So long!

[Soraya Salvorique]

Soraya forbandede kun dette mere og mere, jo længere tid, der faktisk gik. Lige nu koncentrerede hun sig mest om at kæmpe imod sømanden, der slet ikke skulle have lov til at få sin vilje med hende. Hun havde tabt til Malisha, men hun ville ikke blive ved med at tabe. Heldet var dog langt fra på hendes side, eftersom hun var bundet på hænder og fødder, samt at magien var låst... Så hvad kunne hun egentligt gøre andet end at stampe, vride eller slå? Ikke ret meget. Hun kneb øjnene sammen imod ham og spændte i kroppen, da han igen holdt fast i hende. Hun brød sig slet ikke om det faktum. Sælges, som et gement produkt... Hun kunne ikke fordrage det! Let vædede hun sine læber og blev denne gang tavs, da hun ikke havde noget at sige. Og det lignede hende ellers ikke. Hun stivnede helt, da han rørte hende videre. Hendes indre blev sat i kog. Bølgerne kunne hun mærke under sig og det var ikke en rar følelse... Tvært imod, så fik hun nærmere lyst til at brække sig. Hun var slet ikke vant til at være på havet, så det gjorde hende søsyg. "Slip mig!" endte hun og vred sig igen for at komme væk fra ham.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At kvindens modstand, mere eller mindre måtte stoppe, var ikke noget som sømanden sagde noget til. Tvært imod, var det en tanke som gjorde ham ganske tilfredst. Det var uden tvivl begyndt at gynge en del, og særligt nu hvor det stod som det nu gjorde.
"Det var straks bedre. Du kan lige så godt droppe modstand. Det vil tage os et par dage, hvis ikke mere, at komme i land på Tayevania," sagde han med en isende stemme. Turen dertil var lang, og særligt med skib, som jo nærmest var afhængig af bølger og vind, for at komme frem. Det var nu bare den mulighed der var der, og så måtte de jo bare tage tingene, som de måtte komme. Hånden berørte hende på de steder, som allerede var berørt af andre, og han var ligeglad med, om det var noget som hun ville lade ham om, eller ikke. Det var slet ikke noget som rørte ham det mindste. Han var ligeglad. Han skulle nok få hende ud af den sindstilstand, som hun stod i for nu, og det var han heller ikke bange for at erkende for hende. Han smilede tydeligt skadefro. Han elskede det her. Han endte med at trække hende med sig hen i et hjørne, hvor han gled ned på gulvet. Når de sad ned, var det da begrænset, hvad hun kunne gøre mod ham, og det passede ha mere end fint. Denne gang var det ham, som havde overtaget.

[Soraya Salvorique]

Soraya måtte stoppe sin modstand, da det kun forværrede hendes kvalme. Hun var slet ikke vant til at være på havet, så hun følte sig virkelig syg af det. Hans ord gjorde det ikke ligefrem bedre. Et par dage?! Hun syntes allerede det sejlede for hende nu og så skulle hun være fanget på båden i flere dage?! "Så får du et par hyggelige dage med at tørre mit opkast op," svarede hun spydigt. Hun bed tænderne sammen da hun mærkede kvalmen stige i hende, men fik den nedtrykt Hun spændte i kroppen, da han bare trak hende med sig hen til et hjørne og gled ned. Det her var så usselt... Så nedværdigende, som nærmest intet andet. Kun Kimeya havde berørt hende alle disse steder og det skulle ingen anden have lov til! Hun følte sig mere låst, som de nu var nede på gulvet, da hun så ikke kunne sparke sådan rigtigt. I stedet forsøgte hun nu at hamre sin albue ind i ham, så han ville slippe hende...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Sømanden havde bestemt ikke nogen intentioner om, at skulle slippe hende. Særligt ikke foreløbig. Herude på åben vand, ville hun uanset ikke kunne gøre noget som helst, der mindede om modstand, hvilket han naturligvis værdsatte. Malisha havde uden tvivl gjort det hårde og tunge arbejde, og naturligvis var det jo også det, som han var utrolig glad for den dag i dag. Han grinede let for sig selv, selv da hun forsøgte at hamre albuen ind i ham. Det var bare svært, når de i forvejen måtte sidde der med hinanden på gulvet. Og han havde bestemt ikke nogen intentioner om at slippe hende. Dragten skulle han nok få af hende, for hun skulle være klædt som en slave, når de nåede Tayevania! "Du kan lige så godt stoppe. Du vil intet få ud af det," pointerede han med en ganske sigende stemme. Ikke fordi at han havde tænkt sig at lægge skjul på det, for det havde han da godt nok heller ikke ligefrem.
Dragten forsøgte han at få skubbet længere ned, så hendes arme også ville ende langt mere fastlåst, end hvad de havde været til nu. Han smilede let for sig selv. En smuk kvinde var hun da uden tvivl. "Jeg skal nok gøre en fin slave ud af dig," hviskede han tæt ved hendes øre denne gang.

