Just a normal day?

[Deleted]

@cathlin

---

Det var langt over midnat, og der var fuldgang i Dentures Inn. Den kro som Alice og Valerio i sin tid, havde fået lov til at starte op af Denjarna, og den kørte egentlig ganske fint. I aften havde Alice takket for sig, og var krøbet i seng. Det var endnu hårdt med hende med fuldmånen og en omvendt dagslig rutine, og det havde han forståelse for. Det skulle endelig ikke være for det.
Endnu et glas vin skænkede han op til en af kunderne, som sad temmelig bedrukket overfor bordet. Det var penge i kassen, og derfor betød det jo trods alt også, at de havde tag over hovedet, hvilket selv i Valerios øjne, var noget af det vigtigste. Han rystede let på hovedet. Der var et par musikanter i det ene hjørne, der sørgede for live musik i aften, hvilket så ud til at tegne godt for folket, hvilket gjorde Valerio ganske tilfreds. Han tørrede sine hænder i et klæde, som han kastede over skulderen. Det var ganske vidst ikke dette arbejde, som han havde regnet med at skulle få, men det var det som han havde fået, og det var uden tvivl bedre ned ingenting.

Et tungt suk brød hans læber. Dette sted var endt med at blive langt større, end hvad han lige havde regnet med, at det ville blive, og endda på alt for kort tid. I sig selv, var det ikke en tanke, som gjorde noget, men det efterlod Valerio med et tungere arbejde, end hvad han først havde antaget. Måske at han skulle begynde at se sig om efter flere ansatte? Hvis der var nogen, der turde at underlægge sig en Mathimæus i hvert fald. Han havde svært ved at forestille sig det, men det kunne jo være, at han var heldig.
"Endnu en!" kaldte en mand nede for enden af bordet. Han var nærmest lige vågnet af en dvalelignende tilstand. "Du har fået mere end rigeligt. Jeg synes du skal gå nu," lød det kortfattet fra Valerio. Denne mand smed han ud et par gange om ugen.. Det advarende blik, fik kun manden til at himle med øjnene, inden han rejste sig og gik. Så langt, gik aftenen egentlig ganske udmærket.

[Deleted]

Det var ingen hemmelighed at der kun var en grund til hun igen havde valgt at sætte fod i Manjarno, hun havde planer i Dvasias nemlig, men hun havde løse ender her, som hun først og fremmest måtte se til. Og flere af hendes såkaldte børn var her endnu, de havde nemlig holdt øje med en for hende, Valerio. Rapporten hun havde fået tilbage, havde fået hende til at smadre alt omkring hende, inden hun igen var faldet til ro. Det havde kostet hende et par nyfødte, men sådan kunne det jo gå! Dog havde hun haft tid til at få sig selv ned igen, tænkt tingene igennem og fundet ud af hvad hun egentlig ønskede i alt dette. Cathlina var endelig fremme, hendes folk mente han var her, så det måtte han jo tydeligvis være. Med rolige skridt, nærmede hun sig kroen, hvis liv blomstrede vildt. En fordrukken mand gik forbi hende, uden egentlig at ænse hun var der, hvilket hun måtte løfte et øjenbryn af, den mand måtte virkelig havde fået en eller to for meget. Tøjet denne nat afslørede at hun egentlig var af mere betydning end hvad hun havde fremstillet som den nat de mødtes. De mørke lokker var sat højt op i en fornem frisure, kjole hun bar havde mere klasse og viste tilpas nok barm og ryg. Fødderne skjult af fine sorte støvler, hvis hæl måtte give genlyd i det hun trådte ind på gulvet i kroen. De dybtblå øjne gled rundt i lokalet, lige til hun fik øje på det hun søgte. Valerio. Et frydende smil gled om de røde læber, de lange sorte handsker som matchede den lange sorte kjole, tog hun roligt af, inden hun nåede frem til ham og lagde dem blidt på bordet. Hun ville intet sige, først måtte hun jo se om han overhovedet genkendte hende, selvom hun var rimelig sikker på at han langt fra ville kunne glemme det de havde delt.

