Another night at work...

[Alice Lairé-Jênan]

@valerio

"Så, er der serveret!" To ølkrus blev sat fra på et bord foran to sømænd, der netop var kommet i land for en halv time siden og nu trængte til lidt vådt og tørt, samt et hvil i nogle timer, før de måtte på job igen. Mørket var faldet på for kort tid siden, så natten var endnu ung. Fuldmånen havde passeret for to dage siden, så hun var kommet sig igen og sluppet med nogle selvpåførte skader, da hun havde kradset sig selv. I det mindste kunne hun skjule det under kjolen, så det passede hende helt fint. Den ene sømand smilede tilfredst og gav hende et klap i bagen, hvilket fik hende til at rette sig op. Hun pustede ud igen og sendte ham bare et kækt smil, fremfor at gøre ham imod, for det var jo egentligt ret uskyldigt. Hun forlod bordet igen og søgte tilbage til køkkenet. Over ildstedet hang et stor gryde med suppe i, som var dagens ret. Og til suppen hørte der et stykke brød. Hun fyldte to skåle op, skar to humpler brød og gik så tilbage til de to sømænd. "Og her var jeres dagens ret... I kan betale, når I er færdige, ikke drenge?" Hun blinkede let til dem og de nikkede bare, takkede og begyndte så at spise. Så snart hun vendte ryggen til kunne hun høre at de småhviskede om hende og hvor smuk de syntes hun var. Det var nu meget sødt. Hun greb fat i en klud bag baren og gik så i gang med at tørre nogle af bordene af. Her skulle være rent og pænt... Og hvor var Valerio egentligt lige henne i alt det her? Han havde ikke været meget til stede de sidste par nætter...

[Deleted]

Det var et par dage siden, Valerio direkte var blevet kidnappet fra kroen her, af en flok vampyrere, som kun havde været ude på, at stille deres frue tilfreds. Hvad der dog var sket efterfølgende, var ikke en ting, som han ønskede at snakke om. Hans krop var præget af ar, som han havde den smukke Cathlinas tandsæt siddende rundt forbi. Der var efterhånden ikke det sted, som hun ikke havde sat sine tænder i ham!
Nu var han ved at være hjemme. Dette var noget som han et sted også havde set frem til. Han havde nemlig også fundet ud af, at der var muligheder, hvorpå at han kunne få sine egne tænder, og derved også sin vampyriske værdighed tilbage igen. Dette var noget som han uden tvivl havde tænkt sig at undersøge videre. Det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle være. Lystige stemmer lød, som han endelig nåede kroen. Han havde brug for et bad ovenpå den lange tur fra Dvasias. Men nu.. nu var han endelig hjemme, og det var det, som for ham, betød mest lige nu!
Dørene slog han op. Selv var han beskidt. Hans hår stod ud til alle sider, og hans tøj var for stort. Det var heller ikke ligefrem hans eget. Det havde Cathlina jo trods alt formået at ødelægge. Han rystede kort på hovedet, inden han rettede sig op. "Hjemme.." I bund og grund de eneste ord, som brød hans læber i øjeblikket. Hvor var det dog skønt, at være hjemme lige nu!

[Alice Lairé-Jênan]