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne ikke lide det her. Hun kunne overhovedet ikke lide det her. Hun følte sig rundtosset og kvalm på grund af havets bølger, der skubbede ustandseligt til båden. Sømanden var dog fuldstændig upåvirket, for han var jo vant til det, men det var hun bestemt ikke. Hun følte sig faktisk nærmest syg... Søsyg. Men hun måtte nedkæmpe sygdommen, da hun slet ikke skulle have manden til at vinde. Hun var dog ret fastlåst, så det var svært at kæmpe imod. Hun åbnede munden for at svare ham igen, men blev tavs igen. Hun kunne kun komme i tanke om en ting, hun ville få ud af det. Og det var at beholde lidt af sin stolthed over, at hun havde kæmpet til det sidste. At hun ikke havde givet op. Mord-sith gav aldrig op, så det skulle hun bestemt heller ikke. Som han skubbede dragten ned over hendes arme, så låste de også en smule mere og det boblede inde i hende af vrede. Ordet slave lød frygteligt i hendes øre. Det var så nedværdigende som intet andet! "Du kan sælge mig og kalde mig slave... Men du kan aldrig gøre mig til en slave, for jeg vil aldrig lystre nogen Herre!" hvislede hun ham igen. Et øjeblik blev hun tavs igen. Måske det var nemmere, bare at få ham til at gøre det og så... han kunne lade hende være. Hun gøs ved tanken. Men dette var et spil. Et spil om overlevelse og om at komme tilbage til fastlandet. "Så tag mig dog. Tag hvad du vil have, i stedet for at spilde tiden. Skær dragten op og riv den af mig," endte hun, nærmest opfordrende. Hun ville hellere selv have afgivet dragten... fremfor at få den taget fra sig. Og hellere selv vælge spillets gang, så nu gik hun i gang med at bruge sin manipulation... så godt som hun kunne uden magiske evner.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Sømanden havde overtaget. Det var nemlig ham, som var på hjemmebane i øjeblikket, og det havde han ikke tænkt sig at brokke sig over. Tvært imod, så kunne han virkelig hovere over det. En fastlåst smuk kvinde, siddende i hans favn? Hvilken mand ville overhovedet brokke sig over det? Dragten skulle han have af hende, og en anden beklædning skulle han have hende i, inden de ville nå Tayevania.
"Du virker til at have meget travlt, kæreste.. Vi har endnu tid, før vi når øen, så der er ikke nogen grund til hastværk." At tage hende ved magt, ville han ikke. Derimod ville han røre ved hende.. Langsomt pille det hele fra hende, så hun måske kunne lystre ham bare en smule, når de kom til øen, for han skulle af med hende. Han skulle af med hende på den ø, ellers ville han få Malisha på nakken, og det ønskede han altså slet ikke! Overhovedet ikke faktisk.
"Væn dig til bølgerne, snuske.. Væn dig til lyden af måger, vand og vind," fortsatte han mod hendes øre. Denne gang lod han hånden bevidst søge ned mellem hendes ben, hvor han begyndte at kæle for hende. Bare alene det at høre hende, var noget som stemte ham, og han elskede det. Hun kunne lige så godt give op. Denne her kamp var uden tvivl tabt på forhånd for hende.

