I will find you!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

@serenity

---

Det var ved at være mørkt, da Thranduil og hans følge, langt om længe ankom til Imandra. Efter der var gået dage, uden at han havde hørt et ord fra sin elskede hustru, havde han heller ikke tøvet med at søge fra de trygge skove i Procias, for at finde hende. Selvom Eilíannel - lederne af Mørkelverne, ikke havde været meget for at lade ham gå, så havde han fået lov til det alligevel.
Hvor han skulle søge henne efter hende, vidste Thranduil ikke. Han kunne jo kun håbe på, at han før eller siden ville finde hende, også selvom han ikke vidste hvor han skulle lede.
"Vi skal nok finde hende, Thranduil," forsikrede den ene i hans følge ham, også selvom det var som at tale for døve øre. Var det underligt at Thranduil var ved at blive ængstelig? Det havde taget ham år, at åbne op for en anden kvinde, og nu var hun bare.. væk? Det var svært for ham lige nu. Han ønskede bare at finde sin hustru, så de kunne komme hjem igen, hvor han vidste, at hun var i trygge hænder. Desuden, af hvad han havde hørt undervejs, så var det ikke Marcellus der var i Imandra længere? Men derimod Sephiran? Det alene var nok til at gøre ham usikker!
"Det håber jeg," sagde han alvorligt. Han tog om tøjlerne, og drev den lyse hest frem. Den slog let med halen, i takt til den rolige gang. De grønne øjne søgte igennem buske og træer. Han skulle nok finde hende, og gud hvor han dog glædede sig til at finde hende, og forhåbentlig måtte han finde hende i live!

[Deleted]

At ankomme for at møde Marcellus havde været noget som i forvejen gav hende knuder i maven, at han så ej var der, men en vildt fremmede, havde fået hende til at have en blandet følelse. Både frygt og lettelse var gledet over hende, men manden viste sig at være ganske fredfyldt, hun havde fået mad og et sted at sove, det samme de to mænd som Thranduil havde haft sendt med hende. Og med hvile, fyldte maven og rent tøj, var de draget hjem igen. Dog ikke uden modstand på vejen, for ikke alle var lige tro til tronen og det havde de bestemt mærket til. Flere gange havde de måtte rede sig ud af situationer som var knapt så heldige, voldelige mordlystne væsner. Tegningen af ham sad hun med ved bålet, der var endelig ro på, de skrammer de havde fået påført sig var behandlet og de alle tre slappede af. Hun lod fingrene stryge ned over tegningen, hun sukkede tungt, hvor hun dog savnede ham. Turen havde været fuldkommen unødvendig, og selvom de da var sluppet helskinnet fra det indtil videre, var det en unødvendig fare og et unødvendigt savn som de alle tre led af. Hun bar en enkel hvid kjole med lange sommerfugleærmet, diademet havde sin plads på hendes hoved, dog gemt under den grønne kutte hun havde. Det havde vækket opsigt nok, og skøre folk fik tossede ideer, som bestemt havde fået dem igennem en del hårde ture. Det flettede hår var rimelig filtret at se på, på rejser havde man jo ikke ligefrem den samme måde at kunne tage sig af sig selv på. Eller tiden, da hun jo bare gerne ville hjem.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At søge efter Serenity, var som at søge efter en nål i en høstak, som selv ikke Thranduil vidste, om han overhovedet kunne finde. Dog ville han søge, frem til han fandt hende, og det ville bestemt ikke stoppe, før det ville vise sig, at blive en nødvendighed for hans vedkommende.
"Thranduil. Et bål er sporet i det fjerne," informerede en af hans følgere, som søgte tilbage til ham, efter at have søgt området igennem. Selv de var nødt til at være påpasselige, og særligt på denne side af grænsen. Han nikkede. "Få det undersøgt. Jeg løber ikke flere chancer, end højst nødvendigt." sagde han med en alvorlig stemme. Han sendte derfor begge sine følgere ud, for at undersøge på forhånd, hvor han blev værende igen tæt ved stien på den hvide hingst.
De øvrige elvere søgte ind mod skoven og tættere og tættere på de 3 som holdt sig ved bålet. Automatisk trak de til buen og lagde en pil på strengen. Det var jo aldrig til at vide, og særligt ikke nu hvor de var på fjendtligt område. Det var her, at det gik op for dem, at de efterhånden nærmede sig.. elvere? "Giv jer til kende for Thranduil Devárniä," beordrede den ene. Thranduil selv, holdt meget godt øje med dem på afstand. Han ville ikke passere dem, hvis det skule vise sig, at dem som var omkring bålet, skulle vise sig, at være fjendtlig indstillet. Sammenstødet med Mørkelverne, var nok for ham, og det var bestemt ikke noget, som han ville gå igennem igen.

