Let the game begin!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som hun bare stod og snakke med ham, hun lytte til det han sag om hvad der var forskellen på hende og ham, ”men vi er samme art.. de andre ting er blot dejtaljer.. ser man bort fra dem er vi stadig ens og på lig fod og du kan lig så godt lade være og prøve at ænder mit syn på det punk.. jeg er temmelig stædig” hun smile bare og så på ham som han trak hånden til sig, hun holdt hånden lidt på tremmerne inden hun trak den til sig, hun måtte være gået over stegen.. ikke at det hade være hendes hensigt, hun ville enlig bare.. ja.. hvad ville hun enlig, munder ham op? Befri ham? Hun var ikke helt sikker han virke ikke til og ville fri, eller også var han så påvirke af hvad der var sket ham han hade mist lysten til frihed? Kunne man det? Hun forstod virkelig ikke det med og være slave og mangle frihed i så lang tid som hans, hun så bare på ham som han stadig snakke. ”der må da opstå enkle muligheder… enkle åbninger hvor hvem en der nu ja.. putter kæde på eller låser dig ind er uopmærksom fordi de ved du gør som de siger.. hvor viljen er så er der en vej.. det sag min mor tit til mig” hun smile svagt og kigge kort ned, hendes mor.. død for flere år siden. Normalt tænkt hun ikke på den tid hvor hun leve, hvor underligt hun lig poppe op nu. hun sukke og så der efter på ham igen, hun bed sig svagt i læben ”ja og du kan nok ikke bare blive upopulær uden det vil slog dig ihjel…” hun tog sig lidt til nakken, det her var da en være hårknude hun hade stødt på, hun sukke ”du fortjener beder liv.. det gør alle der står i den situationen som dig.. jeg ville sådan ønske jeg kunne gør noget.. ” hun mærke hun faktisk blev ked af at føle sig så ubrulige og hjælpeløs lige nu, hun så kort rundt for at se om nogle kom mod dem bare for sikker sig der ikke blev ballade for cale fordi hun stod der og snakke med ham.

[Cale Joseia Nightgale]

At de var af samme art, var også det eneste, som egentlig kunne sammenlignes, da alt andet, markerede deres stand og status på denne gudsforladte ø. Selv Cale drømte om at forlade den, velvidende om, at det ikke var noget, som nogensinde ville komme til at ske. Det var i hvert fald hvad han måtte være bange for, aldrig nogensinde ville komme til at ske. "Her på øen, er det et klart og tydeligt skille, frøken Mydall," sagde han endeligt. Ham, gladiatorerne og de øvrige slaver, var med til at udgøre bunden. Den bund, som man ønskede at styrke som en form for underholdning, og det blev gjort igennem legene.
Ej trådte Mydall over Cales grænse. Han var bare slet ikke vant til at blive behandlet på den måde, og særligt når det foregik på denne her måde. Hovedet lod han søge på sned, som han vendte blikket mod hånden, som netop var blevet skænket den form for kærtegn. Det føles jo godt. Desværre. "Deres moder har ret," sagde han direkte. Hvad andet var der at sige? Hvor der var vilje, var der vej. Det var således at han kæmpede sig igennem dagene. Hun ville slet ikke vide hvad han havde været igennem. Han bed tænderne sammen. Folk stirrede virkelig efter dem, som de stod der og førte en samtale. Selv ønskede han jo heller ikke, at det skulle bringe hende i uheldige situationer. "De burde ikke være her.." forsøgte han igen. Ja, han fik pisk i værste tilfælde, men det havde han prøvet så mange gange før! Han endte med at række sin ene hånd mod hende. Stor som den var, var det svært nok at komme igennem tremmerne til hende. "Ej skal De være bekymret for mig. Jeg derimod, er mere bekymret for, hvad de vil gøre ved Dem, om de ser os snakke," sagde han ærligt. Han ønskede ikke, at noget skulle ske hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke om det var en klar og tydelig skille på denne ø, hun sukke lydløst han ville da