Demonic Barberque!

[Jarniqa Dynithril]

Et godt stykke derfra havde Jarniqa stået, som hele scenariet havde stået på. Derfor havde hun set, hvordan en enorm drage havde indtaget himlen for at spy sin ild ned mod jorden. Havde det været Damien? Han var den eneste drage, som hun kendte. Til dels lignet hans drageskikkelse havde dragen også gjort, men ej kunne hun vide sig sikker, som hun havde befundet sig på så lang en afstand. Af den årsag kunne hun ej heller sige, hvad dragen havde spyet sin ild imod. Undrende havde det dog efterladt hende, for hvis dragen havde været hendes værge Damien, forstod hun ikke hele aktionen. Han havde nemlig aldrig gjort noget lignende. Til sidst så hun dog også, hvordan den mægtige drage satte kursen bort fra Natymia, og det var derfor også først der, at hun begyndte at bevæge sig i søens retning. At få klaret sit sind, havde hun nemlig i sandhed brug for! En stor omvæltning havde nemlig hændt, som hun havde søgt sin moder, vækket hende, og nu sat hende i kursen mod Neutranium. Selv havde hun prøvet at tilvænne sig ideen om sig selv som landets regent, men sværere og sværere havde hun desværre fået ved det. Derfor havde hun valgt at vække sin moder, for skønt hun kunne lide Theodore, stolede hun ikke på, at han og dronningen ville kunne finde en passende erstatning for hende. Derfor havde hun i den grad taget sagen i egen hånd, som hun selv havde fundet en kandidat til tronen.
Hen ad engen bevægede Jarniqa sig, hvor hun var endt i sine egne tanke. Det var dog kun indtil, at hun spottede en stor rygende byld på jorden. Øjnene kneb hun sammen. Var det en person? Var det dragens værk? Tavst stoppede hun op, som hun blot stirrede frem for sig. Det var måske et tegn på, at hun burde vende om? Underlæben bed hun ned i, inden hun alligevel bevægede sig fremad. Mørkt var det blevet, men takket være hendes elviske syn, måtte hun alligevel se bedre end de fleste. Hendes hjerte sprang et slag over.. Var det? ”Lucifer!” skreg hun op, som hun ikke kunne styre sin mund eller ben, for to sekunder efter havde hun også sat i fuld firspring efter ham. Ovre hos ham på ingen tid var hun dog også, hvor hun kastede sig ned på knæ ved hans side.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jorden og græsset, som lå omkring Lucifer, var selv brændt til ingenting, og der lå han. At bevæge sig, var en smertefuld proces i sig selv! Svagt måtte han slippe et gisp. At holde sig vågen, var i forvejen meget svært for ham, og særligt når han lå der. Han sank klumpen.. hans krop sitrede og dirrede og det føles endnu som han stadig måtte brænde. Ilddæmonen i ham, kunne klare dragens ild, men resten kunne under ingen omstændigheder tåle den slags!
Kort måtte øjnene glide i. At Jarniqa måtte være i hans nærhed, kunne han end ikke mærke. Hans fokus lige nu, lå på at holde sig vågen i stedet for alt det andet, for det var bestemt ikke noget, som var til gavn for ham. Han røg og han var så kraftigt forbrændt, at han nok næppe var til at kende igen. Stemmen som dog måtte lyde, fik kort hans blik til at glide op igen. Var det..? Læberne skilte han, også selvom der ikke kom så meget som en eneste lyd fra ham. Det kunne han ikke. Han kunne ikke få så meget som en lyd over sine læber. Hovedet faldt let til side. Hans hud var brændt og var nærmest helt mørk. Uanset hvad denne forbandede mand og drage havde ment, ville han stadig ikke mene, at han havde gjort Jarniqa noget ondt! Slet ikke faktisk! Øjnene tvang han op, også selvom han knapt var i stand til at se noget som helst, som det hele synes at være fuldstændig brændt væk. Et svagt gisp forlod hans læber. Var hun der virkelig? Eller var det hans hjerne, der spillede ham et puds, for at få ham til at slappe af, og faktisk føle sig tryg i en ellers ekstremt presset situation? "... H-hjælp m-mig.." lød det næsten helt hæst og lydløst. Alene det at snakke, gjorde ondt og skar i struben. Han begyndte at hoste, hvilket uden tvivl også skar voldsomt i hele hans krop. Han følte virkelig, at han var ved at brænde op!

