Blinded...

[Matthew Igleéias]

Matthews røde øjne, faldt til hendes skikkelse, og med et tilfredst smil på læben. Han trak kort på skuldrene. "Du gjorde mig en tjeneste på mit eget ønske.. Du kunne så nemt som ingenting, have taget mit liv," pointerede han med en sigende mine. Hun havde ikke gjort det, og han var derfor stadig omkring hende, til at pisse hende af. Det havde han jo også fundet ud af, at han gjorde bedre end så mange andre kunne gøre det.
Selvom Jaqia måske holdt kortene tæt ind til kroppen, havde Matthew alligevel været omkring under hendes opvækst og opdragelse, selvom han aldrig havde taget del i denne. Han burde.. men han havde bare aldrig været god til børn. "Jeg tror jeg kender dig bedre, end hvad du egentlig ønsker at være ved," sagde han endeligt, hvorefter han let blinkede til hende igen, selvom han vidste, at hun ikke var i stand til at se det.
Selvom der nu heller ikke var nogen følelser i billedet, så var det ikke noget, der gjorde nogen forskel for Matthew. Han ville bestemt ikke have noget imod at fremstå som konge. Desuden gav det ham en mulighed for at komme tæt på hende, og være tæt på hende, hvilket skam var noget, der passede ham mere end fint! "Forsøg du at bilde dig det ind snuske.. Jeg ved, at du kan lide det," sagde han selvsikkert, inden han rettede sig op. Han satte hænderne op hver side af hende, kun for at læne sig ind over hende. Hans egen datter.. Tanken morede ham virkelig. Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg ved jo, at du ikke kan undvære mig," hviskede han roligt, inden han lænede sig frem, for at skænke hende et kys.

[Jaqia Destiny Angleráx]

"En fatal fejl, eftersom du har været mig en pest og en plage siden," indskød hun sigende. Helt sandt var det ikke, for han var den eneste der turde gøre hende selskab, den eneste der turde at gøre hende til den kvinde hun nu engang var, desuden var de bundet sammen af blod.. på flere måder.
Han var familie hvilket hun konstant unskyldte sig med. Hendes fingre gled let hen over sengetøjet, mærkede den glatte silke. Hendes sanser blev stærkere nu hvor den ene svigtede, men det nyttede ikke noget, synet måtte hun have. "Det er noget du bilder dig ind. Du ved ikke mere om mig end andre omkring mig," fastholdt hun og fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen.
Kun én gang før havde hun indgåået i et ægteskab, dette havde været med sin egen bror, som havde været en del af hende i frygtelig mange år, men det var ikke ligefrem gået godt. Nu valgte hun igen at tage chancen med Matthew, om det så ville vise sig som værende en fejl, det måtte tiden vise.
"Jeg har aldrig påstået andet," hun kunne mærke ham komme tættere på, mærke hvordan hans vægt hvilede på armene der låst hende lidt fast tæt på ham. Forsigtigt hævede hun sin ene hånd, og følte sig frem til hans kind som hun strøg let inden hun i stedet lod sin hånd stryge gennem hans hår. De kølige læber lagde sig over hendes, det var lidt uventet i og med at hun ikke så det komme, men spændningen vækkede et eller andet i hende og hun gengældte det. "Jeg kan ikke undvære visse dele af dig," indrømmede hun sigende. Nu skulle han ikke tro for meget om sig.

[Matthew Igleéias]

Et tilfredst smil bredte sig på Matthews læber, som han igen vendte blikket mod hende. "Du har heller ikke forsøgt at gøre det siden, har jeg ikke ret?" spurgte han med en ganske sigende mine. Han tog det faktisk ikke særlig tungt, hvis han selv skulle sige det. Han havde livet.. han havde mulighederne, og for nu, så handlede det bare for ham om at udnytte det i den forstand, at det var ham menneskelig muligt.
Selv ville han mene, at han kendte hende betydeligt bedre, end hvad hun nok ville være ved. Nok om det. Det var nok noget, der tidsnok skulle gå op for hende på den ene eller den anden måde. "Fortsæt du endelig med at bilde dig selv det ind," endte han med en ganske kortfattet stemme.
Selvom Jaqia måske ikke var i stand til at se ham, så var han ikke ond og brutal overfor hende. Strøget over hans kind og videre igennem hans hår, var noget som han faktisk godt kunne lide. Han kunne godt lide den påvirkning, som hun havde på ham. Selvom hun måske ikke ville indrømme det, var end ikke Matthew i tvivl om, at hun ikke ville undvære ham. Gad vide om hun skænkede ham en tanke eller to, når de plejede at gå hvert til sit? Kysset skænkede han hende. Igen afviste han hende på ingen måder, selv på trods af hendes nuværende situation. Han trykkede sig tættere på hende, så hun nærmest ville være tvunget til at lægge sig ned. Overfor ham kunne hun true med bål og brand, uden at det ville have nogen påvirkning af ham. "Du kan ikke undvære hele mig. Det er der dit problem er, snuske.. Du er afhængig af at have mig omkring," hviskede han roligt mod hendes øre. Et smil bredte sig på hans læber, som han lod hånden stryge over hendes side. Hendes manglende syn, var ikke noget der afholdt ham fra at nyde hende.