bare hold fast i den forskel hun så på ham, hvad der var på fast landet hade længe være noget hun drømt om og se men slet ikke tur tage chancen og tage af sted, hun var for bange og gør det hun hade jo snakke med en fra fast landet og det lød ikke til at være et sted hvor en kentaur kunne overleve så let. Hun så på ham som han kigge på hans hånd og der efter på hende, og sag hendes mor var ret hun smile svagt ”ja.. det hade hun nok.. så der for bliver jeg ved med og tænke til jeg finder en måde og få dig løs på.. ind til da må jeg vel nøjes med og komme med frugt til dig når jeg kan” hun smile opmunderen til ham, for hun ville altså hjælpe vis hun kunne selv om hun ikke hade en styrk som en mand og der ved hjælpe ham med rå styrke hun måtte ty til sit hoved, hun så på ham som han sag hun ikke burt være der, hun smile blidt og tog om hans hånd han rakt mod hende men ikke kunne komme i gennem tremmeren så let som hendes hånd kunne, ”sikkert.. men står lig og snakker med en sød fyr ikke?” hun smile og så på ham som han sag hun ikke skulle være bekymret for ham men sig selv, ”de skal fange mig først og jeg er ikke så nem og fang igen” hun smile tydelig vis ikke bekymret for sin egen sikkerhed som han var for hende, ”men hvad med dem? Vil det ikke også være farligt for dem vis hvem en du frygter ser mig her opdager jeg er her?” hun så på ham og holdt forsat om hans hånd og gav den et blidt klem, hun så på tremmerne ”hm mund de tremmer har et svagt punkt” mumle hun og så vurderende på dem.

[Cale Joseia Nightgale]

Hvorfor blev denne kvinde overhovedet stående, når hun vidste, at det kunne være farligt for hende? Han ønskede jo ikke at noget skulle ske med hende, bare fordi at hun kom over og snakket med ham. Han rystede let på hovedet. Det lignede egentlig heller ikke ham, at tænke tingene så meget igennem, men lige nu synes det at være svært at lade være. Det var heller ikke særlig ofte, at han fik muligheden for at stå og føre en samtale med sin egen slags. Mange var de jo ikke ligefrem, og det var sjældent, at man søgte i retningen af byerne. "Ej behøver De at bruge Deres penge på at købe mig frugt, Mydall," sagde han. Han havde slet ikke gjort sig fortjent til den fine behandling, som hun skænkede ham.
At hun lukkede sin hånd om hans, kunne han godt lide. Et stille smil passerede kort hans læber. Smilede han virkelig? Det plejede han jo heller ikke at gøre. Han lukkede sin store hånd omkring hendes lille. Så lille i forhold til hans. "Det er jeg ikke blevet kaldt i mange år," sagde han blot, som han heller ikke rigtigt vidste hvordan han skulle tage det. En sød fyr? Var han nogensinde blevet kaldt det? Han rystede på hovedet. "I værste tilfælde, bliver jeg pisket.. Det gør næsten ikke ondt mere, når de benytter den," fortalte han direkte, som var det småting. Han tog det ærlig talt ikke særlig tungt. "Tillad mig at opfordre dig til at droppe tanken, Mydall.. Det vil blot sætte Dem i problemer," endte han. Det ønskede han slet ikke.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som de forsat snakke, hun smile bare blidt til ham. Hun smile bare og så på ham ”så finder jeg bare frugt fra skoven vis jeg ikke må køb til dig.. du skal have noget ordentlig og spise” hun smile og så på ham ”en særlig frugt du kan lig? Vis de da eller har en ynglings?” hun så på ham og smile bare som hun mærke han lukke den stor hånd om hende, hun smile blidt det var enlig rart og holde ham i hånden. Hun så på ham og smile blidt og lo svagt ”en skam.. for du er sød fyr.. i værtfald er det hvad jeg har set ind til vider.. vis vi ser bort for kampen men der slågs du også for dit liv så” hun så på ham og smile bare og hold forsat om hans hånd, men han fortalt hvad der ville ske ham vis de blev opdage, det sted var det