Time to keep promises

[Keischa Helia Maloya]

Det lod ikke til at han var helt afvisende overfor idéen pludselig. Isolde kunne kun gisne om hvad Jason havde fortalt sin søn om hende, formentlig noget omkring hendes barm, hvis hun kendte ham ret, dog ville hun ikke spørge. ”Jeg må indrømme, at jeg begyndte at blive urolig for at det var således,” indrømmede hun med et blidt smil. Jason var noget for sig, der skulle virkelig en kvinde til at håndtere ham og den kvinde var hun uden tvivl ikke.
Igen rakte hun ud efter sit glas og nippede til den, måske for at købe sig lidt tid. Det var ikke nemt at sidde overfor en fremmede mand og vide at det var ham hun skulle leve resten af sine dage med. Det var uden tvivl en positiv overraskelse at han ikke ønskede at hun udelukkende skulle indrette sig efter hans ønsker, men hun var næsten ligeglad så lang tid han gik med til at efterkomme aftalen.
”Krav har jeg ikke mange af. Jeg ønsker blot at De yder den støtte den forretningen og til mig, og at de ikke lægger hånd på hverken mig eller vores kommende børn som det ofte er set før, men den type har de nu ikke givet mig indtryk af at være uanset,” sagde hun hurtigt. Der var mange kvinder der faldt i den fælde, og hun ønskede ikke at leve miserabelt.
”Derudover håber jeg naturligvis at vi som minimum ville kunne indgå et venskab og lade ægteskabet bygge på gensidig respekt og tillid, således at vi kunne snakke om de udfordringer der må komme undervejs,” fortsatte hun. Det var naturligvis ikke et krav men mere et håb om at de kunne få et ægteskab som ingen af dem ville hade for resten af deres liv. ”Jeg ønsker blot at vi får det bedste ud af det,” afsluttede hun til sidst.

[Deleted]

Carlisle var ikke afvisende overfor ideen, og særligt når det foregik på denne her måde. Her kunne de sidde ganske roligt og snakke om tingene. ”Det skal De ej være bange for,” sagde han med en rolig stemme. Det kunne godt være, at Jason var slem.. Carlisle kunne have tendenserne, men det var ikke noget der kom til udtryk hele tiden.
At hun satte sig ned, var noget som passede ham ganske udmærket. Han ville gerne finde ud af det hele, og han ønskede uden tvivl også at finde ud af det. Det var jo ikke bare ham, som havde krav til dette, men derimod også hende. ”Med andre ord, ønsker De en ægtemand, som kan beskytte Dem og de afkom som nu måtte komme ud fra dette, samt beskyttelse af Deres faders forretning?” sagde han med en rolig stemme.
Selv ville Carlisle jo gerne finde ud af det hele, og særligt hvis det var noget som de skulle leve med resten af deres liv. Han smilede let for sig selv, som han lod hovedet søge ned i hans hånd, og hvilede i stedet for. ”Respekt og tillid går vi meget op i, i min familie. Jeg tror også det er derfor, at min kære far indgik den aftale med din far,” sagde han endeligt. Han strøg hånden over ansigtet og igennem håret, inden han satte sig tilbage. ”Alt forladt.. Jeg er nu sikker på, at vi kan,” sagde han med en rolig stemme. Et stille smil passerede hans læber. Han følte sig presset af situationen, men nu måtte han bare kaste sig ud i det hele, og så få det bedste ud af det. ”Hvordan står de i Deres situation?” spurgte han videre. Bare mest for at finde ud af, hvordan det hele stod till.

[Keischa Helia Maloya]

