Time to keep promises

[Keischa Helia Maloya]

Jason Elvana Nimanhra

_________________________________________________

Det havde været en smuk dag i Procias. Solen var nu på vej ned bag bjerge og sletter i det fjerne, og selvom det stadig var ret lyst, så brændte solen ikke længere med hede stråler, hvilket gjorde dette til det ideelle tidspunkt til et besøg.  I slottet pejsestue brændte faklerne svagt om kap med ilden der knitrede i pejsen.  En tjenestepige havde ledt Isolde herind sammen med det sølle følge af en kvinde og en mand, mens den unge kvinde var gået ud for at lede efter den mand hun ønskede at se. 
For blot få solnedgange siden, var hendes far gået bort efter kort tids sygdom. Det havde efterladt hende alene med en stor forretning og et kæmpe ansvar hvilende på hendes skuldre. Heldigvis havde hendes far gjort meget for at sikre hende, og selvom hun hadede idéen om at være lovet væk til en mand hun knap kendte, så gjorde hun det gerne hvis det betød at forretningen kunne reddes. Der stod hun midt i rummet og stirrede ind i pejsen med et lidt stift blik. Det var uvant for hende at skulle søge en samtale eller selskab, desuden var hun nervøs hvilket ikke var tydeligt i hendes mimik. Det lange blonde hår var bundet i en lidt rodet fletning der hang ned over hendes ene side, og hun havde i anledeningen iklædt sig en isblå kjole der komplimenterede hendes smukke krop, den havde ikke været billig, men hvis denne Carlisle skulle indvillige i at opretholde den gamle aftale, så ønskede hun at give et godt indtryk. I mange år havde hun været vant til at sælge varen og denne gang var hun en handelsvarer. 
Et suk gled over hendes læber som hun foldede hænderne foran sig og afventede at kvinden forhåbentligt snart ville dukke op med den mand hun søgte. 

[Jason Elvana Nimanhra]

Som solen var på vej ned, og aktiviteten på slottet i Procias måtte dale, var det først der, at Jason for alvor begyndte at vågne til live. Efterhånden var han ved at genfinde sin plads her på slottet. Han havde vist sig for kongefamilien, og sin ældste søn. Hver ting til sin tid. Det føles jo næsten, som skule han til at stable et helt nyt liv på benene, hvilket i forvejen, var en handling, der tog tid. Han skulle jo selv finde ud af, hvor han skulle starte, og hvor han skulle slutte.
Efter at have beordret Silia og Gabriel til de kongelige gemakker, for noget privatliv alene - med hinanden, og en typisk kommentar til deres intime liv på vejen, havde han indvilget i at tage sig af, hvad der nu skulle tages af i anledningen af denne skumrings time. Med rolige skridt, søgte han ned i retningen af pejsestuen, hvor han vidste, at en gammel kending af ham, ville vente. Måske han var den sidste, som hun havde regnet med at skulle støde på, på denne tur, men hvad.. En overraskelse kom vel sjældent alene? Døren skubbede han roligt op. Selv var han fint klædt. Denne krop krævede selv sin justering.. men hver ting til sin tid! Sådan som han så ud for øjeblikket, kunne han nok næppe nedlægge en kvinde. Han manglede det uden tvivl efterhånden. "Isolde formoder jeg?" Et svagt træk, fandt vejen til hans mundvig, inden han roligt stoppede op. Dette skulle nok vise sig, at blive meget interessant. Det var jo efterhånden ved at være mange år siden, at han havde set hende. Hun havde vel ikke været andet end en ung pige dengang.

[Keischa Helia Maloya]

