Daddy's home, my dear boy..

[Jason Elvana Nimanhra]

@carlisle

---

Fuldstændig upåvirket af tid og sted, stod Jason nu i den store pejsestue og stirrede ind i de blussende flammer. Mørket var for længst lagt over himlen, og derfor var Castle of Light også gået nogenlunde til ro. Med dette, var det naturligvis ikke alle sammen. Før eller siden vidste Jason, at hans kære dreng, ville lægge turen forbi hertil. Han havde holdt øje med ham igennem de sidste mange år, og derfor handlede det vel egentlig om at smøre sig med tålmodighed? Noget, som han havde været temmelig dygtig til, igennem de sidste år, og særligt med det arbejde, som han havde udført.
Hånden let foldet over ryggen, hvor han havde et glas blod i den anden. Hans hud var endnu lige så bleg som den altid havde været, og med en yderst intens og ulæselig mine. Vampyren havde altid stået stærk i ham, og dette var på ingen måder noget undtag.
Selvom Jason havde været en del af Dødsriget igennem de sidste mange år, havde han nok været mere værende end hvad de fleste, ville ønske, at han havde været. Det eneste, som han kunne sige, var at han var stolt af hans søn, og hvad han havde præsteret frem til nu, i en ellers så presset stilling, som han havde haft. En stilling, som han nu ønskede tilbage igen, som den jo altid havde ligget på hans skuldre. Dette var dog ikke en mine som kom til udtryk i hans ansigt, som han blev stående. Det eneste, som skete, var at han hævede hånden, for at tage en tår af det lune blod, som han havde. Selv på bordet ved stolene, stod en flaske mere, samt et glas. Han vidste, at hans kære søn, ville kigge forbi her meget snart. Det var bare et spørgsmål om tid.

[Deleted]

Som så mange andre af familien, var Carlisle nok lige så præget af vaner, som så mange andre. Nu hvor slottet var ved at gå til ro for alvor, på denne sene tid af natten, tog han altid den typiske runde, blot lige for at tjekke op på hvordan tingene var. Alt i alt, var han kun tilfreds med at se Gabriel og Silia så meget sammen, for det havde der været stor mangel på, igennem den seneste tid, hvilket uden tvivl havde været mærkbart for dem alle sammen.
Afslutningsvis stoppede Carlisle altid i pejsestuen, hvor han plejede at gribe et glas blod, inden han selv søgte til hvile i rådgiverens kammer. Uden tvivl var det et meget tungt og hårdt arbejde, at udføre, men hvad gjorde man ikke for at stille sin gamle far tilfreds? Det var meningen, at han skulle være stolt af sine børn, og det var hvad han var ude på, og altid havde. Særligt efter, at de havde måtte lægge ham i graven, for flere år tilbage.
Døren slog han op, hvor han uden tvivl måtte blive overrasket over det syn, som måtte møde ham. Aldrig synes han, at møde nogen her, selvom det nu heller ikke rigtigt rørte ham. Hvem end denne mand måtte være, sagde han ham ikke umiddelbart noget. Han rystede de tanker lidt ud af hovedet. "Godaften," hilste han med en rolig stemme, inden han søgte ind, og hen til flasken, hvor han skænkede op til sig selv. I denne fredelige tid, var det uden tvivl at mærke, at det var begrænset hvad han kunne lave.. Det var vel bare et spørgsmål om tid, inden det gik galt igen for alvor? Det var næsten det, som han var mest bange for. Det var en smuk aften. Stjerneklar og det hele. Han tog roligt plads i stolen, som han plejede at sidde i. Her tog han en god tår af det lune blod. Ligesom det plejede at være. At manden han stod overfor, var hans egen fader, havde han aldrig i sin vildeste fantasi, drømt om.

