Lake of Blood

[Deleted]

Den gode opdragelse som Dafnir havde fået, havde uden tvivl også sat spor på hans eget liv fremover. Han ønskede at give sin datter det samme. Han ønskede at give sin datter de samme muligheder og det samme lys, som det han selv havde fået, også selvom det nok ikke kunne sammenlignes helt.
Denne mand lå død for fødderne af denne kvinde. At det derimod var hende selv, der havde sørget for, at dette skulle ende med at ske, var ærlig talt slet ikke en tanke som slog ham ind på noget tidspunkt. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, idet han vendte blikket mod hende. Hendes ord, var først slet ikke noget, der gav nogen mening for ham, før hun fremdrog kniven og bogstavelig talt begyndte at hugge ud efter ham. Et kraftigt gisp og skrig brød den stilhed, som havde lagt sig i natten, da han forgæves forsøgte at komme op på benene, hvor alle de hug måtte holde ham nede. Det rev og flænsede i hans tøj, hud og alt, inden han gled mere og mere ned mod jorden. Han forsøgte at vende sig, for at kravle væk, hvor end ikke det var noget som gik helt som han gerne ville have haft det. Han faldt ned på maven, hvor han selv måtte komme med sin sidste udånding. Fuldstændig blodig, og gennemhullet, udåndede han en sidste gang, inden alt gik i sort for ham. Han var nu død.

//Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Nogle af de mange hug, kløvede kun gennem luften, men Liya mærkede ligeså modstand i mange af dem, hvilket bevidnede at hun ramte hvor hun gerne ville. Først da den stakkels unge mand, lå næsten stille, klatrede Liya væk fra den første mand der havde forsøgt at være prisen på den hvide hest. Det var svært at beskrive hvad der foregik i hendes tanker, hun mærkede ingen dårlig samvittighed, mærkede ingenting ud over befrielse.
Det krævede sine kræfter, men hun fik ham roligt vendt. På dette tidspunkt bankede hans hjerte stadig, trods han lå der og forblødte. I sin blodige hånd, havde hun stadig kniven.
Nathaniel havde lært hende at fjerne hjerterne, så hun sikrede sig mod fremtidige fjender, desuden kunne han bruge dem. Kimeya vidste formentlig hvor hun kunne finde ham, så hun kunne give ham denne gave.
Som med den forrige mand, klatrede hun op på ham, siddende på hans mave og hævede kniven. Denne gang jog hun den direkte ned i hans bryst, og brugte alle tænkelige kræfter på også at flå hans brystkasse op. Det nederste af hendes kjole var badet i blod, hun havde stænk i ansigtet og var flere steder malet. Det var næsten blevet et ritual dette. Hun fjernede hans hjerte, og tog det op men var ikke halvt så fascineret af det som hun havde været med det første. Uinteresseret, rejste hun sig, mumlede lidt for sig selv, mens hun gik hen for at samle det andet hjerte op så hun havde dem begge i sine hænder. Nathaniel ville blive glad for dem, det skulle han blive! Hendes skuldre hvilede oppe om ørene, som var det et lille barn hun stod og holdte der i sine blodige hænder.

[Nathaniel Diamaqima]

