Demonic Barberque!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Damien Nathanael Adams - Jarniqa Dynithril - Lucifer Phoenix I. Jaceluck

---

Det var ved at være hen på aftenen, da Lucifer endnu en gang kom ud af sit skjul i parken. Han havde fundet en form for ro, efter ham og Jarniqa rent faktisk kunne finde ud af det med hinanden. Selvom hun havde været en definition af en pestilens i starten, men det havde taget en ganske anden drejning for hans del. Han var.. glad i den her tid, og det lignede jo trods alt heller ikke ham.
Jo længere ud på foråret, de måtte komme, des bedre blev det. Det var varmere i vejret, og solen viste sig mere og mere. Fuglene sang og folk flest var begyndt at opsøge parken i de varme dagtimer. Lucifer valgte stadig at holde afstand. Jarniqa vidste nu hvor hun kunne finde ham, om hun ønskede ham noget. Han selv havde for mange tanker, som han nu også skulle til at rende rundt og finde ud af. Han søgte ud i det åbne og rystede let på hovedet. Hans tur satte han bevidst i retningen af søen, hvor han kunne blive vasket. Der var jo ikke rigtigt andet her omkring. Selv søen fik ham til at tænke på Jarniqa.. Uanset hvor han kigget, kom han til at tænke på hende. Frustrerende kunne selv det vise sig, at være for ham!
Herude var vinden kold, men den var behagelig. Held for ham og hans isdæmon, at dette end ikke var noget ,som han som sådan var påvirket af. Han havde en god blanding hvad den slags angik. Lige der, var han faktisk ekstrem tilpasningsdygtig.     
Her henlå vandet krystalklart, da Lucifer endelig knælede ved siden af det. Han foldede hænderne som en skål, inden han førte dem under vandet og kastede det direkte op i ansigtet. At spørge Jarnqia om hjælp, kom stadig ikke på tale. Han skulle nok vise dem alle, at han var i stand til at klare sig selv!

[Damien Nathanael Adams]

Læne havde Damien søgt denne Lucifer. Ganske vidst ikke noget som selv Jarniqa var klar over, da han havde gjort dette, når han havde haft muligheden for at være alene. Hans søgen havde dog ledt ham til temmelig mange steder i Manjarno. Han vidste jo kun, at det måtte være en mand på denne side af grænsen.
I aften havde han søgt i retningen af søen. Selv for ham var det rart med en pause. Dagligt måtte han efterhånden være ude for at søge. Ej tillod han at nogen gjorde hans datter noget! Han betegnede hende jo som sin datter. At hun så ej heller selv var hjemme i aften, var noget som han egentlig havde det fint med. Det gav ham en oplagt mulighed for at søge ud, og så håbe på, at han kunne finde den mand, som havde gjort hende ondt.
Skikkelsen nede ved søen havde han fået øje på. Her i skumringen var det nemlig nemt for ham at se i forhold til, hvad han kunne sige, at det måtte være om dagen. Han tog sig dog ikke af det for nu i hvert fald. Enhver havde vel behov for at søge til et sted som søen her? Ikke at det var noget som egentlig gjorde ham noget. Hver havde jo sine behov.
Bevidst søgte Damien dog længere ned af bredden, inden han selv satte sig. Der var dog noget velkendt ved duften over denne mand. Lige hvorfra kunne han ikke placere. Han rynkede let på næsen, inden han vendte blikket mod den unge mand igen. Kendte han ham? Nej.. Han kendte jo stort set ikke nogen, så det var næppe sådan, at det kunne forholde sig i hvert fald. Denne gang blev han stående. For nu var han i skikkelse som sit menneskelige jeg. Det var det mest naturlige for ham, efter de 15 år sammen med Jarniqa.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Alt for ofte tog Lucifer sig selv i at tænke på Jarniqa. Et sted irriterede det ham, da det i forvejen slet ikke lignede ham at gøre det. Tænderne bed han sammen. Måske lidt koldt vand i hovedet ville være ham en hjælp på det punkt. Han håbede virkelig. Han kunne ikke tillade sig at blive svag nu!
Vandet kastede han direkte op i hovedet på sig selv, da den anden mand synes bare at vandre forbi ham. Dette var dog noget som rent faktisk passede ham fint. At manden så derimod kiggede i retningen af ham, gik temmelig hurtigt op for ham. Han rettede sig en anelse op. Skulle han fyre en kommentar af? Han bed tænderne let sammen. Han var jo ikke ude på problemer, men det var da irriterende på sigt, at blive betragtet på den måde, hvilket han i forvejen heller ikke var bange for at erkende. "Fundet noget særligt at kigge på?" spurgte han direkte, som han selv valgte at vende blikket direkte i retningen af denne mand. Han kneb øjnene let og fast sammen, inden han selv valgte at rejse sig op. Hvorfor kiggede den mand sådan efter ham? Han kendte ham i hvert fald ikke. Han kendte ikke til denne mand, og derofr var det virkelig irriterende, at denne mand skulle stirre sådan efter ham. "Find noget andet at kigge efter," sagde han kort for hovedet. Han var hård.. det havde han alle dage været, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag.

