So long!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Soraya Salvorique

---

Turen til Peula, havde i forvejen kostet Malisha flere dage med rejse. Ikke at det gjorde hende noget, hvis det betød, at hun kunne få Soraya ud, og derved også ramme Kimeya, hvilket var det, som hun mest var ude på, i en situation som denne. Lugten af fisk og hav, var noget af det første, som hun fangede på denne færd. Hun måtte med andre ord, være ved at være fremme.
Bølgerne slog sig ind mod molen, da de endelig ankom til denne. Skibe lå der allerede, og nu hvor den nye ø, var blevet opdaget, synes Malisha, at det ville være perfekt og ideelt, at smide hende derover. Så slap hun for at bøvle mere med det, og hun kunne fremstille Kimeya endnu svagere, end hvad han måtte være i forvejen. Hvad hun dog ikke gjorde, for at få ram på den mand! Og nu hvor Soraya efterhånden også havde fundet ud af mange ting om hende og hendes person, så ville hun have hende langt væk!
Allerede på forhånd, havde Malisha sin aftale i hus, om hvad der skulle ske med denne kvinde, og hvor hun skulle hen. Lige nu ville hun bare gerne have kvinden smidt af, så hun kunne komme hjem. Hun savnede faktisk Samuel efterhånden. Det var ved at være nogle dage siden, at hun havde set ham sidst. Det var frygteligt nok i forvejen, at hun havde fået et ømt punkt for den mand, og det var virkelig irriterende. Agielen havde hun fået smidt hjem til Kimeya. Hun ville ellers gerne have set ham i ansigtet, når han fik den og ikke Soraya.
"Så er vi ved at være fremme," sagde hun tydeligt tilfredst. Jo hurtigere hun kunne gøre dette, des bedre var det uden tvivl også!

[Soraya Salvorique]

Efter Soraya var blevet slået ud, havde det kun taget hende en times tid at komme til sig selv igen. Men til den tid, så havde Malisha allerede fragtet hende ud af Marvalo og gennem Dvasias. Og kunne hun gøre noget? Ikke overhovedet det, der lignede, for kvinden havde selvfølgelig magisikret hende. Lænken lå om hendes hals og den føltes evigt kvælende, endda værre end rødderne, som først havde slået hende ud. I det mindste havde hun da endnu sin dragt på og derved det meste af sin stolthed. Hun følte sig dog noget slået på selvsikkerheden og gjorde alt for ikke at gøre det nemt for Malisha. Under stort set hele turen havde hun forholdt sit fuldkommen tavst. Gik bare og tænkte for sig selv. Og der havde været mange tanker igennem de sidste par dage, som hun var blevet trukket ud af Dvasias, igennem det gamle Imandra og til Peula. Havnen. Hvad de skulle her, det vidste hun faktisk ikke. Selv kendte hun ikke til den nyopdagede ø udenfor fastlandet, for hun havde altid kun set vand, når hun havde været på kysten. Let vædede hun sine læber. Alt var som det skulle være indtil videre... lige pånær, at hun ikke havde sin agiel. Og at hun havde en lænke om halsen, der låste hendes magi fast i kroppen. Og lænkede hendes mentale dæmon. Det gav hende næsten kvalme. Hun sank en klump og satte hælene i, da de nåede molen.
"Og hvad har du så tænkt dig?" vrissede hun.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde tænkt denne igennem rigtig mange gange, hvilket vel også var til at se og mærke på det hele? Hvorfor skulle hun ellers sætte kursen hele vejen til Peula, hvis der ikke var en mening med det hele? At selv Soraya havde været vågen undervejs, sagde hun intet til. At de gik i tavshed, var ærlig talt ikke noget, som rørte hende det mindste. Tvært imod, så var det noget, som kun glædede hende efterhånden.
"Arh, jeg troede ikke du var vågen," sagde hun tydeligt hoverende. Denne gang, havde hun fået alle tingene, præcist, som hun gerne ville have dem, og var det underligt, hvis det var noget, som hun nød? For det gjorde hun da uden tvivl også!
Kursne satte Malisha direkte mod molen og en temmelig ussel udseende mand, der næsten stod og ventede på dem. Dette passede hende fint. Det gik jo helt efter planen!
"Er det hende?" spurgte han med et tydeligt skævt smil. Malisha nikkede og rettede sig op. "Det er det. Jeg vil have hende bragt til Tayevania.. Hun skal ikke sætte sin fod her på fastlandet igen," sagde hun med en kortfattet stemme. Hun skubbede Soraya frem foran sig, hvor hun blev stående og med en alvorlig stemme. "Gør hvad du vil med hende," afsluttede han. Manden smilede tydeligt tilfredst ved de ord.