Søen.. Et sted hvor Nathaniel havde opsøgt temmelig mange gange igennem de sidste uger, hvor han ikke havde set sin familie.. Yuuki eller deres lille datter. Efter hans forrige møde med Yuuki, hvor de havde tilbragt en temmelig god aften sammen, så måtte han tilbage til arbejdet. Selv for ham, var det en tid, hvor det denne gang var ham, som havde brug for hjælpen.. Det var ham, som havde brug for pusterum og brug for at finde ud af alle de ting, som han gjorde sig i sine tanker. Silia havde ikke besvaret hans brev. Ikke at han havde regnet med andet, men han håbede nu lidt alligevel, at det ville sætte gang i en ting eller to i hendes sind. Han var ikke færdig med hverken hende eller Jophiel, da han oprigtigt ønskede at blive en del af deres liv igen.
Hesten som løb forbi ham, fik ham kort til at stoppe op. Som den forhenværende, stoppede han den ikke, men lod den derimod løbe videre. Den vidste vel hvor den skulle hen? Alligevel måtte han ane fare på færde. Han havde aldrig som sådan haft noget at skulle være bange for, så hvorfor skulle det forholde sig anderledes nu? Han søgte ned mod vandet. De to skikkelser, der lå der og skikkelsen som var ved siden af, var det første, der fik ham til at stoppe op. Umiddelbart, var der ikke noget kendt ved denne skikkelse. Det var mørkt og hun sad med ryggen til.. Dog var der alligevel noget ved dette, der virkede ekstremt velkendt for ham. Han blinkede let med øjnene i takt med at hans eget hjerte begyndte at slå.. Dog blev han stående og med blikket hvilende på hende. Den mørke kappe hvilede omkring hans krop, og med kutten trukket op over hovedet, så han i det mindste kunne få lov til at leve bare en smule i det skjulte. Var det...? Nej... kunne det virkelig passe? Hun var jo... død!

[Liya Daimond Diamaqima]

Stående med fronten mod vandet, studerede hun nøje de to hjerter i sine hænder. Det var kun i disse stunder, at hun følte sig så magtfuld og.. normal. Ofte var hun præget af stemmer i hovedet, snakkede med sig selv, gjorde mærkelige ting, men sådan her, havde hun kontrol.. bildte hun sig selv ind i hvert fald. Hesten var igen borte, hun havde hørt den flygte, men valgt ikke at bide sig yderligere fast i det. Per hver side af hende lå et lig, af to unge mænd der havde haft meget af livet foran sig, og som havde forsøgt at hjælpe hende, men uden at vide hvad de egentlig var gået ind til.
Hårdheden havde forladt hendes blik igen, og var i stedet blevet til det samme uskyldige og lidt forvirrede hun oftest blev set med. Skridtene bag hende, fik hende til at vende sig om. Kniven lå stadig ved siden af den yngste mands skikkelse, så et kort øjeblik blev hun bange for at det var endnu en fjende. I månens skær kunne hun se ham stå der, velkendt.. nydelig at se på. Liya kastede kort et vurderende blik ned over sig selv. Nej det var nok ikke hendes mest imponerende.
Alt hendes vrede havde været vendt mod Nathaniel i årevis, og hun bebrejdede ham for mange ting, men lige i dette øjeblik, så havde Liya glemt alt dette. Hendes rosa læber skiltes i et lille smil, og hun havde et blik der svarede til en lille pige der netop havde malet en tegning til sin far... stolthed lyste ud af hende. Hun strakte sine hænder frem med hjerterne og gik stille mod ham. "Se hvad jeg har til dig," hun smilede næsten triumferende og nærmede sig med de to uskyldige hjerter, overdynget i blod og med et vanvittigt blik.