I will find you!

[Deleted]

Klar som hun var til at tage afsted, stod hun blot og spejdede rundt, dog måtte hun se mod ham, et uheldigt område, han kendte til det bedre end hende, det måtte han jo gøre. Hun så mod ham med et undrende udtryk. "Hvorfor er netop dette område uheldigt?" Spurgte hun direkte, for hun vidste det ikke selv med sikkerhed, ikke andet end rygterne, men i teorien var de vel i fare hvor som helst når der var tale om mørkvæsnernes områder. Hun vidste jo nu at Imandra var en del af Dvasias, hvilket ikke helt passede hende, det gjorde dem større og stærkere, men forhåbentlig helligede de fredsaftalen. Hvad var der hændt, hun måtte tænke sig om, hvordan beskrev man sådanne ting? "Få komplikationer med at rejse forbi uforstyrret. Ikke alle væsner helligere aftaler mellem Procias og Dvasias. Vi er ikke ligefrem velset her." Fortalte hun roligt, hun så mod ham med et blidt smil dog, for hun kunne ikke lade være, hun var glad for at have ham ved sig igen. Det var jo det vigtigste, alle var uskadte og de var sammen igen. Hun havde da fået et rift eller to, lidt blå mærker, men intet alvorligt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Imandra var ikke et sted, som man skulle færdes på, og særligt med det folkefærd, som førhen havde været tilknyttet et sted som det. Thranduil vendte blikket i retningen af Serenity igen. Hun vidste ikke hvor heldig hun var over, at være i ved så godt vel, som hun var. "Jeg formoder ikke, du ved hvad Imandra er kendt for?" spurgte han med en rolig stemme.
Selv ønskede Thranduil mere end noget det, at komme hjem, selvom det var en frygtelig lang tur hjem. Han ønskede ikke at noget skulle ske hende, så jo hurtigere de kunne komme hjem, des bedre, var det uden tvivl også. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes skikkelse, og trykkede hende tæt ind mod sig. Han nikkede. Så langt, så godt kunne man jo sige, og det var uden tvivl lettende, at det forholdt sig således. "Det er der i forvejen ikke mange der gør, Serenity. I mange henseender, prissætter jeg den ej heller," sagde han med en sandfærdig stemme. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Han tog om sin kappe, og lagde den ligeledes om hende.
To af følgerne kom tilbage, kun for at meddele, at der var en gruppe væsner nogle kilometer syd for dem. Dette passede Thranduil fint. De skulle jo sætte kursen mod vest. "Turen bliver lang, men nødvendig," sagde han endeligt. Han selv ville bare gerne hjem!

[Deleted]

