Demonic Barberque!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste udmærket godt, at han havde været særligt frembrusende, og måske ikke havde handlet helt optimalt hvad angik Jarniqa, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det nu. Nu var det jo ham, der lå der på jorden foran hende, og egentlig.. var afhængig af hendes hjælp. Det var ikke noget, som han kunne gøre noget ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han var træt, og hendes strøg over kinden, gjorde det kun sværere for ham, at holde øjnene åbne.
Dragen havde beskyldt ham, for at være decideret ond ved Jarniqa, hvilket han ikke ville påstå, at han havde været. Tanken gjorde ... ondt. Den gjorde virkelig ondt, men det var jo heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget ved nu. I takt med at hun lå der, blev hans vejrtrækning også mere og mere rolig igen. Uden tvivl på bedringens vej, selvom han endnu havde forbandet lang vej at gå. Tænk nu hvis dragen rent faktisk kom retur igen, og ville tjekke op på at han rent faktisk var død? Og ville ende med at gøre hende ondt? Det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde! "... H-har jeg g-gjort dig ondt?" spurgte han dæmpet, som han igen tvang blikket mod hende. Det havde jo aldrig været hans mening. Jovist havde hun været direkte irriterende til at starte med, men han havde bestemt heller ikke regnet med, at... han ville falde for hende, som han nu havde gjort. Han var jo faktisk faldet for landets prinsesse.

[Jarniqa Dynithril]

Skyldfølelse sad Jarniqa helt inde med, og så alligevel ikke. Det var nemlig ikke kun hendes skyld, som det også var hans egen. Det var nemlig hende der havde søgt trøst hos sin værge, og derfor fortalt ham, hvad Lucifer havde gjort ved hende. Dette havde dog kun fundet sted, fordi Lucifer havde gået over stregen med hende. Han havde nemlig presset hende ud til en grænse, som hun ej havde været parat til at krydse, hvor han dernæst ikke havde undskyldt for det. Den undskyldning havde først fundet sted flere dage efter. Det smaragdgrønne blik skævede i hans retning, som hun svagt kunne høre hans stemme. Skulle hun sige det? Hvis hun skulle være ærlig frygtede hun, at det blot ville skubbe ham væk fra hende, og det ønskede hun jo ikke! Hun kunne jo godt lide det, som de havde fået sammen. Hun kunne lide det forbandet meget.. Mere end hvad hun umiddelbart følte sig tryg ved, som hun aldrig før havde haft det sådan. Blikket vendte hun ned mod jorden, hvor hendes fingrer begyndte at pille rastløst ved den brændte jord. ”Dragen… Han er min værge,” begyndte hun tøvende. Det indikerede vel også i, at det havde været en fader, som havde beskyttes sin datter imod en mand? Hun bed sig selv svagt i læben. ”Han er den eneste, som jeg nogensinde har haft.. Det var derfor ham jeg søgte til, efter vores første kys..” Forstod han? Selv vidste hun det ikke, da han ikke dengang havde forstået, hvordan hele akten havde påvirket hende. Ej var det fordi, at hun havde grædt, men ked af det havde hun alligevel været, som hun havde følt sig såret og krænket. Derfor havde hun rendt direkte i sin værges favn, hvor han også havde givet hende den kærlighed, som hun havde hungret efter i det øjeblik.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer forsøgte at finde roen i dette, selvom det uden tvivl var svært. Virkelig svært faktisk, og han kunne ikke lide det. At den drage, som havde formået at gøre ham ondt, havde været hendes værge, havde han dog på ingen måder set komme. Han bed tænderne svagt sammen, som han let rystede på hovedet. Svært var det uden tvivl at forholde sig til, og dette var ikke just noget, som han kunne gøre meget ved. "D-din v-værge?" spurgte han denne gang med en meget usikker stemme. Han forstod det slet ikke. Overhovedet ikke!
Var det i princippet hendes skyld, at han lå hvor han gjorde? Og havde det som han havde det lige nu? Han vendte blikket mod hende. Tydeligt træt, hvilket han heller ikke ligefrem kunne gøre noget ved lige nu. Han havde det faktisk temmelig skidt alene ved tanken om det. Han trak vejret dybt, inden han vendte blikket op mod himlen i stedet for. Bare at bevæge sig, skar voldsomt i hans krop og sind, for han kunne slet ikke holde det ud. Øjnene lukkede han igen ganske let. Var det virkelig grunden til at han lå der lige nu? At han havde berørt hende på den måde, og derfor havde det forbandede bæst virkelig ønsket ham død og borte? "S-så det er d-derfor.." Øjnene klemte han sammen. Var det underligt, at det gjorde ondt på selv ham? Havde han virkelig gjort hende så ondt, at han havde fortjent dette? Nej.. det ville han ikke mene. Selvom det måske havde været en grænse som hun ikke havde været klar til at krydse endnu, så havde han tvunget hende alligevel. Han havde bare ikke kunne modstå den fristelse. Slet ikke, sådan som det var foregået og hvad der var sket mellem dem.