[Soraya Salvorique]

Soraya nægtede at give op, selvom hun efterhånden var løbet tør for muligheder til at sno sig ud af sømandens greb. Hun kunne kun blive ved med at kæmpe, for hun nægtede at give op, for så ville hun da for alvor miste noget af sig selv. Mord-sith kæmpede til det sidste! Dragten var uden tvivl i vejen, da hun foruden lænkerne om håndled og ankler nu også havde dragten og bukserne til at spænde hende sammen. At han ikke faldt for hendes manipulation irriterede hende uden tvivl. Hun havde måske lidt travlt, men hun ville bare gerne have det overstået, så han kunne lade hende være. Hun sank en klump og tog en dyb vejrtrækning samtidigt, så hun lige kunne samle tankerne. "Jeg har ikke travlt... Jeg vil bare mærke dig ordentligt i stedet for alt det pjat," endte hun dæmpet tæt ved hans ansigt, da hun lod hovedet lægge sig tilbage mod hans skulder, når hun alligevel sad fastlåst ind mod ham med ryggen til hans brystkasse. Bølgerne kunne hun dog bestemt ikke vænne sig til bare sådan, for hun var svimmel, så egentligt var hun glad nok for, at de sad ned nu. Et gisp forlod hendes læber, som han begyndte at røre hende. Hendes krop sagde noget andet end hendes sind, for når han ramte rigtigt, så gled der en skælven igennem hendes krop af tilfredsstillelse. Hun bed tænderne sammen. Hun spændte i armene og gjorde et fast ryk for at komme væk fra ham igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Soraya sad bundet og med en meget sart mave på en båd, som bestemt ikke tog hensyn til den slags, så det var ude tvivl hende, som havde de største problemer i øjeblikket. Selv han måtte jo sige, at han var ligeglad. Kunne han få det, som han gerne ville have det, så var det også det, som var det vigtigste for ham lige nu.
Hånden kærtegnede hende, også selvom hun forsøgte at komme væk fra hende. Det var bare ikke noget, som skulle have lov til at ske, og særligt ikke på denne her måde, hvis det var noget, som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Let klemte han øjnene sammen, som han strammede grebet om hende.
"Det må snart gå op for dig, at du ikke kan fortsætte med at gøre modstand, snuske.. Om du vil det eller ikke, så er Tayevania dit nye hjem," hvislede han med en kold stemme tæt ved hendes øre, da han heller ikke ligefrem kunne lade være. Han ville have hende til det. Ville hun mærke ham, for at få det overstået? "Den fornøjelse har jeg ikke tænkt at give dig," hviskede han næsten forførende mod hendes øre. Han havde en klar opgave, som han skulle imødekomme, og det var uden tvivl også lige præcis det, som han havde tænkt sig at gøre. Han lod hånden fortsætte. Han ville høre hende.. og han skulle nok få hende til at gøre lige præcis det han ville.

[Soraya Salvorique]