[Jason Elvana Nimanhra]

Som døren måtte gå op med intet andet end en mild og let knirken, måtte selv Jason trække kort på den ene mundvig. Et træk, som han egentlig gjorde ganske sjældent, men nu hvor han skulle stå ansigt til ansigt med hans barn.. Hans ældste søn, var det en helt anden tanke, som satte sig i ham. Langsomt sænkede han blikket, som han blev hilst godaften, som var han intet andet end en sølle forbipasserende. Den unge mand ville meget snart finde ud af, at det hang lidt anderledes sammen.
"Den formelle hilsen, er ikke hvad den engang har været, kan jeg se," sagde han endeligt, som han drejede hovedet. En anden krop, men den samme personlighed. Lige så direkte og lige så pervers, som han alle dage havde været. At se hvad hans søn var blevet til, og hvordan han var vokset til at se ud, kunne han jo alene, bare ud fra det, være pavestolt. Den unge mand, måtte virkelig nedlægge mange på sin vej! Flot var han jo.
"Det er mange år siden, Carlisle.. Jeg formoder ikke, at du kan genkende din gamle far?" spurgte han denne gang direkte. At pakke tingene ind, var han knap så god til. Faktisk havde han altid været direkte elendig til det, for at sige det mildt. Han bundede glasset, inden han satte det fra sig på bordet mellem dem. De mørke øjne, gemt i den ellers ligegyldige mine, var ikke til at tage fejl af. Stoltheden var at se. Det var derimod også det eneste, som der kunne spores ved ham.

[Deleted]

At Carlisle i øjeblikket, stod overfor sin kære famle far, var nok noget af det sidste, som han havde regnet med. Selv vidste han jo, at den mand længst havde accepteret sin skæbne, og særligt fordi, at han havde gjort det for at redde hans lillesøster. Derfor havde han den store respekt for, hvad han havde gjort dengang. Hans blik hvilede på denne mand. Ny og fremmed var han for ham, da han heller ikke ligefrem genkendte ham.
Selv nåede han kun lige at hæve glasset til sine læber, hvor han selv tog en god tår. At få noget blod efter sådan en lang dag, gjorde uden tvivl godt, inden han ville finde hvilen for natten, ligesom han gjorde hver eneste dag. Selv gjorde han hvad han kunne, for at leve op til sin fars ry og rygte, og særligt fordi, at han vidste, at manden havde kæmpet for det igennem så mange år. Nemt var det jo ikke ligefrem for nogen af dem, og særligt nu hvor de havde vampyren, som en del af deres race. Tvært imod, så var det noget, som kun gjorde det rigtig, rigtig svært for dem.
Blodet synes han næsten at få galt i halsen ved hans ord. Hans far? "Jeg er bange for at De tager fejl. Min fader gik bort for flere år siden," fastholdt han med en mere fast tone. Familie havde nu altid været et af de ømme punkter for ham, og det havde det været igennem rigtig mange år. Han bed tænderne svagt sammen, og satte derefter glasset fra sig. "Hvad får Dem til at tro, at det er en titel, som De kan påtage Dem?" fortsatte han med en sigende mine.

[Jason Elvana Nimanhra]

Carlisle troede ikke på ham. Ikke at det var en tanke som kom bag på Jason. Dog måtte han erkende, at skuffelsen var til at mærke. Kendte knægten ham ikke bedre end det? Accepten for døden havde han altid haft, som han også havde accepteret, at han havde gjort det for sine børns skyld, velvidende om, at det havde lagt et kæmpe pres på hans nuværende ældste søns skulder. Nu var han atter klar til at tage over igen.
"Som en del af Nimanhra, burde du vide, at døden ikke er et endeligt.. Altid," sagde han kort for hovedet, inden han vendte blikket mod sin kære søn igen. Denne gang med den samme tomme mine som tidligere. Han var frustreret. Havde han overhovedet fået nok? Han trak kort på den ene mundvig ved tanken alene. End ikke her, kunne han tage tingene seriøst. Det havde han aldrig været særlig god til, foruden i det kongelige arbejde, dengang han havde stået side om side med Silia og Gabriel. "Silia skænkede mig denne chance, Carlisle. Den byrde jeg da, lagde på dine skuldre, er ikke længere din at bære," tilføjede han blot. Ej ønskede han at gøre det til en kæmpe diskussion, men derimod bare gøre det tydeligt for ham, at der ikke var noget alternativ her. "Skænk op til mig igen, sønnike," sagde han stilfærdigt, inden han langsomt tog pladsen i lænestolen over ham.