[Soraya Salvorique]

Flere og flere faresignaler startede hos Soraya. Malisha havde en plan, det var tydeligt så målrettet som hun var. Og det gjorde det ikke ligefrem bedre for hende selv, eftersom hun ikke kunne stille meget op. Hendes arme var stadig bundet på ryggen, hendes magi var låst og hendes fødder var endda også lænket med en lænke, så hun kun kunne gå en hvis længde skridt ad gangen. "Jeg har været vågen længe... Stilhed er en dyd," svarede hun blot kortfattet. Malisha havde vundet... indtil videre. Lige nu, måtte hun dog have alle fakta, før hun egentligt kunne gøre noget som helst. Manden som de var på vej imod, fik hende til at rynke næsen. Han så beskidt ud, bestemt ikke en, der havde ret til at se sådan på hende, som han gjorde. Hun kneb øjnene sammen. Tayvenia. Det havde hun aldrig hørt før, hvad var det for noget? 'Ikke sætte fod på fastlandet igen'. Sætningen rungede i hendes hoved. Hvor pokker var hun på vej hen? Ud på havene? Eftersom Malisha ikke ønskede, at hun skulle ende på fastlandet igen. Hun trådte et skridt frem da hun blev skubbet, men bremsede sig selv. Hun rettede sig op, rank og stolt som hun var. "Hold nallerne for dig selv, makker," endte hun tørt. Han skulle bare ikke røre hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde uden tvivl sine egne planer hvad det her angik, hvilket der nok heller ikke var nogen tvivl om. Lige nu handlede det udelukkende om at få Soraya væk fra fastlandet, så Kimeya stod med en støtte mindre, og derved fremstod svagere, og hun derfor stod stærkere, og det var det eneste, som for nu, betød noget for hende. Hun trak morende på smilebåndet. "Det passer mig perfekt, lille pige.. Så ti' stille igen," sagde hun direkte.
Soraya blev skubbet lidt frem, mens Malisha selv havde øjne for den mand, som hun i øjeblikket stod overfor. Manden var virkelig ulækker, og derfor måtte hun jo alligevel sige, at hun ikke misundte den unge Soraya for den kommende lange tur, som hun skulle ud på. "Sørg for at pille alt det her af hende, når du sælger hende på det slavemarked.. Tag for hende hvad du kan få. De tyve guldmønter for at bringe hende dertil." Manden nikkede med et tydeligt tilfredst smil på læben, idet han selv lod sin benede arm snige sig omkring Soraya, for at føre hende tættere på sig. Nu hvor hun alligevel stod bastet og bundet, var det meget begrænset hvad hun kunne stille op. "Den opgave, kan du trygt aflevere hos mig, Malisha," sagde han. Han så jo kun profit på denne deal! Han vendte sig mod hende. Halvvejs tandløs var han også, og han stank langt væk af rom. Han levede jo nærmest på havet. Malisha nikkede tilfredst, som hun så manden slæbe Soraya med sig ombord på hans lille skude.

[Soraya Salvorique]

