Another night at work...

[Deleted]

Her skulle Valerio nu stå og skændes med Alice. Ikke at det var nyt for nogen af dem, men for pokker hvor var det dog direkte irriterende! Han rystede let på hovedet, inden han valgte at trække sig. Ej var han blevet voldtægt. Det var nok mere rigtigt, at han havde ladet sig rive med, for det havde han jo gjort. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Den kan jeg nok ikke benægte," sagde han direkte. Ikke ønskede han at lyve for hende. Cathlina havde tvunget ham, og han havde givet efter til sidst. Han havde elsket det. Han havde virkelig elsket det! Og han vidste jo godt, at det var et problem.
Valerio elskede Alice, ellers ville han heller ikke fortsætte med at komme hjem igen. Det var jo i forvejen noget, som tog flere dage. Han lod armene søge over kors. Han havde været hende utro. Et sted burde han være skamfuld over det, men når man var et koldt væsen, var det i forvejen svært. Han brød sig dog heller ikke om at se hende græde. De tårer var ham en torn i øjet. Særligt fordi, at det ikke var noget, som han så særlig ofte. Denne gang kunne han dog ikke lade være. Han rystede på hovedet. "Men det gør jeg. Jeg kommer trods alt hjem til dig, i stedet for at blive der, ikke sandt?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Ville hun virkelig mene, at det som de havde delt frem til nu, var så ligegyldigt? Det var slet ikke noget, som han kunne forstå. "Det som skete, er ikke noget som var meningen, og jeg er ikke stolt af det.. Men hvorfor tror du, at jeg søgte hjem til dig, Alice? Det er her, jeg ønsker at være, og jeg ønsker at være sammen med dig." Var det ikke tydeligt? Vægtede det overhovedet ikke tungt? Han måtte erkende, at det vækkede en form for skuffelse, for han følte uden tvivl, at han prøvede!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice ville egentligt hellere bruge sin tid på noget andet end skændes med Valerio, men de havde faktisk nogle ting de blev nødt til at snakke om og få ud af systemet. Og at det så altid endte som et skænderi, var vel bare sådan som det var mellem dem, for de kunne oftest ikke tale særlig pænt til hinanden. Ved hans ord, så følte hun både en afklaring, men også en større vrede hobe sig op i hende. Hun var da glad for, at han ikke benægtede det, men for pokker hvor gjorde det hende vred, at han havde været hende utro... og flere gange. Og han så ikke ligefrem ud til at fortryde det, hvilket kun gjorde det værre for hendes del. Hun rullede med øjnene og tørrede sine øjne, da hun slet ikke ville vise ham sine tårer, for han fortjente det faktisk ikke. Hun tog derfor en dyb vejrtrækning og tog sig sammen. Han forstod virkelig ingenting! "Og hvad kommer du egentligt hjem for? Var, Valerio? Får du ikke allerede alt du vil have af den anden kvinde, som har fanget dig i sit spind?" spurgte hun med en kold tone. Hun forstod ikke hans motivation til at komme hjem, hvis det var så fantastisk hos den anden kvinde. Så ville hun faktisk hellere have, at han skulle blive væk. De havde delt mange gode ting, gennemgået så mange ting... Men hvis det var det her, de var nået til, så nægtede hun at blive holdt for nar! Vreden boblede i hende og hun gik hen til ham med bestemte skridt og endte med at stikke ham en lussing direkte over hovedet. Hun kunne slet ikke kontrollere det og hun trak sig straks tilbage bagefter, som hun ømmede sin hånd lidt. "Hvad kan du muligt ønske fra mig som du ikke allerede finder andre steder? Hvad gør mig så speciel?!" hvæsede hun af ham.

[Deleted]

Valerio var ved at være træt af, at skændes med hende, for det var efterhånden kun ved at være en naturlig del af deres liv sammen, og det ønskede han slet ikke! Han bed tænderne sammen. Gud hvor han dog manglede de hjørnetænder. Det var også for alvor gået op for ham, efter han havde lært Cathlina at kende. Hvorfor overhovedet lægge skjul på, hvad han gjorde sig af tanker og følelser omkring den kvinde? Han gjorde det jo for pokker ikke engang med vilje! Han vendte blikket mod hende. At hun stod og græd, var noget som uden tvivl måtte skære i ham, for det havde han aldrig brudt sig om. Igen vendte han blikket den anden vej. Han ønskede heller ikke at kigge på det. "Jeg kommer hjem, fordi at det er her jeg gerne vil være. Det er her jeg ønsker at være," forklarede han igen. Var det da overhovedet så svært at forstå!?
Valerio endte med at stå fuldkommen stille, som hun søgte til ham, kun for at give ham en direkte lussing. Hans kind antog meget hurtigt en rød farve, og et mærke efter hendes hånd, inden han atter måtte vende blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han kneb øjnene fast sammen. Han elskede hende.. Det alene burde være mere end rigeligt for ham! "Jeg elsker dig, Alice! Det alene burde være en grund nok!" endte han denne gang med en hård stemme. Nu var det simpelthen nok. Han ville ikke stå her og lytte til mere! Hvis det var så stort et problem, så kunne han da bare gå igen! Var det virkelig en fejl, at han var kommet hjem?

