Blinded...

[Jaqia Destiny Angleráx]

Matthew Igleéias
************************************************************

Mørket var faldet på i Dvasias, det var nu landet vågnede, nu borgerne havde brug for et kongehus og en dronning, som ej var til stede og ikke havde været det siden hendes lille udflugt til Procias, der havde kostet hende dyrt. Mattheus havde repræsenteret hende til audienserne, de store beslutninger var stadig taget af hende, mens alt papir arbejdet var overdraget til Enrico. Jaqia selv havde ingen set i dagevis, kun få vagter der havde været heldige at få et lille glimt af hende.
I egen flovhed og skam, havde hun gemt sig på sit kammer, et kammer der normalt var oplyst af levende lys i alle skikkelser, men som nu henlå i mere eller mindre mørke, fordi hun ikke længere var i stand til at tænde dem selv, og guderne måtte vide, at hun ikke ville spørge nogen om hjælp.
I dagevis havde hun været moderisk, kortluntet, nok til at alle bare konsekvent lod hende være med mindre hun henvendte sig af egen vilje, og dette var kun til Kimeya, Enrico og Mattheus, resten måtte pænt vente.
Rastløst vandrede hun frem og tilbage i kammeret ment turde ej at tage mere end fire skridt af gangen i frygt for at gå ind i noget, hvilket hun allerede havde gjort et hav af gange. Hendes blege hud var præget af blå mærker og små sår efter det. Dette efterlod hende i en sårbar position som hun hadede sig selv for at have sat sig i, og endda uden resultat, Macaria var for så vidt hun vidste, stadig i live! Hendes smukke hår hang løst ned over hendes ryg, der var dækket af rødt stof, fra en lang, kropsnær, rød kjole. Dette i sig selv var et sjældent syn, men læderbukser og korset var for kompliceret uden et syn, så hun havde blot kastet denne over sin krop, ikke at den gjorde noget skridt for den overhovedet. Dets armer var lange og det havde et ganske lille slæb, der alt i alt komplimenterede hendes krop. Dette gjorde dog ingen forskel, hun var vred og frustreret, ikke mindst bange for hvilke konsekvenser dette kunne få.

[Matthew Igleéias]

Selvom hændelsen i Procias var overstået, så hvilede stemningen stadig tungt over slottet her. Ikke at det var noget der skræmte Matthew det mindste. Derimod var han faktisk.. bekymret for hvad der var hændt Jaqia. Ikke var hun at finde nogen steder. Hans hænder søgte over hans ryg, som han bevægede sig ned af de lange gange.
Kursen bevidst sat i retningen af Jaqias kammer. Hvis hun ikke var der, jamen så var det jo ikke til at vide, hvor pokker hun ville gemme sig. Han var dog ikke bange for hende, og det havde han aldrig nogensinde været. Han stoppede op foran hendes dør, og med blikket mod den. Han kunne ikke rigtigt fornemme noget derinde.. Og dog. Duften var jo ikke til at tage fejl af. Han kunne genkende hans skabers overalt, hvis det skulle være det.
Døren endte han med at slå op, så han kunne træde ind. Den knirkede.. gevaldigt faktisk. Han rystede let på hovedet. "Du må gøre noget ved den knirken, snuske.." Han lod døren glide i, inden han så mod hende. Han endte med at stå fuldkommen stille i døren. Hans blik hvilede dog endnu på hende.. Var hun virkelig.. i kjole? Han kunne ikke huske hvornår han havde set hende i sådan en sidst. De tynde læber endte dog med at brede sig op i et smil. Tilfredst som intet andet. "Du burde virkelig klæde dig sådan noget oftere, Jaqia.. Det er jo lige før, at det klæder dig," kommenterede han med en sigende mine. Han trådte tættere på hende. Midt her i løvens hule. Han var ikke bange for hende. Det havde han aldrig haft en grund til.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hvileløst vandrede hun frem og tilbage med alt for mange tanker kørende i hovedet. Kunne Dvasias leve med en blidn Dronning og hvis ikke var Mattheus så klar til at overtage? Ville hun overleve? Ville nogen mand nogensinde finde hende tiltrækkende? Hun var Jaqia, hun havde altid været perfekt, smuk, intelligent, stærk og magtfuld, og det her ændrede hele hendes liv. skridt hørte hun ofte på gangene men de passerede oftest, og hvis ikke gjorde Enrico hurtigt opmærksom på at det var ham der gemte sig bag.
Sådan var det ikke denne gang.
Da døren uden videre gik op, vendte hun hovedet og trak sig lidt tilbage med en dyrisk hvæsen. Det var forfærdeligt ikke at kunne forsvare sig! Det var dog ikke en nødvendighed, ikke da hun fandt ud af at det var Matthew som var kommet. Det måtte ske før eller siden, men det var et slag på stoltheden, særligt hvis han mistede interessen. Hendes isblå øjne, havde ikke mistet farve men var derimod blevet lidt masse og udtryksløse. "Du har ingen ret til at komme på denne måde, Matthew! Gå! Det er en ordre!" råbte hun fat. Normalt hævede hun slet ikke stemmen, men talte roligt, og glat hvilket i sig selv vare et farersignal. Det her var noget helt andet.
Hendes blege hænder gled ned over kjolens stof, uvidende om hvad hun egentlig bar. Det var en praktisk foranstaltning fordi det andet var for svært, ikke andet. "Den er ikke til for din fornøjelse. Gå før jeg får vagterne til at hente dig," advarede hun igen, og så væk. Sandheden var at hun var vred og skammede sig over sin nye tilstand. Den gjorde hende svag. En ting var døden, men at leve med skavanker, ville hun ikke høre tale om, hun havde altid følt med dem som Aliyah der var udstillet i landet. Sådan skulle det ikke være for hende!

