Time to keep promises

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason lod hånden stryge let over det skæggede kind med en tænksom mine. Hun havde brug for det, og af hvad han kunne forstå, var hun villig til at gøre, hvad en det krævede, for at få det til. Han havde respekten for hende, hendes familie og hendes væsen, for selv han vidste, hvordan det var at komme udefra, og skulle forsøge at tilpasse sig. "Jeg tvivler på, at du kan lyde mere desperat," sagde han direkte. Det kunne jo være både godt, som det kunne være skidt.
Naturligvis var Jason tilfreds med, at hun var her for at honorere aftalen, og selv var han ikke et sekund i tvivl om, at hun ville være perfekt for hans søn. Han tænkte jo ikke bare på at bringe slægten videre, men ligeledes de unge individers velbefindende. Hendes far havde heller ikke været anderledes på den front. Begge havde de indvilget i denne aftale, udelukkende for at styrke dem, og sikre sig, at deres fremtid var sikret her i landet. "I skænkede mig et flot smykke i anledningen af min kæres begravelse. Jeg står i gæld for hvad I har skænket mig," afviste han sandfærdigt. Lisa havde været det kæreste og nærmeste, som han havde haft i sit liv. Siden da havde han været alene.
Som hun spurgte ind til hans søn, måtte smilet atter brede sig. Han kunne jo bruge dage på at fortælle om hans børn! "Carlisle er en god mand.. Ung. Ikke meget ældre end dig, og med hjertet på rette sted. Jeg er bange for at Gabriel har haft for stor indflydelse på ham igennem de seneste år." Han rynkede på næsen. "Han ligner sin mor," tilføjede han. Ak ja.. Der var virkelig meget af Lisa i den kære knægt. Selv hun var heldig. Den knægt kunne han jo kun være stolt af.

[Keischa Helia Maloya]

Enhver havde sine krav, mænd særligt, det havde hendes far altid fortalt hende, så jo hun ville indrette sig efter hans ønsker, for hun var trods at kun en kvinde der forsøgte at holde sammen på sig selv og sin hverdag. Hendes blik blev slået lidt ned ved hans ord. Jo desperat var hun. ”Det er fordi jeg er desperat. Hele min tilværelse hænger i en tynd tråd, Sir og hvis de ikke skulle have bemærket det, så er jeg ikke dvasianer,” sagde hun ærligt. Måske hun var af race men af sind og person var der ikke meget mørkt over hende.
En aftale var en aftale, og den respekt hun havde for begge de mænd der havde indgået den, drev hende til også at overholde den, hvor hun sagtens kunne have vendt den ryggen ligesom Carlisle forsøgte på. ”Jeg husker det smykke. Jeg designede det. Det er det bedste jeg nogensinde har lavet,” hun sendte ham et stille måske ligefrem lidt opmuntrende smil, for det var ingen hemmelighed hvor højt han havde elsket den kvinde der havde fået det med sig i graven. Måske han var blevet afskyelig efter det? Pludselig fik hun en kende ondt af ham i stedet for.
Intensivt lyttede hun til hans fortælling om sin søn. Umiddelbart lød det jo ikke som en dårlig ting overhovedet, hun håbede inderligt at han havde ret. ”Han lyder som værende en fin mand. Jeg ser frem til at møde ham,” dette var ærlig snak. Hun var både spændt og nervøs på hvem hun gav sig til.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason lod hovedet søge en kende på sned ved hendes ord. Han var nu temmelig sikker på, at hun malede fanden på væggen, for selv ikke Silia og Gabriel havde da nogen grund til at smide hende ud, havde de? ”Du forekommer mig langt fra som en dvasianer, unge Isolde. Jeg er nu sikker på, at du ikke har noget at frygte for,” sagde han endeligt. Han selv tog det ganske roligt. Hun var indstillet på, at gøre hvad der skulle til, og så skulle det alt sammen nok også gå.
En aftale var en aftale, hvilket ikke Nimanhra vendte ryggen til. Jason måtte erkende, at han blev skuffet over at høre, at end ikke hans egen søn, har kunne få sig til at honorere dette, og særligt når det nu havde været et ønske fra hans side af, for flere år siden. Tanken om Lisa, lagde et mørke over hans ansigt. Det gjorde ikke nær så ondt at snakke om, som det før havde gjort, men snakken bekræftede jo bare hans ensomhed. Han havde jo ikke haft nogen siden. ”Det var et smukt smykke, som repræsenterede hende godt,” sagde han med en rolig stemme.
Igen fik Jason bundede sit glas, og satte det roligt fra sig igen. De mørke øjne søgte roligt hendes skikkelse. ”Med al forståelse, min kære. Carlisle er en god mand, når han lige får et los eller to bagi. Selv han ved, at en Ninmanhra aldrig løber fra en aftale, eller et løfte,” sagde han endeligt. Han foldede hænderne let foran sig. De let lange negle skrabede mod hinanden. ”Jeg må få jer introduceret,” sagde han endeligt. Når hans egen søn, ikke kunne finde ud af det, så måtte han jo passeligt gøre den slags selv.

