From a brother to another..

[Jason Elvana Nimanhra]

Gabriel Maloya Nicomendes

---

Det var hen på aftenen, da Jason søgte ned igennem de mange korridorer. Endelig havde han formået at slå Isolde bare en smule ud af hovedet. Det var for pokker hans søns kommende hustru, og ikke noget, som han havde i sinde at ødelægge. Den lille familie som han havde tilbage, ønskede han naturligvis at værne om.
Dog var det ikke det, som han havde i tankerne for denne aften, men derimod noget ganske andet. I en time havde han nu søgt efter Gabriel. Der var visse ting, som han ønskede at drøfte med sin kære ven. En mand, som han i forvejen skyldte så meget.
Duften af engleblod skar ham nærmest i næsen i takt med at han nåede Biblioteket. At det var her manden måtte gemme sig, forundrede ham ikke. Det havde han også gjort, da han havde været yngre. Visse ting ændrede sig tilsyneladende bare aldrig. Et kort, men tilfredst smil gled over hans læber, idet han slog dørene op. Selv var han pænt klædt. Man var jo trods alt Kongelig Rådgiver af en grund. Hænderne foldede han over ryggen, som han spejdede over de mange hylder og reoler. Der var jo nærmest bøger så langt som øjet rakte.
Langsomt lod Jason hovedet søge på sned. "Gabriel?" kaldte han. Uformelt som bare pokker, men igen.. Det var Jason. Hvad kunne man forvente?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel befandt sig i dagens anledning på Biblioteket. Altid havde det været det sted, som han havde søgt hen, når han havde haft brug for at samle tankerne bare en smule. Godt gik det nemlig mellem ham og Silia i denne tid, hvilket han naturligvis var rigtig glad for, men der var endnu et godt stykke vej at gå. Jason var tilbage, hvilket også betød, at han måtte finde sig i de perverse udtalelser, som kun måtte komme fra den mand! Et sted måtte han jo også erkende, at det var noget, som han rent faktisk havde savnet.
At døren blev åbnet og Jason måtte gøre sin entré, lagde han først mærke til, da hans navn blev kaldt. Langsomt lukkede han bogen foran sig, og lagde den på plads under armen, inden han rettede sig op. "Du er heller ikke til at undgå, min kære ven," svarede han, denne gang med et træk på den ene mundvig. Ikke fordi at han havde i sinde at skjule det. Jason betød jo faktisk meget for ham.
Langsomt vendte Gabriel sig om, så han denne gang måtte lade blikket søge mod Jason. Hvad mon grunden var til at han opsøgte ham her? Han af alle, vidste hvad det betød, når Gabriel trak sig til Biblioteket, som det jo altid havde været det sted, hvor han oprigtigt havde været i stand til at finde sin ro og sin fred.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste godt hvad det betød, når Gabriel gemte sig på Biblioteket på denne her måde, men hvornår havde han taget hensyn til den slags ting? Det var først nu, gået op for ham, hvor meget af hans familie, der egentlig var forsvundet og mistet i hans fravær, og det var nu på tide i hans øjne, at han fandt sig til rette med det hele. Var det forkert at ønske, at visse ting, var som de plejede at være. Han savnede de stunder, hvor ham, Gabriel og Marius tog i byen og bare var drenge.
Blikket søgte Gabriels skikkelse, som han stod der med en bog i sine hænder. Han søgte roligt hen mod ham. "Hvornår har jeg nogensinde taget hensyn hvad det angår?" spurgte han med en ganske sigende mine. Hvad der dog plagede Gabriel, var dog ikke til at vide for ham. Ikke endnu i hvert fald.
"Der er ting der plager dig, min ven. Er Silia ikke god ved dig?" Et kækt smil bredte sig på hans læber. Om man kendte ham, vidste man uden tvivl godt, hvad det var han refererede til. Gabriel ville i hvert fald ikke være et sekund i tvivl om det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville ikke sige, at han gemte sig. Det havde han aldrig gjort, og derfor ønskede han bestemt heller ikke, at have den hængende over hovedet! Han vendte blikket mod ham. At han allerede med det samme refererede til Silia, kom på ingen måder bag på ham. Faktisk ville alt andet overraske ham. Let himlede han med øjnene. "Hvorfor kommer det ikke bag på mig, at du allerede nu tror, at hun er problemet? Langt fra, Jason," fortalte han med en rolig stemme.
Gabriels blik hvilede på Jasons skikkelse. At det var det som han gik og troede, var problemet, var langt fra tilfældet, og ikke ønskede han, at det var noget som manden skulle tro. Han lagde bogen til side. Bogen om Procias' historie. En historie, som hans moder havde været med til at skrive. Kunne han gøre det samme, og med samme stolthed? Han fik jo de perioder fra tid til anden.
"Aldrig har du taget hensyn, og det gør du bestemt heller ikke lige nu," pointerede han med en sigende mine, som han igen vendte blikket mod Jason. Han skulede let. "Jeg ved bare ikke.." tilføjede han. Personlige ting, vidste han derimod godt, at han kunne diskutere med manden foran ham. Heldigvis.

