Cheers to friendship

[Denjarna Dark Dynithril]

”Det rygtes, at særligt warlockerne og vampyrerne står højt i dronningens hierarki. Jeg hører sågar, at en vampyr er hendes udkårne, og en warlock er hendes højre hånd,” sagde Denjarna ærligt. Ikke at hun bifaldt det. Særligt ikke vampyrdelen. Hvilken fordømt race! Ganske vidst havde hun engang været en del af den, men det havde bestemt ikke været med hendes gode vilje! Det var også af den grund, at hun nu engang stod som mørkelver igen. Hendes sande race.
”Du har sat fødderne I et land, hvor du ikke behøver at se dig over skulderen. Du behøver ikke at frygte, at der står en morder eller en anden psykopat på det næste gadehjørne. Du er i et land, hvor der bliver set på værdingen hos den enkelte, og hvor der er behov for alle. End videre et land, hvor der er plads til at udfolde sig, hvis man har en ide, som flere kan følge en i,” fortalte Denjarna. Anderledes var det fra Dvasis, og om Faith kunne indfinde sig med det, måtte hun selv vurdere. Smilet trak hun på ved Faiths ord omkring den brændende by. ”Næste gang kan du gøre os alle den tjeneste og futte Jaqia af i farten,” kommenterede hun med et glimt i øjet.
At Faith mente, at Derick havde tabt værdigen, kunne Denjarna udmærket se sig enig i. ”Jeg elskede ham ganske vidst, da vi endnu bare sagde farvel, men nok må være nok på et tidspunkt. Du burde gøre det samme, kæreste,” endte hun med at sige, hvor hun måtte hentyde til hende og Kimeya. At hun i så fald skulle fortælle videre, måtte hun i så fald gøre. ”Jeg kan se, at du intet har at slå med, så det må gå,” sagde hun med et skævt smil. ”..Jeg mødte Gabriel for lidt tid siden, og hvad kan jeg sige? Drengen er blevet en mand.”

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith så bort med bitterhed i blikket. "Den warlock de refererer til er Kimeya. Han er blevet hendes lille skødehund, det er nærmest pinligt at overvære," hun lukkede fingrene hårdt om sit glas, så hårdt at hendes knoer for sekunder blev kridhvide. Netop dét var en af de mange grunde til af Dvasias langsomt mistede værdi for hende. Det var ikke længere det land hun kendte.
"Det lyder alt sammen meget poetisk Denjarna. Hvordan forhindre du det i at ske?" spurgte hun nysgerrigt og skævede i hendes retning. Der måtte være udfordringer i forhold til at her var procianere såvel som dvasianere, og det havde aldrig gået godt med at lade dem bo på samme grund, der var en grund til krigen i udgangspunktet.
Trods Denjarna sad og vanærede hendes dronning, så kunne hun ikke lade være med at fnyse en kende morende. "Tro mig kæreste, jeg har været fristet til det. Mange gange. Den ynkelige sag tror stadig på at jeg er blevet hjernevasket af hendes træning ligesom Kimeya er det. Jeg har min egen vision om et land, desværre så frister det mig ikke at sidde på tronen nogle af stederne," sagde hun ærligt og lænede sig lidt ind over bardisken. Modigt var det af hende at komme med de udtalelser, men hun var trods alt heller ikke kendt for sin forsigtighed. Hun savnede at være stor, med tiden var hun blot blevet en i mængden. Denjarnas ord gjorde hende tavs for et langt øjeblik. "Nok har været nok længe. Jeg forlod Kimeya for mange år siden, nu forsøger jeg at forhindre ham i at plage mig yderligere. Den mand er dog knap så modtagelig overfor et nej som Derick var," hun kørte pegefingeren rundt langs vinglassets kant med et lidt fjernt blik. Bevægelsen fortog sig ved hendes afsløring.
"Hvis du regnede med at det ville plage mig at du igen lå i med min bror, , så kender du mig ej længere. Min empati ligger hos unge Silia, men hun burde have vidst bedre," indrømmede hun sagte. Så var alt jo som i gode gamle dage. Morsomt.