Naiv måtte Serenity være, hun troede udelukkende på det bedste i ethvert væsen, uanset race, dette betød dog ikke at hun ikke var på vagt, men hun ønskede at rede dem fra deres væsen natur, vise dem at lys fandtes i alle. Det var noget hendes følge havde fundet ud af, de to havde haft rystet på hovedet i det skjulte en gang eller to, måske endda været bekymret for deres alles velbefindende. Men netop lyset i hende, havde reddet dem ud af nogen situationer som i den grad havde overrasket. "Mørkvæsner er hyppigere at finde." Det var alt hun vidste, men selv hendes følge havde vist sig at være rimelig nervøse for turen igennem disse skove. Hvad var det egentlig der skulle frygtes sådan? Det ville hun virkelig gerne vide. "Thranduil hvad er der i disse skove?" Spurgte hun så, for han vidste det, det gav han jo tydeligt udtryk for. Nu hvor Dvasias havde overtaget, var der mere end hvad var normalt af mørkvæsner, ja faktisk allerede ved Marcellus hånd, hun havde set hvordan vampyrer var bosat, og selv en del dødsengle havde hun fået af se på sin vej. Uhyggelige forekom alle væsnerne hende, men hun vidste der fandtes lys, det skulle blot tændes. Som han havde trykket hende ind mod sig, havde hun hænderne hvilende mod hans bryst, og blikket vendt op mod hans. Uskylden var så tydelig i hendes blik, der var ikke meget at sætte finger på. Han prissatte ej aftalen? Men hvorfor dog? Fred var så vigtigt, og hvis det kunne lade alle leve i harmoni, hvorfor så dog ikke? "Den kommer ikke til at virke nær så lang nu hvor du er her." Hviskede hun blidt, inden hun plantede et kys mod hans kind. Hun elskede ham så højt og hun agtede at lade ham vide dette til deres dages ende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Troen på det gode i alle væsner, var noget af det sidste, som man kunne sige, at Thranduil havde. Fordømmende var han overfor andre væsner, og særligt dem, som ikke havde elver i blodet. Dette var dog sjældent noget, som kom til udtryk foran dem som han holdt nær og kær. De var jo primært af hans egen slags, så disse skulle ikke udsættes for den behandling. "Det er de, og særligt herude," sagde han med en direkte stemme. Herude kunne der være ekstra mange, og han frygtede faktisk, at de ville passere dem under vejs.
Som det blev gjort klart for ham, at det eneste, der var i nærheden, var i en anden retning, end den som de skulle af, var Thranduil allerede nu, klar til at søge videre. Han ville gerne have hende hjem, og dette var noget, som meget gerne skulle ske i et stykke. Hvad der kunne vise sig at være derude? Der kunne være rigtig mange ting derude, og det vidste han jo. Det vidste hun vel også et sted? "Mørke væsner, som i mange henseender, har været for mørk til Dvasias. Folk og væsner, der ikke tøver med at gøre ondt, eller slå ihjel, hvis de kan komme til det," sagde han direkte. Mange af dem, som var her, var væsner, der var tvunget ud af Dvasias, hvis de ville beholde hovedet. Her var faktisk livsfarligt. "Bring mig hestne. Serenity ridder med mig," afsluttede han stilfærdigt, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Kysset mod hans kind, tog han glædeligt imod, og med et let smil på læben. "Jeg er bare glad for, at jeg fandt dig," sagde han endeligt, inden han rejste sig op. Han rakte hende en hånd.

[Deleted]

Et sted var det virkelig forskellige, måske det var det som gjorde de fandt kærligheden i hinanden? Udfyldte de ting som ikke var hos den anden. Serenity kendte faktisk skræmmende lidt til lige netop den side af ham, og så hun først ubarmhjertighed i dette henseende, ville hun nok ikke ane hvad var op og hvad var ned. Heldigvis, havde det aldrig været noget hun havde set, og selv hvis det kom på tale, ville hun vel forsøge i sin godhed og lære Thranduil hvad hun var i stand til med sit gode hjerte. Mørkvæsner lod til at have gjort sit indtryk på ham, han havde trods alt også været i krig, han havde set hvad de var i stand til. Selv havde Serenity kun mærket lidt til dette, men hun havde også set godhed i nogen mørkvæsner, Marcellus havde jo rent faktisk skånet hende, selvom han så let som ingenting kunne have drænet hende for blod på stedet. Men så igen, det var også skyld i alt dette nu. Hun så sig roligt omkring, her virkede så stille og fredfyldt lige nu, det var rart. "Så forstår jeg bedre du ikke ville lade mig tage turen alene kære." Lød det blot fra hende, som hun sendte ham et blidt smil. At skulle prøve at forklare ikke alle var hvad de så ud til, eller handlede af deres frie vilje, men i bånd af hvad de troede var ment af dem som væsen, det var allerede dømt til at gå galt. Hellere vise ham det en dag. Som det lod til at de kunne tage afsted, mærkede hun bestemt også iveren efter at komme hjem, hun tog hans hånd som blev hende rakt. Det ville blive en meget lang og hård tur, men hun var ikke i tvivl om at de nok skulle komme igennem det uskadte. Hun havde sine pile og sin bue, og hun ville da ikke tøve med at beskytte sit folk som var med og hendes elskede mand, selvom hun vidste de kunne passe på sig selv, så var der altid fare for det kunne gå galt og så var en ekstra hånd mere end værdsat.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var racerasistisk, og det havde han alle dage været. Særligt efter, at han havde tilbragt tid på slagmarken, og havde set hvor onde og groteske væsner var, bare for at vinde en kamp og en strid. Han brød sig ikke om det. Han selv ville da mene, at han havde en grund til at handle og reagere på den måde, som han nu gjorde, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på.
De grønne øjne, vendte han mod hendes skikkelse igen. Han nikkede. Han havde jo aldrig bifaldt at hun skulle tage turen til Imandra. Det var et grotesk sted i denne verden. Han ville nok snarere beskrive det, som helvede på denne jord. "Jeg har set med mine egne øjne, hvad de væsner her, er i stand til, Serenity. Jeg frygtede, at det samme, skulle ske med dig," sagde han dæmpet.
Thranduil rejste sig, da hans hvide hest blev bragt til ham. Dette var uden tvivl noget, som passede ham ganske fint, alt taget i betragtning. Han hjalp hende op på benene igen. At blive her, gjorde han ikke mere ned højest nødvendigt. Skoven særligt, var kendt for at rumme de mest forfærdelige ting, og det var en ikke alt et elvisk syn var i stand til at spotte. "Tag plads, kære.. Så vi kan komme hjem," sagde han endeligt. Han sendte hende et svagt smil. Han var måske hård nu, men det var for hendes skyld, at han var det.

