I will find you!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Frygten for at Eilíannel havde valgt at skygge ham i hans søgen for hans hustru, var det første som slog Thranduil, og tanken faldt bestemt ikke i god jord. Alene tanken om, at mørkelverne kunne finde på at bruge hende mod ham, var bestemt ikke en tanke, som han måtte sige, at han bifaldt på nogen måde, for det gjorde han da godt nok ikke! Han så sig fast omkring, velvidende om, at han intet ville kunne se, og særligt når det var på denne her måde. Tænderne bed han tydeligt sammen. Denne gang anså han ikke nogen anden mulighed, end at søge derfra, hvilket heller ikke kunne gå hurtigt nok.
Grebet strammede Thranduil om Serenity, netop for at sikre sig, at hu ikke ville falde af, for det ønskede han på ingen måde. "Hvis det er mørkelverne, som har fulgt efter, så er det slet ikke sikkert at blive her," fortalte han med en alvorlig stemme. Håret og kappen blafrede efter ham. Svagt kneb han øjnene sammen. Bare tanken om, at de ville få fat i hende. Det ville han slet ikke kunne klare. Han ville gå amok i det tilfælde! "Hold jer tæt! Mørkelvere er i området!" informerede han. Hans eget følge forstod jo godt hvor han ville hen. De havde jo i forvejen lagt mørkelverne en visit på vejen hertil. Med denne fart, tog det dem ikke lang tid, at komme ud af skoven i Imandra, og meget snart søgte de ind mod det gode gamle Dvasias, på deres lange færd for at komme hjem.

//Out

[Deleted]

Mørkelvere, hun havde kun mødt Ritta, men hun havde også skovelver i sig, hun var en blid kvinde, med et mørkt udseende. Det kunne ganske vidst være en mørkelver hun havde haft set, men var de virkelig så slemme som Thranduil gav udtryk for? Hun vidste bare at sådan som han reagerede, så måtte de være slemme nok til at han ikke ville blive og undersøge det nærmere. Det gjorde hende utryg, for tænk hvis der skete dem noget, og at det var hendes skyld. Hun følte et sted at hun var skyld i alt dette, en ting som bestemt måtte tynge hendes hjerte. Som de red i hast, så hun sig omkring, der var ingen fare at se, men hellere være på den sikre side. Hvornår de måtte stoppe igen, anede hun intet om, men en ting var sikkert, han stoppede ikke før han var sikker på de var langt væk fra mørkelverne. I hans arme følte hun sig dog langt mere tryg, end hvis hun havde været alene, hvor var hun dog glad for at de havde stødt på hinanden. Tænk hvis de lige netop havde misset hinanden og hun var nået hjem til en top trætop. Hun ville da være gået i panik! Men her sad hun i sikkerhed på hestens ryg, væk fra Imandras farlige områder, og mod Dvasias.

//out