From a brother to another..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Døden og det som de begge havde mistet og tabt, vidste Gabriel jo godt, at han ikke kunne fortsætte med at tænke på, på sigt, men selv var nødt til at komme videre. Jason havde vist ham, at man kunne, også selvom det var svært. Han kunne ikke bare slukke for følelserne på den måde, selvom det uden tvivl ville være rart fra tid til anden, at kunne det.
Blikket gled mod ham. Jason sød? Det tvivlede han stærkt på, overhovedet var muligt! "Den dag helvede fryser til is min ven.. Den dag, vil du kunne være sød," pointerede han med et let træk på den ene mundvig. Han vidste at han jo havde ret. At komme lidt ud, ville uden tvivl være forbandet rart, og noget, som de begge to sikkert godt kunne bruge. Marius måske? Så kunne de tage ud alle sammen, som de havde gjort førhen. Hvad Silia dog ville sige til det, var det som han nok var mest påpasselig med.
"Du formår at sælge en vare, som slet ikke er din at sælge, Jason. Jeg er fristet, men jeg kan ikke.." endte han dog med at afvise. Han ville gerne, men han ville jo heller ikke lade Silia sidde med hele ansvaret for sig selv. Hårdt var det jo trods alt også for hende, og det var jo heller ikke meningen, at hun skulle sidde med det hele på egen hånd. De var jo trods alt to om det.

[Jason Elvana Nimanhra]

Døden havde Jason haft tæt ind på livet siden den dag, han var blevet født. Meget havde han at takke Gabriel for i eftertiden, og det vidste han vel også godt? Armene lod han denne gang søge over kors. Her måtte han ikke tage nej for et svar, hvilket den unge mand udmærket godt var klar over. Nu havde han sat sig denne tanke i hovedet, og han havde bestemt ikke tænkt sig, at lade det gå sig forbi på noget tidspunkt. Langt fra faktisk.
"Du sårer mit døde hjerte, min ven," pointerede han med hvad der endte med et kort træk på den ene mundvig. Han ville ikke lade manden slippe, og det var han vel også klar over, et eller andet sted? Det var vel derfor, at han handlede som han gjorde? "Du tror vel ikke, at jeg lader dig gå med et nej, gør du?" spurgte han med en rolig stemme. Han stillede sig denne gang ved siden af Gabriel i stedet for. Endnu med armene foldet over ryggen.
"Vi kunne give Marius samme bud? Så vi igen kunne søge ud. En mandetur i byen?" I den sammenhæng, vidste han jo godt, at han også var den eneste af de 3 mænd, der stod uden nogen direkte forpligtelser til en kvinde på hjemmefronten. Selv for ham, handlede det jo om, at nyde den tid, mens man endnu måtte have den.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Jason ikke havde tænkt sig, at lade Gabriel slippe, var slet ikke noget, som kom bag på ham. Han kendte manden, og han kendte hans stædighed, og særligt når han havde sat sig noget andet i tankerne, end hvad der egentlig burde være der. Han rystede kort på hovedet, og med et smil på læben. "Du er godt klar over, at jeg i den sammenhæng, vil modtage den største skideballe, når jeg kommer hjem i morgen, ikke?" spurgte han. Her sad han som engel omringet af vampyrere. De havde jo alle de gode forudsætninger, for bare at kunne komme hjem og have det lige så fint, som før de tog afsted!
Gabriel ville jo gerne, hvilket nok også var det, som var hans største problem, men han ville jo heller ikke lade det hele hænge på Silia, og særligt ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Ikke ønskede han, at hun skulle have mere at slås med, end hvad godt måtte være. Han sukkede let. Marius var også en savnet mand, og selv var han ikke i tvivl om, at det var noget som de alle havde brug for.
"Du vil ikke give mig noget andet valg, gør du?" spurgte han direkte. At komme ud, ville gøre godt, men han frygtede nu alligevel for følgerne af det, og særligt fordi at det jo trods alt var Jason som forsøgte at overtale ham til det.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde ganske vidst ikke nogen forpligtelser overfor nogen på hjemmefronten, hvilket nok også var det, der gjorde, at han kunne gøre hvad der passede ham. Ligesom han gjorde lige nu. Desuden ville det også være forbandet rart for ham, at kunne slå Isolde helt ud af hovedet, og særligt når han havde det, som han nu havde det med den kvinde.
"Jeg er nu sikker på, at Silia godt kan unde dig en tur i byen, Gabriel," sagde han standhaftigt. At diskutere tingene med ham, ville man intet få ud af, og det burde manden udmærket også være klar over på sigt. Dette var intet som ville gøre gavn for ham. Han tog bestemt ikke nej for et svar i denne omgang, så han kunne jo lige så godt lade være.
Et tilfredst smil passerede Jasons læber, som han igen vendte blikket mod vinduet. "Nej.. det gør jeg ikke," sagde han direkte. Gabriel ville ikke få et valg. Alle havde de brug for at komme lidt ud efterhånden, så hvorfor ikke bare udnytte det, når de nu endelig havde muligheden for at gøre det? Marius ville sikkert også gerne med, og så kunne de jo gøre lidt som de havde gjort tidligere. At de havde en kvinde der ventede på dem, var han på sigt, ganske ligeglad med.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia havde altid ønsket det gode og det bedste for Gabriel, hvilket han i forvejen var klar over, men det var bare svært det hele. Han ville jo heller ikke ligefrem have, at hun skulle sidde med det hele alene, og særligt fordi at han kendte Jason godt nok til at vide, at det ikke bare var en tur i byen, men at eftervirkningerne også ville være voldsomme og brutale.
"Du ødelægger mine argumenter, Jason," sagde Gabriel med en direkte stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod Jasons skikkelse. Han vidste jo godt, at manden et sted havde ret, men synes heller ikke, at han kunne lade Silia sidde med det alene.
"Og du behøver ikke sige det. Jeg ved udmærket godt, at jeg tænker for meget," sagde han direkte, som han denne gang rystede på hovedet. Han vidste, at han var ude hvor han ikke kunne argumentere sig ud af sagerne, selvom han kunne fortsætte med at prøve på det. "Det tænkte jeg nok.. Du kunne ikke bare spørge Marius om han ville med?" fortsatte han med en rolig stemme. Han var jo trods alt nødt til at prøve, også selvom det bestemt ikke var nemt. Jason var den sidste mand, som man burde give sig ud i en argumentation med.

