Just a normal day?

[Deleted]

At forføre ham, fik hun faktisk mindre og mindre interesse for, som hendes tanker faktisk måtte køre rundt på hvad pokker hun egentlig lavede der, hun prøvede at gøre sig selv klar på at tingene var som de var, uden at hun skulle handle derefter, men det var hende bare ikke muligt! Lysten til at vride hovedet af ham for at ligge med en varulv, den var uendelig stor, hun kunne slet ikke styrer det, selvom hun et sted ønskede. Han havde jo været en mand som i den grad havde gjort sig fortjent til at være med hende da hun ikke kendte til hans lettere mørke hemmelighed, som ingen anden vampyr da ville se til uden at reagere. At være så splittet, det havde hun aldrig oplevet før, for splittet det var hun virkelig, for et sted kunne hun jo virkelig godt lide hans person, men den tæve ødelagde alt ved ham som var fantastisk. Håret lod hun sine fingre ruske lidt i, så det måtte falde på plads. Hun så sig over skulderen som han talte til hende.
"Du fortjener ikke at vide det." Lød det roligt fra hende, næsten alt for afslappet. Cathlina mente det dog, han fortjente på ingen måde at få sine tænder igen! Tænk at han virkelig var så blødsøden, det var ikke ligefrem det hun havde mærket ved hver gang hun blev hamret op mod en klippevæg i grotten. Mindet fik hende til at smile svagt, hun lod hovedet søge væk fra ham igen, som hun så ud for sig. Igen begyndte hun at gå, det ville ende galt, det kunne hun mærke noget så tydeligt!

[Deleted]

Tanken om Alice, var ærlig talt ikke noget som kredsede rundt i Valerios tanker og sind for øjeblikket. For hans vedkommende, var det hele, som det plejede at være. Han havde jo også været med Alice, sidst han havde set Cathlina. Han kneb øjnene let sammen. Hvorfor pludselig så afvisende? Fordi at han ikke ønskede at lade hende komme så tæt på? Hvad havde hun ærlig talt regnet med? Han himlede let med øjnene, som hun endnu en gang gjorde det tydeligt for ham, at hun ikke ville fortælle ham det.
"Du vil så indrømme, at du er kommet hele denne lange vej, for at ønske mig et farvel? Kære Cathlina.. Noget stikker under," sagde han direkte, som han igen lod armene søge over kors. Det kunne da heller ikke passe, at hun tacklede en afvisning så hårdt. Det havde hun jo heller ikke ligefrem gjort sidst de havde stået ansigt til ansigt med hinanden, og hvad skulle være anderledes nu? Foruden at det var midt i hans arbejdstid. Igen tog han et skridt tæt på hende. Ej var han bange for hende, og aldrig havde han haft en grund til at være det. "Fortæl mig det," sagde han igen. Han var virkelig nødt til at vide det, hvis der var nogen jordisk mulighed for at blive en rigtig og ordentlig vampyr igen! Hun kunne da ikke bare lufte tankerne om det, og så bare gå igen! Det tillod han ikke.

[Deleted]