Situationen så sort ud for Soraya. Hun kunne ikke umiddelbart lige se sig ud af dette, da hun var ret forsvarsløs i øjeblikket. Bundet på både hænder og fødder, med kun talen til at tage i brug. Hun havde forgæves forsøgt at vride en hånd fri under turen, hvilket havde irriteret hende. Hun kunne ikke fordrage at være gjort så forsvarsløs! Hun sendte Malisha et drabeligt blik ved hendes ord. Hun var ikke nogen lille pige! "Jeg har ikke været en lille pige i mange år," vrissede hun. Hvilket var sandt, for den lille pige var blevet efterladt i Kimeyas kælder og i stedet var der vokset en ung kvinde frem.
Hun så mod manden. Skulle han sejle hende ud på havet? Og hvorhen? Hvad var det der Tayevania egenligt? Og hvor længe ville det tage at komme derhen? Hendes selvsikre blik blev kort usikkert. Hun følte sig ramt bare af ordene. Ingen skulle tage hendes dragt! Hun kneb øjnene sammen og vendte sig mod Malisha igen. "Du slipper ikke godt fra det her... hører du? Jeg skal nok få min hævn!" udbrød hun. Som en arm sneg sig omkring hende, så stivnede hun direkte. Det var dog direkte ækelt! Hun drejede sig ud af mandens greb og forbandt virkelig, at hun ikke kunne gøre noget. Han fik fat i hende igen og slæbte hende nu denne gang ombord på båden, der snart ikke var en båd. En lille skude var det. Det skulle da nok blive festligt. "Rør mig ikke dit ulækre væsen... Slip mig så!" rasede hun til manden.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha valgte bevidst at ignorere Soraya, for hun var ikke andet end en lillepige i hendes øjne. Den unge kvinde, som troede, at hun var, var bestemt ikke hvad Malisha kunne se. Hun havde slået hende i reel kamp, og nu skulle hun ud af landet.. væk fra fastlandet, så hun selv kunne gå imod Kimeya, og få den mand slået! Det var ham som hun manglede nu, og så var hun færdig.. Der kunne hun trække sig til Samuel med god samvittighed, og alle ville vide at man ikke skulle pisse på hende!
"Gør med hende, hvad du vil.. Jeg er færdig med hende. Bare sørg for, at hun ikke kommer tilbage til fastlandet," sagde hun kort for hovedet. Selv havde hun ingen intentioner om at få den ø undersøgt, når hun havde sit liv og sin værdighed her, og det var det, som for hende, var det vigtigste. Hævn? Ville Soraya have hævn? "Held og lykke med det snuske.. Du kommer ikke tilbage til fastlandet igen," endte hun med en fast tone.
Manden trykkede Soraya tæt ind mod sig og slæbte hende med ombord i båden. Måske man skulle starte med dragten? Malisha blev stående og så efter dem på land, og med et ganske tilfredst smil på læben. Manden førte hende ombord og ned under dæk. Skibet trak sig fra molen og søgte ud mod det åbne vand.

[Soraya Salvorique]

Det irriterede Soraya, at Malisha ignorerede hende. Hun nægtede at finde sig i og blive kaldt for en lille pige, for det var hun ikke. Den lille pige var blevet efterladt i kælderen hos Kimeya og var blevet erstattet af en kvinde. Nok ung, stadig lettere uerfaren, men stadigvæk dygtig. Hun havde givet Malisha kamp til stregen og havde kun tabt ud fra sin egen svaghed. For det at blive kvalt og gjort bevidstløs, var noget hun forbandt med straf. Noget, som hun ikke brød sig synderligt om, når hun ikke vidste, hvad der skulle ske bagefter. Det var uhyggeligt når alt gik i sort og hun ikke kunne forsvare sig. Hun skulede tilbage mod Malisha. Hun skulle nok få sin hævn... Dette ville hun bestemt aldrig glemme og når hun kom tilbage til fastlandet igen, så skulle hun nok tage den! Tænk, at hun blev sendt ud på en ø, som hun end ikke vidste fandtes. Vidste Kimeya det? Ville han kunne regne den ud? Ville han overhovedet lede efter hende? Mange spørgsmål pressede pludseligt på, men hun kunne ikke få svar på det.
Det gøs i hende, som manden førte hende med sig og ned under dæk. Hun kunne mærke, at skibet trak sig fra molen og da de var ude af havnen og ude på det åbne havn, så mærkede hun en kvalmende fornemmelse i hendes krop, fordi det gyngede på grund af bølgerne. Hun var bestemt ikke glad for vand... eller havet... eller at sejle!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvorvidt om Kimeya overhovedet var kendt med den ø, var Malisha egentlig ganske ligeglad med. Kunne hun bare få den kvinde væk herfra, så var hendes lykke gjort, og det var også lidt det, som hun stod fast på i den anden ende. Hun kneb øjnene let og fast sammen, som hun blev stående og så hvordan skibet blev mindre og mindre i horisonten. Således blev dette problem også mindre og mindre for hendes vedkommende, og det passede hende mere end fint!
Manden ombord på skibet, tvang Soraya med sig nedenunder dækket, hvor han kunne have hende alene. Det eneste, som han vidste, var at ringen om halsen ikke skulle fjernes. Men den dragt.. hvad mon der gemte sig under den? Som enhver anden sømand, tog han nok nemmere på dette, end det som de fleste andre ville have gjort, og han var egentlig ganske ligeglad med det, hvis han selv skulle sige det.
"Lad os se, hvad der gemmer sig deromme bag," sagde han direkte. Om han skulle have nogen mulighed for at sælge hende videre, som var hun en slave, måtte hun uanset også ud af den dragt, som hun i øjeblikket, måtte befinde sig i. Han ønskede det ikke. Dette ønskede han væk fra hende. Han tog fat om hende, for at holde hende fast, hvor han uden at tøvede, lynede dragten op i ryggen. Han ville virkelig gerne se, hvad han havde med at gøre her.