[Denjarna Dark Dynithril]

At Kimeya var blevet Jaqias skødehund, kunne man næsten kun grine over. ”Ser man det.. Og jeg som troede, at manden var en stolt sjæl. Utroligt, at han blot skulle vise sig at være en simpel tjener,” sagde hun direkte. Hvad var det dog for nogle mænd, som de havde valgt at lade sig omsværme af? Kimeya var faldet af på den.. Derick var faldet af på den.. Dog havde hun også altid selv ment, at det var kvinderne der var den stærke art. Vel og mærke, hvis de turde lade sig blomstre. Det ene bryn løftede hun. ”Hvad er det du betvivler, kæreste? Gå ud på gaden, se dig omkring, lyt til folkets beretninger for dig selv,” sagde hun roligt, som hun ikke tvivlede på sin egen ideologi eller hvad folket mente om den. Hun sad her trods alt endnu. Roligt rankede hun sig op på stolen, uden hun tog det sølvgrå blik fra sin gamle veninde. ”Og hvad er dit håb for et velfungerende land? Hvordan ville du ønske dig, at sådan et blev styret?” spurgte hun hende nysgerrigt. En mening om alt havde Faith altid haft. Derfor vidste hun også, at hun ville få et svar, som hun havde stillet spørgsmålet. Denjarnas hoved søgte en kende på sned, som hun nævnte Kimeya og Derick. Sandt at sige havde Derick været hurtig til at give op på hende, som hun havde sagt fra.. Et sted kunne hun vel også have ønsket, at han havde kæmpet det mere for hende? Dog virkede det ikke som om, at en mand med en sådan rygrad fandtes. ”Det er prisværdigt, at han bliver ved.. Måske ville jeg sågar også have ønsket, at Derick havde vist mig den samme entusiasme.. Dog når vi alle en tid i vores liv, hvor vi må sige stop. Du og Kimeya har været sammen længe, og det betyder også, at I begge måske har arbejdet jer i hver jeres retning og ikke længere passer sammen,” endte hun med at sige. At Faith så havde det fint med, at hun havde haft en ny episode med Gabriel, måtte uden tvivl overraske hende. ”Hans hustru er næppe noget at have ondt af, hvis det blot krævede mig og ham alene i et rum,” konstaterede hun med et skuldertræk.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Tanken om Kimeya fik Faith til at himle med øjnene. Hun havde forventet mere af ham, end at Jaqia ville knække ham med en smule smerte. "Det plejede han at være. Hvad der skete kan jeg ikke fortælle dig, kun at han er et ynkeligt stykke at se på nu," desværre ændrede det ikke de meget stærke følelser der var imellem dem. Hun skød tanken bort og rettede sig igen lidt op. Alkoholens effekt kunne mærkes, det var som om at alt snakken bag dem var forstummet og alting gik i et lidt lavere tempo. Det var næsten befriende.
"Det er ikke dine evner jeg betvivler, det er lovlydigheden. Desuden er jeg kun nysgerrig," svarede hun og lagde sit hoved lidt på skrå. Hendes intense, grønne øjne, faldt igen på sin venindes smukke skikkelse. Trods hun ikke sagde det, så var det rart at sidde her igen.
Idet hun ledte hende ned på politikkens spor kunne hun ikke tilbageholde et smil. Det var en farlig vej, dog så betvivlede hun ikke sine visioner. "Det er ikke mørket eller modbydeligheden der får mig til at elske Dvasias, Denjarna. Det er friheden. Friheden til at kunne færdes, friheden til at have det sjovt, friheden til at hævne sig om nødvendigt. Hvad jeg savner er retfærdighed og rummelighed. Jeg savner anerkendelsen og mulighed for udvikling. Det er ikke et behov for mig at slå ihjel for simpel nydelses skyld, men det er et behov for mig at vise at jeg er i stand til at beskytte mig selv om det skulle blive nødvendigt og sådan bør det være for alle borgere," svarede hun stolt. "Tag dæmonerne som et eksempel. Under jorden har jeg skabt et kæmpe samfund. De dæmoner der er en del