Det kriblede i hendes fingre, efter to ting, hvilket lå i hver sin boldgade. På den ene siden ville hun mærke ham igen, lade dyret slippe løs med ham, men tanken gav hende kvalme med hvad hun nu vidste, han var med en varulv, stik imod alt hvad enhver vampyr ville gøre, en rigtig vampyr ikke mindst. Han var ikke værdig i sit skin, derfor var lysten til at flå ham også den som måtte krible i hendes fingre. Cathlina stod virkelig et sted hun ikke var van til, det var skræmmende, for aldrig havde hun været i tvivl om hvad hun ønskede og det var noget så frustrerende!
"Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her, jeg havde en sjov ide om at lysten til at slå dig ihjel ville forsvinde når jeg så dig. Jeg kan ikke prale af overbevisningen var sand heraf i praksis." Lød det koldt fra hende, hænderne knugede sig mere sammen, som de spidse negle måtte glide ind i hendes egen hud og blodet pible frem. Det hjalp ikke just at tale om det, hun havde så vanvittig meget lyst til at flå hovedet af ham, men samtidig at tvinge ham op af nærmeste mur eller ned i brostenene under dem, mærke ham igen, få dyret frem. Dog havde afvisningen gjort lysten til at skulle ende den skændsel han i bund og grund var, blevet større.
"Du har ikke fortjent det siger jeg jo! Det stolte rovdyr jeg så, var intet andet end ren indbildning! Du fortjener ikke at kalde dig vampyr, du fortjener ikke at bære vores prægtige race, eller tænderne som kendetegner os!" Vreden ulmede først fra hende, og hun kunne ikke holde sig tilbage fra at ville overfalde ham, til at starte med, ville hun bare have ham hårdt ind mod en væg, med al hendes styrke. Derfra, måtte hun jo se hvad der skete, han skulle forstå hvorfor hun havde det som hun havde det!

[Deleted]

Cathlina var uden tvivl en kvinde, som forvirrede Valerio i øjeblikket. Hvad havde han helt konkret gjort forkert? Var han ikke værdig den race, og havde hun virkelig lyst til at slå ham ihjel? Ej var det første gang, at han blev skænket denne trussel, men det gjorde det bestemt ikke ensbetydende med, at han tog let på det. "Du er kommet denne vej for at slå mig ihjel? Eller for at undgå at gøre det?" I hans ører, var det ikke rigtigt noget, som gav mening, men det var jo heller ikke ligefrem noget nyt. Han kneb øjnene let sammen. Hvorfor blev hun pludselig så vred?
Valerio spændte automatisk i hele kroppen, alene ved tanken om, hvad han i øjeblikket måtte stå ansigt til ansigt med. En sand vampyr. Ligesom ham selv, foruden det faktum, at han havde valgt at gå i en anden retning, end hvad hun måske ville have ønsket. Kunne han gøre for det? Han var jo trods alt bare det væsen, som han var, og det havde han bestemt ikke tænkt sig at undskylde for! "Beskylder du mig for ikke at være en sand vampyr, Cathlina? Du har set hvad jeg kan! Jeg er en sand repræsentant for vores race!" endte han fast. At angribe ham på sin race, var som at angribe en mor på sin moderrolle, hvilket han bestemt ikke fandt sig i! Han gjorde hvad han kunne med det liv, som han havde. Det var virkelig ikke hendes problem!

[Deleted]

En frustreret lyd måtte lyde fra hende, hun kunne ikke tage det mere, altid vidste hun hvad hun ville og når hun så stod i en situation som denne, så var det da virkelig ikke let for hende! Det gjorde hende naturligvis vred alt det her, og specielt fordi hendes syn på racen var stolt, der var intet stolt i at han huggede i sådan en klam tæve. Hun burde dræbes på stedet, det de havde gang i var imod alt hvad begge racer stod for. Så var hun ret ligeglad med hvornår kvinden var blevet det, hun var det, det var hovedsagen i dette! Der ingen tolerance fra Cathlina's side af, nej det var fuldstændig forkert dette her! Ordene måtte få hende ud hvor hun ikke kunne bunde, en sand repræsentant af deres race? Hun så rødt, satte fra med høj fart og styrke direkte mod ham mens hun hvæsede af ham og blottede sine tænder.
"Du må være fuldstændig vanvittig! En vampyr med en varulv er en skændsel og du ved det! Hvor vover du at se dig som andet?!" Hendes stemme var hård og kold, havde de dybtblå øjne kunne slå gnister havde de gjort det! Hænderne søgte hans skuldre for at presse ham hårdt og brutalt i høj fart mod nærmeste mur. Hun var i den grad rassende! Men som hun kom nær ham igen, mærkede hun også trangen til at kysse ham starte forfra, åh hvor hun hadet sig selv lige nu og det gjorde hun ellers aldrig! Men lige nu, vidste hun jo ikke hvad hun egentlig ville, da hun brændende havde lyst til begge dele. Dog jo mere han talte disse ord, som ingen steder havde hjemme, så blev det skubbet mere over mod lysten til at slå ham ihjel.