[Deleted]

Fuldstændig overrasket over denne situation, blev Carlisle siddende og stirrede på denne mand. Den mand, som eftersigende, skulle være hans egen fader. En mand, som havde været død i frygtelig mange år. Han kunne end ikke begribe, at det var således, at det skule hænge sammen. Det var fuldstændig surrealistisk, at det skulle forholde sig således.
"Jamen, jeg.." Det var ikke ofte, at det forekom, at selv Carlisle måtte gå tom for ord. Var hans far virkelig tilbage igen? Og hvordan kunne han tage det så roligt?! Det var slet ikke noget, som han forstod sig på, på nogen måde! Igen endte han med at rejse sig, i takt med at Jason havde valgt at sætte sig. Byrden med jobbet, ansvaret og ikke mindst hans små søskende, var noget som han glædeligt havde taget på sig. Nogen havde de haft brug for, og han havde naturligvis også stået der, og det ville han gøre for resten af sit liv! "Jeg pådrog mig ikke den byrde, fordi at det var mig tvunget, men fordi at jeg ønskede at gøre det.. I dit navn og i din ære.." Den helt formelle tone, følte han nu godt at han kunne slippe. Bare skænke op? Var det således, at han ønskede at hilse på sin søn efter alle de år, som nu havde passeret? Få var det jo heller ikke ligefrem! "Du har ikke været omkring i flere år, og hvad du ønsker, er et glas blod," sagde han endeligt. Var det underligt, at den tanke skuffede ham bare lidt?

[Jason Elvana Nimanhra]

Carlisle var uden tvivl forvirret, hvilket næsten var en tanke som frydede og morede Jason tydeligt. Han blev siddende, som knægten valgte at rejse sig op. Hovedet lod han søge på sned. "Du virker forvirret, min dreng," sagde han med et kækt smil på læben. Det morede ham virkelig at se Carlisle på denne måde. Selvom det måske ikke var denne måde, at han havde regnet med at stå ansigt til ansigt med sin søn på, var det sket alligevel.
"Og du har gjort mig stolt Carlisle. Nu lader du de voksne, være de voksne, og vær du en ung knægt.. Gå ud og nedlæg tøserne, få noget på den dumme.. Du ved hvad jeg mener," sagde han endeligt, og med en meget sigende mine. Hans blik gled til det tomme glas, som knægten endnu ikke havde skænket op i. Hænderne foldede han roligt foran sig, inden han vendte blikket mod ham igen. Pladsen som rådgiver agtet han uden tvivl at få igen, for han accepterede ikke noget andet. "Efter en tur i Dødsriget, tvivler jeg på, at du ved hvor godt det føles at stimulere smagsløgene.. Skænker du op?" spurgte han med en kortfattet mine. At sidde og vente, var i forvejen ikke noget, som faldt i hans helt gode smag. Roligt satte han sig tilbage igen. Han selv tog det ganske roligt. I hans øjne, gik dette over al forventning.

[Deleted]

Carlisle vidste slet ikke, hvordan han skulle tage dette. Alt i alt, så var det en frustration for ham, at vide, at hans far tog tingene så let, som var det her noget som skete hver eneste dag! "Døden plejer måske ikke at være et endeligt... far, men du vælger alligevel at tage så let på det.. Når du ved, hvad vi har kæmpet med?" spurgte han direkte. Skuffelsen måtte alligevel melde sig i hans krop og sind, og særligt når det foregik på denne her måde. Det var bare svært, når det hele foregik på den her måde. For pokker! Hans far var kommet tilbage fra de døde!
Ved de ord, bekræftede det jo kun for alvor, at dette måtte være hans far. Kun hans far var så pervers! Han trak kort på den ene mundvig, inden han vendte blikket mod karaflen med blod på bordet. "Okay, du er virkelig min far," sagde han endeligt. Han tog om karaflen, hvor han skænkede op til dem begge igen. Stolen tog han efterfølgende fat i, og rev stolen hen til ham i stedet for. "Og Silia har givet dig denne mulighed? Jeg forstår ikke.. Hvorfor har hun intet sagt?" spurgte han usikkert. Det gav slet ikke mening. Silia plejede jo at dele den slags ting med ham, og det burde hun vel også? Særligt når det handlede om hans egen familie, og fordi at den havde været så sårbar og skrøbelig som den havde været igennem de seneste rigtig mange år.