Om Alice var tilfreds? Nej. Glad? Næppe. Sur? Mon ikke. Valerio kunne da ikke bare forsvinde på den måde og han havde endda været væk under fuldmånen, så hun havde stået med det hele selv. Men faktisk havde det været befriende for hende at finde ud af, at hun kunne selv og det havde uden tvivl givet hendes selvsikkerhed et lille boost. Hun havde efterhånden vænnet sig til at lysvæsnet var væk og erstattet af varulven. Og denne fuldmåne havde ikke været så slem som de to foregående, så hun var egentligt optimistisk omkring det hele. Selv havde hun været på markedet for et par dage siden og da hun var kommet hjem, havde han været væk. Hun havde dog ikke tid til at lede efter ham, for de havde ligesom en kro at bestyre og klare, så det var det, hun havde gjort. Hun tørrede det sidste bord og gik tilbage til baren med kluden, som hun smed ned i spanden med vand, der stod gemt under baren. Hun vædede sine læber og blev kaldt hen af en nyankommen mand, der satte sig op i baren. "Et krus øl skal straks komme din vej," svarede hun med et venligt smil. Hun trak et krus ned fra hylderne over hende, gik hen til tønden med øl og tappede et krus til ham. Hun satte det på bordet foran ham. "25 kobbermønter," klingede hendes blide og nærmest forførende stemme og manden pungede ud. Hun skrabede mønterne sammen og bar dem ud bagved, hvor hun smed den i skjulestedet til deres penge. De havde en spand til hver slags mønt. I det samme gik bagdøren op i køkkenet, der førte ind og ud herfra. Og der stod han jo, Valerio. "Velkommen til Dentures Inn. Det koster 1 sølvmønt for en nats søvn," sagde hun spydigt til ham som velkomst. Han gæstede her jo åbenbart. For hun havde kunne lugte en anden lugt på ham... og nu havde han den igen. Det gjorde hende kvalm.

[Deleted]

Hvis der var noget som Valerio var klar over, så var det, at han lugtede langt væk af Cathlina. Lige nu var det bare det sidste som han gad at tænke på. Det havde taget ham dage at komme hjem, og særligt efter at hendes håndlangere 'ud af deres gode hjerte', havde valgt at kidnappe ham med sig hele vejen til Dvasias. Endelig kunne han jo sige, at han var kommet hjem igen, og denne gang var han kommet for at blive, og det var det som han agtet at gøre! Han ville forsøge på det i hvert fald.
Hans blik søgte direkte til Alices skikkelse. Hun var langt fra tilfreds, sådan som hun tiltalte ham. Lige nu, og.. generelt aldrig, var han i stand til at tage en spøg, og særligt ikke af denne slags. Han ville nok heller aldrig blive det, hvis han skulle være helt ærlig. Han sendte hende en fast mine. "Hvilken måde, at ønske mig velkommen hjem på," pointerede han spidst. Han havde et bidemærke ved skulderen. Heldigvis skjult af hans alt for store tøj. Det var jo overhovedet ikke hans størrelse. Han rystede på hovedet og strøg hånden igennem hans hår. Han var stadig præget af blod alverdens steder. Snak om at have været igennem en dyrisk oplevelse! "Jeg går i bad," mumlede han tvært. Det var bestemt ikke i aften, at hun skulle være sjov. Han søgte mod deres tilbygning til kroen. Lidt hjem og lidt ro, ville uden tvivl gøre godt! Han havde i hvert fald ikke overskud til at hun skulle rende rundt og prikke til ham. Han var træt.. Det havde været fysisk udmattende!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kunne lugte en anden kvinde på ham. Førhen havde han kunne narre hende, men ikke efter fuldmånens kræfter havde forplantet sig i hende. Hun knyttede en hånd. Havde han mon gjort det før bag hendes ryg? Holdt hende for nar i adskillige år og bare tosset rundt med nogle andre? Mange tanker havde hun gjort sig de sidste par nætter, hvor han havde været borte og det gjorde hende dårlig. Dårlig og sur, for hun nægtede at være til grin! Hvad han havde tænkt sig, det anede hun virkelig ikke, men det måtte han jo finde ud af. Hun var tæt på at opgive. "Nå, så det her er faktisk dit hjem? Det er da en overraskelse, eftersom du ikke er her halvdelen af tiden længere," svarede hun køligt. Hun rullede bare med øjnene og vendte om på hælen. Hun stoppede op igen, da han sagde sine næste ord. "Gør hvad du vil, jeg har en forretning at drive," svarede hun ham bare uden at se på ham. Så måtte han jo komme ind når han havde badet og frisket sig op, hvis han da kunne overskue det. Hun gik ud i kroen igen, hvor hun hurtigt blev vinket hen af en flok nye gæster, der var ankommet. Hun trak et smil på og gik dem i møde. "Godaften, hvad kunne I tænke jer?" lød det venligt fra hende. Flokken bestod af to mænd og en kvinde. De bestilte allesammen dagens ret og lidt vand, som hun hurtigst muligt fik hentet og serveret for dem. Hun fik også betalingen i hånden og gik tilbage ud i køkkenet med det. Hun sukkede dæmpet og lænede sig op ad bordet derude... Tog lige et øjeblik til sig selv med et krus øl. For det krævede mere end bare vand lige nu. Mon Valerio ville komme herind igen?