[Jarniqa Dynithril]

Panisk slog Jarniqas hjerte, som hun sandede, at det var Lucifer, som dragen havde angrebet. Kunne det virkelig have været Damiens værk? Selv ønskede hun ikke at tro på det.. Hun ønskede ikke at tro, at den mand hun elskede havde angrebet den mand, som hun var begyndt at holde af. Ned på knæ søgte hun ved Lucifers side, hvilket fik det hele til at vende sig i hende. Forfærdeligt så han ud, samt lugtede. De brændte klæder og kød stank, hvor hun også kunne se, hvordan ilden havde været i berøring af hans hud. Kunne ilddæmonen i ham mon klare det? Kunne den holde ham i live for dette? Kunne den gøre hans ydre til det gamle! Synet stak hende i hjertet, ligeså vel som hans hæse stemme. På sin vis følte hun det vel som, da Damien var blevet angrebet i Ityrial? ”Lig stille..,” bad hun ham så roligt som muligt, skønt hun måtte føle panikken og sorgen i sig. Ville det mon gøre for ondt, hvis hun rørte ham? Aldrig havde hun set en så slem forbrænding som denne.. Tænderne bed hun sammen. De fleste steder var tøjet brændt helt væk, men der var også de steder, hvor det endnu sad, og de steder, hvor tøjet syntes at smelte sammen med hans hud. Aldrig havde hun følt dette for en anden end Damien før, men selv følte hun helt, hvordan det måtte stikke i hendes hjerte. ”..J-Jeg bliver nødt til at fjerne dit tøj, hvor der er brandskader,” endte hun med at sige. Hvis hun kunne fjerne tøjet, sikrede hun sig, at det ikke smeltede fast. Ligeså gjorde det, at hun dernæst ville kunne vaske hans sår. Tænderne bed hun sammen igen, som hun hævede en skælvende hånd. Var dette til at redde? Forsigtigt lukkede hendes negle sig om et løst stykke stof der dækkede hans brystkasse, hvor hun forsigtigt forsøgte at lirke det af. Hvorvidt han kunne mærke noget længere eller ej, vidste hun ikke, men hvis han kunne, ville det gøre ondt det næste stykke tid.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Aldrig havde Lucifer befundet sig i en lignende situation, og det var virkelig ubehageligt. Svagt bed han tænderne sammen. Hans krop dirrede. Han havde virkelig ondt, og bare det at trække vejret, skar voldsomt i hans bryst og hals. Øjnene lukkede han igen, som det gik op for ham, at hun virkelig var der. Hun sad virkelig der ved siden af ham.
Vejret trak han i små hiksterende stød. Han var skræmt. Hvad pokker havde den mand haft gang i? Endnu var det ikke noget, som han havde fundet ud af, selvom den tanke i sig selv, var skræmmende nok i forvejen. At ligge stille, kunne han sagtens, da han slet ikke synes at have energien til at bevæge sig i det hele taget. Grusomt som det føles at ligge der, kunne han jo ikke rigtigt gøre det store ved det af den grund. Blikket gled ned i græsset ved siden af ham. Det stank langt væk af brændt kød. Havde det ikke været for ilddæmonen, så havde han nok været død nu. Den tanke var derimod det, som han måtte finde mest skræmmende. I sig selv, var det ikke noget, som måtte sige så lidt. Han gispede svagt, som hun begyndte at fjerne de klæder, som nærmest var brændt ind i hans hud på brystet. Han.. kunne ikke rigtigt mærke det. Smerten indvendig, var den som var kraftigst ved ham lige nu. Han sank klumpen i halsen. Han havde desperat brug for at blive kølet ned. Øjnene lukkede han igen. At snakke kunne han slet ikke overskue, som det at holde sig vågen, kun viste sig, at blive en kamp hårdere for ham, end hvad han først havde antaget. Og nu hvor hun sad der, følte han sig rent faktisk tryg. Ej stoppede han hende i at fjerne de klæder som var ved at nærmest smelte ind i hans hud. Han klemte kun øjnene svagt sammen. "H-hjælp m-mi-mig.." gentog han igen. Han havde virkelig, virkelig ondt!

