Lake of Blood

[Liya Daimond Diamaqima]

@joshua
************************************************

En kold brise lå hen over mørkets land i aften. I det fjerne kunne man høre uglernenes tuden, blande sig med træernes lokkende hvislen. Mange ville mærke nakkehårene rejse sig, og enhver med blot en smule fornuft ville holde sig fra disse uhyggelige kanter. iya var ikk blandt disse. Hun havde vandret i evigt mørke, mødt større smerte end noget levende væsen kunne påfører hende, denne kolde og dette mørke, var hvor hun trivedes. Det var første gang siden Silia havde vækket hende, at hun var søgt ud. Hun var klædt i en pæn, hvid kjole der faldt ned over hendes smukke skikkelse, den var dog allerede blevet snavset i det beskidte miljø.
Kimeya var draget mod Imandra sammen med Faith, hvilket havde efterladt Liya med sig selv og sne tanker. Hun vandrede uden mål og mening omkring søgen med et blik der var fjernt og tomt. Hendes mørke lokker krøllede så smukt om hendes ansigt. Umiddelbart var der ingen trussel i så uskyldig en kvinde, men skindet bedrog. I hendes hoved, var utallige stemmer. Nogle af dem var simple tanker, andre forsøgte at guide hende til handlinger som hun ikke ønskede at udfører.
Kontrollen var væk.. Kimeya holdt hende i kort snor, holdt hende sikker og beskyttet som et lille barn ude af stand til at klare sig selv, og det var hun ikke! Hun måtte tage kontrol over sit eget liv, hun hungrede efter at holde den i sine hænder igen. Sut havde fået hende til at skælve, hun var ikke blevet mættet siden hendes tilbagevenden, det gjorde ondt, så meget at hver eneste skridt var en kamp, men hendes blik eller kropssprog afslørede ikke den smerte hun sad inde med.
Roligt stilte hun sig med front mod søen, så ud over de mørke vand, der henlå i fuldkommen ro under den stjernebesatte himmel. Det ville være nemmere at hoppe i.. gøre en ende på det, på den anden side vidste hun at et ligeså stort helvede ventede på den anden side, der var ingen fred eller ro overhovedet.
Hvorfor var hun alene? Hvor var hun? Hvem var hun?

[Deleted]

Kulden som havde lagt sig, havde ikke forhindret Joshua i at udføre det arbejde, som han nu skulle. Selv nu hvor han havde søgt fra Imandra og til Dvasias, for en ganske særlig ting, som hans frue havde ønsket at få hjem. Dette var noget som han ønskede at give hende. Jacqueline og Lestat havde begge taget så godt imod ham og Mirry, at han ønskede at gøre dem denne tjeneste. Desuden havde de rigeligt med deres unge teenagedatter at gøre, så der var nok at sørge for.
Søen skulle han passere undervejs. Kvinden i den hvide kjole, fangede hurtigt hans interesse, som han kom ridende der på hesteryg. Vingerne havde han ikke, så det var de færreste, der ville gætte sig til, at han skulle være et væsen af lyset. Det havde han dog heller ikke været i det, som efterhånden måtte være rigtig mange år. Denne kvinde forekom ham dog som en ensom og forvirrende en af slagsen. Skulle han hjælpe hende? Selvom han allerede nu var ved at være temmelig kold, og vidste, at han burde søge hjemover, så... lå det bare ikke til ham, at vende ryggen til.
Joshua rev i seletøjet på hesten, og søgte mod hende, med rolige skridt. Han vidste godt, at han burde være forsigtig, men at lade en kvinde rende rundt alene.. hun var beskidt, og tog han ikke fejl, så lignede hun en, der gik rundt og frøs, og den tanke kunne han da slet ikke have på sig. "Er De okay?" Hans stemme var varm og indbydende. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at gøre hende bange eller noget lignende. Han sprang derefter af hesten, som stoppede op som ønsket på pladsen og gav sig bare til at spise i stedet for. Lige nu var der jo heller ikke nogen fare på færde.
Joshua derimod vendte sig mod denne kvinde. Han lukkede kappen tæt omkring sin egen krop. Her var virkelig, virkelig koldt! Frøs hun ikke? Hvorfor gik hun rundt herude alene?