[Deleted]

Uden tvivl havde han langt mere erfaring med livet end hende, da hun jo i bund og grund havde siddet stille i ufattelig mange år, blot været i elvernes by, passet sig selv og sit sytøj. Hun savnede bestemt at lave klæder, men hun var lykkelig for hendes lod i livet, et liv med en hun elskede højere end livet selv. Thranduil havde jo på kort tid, vist sig at være en hun i den grad elskede højt og det hele var sket så hurtigt, med frygt for en krig, som endte ud i en fredaftale. Det havde været en forvirrende tid og så med Marcellus der pludselig ønskede hende ved sig og søgte alliance, for så at forsvinde. Hun håbede sådan alting ville falde til ro når de kom hjem igen, for hun kunne ikke overskue alt dette, det kunne hun virkelig ikke! Alting havde været mere simpelt da hun bare var i byen, hun skulle aldrig have forladt den. Nysgerrighed kunne være en farlig ting til tider, sund, men farlig. Det måtte hun lære sine børn, hvis de altså fik nogen naturligvis. Tanken varmede hendes indre helt op, hun måtte smile for sig selv, kærligt og lyksaligt. Tænk sig sådan et lille væsen, skabt af deres kærlighed og gerninger. Hun vågnede lidt op af sine tanker, da han igen henvendte sig til hende. "Det må have været frygteligt, jeg har kun mærket det få gange på mig selv, hvilket egentlig burde have været nok til at skræmme mig væk fra at møde Marcellus igen når rejsen har været i så farlige omgivelser. Hvad man ikke gør for sit folk." Hun måtte lade et skævt smil passere hendes læber, hun hørte godt selv hvor dumdristig hun et sted var. Tænk sig at han rent faktisk havde ladet hende tage afsted, han måtte stole umådelig meget på hende. Det gjorde hende glad at vide et sted, hun fik lov til at lære, i stedet for at blive forbudt ting. Han gav hende præcis den plads hun behøvede og fik hende til at føle sig som den dronning hun var blevet ved deres ægteskab. "Jo hurtigere jo bedre." Lød det blidt fra hende, som hun kom op på hestens ryg, at ride med ham, være nær ham, det var i den grad en tanke som behagede hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke just nogen ung mand længere, som han faktisk var ved at være oppe i alderen, selv for en elver. Dette var nok noget ,som de færreste, ville gå og tro, men det var nu bare en ren sandhed. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Han ønskede jo at passe på hende, som han ønskede at værne om hende og deres folk. Mange elvere var de jo trods alt ikke tilbage længere, hvilket da uden tvivl også kunne mærkes, som det stod i øjeblikket. Ej var dette noget, som han tog tungere end som så.
Børn ville måske komme. Thranduil ville intet have imod, at skulle dele noget så fantastisk som et lille væsen, at vogte om sammen med hende, da han heler ikke var et sekund i tvivl om, at det var her ved Serenity, at han skulle være. Han sendte hende et stille smil, som han fik hende bragt hen til hesten. "Krig og strid viser måske det værste i folk.. De sulter efter blod på disse kanter. Du har altid været så varm om hjertet, min kære," sagde han endeligt. Han lod hende tage pladsen først, hvorefter han trak sig op på hesten, og tog pladsen bag hende. Hun ville derfor også have ham at læne sig op af, hvilket skam også var noget som passede ham fint. Her ville han med andre ord, også kunne passe på hende. Han tog om tøjlerne. De andre tog ligeledes også plads på deres heste. Han vendte blikket mod dem. "I to rider i front, og I to rider bag," sagde han med en kortfattet stemme. Han ville sikre sig, at det hele gik. Han tog fat om hans kappe, som han kunne ligge mere om hende, inden han fik gang i hesten, som begyndte at gå. Han selv var meget årvågen. Nu ville han bare gerne hjem.