[Jason Elvana Nimanhra]

"Jeg bad hende principielt om ikke, at sige noget, før jeg selv var klar til det, min dreng.. Hvem ønsker at ligge sygelig i en seng overfor sine børn?" spurgte Jason med en direkte stemme, som han igen hævede blikket mod ham. Hvorfor bruge tiden på at gå rundt og tænke over den slags ting? Det var da spild af tid og til ingen verdens nytte.
Alt i alt, virkede Jason måske til at være en mand, som gik rundt og havde det fint med det hele. Døden havde vel alligevel sat lidt tanker i ham? Så mange ting, som han havde været ked af, ikke at have fået gjort. "Hvem skulle jeg da ellers være? Der er ingen anden mand, der kan få bragt så smukke og kønne møgunger til den her verden, min dreng," pointerede han med en sigende mine. Det var jo heller ikke en løgn, men derimod en sandhed.
"Du skal være ung og leve dit liv, nedfælde et par tøser og lære af dine fejl, Carlisle.. Jeg vil have min stilling som rådgiver tilbage," sagde han direkte. Han ønskede det liv, som han førhen havde haft, og var det overhovedet underligt? Han ønskede jo heller ikke at rende rundt og intet have at lave. Visse ting ønskede han vel bare, som de altid havde været?

[Deleted]

Carlisle vendte blikket stille ned mod sine hænder igen. Det havde han jo såmænd ret i. Det sidste, som de havde brug for, var en sygelig far i sengen, som kæmpede for at komme på benene igen. "Det har du såmænd ret i, men alligevel. Her går vi og regner med at være forældreløse, og så er du her alligevel?" Han vendte blikket mod ham. Han kunne vel godt se, hvorfor dette var en svær situation for Carlisle at håndtere? Han havde jo ikke ligefrem regnet med, at skulle stå i en situation som denne!
Jo mere manden åbnede munden, des mere blev Carlisle overbevist om, at det var hans fader. Ikke at tanken gjorde ham noget, for han var uden tvivl savnet, men det var bare ikke lige på denne her måde, at han havde regnet med det. Han rystede på hovedet, hvor et smil alligevel ville brede sig på hans læber. "Du er virkelig den kendte Jason Nimanhra," sagde han morende.
Selvom Carlisle endnu skulle forsøge at finde ud af, hvordan han skulle ragere på denne nyhed, måtte han jo finde ud af det, som det nu kom og faldt ham naturligt. Og så håbe, at det ville blive bare lidt bedre med tiden. Stillingen ønskede han retur, hvilket ikke kom bag på Carlisle. Det ville dog heller ikke gøre ham noget at give ham den. Hvis nogen kunne honorere den, så var det da uden tvivl Jason. Han nikkede. "Du ved godt, at jeg ikke vil tøve med at give den til dig, far," sagde han direkte. Var han dog klar til at tage den.. nu?

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason tog det egentlig ganske afslappet, da han ikke ligefrem havde en grund, til at skulle gøre andet. Han forstod skam godt, at det havde været hårdt for dem, men hvorfor tænke over det, nu hvor han var der sammen med dem? "Og forældreløse, er I jo ikke ligefrem, når jeg er her," pointerede han med en kortfattet mine. De skulle ikke rende rundt og have ondt af sig selv. De var stærke, og de havde klaret sig igennem så meget. Han var her jo nu, og det var vel det vigtigste?
Var Carlisle virkelig i tvivl om, hvem han var? Og hvorfor han var der? Selv ønskede Jason naturligvis også at få sin stilling tilbage, og noget af det liv, som han havde haft dengang. "Hvordan kan du være i tvivl?" spurgte han med en sigende mine. At knægten glædeligt ville overdrage ham den stilling, som han havde haft førhen, var uden tvivl noget, som gjorde ham glad og tilfreds. Det var bare lidt af hans gamle liv, som han ønskede retur. "Udmærket. Jeg forventer at den bliver mig skænket indenfor kort tid. Du skal leve et ungt liv, Carlisle. Desuden.. har du haft kontakt med Isolde?" spurgte han direkte, som han igen lod hovedet søge på sned. Den gamle aftale, havde han trods alt heller ikke glemt.

[Deleted]