[Alice Lairé-Jênan]

Alice gad ikke skændes mere. Hun ville ønske, at de bare kunne være glade for hinanden som førhen, men det var som om de bare kom hinanden på tværs oftere og oftere. Faktisk skete det nærmest hver gang de så hinanden og hun kunne ikke have det. Tårerne fik hun væk, da hun slet ikke ville give ham flere af sine tårer. Det var nok nu, for han fortjente dem slet ikke. At han ønskede at være her, var nærmest ikke forklaring nok for hende. For hvorfor? Hvad gjorde hende så speciel, når han bare kunne overgive sig til en anden kvinde på den måde? Så var hun jo tydeligvis ikke god nok længere og hun nægtede at dele ham. Det var alt eller intet. I hendes øjne hørte de sammen, for det havde de altid gjort. Men hvad kom han hjem for, hvis han havde det så rart i en anden kvindes arme? Var det fordi, hun var tryghed? Sikkerhed? Fordi det var nemt og bekvemt at have et hjem hos hende? For hun var jo åbenbart ikke den interessante mere. "Men hvorfor vil du gerne det? Det kan du jo ikke engang svare mig på!" råbte hun direkte af ham, inden hun stak ham en flad. Hun trak sig væk fra ham, chokeret over, at det faktisk kunne ske. Hun havde slået ham. Og det havde endda føltes rart. "Og jeg elsker dig... Men jeg forstår ikke hvordan du kan... kan gøre det. Og flere gange! Hvis det bare var én gang... én fejl, ét øjeblik du ikke kunne kontrollere dig selv. Men du gentager den samme fejl og det giver mig kvalme!" endte hun, mens stemmen langsomt blev hævet med hendes ord.. Hun skælvede direkte af vrede lige nu. "Hvis du elsker mig... så vis mig det," endte hun og slog armene ud. "Kom og tag mig!"

[Deleted]

Skænderierne, var selv Valerio ved at være temmelig træt af, men for pokker, han kunne jo ikke gøre noget ved det. Uanset hvad de gjorde, skændes de som hund og kat, og dette var bare ikke noget undtag, hvilket bestemt heller ikke var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende. Han elskede hende, hvilket alene i hans øjne, var nok en grund til at komme hjem, og vælge stedet her, mere end han havde valgt Cathlina, og det var ikke engang nok for hende? Hvad pokker havde hun egentlig regnet med? Det der var heller ikke ligefrem retfærdigt overfor ham, hvis han selv skulle sige det! "Jeg har allerede givet dig et klart svar!" vrissede han med en tydeligt sammenbidt stemme.
At hun havde slået ham, var ikke noget som Valerio reagerede mere på, end hvad der var godt i den anden ende. Han rystede let på hovedet. Hvorfor stod han og reagerede på denne her måde? Han rystede på hovedet, inden en kraftig hvæsen tog fat om ham. Han gjorde et kraftigt udfald direkte mod hende. Hans næver lukkede sig om hendes skuldre, hvor han igen trykkede hende ind mod væggen. Denne gang krævede han hendes læber i et intenst og længselsfuldt kys. Han havde jo uden tvivl savnet og manglet hende i den tid, han ikke havde været hjemme, og i hans øjne, var det nu også på tide, at få det hele indfriet. Han elskede hende jo. Det var jo her sammen med hende, at han havde lyst til at være.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice ville ønske, at de kunne lade vær med at skændes. Men hvilken anden måde var der at få spændingerne mellem dem ud på? Hun vidste det ikke lige på stående fod. Han havde nu flere gange sagt, at han elskede hende, hvilket var oftere på en aften end det sidste år. Men stadigvæk var det som om, at det ikke var fyldestgørende nok for hende. For det var så abstrakt at elske og utydeligt, at han ønskede at være her på grund af det. Men hun måtte jo tage ham på hans ord, når han ikke kunne uddybe mere. Men så måtte han jo vise hende det i stedet for. Hun ville mærke, hvorfor han faktisk kom tilbage til hende. Hun kneb øjnene sammen og var klar til ham, da han satte i gang mod hende og klyngede hende op ad væggen endnu engang. Det sitrede helt i hende, for de havde ikke rigtigt haft nogen omgang med hinanden siden hun var blevet varulv. Hun mødte hans læber mindst ligeså intenst og krævende. Hun manglede ham jo. Så var der noget at sige til, hun faktisk reagerede frustreret overfor ham? Hun lod hænderne glide ned over hans trøje og lod hænderne søge op under den for at kærtegne hans mave og bryst.