[Deleted]

Som de ellers sad i deres egen verden, var de to følgere dog på vagt og godt klar over noget nærmede sig, de sad klar til hvis der var behov for at beskytte deres dronning. Navnet som lød igennem luften, fik hendes hjerte til at kickstarte, hun lysnede helt op, inden hun måtte sænke hætten langsomt. "Thranduil!" Var det eneste hun fik sagt, inden hun hurtigt var på benene. Hun tøvede ikke et sekund med at finde ham, for hun vidste han var med dem. Retningen de måtte være kommet fra, satte hun i løb, indtil hun nåede frem mod ham og måtte stoppe foran den hvide hingst. Øjnene blev fyldt med tåre, hun havde savnet, åh hvor havde hun savnet ham. At se ham før tid, herude, det havde hun dog på ingen måde regnet med! Hvad pokker lavede han her ude? Havde han ikke fået hendes breve? En bekymring startede sig som en steppebrand i hende, havde nogen gjort dette med vilje, eller var det blot noget som var ganske uheldigt? Serenity var ligeglad, han var her, lige ved hende, hvor han hørte til. Tegningen af ham havde hun haft i hånden, lå hvor hun havde siddet, tanken om at være i hans arme havde fået hende til at smide alt, både fysisk og psykisk.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil måtte tage sine forholdsregler, og særligt efter hvad der var sket sidst. De få individer ved bålet, kunne for alt i verden, være fjendtligt indstillet, og hvis der skete noget, ville han være nødsaget til at indstille sin søgen for sin hustru, hvilket på ingen måder kom til at ske! Afventende blev han siddende på hesten med rank ryg og med en fast mine, mens hans følgere undersøgte sagen, og med hævet bue mod disse 3 individer.
Selv ikke hans følgere kunne nå at reagere, før den ene havde valgt at rejse sig med en sænket hætte, hvor selv hendes udseende, uden tvivl var genkendt. Det var deres dronning. Havde de hævet deres våben mod deres egen dronning? Hastigt sænkede de disse, og gik i knæ, som hun passerede dem, for at komme hen til sin konge på den hvide hest - også i bogstavelig forstand.
Thranduils blik gled hurtigt til den mørkhårede kvinde, som kom hastende imod ham. Allerede på lang afstand, var hun genkendt af ham. Hans hjerte slog med de faste og lettende slag mod hans bryst, idet han rettede sig mere op, for at komme af hestens ryg i stedet for. Han landede elegant ved siden af den. Han havde fundet hende. Langt om længe, så havde han fundet hende! "Min søgen har endelig ledet mig til dig.." var det første han sagde, da han lagde begge sine hænder mod hendes kinder. Turen havde været lang, og selv budt ham på udfordringer, men endelig havde han fundet hende!

[Deleted]

Der gik ikke et sekund før hendes arme slog sig om hans hals og hun knugede sig selv ind til ham, ansigtet søgte hans med det samme for at give ham et dybt kys. Savnet til ham havde været ubeskriveligt, hun var virkelig blevet afhængig af at skulle vågne op ved hans side, sove sammen med ham hver eneste nat, hun havde manglet ham! Tårerne fandt stille deres vej ned af hendes kinder, hun kunne ikke holde dem tilbage, de stod for hendes glæde ved gensynet. Serenity slap kysset og så på ham med et lettelse der stod så tydeligt ud af hendes smukke brune øjne. "Jeg rejser aldrig uden dig igen, aldrig nogensinde." Hviskede hun blidt, det havde været for lang en tur, uden vished, et mareridt, men nu var de i det mindste sammen. Et sted var hun taknemlig for at han nu var her, men hun undrede sig også, for hun var ret sikker på hun havde sendt brev hver eneste dag som lovet. Havde nogen haft tilbageholdt dem? Serenity vidste en ting, hun var tilbage i sin elskedes arme, og her hørte hun til, ingen andre steder! Hjertet hamrede stærkt bag hendes bryst, hun elskede ham så højt og det gik virkelig op for hende hvor højt i dette øjeblik. Vinden gled køligt igennem træerne og fik træerne til at hviske med deres blade, hun tog sig kort om. Skoven havde sit ry, noget som bestemt gjorde hende utryg.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den form for længsel som Serenity mødte ham med, var næsten ukendt og fremmed for Thranduil, men han måtte erkende, at han virkelig godt kunne lide, at blive mødt af den. Armene søgte omkring hendes skikkelse, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Græd, det gjorde han ikke, selvom han kunne mærke den form for lettelse, som dette måtte sætte i hans krop og sind, for dette var uden tvivl noget som virkelig glædede ham! Han havde rent faktisk fundet hende! Øjnene lukkede han ganske let, som han trykkede hende ind mod sig. Læberne lod han glædeligt møde hendes i den tid, som det nu varede.
Hovedet lagde Thranduil tæt ind mod hendes skikkelse. "Jeg hørte, at det ej var Marcellus som mødte dig i Imandra, Serenity. Jeg er bare glad for at have fundet dig." Det var det eneste, der rent faktisk betød noget for ham i dag. Det var det eneste, som havde nogen former for betydning for ham. Bare at have fundet hende, og vide, at hun var okay trods omstændighederne.
Et tungt suk brød Thranduils læber, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han hævede hænderne og tørrede hendes kinder. "Ej må du blive kold," endte han med en rolig stemme. Han tog hestens tøjler i den ene hånd, og endnu med armen omkring hende, hvor han førte hende tilbage mod bålet. Nu vidste han da, at her var sikkert - for nu. Han ville ikke have, at hun skulle sove ude i det åbne, og særligt ikke i fjendens land!

