Let the game begin!

[Cale Joseia Nightgale]

Cale rystede let på hovedet. Det var virkelig ikke op til hende at undskylde, for hun havde intet at undskylde for. Det var vel bare ham, som skilte sig fra det typiske ved en kentaur? Men okay, nu havde han heller ikke haft det typiske liv, kunne man da sige. "Det skal De ikke tænke på," bad han med en rolig stemme. Han rystede let på hovedet. "Ej er det Deres fejl. Jeg er blot vant til at hånden fører smerte eller en pisk med sig.. Ej kærtegn og lindring," forklarede han roligt. Det var da virkelig ikke hendes skyld. Det skulle hun da endelig ikke tro.
Cale stillede sig tæt op af tremmerne, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Det var ikke fordi at han kunne lade være. Han var uden tvivl fascineret af hendes væsen, og derfor var han jo heller ikke meget for at lade hende gå, men at lade hende blive stående her, kunne jo vise sig, at blive mindst lige så farlig. "Det vælger jeg så at tage som en god ting," sagde han endeligt, som han let nikkede til hende. Han blev stående. At døren gav sig lidt, var bestemt ikke ensbetydende med, at den kunne sparkes op, og han ville i hvert fald ikke anbefale hende at prøve. Han havde desuden lænken om sit bagben, som var mere end kraftig nok til at holde ham - desværre. Det var begrænset hvad man kunne gøre. "Byen er farlig.. Allerede alene, tiltrækker De en opmærksomhed, som kan vise sig at være fatal," endte han sigende. Folk var begyndt at kigge hen mod dem. Han brød sig ikke om det!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som hun stod der tæt op af tremmerne så bryste måtte blive presset ind mellem to mellem rum i tremmerne. Hun lytte til det han sag, og det gjord ondt og vide han hade svært ved at modtage hendes kærtegen på grund af hans liv og det han hade lært. Hun så på ham ”det okay.. bare rolig jeg har ikke tænkt mig og gør dig noget ondt over hovedet!” forsikre hun ham om mens hun bare så op på ham, hun smile bare som han tog det som en god ting det hun hade sag. Hun smile blidt og så bare på ham hun droppe tanken med at sparke døren op det due ikke når han var lænket eller når der var så mange andre mennesker rundt omkring. Hun smile svagt og så på ham, som han sag det var farligt og være i byen. Det hade hun hørt før men hun hade slet ikke særlig mange erfaringer omkring byen så hun var vel meget naiv og tro hun var uden for fare i byen, ”jeg ikke bange.. og jeg tager gerne chancen vis det betyder jeg kan snakke med dig lidt.. ved godt det lyder temmelig naivt men sådan har jeg det ” hun så på ham, hun lag ikke mærke til folk kigge på dem for hade de ikke gjort det længe nu? hun lage i vært fald ikke mærke til det mere hun hade fuld fokus på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Som hun stod der foran ham, og nærmest presset sit bryst op mellem tremmerne, måtte Cale igen trække sig, for ikke at ende med de forkerte tanker. Han havde ikke været med en kvinde, siden han ikke havde været særlig gammel, og det var ved at være temmelig mange år siden. Det satte uden tvivl de helt forkerte tanker i ham, og han ønskede jo heller ikke at skræmme hende væk! "Jeg ved godt, at De intet ondt ønsker mig. Intet ondt har været i Deres intentioner, frøken Mydall," sagde han tydeligt respektfuldt. Igen måtte han jo anse hende af en højere rang, end hvad han var, og derfor måtte hans tale følge hende således.
At sparke døren ud, ville ikke være til gavn. Han var skadet, og han var lænket, så det ville være umuligt for ham, at søge nogen steder hen. Ikke at det var noget som han ønskede at snakke højt om, for han skulle jo vise sig, at være stærk, og det gjorde han jo ikke ligefrem, hvis han stod og peb over at han havde ondt. At hun kunne lide så godt, at snakke med ham, kunne han derimod godt lide. Han lod hænderne falde, inden han igen søgte tættere på. Hvis ikke tremmerne havde været i vejen, havde han nok lagt mere i det.. men det kunne han ikke. Desværre ikke. "Jeg vil bare ikke have, at noget skal ske med Dem. Derfor burde De også gå snart.." afsluttede han. Nej, det var ikke en tanke, som faldt i god jord, men hvad skulle han da kunne gøre ved det?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han trak sig væk fra hende da hun trykke sig mod tremmerne, hvorfor gjord han det? Hade hun gjort noget forkert? Eller blev han utilpas ved hende? Hun så på ham som han snakke og sukke lydløst ved han blev ved med og snakke til hende på den måde ”jeg ville fortrække vis vi kunne bliv dus.. vil det være okay for dem?” hun så på ham som han igen kom tætter på, hun trak sig en smule bare nok til bryst ikke blev presse så meget mod tremmerne. Hun så på ham, ”det sødt af dem og bekymer dem om mig.. men jeg bliver.. i vært fald lidt i nu.. ” hun så på ham og smile blidt og igen lod hun hånden søg ind og op mod hans kind, nu hvor han var så tæt på kunne hun beder rør hendes kind, hun så bare på ham hun ville ønske tremmerne ikke var der hun hade lyst til og give ham et kram eller bare hold hans hænder og stå bare en smule tætter, og tage ham med ud i skoven hvor hun jo altid var, måske hygge ved floden. Hun så på ham og smile bare blidt til ham mens folk begyndt og se mere på dem og der begyndt også og blive snakke mere for det var jo et sært syn en kvinde stå ved en celle og snakke med en slave og så ind da var de to kentaure i steden for normale standart slaver.