[Jarniqa Dynithril]

Tungen holdt Jarniqa lige i munden, som hun så forsigtigt som muligt fjernede de brændte klæder fra hans krop. Ondt gjorde det helt på hende, som det bestemt ikke hujede at se ham på denne her måde. Hun kunne jo … lide ham, og nu lå han her. Helt forbrændt og hjælpeløs. Glad var hun dog helt for, at hun havde lagt turen forbi, for tænk hvis hun ikke havde været her til at hjælpe ham? Havde han så kunnet klare den? Havde en anden fundet ham? Forpint vendte hun blikket i hans retning, som han tryglede om hendes hjælp. Ganske vidst havde hun altid ønsket at hjælpe ham, men … ikke sådan her. ”Slap af.. Jeg forlader dig ikke,” lovede hun. Om han overhovedet vidste, at det var hende, var hun faktisk helt i tvivl om. Helt konfus og fjern syntes han nemlig, men underligt var det ej heller, som dragen tydeligvis havde forsøgt at brænde ham levende. Havde dragen virkelig været Damien? ..Betød det, at det var hendes skyld? Let gjorde det det ikke for hende, men ej stoppede hun sin behandling. Ej vidste hun, om der var noget at rede, men forsøget agtede hun at gøre! Hendes negle forsatte med at pille tøjstumper af ham, hvor hendes smaragdgrønne blik til sidst gled undersøgende hen over hans krop. Hun skulle vel fjerne alt tøjet? Intet helt var der alligevel tilbage, så intet værd var der jo at gemme. Dog betød det, at hun måtte blotlægge hans krop fuldstændigt.. Vigtigt var det dog også, som hun jo skulle se, om hele hans krop var dækket af forbrændinger. Svært var det dog personligt for hende, da hun jo kunne lide ham på romantisk basis, og da hun aldrig havde set ham helt afdækket før. Derudover havde hun ej heller troet, at det var i denne situation, som hun skulle se det. ”Jeg er nødt til at fjerne al dit tøj.. ellers risikerer du, at det brænder sig fast i din hud, og at sårene derfor ikke er til at rense,”  informerede hun ham, inden hendes fingrer søgte videre ned til hans ben, hvor hun fjernede resterne af hans bukser.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var med en kraftig sitren i Lucifers krop. Dette var uden tvivl voldsomt ubehageligt for ham! Hvis det ikke havde været for hans ilddæmon, så havde han nok været død i dag. Et sted var det en tanke, som selv han måtte finde temmelig skræmmende, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved den. Øjnene gled let i. Han følte sig træt og udmattet, velvidende om, hvor farligt det kunne være, at give efter for søvnen lige nu.
Jarniqa begyndte at fjerne klæderne. Hans nerver var vel brændt væk? Han kunne absolut intet mærke af hvad hun gjorde. Selv han måtte finde den tanke skræmmende, for han kunne jo for pokker ikke stille noget op med den. Hun lovede at hun ikke ville gå.. Dette passede ham fint. Denne gang, var det dog ham, som følte sig som den svage, selvom det virkelig ikke var en tanke som faldt i hans gode jord. Hans krop rystede. Ikke fordi at han frøs, men fordi at han stadig følte, at han brændt indvendig. Han kunne slet ikke finde sig til ro ved den tanke om det som var sket. "D-Drage.. h-han b-blev ti-til en d-drage.." endte han dæmpe, som hun bevægede sig nedover hans krop. Ikke at han havde haft en grund til at være skamfuld overfor sin krop - før nu vel og mærke, så han havde faktisk ikke noget imod, at hun klædte ham af. Selv ikke da hun nåede hans bukser, og de dele af hans beklædning, som han havde der, var noget som han tog sig af som det var lige nu, for det havde han ikke nogen grund til. Han sank klumpen, da hans øjne endnu en gang måtte glide i, og denne gang var det for alvor svært for ham, at kæmpe dem op igen. Han sukkede tungt, idet at blikket gled mod hendes skikkelse igen. Han kæmpede øjnene op, også selvom han knapt var i stand til at se noget som helst. Hans øjne gled i endnu en gang, hvor han forsøgte at nikke. Han lod hende gøre hvad der skulle til. Lige der, stolede han faktisk på hende. Han havde ikke noget andet valg.