"Det glæder mig. Han er et skræmmende eksemplar," sagde hun med en undertone af morskab der tittede brød frem blandt isen i hendes stemme. Han måtte ikke tage fejl, hun kunne godt lide hans far, men som kvinde kunne han være lidt af en mundfuld somme tider, og det var grænseoverskridende.
Hans fortolkning af hendes ord var ganske korrekt. Hun nikkede bekræftende. "Præcis. Lige foruden at det nu er min forretning, og mit levebrød. Derudover så ønsker jeg ikke at nogen af os skal stå op med væmmelse over vores situation. Jeg håber at jeg vil blive i stand til at gøre dem til en lykkelig mand," indrømmede hun velvidende om at det kunne lyde både naivt og pladderomantisk, men et helt liv var frygtelig lang tid, og de ville forhåbentligt få børn en dag, som ligeså skulle leve med dem.
"Det var ligeså egenskaber min fader værdsatte, så der giver mening," svarede hun og begyndte langsomt at slappe lidt af. I det mindste kunne de fører en samtale og hun var ikke frastødt eller skræmt af ham.
"Virkelig? De ser mig lidt urolig ud?" bemærkede hun lidt spørgende som han kørte hånden alle vegne som en frustreret mand. Det gjorde hende urolig. Ville han trække sig? "Først og fremmest behøver De ikke at tiltale mig formelt.." sagde hun med et lidt sigende blik hvorefter hun fugtede sine læber og fortsatte. "Min situation er at jeg bør i Elanya tæt på Carino Fattoria i en almindelig hytte. Jeg har boet der med min far i årtier. Jeg har overtaget hans forretning, et smykkemageri der i mange år har henvendt sig til adlen og de mere vellidte, og derudover er jeg is dæmon, hvilket mange ser skævt til, men jeg er procianer," understregede hun hurtigt. jo det var vidst det, for det virkede ikke som det rette forum at fortælle ham at hun ikke kunne styre sin magi i mange henseender.

[Deleted]

"Min fader er også noget for sig," sagde Carlisle med en rolig, dog afvigende stemme. Kendte man ham ikke, kunne han være skræmmende for selv de fleste, også selvom der intet ondt var at spore i den mand. Han var bare.. Jason. Mere var der rent faktisk ikke at sige, om den sag.
Carlisle ville bare gerne vide, hvad han havde med at gøre i denne situation. Selv var han af en helt anden type, end hans kære fader, selvom han havde sine klare spor, også efter ham. Så havde han da den klare fordel, at han også havde rigtig meget fra sin moder. Han nikkede mod hende, og med et smil på læben. "Jeg ved det. Det er et mageri, min fader har brugt mange timer på at snakke om. Jeres fremstilling skulle være exceptionel," fortalte han. Hans moder var gravlagt med et af smykker, som han vidste, de havde fremstillet. Noget som han selv var rigtig glad for. Han nikkede. "Selv de gamle, har fundet en mening med galskaben," sagde han sandfærdigt. Lige den del, tog han ikke så tungt.
Rastløs var Carlisle måske, men det var end ikke noget, som han var med vilje. Det var bare en akavet og svær situation for ham, at være placeret i, og særligt som det stod lige nu. "Jeg har det fint," afviste han igen. Han rystede på hovedet igen, og vendte sig mod hende. At han skulle droppe den formelle tale, var nok ikke nemt for ham, som han var vant til det andet i forvejen. Tungen strøg han kort over sine læber. "En isdæmon.. Vi to vil gøre et yndigt par," sagde han med et stille smil på læben. Han kunne jo godt fornemme det pres som måtte hvile på hendes unge skuldre. Han blinkede let til hende. Han selv kunne godt drille bare lidt.

[Keischa Helia Maloya]

Isolde fnøs morende. "Der vil jeg ikke modsige dig," svarede hun med et lille smil. I det mindste kunne de fører en samtale, det havde været langt mere akavet om der bare havde været tavshed mellem dem. Naturligvis måtte han havde noget fra sin far, men så lang tid det ikke udgjorde hovedvægten, så var hun lykkelig. "Den er unik. Min fader startede allerede dengang han mødte min mor. Han ville give hende noget unikt. Nogle handelsmænd så tilfældigt kæden og begyndte at bidrage med materialer så han kunne lave flere, og til sidst kunne han ikke følge med. Det er hans livsværk," hun smilede en kende stolt. Smykker havde været hele hendes barndom, og hun nød virkelig at kreére dem.
Det var ikke lidt deres forældre bad dem om men Isolde havde troen på at de sagtens kunne få noget godt ud af det, og skulle han få varme følelser for en anden, så tog de det naturligvis derfra, trods hun håbede at hun ville være nok for ham. "De ligner ikke en der har det fint," fastholdt hun og lagde hovedet lidt på skrå.
I det mindste havde de nu lagt øjne på hinanden. Så langt så godt ikke? Smilet blev en kende mere afslappet. "En halv vampyr og en isdæmon? Tja. Vi vil være en sand katastrofe," medgav hun og lo lidt. Efterhånden var hun stoppet med at lade sig fornærme af de mange fordomme der ville være mod dem. "Vi er voksne mennesker Carlisle, og end ikke din far bør bestemme din skæbne. Jeg forstår hvis du af en eller anden grund ikke ønsker at gennemgå dette, men skænk det i det mindste en tanke. Skriv til mig, når du har truffet din beslutning, frem til da jeg vil ikke presse på," lovede hun og rejste sig.