[Damien Nathanael Adams]

Der var noget ved denne mand, som selv Damien reagerede på. Han kneb øjnene let sammen. Det vækkede ham en form for vrede, at have den duft i næsen. Selvom manden direkte bed af ham, uden egentlig at have nogen grund til det, forstod han dog ikke. "Hvad er grunden til at tiltale mig på den måde, når jeg intet har gjort dig?" spurgte han direkte med en kortfattet stemme. Han blev dog for nu stående, for han var endnu ikke klar over hvem denne mand måtte være, hvilket alene, var grunden til at han handlede og reagerede på den måde som han nu gjorde. Om han vidste, at denne mand, var den som havde gjort hans elskede pige ondt, så havde han nok taget det på en helt anden måde.
Damien knyttede næverne let. Han havde endnu meget svært ved at være omkring folk. Det sociale havde nu aldrig været hans kop the. Han vendte kort blikket mod søen i stedet for. Nej.. den unge mand, skulle ikke have lov til at kaste rundt med ham, og da særligt ikke på denne her måde. Det var slet ikke noget, som han fandt sig i! Slet ikke faktisk! "Jeg kigger på det, som jeg har lyst til at kigge på," tilføjede han endeligt, som han igen vendte blikket mod ham igen. Han trak vejret dybt. Den unge mand pissede ham da kun af, ved at tiltale ham på den måde. "Hvad er dit navn?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han ville vide hvem der tiltalte ham på den måde.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Fjendtlig havde Lucifer nu altid været overfor nye, og det var nok også derfor, at der var så få omkring ham, som rent faktisk fik den betydning for ham, som Jarniqa havde fået på så kort tid. Det var alene i forvejen noget, som direkte måtte irritere ham. Han vendte blikket væk fra denne mand igen. Hvorfor kiggede han sådan efter ham? Han brød sig faktisk ikke om at blive kigget efter på den måde. Særligt ikke af en mand. "Du gør mig noget ved at stirre sådan efter mig," sagde han kort for hovedet, som han igen vendte blikket mod ham. Han rejste sig roligt op. Denne mand virkede usikker på ham.. Det var noget som i forvejen måtte give ham en kæmpe fordel.
Hvorfor var manden nu interesseret i hans navn? Det var ikke noget som han kunne se nogen grund til. Han rynkede let i panden og lod hovedet søge let på sned. Hvorfor nu det? "Og hvorfor ønsker du nu at vide det? Mit navn er Lucifer. Du behøver ikke besvære mig ved at give mig dit," sagde han blot, hvor han afvisende viftede med den ene hånd, som han nu håbede på, at det her ville stille mandens tilfredshed nok til at han ville søge videre, for han gad ikke det her. Han var i forvejen heller ikke interesseret i at stifte sine bekendskaber med tilfældige forbipasserende som han nu måtte møde undervejs her i Manjarno. Nej.. det eneste som han var interesseret i, var prinsessen af landet her.. Oprigtigt faktisk.