ret spændene og stå der og gør noget de enlig ikke måtte men også skræmmende, det var noget underligt noget syntes hun. Hun så på ham og smile ”er jeg ikke allerede i problemer bare og stå og snakke?” hun så på ham og smile blidt, ”vis jeg ikke skal være bekymret for dig skal du ikke være bekymret for mig.. jeg er en stor pige og jeg kan godt passe på mig selv.” hun smile blidt til ham og så ham bare i øjnene ”og jeg dropper altså ikke tanken om og hjælpe en sød fyr.. jeg finder nok en løsning.. eller springer hovedet i forsøgt i værst fald” hun smile skævt og lo svagt inden hun kort så rundt nej folk gik stadig bare vider og ingen så ud til at være på vej hen til dem så hun kunne snakke lidt mere med ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Denne kvinde var da komplet umulig, men et sted var det vel også hvad Cale godt kunne lide? Allerede nu, håbede han ikke, at det ville være sidste gang, at han ville høre fra hende. Sød og blid som hun var, så var hun uden tvivl en kvinde, som måtte falde i hans meget gode jord, og det var han skam heler ikke bange for at vise hende. Han lod hovedet søge på sned. "De ved bare ikke, hvornår De skal stoppe, gør De?" endte han med en sigende mine. Ej var det fordi at han kunne gøre noget som helst ved det, men for pokker.. Hun var et væsen med et meget godt hjerte, hvilket da uden tvivl faldt i hans meget gode jord. Han lod hovedet søge på sned. "I Arenaen har jeg intet andet valg," sagde han sandfærdigt. Naturligvis var det en tanke, som gjorde ham trist, men hvad andet valg havde han? Nægtet han, ville det koste ham livet, og end ikke det, var noget som han var meget for i den anden ende.
Bare ved at stå og snakke med hinanden, kunne det resultere i problemer, og særligt hvis vagter eller andet, fik øje på dem. Hende særligt, for han ønskede ikke at noget skulle ske hende. Ham derimod, var han lidt ligeglad med. Han var vant til den hårdhændede behandling, så den kom ikke just bag på ham. Han trykkede let omkring hendes hånd, inden han trak den tilbage igen. "De er virkelig et væsen af et varmt og godt hjerte. Blot ville jeg ønske, at flere besad de samme tanker," sagde han taknemmeligt. Selv var han slet ikke vant til at nogen ønskede at gøre noget for ham. Ikke på denne måde i hvert fald. Han var virkelig taknemmelig.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som de forsat stod og snakke sammen og holdt hinanden i hånden. Hun så på ham og lo en smule ”niks.. jeg gir ikke op før jeg 100 % sikker på jeg har forsøgt alle muligheder” hun smile og så på ham og så bare roligt på ham mens de snakke, han var behalige og snakke med og han hade selv et godt hjerte han var bare uheldig med hvor han var og hvad han måtte gøre for at overleve, men hvem ville ikke gør det. Vis hun selv skulle stå med og kæmpe for sit liv eller bare lad sig dræbe hade hun sikkert også kæmpe igen, men igen nok kunne hun sig sådan men om hun så ville gør det var jo det. ”det ved jeg.. og der for vil jeg gerne hjælpe dig væk.. så du kan gør det du vil.. og ikke hvad andre siger du skal” hun smile blidt til ham som hun mærke han slap hendes hånd, hun holdt dog hånden ind ved ham men hendes finger var en smule lukke som holdt hun stadig fast i hans hånd. Hun så på ham og smile ”ja det er desværre en mangle vare for tiden.. men det ligger vist til min mors side af familien vis jeg husker rigtig” hun smile og kom så helt tæt på tremmerne og kunne lig med fingeren stryg ham over kinden mens hun så på ham med de stor sølv grå øjne, ”hvor tager hvem en der henter dig enlig hen? ” spurt hun og så på ham som hun strøg hans kind et par gange inden hun trak armen til sig igen og lage hånden på ny om tremmerne mens hun bare så på ham, og enlig glemt alt hvad der sket bag hende for nu.

