Let the game begin!

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall Lupita Vivar

---

Det var ved at være tidlig morgen. Der var endnu ikke særlig mange mennesker og væsner omkring den store Arena. Cale  stod sammen med en række andre, som skulle være klar. Ikke var han kategoriseret som en gladiator endnu, og det ville han nok heller aldrig blive. Han var blot hvad man kunne kalde for et stykke legetøj, for de andre som skulle bruge det til øvelse og træning. Han var stor, og kunne holde til lidt af hvert. 
Cale kneb øjnene let sammen. Legene i Arenaen strakte sig over rigtig lang tid, og nu stod han så her. Endnu en gang.. endnu en leg.. endnu et år. Nu havde han efterhånden gjort det i rigtig mange år, så han kunne næsten ikke huske, hvordan det var at være fri. Lænker var låst fast om hans bagben, så han ikke kunne komme nogen steder, og her stod han så.. På rad og række, sammen med de resterende. 
Cales krop var præget af ar og mærker som han havde pådraget sig igennem kamp og strid over de sidste rigtig mange år. Mange af dem, havde aldrig fået lov til at heale ordentligt. Han havde været heldig, at han overhovedet var i live endnu. Det var vel bare et spørgsmål om tid, inden det atter en gang ville vende? Hånden strøg over det halvlange hår, hvor han samtidig slog let med halen. I princippet et pragteksemplar af sin slags. Han havde bare aldrig fået lov til at dyrke det. Han havde ikke set en kentaur som sig selv, igennem rigtig, rigtig mange år.

[Mydall Lupita Vivar]

Det var så sjælden mydall var i byen hun holdt sig helst til skoven, men hun kom da ind i mellem når hun hade skudt noget vildt for så og sælge dyret til en slagter eller hvem der nu ellers hade lyst til et død dyr og dens skin. Hun hade solgt et par hare og så et par fugle og hade tjent en smule ikke meget og prale af og hun brugt enlig ikke pengene som sådan hun brugt dem mest på og købe ting der var fra fastlandet for hun var fascineret over denne verden hun aldrig hade set før. Hun gik gennem byens gader, til hun kom til arenaen hun kunne høre masse vis af larme der fra og stemmer i hvad tusinde vis? Hun hade aldrig være der inde før men hørt om det. Et sted med underholdning var det vist? Af hvilken slags kendt hun ikke til. Nysgerrigheden tog over hende og hun gik der for ind og med lidt besvær kom hun op til tilskuer pladserne ikke just helt designe til en kentaur men hun kunne stå der ved en af de mange udgange fra tilskuer pladserne hun kigge ned i arenaen og kunne se en masse stå på række her blev de sølv grå øjne fanget af et bestemt væsen, en kentaur! Og hvordan var det dog han så ud, alle de ar.. hvad var der dog sket med ham? Hun blev ståenden hun begyndt helt og fortryde hun var komme til arenaen. Hun stod stille, selv om hendes hvide pels og ekstrem lyse hår nærmest skinne i solen, på ryggen var hendes bue og om live hang hendes pile cover fyldt med pile, hun holdt øje med hvad der skete, hun var stadig lidt nysgerrig men hun fik mere og mere lyst til og gå igen og tilbage til skoven hvor hun følt sig sikker.

[Cale Joseia Nightgale]