[Deleted]

Valerio var elendig til følelser i forvejen, hvilket Alice udmærket godt var klar over. Lige nu, gjorde hun det bare ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Næverne lukkede han direkte omkring hendes skulder og overarme, hvor han igen trykkede hende direkte op af væggen. Han krævede hendes læber i et dybt og længselsfuldt kys. Han elskede hende jo, og derfor kunne han heller ikke lægge skjul på, at det var her han gerne ville være. Han ønskede jo at være omkring hende. Hvorfor skulle han ellers fortsætte med at komme hjem til hende, hvis det ikke var her han ønskede at være? Det gav jo heller ikke nogen mening!
Her skubbede hun ham ikke væk, hvilket var noget som passede Valerio mere end fint. Han elskede helt klart at have hende tæt på ham, da det var her, han følte sig.. afslappet. Måske ikke så dyrisk, som han gerne ville være, men han følte sig vel, og han følte sig accepteret, selv på trods af hans fejler og mangler. Dem var Cathlina end ikke særlig god til at acceptere ved ham. Hans greb slap hende, som han lagde dem omkring hende i stedet for. Som hun rørte ved ham, satte det en sitren i ham. Han slap hendes læber, kun for at bevæge dem over hendes kind og videre nedover hendes hals. Han strammede grebet om hende. Han var hjemme, og han var kommet hjem for at blive, hvad end om hun ville det eller ikke.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste ikke, hvorfor hun forventede mere fra Valerio. Måske burde hun faktisk bare selv oppe sig. Hun var alt for meget i sine tanker og følelser, hvor Valerio var det modsatte sted. Så måske hun bare skulle lukke af og bare nyde sit liv for en gangs skyld. Hun var vant til at blive domineret, sat på plads og være underdanig. Så derfor faldt hun også lidt tilbage, da Valerio igen demonstrerede sin magt overfor hende, for han var jo stærk. Det dyriske havde faktisk bare aldrig tændt hende så meget som nu. Der var som om blodet bruste i hendes årer på en helt ny måde, som hun hidtil slet ikke havde mærket. Blusen han havde på endte hun direkte med at flå op med også hidtil usete kræfter. Det havde hun ikke ligefrem prøvet før. Hun strakte halsen for ham. Dette var ikke en tilgivelse til ham. Hun vidste faktisk ikke, om hun nogensinde ville kunne tilgive ham for at være hende utro. Men om ikke andet, så måtte hun prøve at få en eller anden bekræftelse fra ham, så hun kunne tro på hans ord. Tro på, at han faktisk elskede hende og ville være hos hende. Også selvom tvivl nagede i hendes indre. Hun lod hænderne stryge ned over hans mave og endte med at gribe fat om hans arme, hvor hun drejede dem rundt. Nu var det ham, der så havde muren i ryggen og hende der stod yderst. Hun kyssede ham fra halsen og langsomt op mod hans øre, hvor hun nappede ham i øreflippen. "Jeg burde straffe dig for at være mig ulydig," hvislede hun ham forførende ind i øret.

[Deleted]

Valerio var kommet hjem, fordi at han ønskede at være hjemme. Det var her han oprigtigt ønskede at være, og det var uden et undtag. Han vendte trykkede hende fast ind mod sig, hvor han kyssede hende over halsen. Tilgivet eller ikke, så var det ikke noget som gjorde den store forskel for hans vedkommende. Han prustede ganske let ind mod hendes hals, som han kyssede hende. Tilgivet eller ikke, så lod hun ham alligevel komme det stykke tættere på hende, hvilket skam også var noget som passede ham mere end fint, for han elskede at have hende tæt på sig, og særligt, når det foregik på denne her måde!
Som hun vendte dem, satte det en voldsom sitren i hans egen krop og sind. Han ønskede at mærke hende. Hans skjorte blev brutalt flået op. Den var endda helt ny! Han sagde dog intet til det. Jo mere dyrisk hun var, des mere følte han sig tilpas omkring hende. Cathlina havde jo vist ham, at han skulle omfavne den del af sig, snarere end han burde gøre det modsatte, og det var uden tvivl også noget, som han havde tænkt sig at gøre! Han vendte blikket mod hende, som hun havde fået dem vendt og med en tydelig sitren. Det der måtte hun gerne gøre noget oftere, selv i hans verden. Det ville gøre det så meget bedre, også for ham! "Straf mig, Alice.. Tag mig," hviskede han intenst, som han lagde armen om hende, kun for at trykke hende tæt. Den anden lukkede sig direkte mod hendes bryst.