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel stod næsten i vantro og stirrede mod den kvinde som stod foran ham. Alene den måde mændene lå døde på, kunne nemlig kun fortælle ham en ting: Liya var tilbage. Den kvinde, som han for mange år siden, havde lullet ind i den evige søvn, stod endnu en gang overfor ham. Han havde set hende flere gange.. set hende klandre ham for hvad han havde gjort, og hvilken skuffelse det havde efterladt ham med. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Ikke at han regnede med, at han ville blive mødt af den samme skæbne. Den mulighed havde Liya haft så mange gange før, uden at have draget brug af det.
De blodige klumper, som hun havde i hænderne.. hjerterne, fik Nathaniel til at stå fuldkommen stille, selv da hun søgte imod ham. Kniven havde han set ligge i græsset.. Derfor gik han heller ikke umiddelbart ud fra, at der var nogen tegn på fare. Han trådte i stedet for mod hende.. Hvis hun havde slået ihjel.. så var hun der virkelig? Havde Silia alligevel? Hvor var hans datter? Hvordan havde hun det?! Han vidste jo ikke noget som helst pludselig! Ikke var det de blodige hjerter i hendes hænder, der tog hans opmærksomhed. Det som hun gjorde, var hvad han havde vist hende.. Det sikrede nemlig, at de ikke ville komme igen. Han hævede hænderne og lod kutten falde. Hans blik hvilede på hende. "Du er her virkelig." Hans blik søgte til hendes hænder og til de hjerter som hun stod med.. som hun så stolt viste frem mod ham. At ignorere det var dumt. Så meget vidste han da. "Det er meget fint, Liya.. jeg.. takker," sagde han.. Han tog omkring dem.. De var stadig varme.. Disse to mænd, var derfor lige blevet slået ihjel? Han skævede til dem. Alkymi havde han ikke leget med i mange år.. før nu hvor Brayden tvang ham til det under de samme kontrollerede forhold, som da han var ung. Han lagde dem i græsset ved siden af sig. For nu var det hende, som han var interesseret i.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det gik ikke et øjeblik op for hende, at Nathaniel ikke var kendt med hendes tilbagevenden. Der var stadig mange ting hun skulle vænne sig til, en helt ny verden at komme ind i, men det var alligevel som havde hun været vågen altid.
Hun gik stolt hen med hjerterne i udstrakte hænder, passede på ikke at tabe dem, for han skulle jo bruge dem. Til hvad anede hun ikke, men det var også irelevant. "Er du ikke glad? Jeg tog dem jo til dig," hun lagde hovedet let på skrå og betragtede at han tog imod dem. Den lettelse hun følte over mordene, holdt vreden på afstand, ligesom den dækkede over hendes smerter for en kort stund. Hun stod foran ham, godt nok bleg og skælvende, men ellers sund og rask udadtil, trods hun jo egentlig var døende.
Hun stoppede op og så på ham med tomt blik. Først nu begyndte det langsomt at gå op for hende igen at det var Nathaniel der stod der. Nataniel som havde fundet en anden familie, Nathaniel som havde erstattet hende og de børn som han aldrig burde have haft æren af!
Hendes blik flakkede lidt. "Du gjorde det her. Du slog dem ihjel, det er din skyld!" udbrød hun. Stemmen vendte tilbage. Hun kunne mærke den rumstere i baghovedet, velvidende om at den endnu engang var på vej til at dominerer hendes liv. Det skulle ikke ske så hurtigt! "Ikke nu.. ikke allerede," tiggede hun. Smertejag bragte hende i knæ for ham, så hun igen lå på jorden, vred sig, forsøgte at kravle væk, i håb om at kunne flygte fra den. "Gå væk, gå væk, gå væk," mumlede hun som hun kravlede lidt hen af plænen. Det var ulideligt!