Kampene for livet i Arenaen, var gået hen og blevet Cales liv. Efter hans familie var blevet slået ihjel på baggrund af en gammel gæld, så var han tvunget hertil. Han kunne end ikke huske hvordan livet uden lænker var.. hvordan livet uden smerte, død og lidelse måtte være. Han var en drømmer.. han drømte om det, men vidste end ikke, om det han gjorde sig af tanker, var realistisk. Svagt bed han sig i læben. Folk begyndte at samle sig. Det var dog der, at hans øjne måtte lade sig fange af et smukt hvidt væsen. En.. Kentaur? Midt i byen?
Hvor længe Cale egentlig stod og så på hende, vidste han ikke. Smuk var hun på denne afstand, så kunne han da kun gøre sig tanker og forestillinger om, hvordan det måtte være hvis han fik muligheden for at komme tæt på hende.
Tankerne blev dog brudt, da en mand hævede pisken og slog med den. Denne gang ramte den Cale over ryggen. En tydelig rød stribe løb over ryggen, også selvom han knapt bed sig mærke i det. Han var efterhånden så vant til at blive slået, at han ikke reagerede synderligt på det mere. Han lukkede øjnene let. Hver og en af dem fik stukket et sværd i hånden. "Opvarming, slaver.. I skal holde gladiatorerne igang," sagde han kort for hovedet. Cale fik stukket et sværd i hænderne. Lænken forblev fastlåst omkring hans bagben, hvilket forhindrede ham i at bevæge sig for meget. Lyden af hornet lød, som folket var kommet op på tilskuerpladserne. Det hele gik igang. En kæmpe port endte med at gå op, hvor gladiatorer i den fineste form og med de nyeste våben, stormede frem. Cale vendte sig mod dem. Klingerne mødte hinanden.. Kampen var igang.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod stille og så på alle slaverne, hun fik ondt af dem hvordan var de dog endt på den måde. Hun kunne jo se de skader og ar de hade, hun kunne ikke forstille sig hvor ondt det måtte have gjort og få de skader de så ud til at være komme over tid. De sølv grå øjne hvile dog på kentauren der stod der nede, hun øjne kontakt med ham og stod bare roligt mens hun så på ham, hun sendt ham et lille smile nok ikke så nemt og se. Hun så bare på ham, så mange ar hvor længe hade den mand dog være der? Hvorfor var han der? Hvorfor hade han ikke være rejst væk fra alt det her? Mange tanker løb gennem hendes hoved til lyden af pisken lød og hun i chok bakke en smule tilbage og var tæt på og sætte sig på røven, hun tog sig dog sammen og kom tilbage på sin plads hun gik helt hen til kanten ved tilskuer pladsen og lage hænderne på det lave sten hegne der søger for tilskuer ikke vælte ned i arenaen, hun så på kampen dog var det tydelig hun ikke fandt det underholdene lig som alle andre der juble og bue og heppe. En skrækkelig larm i hendes øre, hun gemt ind i mellem ansigt nå det så grimmest ud men kigge altid igen fordi hun var så skide nysgerrig! Forbande det nysgerrighed! Hun holdt øje med cale, det var ikke fair at han skulle kæmpe med bag bene lænket! Han var jo hæmmet sådan, hun ville ønske hun kunne hjælpe men hun var ingen kæmper, hun var kun godt til og ramme plet med sin bue og jage ellers var hun alt for sød og blid til sådan noget.

[Cale Joseia Nightgale]

Det her havde været Cales liv i rigtig mange år nu. At kende sin frihed og sine rettigheder, var glemt for ham. For nu handlede det udelukkende om overlevelse, og det var det eneste, som han overhovedet kunne tillade sig, at tænke på!
I takt med at kampen tog til, måtte han igen glemme den smukke kentaur, som han havde set på tilskuerpladserne. Hvad hun overhovedet havde lavet der, havde han ikke nogen anelse om, men for nu, måtte han kæmpe for sin egen overlevelse. Skrig og blod stod ud til alle sider. Cale var uden tvivl hæmmet af den lænke som var låst om hans ene bagben. Det var meningen. Det var jo slet ikke meningen at slaverne, skulle komme sådan over dette! Skrammer havde han fået, men ikke noget voldsomt endnu. Han endte med at stejle, for at sparke ud efter den gladiator, som kom for tæt på. Han ramte ham direkte i ansigtet.