[Jarniqa Dynithril]

Tænderne bed Jarniqa sammen. Drage. Nagende var fornemmelsen endnu af, hvem denne drage havde været. Hvis man tænkte logisk over tingene, havde hun nemlig boet i landet her i over femten år, og i de femten år havde hun kun mødt én drage. Og særligt kun én drage, som tilmed havde været en mand. Hendes værge. Damien. Derfor kendte hun udmærket til oddsene, skønt hun ej brød sig om dem. Hvis det virkelig havde været Damien, havde det så været hendes skyld? Var det fordi, at hun havde knækket sammen overfor Damien? Eller var det i virkeligheden bare fordi, at Lucifer havde pisset ham af? ”Jeg ved det.. J-Jeg så det.. Eller jeg så dragen,” sagde hun usikkert, hvor hun kort måtte sende ham et blik. ”Tal ikke for meget.. Jeg kan se, at det er anstrengende,” sagde hun bekymret. Personligt havde hun mest af alt lyst til at kysse ham og lægge sig ind til ham, men hvad ville det nytte? Intet.. Langsomt søgte hun tilbage på benene. ”Jeg kommer tilbage om et øjeblik,” lovede hun, inden hun søgte bort fra ham, så hun i stedet kunne søge over til søen. Hun var nødt til at køle hans krop ned på en måde.. Det smaragdgrønne blik holdt hun på søens mørke vand, alt imens hun forsøgte at fremkalde magien i sig. Lettere ville det nemlig være, hvis hun havde en skål med vand.. Øjnene lukkede hun kortvarigt i, som hun forsøgte at samle sig, men … intet skete. Et virvar var hendes følelser, og derfor endte hun også med at ty til en alternativ metode. Det nederste af sin kappe endte hun med at flå af, inden hun satte sig på hug og drog klædet ned i vandet. Hurtigt kunne hun fornemme, hvordan stoffet sugede til sig, og derfor varede det ikke mange sekunder, før hun igen satte kursen mod Lucifer, hvor hun igen satte sig på knæ. ”Jeg vil dryppe noget vand over hele din krop, så den bliver nedkølet,” informerede hun ham, inden hun hævede det tyngende stykke stof. Fast vred hun stoffet, hvilket øjeblikket fik vand til at løbe og drive ned over hans bare overkrop.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Fuldstændig slået ud af kurs, kunne man godt sige, at Lucifer var endt med at blive, uden at han egentlig kunne gøre det store ved det. Hans krop kæmpede for at holde sig igang, som han kæmpede med at holde sig vågen, mest for sin egen skyld. Han gispede svagt. Hvorvidt om han havde fået hele beklædningen af, og nu lå i ingenting, kunne han end ikke mærke. Han følte sig helt følelsesløs, ellers var det kun fordi at hans fokus måtte ligge helt andre steder. Han klemte øjnene let sammen. Han forstod intet af det. Overhovedet intet af det her!
Lucifers brystkasse hævede og sænkede sig så hurtigt, at han næsten ikke kunne nå at trække vejret. Han forstod ikke den drage.. han forstod slet ikke hvad han havde gjort Jarniqa eller.. hvem den mand overhovedet var. Dog var det ikke hvad han tænkte på lige nu. Som hun gik, bed han tænderne let og fast sammen. Han var i forvejen ikke meget for at hun gik, men at stoppe hende, det kunne han jo ikke ligefrem! I tankerne bad han hende om ikke at gå, selvom dette forblev usagt. At snakke i det hele taget, krævede energi, som han slet ikke følte, at han havde.
Vandet som hun kom over ham, fik hans krop tydeligt til at ryste. Det føles som at blive overdynget af noget, som var iskoldt. I aften kunne han bare ikke skelne mellem det som var koldt og hvad der var varmt.. Indvendig følte han bare, at han virkelig måtte koge! "D-det er k-ko-koldt," kommenterede han. Normalt ville det slet ikke have rørt ham, men lige i aften berørte det hele ham! Han kunne virkelig ikke finde ud af det. Næverne knyttede han let. Hans krop var præget af store brændemærker og sår forårsaget af dragen og det stank af brændt kød. Det var forfærdeligt!