[Deleted]

At Valerio var blevet holdt øje med, var ærlig talt slet ikke en tanke som slog ham. Han passede jo egentlig bare sig selv, og forsøgte at hjælpe Alice så meget som det var ham muligt. Foreløbig var der ikke fundet nogen mulighed for at gøre hende til et ægte barn af natten, og han turde ikke selv gøre noget yderligere ved det, i frygten for, at han skulle ende med at miste hende. Derfor forsøgte de at få det til at fungere, selvom det ikke altid virkede efter hensigten. Særligt fordi at hun var en varulv, og han var en vampyr.
Blikket hævede Valerio i takt med, at en ny måtte komme ind. Umiddelbart genkendte han hende med det samme. Hvad de havde delt, havde han bestemt ikke glemt. Det lå bare i stemningen. Alene ved den blotte tilstedeværelse, var han faktisk ikke et sekund i tvivl om, hvem han måtte stå overfor. Ej var det en tanke, som gjorde ham nervøs eller lignende, for det var der ikke nogen grund til. Han rettede sig op. "Cathlina.." endte han med en rolig stemme. At hun skulle komme denne vej, forundrede ham bestemt ikke, og særligt når det foregik på denne måde. Svagt måtte han trække på smilebåndet. Ja, hvad lavede hun egentlig her? En sand dvasianer i Manjarno? Han vidste, at noget måtte være på gang, men lige hvad det var, var det som for ham, var temmelig ukendt. Næven knyttede han let. Hans kæreste var i bygningen. I den lille tilbygning her til kroen. Hvad hvis hun så hende? Et sted var han ligeglad. De kunne bare undgå en kattefejde. "Og hvad kan jeg gøre for dig?" fortsatte han alligevel med en nysgerrig mine.

[Deleted]

De ting de havde delt, huskede hun bestemt, og det blev også med et smil på læben, skønt hun havde fundet ud af nogle ting hun bestemt ikke brød sig om! Men nu vidste hun hvorfor han lugtede langt væk af køter den nat, og hvorfor han med sandsynlighed også gjorde det nu. Bare tanken gav hende kvalme, og et sted følte hun næsten ejerfornemmelse, som skulle han være hendes og ikke en eller anden køters. Med sin elegance måtte hun sætte sig ned.
"Valerio." Hilste hun, med den fløjlsbløde stemme der kunne få de fleste mænd til at sukke efter hende. Hendes blik undersøgte ham kort, så han ejede altså dette sted, med sin lille tæve, ganske sødt, hvis man var til den slags. Endnu havde hun faktisk ikke helt besluttet sig for hvad hun skulle stille op med situationen, et sted fortjente han virkelig ikke at bære racen, han fortjente at miste hovedet på stedet. Men det hun havde haft med ham i grotterne, det kunne hun ikke slippe og hun ville så nødig se det indre dyr slagtet. Det var faktisk en rimelig svær situation han havde fået sat hende i.
"Som du ikke allerede har gjort?" Spurgte hun tydeligt for at minde ham om deres art, smilet lå drillende på hendes læber. At hans kæreste var her anede hun faktisk ikke, men det ville ikke undre hende og et sted ønskede hun næsten at møde hende. Det ville i hvert fald ikke gøre hende det mindste! Nej, det ville gøre tingene, interessante.
"En drink, naturligvis." Lød det så roligt fra hende, hendes fingre strøg blidt hen over hendes kraveben, frem og tilbage, som hun nussede sin blege kolde hud. Sandt at sige, havde hun jo savnet ham lidt, hvad han kunne give hende. Det var så skuffende at finde ud af at han rent faktisk rendte rundt med en tæve på fast basis.

[Deleted]

At det var gået op for Cathlina, at han var sammen med en varulv, var ikke en tanke som slog Valerio. Han levede jo bare sit li, som han altid havde gjort, og særligt fordi at der ikke var nogen, der havde forhindret ham i at gøre det frem til nu. Han sendte hende et kortfattet smil. I dag, var han uden tvivl i langt bedre humør, end hvad han havde været sidst han havde set hende. Stresset med den store fuldmåne, havde i hvert fald lagt sig for nu, og det havde da uden tvivl sine fordele.
At hun absolut skulle hentyde til deres nat sammen, kom ej bag på ham. Det havde været en god aften. En virkelig god aften, hvis han selv skulle sige det. Det var en helt anden følelse og stemning, når man gjorde det med sin egen slags. Ja, det var vel næsten kommet bag på ham? "Det var da et glimrende udgangspunkt," pointerede han med en ganske stilfærdig mine. Han lod hovedet søge langsomt på sned. Overfor hende, var han ikke, som han typisk ville være. Selvom hun ikke havde været andet end en direkte pestilens for ham i starten, var dette noget, som han godt kunne se bort fra i denne omgang, dog selvom det ikke havde været nemt. Ikke før nu i hvert fald. Han nikkede, inden han vendte sig. Han skænkede op af blod og en blanding med alkohol, som han selv godt kunne lide, inden han rakte det til hende, ved at placere det foran hende. "Fortæl mig, hvad du laver her," opfordrede han med en direkte stemme. Der var noget igang.. Ellers ville hun ikke være her, så meget vidste han da.