af det samfund vil altid have min respekt, og min beskyttelse, til gengæld forventer jeg loyalitet og lydighed. De er frit stillet til at færdes hvor de vil og at gøre hvad de vil, så lang tid de ikke ikke røre hinanden. Beskyttelsen involverer også mod deres egne. Men går en dæmon mod mig eller en anden, vil vedkommende ikke længere have en plads, så er de ikke længere underlagt min beskyttelse, hvis du kan følge min tankegang?" hun så spørgende på hende. Det korte og det lange var at samfundet skulle være ligevægtigt, ligegyldig kriminalitet skulle ikke eksistere, for de var ment til at hjælpe og beskytte hinanden, men retfærdighed skulle også ske fyldest, enten ved tortur, mor eler udelukkelse om nødvendigt.
Faith fnøs atter og rystede på hovedet. "Kimeya og jeg har aldrig passet sammen kære. Vi har bragt hinanden smerte og sorg mere end glæde og alligevel har vi groet gensidig afhængighed. Han er den største fejltagelse i mit liv, og dog en som jeg formentlig vil begå altid. Ingen har kunnet lede mig af andet spor," hun sukkede tungt og sendte hende et lidt sammenknebet blik. "Hans hustru er praktisk talt vokset op i mit hjem. Hun holder en plads et sted i mit hjerte selvom lyset af forpurret hende. Jeg vil nærmere sige at det er hende som fortjener bedre hvis alt det tog var dig og ham i et værelse alene," sagde hun uden bebrejdning.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Jeg kan fortælle dig, hvad der skete. Mænd og genetik. Mænd er genetisk bygget til at have en rygrad som en regnorm, hvis ikke de selv får lov til at bestemme. Aldrig har jeg mødt den mand, der var det værd for evigt, endnu,” sagde Denjarna direkte, som hun på den front ikke var imponeret af det mandlige køn indtil nu. Indtil nu havde der nemlig altid kommet en tid, hvor de kunne kasseres.
”Lovlydigheden bliver tacklet på den led, at hvis man begår en forbrydelse, finder man ud af, at man aldrig vil gøre det igen,” sagde hun sigende. Det var om end, hvad hun havde lært Alexander. Vampyrernes tidligere leder. Den mand havde tortureret hende, og i retur havde hun skåret del for del af ham, inden hun havde dræbt ham. Af den årsag kunne hun også forstå Faiths tankegang omkring dæmonernes beskyttelse og respekt. ”Friheden har du skam også her.. Hor hvis du vil. Drik hvis du vil. Byg en gård, hvis du vil. Ej sætter jeg rammer, medmindre det får en skadelig effekt. Ej ønsker jeg nemlig at binde folket, da lænker kun betyder oprør før eller siden.. og på det punkt må jeg indrømme, at jeg agter at beholde mit hoved og min plads,” fortalte hun. ”Dit syn på dæmonernes verden er desuden et syn, som jeg selv kan forholde mig til. Respekt over for mig og mit folk skal forekomme. Hvis ændringer ønskes sket, skal man være velkommen til at drøfte det for åbne ører, men hvis man derimod angriber, skal man også forvente et tilbageslag.”
At Faith ej følte, at hun havde mødt en anden mand end Kimeya, der kunne tackle hende, kunne Denjarna godt se pointen og enigheden i. ”Jeg forstår dit dilemma, og personligt har jeg også taget den samme vej. Hvad der fik mig til at sætte foden i for Derick var ej en anden mand, men fordi, at jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville mere,” sagde hun ærligt, hvor det også måtte være en opfordring. Hun fik et glimt i øjet. ”Du kunne også blot finde dig et tilfældigt, men himmelsk, knald for aftenen og glemme ham på den led,” lød det drillende fra hende. Dog måtte hun indrømme, at sådan noget kunne gøre særdeles godt. ”Først krævede det ham, mig og en flaske.. Dernæst kunne det sidste undlades.. Ham og hans hustru er ej et funktionelt par.. men hvilket par er også det efterhånden?”