[Nathaniel Diamaqima]

At stå ansigt til ansigt med Liya.. hvor han faktisk var i stand til at røre ved hende, var slet ikke noget som Nathaniel havde regnet med. Han tog imod hjerterne, som hun så stolt holdt frem mod ham. Han tog imod dem, velvidende om, at det var en dum ting at ignorere. Pludselig var det skyldfølelsen der ramte ham. Han var lige kommet fra en aften sammen med Yuuki.. og her gik Liya rundt? Hvorfor havde Silia aldrig meldt fra til ham? "Jeg er virkelig glad for dem, Liya," forsikrede han hende, inden han lagde dem ned i græsset ved siden af sig. At hun var der, var han ikke lige forberedt på. Her havde han så gået igennem de sidste mange år, og nu forsøgte han jo så at komme videre... Og nu var hun der?
Stemningen ændrede sig allerede med det samme. Liya begyndte at snakke, også selvom han vidste, at det ikke var ham, som hun henvendte det til, men derimod stemmerne i hendes hoved. Han bed tænderne sammen og rystede på hovedet. "Liya, det er stemmerne i dit hoved.. Lyt til min." Som han plejede at gøre, søgte han efter hende, mens han egentlig bare fortsatte med at gentage det samme og det samme. Han gik med hastige skridt op foran hende. Han var nok en af de få, der vidste hvordan hun nogenlunde skulle tackles.. han var ikke bange for hende. Han var ikke bange for, at hun ville føre kniven, som hun havde gjort ved dem til aften. Død havde han væreto mringet af i mange år, så end ikke deres lig, var noget som tog hans opmærksomhed synderligt. Han knælede foran hende, hvor han tog omkring hendes overarme.. Han kunne mærke hende. Han kunne virkelig mærke hende. "Det er stemmerne i dit hoved, Liya.. Det er dem der forsøger at gøre dig ondt. Det er en anden virkelighed.. Lyt til min stemme.." fortsatte han. Aldrig havde han ønsket, at noget ondt skulle ske hende.. Og slet ikke nu! At han så selv blev vædet i blod, tog han sig ikke af. Nu var det Liya og kun Liya han så.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var flere uger siden at silia og Kimeya havde bragt hende tilbage fra dødens helvede for at placere hende i et om muligt større mareridt. Kimeya var væk nu, draget til Imandra, Silia var i Procias og her vandrede hun rundt alene, med kun sine egne tanker. Marvalo Mansion var utrygt når hun var selv, så det havde virket som en umiddelbar god idé at søge ud. Hun havde allerede glemt alt om hjerterne, smerterne, stemmerne.. de overtog hendes krop og sind på ny. Lettelsen blev mere og mere kortvarig, hun forstod det ikke!
Pinagtigt, kravlede hun langs jorden, gjorde den blodige, hvide kjole, om muligt mere beskidt, men den tanke slog hende slet ikke.
Først hørte hun ham ikke, stemmen råbte til hende, mindede hende om hvor ondt det gjorde at han havde fravalgt hende, og var kommet videre med sin nye familie og med Yuuki.
Hun halvt om halvt lå ned på sin side, da han nåede hende og greb fat om hendes slanke skuldre. Det var første gang i årevis at hun kunne mærke hans berøring. Det var nok til at rive hende bare en smule ud af den trance som stemmen konstant lokkede hende i. Stakåndet så hun op på ham med et knust blik. Han havde løjet for hende! "Du vil ødelægge mig. Du vil gøre mig ondt!" hun rev sig fri af hans greb, og forsøgte at kravle lidt væk.
Stemmen skreg i hendes hoved. Liya tog sig til tindingen og forsøgte at fortrænge det, men det gav hende hovedpine. "Du elsker mig ikke!" råbte hun lidt ud af det blå hvorefter hun lagde sig ned, helt sammenkrøbet. Det gjorde ondt over det hele, så meget at hun var ude af stand til at skelne mellem det psykiske og det fysiske.

[Nathaniel Diamaqima]