[Liya Daimond Diamaqima]

De travende lyde fra hestehovene var blot en støj i baggrunden, der ikke rigtigt nåede hende. Kvinder burde være mere forsigtige end hun var på et sted som dette, her kom mange som ingen respekt nærede, men selv hvis der gjorde så ville det efterhånden stadigt bare være endnu en.
Gåsehud prægede hele hendes krop, man kunne se hende stå og skælve i natten og alligevel stirrede hun bare tomt på det rolige vand. Døden var et mareridt, men livet var det samme. Hun kunne røre og føle igen, men det var næstene en større forbandelse, når den mand hun brændende længtes efter at røre, ønskede at hun skulle blive væk fra ham, så han kunne leve sin lykke med en anden. "Nej jeg vil ikke. Jeg er bedre end det," hun knyttede sine hænder, som hun svarede på den evige stemme i hovedet. Den havde magt over hende.
Den varme stemme bag hende, fik hende til at dreje om på hælen med sit sorgfyldte, uskyldige blik. Man kunne se forvirringen malet ret tydelig.
Hendes hænder gled op over hendes overarme for at finde en smule varme, selvom kulden først rørte hende nu pludselig. "N-nej. Jeg har ondt," svarede hun med en skrøbelig tone. Det var ikke usandt.. sulten fortærrede hende, stemmen fik hende til føle sig ubrugelig, ukontrollerbar.
"Jeg er så sulten," hun gled i knæ foran ham med gennemsigtige tårer strygende ned over hendes kinder. Blikket var pludseligt forpint. Hvordan skulle hun kunne leve på den her måde? Hendes negle begravede sig i jorden under hende, mens hun sad der, tiggende.. grædende og desperat efter at lægge alle disse følelser bag sig igen.

[Deleted]

Umiddelbart så Joshua ikke rigtigt noget faretruende i denne situation. Det eneste, som han så, var en enlig kvinde, der gik rundt alene, og virkede.. forvirret på en eller anden måde. Han sprang af hesten, da han kom tæt nok på hende, til ikke at virke truende. Hesten gav sig bare til at spise, og ventede på, at komme videre mod Imandra. Det var jo trods alt en temmelig lang tur hjem.
"Frøken... Er De okay?" spurgte han med en rolig stemme, inden han let rynkede i panden. Han brød sig ikke om at se nogen have det på den måde. Der gled hun på knæ.. gjorde klart for ham, at hun havde ondt, og at hun var sulten. Umiddelbart tænkte han jo på det, som det menneskelige behov for mad og intet andet. Han vendte hurtigt til hesten, inden han løftede op i sin rygsæk, som han fik af. "Ingen skal have det på denne måde... Her," sagde han endeligt, da han søgte hen til hende. Han bed tænderne sammen. Var det ubehageligt? Både og, kunne man sige. Han fandt noget brød og lidt frugt frem i hans taske, som han rakte hende. "Ingen skal rende rundt og være præget af sult," sagde han med et smil. Hans blik hvilede på hendes ansigt. Så smuk en kvinde, og så virkede hun så trist og ked af det, samt at hun havde ondt? Han bed tænderne sammen. At han i øjeblikket faktisk sad på knæ overfor en kendt mandemorder, var slet ikke noget som faldt ham ind på noget tidspunkt. Hvordan skulle han da vide det? "Hvor.. hvor gør det ondt?" fortsatte han. Denne gang gled blikket længere og længere ned. Han kunne jo ikke styre det. Hun var jo direkte... gudeskøn at se på.