[Deleted]

At hun kom ham helt tæt på, og begyndte at hvæse og det hele, var ikke noget som han tog særlig tungt. Han stirrede fast på hende. For ham, var det jo en normal dyrisk adfærd, som på ingen måder, var skræmmende for ham. Han kneb øjnene fast og meget advarende sammen. "Så det er der skoen trykker.." Han trak kort på den ene mundvig, inden han selv tog et skridt mod hende, så deres kroppe mødtes.
Umiddelbart måtte Valerio bide lysten til at kysse hende i sig, udelukkende fordi at det var det, som hun satte i ham af lyst, hvilket han virkelig synes var direkte irriterende! Bare fordi at han var med en varulv? Det var bestemt heller ikke fordi at han kunne gøre særlig meget ved det, kunne man jo sige. Han elskede Alice.. Det var hende, som holdt ham nede på jorden, og alligevel fik ham til at føle sig.. fornuftig på sit vis. Det var jo ikke ligefre noget, som han havde tænkt sig at glemme! "Du er utilfreds med, at jeg har valgt hende, over en som dig," pointerede han denne gang med en langt mere rolig stemme. Selv tog han det ikke så tungt igen. Det var der vel ikke nogen grund til? Alt i alt, måtte han jo gøre som han havde lyst til. Det var ikke noget, som hun skulle have lov til at tage fra ham, kun fordi, at hun måtte være utilfreds med det hele. Det kunne han jo ikke ligefrem gøre for.

[Deleted]

Lige nu pissede han hende virkelig af! Han så det ikke, han troede virkelig det handlede om ham som person og ikke direkte hans handling, som om hun havde nytte af at være jaloux, hun kunne få hvilken som helst mand hun ønskede! Tåbelig fjols! Hårdt måtte hun skubbe sig fra ham, hun mærkede vreden tage overhånd, hun måtte flå et eller andet! Det kunne ikke gå hurtigt nok. Cathlina så sig rundt, skulle hun bare tage en af hendes følge? Der var jo komme nye til, så det skete der vel intet ved?
"Jeg er rassende over du ikke selv kan se hvor lidt du fortjener at være i dit skin!" Lød det vredt fra hende, hun knipsede med sine fingre, og med fart kun ejet af vampyrer, dog ikke nær så hurtig som en fuldblods, stod en nyfødt ved hendes side. En ung kvinde. Cathlina lod sine fingre danse hen over kvindens bare skuldre, neglene mærkede hende med blodige striber. Fingrene og neglene nåede over hendes hals, hvor hun pressede fast i et hårdt greb. Øjnene som bar hendes mordlyst, så direkte ind i kvindens, som blot lukkede sine øjne og accepterede sin skæbne, som så hun det rent faktisk som en ære at dø ved Cathlina's hånd. Med et kraftigt sammentræk, flåede hun hovedet af kvinden, som måtte falde sammen og forsvinde. Blodet som var på hendes hånd, begyndte hun at slikke af. En koldhjertet kvinde, også i den grad, ligeglad med hvem som måtte leve og dø. Et mere afslappet suk kom fra hende.
"Hvor kom vi fra? Når jo, din forkvaklede syn på hvad det vil sige at være vampyr. Gad vide hvordan Alice har det med at vide du har fjollet rundt med en vampyrinde, mens du fandt stedet hun kunne forvandle sig i sikkerhed?" Stemmen var kølig og smilet direkte ondt, hun var i den grad længere og længere mod at ville slå ham ihjel. Desuden vidste hun meget, hun kunne regne ud hvorfor han havde været der, efter at hendes små spioner havde fortalt hvor denne Alice, havde gjort sig klar til forvandling og forvandlet sig. Navnet havde de fra kroen, det var ikke svært at få fat i. Cathlina havde bestemt belønnet hendes spioner, de havde gjort det godt!