[Faith Jaceluck Marvalo]

En latter som Faith nok altid havde ønsket mere skræmmende end den reelt var, gled over hendes læber. "Se der har du en pointe kære. Mænd er svage, det er altid dem som falder. Meget kan man sige om Dvasias, men det er et klart eksempel på det," medgav hun og lod latteren forstumme så kun et lidt selvtilfredst smil hang tilbage. Deres manglende entusiasme i forhold til mænd kunne de i det mindste dele, dog lod det til at de havde endnu mere tilfælles.
"Og dine metoder? Straffes de med et luksusophold i en celle som i Procias, eller med reelle metoder?" spurgte hun med et glimt i øjet der fortalte præcist hvad hun mente. Mens hun lyttede til sin venindes tale, tog hun en tår af sin vin. Nu havde hun vidst fået nok af den gyldne væske der havde fået hende til at føle sig en kende omtåget. "Dit hoved er for kønt til at ryge af," medgav hun og rykkede lidt ud på stolens kant. "Da jeg i sin tid præsenterede disse synspunkter overfor Jaqia, mente hun at jeg var urealistisk. En politik som den jeg har ført ved dæmonerne, kunne ikke føreres i et helt land, men umiddelbart lyder det som om du er overbevist om noget ganske andet?" hun hævede et slankt øjenbryn, ligeså ildrødt som hendes hår. "Så.. las os rent hypotetisk antage at jeg kunne overveje at forlade mørket til fordel for Manjarno. Hvad kunne du tilbyde mig? Og endnu vigtigere, hvad kan du tilbyde mine dæmoner?" spurgte hun interesseret. Denjarna havde fanget hendes interesse.
I henhold til mænd så havde hendes kære veninde nok altid været mere frisindet end hun selv selvom det løb fristende selv i hendes ører at prøve sig selv.. og andre af. "Det hvad jeg har gjort. Vendt ryggen til ham, til tider er der tilbagefald, men en afstand ville gøre underværker," indrømmede hun og lagde hænderne på sit lår. "Fristende som det end er, så er der ingen mænd her som opfylder mine krav," hun blinkede næsten flirtende til hende, uden at der skulle lægges mere i det end som så. Tanken om Gabriel i sig selv rørte hende ikke, men empati havde hun med Silia der nærmest havde været en datter. "Kærlighed er ikke til at stole på i disse tider. Silia er en stærk kvinde, det ved jeg for jeg var selv med til at gøre hende det. Hun vil overleve uden," hun trak på skuldrene. Lige det interesserede ende langt mindre.

[Denjarna Dark Dynithril]

Smilet trak Denjarna på, som hun hørte sin gamle venindes latter. Helt fjernt fra hinanden var de trods alt ikke alligevel. En tanke der oprigtigt måtte glæde hende. ”Åh, sådan er det skam ikke kun i Dvasias, men i verdenen over. Tro mig.. Jeg har set udvalget,” kommenterede hun muntert, inden hun måtte bunde cognacglasset. Endnu kunne hun mærke, hvordan den måtte rive hende i halsen, men stadig måtte det være blevet bedre efter et par tår. Som cognacglasset var tomt, skiftede hun dog blot glasset i hånden ud med rødvinsglasset i stedet. Et fnys slap over hendes læber. ”Straffe og metoder afhænger af den kriminelle handling. Ej mister du hovedet for at stjæle fra din nabo, men hvis du derimod lemlæster vedkommende, er det kun passende at man minimum lider den samme handling. Hvis du er i stand til er gøre en handling, må du også være i stand til at få handlingen retur,” sagde hun sigende. At Faith derfra måtte spørge dybere ind til et liv her i Manjarno, måtte hun naturligvis blive det mere interesseret. Særligt, som Faith ikke kun sagde sig selv, men også alle dæmoner. ”Ej ville jeg give jer jeres egen by, som den I har i Dvasias i dag. Her i Manjarno ønsker jeg nemlig ikke de samme raceopdelinger, som dem der er at finde i Dvasias. Dette er også et princip, som landet her altid har vægtet højt. Der skal være plads til dem, som måtte ønske at komme. Dit folk vil derfor få muligheden for at slå sig ned i et åbent samfund. Hvis en familie skulle ønske at drive sit eget landbrug, ville familien kunne få sin egen jord. Hvis vedkommende derimod skulle ønske en forretning i byen, ville denne kunne blive åbnet. Jeg ville ønske at have dæmonerne på samme basis, som alle andre.” Ej ønskede hun at forskelsbehandle, som alle skulle have de samme muligheder for et liv. ”Dig derimod, ville jeg se i de adelige rækker. Ej ønsker jeg at tryne dig, som Jaqia gør. Jeg vil derimod se dig, som en samarbejdspartner. En allieret. Dog vil jeg stadig være din dronning.. og din veninde.” Var det noget der tiltalte hende? Det sidste nævnte hun, som hun ligeså godt kunne lægge kortene på bordet. Hvorfor også skjule det?
”Imponerende.. Man burde næsten give manden en medalje for hans standhaftighed,” lød det tankefuldt fra Denjarna, inden hun måtte slippe en latter ved Faiths hentydning. ”Hvilket kønt par vi ville være,” lød det muntert fra hende, inden hun drak af rødvinen. At Faith ej sagde hende imod, som hun sagde, at Silia og Gabriel burde forlade hinanden, måtte hun se sig selv ganske tilfreds. Af egne egoistiske behov, som hun endnu ikke forstod sig fuldkomment på. ”Mon ikke naturen kommer til at gå sin gang mellem dem? Den form for knas styrker sjældent sådanne bånd.”