[Liya Daimond Diamaqima]

De nøddebrune øjne, fulgte den fremmede mand som han nærmede sig hende, uden at være farertruende. Han var ikke af mørket, hun kunne mærke hans varme.. hans blidhed, for hun havde mødt den så mange gange før i lyset. Hun havde ikke lyst til at gøre ham ondt, men den indre stemme var allerede i gang med at overbevise hende om hvorfor det rigtige ville være, at ende hans lidelser.
Hun græd forpint, og forsøgte at grave i jorden bare for at holde sine hænder beskæftiget med et eller andet. God som han var af sig, så misforstod han naturligvis hendes sult. Hun s¨på ham med store øjne, og så på maden i hans hånd. Synet fik hende bare til at ryste på hovedet. "Jeg er så sulten," sagde hun grådkvalt uden at tage imod maden. Umiddelbart så hun heller ikke udsultet ud i kjolen, men var nærmere smuk slank. Fødslen af to børn havde givet hende, fyldige, runde former som hun kun var stolt af.
Da han gled på knæ foran hende, rakte hun desperat ud efter hans tøj. "Hjælp mig. Det gør ondt," klagede hun og så ham direkte i øjnene. Smerten var der, men i virkeligheden var hun i fuld gang med at manipulere ham, det kunne bare ikke ses.. skuespillet var hendes virkelighed.
"Overalt Det gør så ondt, hver sød at fjerne smerten," tiggede hun og forsøgte at trække ham lidt tættere på sig, dog uden at være for insisterende. Det var meningen at han skulle lade sig lokke, tage initiativ til at røre hende, så hun kunne give slip på sine mange frustrationer.

[Deleted]

God som dagen var lang, ønskede Joshua jo ikke ligefrem at denne kvinde skulle have ondt, og særligt ikke på denne måde, som hun nu havde det. Han bed tænderne let sammen. Hun var sulten... men her sad han jo og tilbød hende mad, og hun ville ikke have det? Han forstod det ikke. Der var noget her, der slet ikke gav mening, og den tanke kunne han faktisk ikke lide. "Jeg.. jeg er bange for, at jeg ikke forstår.." sagde han med en dæmpet stemme, som han endnu en gang måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse igen.
Kvinden greb fat i hans tøj, hvilket gjorde selv hesten mere usikker. Joshua mærkede hvordan hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst. Dette begyndte at blive utrygt. Temmelig meget endda. Han forstod ikke rigtigt hvad hun gerne ville. Det eneste som han kunne mærke, var hvordan hans egen krop måtte reagere på at skulle have hende sådan tæt på sig. Hans krop reagerede, og selv han gjorde sig tanker, som han slet ikke burde! "F-fortæl mig hvordan jeg kan hjælpe dig.." Hænderne gled lidt automatisk mod hendes hofter, da hun nærmest klyngede sig fast til ham. Det her var utrygt.. virkelig, virkelig utrygt faktisk! Han vendte blikket direkte mod hendes ansigt. Hvorfor græd hun? Der var ikke noget der tegnede på, at hun skulle have ondt? Men... hvad var det så? I kroppen? Indvendig. "Jeg beder dig.. fortæl mig det.." opfordrede han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Smuk som hun var.. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle sidde der og være så ked af det, og have det på den måde!

[Liya Daimond Diamaqima]