[Jason Elvana Nimanhra]

Naturligvis ødelagde han da Gabriels argumenter. Manden havde da valgt ham som kongelig rådgiver af en grund, så det kunne da næppe komme bag på ham, på sigt, kunne det? Han ville jo trods alt ikke bare have Marius med. Det skulle være noget, som de alle sammen gjorde sammen, som de havde gjort førhen, så det var vel heller ikke underligt, at han handlede og reagerede på denne her måde, var det? Han himlede kort med øjnene.
"Gabriel.. Kære Gabriel. Troede du, at jeg ville lade dig gå så nemt?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Ikke at man kunne spore skuffelse eller andet ved ham, for det kunne man ikke. Han var nemlig ikke den type, som lod det komme så voldsomt til udtryk for hans vedkommende. Han stillede sig mere ved siden af ham, så det var muligt for ham at se. Han tog hensyn til Silia, hvilket han havde respekten for, men han tvivlede stærkt på, at hun ikke ville lade ham nyde en tur i byen, som hun til tider tog turen til skoven, for bare at få et pusterum. Gabriel lod til at kunne bruge det, og han var ikke i tvivl om, at det var noget som de alle kunne.
"Vi kunne spørge ham. Jeg er ikke i tvivl om, at han ville med. Desuden.. Hvem skulle da holde hånden over os, når vi får for meget?" spurgte han. At få noget at drikke, og bare tænke på andet end de hverdagsproblemer de alle havde, var vel også en god ting?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Et sted kunne man vel have håbet på, at Jason ville lade ham gå? Selvom han naturligvis havde været tilbøjelig til at have sine tvivl, hvad den slags angik, og særligt, når det hele måtte foregå på denne her måde. Han ville jo gerne. Han havde uden tvivl brug for et pusterum, hvor han bare kunne ligge de kongelige pligter til side, og bare være sig selv. Det var jo efterhånden ved at være flere år siden, at han havde gjort det.
"Man kunne vel have håbet, ikke? Du skal bare ødelægge det, når jeg selv forsøger at være fornuftig." Sagen var vel, at han var taknemmelig for det, som Jason gjorde for ham? Og særligt når det var på denne her måde? Han trak vejret dybt og sukkede igen. Han ville jo gerne, og Jason formåede da uden tvivl også at sælge en vare, som slet ikke var hans at sælge, og særligt når det foregik på denne her måde. Han rystede kort på hovedet igen. Han måtte jo bare opgive den kamp. Intet ville han få ud af det.
"Men du har ret i, at det ville være godt," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod ham, som han stod der ved hans side. At ligge kongen til side og bare være Gabriel for en aften.. Hvilken fantastisk tanke det rent faktisk var, selvom han vidste, at det var at lege med ilden. Uden tvivl var det at lege med ilden.