[Deleted]

Så meget som hun nød at mærke hans varme igen, mærke hans nærhed, kom næsten helt bag på hende, hun følte sig så tryg, som om intet kunne røre hende igen. Hun hvilede hovedet mod ham, da deres kys var blevet brudt, hun havde brug for at stå lidt sådan. Ordene fik hende til at nikke. "Det kom bag på mig, jeg blev både lettet og alligevel skræmt, men vi blev budt på mad, rent tøj og et sted at hvile før hjemturen. Dvasias holder aftalen til perfektion, i hvert fald den af betydningen. Småfolket rundt omkring derimod, har været barske ved os. Men vi er uskadte, alle tre." Hendes stemme var blid og rolig, hun var fattet og klar i hovedet, skønt tårerne var stoppet, var kinderne endnu våde. Disse blev tørret af, som han så fint havde ladet sine hænder fjerne dem. Et stille smil meldte sig på hendes læber, som hun fulgte ham, hun frøs på ingen måde, han holdte hende varm. Mange nætter havde de sovet under åben himmel, det var nemmest ikke at vække opsigt på denne måde, og der blev altid vogtet ved hendes side. Bålets knitren lød som de nærmede sig, det varme lys og de dansende flammer var smukt i mørket. Lys. Alt hvad de stod for. Hun så roligt rundt. "Hvad gør i egentlig herude min elskede, jeg troede først vi skulle ses så snart vi betrådte lys jord igen?" Spurgte hun så nysgerrigt, for hun var bestemt glad for at se ham, men det bekymrede hende, var der noget galt?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Skræmt havde Thranduil været ved tanken om Acheron. Det var jo heller ikke ligefrem en ukendt slægt og familie, kunne man sige, og det var ikke gode ting, at de var kendt for. Han havde svoret krig, hvis den mand havde krummet så meget som et hår på hendes hoved! Hænderne strøg han let over hendes kinder, for at tørre hendes mange tårer bort. Disse var helt unødvendige, og særligt i en stund som denne, så var de da helt og særdeles. Glædelig var det at stå ansigt til ansigt med hende igen. Det var savnet og manglet. Ingen tvivl om det.
"Det glæder mig, at selv Acheron-familien kan overholde fredstraktaterne mellem vores lande," sagde han sandfærdigt. Han var på ingen måder tilfreds med Marcellus' handling, og særligt ikke det faktum, at manden bare havde valgt at smutte på den måde, og så lade hans elskede hustru i tanken om, at han endnu var der. Det var han bestemt ikke tilfreds med.
"Bålet vil gøre dig godt.. Og nu er jeg her," sagde han sandfærdigt. Lidt kunne de nok godt sidde der, inden de ville tage videre. To kongelige for en race samlet på samme sted? Og i fjendens land? Selv på trods af fredstraktaten, var han bestemt ikke af den overbevisning om, at alt her ville holde den, og særligt når det kom til mørkelverne, som han vidste, også måtte være i skovene her. Det gjorde ham automatisk anspændt. "To dage gik, uden brev eller besked. Som lovet, ville jeg søge ud, hvis dette skulle ske," svarede han endeligt. "Sæt dig lidt, kære. Vi bliver her ikke for lang tid," afsluttede han ganske stilfærdigt.