Nogle bølger gav båden et ekstra vip, hvilket fik kvalmen til at stige i Soraya. Det føltes som om hendes mave snurrede sig rundt og hun fik et surt opstød, så hun blev nødt til at bide tænderne sammen og synke hårdt, for ikke at ende med at kaste op. Hun nægtede simpelthen at gøre noget så ulækkert, for så svag var hun ikke! Det var næsten rart at lægge hovedet tilbage mod sømandens skulder, da det føltes som om, at det svimlede mindre for hende. Måske hun burde overgive sig til ham, eftersom hun bare spildte sine kræfter på at kæmpe imod. Det var vel ikke at give op, hvis man brugte sine ressourcer med omtanke, vel? Hun spændte i kroppen, da han strammede grebet om hende og bed tænderne sammen. Tanken om at skulle ud på en ø, som var hende komplet ukendt, var faktisk en smule skræmmende. Hvad mon der var derude? Ukendte racer? Dyr? Mad? Eller var det det samme som på fastlandet? Hun vidste det ikke, for hun kendte ikke dette Tayevania. Hans næste ord, begejstrede hende heller ikke ligefrem. Okay, sømanden var ikke helt dum. En skam. Hendes krop sitrede ved hans bevægelser og hun måtte af og til lade små gisp af behag forlade hendes læber. "En dag... Så skal jeg sørge for, at du kommer til at fortryde," hvislede hun køligt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Sømanden var på ingen måder dum. Der var jo en specifik grund til at det var ham, som Malisha havde valgt til dette, og han havde bestemt heller ikke tænkt sig, at se bort fra de omstændigheder, og særligt ikke, som det stod i øjeblikket. Han vendte blikket mod hende, som hun alligevel halvvejs måtte give sig, og lade hovedet glide mod hans skulder. Alene dette, var noget som passede ham ganske fint, hvis han selv skulle sige det. Han lagde hovedet tæt ved hendes. Hun duftede godt.. Skræmmende godt endda.
Hvem hun var udover det, vidste han ikke, og han kunne ikke være mere ligeglad. Fik han sin betaling, så var hun ganske godt tilfreds, og det var hun så sandelig heller ikke bange for at lade hende vide. Han kuklo ganske let. "Du har en stædighed som en sømand.. Det kan jeg godt lide.. Lad det nu bare komme ud. Jeg ved jo, at du kan lide det," pointerede han med en tydelig tilfreds stemme. Han ville høre hende, og han ville knække hende. Om ikke andet, så ville han så meget som muligt, inden de nåde frem. Hånden fortsatte sin intense kælen for hendes underliv. Han kunne jo mærke, at hun godt kunne lide det, hvilket vel egentlig også var det, som irriterede hende mest af alt? Han var ligeglad. Så lang tid, at han fik hvad han betalte for, samt at han fik gjort hvad han havde lovet, så havde han det ganske fint med det, hvis han selv skulle sige det. Han var mere end storslået tilfreds.

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne ikke fordrage dette. Malisha havde faktisk gennemtænkt sin plan og det var lykkedes hende så langt. Faktisk var det lykkedes hende, for der var ikke rigtigt nogen vej tilbage nu. Hvem ville nogensinde fragte hende tilbage? Hun havde ikke mønter nok i forhold til det, som sømanden havde fået af betalingen allerede. Og sømanden virkede ikke til at turde sætte sig op mod Malisha. Hele situationen var noget møg og hun hadede det. Kvalmen kæmpede hun med konstant, for hun kunne slet ikke vænne sig til det her. Hun fnøs og lod hovedet være lænet tilbage mod hans skulder, da det afhjalp noget af kvalmen. Hun bed tænderne let sammen og fnøs af hans ord. Hun kunne bestemt ikke... Selvom hendes krop jo sagde noget helt andet. Sømanden var faktisk næsten blid ved hende, hvilket var det værste af det hele. For det at blive kælet for var så intimt og så nært i forhold til bare at få det hele overstået. Et gisp mere forlod hendes læber, da han fik ramt et lidt for godt punkt mod hendes underliv og hun væmmedes ved tanken. "Ved du overhovedet, hvem jeg er?" vrissede hun irritabelt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Sømanden havde ikke nogen anelse om hvem denne kvinde var, og han kunne i princippet være ligeglad. Den betaling, som han havde fået for hende, var det som han havde brug for lige nu, og det, som egentlig havde den største betydning. Han kunne brødføde sin familie, når han engang kom hjem, og det var vel også vigtigt?
At høre hende gispe sådan.. mærke hvordan hendes krop nød det, var helt igennem fantastisk. Han kuklo igen. "Skulle det have nogen betydning?" spurgte han direkte. Et tilfredst smil passerede hans læber, alene ved tanken om det, som han kunne udsætte hende for, men ikke måtte, da han jo skulle sælge hende videre. Intenst fortsatte han sin kærlige behandling af hendes underliv. jo mere han kunne bryde ved hende, des bedre ville det uden tvivl blive.