Uret slog sine sekunder an på en måde så det nærmest drev alt tålmodighed ud af hende. I forveen var det ukomfortabelt at skulle søge hjælp, være tvunget til at gøre brug af en stemme hun helst gerne holdt til fredsommelig sang. Hun var en voksen kvinde nu, og det pålagde et ansvar som hun ikke kunne eller ville løbe fra. Ægteskaber var aldrig perfekte, og den store kærlighed ville formentlig end ikke finde spå disse kanter med de mange fordomme der var mod dem som var af mørket, heller ikke selvom hendes væsen egentlig var ganske blidt.
Idet døren gik op, lod hun blikket glide mod den, nysgerrig.. spændt men dog så følelseskoldt. Carlisle var ikke umiddelbart som hun havde forestillet sig. Jovist var han en pæn mand, men langt ældre end hende tilsyneladende. Hun nikkede. "Ja," svarede hun lidt kortfattet.
Gennem alle disse år havde hun stået i skyggen af sin far, aldrig talt med mindre nogen havde spurgt hende, så hendes lidt intetsigende svar, var ikke givet i uhøflighed, men blot fordi hun ofte oplevede at hun ikke altid var lige god til ord.
"Og De må være Carlisle," konstaterede hun blot for at redde den lidt i land. Hendes stemme var iskold, men på samme tid blid, lidt ligesom hendes blik. Den blanding af mørket der var vokset op i lyset kunne somme tider være en kompliceret sag.
Hun studerede ham med blikket, og forsøgte stadig at vurdere situationens omfang, og om han umiddelbart var en mand hun kunne leve resten af sine dage med.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason stillede sig i døren og med blikket mod Isolde. Hvis det ikke var fordi, at denne kvinde skulle ægte hans nuværende ældste søn, så havde han tvunget hende med til sengs. Smuk var hun uden tvivl, og han kunne lide hvad han så. Han nikkede mod hende, som hun bekræftede, at hun var den Isolde, som han nu søgte.
"Fantastisk," sagde han tilfredst. Han trådte ind, og lod derfor dørene glide i luk bag ham. Roligt søgt han hen til bordet, hvor der stod en karaffel med rødvin. Ikke just hans favorit, men hvad pokker. Helt heldig, kunne man jo trods alt heller ikke være hver gang.
Som hun spurgte, om han måtte være Carlisle, rystede han blot på hovedet. "Carlisle er min søn," begyndte han roligt. Han skænkede op af vin til dem begge, inden han tog glasset, og tog pladsen i en af de store lænestole. "Og jeg må sige, at han er heldig, at få sådan en lækker sag.. Du er vokset betragteligt, Isolde. Jeg kunne næsten ikke kende dig," sagde han direkte. Nu var han ikke kendt for at pakke tingene ind. Det havde han aldrig været. Han tog en tår af glasset, inden han sænkede det igen. Han vente blikket afventende mod hende. "Tag plads.. Lad som du er hjemme," sagde han med en fortsat stilfærdig stemme. Ej så han nogen grund til at pakke tingene ind. Hovedet lod han søge på sned, inden han afslappet lænede sig tilbage. Lige denne del af det fine liv, havde han dog ikke glemt.

[Keischa Helia Maloya]

Isoldes far havde gentagende gange kommenteret på hvilken smuk, ung kvinde hun var blevet, og hun følte sig også smuk det meste af tiden. Den blege hud og det blonde hår.. velset var det ikke her til lands selvom hun var så lys at hun nemt kunne være blendet ind.
Uden ord fulgte hun ham med blikket og vendte sig om idet han passerede hende. Hans søn? Så Carlisle ville stadig ikke tale med hende ansigt til ansigt? Det var dog frustrerende! "Åh. Det beklager jeg. Han er ikke nem at få fat i.. Deres søn," sagde hun og forsøgte ikke at lyde for irriteret. Det var ikke fordi hun nærede et stort ønske om at ægte hans søn, men det var vigtigt for forretningen, for hele hendes liv og hendes stand og den ærer hun ønskede at give sin far.
Burde han ikke være død? Ak der var så meget der var gået hende tabt bag de lukkede døre der på mange måder havde været et fængsel for hende. Hans ord fremkaldte en rødmen i de blege kinder. Hun så bort og mærkede hvordan hendes hjerte slog utallige nervøse slag. Komplimenter havde hun fået før, men det blev aldrig komfortabelt for hende, og da slet ikke fra hendes kommende svigerfar, trods alle kendte hans rygte. "Det glæder mig at De ser mig som en værdi hustru til Deres søn, Sir. Selv efter jeg er vokset fra barn til voksen," svarede hun diplomatisk og gjorde tegn til hendes to følgere om at trække sig lidt tilbage, hvorefter hun på opfordring gled ned i lænestolen ved siden af. Hun samlede kjolen og gled ned i en smidig bevægelse.
"Jeg takker for gæstfriheden," hun bukkede hovedet. Trods Jason altid havde været fornøjeligt selskab, så havde hun virkelig brug for snart at vide om Carlisle ville ære aftalen eller ej!