[Jarniqa Dynithril]

Ej mente Jarniqa at det var i orden, hvad Damien havde gjort ved Lucifer. Ganske vidst havde han såret hende, men at brænde ham levende var ikke en passende straf for at have berørt hendes bryst. Det var på alle måder at gå for vidt! Derfor frygtede hun også, at Lucifer nu klandrede hende for sin skæbne. Selv frygtede hun jo, at det de havde haft gang i nu ville stoppe. Det værste var også, at hun forstod ham, hvis ikke han ville mere. Opløftende var det jo ikke, at hendes familie nu havde forsøgt at myrde ham, fordi han havde været hende tæt. Ønskede han overhovedet hendes hjælp nu? Ønskede han hendes hjælp som betaling, hvor hun dernæst skulle forsvinde? Ønskede han hendes hjælp og dernæst stadig hende? Svært var det at sige.. Var det normen, at dette her skete mellem flirtende personer? Usikkert hævede hun sit blik, hvor hun dog kunne se, at han ikke længere så i hendes retning, men derimod op mod himlen. Var han sur på hende? På Damien? På sig selv? Usikker på det var hun, hvilket hun også måtte hade! Hun hadede, at hun følte så megen tvivl omkring ham. ”..Jeg ønskede ikke, at han gjorde dette.. Jeg bedte aldrig om det,” fortalte hun ærligt i en stille tone, hvor hun vel også håbede, at det mildnede hans syn på det hele. Hun ønskede jo ikke at stoppe med det de havde sammen. Hun ønskede jo at fortsætte og se, hvad det betød, og hvad det kunne udvikle sig til. Forståeligt fandt hun det dog samtidig, hvis han havde tabt modet. Det var nemlig meget at blive grillet levende, hvor hun også selv vidste, at hun havde lagt død, hvis det havde været hende, som var blevet udsat for det som han var blevet. Det var vel også det som var mest skræmmende? Damien havde ikke kendt til hans dæmonblanding, og derfor havde han troet, at dette ville have dræbt Lucifer.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ville bestemt heller ikke mene, at den behandling, som han hertil var blevet udsat for, havde været reel, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det lige nu. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han vendte blikket op mod himlen i stedet for. At hun havde haft nogen at rende til, var dog ikke det som gjorde ham noget, for det gjorde det da godt nok ikke. Tanken alene, var dog noget, som han fandt direkte.. skræmmende. Hans krop rystede endnu under påvirkningen af hvad der var sket ham.. Endnu kunne han se mordlysten i dragens øjne, da den havde rejst sig foran ham og bare badet ham i de klare flammer. Den tanke, var noget som direkte gjorde ondt på ham. Han lukkede øjnene ganske let, hvor han tydeligt måtte bide tænderne sammen atter en gang. Grusomt som det end måtte være, var det ikke noget, som han kunne gøre særlig meget ved, som det var lige nu. Hans vejrtrækning var stadig hurtig.. Hun havde jo gjort hvad hun havde fundet rigtigt, og det var der vel heller ikke ligefrem noget forkert i? Selvom det uden tvivl var en tanke, som direkte gjorde ondt på ham.. At vide, at hun rent faktisk var skyld i det, som var sket med ham. At vide, at hun havde gået grædende til denne mand, og fortalt at han havde gjort hende ondt, for det var slet ikke sådan, at han havde opfanget det her, og det var det, som han selv stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han sank klumpen i halsen, og lukkede øjnene ganske let. "H-han gjorde det a-alligevel.." kommenterede han med en dæmpet stemme. Han trak vejret dybt, også selvom det skar i hele kroppen. Han rystede af ren og skær afkræftelse. Det gjorde ondt bare at trække vejret. "H-hjælp mig o-op," bad han. Han ville gerne op at sidde.