[Deleted]

"Tag dig ikke af ham. Døden har gjort ham en kende.. bims," sagde Carlisle med et drilsk smil på læben. Fra sin far, forstod han sig jo rent faktisk på sarkasme, ironi og drilleri, og det var jo også det, som han ville vise hende. Han rystede let smilende på hovedet.
I det mindste, var de i stand til at føre en samtale, og uden tvivl var det noget som gjorde det mindre akavet. Okay, alt taget i betragtning, så var det faktisk ikke så slemt at sidde overfor hende, som han havde troet, at det ville være, og det kunne uden tvivl også godt mærkes. Tungen strøg han let over sine læber. "Du er stolt af din faders livsværk, kan jeg fornemme. Med al god grund. Det er en smuk kreation I har fået fremstillet i årenes løb," fortalte han med en rolig stemme. Selv han havde jo været fascineret af det, og han viste jo, at hans moder var gravlagt med et af dem. Det var jo alt sammen smukt. Lavet med en mening og med kærlighed for materialet, og det sås jo i det færdige produkt. Det vandt de stort på, selv i hans øjne.

Carlisle sukkede ganske let. "Trods omstændighederne, så har jeg det meget fint," sagde han endeligt. Han rystede kort på hovedet. Ville hun gå allerede? Han følte ikke, at de var færdig med at snakke endnu, men af den grund, kunne hun jo trods alt, være af en anden mening. "Er vi ikke det i forvejen?" spurgte han med et stille smil på læben. "Hvad er der at tænke over, Isolde?" spurgte han direkte, som han selv valgte at rejse sig op. Han ville naturligvis ikke opholde hende, hvis hun havde andet, som hun skulle nå. Det skulle ikke være for det. Han lod hovedet søge på sned. "Jeg gør det gerne, hvis vi begge er enige om de forudsætninger, som det kræver," sagde han endelig. Hun var varm, kærlig og omsorgsfuld. Hvorfor skulle han ikke hjælpe hende?

[Keischa Helia Maloya]

Aha han havde været død! "Man kan næppe bebrejde ham, døden må gøre enhver bims, særligt når man derefter vender tilbage til en verden i kaos," sagde hun roligt. Trods hun var kølig i blikket så var hendes person varm det meste af tiden i hvert fald, i hvert fald så lang tid hendes følelser var kontrolleret. For store affekter var ganske anderledes. I det mindste var der en eller anden form for kemi mellem dem, de ville næppe komme til at elske hinanden, men det var vel heller ikke så slemt at være gift med en god ven? De kunne give hinanden så meget og hvem kunne vide hvad tiderne ville medbringe?
"Naturligvis er jeg stolt. Det er hans livsværk som det ligeså er mit, og der er lagt hjerte i tvært et stykke," fortalte hun ærligt. Derfor tog det også lang tid at lave bare ét smykke, for intet af det var forhastet arbejde.
"Det glæder mig. Jeg håber ikke at jeg har skræmt dig helt væk," hun smilede beskedent og lod blikket søge omkring. Det var ej fordi hun ikke ønskede at tilbringe mere tid i hans selskab, men hun ville ikke forstyrre yderligere, desuden havde han nu lagt øjne på hende som hun havde på ham, og hun gav ham glædeligt tiden. "Det kommer vel an på øjet som ser," konstaterede hun og satte vinglasset fra sig på bordet.
"Det er en stor beslutning. Jeg ønsker ikke et svar nu og her, og jeg vil som den sidste bebrejde dig for at vende ryggen til den aftale," svarede hun og trådte et skridt tættere på ham. Han var en virkelig flot mand ligesom sin far. "Så fortæl mig hvad du ønsker af det," opfordrede hun blot.

[Deleted]