[Jason Elvana Nimanhra]

En smuk kvinde var Isolde uden tvivl. Jason måtte da uden tvivl sige, at hans kære søn var heldig. Selvom det hele havde været arrangeret, fra de to børn havde været helt små, måtte selv Jason sige, at de måtte klæde hinanden. Han ønskede jo at værne om sin familie og deres fremtid, og kunne han gøre det således, så gjorde han det trods alt også.
Jason rystede let på hovedet. "Det er min søn," begyndte han roligt. De følgere som hun havde med sig, tog han ærlig talt slet ikke notits af. Han var mere fanget og grebet af hendes væsen, udstråling og personlighed. Selv en høflighed uden lige, gjorde hun brug af. "En sand Nimanhra, må jeg sige. En skam, at der ikke er bedre plads til en smuk kvinde. Han ved ikke, hvad han har misset," sagde han direkte.
Død havde han været, men fået endnu en mulighed for et liv, hvilket han satte pris på. Det gjorde han i hvert fald nu, efter han havde givet dronningen skideballen, for at vække ham. Han lod hovedet søge let på sned. Han skulle nok sikre sig, at Carlisle ville opretholde den aftale, som han havde indgået med hendes far for mange år siden. "Du er vokset op til at blive en smuk kvinde, Isolde. Selv din fader, må være stolt," sagde han roligt. Han havde hørt om mandens bortgang. Han fandt det tragisk. En mørk mand med et mere rent hjerte, skulle man søge længe efter.
Jason rystede let på hovedet. "Intet at takke for. En aftale er en aftale. Os dvasianere må jo trods alt holde sammen. Selv i den 'fredelige' tid," sagde han stilfærdigt. Han bundede glasset, og satte det fra sig.

[Keischa Helia Maloya]

Jo flere rygter der blev talt med forskellige tunger, deres mere forvirrende blev det. Af samme grund valgte Isolde ikke at komme yderligere ind på rygtet om hans bortgang, eller genopstand i frygt for at træde ham over tæerne. Hænderne foldede hun og lagde i sit skød, mens hun sad der med rank ryg som enhver kvinde burde gøre. Hendes far havde gjort en dyd ud af at lærer hende om manérer og traditioner, så hun ville blive i stand til at færdes omkring de adelige uden at gøre dem til skamme.
"Om han skulle ønske at ære den gamle aftale, så er jeg overbevist om at vi vil få nok stunder sammen," sagde hun og sendte ham et stille smil der dog hurtigt falmede igen. Sandheden var at hun aldrig havde lagt øjne på sin kommende ægtemand, trods de havde kendt Nimanrha familien siden hendes tidlige barndom. Det var vel meget naturligt at være nysgerrig?
Ej var det hendes mening at blive sensitiv, men tabet af hendes far havde været enormt, sorgen prægede hende endnu. "Jeg håber det var med stolthed i sindet han gik væk," hun så ned på sine hænder med et koldt blik. Mørket prægede hende jo selvom hun var så lys og fin, næsten helt porcelæns agtig. Man kunne ikke altid sætte alle dvasianere over en kam, ikke alle var morderiske eller barbariske. "Det er sandt. Derfor har jeg været bekymret for at Deres søn ikke ønskede at stå ved aftalen. Ej har han svaret på mine breve eller været interesseret i audienser," fortalte hun ærligt. I det mindste lød det som om at Jason havde planer om at sikre sig at den aftale blev æret.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde alle dage været en ærlig mand. Var man voksen nok til at stille spørgsmålet, var man også gammel nok, til at håndtere svaret. Det var i hvert fald sådan, at han havde det med tingene. Han betragtede hende roligt. Døden havde været hans trygge favn i mange år. Ganske vidst frem til Silia havde valgt at blande sig i den sag, og nu sad han atter her.
"Du gør din far stolt," sagde han med en rolig stemme. Han var selv ked af, ikke at have haft et større kendskab til hans bortgang. I det tilfælde, ville han have stået familien bi, og særligt fordi, at han vidste, at de havde kæmpet så meget, for at få stablet et godt og solidt liv på benene. Det havde selv han en stor respekt for. Hovedet lod han søge på sned, som smilet atter bredte sig på hans læber. Han opførte sig, som havde døden slet ikke haft nogen påvirkning af ham. Det var dog langt fra sandheden. "En skam, at min kære dreng, endnu ikke har lagt øjne på dig. Hvis det ikke var fordi at min søn skulle have dig, havde jeg nok ikke holdt mig i skindet." Let blinkede han mod hende. Når han så noget som han kunne lide, var han jo heller ikke bange for at lade dem vide det.
"Carlisle har ikke kunne håndtere den frihed, det vil sige, ikke at have sin far rendende rundt her. Jeg skal nok sikre mig, at I kommer til at introduceres, og aftalen holdes ved lige," forklarede han sandfærdigt. Hårdt som det end var sagt.. Han gav i øjeblikket sin søn en gudesmuk kvinde. Han burde være taknemmelig!