[Deleted]

Valerio kneb øjnene let sammen. Måske at han ikke havde det troværdige og respektable liv, som en vampyr, men for pokker, han klarede sig jo af den grund, kunne man jo sige. Han lod armene søge over kors i stedet for. Han var ikke bange for hende. Det havde han ikke nogen grund til, også selvom hun lige havde stået og truet med at tage hans liv. Kunne hun finde på det? Han måtte være tilbøjelig til at have sine tvivl. "Jeg har respekt for, at du ikke accepterer den del af mig, men det er nu den jeg er.. Der er grunde til, at jeg ikke bor under vores leders land og regi," pointerede han kortfattet. Nej, han forsøgte rent faktisk at tage sine forholdsregler. Det var dog kvinder som hende, der gjorde det svært.
Som hun knibsede og den nyfødte ankom til stedet, rynkede Valerio kort i panden. Hvad var det helt konkret hun var ude på? En magtdemonstration? Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet. At hun så brutalt rev hovedet af den nyfødte, som tilsyneladende accepterede denne skæbne, fik ham til at se rødt. Gik hun rundt og slog sine egne ihjel? Gjorde det hende bedre end ham på sigt? Han ville bestemt ikke mene det! "Og det der skulle gøre dig bedre end mig?" spurgte han direkte. Ja, han var sammen med en varulv, og hvad var problemet i det? Hun behøvede jo ikke være omkring! Han kneb øjnene fast og advarende sammen. "Du holder dig bare langt væk fra hende," Med disse ord, tog han et skridt tættere på hende og med en fast mine. Hvad hun gjorde med de nyfødte.. Han turde ikke tænke på, hvad hun ville gøre med en varulv!

[Deleted]

Som hun slikkede resten af blodet af, måtte hun tænke lidt over hvad de egentlig ville ende med. Hvorfor ikke bare dræbe ham, få det overstået, gad hun virkelig alt dette pjat? Et sted var han jo på ingen måde det værd!
"Urent blod." Kom det koldt fra hende, kvinden havde jo været bidt, ej født i sin race, derved, betød hun intet, hun var mindre værd. Sådan ville Cathlina altid have det, de var brikker i hendes spil og hvis hun ønskede en ny brik, destruerede hun blot den nuværende. Det var andres liv, hun var ligeglad, fuldkommen ligeglad. Hun lukkede af, for alt lige nu, ønsket om at slå ham ihjel var der stadig, men indeni kæmpede hun også mod sig selv, for et sted ønskede hun at få noget ud af det fantastiske væsen han havde vist han kunne være.
"Ellers hvad Valerio?" Lød det grinende fra hende, hun søgte helt tæt på ham igen, dyret hvilede derinde, hun kunne mærke det, både ved ham, men mindst lige så meget sig selv. Blikket ændrede sig kort, den sensuelle glød måtte glide ind over hende, hun skubbede sig væk fra ham igen, han var usund at have tæt på, hun kunne for pokker da ikke tænke klart! Cathlina knugede sine hænder. Indeni skreg hendes sind på to ting, slå ham ihjel, kys ham, slå ham ihjel, kys ham. Det var lige til at skrige over! Hvor hun dog hadet det!

[Deleted]