Som tiden gik og kampen gik mere mod sin ende, stod Cale som en af de få tilbage, sammen med en lidt for stor bunke gladiatorere. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han hørte knapt tilskuerne, som hans fokus måtte ligge helt andre steder, end på dem. Det gjaldt hans overlevelse atter en dag. Han svang sit sværd, som blev blokeret af modparten. Dertil handlede gladiatoren hurtigt og fremdrog en kniv. Han drejede rundt om sig selv, og huggede den direkte ind bag Cales venstre forben. Han skreg kraftigt op, og endte igen med at stejle og sparke ud efter manden. Dertil endte kampen.
Hvor længe den havde varet, vidste Cale ikke. De døde kroppe blev hentet og de tilskadekommende, blev hjulpet ud. Cale derimod, blev lagt i yderligere lænker og ført bort. Han blev bragt til en celle, som grænsede ud til gaderne, hvor han skulle vente på at hans herre ville hente ham. Han haltede med ud.

[mydallmobil]

Mydall stod og så på. Hun brød sig bestemt ikke om synet det var jo sindsygt! Det var umenneskelig! Og langt fra hvad hun nogle sinde hade set en kentaurer gør. Hun så på til det var slut hun så godt kentaurer blive såret og hun følt næste smerten selv aldrig hade hun set så grimt et sår. Hun var heldigt at have levet i sikkerhed

da folk begyndt og gå og forlod arenaen fuldt hun kentauren med øjene og så efter ham inden hun gik med ud lig som alle andre. Da hun enlig kom ud gik hun lidt væk og fik så øje på kentauren igen og så han blev placer i en celle ud til gaden. Hun så rundt mund hun skulle snakke med ham hun bed sig i læben inden hun tog om det stykke læder der sad om hendes stor bryst og valgt og gå hen og købe lidt frugt hun var sulten men det var han sikkert også. Hun gik der efter hen til cellen og kigge ind og fandt en fersken der lig kunne komme gennem trammen plus hends hånd "er de okay?" Hun så ind mod ham og sendt ham et varmt og venligt smile.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var vant til at kæmpe for sit liv, og komme tilbage i cellen. Her blev han normalt tilset, behandlet, og så skulle han igen i Arenaen dagen efter. Sådan havde det nu været igennem rigtig mange år.
Denne gang måtte han dig halte. Det ville blive et kæmpe problem under næste kamp, så meget vidste han, og det var i forvejen, ikke en tanke, som faldt i hans helt gode jord. Cellen blev han ført ind i, også med et blødende forben. Han forbandede det virkelig langt væk! Han rystede let på hovedet af sig selv. Han undlod for nu, at støtte for meget på det. Det var nemlig ikke ligefrem første gang.
Den kvindelige stemme, var noget som hurtigt fangede hans interesse, og særligt med den lille fersken, som hun førte mellem tremmerne med sin hånd. Burde han tage imod? Han vendte blikket mod den, inden han forsigtigt hævede hånden og tog imod den. "De burde slet ikke snakke til mig," endte han med en høflig stemme. Han var af slavestand, hvor hun derimod endnu havde sin frihed. Det var vel kun noget, som han direkte kunne misunde hende for? De mørke øjne gled mod hende. Han var beskidt og flere steder, var han dækket af blod. Ikke just hans eget, men hans modstanderes. "Men jo.. Jeg har det meget bedre nu," fortalte han ærligt. Han sendte hende et prøvende smil.

[mydallmobil1]

Mydall stod roligt og så på ham. Det blødene forben bekymrer hende en del. Det så meget smertefuldt ud og vis han skulle kæmpe igen. Ville det ben ikke gør det et hak beder. Hun så godt han var beskidt og hade blod på sig som hun godt kunne regne ud ikke var hans. Hun smile dog forsat mildt til ham. "Ikke? Hvem skulle forbyde mig det?" Hun smile bare blidt til ham. Hun så på ham som han tog fersken og smile og var glad for han tog den. Hun smile som han sag han hade det beder "og deres ben? Det ser slemt ud" hun kigge ned mod hans ben og stod roligt og så på ham mens hends hale svinge lidt bag hende for at holde fluer væk. "Hvorfor slogs de? Har aldrig set en kentaurer slogs på den måde... faktisk har jeg aldrig set en slogs" hun tog på han som hun tog en anden fersken og tog en lille bid af og nød sødmen fra frugten og duften der kom fra den det var hendes yndlings frugt den passe bare godt til hendes syntes hun sød og hade så lys en farve.