[Damien Nathanael Adams]

Et fast blik hvilede på denne mand, som nu stod overfor ham. Han havde virkelig intet gjort, for at se sig fortjent til den behandling. Armene lod han søge over kors. Nu kunne han da fint huske, hvorfor han ikke havde nogen i hans omgangskreds. Foruden de få, som rent faktisk havde været en del af den til nu i hvert fald. Det bestod udelukkende af Denjarna og Jarniqa faktisk. Det var det eneste i hans liv, som rent faktisk havde en betydning for ham. Og den ene var død og borte. "Som du tiltaler mig på den måde, som du vil, vil jeg forbeholde mig retten til at gøre, hvad jeg vil," sagde han kortfattet.
Som manden alligevel endte med at sige sit navn, vendte Damien stift blikket i retningen af ham. Lucifer..? Hed denne mand virkelig Lucifer? Var det der han havde duften fra? Den havde siddet på... Jarniqa.. Hans øjne endte nærmest med at skinne af det rene had, da han fast vendte sig mod hans skikkelse endnu en gang. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. "Du...!" endte han med en fast tone. Det hele eskalerede hurtigt for ham. Her valgte han at indtage forvandlingen. Den mand skulle han tidsnok sørge for, ikke kom i nærheden af Jarniqa igen! Han ville slet ikke have ham i nærheden af hende. "Du har rørt Jarniqa for sidste gang!" brølede han kraftigt idet at hans hoved skiftede form, kun for at indtage skikkelsen som drage. Hertil voksede han også betragteligt i størrelsen. De stærke arme blev til massive vinger, som han kraftigt slog med. Brølet var skingert og højt. Røgen stirrede nærmest op af hans næsebor. Den mand skulle ikke tæt på hende igen!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At dette møde skulle vise sig, at blive skæbnesvangert, ville tidsnok gå op for Lucifer. Det var det dog ikke endnu. Han kneb øjnene let sammen. Hvem var denne mand, som turde fremstille sig på den måde overfor ham?! Ikke at han havde nogen respekt for dette! "Du er da vidst blevet en kende for spydig, min fine ven," sagde han kort for hovedet. Han var nu kendt for at prikke til folk, og særligt når de var så lette at påvirke, som dette nu var. Han kunne selv lide det. Det var jo det, som selv Jarniqa havde reageret på, under deres første møde. At de jo så havde mødtes efterfølgende, var han faktisk kun glad for.
At manden direkte hævede stemmen overfor ham, og pludselig begyndte at skifte form, fik ham dog til at bakke et enkelt skridt. Hvad pokker foregik her nu? Hans hjerte begyndte automatisk at hamre mod hans bryst, som han fast vendte blikket mod det kæmpe og massive væsen i form af en drage, som pludselig stod foran ham! Om muligt, blev hans ansigt mere bleg end hvad det var i forvejen. Shit! Det var virkelig det eneste, som han kunne tænke lige nu! Han hjerte hamrede fast mod hans bryst, inden han igen valgte at bakke. For sin egen skyld, vendte han om på hælen, for at løbe. Hvad havde Jarniqa med dette at gøre? Han havde jo ikke gjort hende fortræd på noget tidspunkt! "Du aner slet ikke hvad du snakker om!" endte han med en fast tone. Manden var for pokker da en formskifter! Og en drage! Han satte direkte i løb for at komme derfra. Han havde ikke i sinde, at miste livet, og at kaste sig i strid med det væsen, var han ikke dum nok til!

