Blinded...

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det dyriske fik endelig lov til at blomstre. Til dagligt måtte selv hun tvinge det lidt tilbage for at kunne opfører sig eksemplarisk, hvilket kun gjorde det mere befriende at være sammen med Matthew hvor hun blot kunne lade dyret løs. Hans bryst var kradset, til dels flået så blod løb ned over hans krop, og fyldte hende med længsel og lyst. Det her måtte aldrig stoppe. Lige nu havde hun nærmest glemt at hun ikke var i stand til at se, fordi de andre sanser havde taget så meget over for hende, at billeder kørte rundt i hovedet på hende. Hun vidste præcist hvad hun kyssede og rørte ved, også da hendes læber arbejdede sig ned over hans ædle køn. Overraskelsen lå nærmere i da han greb fat om hendes skuldre for at tvinge hende op til ham igen.
Hun fandt hans læber, kyssede ham gråådigt og bestemt, mens hendes tålmodighed langsomt opslap.
Hendes ben blev skilt på hver side af ham, men af den grund satte hun sig ikke ned over ham, men lod hendes skød være lige uden for hans. Hendes hænder farede vild på hans krop, rørte, kradsede, alt for at markere ham som sin, så ingen nogensinde kunne være i tvivl. Deres kroppe gned mod hinanden så blodet fra hans krop malede hendes bryst og mave, det var en yderst intens følelse der i den grad tilfredsstillede det dyr som havde været gået nærmest i dvale. Endelig kunne hun ikke holde sig selv tilbage. Hun gled ned i hans skød, forenede deres kroppe med længsel. Den manglende tålmodighed fik hende hurtigt til at starte et ivrigt tempo..

[Matthew Igleéias]

Her var der ikke nogen grund til at skjule det væsen som man var. Vampyren var selv et væsen som Matthew havde lært at elske, og særligt når det foregik på denne her måde, så kunne han da heller ikke ligefrem lade være. Han smilede let for sig selv, velvidende om at hun ikke var i stand til at se det. Han elskede virkelig at se hende på denne her måde. Måske blind.. men de andre sanser havde da uden tvivl formået at tage over.
Matthew rev hende tilbage op i armene og ind mod sin egen krop, bare for at få muligheden for at mærke hende helt tæt på. Han elskede det.. Nød det som intet andet. Læberne kyssede hendes grådigt og krævende. Her var der ingen kære mor. Sådan som de sad og rev i hinanden.. de blodige linjer som dannede sig på deres kroppe, var end ikke noget som rørte ham. Det var den dyriske natur som faldt over dem begge. Det var ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget. Han tog imod det, når hun gjorde det. Særligt fordi at hun også viste ham, at det var en god ting.
Som hun forenede deres kroppe, måtte det dæmpede og dybe støn bryde hans læber, hvilket også tvang ham til at bryde kysset. Han trykkede hende tæt ind mod sin egen krop, inden han selv fulgte hende i tempoet. Han lagde sig roligt ned i sengen, hvor han trak hende med sig. Han hjalp med tempoet. Han havde virkelig, virkelig brug for at følge hende efterhånden.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hendes tanker var så optaget af andet, at hun ikke skænkede sine svagheder en tanke. Han fik hende til at føle sig stærk, ingen hån eller nedgørelse, bare intimitet og begær, begge følelser som hun var i stand til at forholde sig til.
Ligesom ham, endte hun hurtigt blodig, ikke at det generede hende, tværtimod elskede hun at have ham på sig, i sig, overalt. Hans duft fyldte hende, hans læber masserede hendes og fik hende kun til at længes efter at mærke mere af ham, hvilket også var et ønske hun ikke var sen om at efterkomme. Som han lagde sig ned, faldt hu ned over hans krop uden at bryde deres kys. Tempoet var hurtigt og intenst, præcist som Jaqia fortrak det, og særligt i disse dyriske stunder.
Hun trak sig fra deres kys og slog hovedet lidt mod den ene side for at blotlægge sin hals for ham, som en lille indbydelse. "Bid mig," hviskede hun ind mellem et par af de mange tilfredsse støn. Matthew havde slet ingen idé om hvilken fantastisk verden han var bleet en del af med sin nye race, men ganske snart ville hun lade ham vide det.
Som hun havde markeret ham, ønskede hun ligeså at han skulle tage ejerskab over hende, det ville uanset blive hans ret ganske snart som hendes konge, den eneste mand ved hendes side.