[Deleted]

Valerio ville bestemt ikke mene, at han holdt Alice for nar. Dette var faktisk ikke sket med hans gode vilje, også selvom han havde ladet sig rive med af Cathlina, da han havde stået overfor hende. Utilfreds var hun uden tvivl, og dette kunne han udmærket godt høre på hende. Han rystede på hovedet. Gjorde han nu tingene forkert igen. "Det er også fantastisk at se dig igen, min kære," endte han tydeligt ironisk, efter han valgte at forlade selve kroen, for at nå ham og Alices eget hjem. Her kunne han måske få lidt ro igen efter det, som han havde været igennem den seneste tid? Han søgte direkte ind, hvor han smækkede døren efter sig. Han var efterhånden ved at blive temmelig irriteret over alle de småproblemer, som der altid var med ham og Alice, for efter at hun var blevet til varulv, så var der uden tvivl kommet rigtig mange af dem, og han kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved dem, hvilket næsten gjorde det værre for ham.
Et bad var uden tvivl meget tiltrængt. Han sukkede dæmpet, inden han blev vasket og kom i tøj, som rent faktisk måtte være hans eget. At Alice var blevet ovre i kroen, kom ikke bag på ham, og et sted burde han være ligeglad med det, men det kunne han bare ikke. Det irriterede ham virkelig, at hun skulle opføre sig på den måde, og særligt fordi at han havde været i Dvasias, uden at han egentlig havde ønsket sig det! Han havde været kidnappet! Han strøg hånden igennem håret, som endte med at stå ud til alle sider, inden han vendte tilbage til kroen. Han var bestemt ikke tilfreds.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var irriteret for tiden. De små problemer mellem dem, som førhen havde kunnet passere, endte nu med at blive til de større problemer. Deres uenigheder var faktisk kun blevet værre af, at hun var blevet en del af mørket fremfor lyset. Hun vidste jo godt, at det gjorde det hele værre. De stank i hinandens næser bogstaveligt talt. Og nu kunne han ikke rigtigt skjule, hvis han havde lavet noget med nogle andre, for hun kunne selv lugte det. Og den duft han kom hjem med, havde hun lugtet på ham før. Så der var jo måske noget om det, eftersom det ikke bare var en gang. Og duften var kraftig, så derfor havde de været tætte. Det gjorde hende ked af det. Var han hende faktisk utro? Hun var ikke hundrede procent sikker, men han så selv lettere skyldig ud når han kom tilbage fra... ja, hvemend den duft tilhørte. Hun ignorerede hans ord, for de prallede af hende som vand. Hun bælgede kruset med øl, tog en dyb vejrtrækning og trådte ud i baren igen. Den ene mand fra bordet før smed 25 kobbermønter og 1 sølvmønt på bordet og bad om 3 krus øl. Hun smørrede smilet på og skænkede op. "Værs'go, min gode herre. Jeg håber det smager?" Manden nikkede og svarede ja med et tilfredst smil, som han gik tilbage til sine 2 følgeskaber, hvor de kunne drikke øllet, nu hvor de havde spist. Hun gik derfor efter ham og tog deres tomme skåle og brugte skeer, hvor de takkede for mad og hun gik ud i køkkenet med de beskidte skåle, som hun satte ved de andre beskidte sager. Opvasken blev klaret, når kroen lukkede ved daggry. Selv så hun godt, at Valerio var tilbage, men ignorerede ham og gik i stedet ud i baren.

