Daddy's home, my dear boy..

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var bestemt ikke hvad Jason havde regnet med, af et gensyn med sin kære søn, men det var nu sådan at det havde udfoldet sig. Hans søn var uden tvivl gået hen og blevet et stærkt individ, som havde sine meninger og sine mål for livet, hvilket han skam havde respekt for, men det ændrede ikke på det faktum, at han ønskede denne aftale gjort mellem ham og Isolde. "Så er vi enige," sagde han tydeligt tilfredst. Så langt så godt i hans øjne.
Der var ikke nogen grund til at Carlisle pludselig skulle til at blive så tøsefornærmet og sur. Det var ikke noget, som nogen ville få noget ud af, hvilket han gerne stod fast ved i den anden ende. Jason lod armene glide over kors, og med en meget kortfattet og bestemt mine. "Nogen skal jo holde øje med jer," sagde han blot. Selvom han nok havde været mere omkring Silia end sine egne børn, så var det jo ikke noget, som han behøvede at sige højt. Han havde haft uafklarede sager. Ja, lige hvilke, havde han jo ikke rigtigt fundet ud af endnu.
Jason lod hovedet søge på sned. Hvorfor var han så sur? Det var der jo absolut ikke nogen grund til i hans øjne, og særligt således. "Ikke som jeg umiddelbart kan huske.. Gå ud og find dig en kvinde, Carlisle.. få dig en god og solid omgang. Du virker til at kunne bruge det," sagde han direkte. Jason var nu og da en Jason.

[Deleted]

Carlisle stirrede næsten forarget i retningen af Jason. At han overhovedet kunne få sig selv til at sige det, var slet ikke til at forstå. Her sad han, og forsøgte at få ham sammen med en anden kvinde, som han slet ikke ønskede at være sammen med, eller omkring for den sags skyld, og nu opfordrede han ham til at finde en, fordi at han havde.. brug for det? "Kun Jason Nimanhra, ville komme med sådan en kommentar," sagde han med en direkte stemme. Dengang han havde været lille, havde han ikke forstået sig på det. Nu var han blevet ældre, og så var sagen straks en anden.
Carlisle var uden tvivl værdig her. Han havde heller ikke tænkt sig, at blive her, mere ned hvad der måtte være højst nødvendigt. Han havde brug for afstand til sin far, også selvom det var første gang i det, som måtte være flere år nu, at han havde lagt øjnene på ham. "Jeg kan udmærket godt selv tage kontrollen over mit eget liv, fader. Det behøver jeg ikke dine råd til. Tag stillingen som rådgiver, men lad mig og mit liv være," sagde han direkte. Han havde ikke tænkt tænkt sig at blive her.
Langsomt måtte Carlisle ende med at rejse sig, uden at slippe sin far med blikket. Hans aften var ødelagt. Detvar første gang i flere år, at han havde det på denne måde. Han sendte ham blot en direkte fast mine, inden han passerede ham, for at forlade salen. Han havde uden tvivl fået nok.

//Out

[Jason Elvana Nimanhra]

Selvom Carlisle i øjeblikket, var begyndt at hidse sig op, så forholdt Jason sig egentlig ganske rolig, da han ikke havde en grund til at skulle gøre andet. Han vendte blikket mod ham. Var han overhovedet forundret? Han var tilsyneladende en meget trængende mand, eftersom det var den måde, han skulle omtale og håndtere situationen på. Han var ligeglad, hvis han skulle være helt ærlig, og det havde han heller ikke tænkt sig, at lægge det mindste skjul på. "I så fald, burde det ikke komme bag på dig," sagde han med en fortsat rolig stemme.
Jason så blot til som Carlisle rejste sig. Den unge mand var vred, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne, eller ville tage sig af for øjeblikket. Særligt når det var på denne her måde. Han rystede let på hovedet. Han var måske en voksen mand, men han opførte sig som intet andet end et barn for øjeblikket.
"Stillingen tager jeg skam til mig.. Men jeg agter stadig, at den aftale bliver opretholdt, min dreng," sagde han efter ham, som han valgte at forlade den fine pejsestue. Han rystede kort på hovedet, inden han selv rejste sig. Ikke just det gensyn som han havde regnet med, men et som satte tydelige spor. So, Jason nu var bedst til.

//Out