[Matthew Igleéias]

Matthew tog sig ærlig talt ikke af at Jaqia råbte og skreg af ham. Han vidste jo, at hun i øjeblikket var virkelig sårbar, og derfor måtte ty til metoden at råbe og skrige af ham. Han reagerede dog ikke på det. Selvom han stod der i løvens hule, og hun truede med bål og brand, så var dette ikke noget, som ville have nogen effekt på ham, på nogen måde. Han trak kort på smilebåndet. "Spar på stemmen og brug den på noget fornuftigt i stedet for," sagde han kortfattet.
Matthew søgte roligt mod hende. Selvom en hånende eller nedgørende kommentar, lå lige til sidebenet, var det dog ikke noget som han gjorde brug af. Han havde kun hørt hvad der var sket, men endnu ikke set med sine egne øjne. Han tog det faktisk ikke så tungt igen, hvis han skulle være helt ærlig. Han nåede hende endeligt, hvor han hævede hånden og lagde den mod hendes skulder. "Og du ved lige så vel som jeg, at jeg ikke har i sinde at søge nogen steder hen," tilføjede han med en ganske kortfattet stemme. Han kneb øjnene let sammen, inden han flyttede sig igen, og stillede sig foran hende. Hånden lagde han under hendes hage, for at hæve hendes blik op mod sig i stedet for. Han kunne faktisk godt opføre sig pænt. Han rynkede let på næsen. "Hvem gjorde det her ved dig, Jaqia?" spurgte han fast. Havde hun været enhver anden, kunne han ikke være mere end ligeglad, men han følte en form for.. vrede. Hvorfor gjorde han det? Det var jo heller ikke ligefrem noget der lignende ham! Hånden tog han efterfølgende til sig. Han kunne være modbydelig og han kunne være grotesk, men lige nu var det bare en vrede der fyldte ham. Og det var i sig selv, heller ikke noget, der lignede ham!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var ikke almindeligt kendt hvad der var hændt i Procias, det var en privat sag som hun havde bedt om fuld diskretion omkring. De fleste på slottet vidste det tog, og rygterne gik, eftersom hun som dronning ikke havde vist sig i dagevis, men i stedet havde gemt sig herinde. Det var naivt at tro at Matthew ville gå nogle steder hen, men forsøget skulle jo gøres, han skulle ikke se hende sådan her, og det sidste hun havde brug for var en hånefuld kommentar eller en afvisning.
"Hvem lukkede dig ind? Jeg bad specifikt om ikke at se nogen!" sagde hun lidt hårdt selvom det sidste nok mest var henvendt mod hende selv. Den vagt ville miste hovedet, så snart hun fandt ud af hvem, hvor han befandt sig og så videre. Hans duft fyldte lokalet, hun kunne høre ham komme tættere og alligevel var det lidt en overraskelse for hende at han tog fat omkring hendes skuldre. Meget bevidst forsøgte hun at se alle andre steder hen end på ham. Efter utallige tårer var hendes øjne røde, malet af de blodige tårer, men ud over det og et mat og udtryksløst blik, så lignede hun sig selv.
"Havde jeg ønsket dit selskab, Matthew, så havde jeg bedt om det, Gå," bad hun igen, denne gang næsten med bedende stemme, idet hun ganske modvilligt lod ham fører hendes blik til hvad hun gik ud fra var hans. Intet så hun. I stedet gjorde hun sit bedste for ikke at lade ham så hvor bange og frustreret det gjorde hende, fordi hun pludselig var så sårbar.
"En magiker. Jeg ved ikke hvem hun var, men hun brugte sin magi til at redde Macaria, og så skete dette," forklarede hun med en undertone af vrede. Den delte de begge. Hun løsrev sig fra hans greb og foldede armene over sin barm, følte sig opgivende og klar på at få nye slag fra ham i form for hån og nedgørelse.