Smerten var dræbende, bogstavelig talt, slog den hver eneste celle i hende ihjel, langsomt men sikkert. Der ville ikke gå langt tid, måske kun timer før hun for alvor ville være døende igen. Kimeya havde hjulpet hende lidt, naturligvis ikke intimt men på andet vis. Hendes tårer strømmede ned over de blege, kolde kinder, hun skælvede, dels grundet kulden og dels på grund af smerterne. "Jeg hungre," klynkede hun. Den sørgelige sandhed var at hun formentlig aldrig frivilligt, ville stille sulten ved andre end Nathaniel, og han lå og holdt rundt om en anden kvinde. "Gør det.. tag ham. Han æder dig med blikket, vil besudle dig. Gør det," hviskede stemmen i hendes hovede. Hun så sig lidt omkring som stod hun og kiggede efter nogen, forsøgte at skubbe tanken fra sig.
Næverne lukkede sig omkring hans klæder og trak ham ind mod sig, så deres pander måtte mødes. "Kys mig.. bare kys mig," tiggede hun grådkvalt. Hun havde ikke lyst til at gøre ham ondt, i virkeligheden ville hun formentlig nok ikke have en chance.
"Du må hjælpe mig," hviskede hun og mærkede han varme ånde mod sin næse når han åndede ud. Han fristede hende inderligt, men det skulle ske rigtigt, han var nødt til at ville have hende, for ellers var han i hendes øjne uskyldig og fortjente ikke at gå døden i møde.
"Det slår mig ihjel... bare vær sød at kys mig," bad hun stilfærdigt og så på ham med de tårerfyldte øjne.

[Deleted]

Ude af stand til at vide hvordan han skulle reagere, måtte Joshua forsøge at slå koldt vand i blodet. At det jo så ikke gik helt som han gerne ville, var jo så straks en anden sag. Han bed tænderne let sammen og vendte blikket mod hende. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det var virkelig ubehageligt, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det nu.. Her sad han.. med en så smuk en kvinde direkte klynget op i hans arme.. græd og klynkede.. Hun havde ondt, men han kunne jo heller ikke ligefrem se nogen tydelige sår på hende nogen steder!
"Jeg kan ikke se nogen ar og mærker... jeg.. jeg beklager frøken.." sagde han med en dæmpet stemme. Nu bad hun ham om at kysse hende? Han havde en kvinde hjemme, som han holdt kær! Desuden.. var det en lyst som han i forvejen sad med, og det var slet ikke tanker som han i det hele taget burde gøre sig! Han bed tænderne sammen.. Han kunne mærke hende.. så desperat som hun var.. For omsorg? Et eller andet sted skule han jo finde en måde for at retfærdiggøre det hele på, og særligt fordi at han jo havde Mirry derhjemme. Han vendte blikket mod hende.. Her sad hun så tæt på.. tiggede og bad ham om at gøre det.
At det var en mandemorder, var slet ikke en tanke som slog ham på noget tidspunkt. Hvorfra skulle han da også vide det? Han hævede hånden for at lægge den omkring hendes. Lige nu gjorde hun ham faktisk temmelig usikker. Aldrig havde han stået i en lignende situation før. "Sch..." forsøgte han dæmpet, inden han alligevel lænede sig frem og skænkede hende et kys. Hvis det var det som hun havde brug for, for at falde til ro, så var det vel også okay?

[Liya Daimond Diamaqima]

En god mand med et varmt hjerte, anede ikke hvad han havde skrevet sig op til på en aften som i aften. Han burde ikke være i mørket, og han burde ikke stoppe op for at hjælpe nogen i et land hvor alle var deres egen lykkessmed, og skindet bedrog konstant. Det uskyldige ydre dækkede i virkeligheden over et farligt og ukontrollerbart indre. Hvad der var Liyas eget ønske, blev altid overdøvet af den indre stemme, der havde sine helt egne idéer. Selvfølgelig kunne han ikke se ar og mærker, for de var alle sammen på indsiden! Hun skælvede og forsøgte nærmest at gemme sig i hans arme, med et svagt ønske om at det skulle være Nathaniels.
"Jeg har brug for det," hviskede hun bedende. Sandheden var at hun havde brug for langt mere end bare det, men det kunne ingen mand give hende, uden at vække kvalme og ubehag. Hun følte sig evigt forbandet, hadede sig selv, sin krop.. sit sind.
Hans milde tyssen, fik hende til at tie, trods tårerne stadig gled ustoppeligt ned over hendes kinder, efterlod salte spor på den blege hud Ville han gøre det? Hun så i hans blik med store, uskyldige øjne velvidende om at hendes væsen var med til at lokke ham i fordærv.
De bløde læber lagde sig over hendes, og fik en varm, kvalmende strøm til at løbe igennem hende. Det var behageligt, men forkert.. han ønskede hende hun kunne mærke det, bare endnu en med forkerte intentioner. Hun kyssede hans læber og hævede en hånd for at lade den glide over hans kind i håb om at han snart ville lade sine trætte øjne glide i.