Jason havde været i dødsrigets trygge favn over flere år. At han havde hjemsøgt dronningen af landet, var dog ligeledes en ting, som selv måtte være gået Carlisle forbi. Det var jo ikke noget, som han havde snakket med hende om. "Var han ikke bims til at starte med, er han i hvert fald blevet det," sagde han endeligt. Han klandrede ikke sin far, for at have det svært med den nye tilværelse. Der var jo sket ekstremt mange ting siden han sidst havde sat foden i Procias.
Let nikkede Carlisle. Han havde udmærket set de smykker som hende og hendes fader havde fremstillet over de sidste mange år. Mange satte pris på dem - og købte dem, hvis de havde pengene til det, og ønskede at handle med 'dvasianere', som de jo var kategoriseret som. Det var de flere der var. De måtte jo bare støtte og værne om hinanden, og særligt når de nu kunne. "Du kæler for detaljerne ved de smykker. Jeg tror skam også, at det er derfor, at min fader valgte, at min moder skulle gravlægges med et af jeres," sagde han ærligt. Han havde nok nemmere ved at snakke om det, end hvad Jason havde. For ham, var det jo bare en ting, som man måtte lære at leve med.
Selv nikkede Carlisle. Selv vidste han, at det at løbe fra en aftale, ikke ville komme til at ske, og særligt ikke med hans fader omkring. Så ville det overhovedet ikke komme til at ske. "Jeg vil kontakte dig," istemte han roligt. Det var ikke fordi, at hun tog meget af hans tid. Faktisk kunne han godt lide at snakke med hende. Han havde vel bare dømt det hele en kende for hurtigt? "Som venner.. ren forretning. Jeg gør det for din skyld, som du gør det for min. Du har brug for en til at passe på dig.. som jeg har brug for en, som kan holde mig lidt fra arbejdet.. og som min far siger: For mig til at slå mig lidt løs. Vi kan være gode for hinanden," sagde han roligt. Han var uden tvivl åben for det. Mere end hvad han ville have været før.

[Keischa Helia Maloya]

Isolde nikkede medgivende. Det var utroligt hvad døden kunne gøre ved folk, desuden huskede hun da heller ikke at Jason havde været så slemt dengang. "Forhåbentligt overlever hun," svarede hun roligt. Carlisle var behageligt selskab, hun var ikke længere bange for nu vidste hun at et ægteskab de to i mellem, sagtens kunne blive godt. Kærlighed var ikke altid nødvendigt for at have det godt med hinanden trods alt, se selv kongen og dronningen af dette land.
"Det var også en sand ære. Jeg nyder detaljer, jeg tror også det var grunden til min far lod selve designet overgå til mig, en kvinde har bare større sans for den slags," hun sendte ham et stille smil og tog hans ansigt i betragtning igen. Til nu lød det som om de havde de samme ambitioner og nærede de samme ønsker i forhold til et forestående ægteskab. Begge ønskede de at bygge det på tillid og respekt, og begge ville de hinanden det bedste. "Og jeg vil se frem til det," svarede hun med hovedet let på sned. Han havde uden tvivl ret i at de ville gøre hinanden godt, men han ville ligefrem redde hendes liv ved at sige ja. "En gift mand er ligeså mere troværdig og jeg ved at du interessere dig for politik. Det glæder mig at du kan se det gode i det," hun tog et skridt helt tæt på ham og plantede et kys på hans kind med sine iskolde læber, inden hun igen trak sig. "Til vi ses igen," hilste hun og gjorde tegn til sit følge om at komme med da hun drejede om på hælen og forlod stuen med en bedre fornemmelse i maven end da hun var kommet ind.

//Out

[Deleted]

Carlisle nikkede. Han gjorde meget for sin far i denne tid særligt, fordi at han vidste, at det var hårdt for den gamle mand, at finde sin plads i det hele. Det var jo ikke ligefrem kort tid, han havde været væk i. "Han skal nok klare sig," sagde han med en rolig stemme. Det håbede han i det mindste, at han ville, for han ville ikke kunne klare, at skulle lægge sin far i graven igen. Det havde været hårdt nok, at gøre det første gang.
Begge gik de ind i dette med de samme intentioner og ambitioner. Dertil kunne man jo sige, at de var enige så langt, og det var uden tvivl også det, som selv han måtte anse som det vigtigste. "Hvilket han havde ret i, må jeg sige. Jeg formoder, at de du bærer, er din egen kreation?" spurgte han med et stille smil på læben. Alt taget i betragtning, så tog han det faktisk ikke så tungt igen. Tvært imod, så kunne han lide at være omkring hende. Det føles godt. Hun var venlig, og hun var åben for selv, hvad han ønskede, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne lide.
Et let smil passerede hans læber. "Du er meget observant. Det kan jeg lide," sagde han med et smil på læben. Han så frem til det. Selv var han ikke i tvivl om, at de nok skulle få det her til at fungere på sigt. Kysset tog han imod på kinden. Han gengældte det på modsatte. "Kom godt hjem.. Jeg sender besked efter dig," sagde han med en rolig stemme, som han så efter hende, da hun gik. Han var uden tvivl langt mere åben for muligheden nu, end hvad han havde været tidligere.

//Out