[Cale Joseia Nightgale]

At møde en kvinde som hende, som rent faktisk gav sig tiden til ham, var svært for Cale, for han vidste slet ikke hvad han skulle stille op med det. For hans vedkommende, måtte han jo bare forsøge at gøre det så godt, som han nu kunne. Han sukkede let og rystede på hovedet. Håbløs måtte denne kvinde være, men det havde derimod også sin charme et eller andet sted, og det var det, som han godt kunne lide. "Jeg er bange for, at dette ikke vil vise sig at være behjælpelig," sagde han endeligt, som han igen betragtede sig af hende. Disse tremmer havde været der i mange år, og siden ingen var brudt ud, så var det.. vel også umuligt?
Langsomt gav Cale slip på hendes hånd, og trak hånden roligt til sig. Hans blik hvilede dog på hende. Farligt var det, som hun nu lavede, og særligt fordi hun gjorde sig tanker om en slave, som hun slet ikke burde. "Friheden har aldrig været mit lod i livet. Jeg ved ikke engang, om jeg ved hvordan jeg skal være fri," sagde han blot. Han ønskede egentlig helst, at hun bare stoppede. Han ville ikke have, at noget skulle ske hende. Så hellere ham og den hårde behandling i Arenaen.
Som hun strøg hånden over hans kind, lukkede han øjnene. Han var virkelig ikke vant til den form for behandling. "Jeg bliver bragt til Vila De Corentin, når jeg bliver hentet her," endte han sigende. Hans nye herre var uden tvivl bedre for ham, end den gamle, men det var langt fra at være fri. Han bed tænderne let sammen, som han igen åbnede de mørke øjne. "Hvorfor spørger De?"

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke og smile bare ”sikkert ikke… men sådan er jeg nu en gang” hun smile til ham og stod bare og så på ham mens hun strøg ham over kinden i den tid hun gjord, hun så på ham og smile blidt til ham som han snakke om frihed, ”jeg tror på du nok kunne finde ud af frihed.. med tid selvfølige intet er nemt når det helt nyt.” hun så på ham ”jeg vil godt hjælpe dig når du slipper løs… hvad for en kvinde ville jeg være og hjælpe en fri og så bar efterlade en? ” hun smile og så på ham som han hade lukke øjne da hun strøg ham over kinden hun så på ham som han sag hvor han skulle hen hun kendt ikke stedet ”er det langt her fra?” hun så på ham og tænkt sig lidt ”åh bare så jeg ved hvor du er henne når du ikke står her..” hun så på ham og smile blidt, hun ville se om der var måske et sted hun kunne stå i skjul og måske skyde dem der hente ham ned, eller måske finde nogle der kunne hjælpe ham fri fra stedet, hun vist alle hendes ideer var risikabel men.. hun ville virkelig gerne hjælp cale plus han var sød og efter det hun hade set så ville hun hjælpe ham, hun ville ikke se ham slogs sådan igen, måske var gjord også hun følt sig alene og cale virke så søde og behalige snakke med og han virke også ensom så hun følt vel et vis naturlig fornemmelse af og snakke med ham, hun så på ham mens tankren kørte løs i hendes hoved mens hun så på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall var uden tvivl en meget hjertevarm kvinde, og det var noget som Cale uden tvivl godt kunne lide. Han var en ensom mand, for det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han havde mange at snakke med, og særligt fordi at han skilte sig så meget, fra de typiskeslaver og gladiatorere, uden at han egentlig kunne gøre for det. "Jeg kan lide det," sagde han endeligt, som smilet atter måtte brede sig på hans læber. Så sød, mild og blid som hun var. Det var jo det stik modsatte af, hvad han typisk måtte blive mødt af, men han kunne derimod godt lide det.