Kunne man overhovedet klandre Nathaniel for at forsøge at komme videre? Hans valg af kvinde, var måske ikke ligefrem det heldigste alt taget i betragtning, men for ham havde det bare været det bedste. Yuuki havde rent faktisk været god for ham, og det ville han ikke stå der og undskylde for.
Han tog forsigtigt fat i hende, da han endelig kom til. Det var bestemt ikke fordi at han ikke elskede hende. At vugge hende i døden, havde været noget af det hårdeste, som han nogensinde havde gjort i sit liv! Og efterhånden, var det heller ikke ligefrem småting! At ødelægge hende og gøre hende ondt, var noget af det sidste, som han kunne finde på! Han havde virkelig ønsket, at han kunne lindre hende fra den betændelsestilstand, som hun havde ligget i dengang. Hvis hun bare havde ladet Silia kigge på det.. Så var det jo aldrig sket. Hvorvidt om det var stemmerne hun råbte af, eller om det var af ham, var svært for ham i det hele taget at finde ud af. Han slap hende, da hun trak sig væk. Han trak vejret dybt. Det var langt tid siden, at han havde håndteret disse problematikker. Kunne han i det hele taget finde ud af det mere? At høre hende sige, at han ikke elskede hende, gjorde mere ondt, end hvad han lige havde regnet med. Han elskede hende. Det havde han altid gjort. "Tror du ikke på, at jeg elsker dig, Liya?" spurgte han. Lige nu kunne han ikke lade være med at røre ved hende. Han ville så gerne røre ved hende.. Han kunne slet ikke få nok af at røre ved hende, og særligt nu, hvor han havde muligheden for at gøre det! "Liya.. kom her.." bad han endnu en gang, inden han denne gang søgte helt hen til hende, for at tage om hende, og rive hende op i hans favn at sidde, som han plejede at gøre. Han kunne ikke lide, at se hende ligge der i fosterstilling og forgæves kæmpe med tankerne i sit hoved.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det havde været hårdt nok for hende at åbne sig overfor en mand, endnu hårdere at lægge sit liv i hans hænder og om muligt endnu hårdere at starte en familie med ham. Liya havde brug for konstant bekræftelse, det at han havde fundet sammen med Yuuki, havde skabt en familie med hende, fortalte hende kun hvor nemt det hele havde været at erstatte og hvor lidt hun havde betydet for ham.
Hun lå sammenkrøbet i fosterstilling og tog sig til hovedet, mens hun lavmeldt mumlede for sig selv. Stemmerne var en ting, men den udprægede sult gjorde det ikke bedre for hende. Kimeya havde bedt hende opsøge bordellet, han havde ligeså skænket hende midlerne til det, men hun ville hellere dø end at synke ned på det stadie.
Hun hulkede ned mod jorden og lyttede til hans skridt der kom nærmere. Hans stemme havde altid beroliget hende, ligesom hans hjerteslag og favn havde. "N-nej du elsker hende," græd hun med reference til Yuuki naturligvis. Hvordan kunne han gøre det mod hende? De stærke hænder som førte hende op i hans favn, forhindrede hende i at gøre det helt store, men under alle omstændigheder gjorde hun hvad hun kunne få at få ham væk. slog ud efter ham, sparkede så vidt muligt, han skulle ikke røre hende! Den kamp ophørte da armene lukkede sig omkring hendes krop, skærmede hende for omverdenen og gav hende mulighed for at lade sig fange af hans hjertes rytme. "Du s-skal ikke røre mig," hun gjorde ingen modstand, men skælvede. Man kunne godt se at hun led og var i smerter selvom hun stadig ikke sagde det højt. "Du ødelægger mig," hviskede hun pludselig langt mere træt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var bange.. ked af det ikke mindst, og særligt fordi at han vidste, at mange af de ting, som hun sagde, udelukkende var for det, som hun kunne huske, at have set, i den tid hun havde været omkring.. uden at kunne røre ved noget, uden at kunne gøre noget. Han havde brugt år på at komme over hende.. virkelig mange år, og nu sad de så her.. var han kommet så meget over hende, som han havde troet, at han var? Liya havde altid været en meget vigtig kvinde for ham.. en som han havde kæmpet for at være sammen med, selv på trods af de problematikker, som havde fulgt med.
"Jeg har altid elsket dig, Liya" endte han med en dæmpet stemme. Denne gang valgte han dog at forsøge. Anset hvor meget hun slog og sparket ud efter ham, tvang han hende ind mod sin favn, hvor han kunne lukke de stærke arme om hende. Han var ikke bange for hende, eller hvad hun kunne finde på at gøre, og særligt fordi, at han vidste, at det ikke var noget, som hun kunne finde på at gøre mod ham. Han strøg hende forsigtigt over siden. Han ville ikke ødelægge hende. Aldrig havde han været ude på at ødelægge hende! "Alt jeg ønsker, er at holde dig sikker," lød hans stemme med en rolig klang. Selvom hans krop rystede.. Her var kold, og mere af chokket over, at se hende i det hele taget, for han havde regnet med, at hun var død. Hovedet lagde han tæt ved hendes. Hun var der virkelig. Det var så surrealistisk.Hånden førte han op og strøg hendes kinder, mens han roligt sad og vuggede frem og tilbage med hende. Han trak vejret dybt. "Fald til ro.. Nu er jeg her.. Jeg er ikke ude på at gøre dig noget ondt.. eller ødelægge dig.. Jeg elsker dig, Liya," fortsatte han med en rolig stemme. Det var underligt.. men gud hvor det føles fantastisk at kunne sige!