[Cale Joseia Nightgale]

At blive snakket til af en kentaur, og et væsen udenfor Arenaen, var aldrig noget, som han egentlig havde retten til. Et sted misundte han hende jo for hendes frihed, velvidende om, at det var noget, som han selv kunne skyde en hvid pil langt efter, for det ville vel ikke komme til at ske? "Jeg må ikke tale med Dem på den anden side af tremmerne her," sagde han ærligt, som han hævede blikket mod dem. Svært og hårdt, som det nu måtte være, så kunne han ikke gøre noget ved det. Det var hans liv, og nu hvor hun havde den frihed som hun havde, så burde hun da uden tvivl nyde den.
Den lille fersken tog han mere end glædeligt til sig, og tog en god bid. Smerte, pinsel og tortur, var hans liv præget af ,så det ben, var ikke rigtigt noget som han tog sig af lige nu. Han sukkede næsten lettet. Det var fantastisk med noget friskt for en gangs skyld! Særligt i forhold til hvad han var vant til at få. Han vendte blikket efterfølgende mod hans ben. "De skal ikke tiltale mig på den måde, frøken.. Jeg er intet specielt," sagde han. Den fine og fornemme tale, behøvede hun dog ej at bruge mod ham. Hun var hævet langt over ham. Han fik spist det sidste af den lille fersken, inden han rakte hende kernen. "Tag det, og plant et træ. Det vil komme mange til gavn senere," sagde han endeligt. Han lod blikket søge til hendes. Hun havde aldrig set en kentaur i kamp og krig? "Det er meget enkelt.. Sloges jeg ikke, mister jeg livet," fortalte han direkte. Dette havde jo været hans liv i rigtig mange år nu.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare ved han hade tage fersken og at hans spiste den, hun smile og så på ham som han snakke om han ikke måtte snakke med hende fra hans side af tremmerne ”åh hvorfor ikke? Hvorfor sider de enlig der?” hun så på ham som hun lod ham spise, hun rakt roligt hånden ind og tog i mod kerne mens han snakke. ”alle er speciale på vær deres måde” hun smile og så på ham ”bare kald mig Mydall frøken lyder helt forkert i min øre” hun smile bare og så på ham og tog kerne til sig og smile bare og kigge på den, og nikke enig med ham i kerne kunne blive noget mange fik gavn af når træt først rigtig var vokset sig stort og bar frugt. Hun så på ham og smile ikke ved det næste han sag, ”hvordan er du dog havne i sådan noget? ” spurt hun og lød tydeligvis bekymret mens hun bare så på ham med de sølv grå øjne, hun tog en fersken mere og rakt ind til ham ”en til?” hun smile svagt hun hade købt 4 så de kunne få to vær og han så ud til og trænge til ordentlig frugt lig nu. hun stod bare og så roligt på ham, enlig ligeglad om nogle så hende snakke med ham eller at hun ikke måtte, hun var nysgerrig omkring denne kentaur og hvorfor han dog slogs som han gjord, hvorfor hade han ikke bare stukket af? kæmpe sig fri? han hade jo kæmpe i hendes øjne helt utrolig godt hun kendt jo ikke til beder, så hvorfor ikke bare stikke af. "vis men må spøger.. hvorfor er du ikke blot stukket af? det her er jo ikke et godt liv for en flot kentaur som dem selv" hun så på ham og smile blidt til ham mens hun tog sin sidste fersken efter hun hade trukket hånden til sig fra tremmerne igen og tog en bid af den. 