[Jarniqa Dynithril]

Tænderne bed Jarniqa sammen ved lyden af hans ord. Han gjorde det alligevel.. Betød det, at han beskyldte hende for angrebet og ej tilgav hende? Ondt gjorde tanken faktisk, da hun ikke havde bedt om det. Dog havde hun også svært ved at klandre ham, hvis det var såvel. Igen var det vel også det værste af det hele.. Var han mon vred på hende? Hun ønskede næsten helt at spørge ham, men på den anden side kunne hun heller ikke få sig selv til det. Svært var det, og ej kunne hun beslutte sig for, om det her var normen eller ej. Skete dette her for alle, eller var de to bare usædvanligt uheldige med hinanden? Og hvis det var det sidste, var det så et tegn på, at de burde stoppe? Hun blinkede let med øjnene, som han pludselig bad hende om at hjælpe ham op. ”S-Selvfølgelig,” endte hun med at sige. Frem mod ham lænede hun sig, hvor hun forsigtigt lod sin arm søge om hans ryg. Her støttede hun ham, hjalp ham med kræfterne, og vejledte ham op i en siddende stilling. For hans vedkommende var det vel et godt tegn, at han følte, at han havde kræfterne til at sidde? Måske betød det også, at han ikke længere følte, at han havde brug for hendes hjælp? Måske ønskede han bare ikke længere hendes hjælp? Armen endte hun med at trække til sig, som de begge måtte sidde nu. Hænderne valgte hun at placere i sit skød, som hun selv ikke anede, hvad hun ellers skulle gøre af dem. Bekymret hvilede hendes smaragdgrønne blik på hans ansigt. ”..Klarer du den?” spurgte hun stille. Hendes egne tanker og kvaler var på alle måder forsvundet nu. Svære var de nemlig at fokusere på, som al dette stod på.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvad kunne Lucifer gøre ved det? Han var kommet til skade, og han var uden tvivl påvirket af hvad dragen havde gjort, samt grunden til at den havde valgt at gøre det. Hans hjerte hamrede fast og kraftigt mod hans bryst af ren og sær ubehag, men det var jo heller ikke ligfrem fordi at han kunne gøre noget synderligt ved det, som det var lige nu. Han lukkede øjnene let, som hun endte med at tage fat i ham, og hjalp ham op i siddende stilling. Han gispede svagt, som smerten skød direkte igennem ham. Hans ryg var nærmest som åbne sår, og fyldt med jord og andet skidt. Han burde blive vasket og renset ordentligt, og det gjorde han ikke, ved at blive liggende her, og det var det, som han godt kunne mærke.
Hans krop begyndte endnu en gang at ryste og dirre af ren og skær ubehag ved at blive siddende der, som han gjorde lige nu. Han ønskede jo ikke at afvise hende, men hvad nu hvis dragen kom efter ham igen? Fordi at han var tæt på hende? Han nikkede til hendes ord. For nu klarede han det, selvom han uden tvivl godt kunne mærke, at det virkelig var ubehageligt, så gjorde det ikke tingene meget bedre for hans vedkommende. Han havde det stadig ikke særlig godt, men at blive her.. det ville han ikke. Det turde han ganske enkelt ikke! "Det... går.. T-tak," sagde han dæmpet. Han så stille ned af sig, som kappen faldt ned foran ham og ned i hans skød. Hans krop rystede og dirrede virkelig, og frygten for at dragen kom igen, var hvad der prægede ham. Tænk nu hvis han kom tilbage igen!

[Jarniqa Dynithril]

Op fik Jarniqa ham, men som hun gjorde det, valgte hun også at trække sig igen. Svært havde hun nemlig ved at aflæse situationen, som han ikke ligefrem gav hende meget at arbejde med. Dog kunne hun ej heller klandre ham for det, da hun ej vidste, hvor snaksaglig hun havde været, hvis det var hende der var blevet grillet levende. Hun tog en indånding, som hun var nødsaget til at komme til bunds i sagen. Selv gad hun nemlig ikke gå omkring og fundere, når hun altid havde været typen, som blot spurgte sig frem. ”Ønsker du, at jeg går?” endte hun direkte med at spørge. Underligt var det helt at spørge ham om, når man tænkte på deres forrige møde. Der havde de været i parken i Ityrial, hvor de mere eller mindre havde været uadskillelige. Derfor var det helt mærkværdigt at spørge, om han ikke længere ønskede hende. Tavst sad hun og betragtede ham, som han sad der. Nøgen, forbrændt og med hendes kappe over sig. Ideelt var det på ingen måde, at han sad her, men ej vidste hun, hvad hun kunne gøre ved det. Friskere syntes han måske, som han var kommet op i en siddende stilling, men ej vidste hun om det var ens betydning med, at han kunne gå.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hver ting til sin tid, var hvad Lucifer måtte leve efter lige nu. Et skridt på vejen, var at komme op at sidde, og særligt nu hvor hun sad ved hans side. Selvom det naturligvis gjorde ondt, at vide, at hun faktisk var skylden til, at dette var endt med at ske ham. Endnu en gang måtte hans øjne glide i. Det tog virkelig på kræfter, som han slet ikke følte, at han havde lige nu. Det spændte voldsomt i hele hans krop, som han virkelig forsøgte at tage sig sammen til ikke at sidde igen med et ubehag. Svært var det. Virkelig svært.
Om han ønskede at hun skulle gå? Nej.. det ønskede han faktisk ikke, hvis han skulle være helt ærligt. Han ville jo gerne have hende der, som han gerne ville have at hun var der ved ham. Tænderne bed han let sammen, inden han igen tvang blikket op, også selvom det holdt hårdt. "B-bliv.." bad han. Selvom dragen havde gjort dette, udelukkende for at passe på hende, så ville detikke afholde ham fra, at komme hende nær igen, for det ønskede han slet ikke. Overhovedet ikke faktisk! Han lod øjnene let glide i endnu en gang, som han igen vendte blikket ned af sig. Han kunne ikke blive her.. han turde faktisk ikke at blive her, og særligt ikke når det var på denne her måde. "V-vi kan i-ikke b-blive her.." endte han, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han ville væk herfra, men.. hvor skulle han da søge hen?