[Keischa Helia Maloya]

Den dvasianske baggrund alene var nok til at få hende væk fra det land som hun mente var hendes hjemland. Hun havde naturligvis allerede snakket med Silia, som havde indrømmet at hun ville hade at skulle smide hende ud, men at den slags var mere eller mindre ude af deres hænder også selvom grænserne var åbnet nu. ”Min bekymring er velbegrundet. Du ved selv hvilken kamp det kan være at have lige rettigheder med en dvasiansk afstamning,” påpegede hun med et dæmpet suk. Et ægteskab ville fri hende helt fra disse bekymringer.
Hun førte glasset til sine læber og nippede igen til den søde vin. Carlisle havde ret tydeligt ignoreret hende, hvilket hun naturligvis ikke ville finde sig i som hans trolovede. Man kunne ane hvordan hans blik mørknedes på bare et øjeblik. Han havde prøvet at elske, en gave som de ikke alle fik. ”En særlig kvinde, fortjener et særligt smykke. Lisa særligt fortjente kun det bedste,” indrømmede hun. Sandheden var at hun havde set frygtelig op til Lisa i forhold til at hun ikke selv havde haft en mor og hun havde været så varm og blid, smuk som intet andet. Han havde været en heldig mand.
”Jeg forstår godt at det ikke er et kæmpe ønske han nærer, det er det heller ikke fra min side, men jeg er overbevist om at jeg vil udgøre en udmærket hustru som jeg ligeså har tiltro til at han vil udgøre en god ægtemand,” hun rettede lidt i ryggen og håbede inderligt at hun havde ret, selvom det ikke var til at vide. ”Jeg vil meget gerne møde ham,” sagde hun og nikkede til hans ord.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste godt, og var kendt med de forudsætninger det havde, at være af mørk afstamning i et land som Procias. Det ville vel egentlig også ramme ham på et tidspunkt? Diplomatisk asyl kunne han næppe søge. ”Det er så godt som umuligt,” sagde han endeligt. Han havde jo sågar set hvordan den procianske befolkning havde været efter ham og hans familie. Tanken gjorde ham vred. De var jo lige så fredelige, som alle andre.
Mørket sænkede sig over hans blik ved tanken om Lisa. Der var ingen tvivl om, at den kvinde i sandhed var savnet. Muligheden for en ekstra chance, havde han bare ikke fået lov til at dele med hende, hvilket nok var det, som han var mest ked af. Ikke at det var synligt. Han var en lukket mand hvad den slags angik. ”Jeg takker for de varme tanker,” sagde han endeligt. At høre folk snakke således om Lisa, gjorde ham glad. Hun havde nemlig været noget af det mest hjertevarme, som han havde haft ind på sit liv.
Jason rystede afvisende på hovedet. ”Tanken om en trolovelse, glæder de færreste, Isolde. Jeg forstår skam godt, at han ej bifalder tanken, men et løfte er et løfte, som en aftale er en aftale. Han kender til Nimanhras værdigrundlag,” sagde han endeligt. Denne gang rejste han sig. ”Så lad mig finde ham,” afsluttede han med et tilfredst smil på læben. Hvis han kunne få dem introduceret til hinanden, ville de allerede være et godt skridt på vejen mod et ægteskab. Desuden ville han gerne se Carlisle i blikket, når det gik op for ham, hvor heldig han egentlig var!