[Jaqia Destiny Angleráx]

"Nej det lader til at jeg for en gangs skyld, har vist mig fra en mere barmhjertig side," hun sukkede dæmpet. Sandheden var at hun følte sig forbundet med ham i en så intens grad at det aldrig kunne falde hende ind at slå ham ihjel.. desværre, for somme tider så fristede han hende næsten så meget, at hun ikke kunne modstå.
Trods det havde hun valgt ham som sin konge, ikke af kærlighed, men af praktiske årsager, han var dygtig, stærk, en født leder, ejede alle de egenskaber en konge skulle have, og hvis hun blot blev ved med at give ham hvad han ville have, i form af hende og hendes krop, så ville han følge hendes mindste vink. "Din tendens til at ophøje dig mere end du er, bør vi nok arbejde på," svarede hun en kende flabet.
Måske det var meningsløst, men Jaqia lod alligevel blikket glide i under deres kys. Alting var uforandret, stadig sort, hvilket det lod til at hun måtte vænne sig til. For første gang havde hun oprigtigt brug for Matthew, og han var der stadig, det var næsten utroligt.
Roligt gled hun ned i sengens bløde madras med ham over sig. Desværre havde han ret igen. Hun kunne ikke undvære ham, men særligt ikke vise dele. "Hvis det tilfredsstiller dig at vide, så lad os sige det," hviskede hun i hans ører. Det blide strøg forvandlede sig på et øjeblik, da hun greb fat om hans hår og rev ham lidt tilbage, bare for at demonstrere at det stadig var hende, han skulle ikke tro at et manglende syn havde gjort hende blød!

[Matthew Igleéias]

"Og for det, så takker jeg dig af hele mit kolde, døde og mørke hjerte," lød det roligt fra Matthew og med et smil på læben. Han vidste, at hun havde gjort det af en grund. Det var bare ikke en grund, som han havde fundet endnu. Hun var glad for at have ham omkring. Det handlede vel egentlig bare om at få hende til at sige det?
Selvom dette måske ikke var gjort ud af kærlighed, så var der alligevel noget i det. Båndet mellem skaber og den skabte? Han vidste det faktisk ikke, og lige nu, kunne han ikke være andet end ligeglad. Han havde været heldig under disse omstændigheder, og det var jo den klare fordel, som han så i alt dette. Han trak let på den ene mundvig, selvom det næppe var noget, som hun var i stand til at se. "Du kan lide det," bemærkede han endeligt, som han let lod hovedet søge på sned.
Hånden lod han roligt stryge over hendes kind, som han lod hende lægge sig ned i sengen. Smuk var hun. Et smukt eksemplar af en datter.. Hans datter, også selvom det ikke var noget som var sagt højt for nogen som helst. Kysset skænkede han hende. Selv på trods af hendes nylige pådraget handicap, vidste han hvilken styrke hun var i besiddelse af. Det var vel egentlig det der tændte ham? At vide, at hun stadig kunne? Han placerede sig let over hende, ved roligt at lægge sig halvt om halvt. Hånden søgte fra hendes kind og videre nedover hendes kraveben. "Du kan ikke benægte, hvad der er så tydeligt, min kære," endte han med en intens stemme. Som hun tog fat om hans hår, rev det hans hoved en smule bagud. Han kunne lide det.. Han kunne lide, når hun demonstrerede magten, som hun havde som en del af sig. "Hvad har du tænkt dig at gøre?" endte han hvislende.

