Another night at work...

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde aldrig prøvet det på denne måde. Det at vække dyret i Valerio var faktisk utroligt tiltalende for hende, fordi det virkelig fik hende til kun at fokusere på ham. Hun ønskede at tilfredsstille ham. Hun ønskede at være bedre, så han ikke behøvede flere udskejelser. Altid endte hun med at vende det hele mod sig selv, endte altid selv med dårlig samvittighed og skyldfølelse. Tænk, hvis hun havde sat en stopklods for sig selv i alle disse år? Tanken gav hende næsten kvalme ligeså, for tænk på hvor meget længere de kunne være nået, hvis hun bare var mere åben? Så på den led, så var varulven da faktisk et godt boost til deres forhold, selvom det både var had og kærlighed i en og samme. Hun bemærkede godt den lette rødlige glød. Hendes egne øjne havde også fået et strejf af gul blandet med hendes blå øjne, så hendes øjne nærmest lyste op selvom det var bælg mørkt herude i baggården. Ligeglad med tid og sted var hun lige nu, for alt handlede faktisk bare om dem. Hun slap et let støn, da hun ramte muren med ryggen. Den var kølig mod hendes nøgne hud, men hun kunne faktisk lide det. Aldrig havde de faktisk været sammen på denne måde. Som han bukkede sig ned, så løftede hun også det ene ben over hans hofte, og da han gled på plads, så satte hun af, så hun endte med at sidde fast om hans hofter med benene, mens han selv gled på plads og kom dybt op i hende. Hendes armen slog hun omkring hans nakke, så hun hjalp med at holde sig selv lidt oppe. Det hårde tempo havde aldrig gjort hende så begærlig og kåd som nu. Hovedet lagde hun en smule tilbage, som hun lod sine støn høres for ham, der af og til også kom ud som mindre skrig af det rene behag, når han ramte helt plet. Hendes hænder kørte hun ind i hans hår i nakken, hvor hun tog mere fat. "Vis mig dit indre... Tag mig som det dyr du er," endte hun imellem stønnene.

[Deleted]

Varulv og vampyr.. Det burde slet ikke forekomme, men nu gjorde det jo det alligevel. Valerio havde intet imod det. Hvis han begyndte at kunne tvinge dyret frem, ville det være helt igennem fantastisk, og han ville bestemt ikke have noget imod det! Øjnene klemte han hårdt sammen, som de dybe støn brød hans læber. At hun slyngede sig om hans hofte, var slet ikke noget, som han havde noget imod! Han satte hænderne mod væggen bag hende, da hun nu selv var i stand til at holde sig oppe. Neglene rev han ned af muren, hvilket efterlod tydelige mærker. Han var et dyr, og endelig kunne han også lukke det ud sammen med hende, hvilket var noget af det mest fantastiske, som han nogensinde havde været udsat for.
Den ene hånd låste han omkring hendes hofte. Så han kunne holde hende fast ved hans hurtige og faste tempo. Lige her, var han bestemt ikke mild af sig. At han så ikke havde sine tænder, var endnu en gang noget som måtte vække en frustration i ham, da lysten til at sætte tænderne i hende, kun måtte stige voldsomt. Særligt sådan som den var lige nu! Han klemte øjnene let sammen. "Du snakker for meget.." hviskede han med en tydelig anstrengt mine, inden han skubbede sig fast fra væggen og direkte ned på jorden, vor han lagde dem, så ingen kunne se dem. Han strammede grebet tæt omkring hende, hvor han holdt et fast tempo. Det var nok den mest fantastiske og perfekte omgang, som han nogensinde havde haft med hende!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice nød dette til fulde drag. Hun havde faktisk altid været ret skræmt over hans dyriske side, men det var som om, at hun sagtens kunne tage det nu hvor hun selv havde fået en side, der matchede. Nok var de instinktivt fjender, men de fandt sammen på trods af det. Han anså det som en sygdom... hun så det, som en ny styrke. Dette ville aldrig være sket, hvis hun stadig havde været lysvæsen. Mest af alt fordi, at hun havde været døden nær. Og når han ikke havde sine tænder, så kunne han jo ikke rigtigt bide hende og derved omdøbe hende. Så fuldmånens kræfter havde ramt hende som held i uheld. Og lige nu kom det dem da faktisk til gode. Hun holdt sig selv oppe og fulgte hans tempo. Det føltes fantastisk og det frembragte en helt ny side af hende, som hun ikke var sikker på, at hun kunne kontrollere i sidste ende. Varulven blev vækket i hende, hvilket var tydeligt i form af de gule øjne, der var en stor kontrast til hans egne røde øjne. Hun fnøs ved hans ord, selvom det var ment godt, men svarede blot med et enkelt støn. De væltede rundt og ned på jorden, hvor hun stadigvæk holdt benene stemt mod hans side og hofte, så han kunne få fuld adgang. De havde aldrig været så nære og så tætte som nu, aldrig haft en så fantastisk kontakt. Hun stønnede højt for ham og lod sine hænder søge om på hans ryg. Hun kradsede ham og uden at tænke over det, så ville han nok også komme til at bløde af nogle af rifterne, for hun kunne ikke rigtigt kontrollere det lige nu. Selv havde hun faktisk lyst til at bide ham til gengæld....