[Matthew Igleéias]

Matthew tog sig virkelig ikke af Jaqias mange trusler, for det var der ikke nogen grund til. Han var, og havde aldrig været bange for hende, selv på trods af alt det, som hun havde gjort ved ham igennem hans liv. Det var hendes skyld, at han var det væsen, som han var i dag. At hun ikke kunne se noget, kunne han se, da han hævede hendes blik op mod sit. Igen var de hånende kommentarer lige til sidebenet.. dog var det ikke det som han var fristet til lige nu. Det var at kontrollere den vrede, som han måtte føle i hans krop og sind. "Siden hvornår har en vagt og en lukket dør, forhindret mig i at tage hvad jeg ville have?" spurgte han kort for hovedet. Kunne hun ikke bare lade den ligge, og faktisk være glad for, at der var nogen, der rent faktisk turde at aflægge hende en visit? Han var jo i forvejen at han ikke burde være her. Han var jo anbefalet at holde sig væk derfra.
Han stirrede i hendes øjne, også selvom det var tydeligt for ham allerede med det samme at se - hun kunne intet se. Han lod hende trække hovedet til sig endnu en gang, hvorefter han lod sin egen hånd falde igen. Skulle han afvise hende på grund af det? Det.. kunne han ikke. Han ville gerne, men han kunne ikke. Han kneb øjnene let sammen. "Du ville ikke bede om noget som helst.. Jeg kender dig, Jaqia.. Det er frygten for at skulle fremstå svag og ynkelig, ikke sandt? Drop stædigheden og stoltheden for en gangs skyld.. Alle kommer galt afsted fra tid til anden. .Det har ikke taget livet af dig endnu," pointerede han med en ganske kortfattet stemme.
"En magiker.. Havde du forventet dig af et andet væsen i Procias?" spurgte han sigende. Selv ham og Eniqa havde boet der i sin tid, så han var jo i forvejen meget godt kendt med hvad det ville sige, at være procianer faktisk. En tid af hans liv som han nu kunne glemme. Han havde mistet hende, såvel som deres ufødte barn.. Han vidste jo ikke at han havde en datter derude. "Og hvad gør du så nu?" spurgte han videre. Elevatorblikket fik hun.. Hun var jo gudeskøn i den kjole!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var uforståeligt hvorfor Matthew ikke lod sig skræmme af hende, eller ikke afskyede hende efter alle de pinsler hun havde udsat både ham såvel som Eniqa for. Nu stod hun der svag, og blind, han ville formentlig godt kunne slå hende ihjel, og hun var overbevist om at han ligeså ville nyde det. "Der er en grund til alle de gange jeg har forsøgt at få dig dræbt ikke? Du er en pest og plage," mumlede hun køligt. Hendes blik flakkede, det var tydeligt at der ikke var noget hendes blik kunne fokuserer på fordi hun intet kunne se. Naturligvis havde hun flere sanser at trække på, men lige nu var det svært.
Des flere ord kom over hans læber, des mere bed hun tænderne sammen og forsøgte alligevel at stå stærk der.
"Endnu, korrekt! Er du klar over hvor mange fjender jeg har fået bare inden for de sidste par måneder? Jeg vil være et let over i denne tilstand. Det er svagt og det er ynkeligt, og det er.. ufuldkomment!" hun vrissede, mere af sig selv og hele situationen end af ham.
En del af problemet lå nok også lidt i hendes forfængelighed, hun var altid smukkest, bedst, og nu var hun ufuldkommen, eller følte sig sådan.
"Hun var ikke ligefrem en ventet gæst. Jeg er måske blind men ikke dum," påpegede hun og vendte ryggen til ham, så hun stod med fronten mod vinduet, dog uden at kunne se på det land som hun ellers så ofte havde betragtet i aftentimerne. "Forhåbentligt er det kun midlertidigt, så Mattheus har taget alle møder for nu, og Enrico papirarbejdet. Jeg tager stadig de vigtige beslutninger, bliver holdt opdateret og vender tilbage når det er væk, eller jeg har fundet en løsning på hvordan jeg får det til at gå væk," fortalte hun og kørte træt en hånd hen over sin pande, uvidende om de blikke han sendte hende. Hvem ville kigge efter en handicappet?