[Jarniqa Dynithril]

Hvor svagelig Lucifer end var i dette øjeblik, var det tydeligt for Jarniqa at se, hvordan hans krop måtte spændes, som hun hældte vandet over ham. Behageligt var det måske ikke, men nødsaget var hun til at nedkøle hans krop og vaske hans sår. Lidt så det måske ud af, men det var vitterligt det eneste, som hun kunne gøre. Dog pinte dette også hende, som det ej hujede hende at se ham i en sådan position. Hvilket held var det også lige, som hun havde? Hun var endelig begyndt at kunne lide ham, og så skete det her.. ”Jeg er nødt til det,” kommenterede hun ærligt, inden hun måtte rejse sig igen, så hun igen kunne ile ned til søen. Her førte hun igen stofklædet ned i søen, så det igen sugede bandet til sig. Hurtigt var hun igen tilbage hos ham, hvor hun denne her gang holdt det dryppende klæde over hans ben. ”Vandet vil komme mod dine ben nu,” oplyste hun, inden hun igen vred klædet. Igen begyndte vandet at rende fra klædet og ned på hans krop. Klædet styrrede hun let, så vandet både ramte hans ben og fødder. Underlæben bed hun ned i, inden hun trak hænderne til sig igen. Pænt foldede hun nu klædet, så hun kunne placere det på hans pande i stedet. Forhåbentligt ville det hjælpe på, at han ej følte sig fuldkommen kogt. ”Et øjeblik..,” endte hun med at sige, inden hun igen forlod ham. Denne her gang tog hun hele kappen af, som hun igen tog plads ved søbredden. Ej dyppede hun hele kappen i søen, som hun derimod blot førte sine hænder derned, så hun dernæst kunne ryste dem over kappen, så det blev svagt fugtet på den led. Dette gentog hun et par gange, til hun greb om kappen og rejste sig. ”Jeg lægger min kappe over dig nu,” informerede hun ham om, som hun igen sad ved Lucifers side. Selv mærkede hun udmærket, hvordan kulden slog hende, men lige meget kunne det være. Hun var nemlig ikke i samme stand som ham. Den fugtede kappe svang hun derfor over hans krop, hvor hun behændigt valgte at skubbe kanterne ind under ham, så kappen sad tæt ind til hans krop og dækkede det hele.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At tigge og bede om hjælp på den måde, ville Lucifer ikke have gjort under normale omstændigheder! Aldrig! Det var pinligt og flovt, men lige nu, havde han vel heller ikke noget andet valg? Han kom ikke fra dette på egen hånd, og han kom heller ikke fra stedet selv. Han kunne jo knapt bevæge sig. At hun dryppede vandet udover ham, fik ham tydeligt til at sitre og dirre. Det var behageligt og alligevel ikke. Ikke var det nemt for ham, at finde ud af. Han trak vejret dybt, selvom det virkelig skar i hals og lunger. Det gjorde virkelig ondt! Nej, det var nok ikke ligefrem sådan her, at han havde regnet med, at han skulle se Jarniqa igen, men gud hvor var han da glad for, at hun var kommet forbi alligevel! Det var uden tvivl noget af det, som betød mest for ham lige nu.
Som hun strøg vandet nedover hans ben, sitrede det så kraftigt, at det næsten kunne ligne, at han forsøgte at trække sine ben til sig. Det var dog slet ikke meningen. Vandet havde han brug for. Kroppen havde brug for væsken, som nærmest var blevet brændt væk af den forbandede drage, uden at han kunne gøre noget ved det. At hun så gik igen, var noget som fik ham til at bide tænderne sammen. Han skulle væk herfra.. Hvad nu hvis dragen kom tilbage, og gjorde det samme ved hende? Som hun lagde den fugtige kappe over ham, stivnede han let. Det føles virkelig som var han iskold! Han frøs og følte sig brændende varm på samme tid. Han kunne ikke rigtigt finde ud af dette. Han trak vejret så hurtigt, at han næsten ikke fik luft. Igen forsøgte han at tvinge øjnene op. Ikke at det gik helt som han gerne ville have det. Han trak vejret dybt igen, også selvom det endte ud i en tydelig og kraftig grimasse. Han lod igen øjnene glide i. Hårdt var det nemlig for ham at holde dem oppe. Han var virkelig, virkelig afkræftet.