[Deleted]

Her skilte hun sig fuldkommen ud, derfor en del blikke, nogen i nysgerrighed, andre i foragt, alle med hver deres holdning om at hun rent faktisk var der i så fin en mundering. Cathlina kunne dog ikke være meget mere ligeglad, hun var jo hvor det passede hende og hun gik i det der passede hende. Mon han kunne mærke han burde være lidt påpasselig? I så fald var han da god i sine fornemmelser, han virkede ikke helt så medgørlig som sidst, men det var jo nok grundet hans kære tæve som sikkert lå et sted i bygningen. Mon hun skulle give hende et visit? Smilet måtte sprede sig lumsk over de røde læber, der var så mange sjove muligheder. At han gav hende den blanding, passede hende fint, hun tog imod den med glæde, og førte den ganske forsigtigt til sine læber, for at smage på det. Et godkendende nik kom fra hende, det smagte jo ganske fint, hun var tilfreds. For nu ikke mindst.
"Jeg kommer selvfølgelig for at hilse på dig Valerio, inden jeg fast vender tilbage til Dvasias." Det var jo sandheden, men ork der lå så meget bag, dog var hun ikke typen som bare smed bomben ned over folk som sådan. Hun havde tålmodighed når hun styrrede showet, hvilket kunne være rigtig irriterende, hvis man vidste noget ulmede i det fjerne. Roligt lænede hun sig ind over bordet, som barmen støttede på og blev skubbet let op. De dybtblå øjne søgte hans, og fingre søgte efter hans kæbe som de ville stryge ganske let.
"Desuden savnede jeg dig! Ikke mange kan give mig det som du gav mig, man kan da ikke bebrejde mig for at blive lettere afhængig." Smilet lå lokkende på hendes læber, ork hans handlinger den nat var nok til at redde hans skin og det skulle han prise sig lykkelig for! Havde det ikke været tilfældet, havde han intet hoved haft lige nu. Som hun var kommet ham nærmere, kunne hun tydeligt lugte det på ham, det gav hende næsten kvalme og lysten til at fjerne den med sin egen duft, på selv samme måde som i grotternes mørke. Tanken fik hende til at sukke lettere længselsfuldt, hun havde altid været en meget sensuel kvinde, foruden hvad der lå vampyrer naturligt.

[Deleted]

Cathlina var der af en grund. Af hvad Valerio var kendt med, omkring denne kvinde, så var det, at hun ikke var typen, der bare opsøgte folk uden en grund. Der var en grund til alt. Nok også det, som var med til at gøre ham en kende nysgerrig på hende i længden, og derfor også holde hans nysgerrighed ved lige? Det var i forvejen ikke noget, som alle var i stand til, ville han da lige hilse at sige.
"Jeg tænkte mig nok, at denne dag ville komme. Jeg er bare forundret over, at du har fundet mig her.. Hvordan gjorde du det? Spionerer du på mig?" spurgte han med en sigende mine. At være med en varulv, var bestemt ikke en dans på roser. Stanken af hund, var i forvejen noget, som måtte skære i hans egen næse, selvom han virkelig forsøgte at vænne sig til det. Det var bare ikke særlig nemt, hvis han selv skulle sige det. Det eneste, som han jo reelt set kunne gøre, var at forsøge efter bedste formåen. At drikken derimod var godkendt af hende, glædede ham. Han var efterhånden ved at være ganske udmærket til dette.
Som hun kommenterede deres aften, som var det noget hun ønskede skulle ske igen, sendte han hende blot et direkte advarende blik. "Det er nok desværre en afhængighed, som du må søge et andet sted," sagde han blot. Selvom det virkelig havde været fantastisk at gøre det med hende, så måtte han denne gang tage hensyn til hans kære, som befandt sig i samme bygge, som de nu var i. Han kunne ikke gøre det her, og særligt ikke med Alice omkring!