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var mange år siden Faith sidst havde moret sig med nogen. Den familie hun havde skabt sig var borte, den kærlighed hun havde følt, druknede langsomt for øjnene af hende, og de venner og allierede der altid havde været ved hendes side, var nu væk. Det føltes godt at få en lille bid af fortiden igen. "Mit udvalg har været snævert. Ud over Kimeya var det kun Fabian der havde en reel chance, ikke at jeg tror det var blevet bedre," konstaterede hun og begravede sine blege fingre i det store, røde hår.
Faith var stærkt nok at forsvare sig, derfor lød det for hende rimeligt. Dog var hun kendt for sine hårde metoder, dem kunne hun ej lægge fra sig. "Det er omstændigheder jeg kan leve med," konstaterede hun lidt kortfattet. Denjarnas tilbud var dog langt sværere for hende.
Hun så ned i sin vin og var tavs i flere minutter. Ordene havde ikke forladt hendes tunge, men en del af hendes politik havde altid været fællesskab. Alle andre ad Dvasias race levede som individualister, det var fællesskabet som gjorde dæmonerne så unikke. "Det til gengæld ved jeg ikke om jeg kan acceptere. Grunden til jeg er en meget bedre leder end nogen af de andre i mørket, er grundet det fællesskab jeg har skabt. Ved at lade mine dæmoner leve som individualister så risikerer jeg at miste taget om dem, det bliver svært at fungere som leder, og de er ikke alle lige velopdragene," påpegede hun. Aldrig ville hun stoppe med at lede sit folk. Ikke at alle skulle tvinges til at leve på det samme sted, men hun havde brug for at vide de havde et tilflugtsted et sted, hvor alle kunne samles, et sted hvor hun kunne lede fra.
"Ej ønsker jeg at være i de adelige rækker kæreste. Jeg er en leder. Men jeg ønsker muligheden for at udvikle. Desuden.. ikke ment som fornærmelse, men jeg bukker ikke for dig. Du og jeg er ligeværdige, jeg går ikke på knæ," understregede hun med et sigende blik. Ikke skulle hun tage det ilde, Faith var aldrig gået på knæ for nogen.
"Det burde man. Hans metoder er dog ikke altid velkommende. Han respektere mig ikke, Kimeya respektere kun sig selv og Jaqia," hun tømte sit vinglas uden at kommentere på det. Silia havde en stor plads hos hende, men hun havde ikke brug for en mand, det endte tilsyneladende galt for dem alle.

[Denjarna Dark Dynithril]

Meget mere omkring sig havde Denjarna altid været til forskel for Faith. Man kunne vel både sige, at det var på godt og ondt? ”Og hvad med blandt dæmonerne? Det har altid forundret mig, at du aldrig har fundet en blandt dine egne, når nu det er dem du ånder og lever for,” sagde hun ærligt. Hun kunne vel heller ikke være den eneste der havde undret sig over dette? For hendes eget vedkommende, havde hendes egen race dog aldrig sagt hende noget. En mørkelvisk mand ville nemlig aldrig blive i stand til at give hende det modspil, som hun higede efter.
Blikket holdt Denjarna på Faith. Umiddelbart lød det ikke som om, at Faith tilgodeså hendes ideer. Ideer, som hun umiddelbart ikke selv kunne bevæge sig væk fra. ”Jeg forstår, at I har et godt sammenholdt blandet jeres slags. Selv ved jeg også, hvordan det er. Mørkelverne har trods alt alle dage levet for sig selv.. Det er dog også derfor, at jeg må holde fast i mine ord. Jeg kan ikke lade en så stor gruppe lukke sig ind. Jeg bliver nødt til at holde dem med resten af befolkningen, så de lærer at forstå og acceptere hinanden. Det andet gør, at folk får en tilbøjelighed til at tænke, at det er dem mod os. Hvis dæmonerne nogensinde skulle have sit eget, skulle det være fordi, at landegrænsen kunne rykke sig. Dog vil jeg stadig mene, at det gense folk skulle have adgang til jeres by.” Hun tog en indånding. ”At du ikke vil påtage dig en adelig titel, samtidig med lederrollen, finder jeg beklageligt. At du ligeså heller ikke vil acceptere mig som landets dronning, og den position det stiller mig i, finder jeg ligeså beklageligt.”
Vinglasset førte Denjarna igen op til læberne, hvor hun også endte med at bunde det glas. ”Hvis det oprigtigt er således, at det forholder sig, er der kun en ting at gøre.. Smide ham for porten.”