[Damien Nathanael Adams]

Lucifer.. endelig havde han fundet manden, og alene tanken om det, vækkede en ellers så sjælden vrede i ham, hvilket man nok heller ikke skulle tage fejl af. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Nu var det på tide, at han satte et klart eksempel, og gjorde denne mand fortræd, som han havde gjort med Jarniqa, for det var slet ikke noget som han fandt sig i!
De kraftige brøl, var ikke at tage fejl af. Han gjorde dette udelukkende for at slå ihjel, hvilket sjældent, var en tankegang, som han bar præg af, og særligt på denne her måde. Mest af alt, var han en fredelig og rolig mand, som jo egentlig bare holdt sig for sig selv. Men denne gang var sagen anderledes. Denne gang var det ham som havde brug for at sætte et eksempel. De kraftige brøl brød den stilhed, som han satte af fra jorden, da han så manden løbe. Han gjorde uden tvivl klogt i at løbe, for han ville have den mand langt væk, og gerne så langt væk, det var ham overhovedet muligt at få ham! Varmen mærkede han i halsen, da han satte direkte efter ham. Langt skulle han ikke få lov til at komme! Han ville slå ihjel. Så var han sikker på, at manden ikke opsøgte Jarniqa igen, og gjorde hende ondt igen! Denne gang åbnede han munden på vidt gab, hvor ilden stod direkte ud. Han søgte henover himlen lige efter Lucifer. Den mand skulle dø, og det kunne da virkelig heller ikke gå hurtigt nok for ham!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvordan pokker slog man en drage? Det vidste Lucifer for pokker da ikke! Han havde ikke ligefrem fået træning i den slags, og det at stå overfor det væsen, var slet ikke noget som han havde tænkt sig! Panikken spredte sig i hans krop, idet han bare satte i løb. Denne gang måtte han jo sande, a dette var en modstander, som han på ingen måder, ville have nogen chance overfor, og det var det der gjorde, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde - ved at løbe. Han forstod dog stadig ikke hvad Janiqa havde med denne sag at gøre.
Lucifer løb alt hvad hans ben kunne bære, selvom lyden af vingeslagene kraftigt måtte lyde bag ham. Han havde ikke tænkt sig at miste livet på denne her måde, og slet ikke på denne her måde! Hvor pokker skulle han søge hen? Han kunne næsten mærke dragens ånde i nakken. Han sprang kraftigt til siden, da han kunne ane varmen og flammerne bag sig. Automatisk skruede hans krops temperatur sig ned, for at undgå, at han skulle fanges midt i en hede. Han gispede som han røg henover græsset, hvor han igen kæmpede for at komme op på benene igen. Han ønskede slet ikke at miste livet, og da slet ikke på denne her måde. Han havde alt for mange ting, som han endnu ikke havde gjort! "Hold dig væk fra mig!" nærmest skreg han op, idet han igen forsøgte at sætte i løb. Det bæst skulle bare ikke have lov til at fange ham!

[Damien Nathanael Adams]