[Matthew Igleéias]

Lysten til at bide hende, havde for alvor meldt sin ankomst i Matthew. Her kunne han lade dyret komme frem, og det var uden tvivl behageligt og rart. Han følte det skræmmende befriende.
Langsomt gled Matthew ned i sengen, hvor han lagde sig. Hans kolde og døde hjerte, føles næsten som det slog mod hans brystet. Han lagde armene om hende, kun for at være sikker på, at han havde hende helt tæt på. Hendes ord, skulle hun dog ikke lade sig sige to gange. Tænderne blottede han direkte i et dybt støn, hvorefter han direkte satte tænderne i hendes hals, hvorefter han trykkede hende tættere ind mod sin egen krop. Han satte fødderne i sengen, kun for at hæve hoften en smule, hvor han forsøgte at følge hende i hendes tempo.
Øjnene lukkede han let. Det var behageligt. Han fandt dette som sin ret, at mærke hende tæt på sin egen krop på denne her måde, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. De dybe støn og suk brød hans læber ved hendes hals. Hånden gled over hendes ryg, hvor neglene rev med ned. Det var begrænset hvad han kunne holde til. Det var intenst.. Virkelig intenst, når hun var påvirket og præget af de mange andre sanser, end hvad der typisk prægede hende. Grebet med tænderne slap efter en mundfuld eller to, hvor de mærker som hun havde revet over ham, ligeledes måtte forsvinde og heale af sig selv. Læberne holdt han ved hendes øre. Hun skulle vide at hun gjorde det godt. Hans støn og suk var i tide og utide, brudt af den dæmpede brummen. Han blev kun presset mere og mere mod afgrunden.. Og han ville have hende med sig. Derfor satte han tempoet op, hvor hans hånd gled fra hendes ryg, videre langs hendes side, kun for at tage et voldsomt fat i hendes bryst.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Som et desperat dyr, lod hun neglene borer sig ned i hans kød, holdt fast i ham i frygt for at han skulle slippe hende, selv på trods af at hun i øjeblikket var øverst.
Det var altid fantastisk at være sammensmeltet med en mand, men med Matthew var det kun bedre, Jaqia elskede at kunne lukke dyret ud, elskede den anderledes form for intimitet de kunne have sammen. Hendes hoved gled lidt på sned, så halsen blottedes som en indbydelse til ham om at bide hende. Alligevel kom det lidt pludseligt da hans tænder gled ned i hendes kød og fik smerten til at bredde sig.
Det gippede i hele kroppen, og hun stønnede hæst. Der gik dog ikke lang tid før smerten var erstattet af behag uden lige. Hendes pupiller havde trukket sig sammen, hun mistede kontrol over sin egen krop. Tempoet holdt hun fortsat med hjælp fra ham, men uden at være klar over at hun endnu bevægede sig rytmisk mod hans krop.
Hendes negle borede sig mere ned i hans blødende kød, mens han tog et par mundfulde. Til dels var hun levende og hendes blod havde derfor varme, ligesom hun var præget af hjerteslag til at lokke ham.
Det voldsomme greb om det følsomme bryst, blev for meget for hende til sidst. Hun væltede ud over den uendelige kant, mærkede hvordan hele hendes krop spændtes og hun svajede lidt i ryggen med et dybt støn der afslørede at han havde formået at gøre hende færdig.
Lige hvad angik dette, så måtte enhver erkende at Matthew virkelig kunne en ting eller to, det ville blive en egenskab som hun sandelig ville komme til at udnytte flere gange i deres fremtidige ægteskab.