[Matthew Igleéias]

Et kort smil bredte sig på Matthews læber. Jovist havde hun længe forsøgt at slå ham ihjel.. og dog, så stod han her alligevel. "Du har godt nok forsøgt igennem rigtig mange år nu, må jeg sige. Og dog, så står jeg her stadig. Hvordan synes du, at den plan er lykkedes for dig?" spurgte han med en ganske sigende mine. Han tog det nu ikke så tungt. Han vidste jo at Jaqia var en stærk person. Langt stærkere end så mange andre havde været.
At hun vendte sig med ryggen til ham, tog han nu heller ikke så tungt. Hun havde jo endnu ikke kaldt på vagterne, så det var vel heller ikke sikkert, at det var så slemt at han var der? Hun plejede nu heller ikke at være den der gemte sig. Han steppede let op bag hende i stedet for. "Er du bange, Jaqia?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han lod hovedet søge let på sned, inden han lod armene snige sig omkring hendes slanke liv, kun for let at trykke hende ind mod sig. Hvis der var noget, som han havde lært, så var det, at det ikke var en skam at spørge om hjælp.. særligt ikke når det var af nogen, der stod tæt på en.
Hænderne sneg sig over maven og videre op mod brystet. Begge hænderne tog fat, hvor han selv stod tilbage med et smil på læben. Det var jo Matthew, hvad kunne man da forvente? "Sagde jeg, at du var dum? Der er styr på sagerne, snuske. I stedet for at gemme sig her, så kom da med ud i stedet for. Du markerer kun for folk, at der er noget galt, når du sidder her," sagde han endeligt. Desuden havde hun folk omkring sig. Der var jo ikke nogen, der ville have, at der skulle ske hende noget. Han kyssede hende let på halsen nu hvor han alligevel var der. "I stedet for at bruge energien på at være sur.. så brug den på at være lidt sammen med mig," opfordrede han endeligt. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det at slå ihjel var tilsyneladende ikke hendes spidskompetence, men lige med Matthew, så havde hun haft chancen mere end én gang, men noget havde altid forhindret hende i at slå ham definitivt ihjel. "Vi ved begge at ville jeg så havde jeg. Mind mig ikke om de fejltagelser jeg har begået i dette liv," bad hun lidt ligegyldigt. Nej hun havde ikke vredet armen rundt på ham for at få ham ud, for inderst inde nød hun lidt at have nogen der, aldrig om hun ville indrømme det.
En kende overgivende lænede hun sig ind til hans kølige krop, og sukkede. Havde det ikke været fordi hun allerede var ligbleg, så havde hans ord frataget hende enhver glød. Tavsheden der efterfulgte var et svar i sig selv. "Bange er et ynkeligt udtryk. Jeg er naturligvis bekymret for mig selv, såvel som for min søn og mit rige," svarede hun i et forsøg på at få det til at lyde mindre sølle.
De vandrede hænder var ej en overraskelse. Det at han gjorde mens hun var i denne tilstand, var derimod en helt anden overraskelse. Kjolen besværliggjorde intet i forhold til berøring, hun kunne mærke hans kulde selv gennem kjolens ellers tynde stof. "Du er desperat," mumlede hun som var det alt andet end et kompliment, men det var nærmere en konstatering.
[colorr=0066CC]"Det er unødvendigt at lade alle kende til min tilstand. Jeg vil ikke vise mig sådan her,"[/color] fastholdt hun. Koncentrationen svigtede med hans hænder på sig, og et uskyldigt kys på halsen. "Du behøver ikke handle af medlidenhed Matthew," hun skubbede hans hænder bort og trådte et skridt frem, vovede det uden at det gik galt.