[Deleted]

At blive ignoreret, var Valerio i forvejen slet ikke vant til at hun gjorde. De mange problematikker derimod, vidste han heller ikke rigtigt hvordan han skulle håndtere altid, og naturligvis var det kun noget, som måtte vække en direkte frustration selv for hans vedkommende, da han heller ikke ligefrem kunne gøre noget ved dem. Han rystede på hovedet. Han kunne jo holde op med at tænke på det, og bare se frem. Før eller siden, ville hun være tvunget til at snakke med ham, så hun kunne jo lige så godt droppe det nu hvor hun havde muligheden for det. Hun skulle bare være glad for, at han var kommet hjem!
At få et bad, gjorde uden tvivl underværker på ham, hvilket han bestemt heller ikke havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han vendte blikket fast mod hende, som hun stod der, og nærmest flirtede med dem på den anden side af bardisken. Ja, han var måske den sidste som skulle åbne munden, men han måtte jo sande, at han følte, at hun gav noget til andre, som burde være blevet skænket til ham, og det kunne han slet ikke have. Han søgte mod hende med rolige skridt. "I stedet for at rende rundt og være sur, kunne ud måske have søgt ud efter mig?" spurgte han denne gang med en kortfattet stemme. Han måtte vende tilbage til arbejdet, også selvom der ikke var så forbandet mange timer tilbage af natten. Men de havde trods alt en forretning, som skulle køre.

[Alice Lairé-Jênan]

For Alice, havde dette været dråben. Hun fandt sig ikke i mere fra hans side. Hun tvivlede på, hvad hans intentioner med hende overhovedet var. Betød hun virkelig noget for ham, når han kunne komme hjem og stinke langt væk af en anden kvinde og være smurt ind i blod? Hun vidste det ærlig talt ikke længere. Hun kunne virkelig ikke fordrage alle de tanker, som hun bar rundt med, så derfor ignorerede hun ham også bare... Mest fordi hun var bange for ikke at kunne kontrollere sig selv, hvis der først blev åbnet op for det. Hun vædede flygtigt sine læber og gik hen til manden, der før havde købt et krus øl. Han bad om et krus mere og smed 25 kobbermønter på bordet. Hun smilede venligt til ham, tog kruset og tappede øllen ned i det fra tønden, der stod under baren. "Værs'go," endte hun til ham med et klingende tone. Der var altid lidt ekstra forretning i når hun skænkede op og lige smilede lidt ekstra til kunderne. Pengene skrabede hun sammen og søgte ud i køkkenet igen, hvor hun smed mønterne i deres respektive spand. Hun stoppede op, da Valerio nu havde søgt mod hende. Hun rullede med øjnene. "Søge ud efter dig... Og for hvad? For at finde dig i armene på en anden kvinde? Desuden havde jeg nogle andre ting at se til... Såsom at passe mig selv og kroen her," vrissede hun ad ham. Med passe sig selv mente hun, at fuldmånen netop havde passeret og at hun havde klaret det alene denne gang. Hun havde ikke ligefrem haft tid til at søge land og rige rundt efter ham.

[Deleted]

Alice var uden tvivl utilfreds med Valerio. Ikke at han kunne sige noget til det. Han var draget fra Manjarno, uden at det egentlig havde været på hans eget ønske, og det var det som han stod fast på i den anden ende. Alene tanken om det, var noget som gjorde ham direkte irriteret. Han stank måske langt væk af blod og en anden kvinde, men han var en vampyr! Han levede af blod, så det var ikke noget som hun kunne klandre ham for.
Problematikkerne med vampyr og varulv, var uden tvivl noget, som var kommet tæt på Valerio igennem den seneste tid, og særligt omkring hende. Ikke at det var noget, som han kunne gøre det store ved lige nu. Hun havde ikke engang lystet at søge ud efter ham? Hvor meget betød han i så fald for hende, hvis det hun tænkte på, var stedet her, og hende selv? "Så en kidnappet mand, som er tvunget fra hus og hjem mod sin vilje, er ikke engang noget, som du ønsker at søge efter?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Hvis det ikke var fordi at han var skuffet, måtte han uden tvivl føle den skuffelse lige nu, hvilket han bestemt heller ikke kunne lægge skjul på, og særligt ikke på denne her måde. Han rystede kort på hovedet, inden han vendte sig med ryggen til hende. Altid havde han været den mere sårbare af ham og hans broder, men det var derimod ham, der var kommet længst, hvilket han var stolt af. Nu begyndte han at tvivle. "Og hvad er dit problem?" tilføjede han direkte. Skulle hun igen rende rundt og være sur på ham?