[Deleted]

Der måtte glide et næsten grinende mine over hendes kønne ansigt. Det var jo præcis hvad hun havde gjort, den arme mand anede jo intet om hende, eller hvad hun var i stand til, men det ville han tids nok finde ud af. Cathlina drak stille og roligt af blodet, hun lukkede øjnene og lod tiden trække lidt, inden hun igen åbnede munden.
"Mine folk gør. Og jeg må sige at være skuffet kære. En varulv? Virkelig?" Lød det så direkte fra hende, hun kunne ikke dy sig, ikke længere. Men et sted måtte han da vide at han i den grad havde gjort indtryk på hende, siden hun endnu var interesseret i ham. Selv hendes børn havde hvisket om dette, de forstod ikke hvad hun ville med denne og hvorfor han endnu ikke var hovedløs. Dog var det intet nogen turde sige højt, for det vidste de jo godt hvad betød. Så stille og rolig og fattet som hun kunne være, lige så temperamentsfuld kunne hun være, og det var ikke mildt det foregik. Nej langt fra!
"Jeg finder den ikke andre steder, og det er dig som jeg vil have. Og Valerio, jeg får altid hvad jeg vil have." Hendes hvisken lød forførende mod ham, hun trak sig, inden hun valgte at bunde glasset. Så rejste hun sig langsomt op, inden hun med hastighed sprang over bordet og nu stod helt op af ham. Uden så meget som at røre ham.
"Jeg kom faktisk i tanke om jeg kendte en vampyr engang, som havde mistet sin ene tand og fået den erstattet. Jeg tænkte du ville være interesseret i denne viden." Hun havde skam tænkt på ham, og på hvad hun måtte se som en skandale, men som hun uden tvivl også respekterede ham for at kunne leve med. Dette betød dog ikke at han ikke savnede dem, det måtte han da gøre.

[Deleted]

At hun havde haft andre til at spionere på ham, var bestemt ikke en tanke som faldt i Valerios gode jord. Han hadede at blive iagttaget, og særligt hvis det skulle foregå på denne her måde. Svagt måtte han dog alligevel knibe øjnene sammen. "Så du har andre til at holde øje med mig?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Hvorfor gjorde hun det? At hun derimod havde hørt om varulven, kom ikke bag på ham. Han kunne nemlig godt forestille sig, at det var sådan et ry og rygte, som måtte gå langt. Meget langt endda, hvilket han i forvejen ikke kunne gøre det største ved, hvis han selv skulle sige det. Svagt himlede han med øjnene. "Hun var ikke en varulv, da vi startede det hele," modargumenterede han. Hvis man endelig skulle, skulle man have sine facts i orden. Han kneb øjnene let sammen. Næsten advarende.
Han stod uden at røre sig, da hun sprang over disken, og stillede sig næsten helt op af ham. Langsomt drejede han hovedet i hendes retning, hvor den advarende mine heller ikke var til at tage fejl af. Denne gang måtte han dog skuffe hende. Han havde ikke tænkt sig, at give hende noget, mens hans elskede var i huset. "Ikke denne gang, er jeg bange for. Du må stille denne lyst hos en anden mand i nat," sagde han direkte. Et sted beæret over, at hun var kommet til ham, for at opleve det, selvom han vidste, at han slet ikke burde skænke hende det.. Så var han jo lige så fristet, som det hun selv var. Han spidsede dog ører. Var det virkelig muligt? "Hvordan?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han ville virkelig gerne vide det!

[Deleted]

"Jeg er en travl kvinde, og ville gerne vide mere om dig kære." Forklarede hun så, den nat havde hun været uden følge, fri til at lege og havde ikke sine fine klæder på. Hvilket jo passede hende perfekt. Lige nu, var det en anden sag, hendes små håndlangere var overalt at finde, dog hovedsageligt udenfor, et par enkelt sad her allerede, før hun var ankommet. Blikket hvilede mod ham, hun elskede at være ham nær, bare sådan her, det var nok til at hun i den grad kunne mærke hvor meget den dag havde påvirket hende. For det var jo gået hen og blevet dag, de havde ly for solen begge to.
"Så gør man da en endelse på hendes lidelser? Hvis du da ellers elsker hende? Det er måske blot legetøj?" Det var tydeligt hvor stort et had hun måtte have til varulve, at en mand som ham, så fantastisk dyrisk, var med en sådan en, tæve. Føj! Hun væmmedes virkelig ved denne tanke. Kærlighed forstod hun sig ikke just på, eller, den måde hun så på blod, sådan så forelskede folk på hinanden. Men hendes forhold til blod var vidst også en kende usundt. Cathlina måtte le, hun rystede på hovedet.
"Jeg vil ikke have en anden mand." Hviskede hun kælent, inden hun måtte lade sin krop gnide sig let op af hans. At ligge skjul på hvad hun ønskede, det var på ingen måde hende, så derfor var hun ganske klar i sine ord og sit kropssprog. Cathlina smilede blot drillende til ham, hun lod en finger glide ned af hans brystkasse, som hun trådte tilbage.
"Hvis du nægter mig, kan jeg vel lige så godt nægte dig?" Grinte hun, fair? Langt fra! Sjovt? Mon ikke! Cathlina elskede at lege og det måtte han da allerede nu have fundet ud af.