[Jarniqa Dynithril]

Om det Jarniqa gjorde havde nogen som helst effekt på Lucifer, kunne hun helt betvivle, som hans tilstand direkte var forfærdelig. Selv gjorde hun det bedste, hun kunne, men selv kunne hun ikke lade være med at frygte, at det alligevel ikke var nok i den sidste ende. Ondt gjorde det at tænke på, men hvad kunne hun gøre anderledes? Derfor sørgede hun for at putte ham godt ind under kappen, skønt hendes hjerte knugede. Bedre blev det ej heller af, at han lod øjnene glide i, uden at han åbnede dem. Bange gjorde det hende faktisk, som hun et sted frygtede for hans liv. Hun ønskede nemlig ikke, at han gled bort på denne her måde, men hvad kunne hun gøre? Hænderne placerede hun mon den brændte jord, som hun lænede sig ind over ham. Prøvende trykkede hun sine læber mod hans i et kys. Blidt gjorde hun det dog, da hun bestemt ikke var ude på at forvolde ham mere skade! ”..Hold øjnene åbne og bliv hos mig,” bad hun ham, som hun frygtede, at han faldt i søvn, og måske en evig søvn, hvis først han lukkede øjnene. Forsigtigt lagde hun sig ved hans side, hvor hun påpasseligt valgte at lægge en arm om ham. Klar til at trække sig var hun dog, hvis han viste tegn på smerte. Det optimale ville uden tvivl være at flytte ham, men hvor skulle hun flytte ham hen? Neutranium gik ikke, da Damien var der. Derudover vidste hun også, at det var i dag, at hendes moder forsøgte at genvinde tronen, så for kaotisk ville det garanteret blive. Deres gamle hjem i Benden gik i ej heller, da det var blevet brændt ned. Derfor krævede det, at han ville være i stand til at gå en smule, hvis de skulle kunne flytte sig. ”Fortæl mig, hvordan du har det, og om du tror, eller om du kan mærke, om din race er med til at heale dine skader,” bad hun ham stille. Dog højt nok til, at han kunne høre det.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer følte i hvert fald, at han kunne slappe langt mere af, end hvad han havde været i stand til at gøre til nu. Hans krop dirrede ved hendes behandling. Vandet føles iskoldt, men det var vel fordi at isdæmonen i ham, var slået fuldstændig ud, af den drage, som han havde stået ansigt til ansigt med? Han lukkede øjnene ganske let. At holde dem oppe, var virkelig en udfordring for ham.
Det kys, som Jarniqa alligevel valgte at skænke ham, gengældte han. Selvom det brændt mod hans læber, så ønskede han brændende, at give hende dette. Øjnene åbnede han blot ganske let igen. Han følte slet ikke at han kunne se, og det sved virkelig. At skulle være så afhængig af andre, som han følte sig lige nu,var bestemt heller ikke særlig behageligt, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det. Hovedet lagde han mere mod hende, som hun lagde sig ned ved siden af ham. At blive kølet ned, var med til at vække isdæmonen bare lidt i ham, hvilket han godt kunne mærke. Dette ville han nok uanset være mærket af i rigtig lang tid. Hele hans krop, var jo nærmest et kæmpe sår, som skulle ordnes, og som skulle heales. Han skulle flyttes, men hvorhen? Bare.. væk herfra! Tænk hvis det store bæst rent faktisk kom tilbage igen! Ej var det noget som han ville udsætte hende for! Han blev liggende i et øjeblik. Næsten som skulle han finde ud af hvad hun egentlig havde sagt til ham. Han endte med at nikke. Den kolde fornemmelse blev kun mindre og mindre, selvom det stadig gjorde vanvittig ondt for ham at ligge der. Ryggen var vel værst? Den som direkte var blevet udsat for.. brand, for at sige det mildt! "Det... det h-hjælper.. Tak.." endte han med en næsten helt lydløs stemme. Igen måtte hans øjne glide bare en smule i. Han var virkelig, virkelig træt!