[Jaqia Destiny Angleráx]

"Det gør du sikkert," sagde hun og legede med et par af hans mørke lokker. Sandheden var at hun ikke ønskede at undvære ham, hun havde brændende ønsket et tættere bånd til ham, bare for at vide at han ville blive ligeså afhængig af hende som hun var blevet af ham.
Et ægteskab med en Igleéias var vovet, og for at være ærlig så vidste Jaqia end ikk selv hvor vidt det var en god idé eller ej. De havde brug for hinanden og han var den eneste mand som hun havde en vis magt over i forhold til det dyriske bånd, hvilket gjorde ham til det oplagte valg. "Når vi er selv, nyder jeg at se dig stråle af selvtillid, men det er farligt at ophøje sig selv på den måde overfor et helt folk," påpegede hun blot. Det var ikke nok til at få hende til at trække sig fra det.
Hun mærkede hvordan en del af hans vægt lagde sig over hende og holdt hend ei den bløde madras, ikke fordi hun ville sige noget til det. Med det nyligt hvervede handicap, så var det ligefrem en lettelse af at stadig lod til at se det smukke og fascinerende i hende. Alligevel forblev hendes blik hårdt og intetsigende.
"Du ser hvad du gerne vil min kære," hun gengældte kysset uvidende om at det var hendes egen far hun lå der og smagte på.
De blide fingre efterlod en sitren som de strøg ned over hendes følsomme kraveben. Jaqia rev hårdt tilbage i hans hår og holdt hans ansigt ud for hendes. De sylespidse tænder kom til syne bag hendes læber, det var så fristende at sætte tænderne i ham. "Jeg vil smage dig," hviskede hun intenst i hans ører.

[Matthew Igleéias]

"Naturligvis," hviskede Matthew med en intens stemme tæt ved hendes øre. Selv på trods af hendes handicap, var han ikke et sekund i tvivl om, at hun stadig ville kunne herske over et land, som hun havde gjort frem til nu. Efter han var blevet bidt, havde han fået et særligt bånd til hende, som han ikke ønskede at bryde. Han ønskede at være der for hende. Om det var en del af vampyrgenet, eller om det var fordi at han havde noget for hende.. det kunne han endnu ikke rigtigt finde ud af.
"Folk kan da bare makke ret.. De har længe forsøgt at gøre det af med mig.. Hvor meget har de ikke lige fået ud af det?" spurgte han denne gang med en langt mere direkte stemme. Kysset skænkede han hende, selvom hun rev voldsomt i hans hår. For mange andre, kunne det måske se temmelig brutalt ud. Men for ham, var det rent faktisk ingenting. Som hun blottede tænderne, gjorde han det samme. Ikke fordi at han følte sig truet af hende, for det gjorde han på ingen måde. "Gør det," endte han med en intens hvislende stemme, tæt ved hendes øre. Selv hun havde jo trods alt markeret ham en gang tidligere, og han elskede, når hun gjorde det! Han elskede at mærke hende tæt på. Hans negle rev let over hendes kind og hals. Han vendte hendes blik en anelse, så hun kun var lige ud for hans hals.. Som han rent faktisk opfordrede hende til at sætte tænderne i ham.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hans markante duft hang i hendes næsebor og hans stemme var varm.. hæs, langt mere intens end hun egentlig huskede den, hvilket nok havde med det manglende syn at gøre. Hendes mund var let åben, og havde det ikke været for tomheden i blikket, så havde det været umuligt at skjule hvor meget hun begærede ham. "Tro ej du er uovervindelig min kære, det er ingen af os," hviskede hun i hans ører, og slap grebet lidt om hans hår, for i stedet at kærtegne hans nakke med lidt mere kærlige fingre. Hun havde i mange år, set sig selv som værende uovervindelig, og en enkel fejl havde kastet hende direkte i døden. Børnene havde gjort hende blødsøden, svag på flere niveauer, så man vidste trods alt aldrig hvad livet ville bringe.
Den tid - den sorg. For nu sikrede Matthew sig at det eneste der fyldte hendes sind var det umådelige begær efter at bide ham, og endnu engang markerer ham som sin. De stærke fingre kæmpede sig vej op i hans hår igen, hun duftede til ham, lod næsetippen løbe langs hans hals og slap et tilfredst suk.
De stærke negle efterlod røde spor ned over hendes kind og hals, der fik hende til at skyde lidt i ryggen. Dette var for meget for hende. Igen tog hun fast omkring hans hår, tvang ham helt ned til sig så hun kunne begrave ansigtet mod hans hals, og uden varsel, satte hun tænderne i hans kød, mærkede dem synke gennem huden som var det blot smør. Hans blod var lunt, og en del af hendes. De små dråber løb ned af hendes gane, fyldte hende med ro og tilfredsstillelse.