[Jason Elvana Nimanhra]

Sandt at sige, at Jason aldrig nogensinde i sit liv, tog hensyn. Han gjorde hvad han ville, og det havde han altid gjort. Dog vidste han, at det bånd, som han havde fået til manden, gjorde, at han jo alligevel følte en vis bekymring, og særligt når det foregik på denne måde. Han lod hovedet søge undrende på sned.
"Det ville bare ikke forundre mig. Du ved, at kvinder kan spille frygtelig kostbare, ikke?" Han sendte manden et kækt smil. Alt for at løfte stemningen bare en anelse, selvom det til tider, godt kunne vise sig, at være svært.
Jason rystede på hovedet. Hvis det her var en måde, hvorpå at han kunne få banket Isolde lidt ud af hovedet, så var det også det værd for ham. Han hævede hånden, som han kort klemte om Gabriels ene skulder.
"Hvornår går det op for dig, at du ikke kan holde hemmeligheder for mig, Gabriel? Jeg kan mærke og se, at der er ting der plager dig," pointerede han med en mere kortfattet mine end tidligere. Gabriel kunne lige så godt lade være med at pakke det ind. Intet ville han få ud af at gøre det på sigt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia havde aldrig været et problem for Gabriel. Siden det var gået op for ham, at hun kunne se spøgelse og de døde, som endnu ikke havde krydset over, så var det noget, som gav langt større mening for ham. Han var nu mere bange for, at hun kunne se Evelyn.. og hvad Evelyn gjorde sig af tanker, når Silia var sammen med ham. Han rystede på hovedet. Alt for mange tanker på en gang.
"Det kan de, men selv du ved, at Silia er anerledes og mere værd end det. Hun er kostbar for mig.. Hun behøver ikke spille på det," pointerede han ganske sigende. Silia havde virkelig intet med det her at gøre. Det var nok mere ham, som bare gik rundt med mange tanker på en gang. Han vendte sig mod ham, som han mærkede hånden hvile mod hans skulder. Det var selvfølgelig rart, at han havde nogen at dele det med, og særligt når det foregik på denne her måde... men alligevel.
"Det hele er svært lige nu, Jason," pointerede han direkte, som han igen rystede på hovedet af sig selv. Han vidste jo godt, at det hele lød fuldkommen latterligt, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det.

[Jason Elvana Nimanhra]

Noget måtte uden tvivl tynge Gabriel meget, siden det var her han måtte gemme sig. Det var jo heller ikke rigtigt fordi, at han som sådan, kunne gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Hans blik hvilede på Gabriel, hvor hånden fast blev hvilende mod hans skulder. Han klemte let om den.
"En kvinde er en kvinde, Gabriel," pointerede han direkte. Hvis der var nogen, der kunne kvinder, så var det da uden tvivl ham, og det var ikke noget, som den unge mand kunne komme her og tage fra ham. Han var der dog ikke for at diskutere hvorvidt om Silia var en kvinde som hun skulle være, eller om det var andet. Han brød sig jo bare ikke om at se ham på denne måde.
"Du er konge af et helt land, Gabriel. Det er ikke nu du skal begynde at få kolde fødder," pointerede han næsten en kende hårdt. Jason sagde tingene direkte, og det havde han alle dage gjort. Det burde i hvert fald ikke komme bag på Gabriel på noget tidspunkt. Han trak endeligt hånden til sig, for at folde den over ryggen med den anden. "Sig frem, min ven. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig med den byrde?" spurgte han. Han måtte jo trods alt vide, hvad der var galt, før han kunne gøre noget ved det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vendte blikket direkte mod Jason endnu en gang. Silia var en fantastisk kvinde, og hun havde slet ikke behov for, at skulle spille kostbar, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Han bed tænderne let sammen, og vendte blikket kort den anden vej. Jason havde altid haft forbandet nemt ved at læse ham, og han kunne slet ikke have det.
"Du kender hende, næsten lige så godt, som jeg selv gør," pointerede han direkte. Han ville ikke stå her og diskutere kvinder med en mand, som Jason! Manden havde jo ikke haft nogen siden Lisa, og det var jo ved at være mange år siden! Ikke underligt, at han var trængende!
"Jeg er ikke ved at få kolde fødder, Jason. Det her er et arbejde, som jeg agter at udføre, til den dag, jeg skal lægges i graven," pointerede han med en mere fast tone, end hvad han havde benyttet sig af tidligere. Han vendte blikket strengt i retningen af ham. Han skulle ikke have lov til at tro andet, og særligt ikke nu!
"Gør jeg det hele godt nok, Jason?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han vendte blikket mod ham igen. For ham var det rent faktisk relevant at vide.