[Deleted]

Mørkelvere havde hun endnu ikke stødt på, den eneste mørkelver hun havde mødt, var kun af halv, i deres egen skov. Ritta, hun havde virket så kærlig og godhjertet, det undrede hende virkelig at nogen kunne udstøde hende, men hendes udseende gjorde det vel svært at acceptere hende. Det var ikke fair, ej var hun jo stillet til at bestemme hvilke omstændigheder hun blev født under. Hun havde tilbudt sit venskab, og ville se til hende i ny og næ. Bjørnene hun boede med nærede tillid til hende, og når dyrene gjorde dette, var det nok for Serenity. Hun fulgte sin mand, endte ved bålet og da han bad hende sætte sig, gjorde hun dette. Alt imens tankerne kørte omkring hvordan brevene ikke var nået frem, det burde de! Hun sad og så mod ham, kunne slet ikke tage blikket fra ham, hun havde savnet ham så meget. "Jeg forstår slet ikke hvorfor brevene ej er nået frem, jeg sendte troligt hver eneste dag." Lød det stille fra hende, ganske eftertænksomt, frygten var nemlig for at dette ikke blot var et tilfælde, lidt paranoid var hun blevet på denne tur. Hun lænede sig ind mod ham som de sad der ved bålets varme skær der lyste dem op. Øjnene gled i som hun hvilede sig lidt, videre, ja det blev de vel nok nød til, jo før de kunne komme hjem, jo bedre. At han havde mødt en gammel flamme, som rent faktisk var over mørkelverne, det kendte hun intet til, men gjorde hun, ville hun nok være mere paranoid end hvad hun var lige nu. Afslappet måtte hun nemlig føle sig ved hans side.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Mødet med Mørkelverne, var som glemt for Thranduil for nu, for nu havde han fundet hende, som han var taget ud, for at finde. Det var vel egentlig også det, som havde den vigtigste, og største betydning? Han tog roligt pladsen ved siden af hende. Igen var han der til at passe på hende, hvilket i hans øjne, var det, som rent faktisk måtte vise sig, at være det vigtigste. Ej ønskede han nemlig, at noget skulle ske med hende. Armen lod han let glide om hende, så hun kunne sætte sig helt tæt ind mod sig. Hvorfor brevene ej var dukket op, vidste han ikke, men han havde ikke tøvet med at tage ud, for at finde hende.
De grønne øjne faldt til hendes skikkelse. Han var langt mere rolig nu. "Ej tvivler jeg på, at du har sendt mig de breve, men aldrig dukkede de op," fortalte han med en rolig stemme. Hans blik søgte efterfølgende til hans spejdere, hvor han med en let bevægelse med hånden, fik dem til at søge ud i skoven i deres nærområde. Han ville vide sig sikker på, at der ikke var nogen, der holdt øje med dem. Han stolede bestemt ikke på disse områder. "Her kan vi ikke blive længe. Jeg vil foreslå, at du får hvilet, inden vi drager videre," sagde han med en ganske bestemt tone. Ej ønskede han at færde sig på mørkelvisk jord mere end hvad der måtte være højest nødvendigt!

[Deleted]

Tryghed og varme, hun var så godt som hjemme her ved ham, i hans nærvær. Det var vidunderligt at have det sådan, hun ville ikke undvære det for noget som helst. Armen lå blidt over hendes mave, som hun hvilede op af ham, med hans trygge arm om sig. Det var perfekt, intet mindre. Øjnene gled blidt i, hun nød det, og ville nyde at kunne slappe af, uden savn, uden frygt, bare ro og fred i sjæl og sind. Hun nussede hovedet blidt ind mod ham, inden hun gav et blidt suk fra sig. "Men du er her nu, det er godt, det er det vigtigste, vi alle har det godt." Mumlede hun blidt, hun var virkelig tryg ved ham og det gjorde hun meget bedre kunne slappe af. De øvrige ord, fik hende til at nikke blidt, som hun åndede tungt og hvilede sig mod ham som armen gled om ham og hun knugede sig ind til ham. Duften af skov gjorde hende glad, selvom det ikke duftede som deres skov, var der nu noget betryggende over det, samt duften af bål og varmen deraf. Roligt endte hun dog med at rette sig op, hun så mod ham med sit sædvanlige kærlige og forelsket blik. "Jeg læder mig til at komme hjem og lave mad sammen med dig igen, sove i vores seng og gå vores ture i skoven." Hun smilede sødt, det var virkelig noget hun elskede, og hun savnede det.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Nu hvor Thranduil langt om længe havde fundet Serenity, var der kun en ting mere på dagsordenen: At arrangere den lange tur hjem. Det var jo desværre ikke en tur, som man bare gjorde over natten, og derfor krævede den naturligvis også sine forberedelser. Han ønskede jo heller ikke at noget skulle ske hende, og derfor skulle det gøres ordentligt. De grønne øjne hvilede på hende. At være så savnet, var en tanke, som han godt kunne lide. Det var rart for ham at vide, at hun havde tænkt på ham, mens hun havde været bortrejst.
"Det har vi nu," sagde han endeligt. At være den gode og kærlige ægtemand, måtte gemmes til de kom hjem. Herude følte han sig nemlig på ingen måder tryg, og det var således, at han ville stå ved det. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. At blive siddende her, kom ikke på tale. Hun skulle ikke sove under den åbne himmel, når han vidste, at mørkelverne med største sandsynlighed holdt øje med dem, og han ønskede ikke endnu en tur forbi Eilíannel, hvis han kunne blive fri for det. "Det må vi tage når vi engang kommer hjem igen. Turen dertil er lang, og vi har endnu farer, som vi må forbi," sagde han direkte, som han igen endte blikket mod hende. Skovene her, var hans første, og nok også hans største problem. Han kunne ikke fordrage mørkelvere!