[Deleted]

Skoven bar ikke præg af den fare som lurede, den virkede blot som en fredfyldt skov i dette øjeblik, hvilket skræmte hende lidt, kunne så forfærdelige ting ske et sted som dette? Hun lod igen blikket glide rundt, hvorfor var hun egentlig så nervøs, hun havde en uro i kroppen som bestemt ikke hørte sig til! Var det gjorde hun havde lagt mærke til ubevidst? Hun søgte op på hesten og satte sig til rette, inden Thranduil satte sig op bag hende, hun lagde hovedet tilbage kort og gav hans kæbe et kys. Han værdsatte hende for den hun var, elskede hende for den hun var, det var en vidunderlig ting og hun var sikker på at valget om at ægte sig med ham havde været det helt rigtige. Som han gav sine ordre, satte hun sig mere ret og rank, at hvile sig mens de red lige nu, ville hun absolut ikke kunne. Uroen steg i hende som hesten blev sat i gang, hun bed sig i læben, burde hun sige noget? Eller var hun blot blevet paranoid af at høre Thranduil snakke om mørkvæsnerne som han nu en gang gjorde. Hjertet bag hendes bryst begyndte at hamre hurtigere og mere fast. "Der er noget galt." Lød det lavmeldt og bekymret fra hende, hun så sig om igen, hvorfor havde hun den her fornemmelse?! Serenity mærkede hænderne knuge sig, hun var i den grad nervøs for at det ikke kun var hendes sind som spillede hende et puds, selvom hun et sted virkelig ønskede det var tilfældet, følte hun sig desværre ret sikker i sin sag.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Umiddelbart bed Thranduil sig ikke fast i noget af det, som skete omkring ham. Måske fordi, at han havde fokus på hende, og nu også det mål, med at få hende bragt hjem i stedet for? Det var det eneste, som faktisk havde en betydning for ham lige nu, og det var han skam heller ikke bange for at erkende for hende.
Thranduil tog pladsen bag hende, hvor han også sikrede sig, at hun var gemt lidt af vejen, idet at de alle sammen søgte på vej. At hun derimod følte, at noget var galt, fangede han først, da hun begyndte at sidde... uroligt? Han vendte blikket mod hende. "Serenity.. hvad er der?" spurgte han som det første. Hesten havde været rolig frem til nu.. men jo længere de kom fra den lille lejr, som de havde siddet ved for et øjeblik, jo mere urolig måtte den ligeledes blive. Den begyndte at kaste med hovedet og slå med halen. Igen lod Thranduil de grønne øjne fare til omgivelserne. Det var så mørkt herude, at han stort set intet kunne se. Var der nogen derude? Han rettede sig op, hvor hans ansigt atter en gang, måtte lægge sig i de meget alvorlige folder. Han spændte i kroppen. Han ville ikke have, at noget skulle ske med hende! Overhovedet ikke faktisk! "Her er noget," endte han direkte. Han tog fat om tøjlerne på hesten, i et forsøg på at holde ham rolig. Han kneb øjnene let sammen, inden han trak sin elviske klinge ved hans side. Han tog ikke nogen chancer!