[Deleted]

At bide, var slet ikke noget som Valerio kunne, og i øjeblikket, var det noget, som for alvor satte en direkte frustration i ham. Aldrig nogensinde havde han været så tæt på hende, og gjort det så dyrisk med hende, som det han gjorde i øjeblikket, hvilket han uden tvivl godt kunne mærke sig af lige nu. Svagt måtte han bide tænderne sammen, som han tvang hende ned at ligge, så han kunne have hende lidt alene. Han fortsatte det høje tempo. Han elskede at han kunne høre hende, som han elskede at være den, som bragte hende til disse højder. Hans negle rev over jorden under dem, i et forsøg på at holde sig bare lidt på plads, og nemt var det på ingen måde. Han elskede det virkelig! Ingen tvivl om, at han elskede det!
Øjnene måtte Valerio lukke i. Alice var det eneste som fyldte ham i øjeblikket, som han slet ikke skænkede Cathlina så meget som en eneste tanke. Der var alverdens andet som fyldte ham, og det var det eneste, som havde en betydning for ham. Varulven var en sygdom.. en sygdom, som han ikke kunne helbrede hende fra, selvom han virkelig havde lyst til at gøre det, men bare ikke kunne. Han hævede tempoet. Selv kunne han ikke klare stort mere! I takt med et højt tempo, måtte grebet omkring hendes krop også strammes, inden han gjorde et sidste endeligt stød. Med dette, kom også det dybe støn tæt ved hendes øre, inden han nærmest faldt ned over hende. Det havde været det mest fantastiske, som han havde oplevet med hende, nogensinde før!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice manglede nærmest biddet i øjeblikket. Det var noget, der i hvert fald ville kunne tage dem endnu længere, selvom hun snart ikke vidste hvor meget de kunne overgå det, som de havde gang i lige nu. Hun havde aldrig ladet ham komme så tæt eller lukke sit dyr ud overfor hende, men hun kunne da se nu, at det havde været en fejltagelse. Men hun havde nok heller ikke været kvinde for at kunne tage det, før hun var blevet varulv. Det havde ændret hende, men hun følte sig selv stærkere end førhen. Og havde genfundet noget af sin styrke samt fundet ny styrke, som hun hidtil ikke havde set hos sig selv. Og det gjorde hende mere og mere selvsikker på sig selv og livet, for hver dag der gik. Snart måtte deres uheld og ulykke da vel være forbi! Lige nu havde hun glemt alt om at være sur på ham, for hun havde overgivet sig fuldkomment. Hun nød at høre hans kradsen mod jorden og nærmest brumme og knurre for hende. Hun lod øjnene glide i og bøjede nakken tilbage, så hun skød brystet en smule mere frem. Det føltes utroligt godt. Som tempoet blev hævet, så følte hun snart, at en bombe skulle springe i hende, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af alt den nydelse. Hele hendes krop skælvede i hvert fald bifaldende for det han gjorde ved hende. Selv tog hendes krop voldsomt til, hvor hun endte med at komme i nærmest samme øjeblik som han gjorde det og hun faldt sammen under ham, da han også røg ned over hende. Hendes arme lagde hun ned mod jorden, som hun nærmest trak efter vejret helt forpustet. Det havde været fantastisk!

