt.
Den unge pige gjorde dog som bedt og skænkede de to kvinder en ny omgang. Sandt at sige så havde Faith næsten savnet dette, hun var gået fra at have et bredt netværk, en stor familie, til kun at have sig selv. "Åh kære, du burde kende mig. Jeg sætter kun dem i brand som beder om det. Og jeg går ud fra du hentyder til den brændende by? Jaqia bad mig gøre det til mit, så det gjorde jeg," erkendte hun. Det havde været mere for at vise en pointe end noget andet. "Du og jeg har altid været stærke sammen. Men du ved også at jeg ikke er en let kvinde at have med at gøre," påpegede hun med et let glimt i øjet. Hvad hun prøvede at sige, var at hun ligeså havde savnet hende.
"Derick udviklede sig desværre i forkert retning. Fra mand til svans. Du fortjente bedre," medgav hun og løftede sit glas i en tavs skål, inden hun tog endnu en tår. Det brændte i hele kroppen.
"Fortæl," opfordrede hun. Det var mere spændende end at høre på den samme gamle historie fra hendes side.