[Liya Daimond Diamaqima]

Hans hænder var præcis hvad hun havde søgt efter. Ru og varme, han rørte hende på den helt rigtige måde, den måde hun havde ønsket at de andre skulle berøre hende på, men som de ganske enkelt ikke havde formået, hvorfor de også lå i makaber tilstand på græsset ikke langt fra dem.
Liya var tvunget ind i hans arme, holdt fast, skærmet fra omverdenen. Hun faldt langsomt lidt til ro, opgav om ikke andet at kæmpe imod, og fandt sig i at han til dels holdt hende fast så hun blev hvor hun var. Hendes krop var iskold og rystede kraftigt. Inderst inde vidste hun godt at hun havde det elendigt, og at det var fordi hun var syg, men det var svært at minde sig selv om, når det føltes ligeså virkeligt som alt andet.
"Hvorfor gør du det mod mig?" spurgte hun med en knust tone. Han havde næppe fundet sammen med Yuuki for at gøre hende ondt, men på dårlige dage, var hun så overbevist om at hele verden var til for at gøre det svært for hende. Tårerne trillede ned over hendes kinder. Hun lå lidt uroligt, forsøgte flere gange at dreje det, ikke at det var et forsøg på at komme væk, det var nok i højere grad den uro hun havde i kroppen, og den smerte hun brændte inde med.
Det var trættende. Hans trygge favn og lyden af hjerteslag gav hende næsten lyst til bare at lukke øjnene så hun kunne falde lidt hen, men hun gjorde det ikke. "Du elsker Yuuki nu. Ikke mig.. Yuuki," gentog hun for sig selv, nærmest som forsøgte hun at minde sig selv om det og ikke ham. Igen rystede hun på hendes, og krøb lidt sammen i hans favn. "Det gør ondt. Få det til at forsvinde," tiggede hun. Han måtte have noget alkymi der kunne gøre hende bedre, hvad skulle hun da ellers bruge det til?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forsøgte selv at finde roen i sit indre. Alene det at mærke hende, fik automatisk ham til at knuge mere omkring hendes skikkelse. Han kunne mærke hende. Hun var der virkelig! Han kunne dufte hende. Det måtte være Silias værk. Det kunne ikke være andre, men... hvorfor? Det efterlod ham jo kun med hundrede spørgsmål, og han vidste bestemt ikke, om det skulle være en god eller en dårlig ting. "Sch," bad han med en dæmpet stemme, som han endnu en gang måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Han elskede hende. Det havde han jo for pokker altid gjort.
Altid havde Nathaniel elsket Liya.. Regnede hun virkelig med, at det var anderledes nu? Han strøg hendes kind ganske let. Hun faldt mere til ro ind mod hans favn. Det gjorde ham langt mere lettet i hvert fald. Han kunne endnu! Han smilede svagt, inden han så ned mod hende igen. "Derfor elsker jeg stadig dig.. Du har været væk i frygtelig mange år, Liya... Jeg vil dig ikke noget ondt.. Og jeg ønsker ikke at ødelægge dig.. Lad mig hjælpe," fortsatte han. Når hun var faldet mere til ro, ville han søge mod byen med hende. Mere lukket, hvor de begge kunne få varmen, og han kunne få hende vasket. De to døde lig, var nok allerede glemt for hende. Han vidste jo hvorfor hun slog ihjel, hvilket næsten var det værste af det hele. "Tag med mig ind til byen.. Vi finder et værelse.. bare du og jeg," sagde han dæmpet mod hendes øre. Han ville ikke lade hende rende rundt herude og fryse. Ikke på vilkår!