[Matthew Igleéias]

Ej var Matthew skræmt af det faktum, at Jaqia ikke var i stand til at se noget. Faktisk var det noget som tændte ham yderligere. Alene den tanke om, at hun ikke var i stand til at se noget, og derfor var afhængig af ham. Ikke at han hånede og nedgjorde hende for det, for det var der ikke nogen grund til. Tvært imod. "Lev i troen, men med måde, kæeste," hviskede han intenst mod hendes øre.
Matthew guidede hende direkte til hans hals. Han ønskede at hun skulle gøre det. Han elskede når hun gjorde det. Hun gav ham følelsen af at kunne klare det hele. Alle havde de haft deres svagheder igennem livet, og den kvinde som havde gjort ham svag, var væk i dag, og det var nok også det, som han udnyttede lidt. Som hun satte tænderne i ham, spændte han kraftigt i kroppen. Han gispede let, inden han lagde hovedet tilbage. Ikke fordi at han ville forhindre hende i at komme ham så tæt på, for han nød det jo! Det var så intenst som intet andet. Han rullede let i sengen, så han faktisk rev hende med over sig i stedet for. Neglene borede sig let ned i hendes ene skulder, bare for at have noget at holde fast i. Hans øjne flakkede let mod loftet. Han brummede svagt.. hans egne tænder var blottet, hvor han lige så var fristet til at sætte tænderne direkte i hende, og vide, at hun ligeledes også var hans.. som han ønskede og følte, at han nu også var hendes. En tanke, som han rent faktisk godt kunne lide. Det var vel ikke så slemt igen? "Stop ikke.." hviskede han så kontrolleret, som det nu var ham overhovedet muligt. Det var i hvert fald ikke nemt!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia ville nok til enhver tid nægte at være afhængig af ham, selvom det nok var sandheden. Uden et syn ville flere nok forsøge at skubbe hende af, de ville håne hende, nedgøre hende, trods det ikke ændrede hendes evne til at lede, for det ville hun ikke lade det. Når det var sagt, så var det en større sikkerhed at have Matthew ved sin side, til at vogte om hende, til at styrke hende. Et sted i det fjerne lød hans stemme, men det var så langt væk at hun ikke rigtigt bemærkede hvad han sagde.
Følelsen af at være begravet i ham, på en langt mere intim måde end en mand kunne begrave sig i en kvinde, opslugte hende med hud og hår, satte en længsel og en desperation i hende, som kun en mand før ham, havde fået hende til at føle. Egentlig tog hun ikke mange mundfulde men lå bare der med tænderne i ham, og lod tungespidsen i ny og næ slikke hen over hans hud. Forsigtigt sugede hun til sig, lod munden fyldes med hans delikate blod, det styrkede hende og fik de rifter han netop havde lavet til at heale.
Idet han forsøgte at vende dem om, strammede hun grebet for ikke at miste taget om hans hals. Hendes krop endte halvt ind over hans, med en hånd i hans nakke så fingrene borede sig ned i hans hud, uden hun stadig slap men bare stønnede hæst mod hans hals. Den frie hånd mærkede sig frem ned over hans bryst til hun nåede skjorten som hun i en ret bestemt bevægelse flåede op, så knapper sprang omkring og havnede på gulvet. Som konge skulle han ikke mangle, så én fra eller til var ligegyldigt i hendes øjne, særligt lige nu hvor hun bare havde desperat lyst til at mærke ham.