[Jarniqa Dynithril]

Det at han var i stand til at besvare hendes lette kys, anså Jarniqa for at være en god ting. Det betød nemlig, at han endnu havde visse kræfter i sig, samt at han var vågen. Det sidste var om end det vigtigste lige nu og her. Der havde muligvis været engang, hvor hun havde ønsket ham død og borte, men ikke længere.. Hvordan skulle hun kunne ønske det med det de delte? Derfor lagde hun sig også ved hans side, hvor hun beskyttende måtte lægge en arm om ham. Ej ville hun lade noget ondt ske ham. Det kunne han være tryg ved. Dog ville hun ønske, at de havde været i stand til at rykke sig. Ganske vidst kunne hun få dem væk, men ej kunne hun få ham ind i en seng, uden at hun vidste hvilken en det skulle være. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Det var godt,” sagde hun stille, inden hendes smil måtte aftage, som hun så, hvordan hans øjne måtte glide i igen. Forsigtigt flyttede hun sin arm fra hans krop, så hun i stedet kunne lægge hånden mod hans kind. Blidt strøg hun den, så der også kom noget bevægelse til hans hoved. Sidst hun havde berørt hans ansigt, havde han slået øjnene op, og det var den effekt, som hun satsede på endnu engang. ”Hey,” sagde hun stille og dog med en hvis fasthed. Hun skulle trods alt holde hans opmærksomhed. ”..Se på mig. Forsøg at hold dit fokus på mit ansigt,” bad hun ham, skønt hun ikke vidste, om det ville hjælpe ham til at holde besindelsen. Alle forsøg var dog det værd lige nu og her, og det var også, hvad hun valgte at fæstne sig ved. ”Fortæl mig, hvad der skete.. Fortæl mig, hvorfor dragen angreb dig.” Selv vidste hun ikke, om det var bedst at fokusere på, hvad der havde hændt eller ligegyldige, men positive ting.. Hendes umiddelbare tanke var dog, at han ville have lettest ved at forklare, hvad der havde hændt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Naturligvis ville Lucifer være i stand til at besvare Jarniqas kys. Hvorfor skulle han ikke være det? Det var jo trods alt hendes nærhed, som gjorde, at han kunne slappe af, og det var det, som han helt klart udnyttede i den forstand, at han kunne. Særligt nu, hvor han for alvor havde brug for at hun var der, for denne situation, ville han næppe komme ud af på egen hånd, og særligt ikke, når det her skete. At hun havde ønsket ham død, kom ikke bag på ham. Faktisk havde det jo også været gengældt, selvom det slet ikke var sådan, at det forholdt sig længere. Faktisk havde han flere gang.. Nok mere end hvad godt var, gået og tænkt på hende, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han.. holdt vel af hende? Han var blevet glad for hende. Strøgene mod hans kind, fik næsten hans øjne til at glide mere i, hvilket nok heller ikke var meningen. Han tvang øjne op endnu en gang. Han burde fokusere på hende. Han burde kigge på hende og samtidig holde sig vågen.
Hvad dragen havde sagt? Han blinkede let med øjnene, som hun pludselig krævede, at han huskede den slags. Han trak stadig vejret hurtigt. Let knyttede han den ene næve. "Han.. han.. H-han sagde.." Han holdt en pause, hvor han sank klumpen i halsen. Han følte slet ikke at han kunne få vædet munden nok. Han følte sig virkelig, virkelig tør! "A-at jeg havde g-gjort dig ondt.." sagde han dæmpet. Han ville bestemt ikke mene, at han havde gjort hende noget. Ikke som havde gjort hende ondt om ikke andet. Havde han virkelig gjort hende ondt i den forstand, havde han? Hans blik søgte hendes direkte endnu en gang. Han var så træt.. "Jeg.. f-forstår ikke.." sagde han med en dæmpet stemme. Det forvirrede ham uden tvivl.