[Alice Lairé-Jênan]

Det var som om, at Alice glemte sin vrede fuldstændigt. Dyret bruste frem i hende... lystent og ukontrolleret, så hun faktisk ikke rigtigt kunne finde fornuften i alt dette. Hun havde aldrig været ham så tæt, så hurtigt eller så intenst og det startede faktisk begges instinkter. Hun vidste ikke om det var godt eller skidt. Men dette var ikke en tilgivelse. Hun vidste faktisk ikke helt hvad dette var, men det skulle hun vel nok finde ud af før eller siden? Skjorten flåede hun af ham uden nærmere eftertanke. Hendes hænder søgte over hans mave og ned over hans krop, hvor hun fandt vej til hans bukser. Hun begyndte langsomt binde dem op, mens hun placerede små kys ned over hans hals igen. Den ene hånd mod hendes bryst fik et gisp til at forlade hende, da det føltes lidt for godt. Hans intense hvisken gjorde det ikke ligefrem nemmere at modstå ham. Det var umådeligt fristende at være hans i dette øjeblik for at sætte sin duft på ham og gøre ham til sin. Hendes ene hånd lod hun glide ned i hendes bukser, som hun hurtigt fandt hans lem. Hun lukkede hånden om ham og kærtegnede ham bestemt. Som hun nåede ham til halsen, kunne hun fornemme noget og hun åbnede øjnene for at se nærmere. Et bidemærke? Det gjorde hende vred... Ingen skulle sætte sit mærke på Valerio, når det ikke var hende. Hendes anden hånd lod hun stryge over de to bidemærker. "Du tilhører mig, Valerio... Forstår du det? Ikke hende!" endte hun med en fast tone. Hun endte med at kradse ham ned over det ene bryst, så 4 små blodige linjer dukkede frem. Det irriterede hende, at den tøs var kommet før hende!

[Deleted]

Valerio ønskede ikke at skændes med Alice, og det var også noget af det sidste, som han tænkte på i øjeblikket. Han kunne hvert fald ikke ignorere det mere. Han lystede hende. Han havde brug for hende, og han ønskede så brændende at mærke hende tæt på sig. Han sukkede nydende, som hun berørte ham og var ham tæt. Han ønskede jo ligledes at sætte sin egen duft på hende. Hun var nemlig hvad han havde brug for, og det som han havde brug for, som en del af hans liv!
Som hun tog fat i hans nedre, satte det en direkte sitren i hans krop og sind. Det var noget f det mest fantastiske, som han længe havde oplevet. Ganske vidst ikke som Cathlina, men man skulle jo trods alt starte et sted, ikke sandt? Han vendte blikket mod hende, hvor han selv endte med at tage fat om hendesd skjorte, som han rev op. Han havde brug for adgang til hende. Han sitrede ved hendes ord, og hendes negle nedover hans bryst. Han sukkede mod hendes øre. "Altid har jeg været din, Alice.. Altid," hviskede han dæmpet. Underlivet skubbede han mod hendes hånd, hvor han løsnede resten af hendes beklædning, for selv at få muligheden for at komme til hende. Han havde brug for at mærke hende. Han havde virkelig brug for at mærke hende helt tæt på sig!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice glemte alt om at skulle skændes i dette øjeblik. Lysten var for stærk i hende og hendes fornuft blev skubbet bag det hele, hvilket hun slet ikke var vant til. At være så tæt med en mand havde altid skræmt hende lidt, men nu hvor varulven tog over i hende, så viste hun snart ikke hvad der gik af hende. Hun havde aldrig været så direkte på ham som nu. Og det, at det gjorde ham opstemt, var en tilfredsstillelse for hende, da det også opstemte hende. Hans ord behagede hende også og fik et smil til at glide over hendes læber. Altid var et stort ord at bruge. Og hun vidste lige nu ikke om han mente det eller kun kunne sige det, fordi hun faktisk gav ham noget, han ønskede. Hun var slet ikke vant til at være så pågående eller intens, men det var spændende for hende. Meget spændende endda. Hendes forklæde røg af, da han tog fat i det og hurtigt var kjolen også røget, da den ikke var særligt svær at få af. Hendes hånd mod hans underliv klemte hårdere om hans lem, da han selv skubbede underlivet mod hendes hånd. Hun greb fat om hans bukser og hev dem mere ned, så de endte om hans ankler og endte i det samme så også i en anden højde foran ham. Hun trak på skuldrene og endte med at lade hendes læber omslutte spidsen af hans lem.