[Deleted]

At fraholde ham at få dyret frem, havde uden tvivl været en kæmpe fejltagelse, men hvad.. Det var jo trods alt også dem, som man lærte af, kunne maj jo sige. Hans krop sitrede, som han havde gjort sig færdig. At gøre det udendørs, hvor folk i princippet kunne både se og høre dem, var ærlig talt ikke noget, der rørte ham det mindste. Han elskede fornemmelsen af det, og han elskede at mærke hende, særligt når det var på denne her måde. Hvorvidt om han var tilgivet eller ikke, var noget som han var ganske ligeglad med. Lige nu handlede det om, at hun ikke havde afvist ham i den forstand, at hun havde tvunget ham derfra, og det var vel også det, som i princippet var det vigtigste? Hans blik søgte hendes skikkelse med et let smil på læben. Okay, det bad havde virkelig været overflødigt, men for pokker. Han fortrød ikke det mindste, at dette var forekommet.
Valerio trak hovedet stille til sig, kun for at lade hånden stryge mod hendes kind. Kunne han, havde han sat tænderne i hende, bare for at markere hende som sin, for hun var hans. Det var sådan her, han gerne ønskede, at de gjorde det i fremtiden. Han ønskede jo for pokker ikke at se, at det hele som de havde sammen, skulle falde sammen, så det ikke ligefrem gjorde det meget bedre. Han sendte hende et tydeligt tilfreds smil. "Vi kan jo godt," pointerede han med en dæmpet stemme, inden han roligt trak sig. Han rejste sig op.

[Alice Lairé-Jênan]

Effekten af, at Alice faktisk var åben og modtagelig overfor hans indre dyr, havde været fantastisk. Det skræmte hende slet ikke mere, som det havde gjort førhen. Så selvom varulven var en sygdom i hans øjne, så bidrog den jo faktisk med masser af fremragende ting til deres forhold. Det havde været en fantastisk omgang. Og det at gøre det udenfor, hvor vejrforholdene og det hele spillede med ind, havde også bidraget med sit. De burde virkelig gøre dette her noget oftere. Nu havde de startet noget, som hun bestemt ikke syntes skulle stoppe igen, for de skulle være sammen. Men derfor fortjente han stadigvæk smæk for det han havde gjort, men det kunne hun jo tidsnok give ham en lærestreg for. Hun trak let på mundvigen, som han strøg hendes kind og efterfølgende trak sig. Hun skubbede sig selv op at sidde og trak stadigvæk vejret ret tungt, da hun følte sig helt forpustet. Hun ville selv ønske, at han faktisk kunne bide, for det manglede virkelig. Hun ville være hans helt og komplet, som hun også ville markere ham som sin med krads og duftmærker. Hun nikkede og skubbede sig op at stå sammen med ham. "Ja," var det eneste hun lige umiddelbart kunne svare. Hun skævede hen til det ødelagte tøj og smilede op til ham. Hun skænkede ham et kys. "Men vi har vist forsømt vores kro gæster. Jeg løber op og kommer i tøjet, så jeg kan gå ned og betjene baren," endte hun. Hun løb hen til sin kjole og holdt den op foran sig, som hun sprintede afsted for at komme ind i deres hjem, for at få en ny kjole på.

//Out.

[Deleted]

Valerio blødte på ryggen, sådan som hun brutalt havde revet op i ham. Ikke at det var noget, som han egentlig kunne gøre noget ved, og egentlig bude han være ligeglad, men det var han ikke. For ham, betød det uden tvivl meget, at hun havde valgt at lade dyret komme sådan til udtryk, for det var også noget, som han havde haft brug for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sukkede dæmpet. For ham, havde det en kæmpe betydning.
Langsomt trak Valerio sig, og rejste sig. Han tog mere end glædeligt imod hendes kys. Dette var da uden tvivl noget, som de burde gøre langt mere ofte, end hvad de havde gjort til nu. Det var han helt enig med hende i. Han smilede kort for sig selv. At gøre det på den dyriske måde, var helt igennem fantastisk. Ikke kunne han huske, at han havde oplevet noget lignende, hvilket han så sandelig heller ikke kunne lægge det mindste skjul på overfor hende. "Det lyder meget fornuftigt," sagde han efter hende. Skulle han tage det hele som en tilgivelse? At han var tilgivet? Han vidste det ikke. En ting vidste han dog.. Nyt tøj måtte han jo finde - igen. Han søgte derefter efter hende, for selv at komme i noget tøj, for derefter at kunne vende tilbage til arbejdet.

//Out