[Jarniqa Dynithril]

Tvivlsom var Jarniqa blevet omkring, om han ønskede at forsætte med det, som de havde i gang, nu hvor hendes værge havde forsøgt at myrde ham for det. Personligt havde hun ønsket at fortsætte, som det ej havde afholdt hende fra at mindes, hvad han havde formået at sætte i gang i hende. I tvivl havde hun dog været om, at han havde ment, om det havde været risikoen værd. Derfor trak det også en anelse opad i hendes mundvige, som han sagde det gyldne ord. Bliv. Personligt fik det hende selv til at slappe af, da det i så fald betød, at han ej heller var færdig med hende endnu. ”Jeg går ingen steder,” lovede hun igen, hvor hun også mente det. Så længe at han ej var vred på hende, så hun ingen grund til at gå nogen steder. Som han sagde, at de måtte gå – sammen – måtte hun granske sin hjerne. ”Jeg ved det..,” endte hun med at sige, hvor hun let så sig omkring. Hvor skulle de tage hen? Svækket var han trods alt, hvor hun ej ønskede at sætte ham ud på en færd, som han alligevel ikke ville kunne klare. Tænksomt stirrede hun frem for sig. Hvor ville hun kunne bringe ham hen? Hvor ville hun kunne bringe ham hen, hvor han ville være i sikkerhed, og hvor han ej skulle bruge sine kræfter? Tænksomt drog hun et åndedrag. Selv ønskede hun jo kun at gøre det bedste for ham, efter det som han havde været udsat for. En tanke slog hende, hvilket igen fik hende til at vende blikket mod ham. ”Det jeg vil gøre nu vil afkræfte os begge. Pointen er dog, at du vil være i sikkerhed og vil få tag over hovedet,” fortalte hun ham, inden hun rykkede sig helt hen til ham. Forsigtigt valgte hun at lægge armene om ham, hvor hendes hoved lagde sig ind mod hans hoved og skulder. ”Luk øjnene,” bad hun ham, inden hun lod sine egne glide i. At koncentrere sig var hun nødsaget til. Hun skulle nemlig samle magien i sig, samtidig med, at hun skulle lokalisere det sted, som hun kun svagt erindrede. Stødt opstod der et lys omkring dem, hvor de i det næste øjeblik var borte.

//Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ønskede ej, at Jarniqa skulle gå nogen steder, da han virkelig havde brug for at mærke hende her. Det var uden tvivl noget, som han selv kunne mærke. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som han selv kæmpede for bare at holde sig vågen. Han følte sig i forvejen direkte træt og udmattet, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han gispede ganske svagt, som han lod hovedet søge mere ind mod hende. Han var ikke færdig med hende endnu. Han var bestemt ikke færdig med hende endnu! Som hun alligevel lovede ham, at hun ville blive, var det noget, som uden tvivl passede ham fint, for det var ved ham, at han ønskede, at hun skulle være. Han tvang øjnene op igen. "G-godt," sagde han denne gang med et træt smil på læben. I sig selv, var det bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Som hun lukkede grebet mere om ham, søgte Lucifer mere ind mod hendes krop. At han ikke kunne holde sig siddende oprejst, var vel et sted et faretruende signal i sig selv? Hovedet lagde han tæt ved hendes skulder og hals, hvor han lod øjnene glide i. Igen måtte han nærmest kæmpe, for ikke at ende med at falde hen i søvnen, for han var virkelig, virkelig træt, og det var noget som han uden tvivl godt kunne mærke! Det lys som meldte sig omring dem, fik ham dog alligevel til at knibe øjnene sammen, da det næsten skar i hans øjne. Skar som dragens ild, der havde ramt ham! Som de forsvandt, blev stedet henlagt i stilhed. Kun med det brændte græs og træ som minde om hvad der var sket i aften.

//Out