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var utilfreds. Men var der noget at sige til det? Han havde ikke sine tænder og havde desuden indgået en aftale med dronningen om ikke at spise mennesker indenfor Manjarno's grænser... så han kunne snakke nok så meget om sin race og sine behov. Det ændrede ikke på hvordan han stank eller hvordan han nærmest udstrålede af have fået stillet sine behov. Det gjorde hende dårlig! Det var bestemt blevet sværere mellem dem som hund og kat, men hun prøvede virkelig. Men hvis han bare kunne søge ud og finde andre ting, så skulle der vist nok laves om på nogle ting i deres forhold. Eller måske skulle det slet ikke eksistere? Hun vidste det ikke lige nu. Hun skulle til at gå, da han sagde sine ord. Kidnappet? Var det hans undskyldning? Hun blev stående foran ham. Hun var vred... Mest af alt, fordi hun følte sig såret og nedprioriteret. "Er det din undskyldning? At du blev 'kidnappet'? Jeg tog ud for at handle ind til kroen her, bad dig passe stedet... og så var du væk, da jeg kom tilbage. Natten efter var jeg ret optaget af andre sager," svarede hun ham køligt. Lige nu var hun så blændet af sin vrede, at hun end ikke kunne tro på hans ord, for det virkede simpelthen for godt til at være sandt. Og at han så nu tvivlede på, at hun ønskede det... det gjorde det ikke meget bedre. Hun ville altid søge efter ham, men for nu havde hun bare fået nok, eftersom det ikke var første nat han var væk eller lavede andre ting. Hun knyttede næverne og gik hen og lukkede døren. "Mit... problem?" Hendes ord var talt så rolige og langsomme... at det var tydeligt, at det var stilhed før stormen. Hun bandt sit forklæde af og smed det til siden, som hun gik hen til ham igen. Hun så ham direkte ind i øjnene. "Mit problem er, at du nu for 3. gang kommer hjem og stinker langt væk af et eller andet kvindfolk. Mit problem er, at jeg som oftest ender med at stå med kroen selv, fordi du liiiige skal et eller andet..." Hun holdt en pause for at trække vejret, for hun var lige ved at briste. "Hvis du virkelig elsker mig, så har du nu chancen for at være helt ærlig. Hvad foregår der med dig?!" endte hun, tydeligt frustreret og ked af det.

[Deleted]