[Jason Elvana Nimanhra]

Et morende glimt måtte nu alligevel melde sig i Jasons øjne. Havde Gabriel virkelig regnet med, at han ville lade ham gå, bare fordi at han sagde noget, men ønskede det modsatte? Han vidste jo allerede nu, at manden gerne ville med, men at han var bange for hvordan Silia ville tage det. Ikke at han ikke forstod ham, for det gjorde han da uden tvivl.
Armene lod han endnu hvile over kors, og med en tydelig tilfredshed i minen. "Jeg tror vi alle kunne bruge den tur ud, hvor vi bare glemmer hverdagsproblemerne, og hvad der plager os ellers, min ven," sagde han direkte. Han var i forvejen ikke kendt for at pakke tingene ind, og derfor så han heller ikke nogen grund til, at skulle gøre det nu og her. Han sendte ham et ganske let smil.
"Det tænkte jeg nok," kom det tilfredst fra Jason, da Gabriel alligevel måtte give sig. Det kunne være rart at komme lidt ud, og det var noget, som de alle sammen ville have rigtig godt af. Marius var uden tvivl med dem, hvad det angik, og det var lidt det, som han måtte holde fast i, i den anden ende. Han rettede sig op. "Skal vi?" spurgte han videre. Stod det nemlig til ham, tog de afsted med det samme!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Et opgivende suk måtte dog alligevel bryde Gabriels læber. Jason var da ... irriterende lige nu! Han vidste jo desuden at manden havde ret, og at det ville gøre dem godt, at komme ud i byen, og hvis de kunne få Marius med, så var det jo som om, at ingenting var anderledes, hvilket var en tanke, som han rigtig godt kunne lide. Han vendte blikket direkte mod ham igen.
"Du ved godt, at jeg har lyst til at slå dig lige nu?" spurgte han med en sigende mine, hvor smilet alligevel ikke var til at tage fejl af. Han kunne jo godt lide det. Han kunne godt lide, at visse ting, kunne være ligesom de altid havde været før. Han rystede kort på hovedet. Han kunne jo udmærket godt høre, at Jason uanset hvad, ikke ville give ham noget alternativ, og så var det jo bare sådan, at det måtte være i den anden ende. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det.
"Jeg burde snakke med Silia om det først.. Jeg kan jo allerede nu, forestille mig, hvilken tilstand jeg vil komme hjem i, i morgen," sagde han endeligt, som han vendte blikket mod ham. Et smil passerede hans læber. Manden havde da formået at løfte hans humør en hel del.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det morende glimt forlod dog overhovedet ikke Jasons blik på noget tidspunkt, som han alligevel blev stående ved siden af ham. Hvis han kunne løfte stemningen lidt, og samtidig drikke kongen under bordet, så var hans lykke da gjort!
"Jeg tvivler stærkt på at du tør," sagde Jason, næsten som en opfordring. Med den baggrund han havde, så ville det slag som Gabriel kunne finde på at give ham, mærkes som et kærtegn, end det ville mærkes som noget andet. Han lod armene søge ned langs hans krop. Hvorfor snakke med Silia? Det var der da overhovedet ikke nogen grund til.
"Jeg er sikker på, at hun nok skal forstå. Find hvad du skal bruge, og så tager vi afsted," sagde han, som lod han ikke Gabriel stå og fortsætte med at argumentere med ham, for intet godt ville der komme ud af det. Han var rådgiver af en grund. Det var meningen, at han skulle rådgive manden i den ene eller den anden retning, og det var så også det, som han gjorde lige nu. Han vidste, at manden gerne ville, så nu skulle han bare overtales lidt til det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Jason havde alle dage, været komplet umulig at snakke med, og særligt når han allerede havde sat sig en tanke i hovedet, så var han jo helt umulig at tale fra den igen, og dette var jo ikke ligefrem et undtag. "Var det en udfordring, gamle ven?" spurgte Gabriel med et let træk på den ene mundvig. Sagen var vel, at han ikke ønskede at slå ham, men derimod bare fortælle ham, at han altså ikke skulle forsøge at overbevise ham om noget, når han forsøgte at tage et fornuftigt valg! Nemt var det i hvert fald ikke på nogen måde for ham lige nu. Han rystede let på hovedet, og med et smil på læben. Jason havde nu altid formået at hæve hans humør, og dette var bestemt heller ikke noget undtag af de ting, kunne man sige.
"Jeg vil gerne snakke med Silia, før jeg gør noget som helst. Til forskel for dig, min ven, har jeg både en hustru og et kongeligt ansvar at stå op til i morgen," fastholdt han. Han forsøgte i hvert fald, selvom det ikke var nemt, og særligt ikke så god som Jason i forvejen, var til at overbevise ham om at tingene skulle være, som de skulle være. "Desuden.. hvor har du tænkt dig, at vi skulle søge hen?" spurgte han. Mange i Procias så i forvejen ned på ham, som det væsen han var, hvilket Gabriel jo heller ikke ønskede.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var på ingen måder bange for, at udfordre Gabriel på dette, og særligt fordi at han vidste, at manden ikke kunne finde på det. Det var det, som han vidste, og det var det, som han spillede på i øjeblikket. Han fnøs ganske let. "Noget må virkelig være galt, hvis du kunne finde på at hæve din hånd for mig, min ven," sagde han direkte. Gabriel var den sidste mand, som han frygtede noget fra, for han havde aldrig haft en grund til det.
Silia behøvede ikke at blive informeret. Stod det til Jason, skulle han nok tage skideballen. Kvinden var jo mega frustreret på ham i forvejen, så dette var vel heller ikke rigtigt noget, som gjorde den store forskel i den sammenhæng, var det? "Lad hende leve i troen på, at hendes fornuftige mand, også kan være fornuftig på den anden side af slottets murer, Gabriel. Om andet.. så lad mig tage skideballen. Det er jeg mester til i forvejen," sagde han endeligt.
Hvor de skulle søge hen, vidste han ikke. Jason var i forvejen ikke meget for bylivet i Procias. Alt for mange skævede til ham, og så ned på ham, grundet hans race. "Ud tænker jeg.. væk herfra, hvor Marius og jeg også respekteres," sagde han direkte.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Jason vidste godt, at Gabriel ikke kunne finde på at lægge en finger på ham, og endnu mindre, at skulle slå ham. Han vendte blikket i retningen af hans skikkelse igen, og med en mere fast mine end tidligere. "Prøv med frustrationer, min kære ven..Du gør dit arbejde en kende for godt," sagde han med et morende smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være, når det kom til det her.
Et kort klap måtte Gabriel alligevel skænke Jasons skulder, som han igen rystede på hovedet. Jason havde en vane med at få alle til at ville ønske, de kunne kvæle ham, dog selvom manden i hans arbejde, var uundværlig. Og for Gabriel personligt om ikke andet. Manden var som en bror for ham, og det havde han været igennem rigtig mange år. Ikke ønskede han, at det skulle ødelægges. "Du har ret. Jeg kender ingen, der kan drive folk til frustration, som du kan," pointerede han. Det var mere i respekten for Silia, at han ville snakke med hende først.
"Så med andre ord, ønsker du at vi søger ud af Procias?" spurgte han med en sigende mine. Ikke at det kom bag på ham. Alt andet derimod ville have forundret ham voldsomt. Men igen. Han ville jo også gerne have, at de havde det vel.