At blive taget hånd om, af en kvinde, var da lige en tanke som Cale skulle vænne sig til. Igen, havde det dog stadig sine lange udsigter, men det var vel heller ikke helt utænkeligt endnu, var det? "Jeg er aldrig blevet taget hånd om, af en kvinde på denne måde før.. Særligt ikke af min egen slags," endte han sigende. Han rystede let på hovedet. Det lå ikke så langt herfra. I udkanten af byen ved et kæmpe palæ. Det var uden tvivl større og mere prægtigt, end hvad han kunne sige sig, at være vant til. "Det ligger i udkanten af byen, så det er ikke langt herfra," sagde han endeligt. Han trak hovedet en anelse til sig. Hvorfor var hun så god ved ham? Han forstod det virkelig ikke. Så vigtig for nogen, var han jo heller ikke ligefrem, og det var også derfor, at det her var noget som uden tvivl forvirrede ham. "De skal ikke opsøge det sted," sagde han pludseligt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han sag han kunne lig det, hun fik et svagt rød skær i kinderne og smile en smule genert ganske kort inden hun tog sig sammen. Hun så på ham som han snakke om han aldrig var bleven tage om af en kvinde før og da ikke fra deres egen slags hun smile blidt og så på ham med hovedet lidt på snegs ”jamen så det jo godt jeg gerne vil tage mig af dig ikke” hun smile blidt og så på ham, og så på ham. Hun kunne godt forstille sig at tage sig af ham, det ville enlig slet ikke være så tosset. Plus hun ville ikke være alene mere, hun var jo ikke helt som dem i flokken så hun var enlig glad for og møde en der heller ikke var helt som en normal kentaur var, hun så på ham som han snakke om hvor det lå henne, ”okay” hun smile en smule og så på ham som han pluslig bad hende om ikke at opsøge stedet ”tror du jeg ville vade ind og sig hey! Lukke lig den søde fyr ud?” hun lo og så på ham ”nej jeg tænkt på og side skjult og så skyde dem ned der hente dig fra skjul” hun så på ham og stod bare roligt og så på ham, hun ville altså hjælpe ham om det blev i dag eller først en anden dag kom and på hvordan alt gik, om hun var heldig eller måtte planlægge alt beder det var så det. Hun så på ham ”kæmper du hverdag? Eller?” hun så på ham for vis ikke hun kunne gør noget i dag, ville hun komme igen i morgen eller en anden dag og se til ham og snakke med ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall var uden tvivl en kvinde, som faldt i Cales gode smag. Selvom det endnu var svært for ham, at forestille sig og forstå, hvorfor hun gjorde og handlede som hun gjorde, så kunne han jo kun forsøge at tage det til sig, selvom det bestemt ikke var nemt på nogen måde. Det handlede vel i bund og grund kun om, at gøre det, så godt, som han nu kunne? "Jeg tror bare, at jeg skal vænne mig lidt til tanken om, at der er nogen, der rent faktisk gerne vil," endte han sigende. Nu havde han jo i forvejen været vant til at gøre alt på egen hånd.
At hun ville skyde på dem, som ville hente og bringe ham, vidste Cale bestemt ikke om han brød sig om. Alt i alt, var Cyrenic jo.. okay ved ham, alt taget i betragtning. Han blev ikke behandlet lige så dårligt, som han normalt gjorde det, og det kunne han nu heller ikke ligefrem gøre alverdens ved. "Jeg tror næsten, at jeg skla genoverveje det med det gode hjerte, som du skulle have i din besiddelse," endte han med et let smil. Det glædede ham dog, at hun var en kvinde, som ikke var bange for at slå fra sig, dersom det skulle gå hen og blive en nødvendighed. Han håbede dog ikke på at det skulle komme så vidt. Let rystede han på hovedet. "Nej.. Det gør jeg ikke, heldigvis.." endte han, som han vendte blikket mod sit forben. Det krævede i hvert fald en dag eller to med hvile, før han ville være bare nogenlunde klar igen.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke og smile bare blidt til ham, ”bare rolig skal nok gå langsomt frem vis du har svært ved og vende dig til alt den kvinde omsorg” hun smile en smule drillenden og så på ham mens hun bare stod og studer ham lidt, lært hans ansigt i hoved da det var det hun bedste kunne se og så fronten af ham. Hun smile bare blidt som han snakke igen og lo en smule ”bare fordi jeg godhjerte er jeg ikke bange for og slog igen.. ellers ville jeg nok ikke leve i dag hm” hun smile og så på ham ”desuden vis det betyder jeg kan hjælpe den søde fyr jeg snakker med.. skyder jeg gerne hvem en der skal til” hun smile og så på ham som han sag han ikke skulle kæmpe den næste dag ”tja så kan jeg nok ikke finde der her i morgen kan jeg nok regne ud” hun så på ham og smile bare og så på ham, før hun så ned mod såret det gjord ondt og se på det men hun kunne ikke hjælpe ham med det fra hvor hun stod hun så der efter på ham og smile svagt ”så går der vel et par dag før jeg kan komme igen.. vis ikke jeg finder en måde og få dig løs inden.. ” hun så på ham før hun kigge på trammeren og forsøgt rykke lidt i dem for at se om der var et svagt punkt.