[Matthew Igleéias]

Et kort smil passerede Matthews læber. "Du vil ikke.. Du kan lige så godt indrømme det," sagde han med et smil på læben. Han var ikke bange for hende, og han havde bestemt heller ikke nogen grund til at skulle være det. Selvom de havde haft deres kontroverser igennem deres liv, så stod han endnu her.. og han vidste jo, at hun værdsatte selskabet, fremfor at gemme sig på kammeret alene.
Hænderne lod Matthew roligt vandre, hvor de begge lagde sig mod hendes bryst, som han trykkede fast om, i en bestemt, dog masserende bevægelse. Hvorfor skulle han gøre nogen forskel på om hun kunne se eller ej? Han tog det faktisk ikke så tungt, som hun tilsyneladende gjorde. "Der er ikke nogen skam i at være bange, Jaqia," sagde han direkte. Han ønskede faktisk ikke at nedgøre hende. Det gjorde ham... vred, at vide, at nogen havde gjort det her ved hende. En vrede, som han ellers ikke havde følt på vegne af nogen før. Hans blik hvilede på hende. Desperat? Nej, det ville han ikke just kalde det. Han havde vovet sig ind i løvens hule, velvidende om, at hun havde sagt, at ingen skulle komme her. "Du kan jo lide det," bemærkede han endeligt, og med et ganske tilfredst smil på læben. Dette var faktisk ikke noget, som han tog så tungt igen, hvis han selv skulle sige det. Det havde han jo heller ikke ligefrem nogen grund til.
At hun så skubbede ham væk, irriterede ham dog. Det var ikke tiden for hende, at spille kostbar på. Han lod hænderne roligt falde ned langs hans side igen. Hovedet lod han søge på sned. "Folk stiller spørgsmål, når dronningen gemmer sig.. Desuden ligner det ikke dig, at hænge sådan med hovedet, snuske.." Han søgte hen mod hende igen. "Siden hvornår har jeg nogensinde handlet ud fra medlidenhed?" spurgte han denne gang mere henkastet end tidligere. Det havde han da aldrig nogensinde gjort før, så hvorfor skulle han gøre det nu?

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia måtte nok indrømme at hun havde forventet at Matthew ville være en plage omkring dette, den ene hånlige kommentar efter det andet, men intet af det var kommet, hvilket var grunden til at hun lod ham blive. Det var rart med lidt selskab, dagene herinde var ensomme, men det var til det bedre, hun var nødt til at lægge en plan for hvad der skulle ske for fremtiden. "Du er værdifuld.. eller var, dine evner som vampyr er ikke halvt så meget til at prale af," svarede hun lidt køligt.
Hendes arme faldt slapt ned langs siden så hans hænder kunne berøre hende. Automatisk faldt hun lidt mere ind til hans krop i det øjeblik hvor hun lod sig selv nyde hans masserende kærtegn. Det sidste hun ønskede var spille kostbar, hvilket heller ikke var idéen, men lysten var ikke den største i disse tider.
"Frygt skaber svagheder, svagheder skaber sårbarhed, sårbarhed fører til død," sagde hun lidt monotomt. Det var ikke for at være en lyseslukker, men det var den holdning hun nu engang altid havde haft. Hun lyttede til hans stemme og vendte sig mod ham, stadig uden at se andet end det skarpe lys hun var blevet fanget i.
"Naturligvis stiller de spørgsmål og jeg vil vise mig igen, når alt dette er forbi. Der findes en løsning," fastholdt hun og tog nogle forsigtige skridt i retningen af sengen, følte sig frem til sengegavlen, der ledte hende til madrassen hvor hun kunne sætte sig på kanten. Han havde ingen idé om hvor irriterende det var at være så hæmmet og så udsat, men han var den eneste hun kunne udstå at lade se hende sådan her, måske fordi hun også havde set ham på sit svageste og han var en del af hende. "Bliv min konge," bad hun. Det var måske lidt ud af det blå, men han var stærk, kunne de beskyttelse, han havde royalt blod i årene, og det behøvede ikke at være romantisk eller noget.