[Soraya Salvorique]

Soraya følte sig uden tvivl nedgjort. Ydmyget. Og ikke mindst trådt på. Hun kunne slet ikke fordrage, at hun var blevet slået og at hun nu var fuldstændig forsvarsløs. Hun var bundet på hænder og fødder, magien låst, og hun kunne derfor ikke rigtigt stille noget op. Forsvarsløs igen, men denne gang slet ikke efter ønske. De mange år i Kimeyas kælder under træningen, havde hun jo faktisk selv indvilliget i, men dette var noget helt andet. Og det føltes kvælende at have den magiske lænke om halsen, som forhindrede hende i at udøve magi af nogen art. Hun tog en dyb vejrtrækning og fulgte sømanden med blikket. Han så ikke ud af meget, men han var jo større end hende, hvilket ikke gjorde det nemt for hende. I det mindste, så virkede det til at han havde en ret almindelig tilgang til det hele og egentligt mest bare stod for at skulle fragte hende og videresælge hende... og dog. Som han tog fat om hende og lynede dragten op i ryggen, så vred hun sig for at komme væk fra ham. Det var dog ikke nemt, da hun ikke kunne tage nogle særligt lange skridt på grund af lænken. Som han lynede ned, så ville dragtens overdel gå op. Han blev også nødt til at spænde bæltet om torsoen op, og halsstykket for sig selv, før overdelen ordentligt kunne komme af. Indenunder var hun nøgen, da hun ikke behøvede noget under den. Overdelen gled ned over hendes arme og endte med at hænge i ærmerne om hendes håndled, der jo var bundede sammen. Så han skulle faktisk binde hende op, hvis han ville have overdelen helt af - heldigvis. Hendes barm var ret pæn og fyldig og hun var meget slank ligeså. Men kun Kimeya havde fået denne fornøjelse, så det var ubehageligt for hende at stå her med frie bryster foran sømanden.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Som enhver anden sømand, var det ikke ofte, at denne mand fik noget som helst, og hvorfor ikke tage noget, når man endelig fik muligheden for at gøre det? Tanken morede ham uden tvivl, hvilket han heller ikke ligefrem lagde skjul på. Han var i forvejen meget større end hvad hun var, så det var vel egentlig ganske begrænset, hvad hun kunne gøre? Desuden skulle hun være iklædt som en slave, hvilket man i forvejen ikke kunne sige, at hun var, og særligt ikke i denne mundering, og derfor synes han, at der skulle gøres noget ved denne sag. Han kneb øjnene let sammen. Dragten var i forvejen svær og besværlig at få af hende, og det irriterede ham da uden tvivl også, hvilket han bestemt heller ikke var bange for, at lade hende vide.
"Det må jeg sige. Det var besværligt," endte han. Han fik den øverste del af dragten løsnet nok til, at han kunne trække den ned, og derved blotte hendes bryst. Uden tvivl en ung kvinde, men han kunne da lide hvad han så. Han endte med at trække på smilebåndet, inden han lod hånden stryge over de smukke bryster. Han kunne jo ikke lade være. En trængende mand, var han jo trods alt også, og særligt når det foregik på denne her måde. Hånden legede og kærtegnede hendes bryst, inde den søgte længere og længere ned. Han skulle nok få den dragt af hende før eller siden, og få hende iklædt, som den slave, som han skulle sælge videre på Tayevania. Det var noget som han nu håbede, gik smertefrit for sig.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde allerede luret hvor det hele førte hen, for dum var hun jo ikke. Hun brød sig bare virkelig ikke om tanken, for ingen fik lov til at røre udover Kimeya! Hun tilhørte ham på den måde og han hende, eftersom hun kun havde ham. Hele situationen her, var virkelig ike heldig. Og hun blev pillet ned trin for trin, stille og roligt skubbet ned ad den trappe hun havde brugt mange år på at bestige. Dragten var hende meget speciel, så det føltes næsten som om, at sømanden tog en del af hende, jo mere han fjernede. I det mindste var dragten lidt besværlig, så han kunne da stå og bakse lidt med den. "Kun for tåber," svarede hun spydigt. Nok kunne de tage hendes agiel, låse hendes magi, fjerne hendes dragt... men de kunne og måtte ikke få fat i hendes stolthed eller personlighed. Sømandens hånd syntes hun var lige grove nok, så hun endte med at løfte den ene fod og hamre sin hæl ned mod sømandens ene fod, så han kunne få sig lidt af et chok. Og så kæmpede hun for at komme fri, for han skulle bare ikke længere med at få hende ud af tøjet!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var vel tydeligt, hvor sømanden gerne ville hen? Som enhver anden mand i hans sted, havde han da lige så mange trængsler som enhver anden, og det var i forvejen ikke ofte, at han var i nærheden af en kvinde, nok til at kunne gøre dette. Han lod hende i hvert fald ikke slippe. Han skulle gøre hende til en slave, og de havde jo trods alt en lang vej endnu, hvilket uden tvivl godt kunne mærkes. Ikke at der kunne herske nogen tvivl om det.
At hun derimod ikke var helt med på det, forundrede ham ikke. Men det slag, som hun gjorde over hans fod, gjorde også automatisk, at han skubbede hende direkte fra sig. "Av for...!" endte han. Bundet og lænket, var hun jo endnu, og de var ude på vandet, så hun kunne jo lige så godt droppe det, for hun ville intet få ud af dette! Absolut intet! "Din lille..!" endte han med en fast tone, inden han voldsomt tog fat om hende igen og tvang hende tilbage i sin favn. Det havde uden tvivl vist sig at være et meget dumt træk gjort fra hendes side. Ikke at det var noget som kom bag på ham, for hun var vel bare ikke særlig intelligent? Dum og ung? Som så mange andre? Denne gang tvang han dragten nok ned, til at han kunne komme til hendes varme og hellige skød. Dette lod han hånden stryge henover.. Temmelig intenst og bestemt. Det var ham som bestemte her! "Du har bare at gøre som jeg siger," endte han med en fast og intens stemme tæt ved hendes øre. Hun havde bare at makke ret!