**********

I takt med at de nærmede sig Tayevania, var det også på tide, at gøre Soraya ordentlig klar til den sidste del af forvandlingen som hun skulle igennem, inden de gik i land. "Godmorgen, snuske," hvislede han med en kold stemme. Natten havde uden tvivl været hård, med massive og høje bølger, med alt hvad det indebar. For ham var det hverdag. For andre, var det en helt anden ting.

[Soraya Salvorique]

Soraya bed tænderne sammen ved sømandens ord. Ja, det burde det! For hvis Kimeya fandt ham, så ville han komme til at fortryde at have været den, der havde fragtet hende over til øen. Men nuvel, når han nu virkede ligeglad, så gad hun ikke direkte at prale med sig selv. Ingen kendte hende på Tayevania alligevel. Hendes krop nød uden tvivl hans behandling, men det pillede hendes også ned ganske langsomt. Og tog hende mere ned end den hurtige handling ville have gjort...
... De sidste nætter havde været direkte forfærdelige. Hun havde slet ikke sovet den første nat, da hun ikke havde kunnet det for bare tanker og frustration. Hun havde kastet op flere gange, da hun havde måtte overgive sig. Hun kunne slet ikke finde balance herude på havet, fordi bølgerne var så uforudsigelige. Og denne nat, havde slet ikke været anderledes. Bølgerne havde været voldsomme og det havde nærmest været et uvejr. Hun havde et øjeblik været sikker på, at det skulle være hendes endelige at dø på havet. Men hun var endt med at falde i søvn af udmattelse henne i et hjørne, så hun fik et mindre chok da sømanden kom og vækkede hende. Hun slog øjnene op og skulede til ham, som hun tørrede sin mund af i hendes trøje. Tøjet var revet op, men hun havde dækket sig til med det så godt hun kunne.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Sømanden havde ladet hende ligge. Lige nu var det ganske vindstille ude på havet, men de var også så småt ved at nærme sig øen. Nu skulle han bare have hende klædt fornuftigt og anstændigt til det faktum, at hun skulle have det ordentlige tøj på. Tøj ment for en slave, da det var hvad hun var i øjeblikket, og det var uden tvivl også dette, som skulle vise sig, at være det vigtigste lige nu. Det var nemlig vigtigt, at hun blev solgt. Alt det andet, var nemlig ikke noget som kunne bruges det mindste.

Langsomt knælede han ved siden af hende. Han havde en temmelig laset kjole i hans hånd, som mest af alt, lignede en gammel kartoffelsæk. Det var vel bare det som egentlig skulle til, når det var? "Du skal have denne her på. Vi lægger til land om ikke så længe. Så kan du få lov til at se dit nye hjem," fortalte han med en ganske tilfreds stemme. Alt i alt, var han ligeglad med hende. Bare han fik det ud af det, som han var lovet, så var han bestemt ikke den, som skulle stille nogen former for spørgsmål, hvilket han også gerne stod fast på. Særligt nu.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde det umådelig dårligt. Hun havde aldrig følt sig så syg eller dårlig over noget, som hun havde gjort på denne tur og hun syntes alt i alt, at det var ækelt. Hun væmmedes over sig selv og at hun havde kastet op så mange gange. Hun syntes det var svagt, at hun ikke kunne klare en tur over havet. Men hun var jo slet ikke vant til det, så det slog hendes balancenerve helt ud af kurs og fordrejede hendes system. At føle sig som en slave gjorde hun bestemt ikke, for hun nægtede at lade det ord ramme hende. De kunne nok kalde hende slave og prøve at behandle hende som en, men hun ville aldrig blive det. Hun så mod den lasede kjole og bed tænderne sammen. Hun skubbede sig mere op at sidde ligeså. "Så må du jo se hvordan du får det andet tøj af først," svarede hun ham spydigt. Hun vædede flygtigt sine læber. Hun glædede sig faktisk til at komme i land, for det at være ude på havet var da bestemt ikke hendes kop te!