[Cale Joseia Nightgale]

Hvornår de ville få hinanden at se igen, skulle end ikke Cale kunne sige. Var det forkert at sige, at den tanke gjorde ham trist? Han kunne lide at snakke med hende, også selvom hendes omsorg var underlig og akavet for ham, at tage imod. Han var vant til at hånden førte smerte med sig, og ikke lindrede på den måde, som det nu føles for ham. "Det er virkelig svært for mig. Det beklager jeg virkelig, Mydall," sagde han endeligt. Det var jo bare hans levevis kontra hendes, som gjorde det svært.
Hun var en kvinde lige efter hans hoved, hvilket da uden tvivl var noget, som faldt i Cales meget gode bog. Han stillede sig så tæt på hende, som han overhovedet kunne komme til det, med de tremmer, som måtte være i vejen for ham. "Et varmt og godt hjerte, men alligevel modet nok til at slå fra sig. Se, det er en kvinde, som jeg kan lide," roste han hende for. For mange andre, ville det måske være et kæmpe turnoff, men det var det bestemt ikke for ham. Det derimod var noget som faldt i ekstrem god jord hos ham!
Der ville nok gå nogen dage før de ville ses igen. Var det underligt, at det var en tanke, som rent faktisk gjorde ham en kende trist? "Jeg bliver dog altid bragt hertil, så det vil være nemt for Dem at finde mig," sagde han. Hvorvidt om det var fortrøstningsfuldt eller ikke, kunne han ikke kunne sige. Men det var hvad han kunne give hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han nærmest undskylde til hende hun smile blidt ”det skal du ikke beklage cale.. vis det er burt det være mig for bare komme her gør alt muligt du ikke er vantil.. skal nok prøve og være mere rolig vis det er” hun smile blidt og så på ham som han snakke og kom sås tæt på hende han kunne for tremmerne. Hun så på ham og rødme igen svagt som han roste hende, ”hm ud fra de ting jeg har set og lært ind til vider.. virker du også som en mand jeg kan lig” hun smile forsigtig til ham og så bare på ham, hun følt lidt hjerte hoppe en ekster gang men hun holdt sig i ro, for hun skulle først have ham ud og så kunne hun brug tid på og lære ham mere og kende vis hun da ellers kunne få ham ud hun måtte prøve noget. Måske tjene penge til og hyre nogle der kunne stjæle nøglen der holdt ham inde spæret eller nogle til og overfalde dem der hente ham, hun vist det virkelig ikke men hun måtte finde på noget! Hun så på ham hun blev faktisk trist at vide at hun ikke kunne se ham den næste dag, men så glædet hun sig faktisk til når hun så kunne hun smile blidt ”det da en lille trøst og vide jeg altid kan finde dig her..jeg lover og komme så tit jeg kan.. nu har jeg jo en god grund til og komme til byen” hun smile blidt og så op i hans øjne, hun kigge på døren den rokke sig en smule, mund hun kunne sparke den op? Eller i vært fald spark den så løs den ville gå op? Så var det jo blot hans kæde, hun kunne ikke se om den var stærk eller svag den kæde så hun tur ikke prøve plus hvem en der skulle hente ham kom sikkert snart selv om hun ikke håbe det hun ville så gerne snakke mere med ham.