Valerio kunne udmærket godt mærke at Alice var utilfreds, og han kunne jo for pokker ikke rigtigt gøre noget ved det. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte. Hvorfor skulle hun handle og reagere på denne her måde? Det var jo slet ikke noget som gav det mindste mening for ham, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Han knyttede næverne ganske let. Han havde ikke været i Dvasias for sin egen skyld. Han havde rent faktisk været tvunget dertil, og stolede hun ikke på det? Han fnøs let. Det begyndte da for alvor at irritere ham. "Jeg har ikke været i Dvasias af min egen frie vilje, Alice. Jeg gider ikke gøre det til en uendelig diskussion med dig. Jeg kan kun bede dig om, at stole på mine ord," sagde han kort for hovedet. Var det overhovedet underligt, at det her vækkede en skuffelse i ham, som intet andet? Det irriterede ham grusomt, at vide, at hun slet ikke stolede på, at han rent faktisk var blevet tvunget afsted.
Nu havde han ladet bomben falde. Hvad var hendes problem? Jo mere hun sagde, des mere følte han, at vreden måtte melde sig i hans krop og sind, og han kunne virkelig ikke have, at det skulle være på denne her måde. Folket i kroen begyndte at vende sig mod dem. De var jo heller ikke vant til at se indehaverne af kroen, så meget oppe at tottes, som de tilsyneladende var i øjeblikket. "Kom her.." Denne gang tog han voldsomt fat i hendes ene håndled, for at tvinge hende med sig om bagved. Han var nødt til at snakke med hende, hvor han kunne snakke med hende alene. Han endte med at klynge hende direkte op af væggen i stedet for. "Tvivler du på, at jeg føler noget for dig, Alice? Tror du et hvilket som helt individ af min race, ville være sammen med en varulv?!" endte ham med en fast tone. Denne gang var det ham som reagerede på det. "Jeg forsøger for pokker at gøre tingene så godt som jeg kan. Jeg har stået i uheldige situationer, som jeg ikke lige har kunne komme ud af, og nej, jeg er ikke stolt af det, men det ændrer ikke på det faktum, at jeg kommer hjem - hver gang," afsluttede han med en fast hvislen.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var utilfreds. Hun følte hun stod med den største del af ansvaret for kroen, eftersom han var begyndt at forsvinde nogle af nætterne. Og hun vidste end ikke hvor han forsvandt hen. Eller hvad han faktisk lavede. Men han kom altid hjem blodig og medtaget, skulle lige have et bad. Hvis bare det bad dog fjernede den stank han også bar med hjem af en anden kvinde og seksuel omgang, men det gjorde det ikke. At han kunne finde på det gjorde hende vred og fjendtlig, eftersom det brød det bånd de havde opbygget de sidste mange år. Som om en lille snor på et tykt reb blev kappet hver gang, så de efterhånden var bundet mindre sammen. "Så du siger, at du er blevet voldtaget, Valerio? Er du virkelig så svag? Jeg troede du var en mand," endte hun tvært. Hun havde intet pænt at sige lige nu, heller ikke selvom hendes indre skreg og bad til, at hun bare skulle droppe det, kaste sig i armene på hende og sige at alt var godt. Men alt var ikke godt og nu kappede alting vel over? Hun sukkede dæmpet og bemærkede godt, at folk i kroen begyndte at se efter dem. Hun havde prøvet at dæmpe sig volumemæssigt, men folk kunne jo også se det på deres kropssprog. Hun sukkede og vendte sig om for at gå ud til gæsterne, men blev grebet fat i og ret voldsomt. Hun kæmpede imod, men endte ude bagved med ham, hvor han trak hende gennem hele køkkenet og ud i deres lille baggård. Hun stivnede i kroppen, da han klyngede hende op ad væggen og hun satte hænderne mod hans bryst for at skubbe ham væk. "Det er jo ikke ligefrem fordi at du viser det særlig meget... Du tror du kan klare at være sammen med mig, men det tror jeg i bund og grund ikke, at du kan!" endte hun med en hævet stemme. Hun vred sig for at komme fri, men han var stadigvæk stærkest. "Du er ikke stolt af det... Af hvad? Indrømmer du, at du har været mig utro? Var? Nej hvor synd for dig, hvor har jeg ondt af dig, at du ikke lige har kunnet komme ud af det... Jeg væmmes ved at se på dig lige nu. Hvad giver dig egentligt ret til at komme hjem, når jeg knokler her og du ligger og ruller rundt med en anden kvinde?!" Hendes stemme var blevet en nærmere råben. Og små tårer piblede op i hendes øjne.