[Matthew Igleéias]

Afhængigheden var uden tvivl tydelig for Matthew at mærke, selvom den for øjeblikket ikke gjorde noget. Dumt ville det være, at kommentere det, da hun ville stoppe det, hvilket han heller ikke ligefrem ønskede. Hans øjne flakkede, som han fik dem vendt. At hun ikke tog mange mundfulde, tog han sig ikke af. Han nød det. Det var næsten en styrke, at mærke hende på den måde. Var det så det båndet gjorde ved dem? Han kunne i hvert fald mærke hvordan det styrkede hende.. Det tændte ham. Hele hans krop reagerede på det.
Før han vidste af det, blev skjorten revet af hans overkrop. Ikke fordi at han sagde noget til det, for han elskede når hun var så bestemt. Det var næsten helt sødt. Han trak på smilebåndet, hvor de spidse tænder igen trådte frem i hans mundviger. Hans negle rev hende over ryggen, hvor selv han måtte rive hendes kjole op og faktisk ødelægge den. Han kunne jo ikke ligefrem styre de tanker, som han gjorde sig, hvad det her angik. Han trak vejret dybt, velvidende om, at det ikke rigtigt var nødvendigt for ham længere. Neglene borede sig ned i hendes ryg. Han ønskede ikke at hun skulle give slip, også selvom han så brændende ønskede at sætte tænderne i selv hende. Han brummede denne gang mere kraftigt, inden han lukkede næven omkring hendes kjole, kun for at rive til. At han så måtte ødelægge en af de dyre, var ærlig talt ikke noget som han tog sig af. Han kunne ikke være mere ligeglad, end hvad han var lige nu. Næven lagde han om hendes nakke i et fast greb. Igen borede neglene sig ned i hendes hud. Skulle han tvinge hende til at slippe, eller skulle hun få lov til at fortsætte? Selv han ønskede jo at give hende det samme!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det krævede frygtelig megen kontrol af hende at holde igen. Hans blod var delvist dødt, i længden ville det gøre hende dårlig, men dette var ikke for at nærer sig, men derimod for at pleje det bånd der var blevet skabt mellem dem, for alvor at tage ejerskab over ham.
Skjorten blev flået op til hun kunne mærke hans nøgne marmorhud et sted derunder. En lille del af kontrollen måtte hun slippe, ellers ville det blive direkte uudholdeligt. Hendes lange negle lagde sig mod hans bryst, løb først pirrende hen over hans overkrop, uden direkte at kradse men trods alt så han kunne mærke det. Igen var der lyden af stof der blev revet fra hinanden, men Jaqia mærkede nu hvordan den kølige luft i lokalet, kærtegnede hendes silkebløde ryg, der nu lå blottet til at modtage ethvert kærtegn han nu ønskede at skænke hende.
Pludselig var alle sanser i hende vækket på en ganske ny måde, selv for hende. Hans faste greb i nakken fik hende til at slippe ham med et lille hvæs. Tungespidsen dansede hen over sårene, slikkede dem rene for det sidste blod, for ikke at lade sig snyde. Små dråber løb ned fra hendes mundvie men hun forsøgte ihærdigt at fange dem på deres vej for ikke at miste dem.
De blonde lokker faldt omkring hendes ansigt, som hun lod læberne løbe ned over hans kro, smagte på den kolde hud, helt ned til hans følsomme maveskind hvor hun ligeså åbnede hans bukser med samme voldsomhed, bare for at få adgang til ham. Det her var ikke godt nok for hende, hun var nødt til at have mere på den ene eller på den anden måde.

[Matthew Igleéias]