[Deleted]

Uroen blev kun større og det nåede også den hvide hingst, hvilket gjorde hun blev bekræftet i sin fornemmelse, sin uro. Hendes blik gled uroligt rundt, hun ønskede ikke der skulle ske nogen af dem noget! At fumle med bue og pil der hvor hun sad, ville være lettere umuligt, så hun måtte næsten bare krybe sig lidt sammen og læne sig tilbage mod ham kort for at søge tryghed. Hun turde ikke sige noget, hun stirrede ud i mørket, hun kunne have svoret der stod en og smilede til hende, med direkte øjenkontakt. En klump blev sunket, hun gjorde plads til Thranduil kunne handle hvis dette blev nødvendigt. Hun kneb øjnene sammen, skikkelse var forsvundet igen. "Nogen." Rettede Serenity i en tydeligt skræmt hvisken, hendes hænder lå dog mod hesten hals for at få ham til at falde lidt til ro igen. Vedkommende gjorde forfærdelig meget ud af at skjule sig, men lod hende vide det var der. Kendte hun nogen der ville hende ondt? Nej ikke ligefrem. Hun bed sig i læben, inden hun vendte hovedet om mod ham. "Lad os komme væk, hurtigt!" Bad hun, hun ville ikke kæmpe, hun ville hjem og der måtte ikke ske nogen noget, det kunne hun ikke bære. Ikke flere ting, bare hjem. Serenity's øjne måtte flakke som hun så rundt igen, hun lukkede dem dog og forsøgte at få styr på hendes hjerte bag brystet som lod til at være løbet løbsk. Da hun åbnede dem igen, så hun bedre igennem mørket, som hun kneb øjnene sammen. Hun ænsede et par spidse øre, en elver? Og væk løb vedkommende. Som havde væsnet det den havde brug for for nu, blev de forfulgt? Blev han forfulgt, eller måske hende selv? Havde nogen holdt øje med dem?. Spørgsmålene var mange, men hun ville egentlig bare gerne væk og hjem!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Nogen måtte være omkring dem, hvilket i forvejen, ikke var noget som Thranduil brød sig om, og særligt når det foregik på denne her måde. Hans hjerte begyndte at slå fast mod hans bryst. Hans blik søgte omkring, også selvom han intet kunne se her i mørket. Han trykkede Serenity lidt mere ind mod sin krop, mest for at være sikker på, at hun havde det godt, og at hun kunne komme igennem dette, for det var jo rent faktisk det, som han ønskede sig lige nu. "Det kan vi ikke, før vi ved hvem vi er oppe imod." endte han med en kortfattet tone.
Hans elviske klinge skinnede i det svage lys af månen. De øvrige samlede sig omkring dem. Hestene var urolige. Der var en modstander, men lige hvad og hvem det var, det vidste han ikke.
"Få det undersøgt!" endte han med en fast tone, som han igen så mod sine følgere, såvel som hendes. Han ville vide, hvad de var oppe imod, og særligt fordi, at han ikke vidste, hvad pokker det var. Det var grund nok til at hestene blev urolige, og selv Serenity lod til at være meget påvirket af dette, hvilket heller ikke direkte, var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han trykkede hende let ind mod sig og med et intenst blik i øjnene. Han brød sig ikke om mørket, men der var jo heller ikke ligefrem noget, som kunne lyse det op. "Giv dig til kende!" endte han med at kalde. Var det en ven eller var det en fjende? Han tog ikke nogen chancer.