[Deleted]

Dette skete uden at Valerio egentlig kunne gøre noget ved det. Han ønskede at mærke Alice, som han uden tvivl også ønskede at mærke hende tæt på sig, og lade hende vide, at han var hvor han gerne ville være. Denne gang var det ham, som var kommet hjem, og han var kommet for at blive. Det kunne vel heller ikke rigtigt komme bag på nogen, kunne det? Hans blik søgte hendes skikkelse direkte, som han havde fået revet hendes kjole op. Han ønskede at se hende! Smuk som hun var.. en gudesmuk kvinde, og nu hvor dyret var blevet en større og stærkere del af hende, så var det uden tvivl noget som selv appellerede mere til ham.
Hans bukser endte løse, hvor han lod hende gå ned i knæ ved siden af. Han endte med et tydeligt tilfredst smil, som hun endte med at arbejde med tunge og læber. Han lagde hovedet en anelse bagud ud mod væggen. Hans hånd lukkede sig om hendes lange røde lokker i et temmelig stramt greb. Han elskede når hun endelig lod det komme til syne, og særligt på denne her måde. Øjnene lod han glide i. Det var omkring Alice, at han følte sig komfortabel og tryg ikke mindst. Han elskede hende, og nu var det på tide, at det atter måtte komme til syne. "Fortsæt," endte han med en tydelig begærlig stemme. Aldrig havde han været udsat for noget andet. Han elskede det uden tvivl!

[Alice Lairé-Jênan]

Hvis det virkelig var sådan, at Valerio ønskede at være hjemme hos hende, så skulle han også stoppe sin omgang med den anden kvinde øjeblikkeligt. Alice nægtede simpelthen at dele ham. Nu havde han haft sine udskejelser, men det var hende, som var hans et og alt. Han sagde det jo selv. Brugte ord som elske og altid, hvilket var stærke ord, især for ham. Hun ville holde på ham bedre også. Hun måtte vel også oppe sig, for måske havde hun også været kedelig? Altid havde hun været meget forsigtig og stille, så måske var det på tide, at hun faktisk også kom ud af sin skal og markerede sin territorium. Med tiden kunne hun måske også tilgive ham. Kjolen smed hun fra sig. Hendes krop var mærket af mange ar, men formerne fejlede ikke noget og hun havde fået flotte former. Hun tog en dyb vejrtrækning og begyndte at kæle for ham med sine læber og tunge. Hun kunne godt lide fornemmelsen af, at han holdt fast i hendes hår. Dette ville muligvis ende ud i en direkte magtkamp, eftersom de begge var præget af deres indre dyr. Hun fortsatte, kælede og gjorde ved, alt for at tilfredsstille ham. Da hun mærkede, at han var ved at være godt tændt, så trak hun sig og rejste sig op foran ham igen. Armene lagde hun om hendes nakke og trak ham til sig i et intenst kys. "Tag mig," hviskede hun begærligt mod hans læber i en pause mellem kyssene.

[Deleted]

Valerio havde endnu en gang glemt alt om Cathlina, da det atter var Alice der måtte fylde det hele i ham, og særligt når det var på denne her måde. Han sukkede dæmpet, som hun arbejdede for hans nedre. Aldrig havde han været ude for at hun gjorde noget så fantastisk for ham. Når han var sammen med hende på denne her måde, kunne han atter lade dyret komme frem i ham. Det var klart det, som for ham, var det vigtigste. Hans mørke øjne havde atter taget en blodrød glød. Hun vækkede det i ham, og han elskede det uden tvivl også! Han ville tage hende.. Gud hvor han dog ville tage hende!
Selvom han ikke fik lov til at gøre sig færdig, måtte han vende blikket mod hende igen. Han missede svagt med øjnene, inden han tog fat om hende. Han vendte dem igen, hvor han klyngede hende direkte op af væggen. Han bukkede sig en anelse ned, hvor han selv tog fat om sit nedre, inden han førte det direkte på plads. Et dybt støn brød hans læber mod hendes, hvor han tog hende hårdt. Ude i det fri.. ligeglad med om folk ville se dem, eller hvad de gjorde, så var det ikke noget som rørte ham på nogen måde, da han bare havde brug for at mærke hende tæt på sig. Han klemte øjnene sammen. Han startede et fast og hårdt tempo. Det var hende han ville have, og det var noget som han var fast besluttet omkring.