[Keischa Helia Maloya]

Det stak i hjertet at snakke om den mand der havde kæmpet for sit liv og for hendes i så mange år. Mod alle odds havde han formået at skabe en succesfuld forretning, mange havde set skævt til ham, men ikke familien Nimanhra. Jason havde altid været venlig og imødekommende, hvilket også var grunden til at hun lod ham tale på den måde. "Jeg håber han tænker det samme hvorend han er," svarede hun og rømmede sig lidt. Nysgerrigheden prægede hende. Hun var endnu overbevist om at han havde været afgået ved døden, så hvordan kunne han sidde overfor hende og tale som han altid havde gjort?
Altid havde han haft ry for at være en kvindebdårer, en rigtig cassanova som kvinderne ikke var i stand til at holde fingrene fra. Alligevel tog hans ord pusten fuldkommen fra hende. Hun stirrede tomt ud i luften og vidste end ikke hvad hun skulle sige. Et sted havde hun lyst til at skælde ham ud for at være så pervers, og et andet sted vidste hun godt at hun burde være høflig. "Det tager jeg til mig som et.. kompliment. Når det er sagt er jeg bange for at De må se Dem om efter en anden og mere villig kvinde. Mr. Nimanhra," svarede hun og forsøgte at lyde blid trods hendes tone rummede en skjult panik. Sandheden var at hun aldrig var blevet talt til på den måde før, for hun var blevet holdt langt væk fra mænd.
Lettelsen kunne man sporer i hendes blik. "Det ville jeg værdsætte. Uden dette så vil min faders forretning dø, og jeg vil formentlig end ikke kunne blive i landet," sagde hun bekymret. reglerne var strikse og hendes far var den eneste der havde formået at holde hende her, hvilket næppe ville vare ved nu hvor han var borte.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde ikke tro på, at hendes fader havde grund til andet, end at være stolt af hende. Hun forsøgte at kæmpe videre med det arbejde og livsgrundlag, som hendes fader havde skænket hende tilbage i sin tid. Hun havde været en af de heldige. Kendskabet til Nimanhra havde måske også gjort sit, for Jason havde igennem flere år, lagt et godt ord ind for hende og hendes familie. Dette havde han uden tvivl også tænkt sig at fortsætte med. "Det er jeg ikke i tvivl om, at han gør," sagde han med en rolig stemme. Døden behøvede ikke være det endelige, og så glad som den mand havde været for sin datter, tvivlede han ikke på, at han var tættere på, end hvad godt var, i mange henseender.
Jason havde altid været direkte, og sagt sin mening, og særligt den perverse af slagsen. Han trak kort på smilebåndet. Hvis det ikke var fordi, at hun var lovet væk til hans søn, havde han nok nedlagt hende bag sofaen. Han ville have været ligeglad. "Tilgiv en gammel mand, Isolde.. Men hver sine lyster, ikke?" Han havde ganske vidst ikke haft nogen siden Lisa. Højre hånd, var bare ikke det samme, men at finde en ny? Det havde han ikke ønsket.
"Jeg skal nok sikre mig, at I bliver sikkert introduceret til hinanden. Jeg kan allerede nu, forestille mig de fantastiske smukke børnebørn jeg vil få!" Familien ønskede Jason jo også, skulle fortsætte, og ikke bare ende ved ham og de børn, som han nu havde fået sat til verden. "I vil udgøre et pænt og smukt par.. Hvem skal følge dig op af kirkegulvet?" fortsatte han, inden han skænkede op i sit glas igen. Planerne skulle jo trods alt på plads.