Pludselig havde manden sit liv kært? Damien kunne ikke være mere ligeglad. Det var bestemt ikke ofte, at han blandede sig i andres ting, men når man først kom på tværs af dem, som han holdt nær og kær i sit liv, skulle folk da forvente, at han reagerede på det, og det gjorde han så sandelig også! Flammen oplyste nærmest den mørke himmel over dem, hvor det uden tvivl måtte frustrere ham som pokker, at manden sprang til side!
De massive ben landede med et kraftigt bump på jorden. Han brummede kraftigt og med en tydelig irritation. Havde manden ærlig talt regnet med, at han havde tænkt sig at lade ham gå? Så kunne han godt tro om igen. Nu var han ganske vidst ikke kendt med andet end mandens navn, og ej race eller noget andet, så han havde vitterligt ingen anelse om hvem han var, eller hvad han skulle forvente af dette. Halen slog han kraftigt med, da han igen så manden haste henover græsset for at komme væk. Herude i det åbne, så havde han ingen steder at gemme sig, hvilket da uden tvivl var en situation som Damien havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det var ham menneskelig muligt. Han satte endnu en gang af fra jorden og mod himlen. Igen varmede han struben op. Han sænkede hovedet igen. Når han gjorde andre fortræd, skulle han forvente, at blive mødt af den samme behandling, og dette var bestemt ikke noget undtag. Igen forlod flammerne det vidåbne gab og direkte mod ham, med sådan en kraft, at der skulle et mirakel til, for at undgå at blive ramt af det!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde altid haft sit liv kært, og dette var ikke noget som gjorde det meget anderledes. Han havde jo aldrig nogensinde været ude på at skulle miste det! Selvom han var kæk og det der var værre, så havde det da stadig sine effekter på hans liv.
Dragens første angreb, var han så heldig at kunne slippe for, da han sprang til siden. Selv her i den mørke aften, var det til at ane hvad der kom bagfra, og særligt når det var så stort et væsen. Endnu havde han ikke fundet ud af, hvad det her handlede om, for han havde da ordnet op med Jarniqa! Og hvem pokker havde denne mand været?! Ikke var han kendt med, at dette var hendes værge.
Igen forsøgte Lucifer at rejse sig, for at komme derfra. Han havde ikke tænkt sig at kaste sig i kamp og strid med en drage, hvis han ellers kunne blive fri for det. Det væsen var jo hundrede gange hans egen størrelse, hvis ikke mere! "FORSVIND!" hvæsede han med en kraftig stemme. Denne gang var han dog bare ikke så hurtig, som han gerne ville have været. Flammerne som kom fra det store væsen, endte med at omringe ham og nærmest... oplyse ham. Hans tøj tog fyr med det samme, hvor det smertende skrig direkte brød hans læber. Hans isdæmon kunne jo for pokker slet ikke tåle den massive og høje temperatur! Benene gav direkte efter under ham, som han bogstavelig talt gik op i fyr og flamme. Det gjorde ondt!

[Damien Nathanael Adams]

Glæden ved dette, var overvældende for Damien. Han havde længe gået med frustrationen over, at der var en mand, som havde gjort hans datter ondt, og endelig fik han lov til at gøre noget ved det. Selvom han ganske vidst ikke havde ramt første gang, så gav han bestemt ikke op af den grund!
Igen satte Damien fra jorden for at komme hurtigt efter. Det var nemmere på denne måde, end det var ellers med så meget andet. Han var jo et temmelig stort væsen og derfor var der rigtig meget vægt, som skulle flyttes. Først da han igen havde denne forbandede mand på sigtekornet, fyrede han den næste flamme afsted hvor han faktisk.. ramte ham! Lyden af det kraftige smertende skrig, var uden tvivl en tanke som selv Damien nød sig af. Bare tanken om, at han havde gjort Jarniqa ondt, var grund nok til at gøre dette ved ham.
Med et kraftigt bump, landede ikke langt fra Lucifer. Her skiftede han form igen, så han endnu en gang stod der i hans menneskelige skikkelse i stedet for. Hans øjne lynede af ren og skær vrede og raseri. Aldrig havde han brugt sine evner på denne måde, men til tider, så var det bare nødvendigt. Han knyttede næverne fast. Manden brændt.. Han var ligeglad. Han var virkelig ligeglad med denne mand. "Aldrig igen," hvislede han med en fast og iskold stemme. Han var virkelig vred!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At flygte, var længst gået op for Lucifer, ikke havde nogen effekt. Han kunne ikke løbe fra det store dyr, som nu var efter ham. Og denne gang ramte det. Det føles som at blive stukket med en million knive på samme tid, efterfulgt af en voldsom varme, som tog til i hele hans krop, hvilket så absolut ikke var en særlig god ting for hans vedkommende!
Skriget brød kraftigt hans læber i ren og skær smerte, inden hans ben gav efter under ham. Han brændt. Det endte nærmest med at han rullede rundt på græsset i desperate forsøg på at få det til at stoppe. Tøjet brændte væk, og det efterlod kraftige mærker på hans hud, som heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre. Selvom han forsøgte at åbne øjnene, var det hele sort. Hans krop rystede, som han nærmest kæmpede for at trække vejret. "G-gå... Gå..." endte han næsten helt lydløst, som han slet ikke følte, at han kunne snakke i det hele taget. Han forsøgte at vende sig i græsset, hvilket gjorde, at han kun kom om på ryggen og ikke rigtigt længere. Det stank langt væk af brændt kød, og hans krop kæmpede for at holde det hele ved lige. Han følte virkelig at han brændt indvendig. Han havde det alt for varmt, hvilket ikke just gjorde det meget bedre for ham. Han klemte øjnene svagt sammen, hvor et kraftigt gisp forlod hans læber. At bevæge sig, kunne han lige så godt opgive for nu.