[Deleted]

Ikke havde Joshua den fjerneste anelse om hvad han havde i vente i en situation som denne. Han ville jo bare gerne hjælpe.. Ud fra det gode hjerte, som han havde, så ønskede han bare at hjælpe. Egentlig ganske utroligt med tanke på hvad han selv havde været udsat for igennem sit eget liv, som ikke just var præget af lutter og lykke!
Med et hamrende hjerte mod brystet, forsøgte han at tørre hendes tårer væk. Det var slet ikke sådan her, at han ønskede at se nogen kvinde. Ingen skulle sidde her og klage over smerte. Ikke mens han var på vagt i hvert fald! Han havde det dårligt. Gud hvor han dog havde det dårligt, når hun sad der og knugede sig sådan ind til sig. Han lagde armene forsigtigt om hende, idet at han valgte at give hende kysset. Hvis det var noget som kunne lindre hende for den smerte, som hun så tydeligt måtte føle i sin krop og sind, så måtte han jo gøre et eller andet! Han kunne jo ikke bare lade hende sidde der!
Hvilken fjende han egentlig burde anse denne kvinde som, var slet ikke en tanke som slog ham på noget tidspunkt. Lige nu ønskede han egentlig bare at yde sin hjælp til denne stakkels kvinde, som nu måtte sidde der i hans arme. Hesten gav uden tvivl tegn til uro ved at stå der og begyndte at stampe i jorden. Dog var det ikke noget som han tænkte yderligere over, og slet ikke, som det var lige nu. Øjnene lod han derfor stille glide i.. kun for at trykke hende mere mod sig. Kysset besvarede han.. smagte på hendes ellers så udsøgte læber. Smuk.. delikat.. Det var jo en fantastisk kombination!

[Liya Daimond Diamaqima]

Den indre konflikt var endnu eksisterende. Med den lille smule varme hun havde tilbage i sit hjerte, ønskede hun ikke at gøre denne mand noget ondt, men lysten til at straffe, lysten til at fylde ham med smerte for at slippe sin egen, gjorde dette til en farlig leg.
Hans læber var så bløde. Hun kyssede dem mere sultent, mere bestemt og h¨åbede inderst inde, at de ville smage ligesom Nathaniels, give hende de samme følelser, og den forventning endte kun med at blive til hård skuffelse. Det var noget ganske andet, han fik hende ikke til at føle andet end afsky og væmmelse, b¨de over ham men også over sig selv. Det kom ikke på noget tidspunkt til udtryk. Liya holdt ham stadig tæt ind mod sig, lod ham stryge hendes tårer bort, der ligeså var stoppet med at falde. Han nød det, hun kunne mærke det, for det nærede hende, lettede smerten bare lidt, om ikke andet, så for et øjeblik.
Hendes øjne gled ikke i, trods hun så at hans gjorde. Hans ansigt var så fredeligt. Igen lod hun sin hånd hvile på hans kind og strøg den med en mild tommel. Det var en trist skæbne at give ham, og så alligevel. Han var ligesom de andre, ønskede at gøre hende ondt, ønskede at besudle hende. Væmmelsen voksede, fik hendes hjerte til at banke hårdt og hurtigt. Fra kjolen fremdrog hun en spøjst udseende kniv, hvis blad var formet nærmest som små bølger. Hun slap hans læber stille. "Du får ikke lov til at ødelægge mig," hviskede hun hvorefter hun uden varsel, slog kniven hårdt imod hans bryst. Selv efter alle de år, havde hun en fornemmelse af hvor hun skulle ramme. Hendes anden hånd grbe ud efter hans hals, for at holde hans blik mod hendes. Hun ville se det! Se lyset forlade hans øjne!