[Keischa Helia Maloya]

I mange år var Isolde blevet holdt bag lukkede døre, beskyttet overfor de mange fordomme, men ikke længere. Nu skulle hun stå på egne ben og stå ansigt til ansigt med folks fordømmende blikke og ord. ”Det er det. Men jeg anser ikke mig selv som mindre prociansk end alle andre her til lands, det er her jeg er født og opvokset, mine værdiger er skabt ud fra landets, men kun fordi jeg har is i hjertet og er klassificeret som en dæmon, så er jeg ikke god nok til lyset,” hun fnøs velvidende om hun var en kvinde og ikke burde ytre sine politiske holdninger på den måde.
Hans afdøde kæreste var savnet af mange, ingen havde været mere blid og mere omsorgsfuld. Dengang havde Isolde selv kun været en lille pige og havde været mest betaget af Lisas smukke hår, men hun havde ligeså fået hende til at føle sig godt tilpas.
”Somme tider er det en nødvendighed. Jeg skal forsøge ikke at gøre det til hans sure pligt, før eller siden håber jeg at han vil vide at vi kunne få noget ganske glimrende ud af en sådanne aftale,” hun så ned i sit glas og bed sig i den bløde underlæbe. Det var en fornærmelse at blive ignoreret på den måde, og trods hun ikke kendte ham, så gjorde det da ondt at blive afvist.
Nu? Ville han finde ham.. nu? Isolde så helt forfjamsket op på ham og ville insistere på at det ikke var nødvendigt men på den anden side, hvis ikke nu, hvornår så? Jeg.. meget vel. Jeg venter her,” svarede hun pludseligt lidt usikker, med et hjerte der slog nervøse slag mod brystet.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason kendte til fordommene, samt de mange handlinger, som procianerne ikke tøvede med at benytte, for at få folk ud af landet. Nu var grænserne åbne, og derfor var det også det sværere. Heldigvis. ”Du er ikke bange for at ytre dig politisk overfor en politisk mand. Det må jeg sige. Min søn er virkelig en heldig mand,” sagde han endeligt. Ej var det en tanke som gjorde ham noget. Han kunne uden tvivl lide, hvad han så.
Lisa var elsket af mange. Jason selv, var ked af, at han ikke havde været der for hende, og det havde virkelig været hårdt for ham, at skulle lægge hende i graven. Nu måtte han se frem. Selv ikke han, kunne fortsætte med at blive siddende i fortiden på denne her måde. ”Naturligvis er denne aftale til gode for jer begge. Det gik vi også meget op i dengang. Jeg er måske dvasiansk af race, men ikke af sind,” sagde han, hvorefter han blinkede til hende. Han havde været det engang. Han kunne takke Gabriel for at stå hvor han stod nu.
Jason søgte ud af pejsestuen, for at finde sin søn. I udgangspunktet for at finde ham, men også få de mange lyster tilbage under kontrol, for det var fandme ikke nemt, når man stod som en lystig mand overfor en smuk kvinde som hende! ”CARLISLE!” kaldte han med en fast tone ned igennem de mange korridorer.

[Deleted]

Igennem de sidste mange år, havde Carlisle modtaget breve fra denne Isolde. Han var kendt med aftalen, men tanken om et ægteskab på tvang, forårsaget af hans fader, såvel som hendes, var bestemt ikke en tanke, som måtte falde i den gode jord hos ham. Tvært imod.
Han hørte sin far kalde, hvilket i forvejen havde fået ham til at se op fra skrivebordet. Selvom han ikke længere havde pladsen som kongelig rådgiver, havde han svært ved at lægge arbejdet helt fra sig. Ikke nåede han at sige særlig meget, før Jason havde fået ham op af sin stol og guidet ham med ned mod pejsestuen. Han var selv pænt klædt. Han var jo trods alt en Nimanhra, og en af de højerestående af slagsen endda. ”Fader, det her er virkelig ikke nødvendigt!” skældte han ud, da han nærmest blev skubbet mod pejsestuen. Jason var uden tvivl insisterende i øjeblikket, og gav ham heller ikke ligefrem noget andet valg.
Carlisle stoppede op foran døren. Var det underligt, at han i øjeblikket blev meget nervøs? Brevene havde han læst og modtaget, men aldrig svaret. Han havde vel håbet på, at det ville gå i glemmebogen, hvis han trak den langt nok. Hans kære far derimod, så bestemt ikke ud til, at have glemt den. Et sidste skub fik han i ryggen, idet han blev skubbet mod døren, som gik op. Synet af den unge kvinde, fik ham dog hurtigt til at stoppe op. Okay hans fader havde haft ret. Hun var uden tvivl en meget smuk kvinde. Han forsøgte at samle sig, hvilket endte ud i et halvvejs buk for hende. ”Isolde,” hilste han. Det her havde han bare ikke været forberedt på!