[Deleted]

At Alice overhovedet kunne få sig selv, til at tage det ord i sin mund, var noget som fik Valerio til at se rødt. Nej, han var bestemt ikke blevet voldtaget af Cathlina, men han havde været imod det i starten. Hun havde bare appelleret til hans dyr og indre væsen i den forstand, at han slet ikke havde været i stand til at holde det hele tilbage længere, og det kunne han virkelig ikke gøre for! Han vendte blikket direkte mod hende, hvor vrede bestemt heller ikke var til at tage fejl af. Han hadede at vide, at hun havde den effekt på ham! Desuden gjord det ham direkte ked af det, at høre at hun havde den tiltro til ham. Eller nok snarere manglen på det samme. "Der er ikke nogen der har taget det ord i brug, Alice, og ej heller er det noget, som du har behov for!" endte han sammenbidt.
Valerio rev hende brutalt med sig udenfor, hvor han klyngede hende op af væggen. Han placerede en hånd på hver side af hende. Han var jo trods alt her og omkring hende, fordi at det var noget, som han havde lyst til. Det var ved hende, som han havde lyst til at være. Selvom det uden tvivl havde krævet rigtig meget af ham, at blive, og særligt efter hun var endt med at blive varulv. Det var virkelig ikke nemt. Han afskyede og elskede hende på samme tid! "Selvom jeg måske ikke har været den nemmeste at være sammen med, så elsker jeg dig, Alice. Der er en grund til, at jeg stadig er her," bed han hende af, inden han trak sig fra hende. Troede hun ikke, at han kunne klare mosten? Tanken om det, var uden tvivl ord, som rent faktisk måtte gøre meget ondt på ham. Meget endda.
Lysten til at slå til hende, voksede sig kun betragteligt i hans krop og sind, jo mere hun sagde. Kørte hun på ham med vilje? At hun fik tårer i øjnene, bed han sig slet ikke mærke i, da han havde vendt ansigtet og blikket den anden vej. "Hvad der giver mig ret til at komme hjem, er at det her er mit hjem, Alice.. Det er her, jeg ønsker at leve mit liv," endte han kortfattet. Han forsøgte virkelig at holde igen. Han var ved at være vred.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice så ikke helt klart lige nu. Der var en anden kraft i hende, som skubbede på for at komme ud. Alle følelserne ophobede sig et sted og hun var ikke sikker på, at hun kunne kontrollere alt, hvad der kom ud af hendes mund. Nogle ting røg bare over hendes læber. Varulven havde virkelig ændret hendes temperament. Men faktisk en del til den gode side, for hun var knap så usikker på sig selv, som hun havde været. Valerio blev både vred og overrasket over ordet, hvilket dog ikke forundrede hende, for det var jo en grum ting. En ting, som hun havde prøvet flere gange endda. Hvis han virkelig mente, at det hele var sket imod hans vilje, så måtte det vel være sådan? Så når han nægtede, måtte det jo betyde, at han faktisk havde overgivet sig og ladet sig rive med, hvilket kun forstærkede de afskyende følelser i hende. "Så lad os kalde det... Frivillig tvang? Du har jo tydeligvis overgivet dig," svarede hun ham igen med en bestemt tone. Hænderne var placeret mod hans bryst, så hun kunne stemme imod ham, nu hvor hun var presset op mod væggen. At han faktisk sagde ordene 'jeg elsker dig' var hun næsten lige ved at overhøre af bar vrede og frustration. Hun hørte sjældent de ord fra ham, så faktisk beroligede det hende et lille øjeblik. Hun havde intet modsvar til det heller og tårerne pressede kun mere på hos hende af både vrede og frustration. Samt den følelse af at være blevet såret dybt. Trådt på. Hun kneb øjnene sammen imod ham. "Du har virkelig en sjov måde at vise det på. Jeg nægter at sidde herhjemme som din egen lille kromutter og bare vente i spænding på, at du kommer hjem... for at du kan komme hjem dækket ind i blod og stinke af en anden kvinde. Jeg væmmes ved dig... Hvordan kunne du være mig utro...?" Hendes ord var talt langsomme og tydelige, for det var den eneste måde de kunne siges, hvis ikke gråden skulle begynde at tage over. Hun sukkede og rystede bare på hovedet, som hun skubbede sig fra væggen og begyndte at gå mod døren igen for at komme ind i kroen.