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var ikke fordi at Mydall gjorde noget forkert. Det var bare ikke en opførsel som Cale typisk havde været vant til, og det var jo egentlig det, som han handlede og reagerede på. Han var ikke vant til at stå en kvinde så nær, og særligt ikke på denne måde. Hun ønskede de skulle være dus? Det vidste han ikke om han kunne, da han som sagt, nærmest var opvokset med denne form for tale til en kvinde, eller en af anden rang end ham selv. "Jeg beklager.. men jeg skal forsøge," sagde han endeligt. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at stille hende utilfreds.
Som hun igen rakte sine små hænder ind mellem tremmerne og lod den stryge over hans kind, tillod han nu alligevel at skulle nyde det. Det var i hvert fald sådan at han havde det. Det var vel ikke så slemt, var det? Han sukkede let og vendte blikket mod hende igen. Han ønskede ikke, at hun skulle blive der for længe, udelukkende fordi at han vidste, at det var farligt. Han kunne jo se, at folk allerede nu, måtte kigge mod dem og føre egne samtaler. Og hvad snakkede de om? Han ville jo ikke have, at noget skulle ske hende. Snakke var de lidt for gode til i hans øjne. "Du burde gå nu," endte han sigende. Til det, valgte han også at trække sig en anelse fra hendes hånd, og derved brød hendes kærtegn. Måske at det var med til at få hende til at gå? De måtte nemlig ikke fange hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke, de tanker han gjord sig om hun bade ham være dus med hende kendt hun ikke til. Hun så på ham og smile blidt ”jeg forlanger heller ikke mere ind du bare prøver cale” hun smile blidt til ham og nød enlig og stå og nusse hans kind, hun ville sådan ønske hun kunne gør mere for ham. Hun så på ham som han sukke let og smile bare og gætte på han nød hendes kærtegen. Hun så på ham som han så trak sig væk det gjord hende faktisk trist at han sag hun burt gå, men han hade nok ret. Hun trak langsomt armen til sig og så på ham, ”okay…jeg går nu..” hun så på ham og smile bare svagt som hun begyndt og bakke langsomt, hun hørt nu folk snakke temmelig meget faktisk og folk stod jo nærmest i bue omkring dem. Det her var ikke så godt kunne hun godt se og hun så også nogle komme mod cellen nu hvilke fik hende til og bakke mere og noget hurtigere så hun tabt den fersken hun hade tilbage, ned på jorden så den drille mod cellen. Hun måtte heller komme væk for det her kunne godt ende skidt for hende, hun begyndt og vende rundt så hun kunne komme den rigtig vej frem, når hun altså hade fået vendt sig rundt og komme forbi de mange mennesker der stod og stirre på hende med alle mulig slags blikke.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale kunne godt love Mydall, at han ville prøve, men om det ville lykkedes ham i længden, vidste han desværre ikke. Det var svært, selv for ham, at stå i denne situation, og særligt fordi, at han i forvejen ikke var vant til, at nogen snakkede med ham, som var han noget værd. "Det værdsætter jeg," sagde han med et stille smil på læben.
At andre var begyndt at samle sig og snakke om dem, brød han sig ikke om, og særligt fordi, at han vidste, at det kunne sætte hende i en temmelig uheldig situation, og herfra, kunne han jo ikke ligefrem gøre noget for at hjælpe hende, og det var også det, som gjorde ham lidt mere årvågen. Hvis noget skete, så svor han..! Som hun tabte sin fersken, bukkede han forsigtigt ned i hans forben, for at samle den op. En fersken. En af hans yndlingsfrugter, var pludselig gået op for ham. Han vendte blikket mod hende. Folk stirrede sådan efter hende, og det kunne han ikke lide. Slet ikke, når det foregik på denne her måde, hvor han intet kunne stille op med det. "Vær nu forsigtig.." endte han dæmpet. Han trak sig mere ind mod mørket af cellen. Han brød sig slet ikke om alle de blikke, som folk gav ham.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham hun hade blot smile, hun kunne slet ikke forstille sig hvor hårdt det måtte være og vende sig til at nogle snakke til en efter så lang tid, der var faktisk mange ting omkring cale hun ikke helt forstod fordi hun aldrig hade være en slave. Hun så rundt som folk snakke og hun syntes den snakken blev højre og højre. Hun så mod ferskene der rulle og endt hos cale der samle den op, og hun kunne lig høre han bad hende vær forsigtig. Hun nikke bare som hun kigge rundt og vagter nærme sig lidt hurtigere ind hun lig brød sig om, hun hade aldrig rigtig set nærmer på en vagt før mens tros hendes nysgerrighed trak i hende for hun skulle blive og se, kunne hun mærke fornuften rive i hende og i sær da nogle af folkene der hade stået der længst og se på pege på hende efter at have fortalt hvad han hade, set kom hun enlig rundt og begyndt ellers første og gå ind mellem folk for at komme frem ad hun måtte heller søge helt til skoven og vente med og prøve og hjælpe cale lig nu, for det her kunne godt enden grimt. 