[Keischa Helia Maloya]

Den gæld deres familie bar til Jasons slægt, kunne slet ikke opgøres i penge. Han havde på mange punkter givet dem grundlag for et godt liv særligt i hans tid som konge, og Isolde var ham dybt taknemmelig, hvilket også var grunden til at hun blev siddende og fandt sig i hans tilnærmelser der egentlig ikke rigtigt var tilnærmelser. Tavst nikkede hun blot og lod stilheden ligge for et par sekunder, inden hun atter hævede sit blik til hans.
Hendes kinder havde antaget en varm glød der stod kraftigt på hendes blege marmorkinder, normalt ville hun slet ikke gøre sig lystige tanker, og hun var heller ikke sikker på at hun egentlig gjorde det nu. "Med alt forlov, så ved enhver kvinde hvem Jason Nimanhra er og hvilke lyster han er i besiddelse af. Jeg kan kun sige at jeg håber at Deres søn er bedre til at holde sig på måtten," sagde hun og forsøgte ikke at være fordomsfuld. Man kunne sige at hun kunne være ligeglad med hvad Carlisle lavede ved siden af deres ægteskab, men det var altid et slag for en kvinde ikke at være god nok for sin mand.
Tanken om børnebørn fik hende til at synke en lille klump. Jo børn ønskede hun sig, men det virkede som en fjern tanke med henblik på hun end ikke havde mødt sin mand. "Jeg giver Dem glædeligt børnebørn, men først skal Deres søn trods alt ønske at ægte mig, så måske vi skulle tage et problem af gangen?" foreslog hun sigende.
Mange anså hende som værende reserveret, men i virkeligheden forsøgte hun bare at skjule den indre panik. "Skal jeg være ærlig så har jeg endnu ikke drevet tankerne så langt. Nu hvor min fader ikke længere er her, så ved jeg det ikke. Han var alt jeg havde," indrømmede hun og så bort for at skjule sine sorger.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde altid værdsat en slægt og familie, der gik op i det samme som han gjorde: Ære. Foruden en god omgang i sengen med en kvinde, så var der intet bedre end det. Han lod hovedet søge på sned. Tabet af hendes far, var naturligvis beklageligt, men døden var noget, som de alle skulle møde før eller siden. Det havde vel bare ikke været hans tur alligevel?
De perverse og direkte kommentarer, var alt sammen blot en del af Jasons person. Kendte man ham ikke, ville de fleste nok også finde det ubehageligt. Det tog han ikke så tungt. Han var en meget unik person, lige hvad den slags måtte angå. "Jeg frygter mere, at min kære søn, er bange for, at nærme sig det kvindelige køn, siden han endnu ikke har taget kontakt med dig, Isolde. Jeg frygter, at Gabriel har haft for stor påvirkning af ham," sagde han direkte. Ham og Gabriel havde altid været gamle slyngkammerater, og ikke bare holdt det på et professionelt plan. Det havde de faktisk aldrig været særlig gode til.
"Det er ikke et problem, før man gør det til det. En tur i lagnerne, og så skulle det problem være så godt som løst.. på en tid af 9 måneder ganske vidst," sagde han roligt, inden han igen satte sig tilbage i stolen. Han så intet problem i det.
Panikken kunne Jason næsten mærke på hende. Det gjorde hende menneskelig. En ting, som han rigtig godt kunne lide. Det gjorde ondt på hende, hvilket Jason godt kunne mærke. Han rynkede kort på næsen. "Når den tid kommer, så skænk mig den ære, Isolde. Det vil være mig en ære, at være den, som skal gifte dig bort," sagde han direkte. Så meget som selv hendes familie havde gjort for ham og hans, så var det jo det mindste han kunne gøre.