[Deleted]

Det var næsten glemt hvor streng han måtte synes at være nogen gange, men hun vidste hvorfor, derfor gjorde det hende ikke det mindste, hun tog det på ingen måde nært, som de fleste nok ville det. Hun forstod ham, det havde hun altid gjort, han var varsom, han passede på hende, det i sig selv gjorde hende kun mere tryg. Serenity måtte dog rette sig lidt op, for ikke at døse helt hen, hun slap ham blidt og lagde armene om benene mens hun nød synet af flammerne mens de var der. Snart ville de søge videre, så der var ingen varme at sidde ved, og ingen hvile, for hun ville ikke selv stoppe med at være på vagt. At sige, havde hun faktisk selv kæmpet og forsvaret sig på denne tur, men det var intet Thranduil behøvede at vide, intet hun ville prale med. At hendes følge nok ville ende med at reportere det i sidste ende, var der intet at gøre ved, hun nægtede at lade dem gøre alt arbejdet og sætte sig til at skrige som en ungmø i nød. Nej hun havde evner, evner som hun bestemt ville gøre brug af hvis der blev brug for dette. Hætten lod hun søge op igen på ny, hun havde det bedst sådan, ikke at vække opsigt. "Lad os komme hjem." Endte hun i et tydeligt suk, hun ville have det overstået, hun ville hjem og ligge i hans arme dagen lang, nyde følelsen af hans varme, dufte til den dejlige duft af ham og ikke forlade hjemmet mere end højst nødvendigt! Roligt rejste hun sig, gik hen og samlede tegningen op, pakkede den sammen og lod koggeren søge over skulderen og finde sin plads på hendes ryg, samt buen hvile mod hendes skulder. Ret og rank var hun, i al sin ynde.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var en konge, som var vant til at lede et folk, og det var den mand, som han var i øjeblikket. Ikke fordi at han ikke ville være der for hende, for det ville han hellere end gerne. Der var ikke det, som han ikke ville gøre for hende, men alt det omsorgsfulde og kærlige, måtte gemmes til de måtte komme hjem, for det kunne han ikke give udtryk for her. I forvejen, var han usikker og utryg nok ved tanken om, at de endnu måtte befinde sig på mørkelvernes område. Han vidste jo, hvad der ville ske, hvis de fandt dem, og det ønskede han på ingen måde.
Disse tanker måtte dog blive afbrudt. Hun ville gerne hjem, og han ville uden tvivl det samme, men det var bare endnu en lang vej, før det ville ske. "Når ruten er klargjort og erklæret sikker, tager vi afsted. Vi er i forvejen i et uheldigt område," sagde han endeligt. Hvad der var hændt hende, som endnu ikke var blevet ham fortalt, vidste han ikke, og ej heller vidste han, om han burde fortælle hende om hans lille visit ved mørkelverne. En gammel fortid, som han slet ikke ønskede at rive op i igen. Hans blik søgte hendes skikkelse. Nu hvor de sad ved bålet, kunne han rigtigt se hende. Var det virkelig muligt at savne et individ så meget? "Hvad er hændt siden slotsbesøget, Serenity?" spurgte han dæmpet. Han ønskede at vide, hvad der var sket undervejs.