Det var ikke alle, der var så heldige, at være født af den prægtige og ædle race, som en vampyr nu var. Selvom han på ingen måder, havde fået det ud af det, som han ville ønske, så var han tilfreds. Han havde en kvinde ved sin side, som kunne lide ham som han var, samt accepterede ham som han var. Det var mere, end hvad man kunne sige om denne kvinde lige nu. "Hun var din egen kreation, formoder jeg?" spurgte han kort for hovedet. Ikke at det var skræmmende for ham. Dog var han mere påpasselig. Kunne hun virkelig finde på at tage hans liv på sigt?
At hun truede med at søge efter Alice, var slet ikke en anke, som han brød sig om. Desuden.. hvor kendte han hendes navn fra? Han knyttede næverne automatisk. Han ville dø for hende. Han vidste ikke hvorfor, men det var den fornemmelse, som han nu sad igen med. Han vendte blikket fast væk fra hende. Hun grinte af ham. En tanke, som kun vækkede en form for vrede i ham, og han brød sig bestemt ikke om det. Overhovedet ikke faktisk! "Eller jeg slår dig ihjel, Cathlina," sagde han denne gang direkte. Aldrig var det normalt noget som han truede med, men gik man efter dem, som han havde nær og kær i sit liv, så bad man da godt nok også om det i hans øjne!

[Deleted]

Det havde skam været en af hendes børn, knyttet til hende, en som elskede hende og forgudet hende, en som villigt ville dø for hendes hånd hvis det var det hun lystede. Og således var det sket, en værdig død hvis hun selv skulle sige det, for jo, det var en stor ære at dø for hendes hånd. Selvophøjende? Også i den grad, hun havde et storhedsvanvid som ingen andre.
"En af mange." Medgav hun blot, som var det ligegyldigt, hvilket det i bund og grund også var. Cathlina brød sig ikke om at se kvinder ødelægge fantastiske mænd, hun hadet det faktisk! Kærlighed var noget fordrukken pis, det var en usund indbildning som måtte destruere en hver sans for fornuft. Hendes blik måtte søge ham, hun fugtede sine læber langsomt, inden hun lod hovedet søge på sned.
"Så kom og tag mig Valerio." Opfordrede hun med et næsten djævelsk smil på de røde læber, hun kunne ikke lade være, en gang tag fat for mindernes skyld? Denne gang ville hun dog give ham kamp til stregen. Hvis han valgte at tage opfordringen op, ville hun sætte afsted i høj fart, hvis ikke, ville hun jo blot afvente hans reaktion. Natten var dog ikke evig, desværre, så at søge ly ville jo også for hende blive et must. Måske hun skulle blive i kroen for natten? Bare for at skabe lidt mere ballade? Det kom vel an på udfaldet af alt dette.

[Deleted]

At true en anden vampyr på livet, var ikke noget som Valerio gjorde hver eneste dag. Faktisk var det noget, som skete vanvittig sjældent, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han bed tænderne sammen. At hun kunne få sig selv til at gøre det på denne her måde, var virkelig ikke noget, som han forstod. Måske fordi at han aldrig selv havde taget 'børn' til sig på den måde.. og ikke var det noget, som han havde tænkt sig at praktisere, og særligt ikke nu. Han himlede med øjnene. "Hvilken ærefuld død, du vælger at give dem," endte han med en kortfattet stemme. Han var bestemt ikke overbevist, og særligt ikke når det var hende, som nu gjorde det her ved dem.
Som hun opfordrede ham til at gøre noget ved det. Som at hun ønskede at han skulle forsøge, var noget som for alvor vækkede en vrede i ham. Troede hun ærlig talt ikke på, at han kunne gøre det? En kraftig hvæsen brød hans læber, idet han gjorde et udfald direkte mod hende. Hånden forsøgte han direkte at lukke omkring hendes strube, kun for at trykke hende op af kroens sidevæg. Han stirrede fast på hende. "Hold dig... langt væk fra hende," hvislede han med en fast tone, tæt ved hendes øre. Ikke ønskede han, at Alice skulle blandes ind i dette! Hun havde intet med det at gøre!