[Jason Elvana Nimanhra]

Selvom Jason kunne være frygtelig irriterende, så var han uundværlig, og det var det, som han levede højt på. Desuden havde han lovet, at være omkring Gabriel til at råde og guide ham, og det havde han skam også tænkt sig at gøre. Nu ville han råde manden til at slippe tøjlerne, og slå sig lidt løs, og bare være sig selv. Det havde de jo trods alt alle sammen brug for en gang imellem. "Jeg er uundværlig for jer, og det ved jeg," sagde han med en standhaftig stemme. Hvorfor skulle de ellers have givet ham denne enestående mulighed, for at få sit liv igen?
Gabriel ville ikke komme til at slå ham, og de skulle ud på den anden side af de procianske grænser, hvilket var noget som han stod fast ved i den anden ende. Klappet mod hans skulder, tog han mere end glædeligt imod. Med andre ord, så havde Gabriel vel også givet sig på den front? Hvilket var noget som passede ham mere end fint på sigt! "Det er en unik gave, jeg har," sagde han tydeligt tilfredst, som han let nikkede mod ham.
"Som du læste mine tanker.. Er du frisk?" spurgte han med et tilfredst smil på læben. At gøre det i Procias, var uaktuelt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Jason ikke kunne undværes i denne forbindelse. Han var fantastisk dygtig til hans arbejde, og han var en mand, som betød meget for ham i hans personlige liv, hvilket ikke ligefrem var noget som han kunne lægge skjul på. "Du lever alt for højt på den, min kære ven," sagde han direkte, som han atter vendte blikket mod hans skikkelse.
Begge havde de brug for at komme ud, og det ville uden tvivl være rart, at få Marius med, så tingene var, som de havde været før i tiden, hvilket der jo heller ikke var nogen skam i, hvis han selv skulle sige det. Han ville jo gerne, og det kunne uden tvivl også være rart. "Så du vil til Manjarno.. selvfølgelig. Det burde jeg have sagt mig selv." I forvejen var han ikke meget for den tanke udelukkende på grund af Denjarna, men hvor længe kunne han gå og være sur over det? Han var lykkelig gift, og havde ikke brug for at tænke mere på den sag. Det var for ham, et overstået kapitel.
Gabriel endte langt om længe med at nikke. "Så lad os gøre det," sagde han endeligt, og med et smil på læben. Han glædede sig rent faktisk til at komme ud igen, for han havde brug for det. Han havde virkelig brug for at slå sig løs efterhånden!