[Liya Daimond Diamaqima]

Hans duft sad i hendes næse. Hun havde været omkring ham i alle de år men ikke duftet til ham, ikke rørt ham én eneste gang. Den lukkede favn føltes velkendt og tryg, han havde altid holdt hende sikker, både fra andre og fra hende selv. Alle de gange hun havde været ved at tage sit eget liv, ville formentlig ikke ske igen nu hvor hun vidste hvad der ventede hende på den anden side, det mareridt, ville hun aldrig mere gennemgå. Tankerne kørte rundt i hendes hoved mens hun sad i hans arme og faldt mere og mere til ro. Stemmen gled lidt i baggrunden så hun var kontaktbar og nogenlunde vågen.
Tilliden til at han stadig elskede hende, eksisterede slet ikke. Han havde ladet hende gå i døden, løjet for hende. Måske han allerede havde kendt Yuuki dengang? Hendes sind skabte hurtigt halvtreds teorier og ingen af dem hverken sunde eller gode. "Jeg tror ikke på dig," mumlede hun ærligt men dog uden at flytte sig. Ligene var en glemt sag, de havde givet hende hvad hun ville have i denne stund, en kortvarig fred. Hun var ikke plaget af dårlig samvittighed, det havde hun slået for mange ihjel til at gøre. Vanviddet overmandede hende bare ofte for tiden, måske fordi at hele verden var ukendt for hende, hun følte sig alene og uvelkommen. Hun rystede på hovedet og trak benene op under sig. "Marvalo Mansion. Jeg vil hjem," hviskede hun stille. Kimeya var alligevel ikke hjemme, så det store mansion var tomt, men det var et trygt sted for hende at være, derinde kunne ingen nå hende.
"Vi skal huske hjerterne!" udbrød hun nok lidt pludseligt da hun kom i tanke om det, men det var vigtigt for hende, eftersom det havde været for at glæde ham. Det var stort at hun overhovedet lod ham tage med, men hun var også stadig ret meget ved siden af sig selv.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forstod skam godt den manglende tillid Liya havde til ham, men ikke desto mindre, så ønskede han oprigtigt at hjælpe hende. Han fortsatte med at stryge hende over kinden. Han elskede hende. Det havde han alle dage gjort, og det var bestemt ikke ændret. Hun var mor til hans børn.. Den kvinde, som han dengang havde forestillet sig, at skulle leve livet med.. Nu var tingene anderledes. Han var far til en lille pige, og havde en anden. Denne situation havde jo kun vist sig, at blive svær for ham. Virkelig svær faktisk. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. De første ord, valgte han bevidst ikke at svare på. At hun derimod ville hjem til Marvalo Mansion.. var selv Kimeya involveret i dette? Et sted, var det end ikke noget, der kom synderlig meget bag på ham. Han himlede let med øjnene og rystede så let på hovedet. "Så tager vi til Marvalo Mansion," sagde han endeligt. Yuuki ville nok ikke blive tilfreds, men for pokker, han kunne jo heller ikke bare lade Liya rende rundt alene. Han havde jo savnet hende! Han lagde hovedet tæt ind mod hendes endnu en gang. Hjerterne? Ja, dem skulle de nok få med. Hvis det var noget, som hun havde gjort for at glæde ham, så skulle han nok tage dem med. Han ville jo selv bare gerne gøre hende glad. "Og hjerterne tager vi med," forsikrede han hende. Selv vidste han, at han nok var den eneste mand, foruden Kimeya og Jophiel, som ikke ville lide den samme skæbne som mændene der lå på græsset foran dem. De måtte jo bare lade dem ligge. Mentalt var Liya allerede forbi den hændelse. Han rejste sig forsigtigt med hende i sin favn, inden han knælede, for at samle hjerterne op i sine hænder. De var blevet kolde nu. I princippet nu helt ubrugelige, selvom det nu heller ikke rørte ham. Han måtte smide dem væk, når han fik muligheden for det. Det var bare ikke lige nu.