[Damien Nathanael Adams]

Damien stirrede fast på den forbrændte mand for øjnene af ham. At han havde overlevet dragens flammer, forundrede ham dog.. Men hvad. Han ville næppe overleve, at blive liggende der, og det var bestemt ikke fordi at Damien havde tænkt sig, at gøre noget som helst for at redde ham. Han havde fortjent den behandling, som han havde fortjent at blive smidt af denne jords overflade, så han var sikker på, at han ikke kom i nærheden af Jarniqa igen, for det ville han slet ikke have!
Manden gispede og kæmpede nærmest for sit liv.. Tøjet var nærmest brændt væk, og brændt ind i huden, som selv tydeligt havde taget skader med kraftige og voldsomme forbrændinger. "Det gør ondt at bevæge sig, gør det ikke?" endte han med en tydeligt kold stemme. Han trådte op ved siden af ham. At bevæge sig, gjorde ondt.. at trække vejret gjorde ondt.. At være til gjorde ondt, og det var meningen med det hele! Uden at tøve, sparkede Damien direkte ud efter ham, for at ramme ham mod ribbenene. Denne mand skulle nok vise sig, at have lært af dette. "Må du brænde op i helvede.." hvislede han med en fast tone. Alt denne anstrengelse, havde ligeledes sat sig på hans øjne. Han burde selv søge hjemover, inden det blev for slemt for ham selv. Han rystede på hovedet med et mindre fnys, inden han blot vendte ryggen til ham og gik. For alt hvad han vidste, kunne mande ligge død her i morgen. Han ville være fuldstændig ligeglad.

//Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Bare at bevæge sig, var en direkte smertefuld proces for Lucifer, nu hvor han lå der på jorden. Det hele var en kamp for ham nu. Han følte endnu at han brændte! Han klemte øjnene sammen, som kroppen blev liggende skælvende og rystende på jorden under ham. Han kunne høre manden søge hen mod ham. Skulle han være bange nu? Ville manden virkelig komme her for at ende hans liv? Ondt gjorde det, hvor han nu kun måtte nikke til hans ord. Dette fortrød han dog allerede med det samme, da han mærkede sparket ind mod siden, hvilket tvang ham direkte om på siden.
Lucifer røg ud i et mindre hosteanfald. Han klemte øjnene kraftigt sammen. Han havde virkelig ikke tænkt sig at miste livet på denne her måde, og da slet ikke på stedet her!
Lucifer røg tilbage om på ryggen igen. Kroppen rystede.. Han følte sig brændende varm, og selv duften af det brændte kød, var til at mærke i hans næse, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde sagerne meget bedre for hans vedkommende. Han lukkede øjnene let. Forlod manden ham bare? Det gjorde ham bestemt ikke noget, men.. hvad skulle han gøre nu? Han gispede svagt som han igen forsøgte at vende sig, så han kunne komme op. Det var bare ikke ligefrem ting, som ville som han gerne ville have det, og naturligvis vakte det kun en større frustration for hans vedkommende. Han faldt ned på ryggen igen. Han kunne slet ikke overskue at bevæge sig lige nu!