[Cale Joseia Nightgale]

Var det ikke tydeligt hvorfor Cale måtte sidde, hvor han gjorde? Den tanke var helt igennem skræmmende for mange, men for ham, var det blot en del af hans hverdag.. Det var hans liv, og det havde været således igennem rigtig mange år nu. Han lod hovedet søge på sned. "Ej vil jeg påstå, at jeg sidder her af min frie vilje. Den blev taget fra mig, for mange år siden," sagde han endeligt. Blikket søgte hendes skikkelse. "De besidder et smukt navn, Mydall," sagde han sandfærdigt, hvor smilet dog heller ikke var til at tage fejl af.
Selv på trods af den smerte, som Cale måtte rende rundt med i hans ben, klarede han det af den grund. Det var vel også det, som var det vigtigste? Den lille fersken fik han spist, hvor han rakte hende kernen. At plante et træ, ville komme mange til gode, da der i forvejen ikke var meget her på øen af frugt og grønt. Han rystede på hovedet, som hun tilbød ham endnu en. "De burde selv tage dem med hjem, Mydall," sagde han endeligt. Han vendte sig mere mod hende. At stå og føre en samtale med en anden kentaur, havde han næsten glemt, hvordan måtte være. Desuden smuk som hun var, satte det jo også gang i tanker i ham, som han ikke havde gjort sig i ekstremt mange år. Hænderne lukkede han om tremmerne, og med blikket indgående hvilende på hende. "Er jeg ikke i bag tremmer, er jeg lagt i lænker. Jeg kan ikke bryde ud," endte han sigende. Alt af våben og alt, blev jo taget fra ham, når det kom så vidt. Desuden.. kunne han overhovedet finde ud af, at være fri nu?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke om hvorfor han sad der hende, hade nogle tage hans frihed fra ham! Det var nok det værste hun nogle sinde kunne forstille sig kunne ske for en kentaur i vært fald syntes hun det var det værste i verden, hun ville blive skør uden sin frihed hun elske og løb rund i skoven og gør det hun hade lyst til og bare være sig selv uden bekymringer for det meste. Hun så på ham og smile bare en smile genert da han sag hun hade et smukt navn ”det sødt af dem og sig.. hvad er deres navn?” hun så på ham og smile bare roligt mens hun ellers stod med fronten til tremmerne, hun så på ham som han sag nej til feskene og tog den til sig. ”sikker? Du ser ud til og kunne brug det.. og jeg har ikke behov for mere ind to” hun så på ham og smile opfordrende som hun stadig hold feskene til ham for at sikker sig om han nu var sikker på han ikke ville have den. Hun så på ham som han vente sig helt mod hende og han holdt om tremmerne hun bed sig svagt i læben ja hun kunne godt se det var nok ikke just nemt og bryd løs, ”jeg.. kan godt se det nok ikke er det nemmeste og komme fri.. og min pil er nok ikke stærk nok til og skyde kæden i stykker” hun tænkt tydelig vis meget på hvordan hun mund kunne hjælpe ham, for hun kunne ikke lig tanken om det der sket ham selv om han hade gjort det tydeligvis længe så nu hvor hun hade set hvad der skete ham, ville hun gerne hjælpe ham for ingen kentaur fortjente sådan en skæbne! Ingen! Hun så på ham ”jeg ville ønske jeg kunne hjælp dig.. det gør ondt og se dem sådan der” hun så på ham tydelig vis med et bedrøvet og bekymret blik, hun valgt og få om roker lidt så hun fik hvad frugt hun hade tilbage i en arm, og fik en hånd fri og lage den på den ene af hans hænder der holdt om tremmerne mens hun bare så på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Friheden var Cale blevet frarøvet, inden han ordentligt havde fået lov til at smage på den. Grusomt som det end var, kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Det frie glimt, var sågar væk fra hans øjne, som der intet var at spotte i dem længere. Det gjorde ondt, og særligt nu, hvor han stod overfor en fri af slagsen. "De spørger ind til mit navn, som var vi på ligefod, Mydall.. Jeg hedder Cale," sagde han endeligt. Hvorfor den interesse? Den var han i forvejen slet ikke vant til, men han kunne derimod rigtig godt lide det, når det endelig skulle være.