[Deleted]

"Det er tilladt at åbne munden, og så spørge," pointerede Valerio med en direkte stemme. At blive iagttaget af andre, til hendes fordel, var bestemt ikke noget som faldt i hans gode jord, og i det henseende, så var han bestemt heller ikke bange for at lade hende vide det. Dette var bestemt ikke noget, som måtte falde i hans gode bog!
Hvordan hun havde det med varulve, stod tydeligt ud af hende ved hendes ord og kropssprog. Hun bifaldt ej tanken, og han måtte jo erkende, at han heller ikke gjorde. Der var bare noget ved den kvinde, som fik ham til at holde ved. Han kneb øjnene let sammen. "Tror du selv, at en mand som jeg, ville være sammen med en kvinde over så lang tid, hvis det bare var for sjov?" Han sendte hende en ganske kortfattet mine. At hun strøg ham over brystet, forsøgte han at ignorere. Han hævede hånden, kun for at lukke den om hendes, for at fjerne den. Dette var at komme lidt for tæt på ham, og særligt med hans kæreste i samme hus.
"Hvis problem er det?" spurgte han direkte. Desuden var han på arbejde. Han kunne jo ikke bare trække sig. At det så blev til en leg for hende, var bestemt heller ikke noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tanken alene, gjorde ham.. arrig! Hvis han kunne få sin vampyriske værdighed tilbage, ville det jo være fantastisk! "Fortæl mig det, Cathlina," endte han nærmest som en ordre. Hun kunne ikke holde sådan noget igen for ham!

[Deleted]

"Jeg havde travlt med andet ved vor sidste møde, og jeg er som sagt en travl kvinde kære." Det var forklaringen, ikke at hun skammede sig, det var let at få folk til at gøre ting for sig, specielt når hun var så forgudet som hun var. Hendes dejlige hjernevaskede børn som elskede hende og frygtede hende på samme tid, forgudet hende og tilbad hende. Det var vidunderligt! Hun trak dig fra ham, ork ja, han skulle da have lov til at bemærke han sikkert også havde savnet at have hende tæt på. Cathlina måtte trække på sine skuldre, hun anede virkelig intet om kærlighed.
"Der er jo ingen anden løsning end at gøre en ende på hendes lidelser." Stemmen var fyldt med den ligegyldighed der måtte være, hun så virkelig ikke problemet her, hvis han elskede hende nok, ville han vel få hende bort fra det forfærdelige væsen ved at slå hende ihjel. Det var det eneste som måtte give mening i hendes hoved. Han havde selv fjernet hendes hånd, det var bestemt noget hun måtte bide sig i, det passede hende i bund og grund ikke særlig godt. Og kommentaren dertil? Hun måtte fnyse af ham.
"Det er lige blevet dit problem!" Hvæsede hun af ham, han skulle ikke tro han kunne bilde hende ind at han ikke ønskede hende tæt ved sig igen, mærke hende på samme dyriske måde! At han var så fræk at næsten give hende ordre, måtte hun le af, hun vinkede til ham, som hun vendte rundt på sine hæle og gik rolige væk derfra igen, søgte mod døren og ville forlade ham. Hun havde noget han ville have, og han havde bestemt noget hun ville have. Nu måtte hun se hvor ivrig han rent faktisk var for at få dette.

