Daddy's home, my dear boy..

[Deleted]

Det var tydeligt for Carlisle, at hans kære far, ikke havde tænkt sig, at give sig på det her punkt. Tanken var naturligvis trist, for han havde ikke tænkt sig, at imødekomme det krav, som de nu stillede til ham. Han ville ikke, og særligt ikke, hvis han kunne blive fri for det! Han vendte blikket mod ham. Han var voksen, han var fornuftig, og vigtigst af alt, så var han i stand til at tage sine egne valg og sine egne beslutninger. "Jeg har ikke tænkt mig at imødekomme det krav, fader," sagde han med en direkte stemme. Svagt måtte han alligevel knibe øjnene sammen. Han fnøs ganske let, og vendte blikket hurtigt den anden vej. Det gjorde ham faktisk ked af det, at nogen skulle tage de valg fra ham!
En aftale var en aftale. Hvilket han udmærket godt vidste. Men behøvede han virkelig gøre det med denne? Det havde jo ikke noget med ham at gøre! "Men ikke et valg, som jeg har taget, og derfor hverken kan, eller vil jeg imødekomme det, fader," sagde han direkte. Han ville ikke, og det ville heller ikke komme på tale, og særligt hvis han kunne få det igennem. For en gangs skyld, havde han ikke tænkt sig at imødekomme sin fars krav, ønsker og forventninger. Første gang nogensinde, for han ville ikke! "Jeg bruger hvad jeg er udstationeret med. Jeg ønsker at være lykkelig med en kvinde, som du var med vores moder," sagde han direkte.

[Jason Elvana Nimanhra]

"Det er nok nu, Carlisle!" sagde Jason med en direkte, og noget mere fast tone. Alene det at skulle høre manden snakke om Lisa, var noget som gjorde ondt. Endnu var det hårdt for ham, at undvære hende, og særligt fordi, at der ikke havde været nogen kvinde forbi hans liv siden. Han havde ikke fundet noget, som kunne hamle op med, hvad den kvinde, havde været i stand til at give ham.
"Jeg forventer, at du imødekommer de krav og forventninger, som jeg har haft til dig, siden du var helt lille. Jeg kan godt forstå, at det ikke altid er lige sjovt, men til tider, er det en nødvendighed," sagde han med en ganske stilfærdig mine. Svært var det da også for ham, at indse, at hans børn var blevet så store, men okay, så havde han også været væk i det, som efterhånden måtte være en del år. Hvor mange år, havde det helt præcist været?
Jason vendte blikket direkte mod ham. "Til tider, er der ting, som bare er nødvendige, kommer til at ske. I det her tilfælde, kan du redde en ung kvinde ud af en uheldig situation. Det er ikke alle, der har permanent opholdstilladelse på sigt, min dreng," fortsatte han. Hendes familie var ærlig og fredelige. Naturligvis skulle de have lov til at blive her!

[Deleted]