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste udmærket hvad sømanden ville, hun ville bare ikke lade ham. Ingen skulle røre hendes hellige sted, som kun Kimeya havde fået lov til at røre. På det plan følte hun sig ejet. Hun følte, at hun tilhørte Kimeya på den måde, så ingen andre skulle have lov! Så det var desværre en kæmpe svaghed for hende. Og det var noget, som sømanden kunne bruge til at pille hende lidt ned, for det ville uden tvivl være endnu et slag i stoltheden. Hun vædede sine læber flygtigt, mens hun ventede på det rette øjeblik til at hamre sin hæl ned over hans fod, og gjorde det så. At han så skubbede til hende samtidigt med, var ikke lige en del af planen, så hun endte med at falde, da hun snublede i lænkerne. Hun nåede knapt at reagere, før hun så stod i hans favn igen. Nu var han vist ved at blive fyret lidt op under, hvilket kun gjorde det hele lidt sjovere for hendes del. Selvom situationen overhovedet ikke var sjov.
Hun mærkede, at bukserne blev hevet ned og endte med at sidde ved hendes knæ i stedet. Ikke fordi det gjorde situationen bedre, for det spændte også ben for hende og gjorde det derved nemmere for ham. Pokkers! Hans hånd mod hendes skød, fik pupillerne til at trække sig sammen i hendes øjne. Hun vred sig for at komme væk, men det var som om han fandt vej alligevel og det satte en ubehagelig sitren i hende. "Lad. Mig. Være... Jeg tilhører en anden!" hvæsede hun ad ham.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Sømanden var bestemt ikke en mand, som tog særlig meget hensyn. Lige nu var det kun hans behov, som han kunne se, og det var der heller ikke nogen tvivl om, når det endelig skulle komme til stykket. Tvært imod, så var han jo faktisk ganske ligeglad med hende og hendes velbefindende, for han skulle jo bare sælge hende videre bagefter, så hvorfor overhovedet tage hensyn til hende?
At hun fandt det sjovt, at hamre ham over tæerne, var bestemt ikke en glæde eller noget, som han delte med hende. Langt fra faktisk! Han stirrede fast på hende. Han tog brutalt fat i hende, hvor han rev bukserne ned af hende. Han stirrede fast på hende og med en sigende og fast mine. Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, at dette var noget, som skulle ske. Han ønskede rent faktisk at nyde det her med hende! "Du tilhører ikke nogen.. Ikke andet end dem, som vælger at købe dig," hvislede han med en fast tone, tæt ved hendes øre. Han tvang hånden ned mellem hendes ben, hvor han gav sig til at røre ved hende. Hun var ung, hvilket han uden tvivl selv rigtig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tvært imod. Han elskede virkelig at være den de havde magten. Herude hvor bølgerne også tog ved, var det vel også hans hjemmebane!