[Keischa Helia Maloya]

Beskedent så hun bort og priste sig lykkelig for at Jason ikke anså det som en fornærmelse. Hun var en kvinde med mange holdninger, og skelnet mellem det dvaisanske og det procianske var bestemt en af hendes kæpheste. ”Mange mænd ville anse det som en fornærmelse, men jeg har altid gjort en dyd i at have egne holdninger,” indrømmede hun. På så mange andre punkter var hun den traditionelle kvinder, men hun ville ikke være en pyntedukke med sin mands holdninger.
Hun sad afventende i stuen og skævede i retning af sit følge, bange for hvad Jason ville vende tilbage med. Var han flot? Blid? Det eneste hun vidste om ham, var at han ikke ønskede dette ægteskab meget mere end hun gjorde, hvorfor skulle han ellers ignorere hende?
For at samle sig lidt styrke tog hun en tår af sin vin igen men satte hurtigt glasset fra sig da døren igen gik op. Automatisk rejste hun sig smidigt og foldede sine hænder foran sig. Den unge man ved Jasons side måtte være Carlisle. Hendes hjerte sprang et lille slag over. Han var en flot mand. Hans blik var ikke hårdt ellers koldt som hendes, han virkede derimod.. lidt sød. Hendes læber skiltes i et blidt smil mens hun trådte frem mod ham og nejede dybt. ”Carlisle. Det glæder mig endelig at møde dig,” sagde hun og rettede ryggen igen.
Den frygt hun havde siddet inde med var allerede svundet betydeligt ved synet af ham. ”Det glæder mig at du kunne afse et øjeblik,” fortsatte hun høfligt, og skævede op på Jason der pludselig vikrede lidt som den sikre klippe i en lidt usikker situation, hun kunne se stoltheden i hans blik, det tegnede vel godt?

[Deleted]