Carlisle tav med det samme, som han hørte Jasons hårde stemme. Han forstod jo godt, at emnet omkring hans kære moder var et ømt punkt, men det var noget, som de ville være nødsaget til at snakke om på et tidspunkt. De kunne ikke fortsætte med at springe udenom. Det ville jo kun gøre ondt værre for dem alle sammen. "Du var glad sammen med hende, og jeg får end ikke lov til at være det samme, med en kvinde, som jeg vælger?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Et sted måtte han jo erkende, at det var en tanke, som uden tvivl skuffede selv ham.
Carlisle vendte blikket kort væk fra sin kære far. Det her var uden tvivl gået hen og blevet temmelig akavet, og særligt fordi, at det overhovedet ikke lød til, at manden havde tænkt sig, at give sig på det punkt. Han ønskede den aftale afbrudt, hvilket ikke kunne gå hurtigt nok.
"Jeg er ikke interesseret i en aftale af dem kaliber, med en kvinde, som jeg ikke er kendt med, fader.. Om det er nødvendigt, eller ikke," sagde han direkte. Han havde jo helt andre ting i hovedet end et ægteskab, og særligt med en kvinde, som han overhovedet ikke var kendt med. Det var slet ikke noget som han fandt retfærdigt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Jason virkelig havde været glad for Lisa, og at der ikke fandtes det, som han ikke ville gøre for hende. Nu var hun væk, og han var alene. Han vendte blikket mod Carlisle og med en yderst fast mine. Dette var slet ikke noget som han ønskede at diskutere. "Jeg var glad sammen med hende, som du kan blive glad sammen med Isolde," sagde han direkte. Den unge mand kunne lige så godt droppe diskussionen, for han ville ikke komme nogen vegne med den.
En aftale var en aftale, og Jason var ikke typen der løb fra den slags. Dette var så sandelig heller ikke noget undtag. Han rettede sig op. Den unge mand kunne lige så godt bare slå sig til tåls med, at det her, var noget som ville komme til at finde sted, hvad end om han ville det eller ikke.
"Hvis det er den opdragelse jeg har givet dig, har jeg fejlet som far, min dreng," sagde Jason lige ud, som han atter en gang, vendte blikket mod sin søn. Var han virkelig blevet så egoistisk, at han ikke kunne se, at dette ville være til gavn for alle parter? Det måtte han sande, at han uden tvivl havde svært ved, og særligt med den opdragelse, som han havde forsøgt at give børnene. Det var meningen de skulle hjælpe andre og vise sig fra den bedste side. Det var det sidste Carlisle gjorde nu.

[Deleted]

At snakke med Jason, var som at snakke for døve ører, hvilket allerede nu, var gået op for Carlisle. Ikke at det var noget som gjorde situationen meget bedre for hans vedkommende. Han bed tænderne tydeligt sammen. "Og hvad så, hvis jeg ikke gør?" spurgte han direkte. Han tænkte meget igennem tingene. Det havde han særligt gjort, fordi at han havde stået med ansvaret for alle sine mindre søskende.
Carlisle følte kun skuffelsen ramme ham. Han ønskede jo slet ikke at skuffe den mand foran ham, men kunne han ikke se, hvor han gerne ville hen? Det var uden tvivl en meget ubehagelig situation at stå i, som en ung mand, som endnu havde så meget man skule igennem i sit liv. Han brød sig bestemt ikke om, at det var sådan her, at det hele skulle foregå. Han rystede let på hovedet.
"Du har forsøgt at opdrage mig menneskeligt og dyrisk, far," begyndte han roligt. Han endte atter med at sætte sig ned. Der var ikke nogen grund til at blive stående. Denne diskussion ville komme til at vare i en mindre evighed. Det var da allerede gået op for ham. "Jeg kender hende ikke og jeg kender ikke hendes forudsætninger for at være i landet her," sagde han direkte. Han ønskede da at vide, hvad han havde med at gøre!

[Jason Elvana Nimanhra]

"Du har ikke mødt hende. Du har ikke snakket med hende, og du kender hende ikke, Carlisle. Jeg har ikke opdraget en kujon," sagde Jason direkte. Carlisle havde allerede i sit korte liv, været udsat for mange ting, som et barn slet ikke burde være, og det var ikke noget, som man kunne gøre det største ved uanset hvad, hvilket han jo var udmærket godt klar over i den anden ende. Han rystede let på hovedet. Han var uden tvivl skuffet over det, som hans egen søn præsterede for ham i øjeblikket.
Jason satte sig ned igen. Hånden lod han hvile mod armlænet, og med et meget alvorligt blik i øjnene. Dette var ikke en småting, som man bare håndterede på må og få. Han vidste at Isolde kom fra gode omstændigheder, selv på denne side af grænsen, og dette skulle naturligvis støttes. "Hendes familie er gamle kendinger af mig. De har gjort meget for os, Carlisle. Din egen moder er gravlagt med et smykke, som Isolde personligt har designet for hende, og om hun ikke ægtes, vil hun blive forvist.. Du kender reglerne for dvasianere på denne side af grænsen," pointerede han med en meget direkte stemme. De var heldigvis ikke ramt af dem, men de havde også langt flere muligheder, end hvad de fleste havde, og det var noget som de helt klart kunne udnytte i den forstand.