Tavst måtte Carlisle vende blikket ned mod jorden, som Jason måtte nævne Isolde. I sagens retmæssige omfang, så nej, det havde han ikke. Han var overhovedet ikke interesseret i at opretholde en aftale, som var blevet indgået på hans vegne, da han ikke havde været gammel nok, til at kunne sige noget til det! Han havde jo trods alt kun været en lille dreng dengang, det var sket.
"Nej, far, det har jeg ikke," sagde han lige ud. Her vidste han godt, at der intet godt ville komme ud af at lyve for ham. Han ville desuden også afsløre det, allerede med det samme, hvilket han i forvejen ikke var interesseret i. Han bed tænderne let sammen og rystede så på hovedet. Han var ikke interesseret i det, og det stod han gerne ved. "Jeg har til nu, klaret mig fint, uden at have en hustru ved min side. Jeg ønsker ikke at indgå i et tvangsægteskab," sagde han denne gang med en direkte stemme, inden han igen vendte blikket mod sin kære far. Han vidste godt, at hans forhenværende ægteskab med Elanya, havde været i ren og skær forretning og for landets skyld, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han kunne gå ind i noget så stort og så voldsomt med den samme tankegang.
"Jeg ser helst, at du får afbrudt den gamle aftale," afsluttede han. Han var en mand nu. Han kunne tage sine egne beslutninger.

[Jason Elvana Nimanhra]

At Carlisle ikke havde snakket med Isolde, kom egentlig ikke bag på ham. Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet. Et sted var det skuffelsen som meldte sig i hans krop og sind. "Jeg må sige, at jeg er skuffet, Carlisle," sagde han direkte.
Hvorfor kunne knægten ikke bare imødekomme de krav, som nu var blevet stillet, i stedet for alt det andet her? Jason rystede på hovedet og slog klik med tungen. Var det nu, at den unge knægt forsøgte at være voksen? Det var en kende for sent at være det i Jasons øjne. "Sandt. Du er ved at være voksen og stor min dreng.. Men som din far, forventer jeg da naturligvis, at du kan imødekomme de krav og forventninger, som jeg stiller til dig." Hans stemme var ganske rolig, selvom skuffelsen dog på ingen måde var til at tage fejl af. Den var i aller højeste grad til stede i øjeblikket.
Hovedet lod Jason søge på sned. Selv vidste han at tvangsægteskaber ikke altid var lige værdsatte, men om ikke andet, forventede han da, at hans egen søn kunne imødekomme dette krav. Det var vel ikke meget at forlange, var det? "Jeg afbryder ingen gammel aftale. En aftale er en aftale," fastholdt han sandfærdigt.

[Deleted]

Carlisle følte efterhånden, at han var ved at være gammel nok, til selv at tage sine egne valg, og tale for sin egen sag. Desuden var han overhovedet ikke interesseret i noget, som bare mindede om et tvangsægteskab! Han slog armene over kors, og med en meget fast og bestemt mine. Ikke at han kunne skjule det, og ikke havde han tænkt sig at gøre det. Han rystede let på hovedet.
"Jeg har ikke tænkt mig at imødekomme det krav, når det ikke er noget, som jeg selv har været med til," sagde han med en direkte stemme. Normalt ville han ikke sige sin far imod, men denne gang kunne han ikke ligefrem gøre for det. Overhovedet ikke. Han ønskede ikke at snakke om det, og han ønskede slet ikke at ægte en anden kvinde, som han slet ikke kendte, eller selv havde sagt ja til!
"Det er måske en aftale, fader, men det er ikke en, som jeg har indgået," sagde han med en direkte stemme. Lige hvad angik det her, havde han bestemt ikke tænkt sig, at give efter, og særligt ikke når det foregik på denne her måde. Han ville ikke give sig på det her, og særligt ikke hvis han kunne blive fri for det!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vendte blikket direkte i retningen af Carlisle. Det var bestemt ikke fordi, at han havde tænkt sig, at give sig på denne r, og særligt ikke når det var på denne her måde. Den aftale var ganske vidst ved at være oldgammel, men en Nimanhra løb aldrig fra et løfte, hvilket Carlisle skulle være gammel nok til at forstå! Han rystede på hovedet endnu en gang. Han var uden tvivl skuffet over sin søn i dette henseende.
"En aftale er en aftale, og som en sand Nimanhra, løber man ikke fra det," bed han ham af. Her havde han bestemt ikke tænkt sig at give sig, og særligt ikke, hvis han kunne blive fri for det. Han lod selv armene glide over kors. Her var det måske en voksen mand nu, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han fik lov til at skippe den aftale, som var blevet lavet på hans vegne, såvel som for en ung kvinde for rigtig mange år siden.
Hovedet lod Jason søge på sned. "Du er en voksen mand nu, Carlisle. Det er på tide, at du bruger den fornuft, som jeg ved, at du har mellem ørene," sagde han med en direkte stemme. Dette var ikke noget, som han havde tænkt sig, at fortsætte med at diskutre. Det var en lukket sag i forvejen.