[Faith Jaceluck Marvalo]

"Forsøget er skam gjort. Den ene faldt for min moder den anden for min søster, så det var næppe en succes," konstaterede hun upåvirket. Efterhånden havde hun slået sig til tåls med tanken om at hun var født til at gøre en forskel for dæmonerne, ikke til at vælte sig i mænd, eller blive elsket af dem. Stærke kvinder som de nu var, så behøvede de ej mændene. "Jeg er en leder Denjarna. Hvad du beder mig om er at opgive mit folk og lade dem leve frit. Dog så tror jeg du misforstår mig. Ej kræver jeg at dæmonerne skal leve isoleret i en by, jeg kræver blot et tilholdssted hvor de kan søge hinanden, og hvorfra jeg kan lede dem. Dette betyder ikke at øvrige borgere ikke er velkommende der, blot at jeg kan bevarer det arbejde som jeg har kæmpet i århundrede for at bevarer," forklarede hun, i håb om en forhandling. Det lød ganske rimeligt at dæmonerne skulle ud blandt andre, men stadig skulle de vide hvem deres leder var og at hendes ordre skulle følges.
Hun rystede på hovedet og strakte sig for at lægge en blid hånd på hendes knæ. "Du misforstår mig kæreste. Der hviler ærefrygt i en titel, det klæder mig ikke. Jeg ønsker at være kendt på mit arbejde og mit navn mere end min titel, det betyder ikke at jeg ikke ønsker at være blandt dine nærme," uddybede hun. Endnu var idéen ikke udelukket, men hvis Faith skulle alliere sig, og hjælpe hende med at gøre landet større, så måtte hun sikre sig at hendes dæmoner samt hendes egne behov ville blive tilset. "Desuden.. jeg kan acceptere dig som min Dronning i den forstand at jeg gerne lader dig få alt guldet og æren om det må være sådan, men jeg vil ikke gå i knæ og lægge mig selv under dig, Dronning eller ej så er du min ligemand," hånden trak hun igen til sig og lænede sig til tilbage i stolen med håbet om at hun forstod hendes hensigter.
"Porten er lukket, manden bryder dem desværre op. Han giver mig rent bogstaveligt intet valg, og den værste del.. jeg nyder det," indrømmede hun og himlede med øjnene af sig selv. Somme tider burde hun have fulgt sin mors vej og have fundet en kvinde.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt at sige havde Faith haft et uheldigt kærlighedsliv. Ej var det fordi, at Denjarnas eget havde været en dans på roser, men stadig havde ingen mand nogensinde fravalgt hende. Heldigvis. ”Jeg må sige, at det at kæmpe om mænd blandt sin egen familie er en sørgelig ting.. Måske er det af den årsag, at jeg skal prise, at det altid kun har været mig,” kommenterede hun med et glimt i øjet. Ganske vidst havde hun fået Jarniqa nu, men skulle hendes datter virkelig gå hen og blive en hindring på den front? At hendes datter i øjeblikket så Faiths stedsøn, vidste hun end ikke.
Hun tog en indånding. ”Ej ønsker jeg, at du opgiver dit folk. Det jeg siger er nemlig ikke, at du ikke må lede dit folk. Dog kan jeg ikke stille en hel by til rådighed for dem, som de har nu. Hvad jeg derimod kan skænke er en herregård til dig og med ekstra værelser til et vis antal dæmoner,” sagde hun ærligt, som hun ikke ønskede at skænke byer til de forskellige racer, som der i øjeblikket blev gjort i Dvasias. Der havde både mørkelverne, dæmonerne, vampyrerne og warlockerne sit eget. Desuden skulle racen ikke kun se på Faith, som deres leder, men derimod også Denjarna som den højeste magt. Noget som Dvasias havde problemer med, da alle racerne var utroligt selvstændige. Hendes blik hvilede på Faith. ”Ej behøver du at lægge dig på knæ for mig. Dog ønsker jeg, at du forstår, at mit ord er det endegyldige her i landet. Både over for dig og dine dæmoner, hvis I skulle ønske at bosætte jer her. Dette er nemlig et land og ej en dæmonisk selvstat. Hvis ej du eller I kan leve under det, er hverken Manjarno eller Dvasias løsningen for jer. Hvis I ønsker et sted, hvor I er den eneste og højeste mand, er en løsrivelse af Appolyon den eneste løsning,” sagde hun ærligt, som Faith måtte forstå, at hun ville lægge under hendes magt og ord, hvis hun ønskede at rykke ind i Manjarno med sit folk.
Morende trak Denjarna på smilebåndet, som Faith indrømmede, at hun nød, hvordan Kimeya fratog hende magten. Et sted var det vel selv, hvad hun længtes efter? En mand der rent faktisk turde sige hende imod. ”Selvfølgelig nyder du det.. Du er en stærk og magtfuld kvinde, og så kommer der denne her mand der er i stand til at håndtere dig,” sagde hun roligt, som havde det været en selvfølge.