[Deleted]

Hvad hans mening var om hendes handlinger, var hun ret ligeglad med, han var som tabt bag en vogn, det indså hun da nu. Faktisk forbandede hun den del af hende langt væk som stadig ønskede at redde ham et sted. Det var da noget underligt noget at føle, faktisk direkte væmmeligt måtte hun finde det! Tankerne farede vildt i hendes sind, hun måtte få kontrol over det her, måske den bedste måde at gøre dette var ved at slå ham ihjel? Bare få det overstået, rive plasteret hurtigt af såret. Hun lukkede øjnene kort, nydende som hun allerede nu vidste hvordan hendes ord påvirkede ham og så mærkede hun det faste greb og snart muren bag sig. At have ham tæt på nød hun alt for meget, og den dyriske vrede han måtte bære, hvor hun dog hadet sig selv lige nu. Hendes øjne forblev lukket og smilet på de røde læber hvilede der endnu.
"Tving mig Valerio!" Bad hun i forførende hvisken, som egentlig burde have været arrig, vred, men at have ham tæt på sådan, det vækkede det i hende på ny og det gjorde hun fik kvalme af sig selv. Indeni måtte der trygles om at slå ham ihjel, slå dem begge ihjel, og hun ønskede det virkelig også, men for pokker da! Han havde været så perfekt, selvfølgelig var det for godt til at være sandt! Forbandet være at noget godt mandfolk skulle betræde jorden!

[Deleted]

I øjeblikket vidste Valerio godt, at han legede med ilden, og særligt når det foregik på denne her måde. Ikke fordi, at han kunne gøre noget ved det. At træde varsomt, var bare ikke noget som lå til hans natur, og det ville det nok heller aldrig komme til.
Hans hånd lukkede sig om hendes strube, hvor han tvang hende op på siden af bygningen med en meget fast mine. Vreden var slet ikke til at tage fejl af, og slet ikke sådan, som den var i øjeblikket. Hans øjne skinnede nærmest af mordlyst. Han kunne dog heller ikke ligefrem gøre noget andet, end at forsøge at slå den fornuft ind i hovedet på hende, selvom det mest af alt, var som en tabt sag på forhånd. Hun ville have ham til det her, og i øjeblikket, måtte han jo endnu en gang give hende, hvad hun gerne ville have, hvilket da uden tvivl var en frustration uden lige for ham! Han hvæsede af hende. Det var i forvejen ikke særlig ofte, at dette kom frem i ham på denne her måde. "Nu forsøger du kun at få tingene som du gerne vil have dem, kære Cathlina.. Det er bestemt ikke ensbetydede med, at jeg vil give dig det," hvislede han med en fast tone tæt ved hendes øre. Han slap grebet om hendes strube, men forblev tæt på. Han var vred.. Og det var udelukkende noget, som hun vækkede i ham.

[Deleted]

Der måtte glide fornuft ind over hende, hun kunne ikke have den mand tæt på! Hvad ville hendes tilbedere ikke tænke? Hans ord fik hende til at ryste på hovedet, smilet for så godt som forduftet og det var tydeligt at se hun rent faktisk måtte væmmes. Så snart han slap hendes strube, forsøgte hun at presse ham hårdt fra sig og komme væk, han skulle ikke være tæt på, det gjorde hendes syn på tingene uklart. Hvis hun skulle tæt på, skulle det kun være hurtigt og kun for at fjerne hovedet fra hans hals!
"Skrid ind til din tæve!" Vrissede hun, var hun såret? Var det det? Var skuffelsen gået hen og gjort hende, ked af det? Nej for pokker, hun var Cathlina Decochirez, hun blev ikke ked af det, hun var en stærk kvinde som ikke behøvede nogen som helst. Heller ikke den perfekte mand, for han fandtes tydeligvis ikke. Hun var blevet narret til at tro andet af sit eget sind og for det forbandede hun sig selv langt væk. Havde han kommet mere end blot fysisk tæt på? Det skræmte hende, hun skulle væk derfra, og glemme alt om ham! Dvasias var den rigtige beslutning, Manjarno var jo direkte inde for hjernevask og perfekte onde væsner! Det hele kørte i hende, hun havde kvalme og det var i den grad ikke rar det her, hun rent faktisk frygtede noget, ja, hun havde aldrig troet hun var i stand til rent faktisk at blive slået sådan ud af kurs. Hænderne knugede hun hårdt på ny, væk, hun skulle væk derfra!