//Out

[Cale Joseia Nightgale]

Selv vagter var begyndt at samle sig her, hvilket heller ikke var noget som Cale brød sig om, som han igen slet ikke ønskede, at Mydall skulle komme noget til. Var det underligt, at han gjorde sig de tanker? At se en kentaur, ligesom ham selv, som endnu havde sin frihed i besiddelse, så var det jo heller ikke noget som han ønskede at se hende miste, og særligt, hvis han kunne blive fri for det.
Blikket søgte ned mod den lille fersken, som han havde i sin hånd. Han trak kort på smilebåndet. Denne dag, ville han dog sent glemme. Han kunne jo kun håbe på, at det ikke ville være sidste gang, han ville komme til at se hende. Det var det han håbede i hvert fald. Han sank klumpen, hvor han alligevel spiste den fersken, som han havde i hånden. Kernen lagde han ned i en af de små tasker, som han havde omkring sit liv. Den ville han give til hende, når han igen ville få muligheden for at gøre det. Han hævede blikket atter en gang. Hans herre ville snart komme, for de andre var ved at komme. De havde våben og andet i hånden. To søgte ind til ham, hvor de frigjorde hans bagben fra lænken, som holdt ham på plads. Der til blev der lagt de transportable lænker om hans ben i stedet for, så han ikke kunne tage de store skridt - med andre ord, kunne han ikke løbe nogen steder. Derfra blev han ført ud på gaden, for at blive ført tilbage til hans herre. Mydall så han efter. Heldigvis for ham, så var hun allerede væk fra stedet her.

//Out