[Faith Jaceluck Marvalo]

De var komplekse kvinder, det var svært for mændene at håndtere dem, så kunne man have forventet andet end et komplekst kærlighedsliv ligeså? "Min moder kunne desværre ikke finde ud af at holde benene lukket, så jeg blev.. velsignet med 6 smukke søstre," ironien nærmest dryppede fra hendes tone. Godt nok var hendes søstre smukke, men ingen af dem havde været en velsignelse, med årene havde hun kun opdaget hvor meget de hver og især havde svigtet hende.
Hun rystede afvisende på hovedet. "Jeg vælger ikke til og fra på den måde. Jeg tror ikke at du forstår min måde at lede på kære Denjarna," indrømmede hun og pillede lidt ved sit tomme glas. En herregård var fin i sig selv, men hun frygtede lidt af dæmonerne ville blive splittet om man skilte dem ad. Dog var dette en hindring hun kunne efterkomme. "Dog kan jeg indordne mig i den forstand," tilføjede hun. Det var ikke det største problem, hun måtte et eller andet sted stole på sine egne evner og på havde hun havde gjort sig fortjent til dæmonernes loyalitet og tillid. Hendes større problem var at Denjarna ville kræve at de skulle følge hende over Faith, og hun brød sig ikke om at blive gjort underlegen på den måde. "Jeg forstår at dit ord er endegyldigt, og jeg kunne give dig hundrede af løfter om at jeg ville underlægge mig hvis uenighed skulle finde sted, men vi ved begge to godt at det ikke ville ske i praksis. Jeg har aldrig formået at underlægge mig en regent, og jeg tvivler på du vil blive den første," hun trak på skuldrene. Det var ærlig snak, sandheden var at hun gerne ville, men kom det til stykket, så ville det formentlig ikke ske. "Præcis. Så lad os tage en sidste drink på gammelt venskab og lad så vores veje skilles på ny," sagde hun med en lidt dramatisk undertone før deres glas blev fyldt op igen en sidste gang.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Der er uden tvivl visse fordele ved at løsrive sig fra sin familie. Jeg og seks andre søskende ville aldrig have kunnet gå sammen,” kommenterede Denjarna roligt, som hun trods alt selv havde stukket af hjemmefra i sin tid. Dog havde det ikke været hos sine egentlige forældre, men derudover sin plejefamilie. Lige meget hvad ville hun dog aldrig have kunnet stille sig tilfreds med søskende. Det at skulle dele en plads med en anden, havde nemlig aldrig faldet hende naturligt ind. Desuden var hun ikke synderligt familiekær.. Det havde også været at se i hendes frygt for at få børn, og nu hendes skrøbelige forhold til Jarniqa.
At Faith næppe kunne underlægge sig Denjarnas regime, forundrede på ingen måde Denjarna. Faith havde nemlig altid været en selvstændig kvinde, der altid havde lystet at følge sit eget. Svært gjorde hun det dog også for sig selv, når hun ikke interesserede sig for nogen af de lande der var. Hun var nemlig nødt til at respektere et af dem, hvis hun ikke selv ønskede sig lederpositionen for det. ”Tomme løfter er jeg på ingen måde interesseret i. Ej heller er jeg interesseret i, at sådanne twister skal skille os ad, som de nu har skilt dig fra dit hjemland. Jeg kan dog ikke give dig, hvad du ønsker, da det du ønsker er at være din egen herre, med dit eget folk, i en andens land,” sagde hun ærligt, som hun ikke var interesseret i at lyve for sin gamle veninde. ”Hvad du ønsker kan måske findes i det nyopdagede land. Af hvad jeg ved af, skulle styret ligne Det Gamle Peula.” Svagt trak hun på smilebåndet ved lyden af Faiths skål, inden hun selv løftede sit glas. ”Et sidste møde bliver det næppe nogensinde,” sagde hun med et glimt i øjet, inden hun måtte tage en tår. Ganske vidst så de ikke længere hinanden, som de engang havde gjort, men stadig havde de formået at genfinde hinanden og den gamle tone. Et sted ligesom hende og Gabriel..