[Jason Elvana Nimanhra]

Sandt at sige, at Jason udmærket godt kendte Silia, og vidste, at hun ikke var en kvinde, der spillede på de kvindelige fordele som sådan. Hun kunne godt.. Det havde han i den grad set! Han trak kort på smilebåndet. "Den må jeg dog give dig, min ven.. Du scorede godt i den anledning," sagde han med en ganske sandfærdig mine, som han jo oprigtigt mente sine ord.
Ikke var det meningen, at Gabriel skulle rende rundt og tvivle på, hvad han kunne, og hvad han ikke kunne. Det var i hvert fald ikke sådan, at tingene forholdt sig for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hans skikkelse, og alligevel med en ganske alvorlig mine. "Tvivler du atter en gang på dine egne evner, Gabriel?" spurgte han med en direkte stemme.
Jason lod hovedet søge på sned. Han vidste, at det var noget som kom over den unge mand fra tid til anden, men som altid, så var det komplet unødvendigt at gøre sig de tanker. Hans blik gled endelig til titlen på bogen. "Du savner hende.. Har jeg ret?" tilføjede han endeligt. Dum var Jason på ingen måde. Han kunne jo godt se, hvor det plagede ham. Han havde bare ikke brugt hovedet nok til at kunne regne den ud før nu om ikke andet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde nok sine egne måder at håndtere de mange forskellige tanker og følelser på, og dette var dertil også en måde, som han gjorde det på. Han savnede da uden tvivl sin moder, og nu hvor det var sådan omkring i verden, som det nu var, så var det vel heller ikke underligt, at han reagerede som han gjorde? Let rystede han på hovedet af sig selv. Et sted var han jo udmærket godt klar over, at det var direkte tåbeligt.
"Hvilket jeg ved, at jeg gjorde," sagde han med et kort smil på læben. Det var rart at have Jason til at rende omkring igen, selvom den mand virkelig kunne formå at sætte hans pis i kog, som intet andet overhovedet formåede at gøre det.
Hvad angik hans moder, og det pres som lå på hans skuldre, var lidt det, som slog ham ud lige nu. Han hadede når det kom, men derfor var han uden tvivl også glad for Jason. Et kort smil passerede hans læber, inden han nikkede. Han kunne jo ikke ligefrem lægge skjul på det. "Hun er svær at undvære lige nu, Jason," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod de store vinduer. Han sukkede let, inden han gik hen mod dem. Vingerne trak han tæt ind mod sin krop igen.

[Jason Elvana Nimanhra]