[Deleted]

Ordene slog uden tvivl hårdere på Carlisle, end hvad han nok lige var i stand til at beskrive. Han vidste jo godt, at hans far havde ret. Han var ikke en opdraget kujon, men tanken om et tvangsægteskab med en kvinde, som man slet ikke kendte, var en tanke, som han fandt skræmmende. Særligt fordi at han også rent så meget rundt med Aya, som det han nu gjorde. "Du har aldrig opdraget en kujon far, men du har heller ikke opdraget en mand, som står som sin fars nikkedukke," sagde Carlisle denne gang direkte.
Hvis der var nogen som kunne gøre Carlisle lille, så var det uden tvivl manden, som stod foran ham i øjeblikket. Denne gang forsøgte han at stå op for sig selv, selvom han godt kunne mærke, at det ikke var noget, som hans kære far ville lade ham gøre. Det var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for ham af den grund.
Ikke havde Carlisle fået med, at det smykke, som hans mor var gravlagt med, var et Isolde personligt havde lavet. Ganske vidst vidste han, at hun var gravlagt med et, men..? "Havde hun lavet det?" spurgte han pludseligt. Han rystede på hovedet. Nej, hans far skulle ikke have lov til at hylde ham sådan ud af den, og særligt ikke lige nu! "Vil Gabriel og Silia virkelig smide hende ud? Fordi hun ikke har en mand?" Han havde uden tvivl svært ved at forstå lige den del.

[Jason Elvana Nimanhra]

Straks synes piben, at have fået en anden lyd, hvilket var noget som passede Jason mere end fint. Han havde ikke opdraget en kujon, så nu var det da også kun på tide, at Carlisle virkelig viste sig som en mand! For det andet, var ikke noget, som han kunne bruge til noget som helst, og det ville han da gerne indrømme. "Og hvad skal det sige?" spurgte han kortfattet. Hans nikkedukke? Det havde han heller aldrig forventet. Det eneste, som han forventede i denne stund, var at manden accepterede den aftale, som var indgået på hans vegne, dengang han ikke havde været særlig gammel.
Jasons blik hvilede stift på Carlisle. Isolde havde selv designet smykket til Lisa, og smukt som det havde været, var hun naturligvis blevet begravet med det. Han havde uden tvivl elsket den kære kvinde, som han elskede og forgudede de børn, som hun havde sat til verden for ham, og kun det bedste havde været godt nok. "Jeg tvivler stærkt på, at de ønsker at sende hende ud af landet, min dreng, men regler er regler, og det er ikke nemt at være dvasianer her," pointerede han denne gang med en meget direkte stemme.
Jason forsøgte at slappe af, selvom det virkelig ikke var nemt for ham. Han kneb øjnene let og fast sammen. Kunne han ikke se hvor han ville hen med alt det her? "I bliver gift, hvad end om du vil det eller ikke," afsluttede han. Den del stod ikke til diskussion.

[Deleted]