[Jarniqa Dynithril]

Ej var det Jarniqas mening at gøre ham mere søvnig, end hvad han allerede var. Derfor endte hun også med at fjerne hånden, som hun så, hvordan den blot fik hans øjne til at søge i igen. Det eneste hun ønskede var jo blot, at han holdt fokussen, så han ej gled hen.. Armen endte hun derfor med at lægge om hans krop igen, skønt det var køligt, som den fugtige kappe også måtte væde hendes kjoles ærme. Dog sagde hun intet til dette, da hans problemer var langt værre end hendes i øjeblikket. Værre syntes hun dog selv at få det, som han langsomt fik munden på geled og forklarede sig. Selv mærkede hun helt, hvordan hendes bryst begyndte at snørkle sig sammen, alt imens en klump lagde sig i halsen på hende. Det smaragdgrønne blik forlod hans, som han kun bekræftede hendes bange anelser. Dragen havde været Damien. Årsagen til angrebet kunne hun ligeså gætte sig til. Hun havde nemlig oplyst Lucifers navn til sin værge, som han havde såret hende. Elendigt havde hun haft det, og derfor havde hun også gået til den eneste trygge base, som hun kendte i livet. Nemlig hendes værge. Ej havde hun bedt Damien om at søge Lucifer, som hun rent faktisk havde frabedt ham det, men udfaldet burde hun vel have gættet sig til? Var det derfor … hendes skyld, at Lucifer lå helt forbrændt tilbage? Ville hun kunne leve med, at hun havde budt den mand, som hun kunne lide, dette? Ville han kunne leve med, at hun var skyld i hendes forbrændinger? Fjern i blikket var hun blevet, hvor hun også havde endt med at trække armen helt til sig.. Eller var det overhovedet hendes skyld? Lucifer havde jo såret hende, og derfor kunne det vel ikke undre nogen, at hun havde søgt trøst ved en? Selv vidste hun det ikke.. Hun havde ikke prøvet dette før. Hvorfor skulle hun også have … faldet for ham?