Carlisle havde for alt i verden, forsøgt at undgå det tvangsægteskab, for han bifaldt ikke tanken. Han havde vel gemt sig på en eller anden måde? Bag alt arbejdet som kongelig rådgiver? Selv en stilling, som hans fader, var kommet og brutalt revet fra ham igen!
Som han bukkede og hun nejede, måtte et smil alligevel passere hans læber. Okay, det havde virkelig været en fejl, ikke at have afset sig et øjeblik, til at se hende og snakke med hende. Han kunne jo godt se, hvad hans fader havde ment. Hun var jo.. flot! En smuk kvinde. ”Jeg beklager, at jeg ikke har anset en mulighed til at afsætte tid til Dem,” sagde han endeligt. Selv havde han øje for Jason, der stod ved hans side, med den tydelige stolte mine. Han delte den ikke. Denne situation var uden tvivl frygtelig akavet! Og hvad skulle han nu gøre? Han havde aldrig stået i en lignende situation tidligere, og det var uden tvivl frygtelig akavet.
”Den her slags situationer, er fremmed for mig..” Han rejste sig op og kløede sig en smule i nakken. Jason endte med at puffe til ham igen. Han var ikke helt tilfreds så langt. Han rystede kort på hovedet og himlede med øjnene. Typisk hans far, at tage tingene på den måde.
”Jeg.. håber at turen hertil, har været vel?” spurgte han pludselig i manglen på et samtaleemne, som var til at køre videre. Han skævede kort til sin far ved hans side. Igennem alle de år, hvor han havde kunne undvære ham.. nu stod han pludselig i en situation, hvor han havde brug for ham. Han havde jo ikke nogen anelse om, hvordan han skulle begå sig.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var uden tvivl den stolte far i denne situation. Han vidste, at hans søn, ville være den perfekte til Isolde. Måske at det var det, der skulle til, for at han selv kunne droppe den irriterende tanke, bare en smule?
De bukkede og nejede for hinanden. Så langt, så godt. Gensidig respekt. Selv havde han intet imod at Isolde var typen, der turde åbne munden. Det var også noget af det, som han havde elsket ved Lisa. Blid og mild, som hun kunne være, kunne hun uden tvivl også være det modsatte. Puffet gav han Carlisle i ryggen. Han skulle tættere på! Han skulle se, hvad han måtte holde fingrene fra, for hans skyld! ”Og nu hvor I har hilst på hinanden, er det på tide, at jeg trækker mig. Papirarbejdet laver jo trods alt ikke sig selv.” Roligt trådte han frem mod Isolde. Han tog omkring hendes hånd. Kold som is.. Han kunne lide det. Det samme med hendes søde duft. Han måtte atter slå tanken ud af hovedet igen.
”Til vi ses igen, min skønne,” endte han. Han bukkede let, hvor han plantede et kys mod hendes håndryg. Selv respekt, høflighed og gemen formalitet, kunne han sagtens udvise. Han nikkede afmålt mod hende, inden han vendte sig om mod Carlisle. Han stoppede op ved hans side. ”Du er heldig, min dreng. Se hvad jeg har måtte holde fingrene fra for din skyld.. Go get her, tiger,” Carlisle fik et klap på skulderen, inden Jason roligt forlod pejsestuen. Måske meget klogt. Han kunne snart ikke styre det mere.

//Out

[Keischa Helia Maloya]

Begge lod de til at finde dette frygtelig akavet, hvilket vel heller ikke var underligt. De vidste at det ville ende ud i et ægteskab som det var blevet lovet deres fædre i mellem. Isolde snak en klump og lagde hovedet lidt på sned for at tage ham rigtigt i betragtning. Han var virkelig en flot mand ligesom sin far, det ville ikke undre hende hvis han allerede havde været i kontakt med det kvindelige køn et par gange og da særligt med den far. ”Tænk ikke på det. De er en travl mand,” konstaterede hun for at retfærdiggøre tanken lidt.
En mild latter brød hendes læber. ”Nej det.. tror jeg ikke at nogen af os har,” indrømmede hun og fandt det at han var så kejtet lidt sødt. I det mindste lod han ikke til at være en ubehagelig mand på nogen måde, så langt så godt.
Hendes blik blev dog hurtigt rettet mod Jason da han annoncerede at han ville gå. Hun bifaldt det ikke, så blev det pludselig lidt farligt. ”Det er sandt. Tak fordi De gav Dem tid til mig, og for at introducerer mig til Deres søn,” sagde hun og bukkede hovedet i respekt. Pludselig virkede han ikke længere så slem. Hans hånd var ligeså kølig som hendes, da han tog den i sin og plantede et kys på hendes håndryg. Der var noget ved følelsen der fik hendes hjerte til at slå et slag ekstra, ved det lille behagelige jag der gav. Hun trak atter hånden til sig og vendte sig mod Carlisle der stadig stod der og så lidt usikker ud. Hendes kinder blev igen let glødende ved Jasons ord, ikke fordi det var uvant for hende at blive præsenteret som en eller anden form for handelsvare.
”Jo turen var skam ganske behagelig, tak. Jeg håber ikke at jeg forstyrrede i noget vigtigt?” hun rømmede sig lidt og fulgte Jasons skikkelse til han forsvandt ud af døren.