[Deleted]

Hvad Joshua havde i vente i denne situation, vidste han ikke. Det eneste, som han vidste, var at han virkelig ønskede at hjælpe denne kvinde. Ikke ønskede han, at nogen skulle rende rundt forvirret og have så ondt, som det hun havde det lige nu. Hvad der skete, havde han ingen idé om, som han heller ikke havde nogen anelse om, hvad han egentlig havde i vente. Lige nu var han grebet af situationen som den var.. Det at sidde der sammen med hende.. beskytte og værne om hende, for det var lige præcis det, som han følte, at han gjorde i en stund som denne, og skulle han være helt ærlig, så kunne han godt lide det.
Hans hjerte faldt mere til ro. Det var vel ikke så farligt igen det her, var det? Øjnene gled i.. hvor han for alvor følte, at han gav sig hen til hende og det som skete dem imellem. Hvad der ville ske, ville vise sig med tiden. At hun brød kysset derimod, fik ham let til at åbne øjnene igen. Han.. ødelagde hende? Det var han slet ikke ude på at gøre! "Ødelægge dig? Jeg..." Han tav omgående, da kniven direkte skar igennem hud og alt og satte sig direkte i hans bryst. Han blinkede fast med øjnene, hvorefter han let gispede efter vejret. Hans krop begyndte svagt at ryste.. Hvad var dette?! Han havde jo intet gjort hende! Grebet omkring hans hals, fik ham til at stirre fast på hende. Han forsøgte at skille læberne for at sige noget, dog selvom det slet ikke gik som han gerne ville. Gløden og varmen forlod hans blik, idet han faldt mere og mere sammen.. og gled baglæns ned i græsset, idet at han tog sit sidste åndedrag.. Hesten var selv grebet af en panik og var endt med at løbe. Denne skulle nok meddele herren og fruen hjemme, at Joshua var borte.

//Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Hun mærkee hvordan kniven borede sig gennem hans bryst som var det ikke andet end mørt kød. Pludselig var enhver rest af sårbarhed og lidelse borte fra hendes blik, der i stedet var blevet intenst og mørkt. Hun holdt kniven der, stirrede i hans øjne, så til hendes store tilfredsstillelse hvordan gløden langsomt døde ud. Det gav hende en følelse af magt og af kontrol. Stemmen blev fjern, hun kunne ikke høre den, hvilket var det mest befriende. Liya slap ham da han begyndte at blive tung og lod ham falde ligegyldigt ned i græsset. For et øjeblik sad hun bare der og betragtede ham, inden hun i stedet kravlede op på hans døde skikkelse. Hendes beskidte hænder, følte sig frem over hans bryst, til hun satte sig på hans mave med et ben på hver side. De mørke lokker hang uglet omkring hendes blege og pludseligt intense ansigt, der ikke afslørede nogen rest af følelse.
Med begge hænder, greb hun om kniven og rev den hårdt ned, så brystet flækkede for hendes syn. Blodet løb ned over græsset, malede hendes hænder af blod. Døden var ikke endelig, somme tider kom de døde tilbage, derfor skar hun altid hjertet ud, og gav det til Nathaniel. Hvor bizart det end var.
Kniven lå ved siden af, mens hun rev hjertet løs af dets mange forbindelser, og firgjorde det. Det var stadig varmt i hendes hænder. Hun holdt det foran sig, så ned på det skrøbelige lille organ der var afgørende for om et menneske levede eller afgik ved døden. Det dryppede ned på hendes ellers smukke, hvide kjole og fik hende til at ligne noget der var stukket af fra en sindssyganstalt hvilket.. ja hun også ligeså godt kunne have gjort. Tomlen strøg nærmest blidt hen over det, mens hun sad der og betragtede det med stor tilfredsstillelse. Ingen smerte, ingen stemmer.. ingenting, bare fred og ro.