[Faith Jaceluck Marvalo]

Familie kunne somme tider være en klods om benet. "Jeg er tilbøjelig til at give dig ret, men hvis jeg tænker på hvor stærke vi har været når vi har kæmpet side om side, så ville jeg ikke være det foruden. De færreste tør erklære krig, velvidende om at med den ene følger en flod af andre," påpegede hun ærligt. Det var jo ikke kun Jaceluck, det var ligeså Marvalo og Maloya. De var mange stærke allieret som stod sammen og Faith nærede stadig håb om at de sammen kunne vælte Jaqia og skabe den verden som hun ønskede.
Hendes krav var store, mange misforstod dem, for så lang tid de ikke underkurrede hende var der intet at frygte, men følte hun sig skidt behandlet, så ville det komme til at mærke den brændende vrede. Hun sukkede dæmpet, og lod de lysende, grønne øjne falde på sin gamle veninde.
"Jeg ønsker ej at give dig tomme løfter, og jeg ønsker endnu mindre at søge til det nyopdagede land. Jeg finder min sti. Det gør jeg altid," sagde hun selvsikkert hvorefter hun rejste sig, en kende vakkelvoren. Alkohol var ikke noget som havde specielt god effekt på hende, kendte hun sig selv ret, ville hun vågne op i Marvalo Mansion.
"Næppe. Desværre ikke med håber udfald. Jeg takker for Deres Tid, Deres Højhed," hun lod flygtigt sin hånd stryge over Denjarnas, inden hun sendte hende et sidste smil. Med lidt vaklende skridt kunne hun mærke hvordan roen bredte sig i takt med at hun nærmede sig døren, kun for at forsvinde tilbage mod sit eget and i mørket.

//Out

[Denjarna Dark Dynithril]

”Det er sandt.. Jaceluck har altid været et frygtet familienavn. Derudover er der det faktum, at I har spredt jer, og blandet jer med andre store navne. Det er derfor utroligt, at en eller flere fra kredsen endnu ikke har gjort oprør, siden du er utilfreds med det dvasianske styre. Meget bekendt er din familie større end Anglerax-navnet,” sagde Denjarna ærligt. Selv ville det passe hende udmærket, hvis Jaqia mistede tronen til fordel for en fra Faiths klan. Grundet hendes bekendtskab med Faith, kunne det nemlig skabe hende en allieret. Særligt som hun kunne se, at det ej var muligt for Faith og dæmonerne at flytte til Manjarno. Glasset hævede hun i Faiths retning. ”I så fald håber jeg, at stien snarligt vil dukke op,” sagde hun roligt, inden hun drak af glasset. En skam var det selvfølgelig, at dæmonerne ikke ville blive en del af Manjarno, men ej ville hun begræde det, som betingelsen alligevel havde været uacceptabel. Raceopdelingen kunne nemlig ikke gå i Manjarno, som den kunne i Dvasias. Manjarno var nemlig et blandet land, der skulle kunne rumme alle, og ikke bare den enkeltes behov. Blikket lod hun følge Faith, som hun rejste sig. Hun var allerede på vej væk? Var der forståeligt, hvis hun følte et stik af skuffelse? Det var trods alt længe siden, at hun sidst havde set sin gamle veninde. Derudover måtte hun også helt mindes de gamle dage, som hun endelig så hende. Det var vel derfor at acceptere, at det ikke længere var, som i gamle dage? Svagt smilede hun til hende. ”Kom godt hjem, Faith,” hilste hun roligt, inden hun så, hvordan hun noget vakkelvornt måtte bevæge sig ud af kroen. Som det skete, skjulte barens gæster end ikke, at deres blikke skiftevis røg fra dæmonernes leder til deres dronning. Ja, snakken ville uden tvivl begynde at gå nu. Sit eget glas bundede hun, inden hun i følgeskab med sine vagter forlod baren.

// Out