Ingen af dem synes at ville give sig i denne sag. Denne gang var det dog bare Carlisle, som endte derude, hvor han kun måtte blive stædig, for der var selv grænser for, hvad han måtte finde sig i. "Du forventer ting af mig, som jeg ikke vil eller kan imødekomme, fader," sagde han direkte. Han var ikke den som lod sig koste rundt i manegen. Det havde været hårdt nok, at skulle undvære sin far.
Kun det bedste havde været godt nok til hans mor. Så langt, var de da enig, selvom det uden tvivl var kommet som en overraskelse for ham, at det var Isolde som havde lavet det. I det tilfælde, så måtte hun jo virkelig være dygtig. Han vendte blikket mod ham igen. Ikke at han ønskede at fortsætte diskussionerne, men at give sig, var heller ikke noget som kom på tale. "Hvorfor ikke bare bøje reglerne? De har jo bemyndigelsen til det," fortsatte han. Omkring hans far, blev han af en eller anden irriterende grund, den lille dreng igen, og det var noget, som efterhånden selv var begyndt at irritere ham. Det var den magt, som Jason havde over ham.
Carlisle ønskede ikke at blive gift. Ikke med en kvinde, som han ikke kendte. "Tiderne har ændret sig, kære fader.. fra dengang du var ung.. Jeg ønsker ikke at imødekomme de krav," fastholdt han stædigt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det her var en diskussion, som ingen ende ville tage. Jason havde bestemt ikke tænkt sig at bakke ud, hvilket Carlisle udmærket godt vidste. Havde Jason først sat sig noget i hovedet, så var det en tanke, som han ikke kunne slippe igen. "Naturligvis kan du det," fastholdt han kort for hovedet. Det var skam ikke fordi, at han havde tænkt sig at give den unge knægt noget andet valg i denne her situation. Så negativ som Carlisle var, måtte han da virkelig have hoppet langt udenom kvinder. Han havde brug for en i sengen. Det var hans endelige overbevisning.
Jasons mine forblev meget alvorlig. "Som deres rådgiver, burde du vide, hvorfor de ikke kan gøre nogen forskel og undtag af de regler og traditioner, som er her," pointerede han med en kortfattet stemme. Silia kæmpede dagligt med det. Så meget vidste han, og det havde han gjort i mange år. Han havde jo trods alt været omkring.
Jason lænede sig en anelse frem og uden at minen forandrede sig. "Tror du virkelig, at jeg giver dig noget andet valg, Carlisle?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. For så kendte knægten da overhovedet ikke sin gamle far.

[Deleted]

Vrede og frustation, begyndte at melde sig ved Carlisle, for denne situation, var slet ikke af typen, som han brød sig om at være i. Hvad var det, der fik hans kære far til at tro, at han kunne tage denne magt og denne kontrol fra ham? Det var der virkelig ikke nogen der kunne! Han spændte i hele kroppen. "Jeg gør det ikke," sagde han direkte. Han var måske ikke opdraget til at blive en kujon, men det her, det gjorde han altså ikke!
Selv vidste Carlisle jo godt, at Silia og Gabriel ikke kunne gøre undtag de gamle regler og de gamle traditioner, men det gjorde det da ikke mindre retfærdigt af den grund, kunne man jo sige. Han rystede let på hovedet, inden han igen vendte blikket væk fra sin kære far. Hvilket glædeligt gensyn mellem far og søn. Han ville næsten ønske, at hans kære far ikke var dukket op, for det her var jo ikke til gavn for nogen. "Jeg ved det jo godt," endte han direkte, inden han igen vendte blikket mod Jason.
Jason havde tilsyneladende ikke tænkt sig, at give ham noget andet valg. Ikke at det var noget, som gjorde situationen meget bedre for ham. Han ønskede ikke at ægte en kvinde, som han slet ikke kendte! "Jeg beder heller ikke om noget valg.. jeg gør det ikke. Det valg har jeg allerede taget," fastholdt han med en kortfattet mine.

[Jason Elvana Nimanhra]

Den stædighed, var bestemt ikke noget som kom fra fremmed, af hvad Jason vidste. Det måtte være fra ham, såvel som det var fra Lisa. Selvfølgelig glædede det ham, at se knægten have spor efter sin mor også, men lige her, var det ikke noget som kom nogen af dem til gavn. "Jo du gør," sagde han kort for hovedet. Den del, var altså ikke noget, som skulle have lov til at stå til nogen diskussion, hvilket han gerne stod fast på i den anden ende. Han sendte sin søn et strengt og næsten advarende blik. Han kunne lige så godt droppe at fortsætte den herfra.
At gøre undtag, var kun noget, som ville svide til den smukke Silias egen ende, og det var der ikke nogen af dem som ønskede, og det vidste Jason udmærket godt. Lige nu var Procias et hårdt land at regere i, så det var også fint, at hun havde Gabriel ved sin side, såfremt at de huskede at finde tid til hinanden. "Nok har jeg været død i mange år, men jeg har aldrig været væk. Jeg har altid været omkring," fortalte han kort for hovedet.
"Det har aldrig været dit valg at tage, min dreng. Jeg skal nok få arrangeret et møde mellem jer to," sagde han blot, som han atter satte sig op og godt tilbagelænet i sin stol. Nu hvor han kunne røre ved ting igen, var det en fantastisk fornemmelse.