[Keischa Helia Maloya]

Slægtens ærer stod som en prioritet for mange, der havde hendes far ikke været en undtagelse. Han havde altid ønsket hende et godt liv, en god mand, en god familie. Isolde håbede at Carlisle kunne give hende alt dette, selv uden følelsen af kærlighed. Det intime var langt sværere for hende, hvilket hun havde svært ved at holde tilbage i Jasons nærvær. Det gjorde hende ukomfortabel at snakke om det som havde det været en snak om en bestemt flaske vin hun burde prøve. Det burde være noget mellem to mennesker, en del af et ægteskab, en pligt, og derfor havde hun gemt sig selv som hendes fader havde ønsket af hende.
"Det skal jeg ikke kunne udtale mig om, jeg ved blot at han har undgået mig i længere tid, min far ligeså," fortalte hun og fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen. Hvis han havde været mand nok til at reagere da det var blevet påkrævet af ham, så havde hendes far måske nået at fører hende op af kirkegulvet og give hende bort.
"Lad os starte med ægteskabet," insisterede hun og rejste sig lidt pludselig. Denne samtale gjorde hende yderst ukomfortabel, tanken om at skulle være tæt på nogen, en fremmede særligt gjorde hende nervøs, selvom hun vidste at det var en naturlig del af et ægteskab.
Hendes hjerte slog hårde slag mod brystet der var kraftigt løftet af kjolen. "Det ville være mig en ærer, ligesom jeg ved at der ikke er nogen min far hellere ville ønske at give den opgave til. Tak," sagde hun og nejede dybt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Ære, var noget som de begge satte meget højt, og det var også en grund til at Jason i udgangspunktet, havde snakket med hendes fader om en trolovelse, og det var da heldigvis gået, som han gerne ville have det. Ikke at det gjorde ham noget. Nu skulle han bare give sin egen søn et ordentligt spark bagi, for at få ham i gear.
"Jeg skal nok personligt sørge for, at knægten får et los bagi," sagde han med en ganske sandfærdig stemme. Carlisle burde vide bedre, end at modsætte sig de ønsker, som selv han gav udtryk for. Han kom ikke med mange, men hans familie skulle værnes og sikres, og det var der intet galt i!
At hun rejste sig, reagerede Jason knapt på. I forvejen var han jo vant til at mange blev ukomfortable omkring ham, og særligt hans måde at sige tingene på, samt at se tingene på. Det var ærlig talt, slet ikke noget som rørte ham det mindste. "Sæt dig endelig," sagde han roligt. Han var et dyr.. Selvom dæmonen også var en del af ham, var det bestemt ikke ofte, at denne kom til udtryk, hvoraf dyret derimod. Det var en helt anden sag.
At føre hende op af kirkegulvet, ville Jason glædeligt gøre, hvis hun ville give ham den ære. Som hun gik med til dette, måtte han føle en vis form for tilfredsstillelse. "Æren er min, Isolde. Selv jeg har mange ting, at takke du og din familie for. Betragt det som en gæld tilbagebetalt i en god anledning," sagde han roligt. Han ville gerne. Nu havde han jo misset muligheden for at gøre det frem til nu. Denne chance lod han ikke gå forbi!

[Keischa Helia Maloya]

Aldrig havde Isolde forestillet sig at skulle blive en del af Nimanhra-slægten, men sandheden var at det var en god familie som enhver burde være stolt af at blive en del af. Det der fik hende til at tvivle var hans søns manglende engagement, hun frygtede for hvad hun havde sagt ja til at blive en del af. "Jeg forstår hvis han ikke er ellevild efter det ægteskab. Kærlighed er altid at foretrække, men jeg har brug for dette. Fortæl ham at jeg er medgørelig, og uanset hvad hans krav på lyde på, så retter jeg mig ind efter det," sagde hun og sank en klump. Nej tanken var hun bestemt ikke vild med, men desperate tider krævede desperate handlinger. Uden dette ville hun blive sendt ud af landet, og hun ville miste det arbejde som hendes fader havde stiftet og som hun selv havde været en del af i alle de år.
Som han igen bød hende til at sætte sig, rakte hun ud efter glasset med rødvin hvorefter hun lidt tøvende satte sig ned. Godt nok var han kendt for sin slående ærlighed, men at høre ham snakke om det som var det intet, gjorde hende direkte dårlig. Det var frastødende! Det kunne hun dog naturligvis ikke sige til sin kommende svigerfar.
"Ikke halvt så meget som jeg og min far har at takke Dem for. Det ville være en sand ære," sagde hun blot og tog en rolig tår af den søde vin, selvom hun egentlig aldrig havde været vin med rødvin, men derimod foretrak hvidvin.
"Hvordan er han? Din søn?" spurgte hun måske en kende pludseligt, men selv hun var nysgerrig efter alle de år og alt den usikkerhed hun bar på.