[Deleted]

Dafnir havde i dag, valgt at søge ud.. Langt væk hjemmefra. Han havde brug for at komme lidt ud. Herude kunne han finde mange af de urter, som han ikke kunne finde derhjemme. Den interesse for skoven og naturen, var han jo trods alt også vokset op med. Det første som dog mødte ham på vejen, var en hest der kom rendende.. uden en rytter? Det tog ham ikke lang tid, at få hesten til at falde til ro, så han kunne stryge den over mulen. Hvad skete der, siden den bare.. løb? Han rynkede på næsen. "Hvad er der, smukke dreng.." sagde han med en rolig stemme, mest for at få dyret til at falde helt til ro. Han kunne jo se, at den var tæt pakket, så noget måtte der jo være.
Tøjlerne tog Dafnir i sin hånd, inden han søgte den vej som hesten var kommet fra. Det var måske dumt, men for pokker, selv han var jo nysgerrig. Han nåede ned mod det klare vand, hvor han så en kvinde slå lå over en mand, som.. blødte? Kniven skinnede i det klare måneskær og hun sad der helt blodig? Hvad pokker var der ikke sket? Tøjlerne slap han med det samme. "Hvad er der sket?!" udbrød han med en næsten skræmt stemme, inden han hastede mod denne kvinde. Fuldstændig uvidende om hvem hun var, og hvad der var sket, så var han da alligevel nødt til at undersøge det! Hesten forblev temmelig urolig bag ham. Den havde jo set hvad Liya havde gjort ved Joshua. Dafnir gled på knæ lige ved dem. Manden var tydeligvis allerede død. Han bed tænderne let sammen, inden han vendte blikket mod kvinden ved hans side. "Er du okay? Hvad er der sket?" fortsatte han med en tydelig febrilsk stemme. Han var skræmt af scenariet. Dette var på ingen måder noget af det, som plejede at finde sted i Procias hvor han kom fra! At han faktisk sad overfor dronningens egen moder, var slet ikke en tanke som slog ham.. en kendt og berømt mandemorder.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var fuldkommen betaget af det skræbelige hjerte i sine hænder, der langsomt begyndte at blive koldt. Pludselig var hun bevidst om hendes omgivelser, så lyden af hovene, rev endnu engang i hendes opmærksomhed, fik hende til at se op. Diskret lagde hun hjertet ved siden af den døde skikkelse, men fjernede sig ikke.
Hesten var ikke alene, hun kunne høre en mands tunge skridt og kunne ikke lade være med at panikke lidt. Hun hadede at blive afbrudt i stunder som dette, hvor hun endelig kunne nyde freden. Smerten var der endnu, gennemsyrede hendes krop, men hun havde en evne til at bilde sig ind, at andres smerter fjernede hendes egen, om ikke andet for en kort stund.
Der sad hun malet i en anden mands blod, med hænderne hvilede i sit skød og så op på den unge mand der nærmede sig. Hun kendte ham, men vidste ikke helt hvorfra. Han var endnu en mand af lyset, hans væsen afslørede ham, bekymringen i hans blik og hun var blot en fremmede kvinde. Langsomt rakte hun ned efter kniven og skjulte den lidt under sin kjole med et lidt mere sårbart blik. Forbandede procianere, skulle altid komme uanmeldt! hvis de dog bare holdt sig væk, så ville intet af dette ske. "Du skulle ikke være kommet," sagde hun koldt, og vendte sit blik mod ham. Han var sådan en nydelig ung mand, desværre ville det ikke redde ham. Med en hurtig og erfaren hånd, trak hun sit våben på ny og jog den mod ham uden egentlig at sigte. Det var svært at nå hans hjerte som hun plejede, hvilket på sit vis også var ligegyldigt, så lang tid han forsvandt fra jordens overflade og lod hende sidde her med sine tanker. Hun huggede ud efter ham.. utallige gange, igen og igen uden egentlig at vide om hun overhovedet ramte.