"Jeg klarer mig. Jeg ser hellere, at De derimod har hvad De skal bruge for det samme," sagde han roligt. At få noget så friskt som dette, var bestemt heller ikke noget som han var vant til. Han var faktisk vant til at klare sig for rigtig lidt. Andre kiggede mod dem, som de passerede tremmerne. Normalt stod Cale heller ikke så meget op af dem, da han ikke ønskede at folk skulle kigge på ham. Han følte sig helt som et dyr.. Og han var langt mere end bare et dyr! Han betragtede hende sigende. Det var vel bare at acceptere, at der ikke var noget at gøre, og at han ikke kunne reddes? "Jeg klandrer Dem ikke.. Dette er den skæbne, som jeg er blevet tildelt," sagde han endeligt. At hun faktisk gik så langt, som at røre ved ham, fik ham til at stå helt stille. Blev han endelig rørt, var han vant til, at dette var noget som gjorde ondt.. Dette føles anderledes. Blidt og.. dejligt? "De skal ikke være bekymret for mig, Mydall," bad han. Han vidste slet ikke hvordan han skulle tackle det!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og stod helt roligt og hade hånden på hans ene hånd på trammen, og så på ham og smile blidt ”er vi da ikke på lige fod? Jeg syntes ikke der nogle forskelle på os.. ud over tremmerne ” hun smile blidt til ham og så på ham. Hun så på ham at han holdt fast hun skulle beholde den fersken, hun tog den rolig til sig hun ville ikke blive ved med og holde fast i at han skulle have den vis han ikke ville. Hun så på ham som hun tænkt ikke på folk så på ham som et dyr eller hun måtte være tosset og stå og snakke med ham på den måde, hun så på ham og holdt hånden på hans og så ham roligt i øjnene hun var ikke bange for ham, og hun så ham ikke som minder være ind hende, han var bare uheldig med den skæbne han hade haft ind til vider. ”man kan lave sin egen skæbne.. ind bare den andre putter på en” hun så på ham og smile en smule opmunderne mens hun bare så på ham, hun smile meget svag da han bad hende ikke være bekymret for ham. ”de gør bare jeg bliver mere bekymret når de beder mig lade vær” hun så på ham og nusse hans hånd forsigtig, enlig ligeglad med at hendes hånd nok blev beskidt. Hendes hænder var bløde i forhold til han kunne hun mærke, hun så på ham og tænkt stadig ”der må være et eller andet og gør for du kunne komme væk.. ” mumle hun og kigge lidt ned og prøve virkelig på at finde på noget men der kom bare intet til hende syntes hun der bare vær i nærheden at virke.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale stod med betegnelsen som en slave.. en mand som skulle lide under andres hårde behandling, hvor Mydall derimod, var en fri og smuk kvinde, til at gøre lige, hvad hun havde lyst til. Naturligvis var det noget, som betød megetfor ham. Han var misundelig, også selvom han ikke vidste, om han overhovedet kunne kapere den frihed, om han skulle ende med at få den igen. "Jeg blot, er en simpel slave.. Tvunget til at handle, som andre ønsker.. Du derimod kan vandre frit.. udtale Dem om hvad De ønsker, og gøre hvad De har lyst til.. Der er en kæmpe forskel på os to," fortalte han ærligt.
Som hun stod og nussede hans hånd, måtte han vende blikket mod det. Var det kærtegn? Han kunne ikke huske, hvornår han havde oplevet den slags sidst. Svært var det uden tvivl for ham, men han kunne jo derimod også godt lide det, og det var lidt det, der også måtte irritere ham. Han endte med at trække hånden til sig. At nogen var så blid mod ham, havde han uden tvivl svært ved. Rigtig meget endda. "Hvis man har mulighederne, er det nemmere. Alle muligheder, er blevet mig frarøvet," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun skulle nemlig ikke rende rundt og være bekymret for ham, for det var der ingen verdens grund til. "Det skal du ikke være bekymret for," sagde han med en rolig stemme. At komme væk herfra, var vel bare noget, som han havde.. opgivet efterhånden? "Det her er blevet mit liv, Mydall. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skulle komme ud af det. Dem som klarer legene siges at få lov til at gå.. Men er man alles favorit, så bliver man aldrig sluppet," sagde han direkte. Det var en grusom.. dræbende branche.