[Matthew Igleéias]

Magtkampen i sengen fortsatte. Uden tvivl, var det noget af det bedste, som selv i Matthews øjne, var til stede, og særligt fordi at hun ej var bange for at tage den magt og kontrol fra ham, hvilket uden tvivl, var noget af det bedste af det hele. Ej kunne hans hjerte hamre, selvom han et sted følte, at det gjorde.
Tænderne gled direkte i hendes hals, hvor han bed sig fast, endnu med et intenst og fast tempo, som hvilede mellem dem. Han ønskede at høre hende, og vise hende, at han, selv på trods af, hvad hun følte af svaghed på baggrund af hendes manglende syn, endnu var sin titel som dronning værdig.
Svært blev det for Matthew at holde igen, men selv han ønskede at gøre hende færdig. Hun skulle sidde igen med følelsen af at blive færdig, og særligt når det var ting såsom dette, så var det faktisk kun ekstra vigtigt for ham. Det dybe støn brød hans læber, som hun gjorde sig færdig, hvor han gjorde det sidste endelige stød med hoften, hvor selv det hele synes at eksplodere for hans vedkommende. Her gled han direkte ned i sengen igen. Ikke fordi at han var decideret udmattet, for der skulle da heldigvis mere til, end dette. Han smilede ganske tilfredst. Blod havde han om læberne, selvom han knapt tænkte på det. Blikket gled mod hendes skikkelse. "Du kan endnu," endte han med et ganske tilfredst smil på læben. Han nød det. Uden tvivl, var hun noget af det bedste, som han nogensinde havde været i nærheden af! Datter eller ej.. så var det virkelig ikke noget der rørte ham.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hendes støn foretog sig til hurtige åndedrag efter hun var faldet sammen over hans skikkelse. Stakåndet og forpustet. Det her ville aldrig blive kedeligt, og da slet ikke efter han var blevet et dyr. Det tog et par lange sekunder at komme sig igen, før Jaqia løftede sig lidt op og så ned på hans ansigt, men stadig uden at se det mindste. Der var intet bedre end en tilfredsstillet mand! Hun bukkede sig ned og lod tungespidsen fange et par dråber af hendes eget blod.
Hendes krop var varm og svedig, det var en fantastisk følelse at sidde tilbage med noget der gav hendes ellers kedelige liv, lidt en værdi, en som hun havde frygtet var forsvundet med hendes syn.
"Naturligvis. Jeg er måske blind, men jeg har endnu læber og hænder," påpegede hun selvom det nok nærmere var hendes barm og bagparti der interesserede ham for at være ærlig.
Hun hævede sig og gled ned på siden af ham, frem for at være over ham. Sidste gang havde han nægtet at gå, hun forventede næsten at han heller ikke ville adlyde ordre denne gang, og hun havde ikke længere undskyldningen om at skulle arbejde, desværre. "Jeg ville bede dig om at gå, men noget siger mig at det ville være nytteløst," konstaterede hun og lagde armen om ham. Egentlig var hun ikke som sådan udmattet, hun lavede jo intet i løbet af dagen længere ud over at spekulerer, og håbe, og spekulerer lidt mere, det eneste der blev udkørt af dette var hendes sind.

[Matthew Igleéias]

Dyret var blevet så naturlig en del af Matthew, og særlig når han var omkring Jaqia, at selv han følte, at det var noget, som han bare kunne lukke ud på den måde, som han nu kunne. Hans hjerte hvilede koldt og dødt i hans bryst, men alligevel følte han at det hamrede. Han følte sig helt levende. Han sukkede dæmpet, som hun rejste sig fra ham, og lagde sig ned ved siden af ham i stedet for. Han fulgte hende med blikket, hvor smilet dog heller ikke var til at lægge det mindste skjul på. Overhovedet faktisk.
"Tror du at jeg har tænkt mig, at gå nogen steder?" spurgte han direkte. Han lagde sig mere til rette ved siden af hende, hvor han også fik armen tvunget mere omkring hendes skikkelse. Hans kække smil forblev hvilende på hans læber. Hun kunne lige så godt vænne sig til, at han ikke gjorde hvad hun bad ham om, kun fordi at hun bad ham om det. De læber og hænder som hun gjorde brug af, var mere intense nu, end hvad de havde været frem til nu, og naturligvis var det også noget, som selv han kunne vænne sig til. Han hævede hånden og lod den let stryge over hendes kind. "Sov, Jaqia.. Jeg går ingen steder denne gang," endte han med en intens stemme tæt ved hendes øre. Hun burde jo efterhånden kende ham.. Og nu hvor de skulle giftes og alverdens andet, så hvorfor ikke bare vænne sig til at sove i samme seng? Han fandt det nemlig som sin eneret, med sin udkårne. Det var der vel heller intet galt med? Så slemt var det vel heller ikke?

