Lake of Blood

[Liya Daimond Diamaqima]

Livet var ikke det samme uden ham ved siden side, så kunne Liya være nok så vred på ham, men når alt kom til alt, så vidste hun jo godt, at hun slet ikke ville kunne undvære ham. Ensomhed fortærrede hende, tanken om at han skulle hjem og sove ved en anden kvinde, tanken om at han skulle holde sin lille pige i armene, når deres børn igen følte sig svigtet, brændte hende indvendigt.
Trods alt det så blev hun siddende i hans arme og lod ham vugge hende stille frem og tilbage som havde hun ikke været andet end et barn der søgte sine forældres trøst efter en nat med mareridt. Forskellen var bare, at hele hendes liv var et stort mareridt. Hun nikkede tilfreds. Marvalo Mansion kunne hun være med til, en krostue var igen fremmede, og der var mange mennesker, man vidste aldrig hvem der pludselig kunne risikerer at stå på døren. Som Nathaniel hævede hende i sine arme, lod hun en hånd lukkes omkring hans klæder, i et lidt sølle forsøg på at holde sig selv fast. Hun var udmattet, det blev hun ofte oven på dette. "De er dine," mumlede hun træt og blev lidt glad da han samlede hjerterne op. De kunne måske ikke længere bruges, men de var en gave og en forsikring om at hun om mange år, ikke ville have en hel horde af døde fjender der ønskede at hun skulle gå samme vej.
Det hele var så betryggende og beroligende. Liya nød at mærke ham igen, dufte ham. Under normale omstændigheder var hun altid bange for at falde i søvn, i frygt for ikke at skulle vågne igen, men hun var så udmattet så hendes krop næsten ikke tillod hende andet.
Bare for et øjeblik lukkede hun øjnene, det øjeblik blev dog hurtigt til mange flere, da hendes krop og sind tvang hende i hvile ind mod hans favn, der var jo uanset et lille stykke hjem, så hvile ville nok være godt for hende.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Turen til Marvalo Mansion ville blive lang. Dertil havde han ikke noget imod, at lade Liya vide, at han ville være der for hende, og at han ville passe på hende, for intet ond, skulle nogensinde få lov til at komme her og ramme hende. Det ønskede han på ingen måde! Hans blik søgte hendes skikkelse, da han fik samlet hjerterne op og havde hende trygt hvilende ind mod sin favn. Her ønskede han at hun skulle være. Det var nemlig meningen, at hun skulle føle det godt, trygt og komfortabelt, og særligt når hun var så udmattet, som det hun måtte være lige i øjeblikket.
"Jeg er glad for dem," sagde Nathaniel oprigtigt. Hvis han kunne bruge dem, så havde han været glad, men lige nu.. Var det andre ting, der optog hans tanker og tid. Det var nemlig hende.. At hun rent faktisk var der, var helt klart noget af det mest fantastiske lige nu, og det var han skam heller ikke bange for at skjule. Hans øjne lukkede han for et kort øjeblik. Sådan som hun klamrede sig til ham, så var det tydeligt, at end ikke hun, ønskede at han skulle give slip. Han havde svigtet.. han vidste godt, at han havde svigtet, men af den grund, så forsøgte han da alligevel at gøre det så godt, som han nu kunne! Det var bare ikke nemt for ham lige nu. "Lad os tage hjem," sagde han roligt, inden han blot begyndte at gå. Umiddelbart virkede det til, at hun var ved at falde i søvn. Kunne hun sove lidt, var det i hvert fald at foretrække.

//Out

[Deleted]

Vinden slog kraftigt mod Amadeus' ansigt, idet han søgte over himlen. Imandra var blevet taget, og for ham, var det svært at finde sig til rette med det, for det var for pokker et land, som aldrig havde gjort Dvasias noget! Folk var blevet slået ihjel og en hel by var blevet sat i brand.. denne virkede nu heller ikke til at ville gå ud. Han rynkede let på næsen, som han fløj over søen. Det var dog der, at skikkelser var det første der faldt ham i blik.
De to skikkelser søgte væk.. Dog var der noget bekendt med den ene som lå dernede. Dette var noget som Amadeus gerne ville have lov til at undersøge lidt nærmere. Da han var sikker på, at de havde søgt væk, søgte han selv ned mod jorden. Selv allerede inden han nåede at ramme jorden, var skikkelsen for ham, allerede blevet velkendt. Alt for velkendt. Han knælede ved siden af den afdøde Dafnir.. Gennemhullet og stukket i.. opflået bryst og et manglende hjerte. Svagt bed han tænderne sammen. En ung mand, som han selv havde haft det utrolig godt med her til sidst. Hans øjne lukkede han stille i.
Amadeus burde tage Dafnir med til Procias.. Hvad ville Yessica ikke sige? Kunne hun overhovedet huske ham? Det var ved at være lang tid siden, han havde været der forbi. Han rystede på hovedet. Dafnir kunne han i hvert fald ikke lade ligge her. Den anden mand puffede han direkte i søen. Nogen skulle jo rydde op. Dafnir derimod, tog han op i sine arme, for at sætte af fra jorden igen og søgte mod himlen. Selvom han ikke havde regnet med at søge nogen faste steder hen i aften, så var denne plan nu lavet om. Dafnir skulle hjem til sin moder, så han kunne få en anstændig begravelse.

//Out