[Deleted]

Carlisle havde naturligvis arvet ting fra begge sine forældre, og lige nu var det en stædighed, som uden tvivl måtte være kommet fra dem begge to. Han kneb øjnene let sammen. Han var ved at blive godt frustreret, for uanset hvad han sagde, fejede Jason det af banen. Det var bestemt ikke en tanke, som han måtte finde retfærdig! "Du er virkelig håbløs," sagde han direkte, som han igen lod armene glide over kors. Han ønskede ikke at imødekomme det krav!
Naturligvis ønskede Carlisle ikke, at Silia og Gabriel skulle ende i problemer, men var det så retfærdigt, at tørre den af på ham? Det ville han bestemt ikke mene at det var! "Det kommer ikke engang bag på mig.. At du har været omkring.." Igen vendte han blikket i den modsatte retning. Han ønskede bare ikke, at det skulle være på denne her måde. Det var virkelig ikke retfærdigt!
Carlisle rystede på hovedet. Han var virkelig frustreret. "Uanset hvad jeg siger, så skifter du næppe mening," pointerede han kortfattet, inden han igen vendte blikket mod ham. Han sitrede. Han var ved at være godt frustreret. Han fandt det på ingen måder retfærdigt, at det var ham, som det skulle gå ud over, og særligt fordi at han intet havde haft med det at gøre.

[Jason Elvana Nimanhra]

Til tider gjorde man, og var man nødsaget til at gøre ting, som man egentlig slet ikke ønskede at gøre. Dette var jo så en af tingene. Selvom Jason ikke var et sekund i tvivl om, at Isolde og Carlisle kunne gå hen og blive gode for hinanden, og særligt fordi at hans søn jo altså desperat havde brug for en kvinde i sit liv efterhånden! Nu hvor knægten ikke selv kunne tage sig sammen til tingene, så måtte han jo trods alt gøre det for ham. "Det vil jeg nu ikke påstå," sagde han direkte. Denne gang med et kort træk på den ene mundvig.
Det var på ingen måder det glædelige gensyn Jason havde regnet med at få med sin søn, men nu var det jo så sket alligevel, og ikke havde han tænkt sig, at gøre noget ved det. Det eneste som han egentlig kunne tænke på var.. hvor var hans barnebarn? Endnu var der mange løse ender, som han måtte finde ud af. Han måtte opsøge Marius og finde ud af det. "Naturligvis.. Jeg har fulgt mere med, end hvad I nok tror," sagde han med en direkte stemme.
Carlisle var frustreret, hvilket var noget som Jason godt kunne forstå, men i hans øjne, var dette nu og da, alligevel gået hen og blevet en direkte nødvendighed. "Det har du ganske ret i," sagde han direkte. Hvorfor lægge skjul på den slags ting?

[Deleted]

Hvilket glædeligt gensyn dette viste sig at være mellem far og søn. Carlisle kunne ikke undgå at bide sig fast i skuffelsen ved det, og det kunne uden tvivl også godt mærkes. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han fandt bestemt ikke dette retfærdigt på nogen måde. Han havde da lige meget krav og ret til sit liv, som enhver anden havde, og det var bare ikke sådan at han følte det lige nu. "Nej, selvfølgelig gør du ikke det," sagde han kortfattet.
Carlisle ønskede mest af alt, bare at få lov til at leve sit liv. At være en Nimanhra var tilsyneladende ikke nogen nem ting, og han kunne ikke engang gøre noget som helst ved det, hvilket da uden tvivl, var en direkte irriterende tanke. "Overvåget af sin egen afdøde far.. Hvilken fantastisk tanke," mumlede Carlisle irriteret for sig selv.
Den barnlige opførsel, var ikke noget som Carlisle tænkte over lige nu. Nu havde hans far jo direkte valgt at tage hans liv i hans hænder, og forventede nærmest, at han kunne folde og forme det, som han nu gerne ville. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for ham. "Nu hvor vi er i gang, har du mere, du vil proppe nedover hovedet på mig?" spurgte han denne gang med en direkte stemme.