[Deleted]

Hvorfor kunne de ikke blot ride væk, hun ville ikke være her! Hjertet galoperede derud af, hendes blik flakkede, hun havde set den som var derude, men det var spidse øre, en elver. Det gik op for hende hvad det havde været, hun så mod Thranduil. "Vedkommende løb den vej, jeg, vi fik øjenkontakt og jeg kunne have svoret..... Vedkommende smilede til mig." Hun pegede i den retning hun havde set personen løbe, hvis en mørkelver havde set hende, smilt til hende og så været forsvundet, havde de vel fået det de var ude efter, informationer om hende. Hvorfor ellers gøre hende, kun hende opmærksom på de var der. "Det var en elver, jeg så øre som vor egne." Lød det stille fra hende, hun så mod ham med et usikkert blik, var det mon til nogen hjælp? Hun søgte tættere ind mod ham, hun kunne ikke lide dette her! Serenity holdte næsten vejret, som hun måtte lytte efter eventuelle andre lyde, var de alene nu? Stilheden var næsten ubærlig, hun kunne høre sine egne tanker så sindssygt højt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Intet kunne Thranduil se omkring dem, hvilket naturligvis vakte en uro i hans krop og sind. Særligt fordi, at han var i selskab af hans hustru, som han uden tvivl ville beskytte med livet, hvis det skulle være det. Han vendte blikket omkring, alt imens han lyttet. Han kunne intet høre. Var der mere derude? Han var bange for at tage chancen. Det havde han vel egentlig altid været? "Det.. smilte til dig?" Han selv, var uden tvivl forvirret over, hvad hun måtte fortælle ham, og særligt fordi at han intet kunne sige til det. Den tanke ene og alene, var uden tvivl gruopvækkende for ham.
En elver? Var der elvere i skoven her? I det tilfælde, måtte det være en mørkelver, for en skovelver kunne det næppe være. Var de blevet skygget? I tilfælde af det, så.. hvorfor? Han forstod det ærlig talt ikke. "Vi skal hjem, og det skal være nu!" sagde han hårdt. Denne gang satte han fødderne i siden på hesten, som nærmest stejlede, inden den satte i galop igennem skoven. Hånden havde endnu om tøjlerne og sværdet, da han ikke ønskede at løbe unødvendige risikoer. "Hold fast i mig.. Sig til, hvis du kan se noget," endte han med en kortfattet stemme. De andre red lige efter. Alle sammen skulle de nu hjem, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

[Deleted]

Det havde haft løbet hende koldt ned af ryggen, smilet der blev sendt hende bød ikke på noget godt, det havde været næsten, skadefro? Hendes blik måtte sænke sig som hun nikkede, han havde jo hørt rigtigt. Fingrene strøg hun over sin egen arm, hun brød sig ikke om dette her, vidste den person hvem hun var? Hun måtte tage endnu en dyb indånding, hun havde virkelig brug for at komme væk og hjem, i rolige og fredlige omgivelse i deres smukke skov. Den hårde stemme som besluttede de skulle hjem, uden at undersøge tingene nærmere som han ville det før, fik hende bestemt til at opfatte det som var der noget helt galt. Inden hun så meget som fik åbnet munden for at spørger ind til det, fik han hesten sat i gang. Et gisp kom fra hende og hun holdte sig ind til ham, benene klemte godt om hesten så hun ikke ville falde af, og afsted i fart var de. "Jeg skal nok holde øje." Lød det fra hende, som hun lod blikket glide rundt, hun måtte holde øje med deres omgivelser, mens han fokuserede på at få dem væk derfra. Indtil videre havde hun intet set andet end den ene person, som lod til at være en elver, og som havde sendt hende det forfærdelige smil som bestemt havde fået alle hår på hende til at rejse sig. Ubehaget i den uvidenhed om hvad der egentlig måtte foregå, var ulideligt! På den anden side, kom de da hurtigere fremad, hurtigere hjem. Selvom der endnu var lang vej.