[Jaqia Destiny Angleráx]

Et ægteskab var praktisk, men naturligvis var det stadig et ægteskab og pligter medfulgte. For fremtiden skulle de sove i samme seng, derfor ville hun ikke skave en diskussion om hvor vidt han skulle blive her eller ej, han ville alligevel ikke høre efter.
Ingen af dem følte nogen kulde, så hun lagde ej dynen om dem, men lå blot nøgen ved hans side, trykket ind mod hans mamorkølige krop. Hendes hånd hvilede på hans bryst, strøg det med blive kærtegn, følte dets struktur nu hvor hun var ude af stand til at se det. Uden synet så var hun tvunget til at gøre brug af sine andre sanser, hvilket hun virkelig forsøgte.
"Jeg turde ikke at forvente det," sagde hun ærligt og slap et lille suk. Faklernes varme glød gav hendes blege hud et smukt skær, det var desværre den slags som hun ej længere kunne nyde synet af. "Meget vel," hun strakte sig og plantede et stille kys på hans kind, inden hun igen lagde sig til rette ved hans side. Trætheden var ikke overvældende, men den var i det mindste til stede.
Hun fjernede nogle af sine blonde lokker så de ikke var i vejen, og lukkede sine øjne. "Og bare så du ikke ligger til skue for min stakkels tjenestepige.." hviskede hun og lod hånden stryge ned for at lægge sig over hans ædle dele. De kunne jo ikke bare gå til ro, uden at tage deres forholdsregler.
Hun lukkede sine øjne og nød at have ham under sin hånd. Det plantede søde tanker og idéer i hende som hun glædede sig til at fuldfører. Disse tanker ledte hende ind i en rolig søvn.

//Out

[Matthew Igleéias]

Ægteskabet var på alle måder praktisk for dem. Matthew havde vel brug for at blive holdt lidt i snor, hvis det ikke skulle ende med at gå helt galt for ham? Han havde uanset ikke tænkt sig at lystre ordre, så hun kunne lige så godt lade være med at give ham dem.
Ej var det muligt for Matthew at fryse, og det var han da naturligvis også påvirket af. Han havde det faktisk ganske fint med at ligge i absolut ingenting ved siden af hende. Han smilede tilfredst for sig selv ved tanken alene. "Du kender mig," bemærkede han med en meget direkte stemme.
Hånden som lagde sig over hans ædle dele, fik allerede med det samme hans krop til at handle og reagere, selvom han var kørt færdig for nu. Hun derimod, var også den eneste, som han til nu, havde oplevet, rent faktisk kunne gøre ham ordentlig færdig. "Jeg synes virkelig ikke, at du er særlig retfærdig," kommenterede han endeligt. Faktisk var det ikke noget, som gjorde ham det mindste. Faktisk var det noget, som han i sandhed elskede mere end noget andet. Han lagde sig til, hvor han kun tog fat om dynen, og kastede om den. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at dele synet af Jaqias nøgne krop med dem som eventuelt skule søge herind, hvis de turde at gøre det. Han lukkede øjnene, hvor han samtidig forsøgte at give sig hen til søvnen. Nemt var det dog ikke med endes hånd hvilende der. Det var nok noget, som han ville blive en kende for vant til.

//Out