[Matthew Igleéias]

Et kort træk fandt dog alligevel vejen frem til Matthews mundvig. Hvis han kun havde været interessant for hende, så ville hun da have endt hans liv. Der måtte ligge noget mere i det, end det som hun havde vist ham til nu. "I det tilfælde, så har du set noget i mig, i og med, at du har været så barmhjertig, at spare mit liv," sagde han endeligt. Ikke at han tog det som noget højtideligt noget, for det gjorde han virkelig ikke. Dette var udelukkende fordi at han fandt det underholdene, at tiltale hende på denne måde, og særligt fordi at hun jo alligevel gav ham igen.
"Du gør dig sårbar ved at sidde her, Jaqia," pointerede han kortfattet. Selv han havde jo set hvordan Aliyah havde klaret sig på trods af hendes handicap, og så skulle hun ikke gøre det samme? Det var slet ikke noget som gav mening for ham! "Det ligner ikke dig at give op," sagde han direkte. Det var ærlig talt kun en ting der skuffede ham, mere end hvad godt måtte være i den anden ende.
Han blev stående, selv da hun søgte hen til sengen.. Lettere fumlende. Elegant var det i hvert fald ikke at kigge på, selvom han ikke kommenterede på dette. Han himlede let med øjnene og rystede på hovedet. Latterligt. Helt igennem latterligt. Dog.. han vendte blikket direkte mod hende, som hun anmodede om, at han skulle blive hendes konge..? Mente hun det virkelig seriøst? Han trådte tættere på hende med rolige skridt. Havde han hørt forkert? "Du beder mig om at indtage pladsen ved din side.. som din konge?" Han vidste ikke om han skulle grine eller om han skulle græde. Det var nok det mest vanvittige, som han længe havde hørt! Han knælede let foran hende. Hænderne lod han let vandre over hendes skinneben, og lagde sig mod hendes knæ. "Du er godt klar over, hvad du beder mig om, ikke?" spurgte han videre. Mange ville bestemt ikke løbe den risiko.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Matthews styrke og mod havde altid været beundringsværdigt, desværre var det aldrig til at vide hvor pokker man havde ham. Eniqa havde ødelagt ham, forblændet ham, fordrevet ham og forført ham, en fejl hun ville sikre sig aldrig kom til at ske igen! "Du er stærk Matthew. Jeg har altid beundret din styrke. Du slog næsten Kimeya i kamp, du har overlevet et hav af mordforsøg, og du ledte warlockerne til perfektion i en lang årrække. Det ville være dumt af mig at gøre ende på en med så stort potentiale," påpegede hun. Nu skulle han ikke føle sig vigtigt, det var intet personligt, det havde intet med hendes svaghed overfor ham at gøre.. bildte hun sig ind.
"Jeg giver ikke op!" hun hvæsede af ham.
Det var frækt at indikerer, modsat ham så kunne hun bare godt lidt at have en skråsikker plan. Hun havde lige indtaget to lande, tabt det ene, indgået en fredaftale med Procias, hun havde forbandet mange fjender lige i den her tid! "Jeg har brug for tid til at sikre mig min egen overlevelse og kongerigets," tilføjede hun og satte sig på sengen med et udtryksløst blik. Hendes stemme var dog præget af den indre frustration.
Hun forsøgte at fange hans ansigt med blikket, hvilket var lidt naivt men ikke desto mindre en vane. "Der kommer et tidspunkt i enhver kvindes liv hvor opgaverne bliver for store. Med dette følger en masse nye bekymringer, og jeg ønsker at udfører hver eneste opgave til perfektion. Det kan jeg ikke gøre alene," hun lod sine hænder stryge ned over sine lår, til de lagde sig over hans på hendes knæ. "Matthew du blev født stærk.. du blev født til at lede, og du er formentlig den eneste mand jeg ville kunne holde ud at skulle glo på hver dag, resten af vores evige liv," tilføjede hun lidt mere ligegyldigt, bare for ikke at give ham de forkerte idéer.