[Deleted]

Carlisle var bestemt ikke meget for, at hans far skulle gå, og særligt ikke nu! Han stod i en situation, som han aldrig havde stået i før, og han havde for pokker da brug for den støtte, som en far, burde udvise for sin søn! Hans blik gled advarende mod Jason.
”Jeg har været en travl mand. Hvilket jeg beklager,” sagde han endeligt. Han valgte bevidst at ignorere sin far, inden han valgte at søge ud af pejsestuen, og derfor lod dem være alene. Selv kunne han jo godt se, hvad hans kære far havde ment. Han havde ret i, at hun var en smuk og uden tvivl en intelligent kvinde.
Let rystede Carlisle på hovedet, inden han søgte mere ind i pejsestuen. Denne gang tog han pladsen i hans faders kære stol. ”Ikke noget, som min fader mente, ikke kunne afbrydes,” fortalte han roligt. Han vidste jo godt, at dette ikke havde været noget, som han kunne se bort fra, og særligt, når det havde været på denne her måde. Tungen strøg han let over hans læber, hvor han samtidig knyttede den ene hånd let.
”Det forekommer nok ikke som nogen hemmelighed, at jeg ikke ønsker et tvangsægteskab, Isolde. Jeg må dog sige, ud fra den samtale, jeg havde med min fader på min vej hertil, at jeg nok er lidt mere åben for muligheden,” sagde han endeligt. Denne kvinde havde hans moder næsten taget til sig som sin, og hun var jo hjertevarm og god af sig. Uden tvivl, kunne han lide, hvad han så.

[Keischa Helia Maloya]

Ingen af dem var meget for at lade Jason gå, også for hende var han et lille sikkerhedsnet selvom hun for bare et øjeblik siden havde afskyet hans ligefremme væsen der kun lod til at tænke på samleje og intimitet, noget som hun ikke selv var gået op til nu.
”Et arbejde passer ikke sig selv, det kender jeg fra mig selv. Ingen bebrejdelser,” hun viftede affærdigende med hånden hvorefter hun søgte tilbage til den lænestol hun netop havde siddet i, kun for igen at glide ned i den. Hun lagde et slankt ben over det andet og studerede ham fortsat. ”Din far ville mene at alt kunne afbrydes hvis blot en kvinde ventede i den anden ende,” påpegede hun. Det var i hvert fald det indtryk hun havde fået af manden.
Det lod til at Carlisle havde fået samme tendens til at tale ærlig stemme, hvilket kun glædede hende. Den slags var værdsat.
”Det har måske virket som et udpræget ønske fra min side, men jeg ønsker ligeså lidt som dig at indgå i et aftalt ægteskab. Sandheden er at jeg risikerer at blive udvist og at miste min faders forretning hvis ikke aftalen opretholdes. Det er desperat det ved jeg, og jeg beklager at det skal gå ud over Dem, men De skal vide at jeg er villig til at rette mig ind efter Deres ønsker,” sagde hun roligt. Nej hun ville ikke lægge skjul på at det heller ikke var et stort ønske fra hendes side, men nok nærmere en nødvendighed for at sikre sin overlevelse og tilværelse.

[Deleted]

Jason var gået. Selv Carlisle vidste, at manden uanset ikke ville blive her, uanset hvor meget, de ville ønske, at han havde gjort det. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Hun var uden tvivl en nydelig kvinde, så selv han, kunne jo godt se, hvor Jason ville hen med det hele.
”Det glæder mig,” sagde han ærligt, og denne gang med et let smil på læben. At være mørk i det lyse land, havde da uden tvivl sine udfordringer, som man skule tage hånd om. Han selv kunne jo blot mindes, hvad folket havde gjort ved Yasmya og Jacques, for at få dem ud af andet her. Og det havde endda virket til sidst. Han rystede let på hovedet. ”Det er min far.. Men De skal endelig ikke tro, at enhver Nimanhra tænker således,” sagde han endeligt. Han gjorde ikke. Kun fra tid til anden, men ikke i samme forstand som hans fader!
Carlisle rettede sig op. Han vidste, at han nu ikke kunne rende fra tanken om et ægteskab. Han var ikke meget for det, og særligt fordi, at det var en aftale gjort, dengang han havde været for lille til at kunne ytre om sin mening. ”Ej forventer jeg, at De skal tilpasse Dem efter mine ønsker,” afviste han som noget af det første. Dette var noget som de sammen, skulle finde ud af, og det gjorde de jo kun, ved at finde balancen med hinanden. ”Selv De må have ønsker til en kommende ægtemand, som De ønsker jeg skal imødekomme?” fortsatte han. Slut med at gå som katten om den varme grød. De kunne lige så godt, få det her på plads, nu hvor de havde muligheden for det.