At savne nogen, var en naturlig ting at gøre i livet, og særligt dem som man havde tæt ind på livet. Dette var selv noget, som Jason måtte lære at tage afstand til, og særligt fordi at han havde mistet mange igennem sit eget liv, og særligt i den tid, han selv havde været fraværende.
Langsomt lod Jason hovedet søge på sned, som han hævede blikket op mod sin kære gamle ven. Han ville jo gerne hjælpe ham, men tab på den måde, var svært. Han var ikke god til den slags. Han havde jo selv mistet, og hans var jo trods alt for nylig. "Hvilket jeg godt kan forstå, Gabriel," forsøgte han. Hånden lod han kort lægges mod hans skulder igen, næsten som var det hans form for trøst. Han var bare ikke særlig god til den her slags.
Jason stillede sig denne gang ved siden af Gabriel. Han kunne ikke rigtigt hjælpe på afsavnet, for han forstod da på det hele, at det var slemt lige nu, og det var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Silia kan ikke hjælpe dig?" forsøgte han. Hvem var bedre at snakke med om det, end sin hustru? Han kunne bare ikke finde ud af dette.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var hårdt til tider, og særligt lige nu, for et sted var Gabriel vel bange for, at han ikke gjorde det optimalt eller godt nok? Det var den frygt der meldte sig ved ham fra tid til anden, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved den. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Svært var det uden tvivl, men derfor var det også rart, at der var visse ting, som bare ikke ændrede sig.
"Silia ser ånderne rundt på slottet her, Jason, og jeg frygter, at hun kunne være en af dem," sagde han direkte. Dette var ikke noget, som han ønskede at belemre hende med, for Evelyn og Jeremiah var uden tvivl mere end rigeligt i den sammenhæng.
Gabriel søgte hen til vinduet, som han tvang op. Pludselig var det ham, som havde brug for den friske luft, så det alene, var heller ikke noget som sagde så lidt. Han plejede at kunne holde hovedet højt, men nu hvor alt det med Dvasias også var igang, så var det bare som om, at det var frygtelig, frygtelig svært, at det hele var på denne her måde, for han kunne jo ikke rigtigt gøre det store ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Tænderne bed han let sammen. "Alt var nemmere, da man var barn.. ikke sandt?" Han vendte blikket roligt i retningen af Jason.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var udmærket godt klar over, at Silia kunne se de ånder som var knyttet til stedet her. Han havde jo trods alt selv været blandt dem, og blandt dem, som virkelig havde formået at pisse hende af, og irritere hende igennem de sidste mange år. Han kunne om ikke andet, så stille sig tilfreds med, at han havde fået den chance, som han havde fået. Dog var der de ting, som han jo bare måtte tage med sig.
"Skal jeg være helt ærlig, kan jeg ikke huske det," sagde han ærligt. Meget af den tid som ånd, var glemt.. Han kunne vitterligt ikke huske det, og han ønskede ærlig talt heller ikke at tænke mere på det, end hvad der var højest nødvendigt. Derimod ville han hellere se frem, og Gabriel burde uden tvivl også ende med at gøre det samme.
Kort måtte Jason vende det mørke blik mod Gabriel igen. Barndommen? "Det vil jeg nu ikke påstå," pointerede han. Han var en dvasianer af herkomst, og han havde oplevet dagligt, at blive banket gul og blå nærmest, frem til hans moder havde givet op på ham. Han var vokset op som en udstødt.. Han ville ikke kalde det for en lykkelig barndom i hvert fald. "Barndommen ønsker jeg ikke at genleve.. men tiden derefter. Du virker som en, der kunne bruge en tur i byen, Gabriel," sagde han direkte.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Skuffet kunne man næsten sige, at Gabriel var over, at Jason ikke kunne fortælle ham, om Elanya rendt rundt her på stedet eller ej. Det var nu heller ikke fordi at han ønskede det. Han ønskede, at hun fik den fred, som hun så brændende havde fortjent, og særligt efter alt det, som hun havde været igennem her i sit liv. Man kunne ikke sige, at hun havde været heldig af sig, hvilket selvfølgelig gjorde ham trist.
"Det var det, jeg var bange for," sagde han denne gang direkte, inden han igen vendte blikket ud af vinduet. Jasons barndom var han kendt med. De havde jo været fantastisk gode venner i frygtelig mange år. De havde delt mange ting med hinanden. "Det var nu heller ikke lige det, jeg mente," sagde han. Jason var heldig trods alt.. Alt det som han havde været igennem, og endnu formået at beholde lyset i sit liv? Han tog hatten af for det.
En tur i byen, havde han ikke oplevet i frygtelig mange år. Ligesom de havde gjort før hen. Han måtte dog erkende, at det ville være rart, men han kendte Jason, og vidste, at det ville svide til hans egen ende! "Sidst du fik mig med i byen, min ven, måtte du nærmest bære mig hjem igen. Desuden var jeg ikke gift dengang," pointerede han sigende. Han trak kort på smilebåndet. I dag kunne han jo more sig ved tanken om det.

[Jason Elvana Nimanhra]

Langsomt lod Jason hovedet søge på sned. "Jeg beklager," sagde han direkte. Lige hvad det angik, kunne han desværre ikke være til megen hjælp, og det var nu bare sådan, at tingene måtte forholde sig i den anden ende. Han ønskede heller ikke at huske det. Han ønskede faktisk bare at glemme, at han havde været død på et tidspunkt, og nu havde fået muligheden for at genvinde den chance i livet. Det var det, som i hans øjne, var det, som oprigtigt måtte betyde mest for ham.
Barndommen ønskede han at glemme. Han var kommet langt forbi det punkt, og han havde fået sin egen familie. En familie, som havde fået helt andrem uligheder, end hvad han have haft dengang, hvilket naturligvis var noget, som betød ekstremt meget for ham. En tur i byen derimod, ville være fantastisk! Et let smil passerede kort hans læber ved tanken alene.
"Du nød det," pointerede han. De havde været unge knægte dengang. De havde nydt deres liv, og nu var det vel noget, som de begge kunne bruge? Måske de kunne få Marius med? Han rystede kort på hovedet. "Og hvis jeg lover at være sød?" Nok ikke noget som han kunne holde på sigt, men han kunne jo trods alt prøve.