Allerede nu var hendes afhængighed afsløret. Matthew måtte virkelig bide sig i tungen, for ikke at ende med at kommentere det. Han ønskede jo for pokker heller ikke, at hun skulle afbryde det! Han bed tænderne let sammen. Han elskede hvad hun gjorde ved ham, uanset hvor grotesk og voldsomt, det så kunne ende med at se ud, udefra.
Tøjet var allerede revet af.. Hendes var i hvert fald, og stadig i dag, kunne han jo se, at hun ikke havde noget som helst, at skulle skamme sig over. Han trak vejret dybt, som hun endelig slap, hvor han slap det lette støn. Selvom mange skulle tro, at dette var noget som gjorde ondt, så havde det en helt anden effekt på ham. Han kunne ikke undgå at finde det behageligt. Handicappet eller ikke, så var det virkelig ikke noget, som gjorde nogen forskel. Hun beviste jo trods alt også for ham nu, at hun stadig kunne, og det var det vigtigste for ham - At hun ikke lod sig slå ud af dette.
Hans bukser røg samme vej som hans skjorte.. Det lasede tøj, som han havde gået i til nu, var derfor også revet fuldstændig i stykker. Han hævede overkroppen en anelse, kun for at følge hende. Kroppen havde allerede så tydeligt reageret på det, som skete ved ham.. Mærker havde hun allerede sat på ham, ved at lade neglene røre ved ham. Han lagde sig, så hun bedst muligt kunne komme til. Han følte sig lidt som et tag-selv-bord.. Men hvis det var hvad der skulle til, for at give hende den selvtillid til at fortsætte i stedet for at gemme sig, så passede det ham mere end fint. "Fortsæt.." hviskede han med en begærlig stemme. Han begærede hende, som han begærede enhver smuk kvinde. Hun kunne endnu vække det hele i ham.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var måske en kende naivt, men dette fik hende til at føle sig stærk. Hun kunne intet se, men til gengæld duftede han kraftigere, smagte bedre som hun kyssede ham ned over kroppen og kort lod tungen blande sig for at opfange en hel følelse af ham. De blodrester hun havde haft om munden, dannede spor ned over hans krop som tydeligt tegn på hvor hun havde været. Duften hang stadig i hendes næse, fristede hende til at tage en bid mere, men lige nu var hans krop langt mere interessant.
Hendes kjole var ødelagt, og hendes krop blottet for hans syn, ikke at der var noget at skamme sig over, den var jo som den altid havde været. Han var et tag selv-bord og i aften var det fyldt med alle hendes livretter, men hvad.. lykken skulle trods alt også tilsmile hende en sjælden gang i mellem.
Bukserne rev hun af og kastede dem fra sig, så han lå der fuldkommen nøgen. Et kort smil kunne anes på hendes blodrøde læber, som tanker og idéer om hvad hun kunne gøre ved ham, begyndte at danne sig på hendes nethinde. Hun satte sig på knæ mellem hans ben, og strakte sig smidig som en kat ind over ham, så hendes negle kunne kradse ham hårdt hele vejen ned over hans krop. Det efterlod sig nogle blødende spor, intet alvorligt, men bare lidt. Til sidst lagde hun hænderne mod hans hofter, og bukkede sig ned for at kysse det der viste sig at være hans maveskind. Det var spændende for hende ikke at vide hvad der mødte hendes læber eller hendes hænder, hun kunne bare sanse ham med alt hvad hun nu engang havde.
Langsomt bevægede hun sig videre ned, kyssede under hans navle og videre mod hans kønsbehåring der kilede hendes kind og næse. Hun indåndede ham, før hendes læber gled til hans allerhelligste.

[Matthew Igleéias]

Det her var nok noget af det mest pirrelige som Matthew længe havde oplevet, og efterhånden, kunne han sige sig, at have oplevet lidt af hvert, så alene det, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Let prustede han, som han lagde sig ned i sengen. Hendes negles arbejde, efterlod selv ham med åbne mærker, som begyndte at bløde, selvom det slet ikke var noget som rørte ham på noget tidspunkt.
Næverne lukkede sig tæt og fast omkring sengetøjet, bare for at have noget at holde fast i. Selvom hun ikke kunne se noget som helst, så kunne hun da uden tvivl stadig, og det var uden tvivl noget af det mest fantastiske, som han længe havde oplevet! Han klemte øjnene let sammen, hvor han glædeligt gav hende adgang, og særligt, da hun endelig nåede det allerhelligste ved en mand. Kroppen var allerede klar til at trække den skridtet videre. Lige nu handlede det jo så bare om, det var noget, som han ville få lov til, nu hvor hun ikke var i stand til at se noget? Hovedet trykkede han let ned i puderne som han havde bag nakken, hvorefter han lod øjnene glide i. Det krævede en ekstrem selvkontrol, at holde igen. Hans blik gled mod hende endnu en gang. Denne gang var det ham som satte sig op. Hertil tog han fat om hende, kun for at føre hende op til sig igen. Læberne krævede hendes i et dybt og intenst kys. At hun var hans datter, var slet ikke noget som rørte ham, som det måske burde. Men det gjorde det ikke. Temmelig voldsomt førte han hende med et ben på hver side af ham, inden han frigjorde hende for de sidste klæder. Ikke at hun havde noget at skamme sig over. Smuk var hun jo.. som var hun en gudinde. Han kyssede hende krævende og intenst. Nu rakte hans tålmodighed ikke til mere.