[Deleted]

"Travlt nok til, at du ikke selv kan stille mig de åbne spørgsmål?" spurgte Valerio med en meget sigende mine. Af dette, var han ikke ligefrem overbevist, og særligt når det foregik på denne her måde. Han hadede når folk forsøgte at tage kontrollen over ham, og særligt fordi, at han ej synes, at dette måtte være rimeligt eller retfærdigt. Nok havde hans broder gjort det dengang, og han havde uden tvivl lært af det siden. Han ønskede slet ikke, at nogen eller noget, skulle tage den kontrol over ham!
Denne kvinde måtte ikke have oplevet hvad det ville sige, at have fundet kvinden, som man kunne kalde for sin mage. Selvom han havde gjort det intime med en anden kvinde, end hende, så var det ikke ensbetydende med, at han ønskede at miste Alice på det. Det var faktisk noget af det sidste, som han ønskede sig, og særligt når det foregik på denne her måde. "Jeg skal nok gøre med hende, hvad end jeg har lyst til, uden at det behøver at blive en del af dine bekymringer," afviste han kortfattet. Ikke fordi at han ønskede at gøre det til en kæmpe diskussion, for det ønskede han ikke.
De var efterhånden begyndt at tiltrække sig andres nysgerrige blikke, hvilket i forvejen, ikke just var noget som Valerio brød sig om. Svagt bed han tænderne sammen, som hun trak hånden til sig, og direkte hvæsede af ham. Ikke at han fortrak nogen mine, men den hemmelighed som hun gik med, var en som han så brændende ønskede! Han himlede kort med øjnene, inden han smed klædet over til en af de ansatte og bad ham om at overtage. Han fulgte efter. Velvidende om, at han gav hende præcist hvad hun ville have!

[Deleted]

Cathlina havde intet mere at sige til den sag, hverken forklare sig eller tale mere om hans lille tæve, hun ville egentlig ikke vide af det. Hun fortrød jo i bund og grund at have fundet ud af det, for lysten til at slå ham ihjel lå jo dybt i hende. Som hun blot gik, måtte hun sanse at han rent faktisk fulgte med, det fik hende til at smile tilfreds. Døren fik hun åbnet, som hun mødte den kolde natteluft, hun lukkede kort øjnene og gik blot videre. Ville hun overhovedet have ham nær, for så at lade ham gå tilbage til det misfoster? Et tungt suk forlod hende, som hun rystede på hovedet. Han kunne holde fingrene fra hende, hvilket på ingen måde var noget som måtte gøre hende glad, hun ønskede at han rent faktisk måtte være som han var ved deres første møde. Vreden var ikke langt væk, hvilket også havde været en af grunden til hun var gået, han fulgte med, og ville det egentlig overhovedet ende godt? Mistænksom som hun var, vidste hun vel et sted godt at det ikke var for hendes skyld han gik med, men hans egen, han ønskede at vide hvad hun vidste. Cathlina lod armene glide kort op, som hun løsnede sit ellers så nydeligt opsatte hår. De mørke bølger gled ned om hendes skuldre og ryg og dansede blidt med vinden. Inde i kroen, var hendes følge søgt hen for at tage hendes kappe. Det var dejligt ikke at skulle tænke på sådanne ting. Der var så mange ting hun kunne sige, men hun lod vær, intet af det ville ende godt og lige nu, ønskede hun jo rent faktisk ikke at skade ham, selvom det så hurtigt kunne vende rundt og det vidste hun med sig selv.

[Deleted]

Valerio fulgte efter hende, selvom det intet havde med hende at gøre, men derimod mere for hans egen skyld. Særligt hvis hun brændte inde med en viden, som han ikke havde fået lov til at tage del i, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det? Hvis han havde bare det mindste chance og mulighed, for at genvinde sine vampyriske evner og værdighed, så ville han mere end glædeligt gøre, hvad end det krævede af ham! Han ville elske at få den del af sit liv tilbage, og særligt fordi at han jo i forvejen følte sig hæmmet. Han klarede sig, men han var hæmmet, og det var hårdt til tider.
De mørke øjne faldt til hende med et koldt glimt. Ikke fordi at han væmmes ved tanken om hende og hvad de havde delt, men fordi at han væmmes ved tanken om de tanker hun gjorde sig om hans udkårne. Det var jo heller ikke ligefrem Alices skyld, at hun var endt som hun var. Han stoppede op, ikke langt fra hende, som hun lod sit hår falde. Forsøgte hun nu at gøre sig til for ham? Problemet på sigt, var jo faktisk, at det virkede, og det var det, som han slet ikke ønskede. Den slags ting, burde slet ikke virke efter denne hensigt, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget som helst ved det, kunne han? Svagt kneb han øjnene sammen, men uden at rokke sig. "Fortæl mig det," opfordrede han endnu en gang. Det var noget, som han virkelig havde brug for at vide!