[Matthew Igleéias]

Jo mere hun remsede op, des mere måtte Matthew trække på smilebåndet. Hun havde ret.. Han var jo stærk, og han havde jo aldrig rigtigt ladet sig kurre af nogen. Ganske vidst havde Eniqa gjort meget ved ham.. Men den mand han havde været før det, var uden tvivl vendt tilbage igen. "Og derfor valgte du ud af dit gode hjerte, at imødekomme mit ønske om denne forvandling? Jeg takker virkelig mange gange." Et sted var stemmen præget af klar ironi, selvom han jo faktisk var glad for den mulighed, som han havde fået, for et liv. Et helt nyt af slagsen faktisk.
"Så vis mig det," opfordrede han kortfattet. Her sad hun og ynkede. Det var i hans øjne, at have givet op, hvilket jo på ingen måder lignede ende! Det var ikke den Jaqia, som han kendte! Han søgte til hende og lod hænderne igen komme i berøring af hendes skinneben og efterfølgende hendes knæ. Hans blik gled mod hendes endnu en gang. "Det var straks mere af den rigtige Jaqia," sagde han roligt.
Selv vidste Matthew jo godt, at Jaqia gjorde det i god mening, men hun vidste bare ikke hvad det lige var hun bad ham om. Hendes egen fader. En hemmelighed, som han agtet at holde skjult for hende, særligt fordi at han var bange for, at hun ville skubbe ham længere væk, hvilket han bestemt heller ikke var interesseret i. Tungen strøg han kort over sine læber. "Med mit gudeskønne ansigt og fabelagtige personlighed, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle være mand til opgaven, snuske.. Såfremt, at du ønsker mig ved din side?" fortsatte han sigende. Hvis det gav ham en oplagt mulighed for at være omkring hende.. og med sin ret. Så var det jo helt fantastisk!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Den mand han var nu, var den mand hun huskede. Ganske vidst havde han ikke været der meget i hendes barndomsår, men hun huskede da at have set ham, og at have beundret ham for hans person. "Det var dit eget ønske. Jeg gjorde blot hvad du ønskede af mig," påpegede hun sigende. Hun havde ikke gjort noget imod hans vilje, trods hun havde haft betænkeligheder ved at omgøre ham.
Jaqia havde ikke ondt af sig selv, hun sad ikke og græd ligegyldige tårer, eller splittede ting ad i vrede og frustrationer, det eneste hun forsøgte var at lægge en plan for der videre forløb, således at det ikke ville koste hende mere dyrt end det allerede havde. "Lad være med at tro at du kender mig Matthew," sagde hun lidt spidst. Han vidste ikke mere om hende end nogen anden, lige foruden af den nuværende tilstand i hvert fald.
Hemmeligheden bag deres familiære bånd kendte hun ikke, i så fald var dette aldrig kommet på tale, men for nu var hun i god tro, og havde en tanke om at det kunne styrke landet, hvilket var hendes absolut første prioritet. "Smirg ikke dig selv. Jeg ønsker dig ved min side fordi det er det bedste for landet. Jeg nærer inden dybere følelser for dig end dem vores bånd har skabt. Det er forretning som alt andet," påpegede hun ærligt og slap hans hænder for i stedet at sætte dem i sengen så hun kunne læne sig lidt tilbage. Det kunne hun ligeså godt gøre klart fra starten!