Hvor I Alverden Er Du!?

[Deleted]

@yuuki x Nathaniel Diamaqima

---

Mørket havde sænket sig, som aftenen var kommet nærmere og havde lagt sig over grænsen til Rimshia City. Hestevognen fra Marvalo City nærmede sig i al hast Rimshia's bymidte. og Yuuki sad inde på sædet og kiggede observerende ud på gaderne. Hun genkaldte for et kort øjeblik sin afsked med Rei der havde sikret sig at hun var kommet godt af sted. Nogle af Rei's spioner havde forhørt sig om Nathaniels position og det var der hun var på vej hen. Rei havde i udgangspunktet vist sig at være meget anderledes end da han først havde opsøgt både hende og Nathaniel i Marnjarno. Demian var i live og end ikke havde Rei brug for at holde på nogen af dem længere. Hendes frygt for at Rei ville gøre hende noget, var faldet fuldkommen til jorden. En tung sten var nu faldet fra hendes hjerte. Hun kunne nu for alvor lægge fokus på andre ting end at frygte for hvad Rei havde af skumle planer. Sært var det, at de begge var langt ude i familie, men ikke desto mindre en underlig form for sikkerhed. Vognen stoppede op midt i den store mængde af passerende væsner og hun steg derfor hurtigt og og trådte væk fra vognen, som ganske kort efter satte i gang igen. For et øjeblik stod hun bare stille og så sig omkring, blot for at orientere sig om hvor hun befandt sig henne af. Byen så ud til at være ret så stor, så det ville nok tage noget tid at finde Nathaniel. Hvis bare hun vidste hvor hun skulle starte. Hun trak hætten på sin kappe op omkring kæben da en kølig vind pludselig sneg sig ind omkring hende. Her var fugtigt og ikke ret varmt. Alligevel havde hun ikke haft andet at gå i end sin grønne kjole, hvide skjorte og de små flade sko. Hun burde få skiftet sin garderobe ud nu hvor hun ikke længere kunne modstå kulden lige så let. Håret var samlet i en lavtsiddende hestehale omme i nakken og pandelokkerne der ikke kunne nå helt derom, indrammede hendes ansigt. Hun vendte og drejede sig med mængden der passerede forbi hende med et blik der søgte desperat efter Nathaniel. Hvor mon han kunne være?

[Nathaniel Diamaqima]

Rimshia - Byen der aldrig sover. Det var i hvert fald hvad Nathaniel havde erfaret i den tid, hvor Brayden havde huset ham. Han havde haft brug for at få styr på sig selv, og få sig selv under kontrol i stedet for. Det andet var svært for ham.. Han kunne ikke finde ud af sine tanker mere, og hvad han skulle gøre med tingene.. Derfor havde han haft brug for en gammel kending, som vidste hvordan han skulle tackles, og hvem gjorde det bedre, end ens egen lærermester, fra dengang man selv havde været ung og uerfaren?
Selv på trods af kulden, der endnu måtte færdes rundt i gaderne, var det slet ikke noget der rørte Nathaniel på noget tidspunkt. Han var vant til at være ude, og særligt i det kolde vejr. Det var det, som fik ham til at tænke bedre end noget andet, så det havde jo helt klart sine fordele. Han var ved at være kold, mens han gik der i sine egne tanker. Han havde fået det langt bedre, også selvom han naturligvis tænke meget på Yuuki og deres elskede lille datter.. hvor stor mon hun var blevet nu? Det var ved at være lang tid siden, at han havde holdt hende i sine arme nu. Han manglede det.. manglede at være der sammen med dem. Han svigtede dem vel ikke, ved denne egoistiske handling? Men han havde jo for pokker brug for at få styr på sig selv, hvis han skulle være der for dem, og det gik jo trods alt også fremad nu. Han hævede blikket, da en hestevogn søgte igennem byen. Dem så man nu heller ikke mange af mere. Han trak vejret dybt. Han var ved at være godt gennemkold, men end ikke det, havde været noget, der havde fået ham til at søge indenfor endnu. Han blev denne gang stående tæt ved en af de gamle krostuer, som selv var temmelig tomme. Ikke at det var noget som han sagde noget til. Her var ikke særlig mange mennesker lige nu. Stilhed før storm? Selv Nathaniel var bange for hvor det ville ende, men ikke ønskede at gøre det tydeligt.. Han havde jo trods alt også en datter og en kæreste at tænke på.

[Deleted]

På mange måder lignede de fleste byer hinanden. Der var i den grad aktivt her i Rimshia trods de fleste hastede fra det ene sted til det andet, i stedet for at slå sig ned på en af de mange steder rundt omkring. Det var nemt at bemærke fra gaden af, at der var ret så tomt de fleste steder, men mon ikke det skulle vise sig at være en fordel? Måske at hun kunne være heldig at leje et værelse for et par nætter, så hun havde det mere tid at søge efter Nathaniel i? Hun hastede hurtigt videre og trak hætten op over hovedet for at gemme sig væk fra kulden. Det ville skærme hendes synsvinkel til siderne, men ikke havde hun brug for at se andet end frem for sig. Med et snævert syn vendt i jorden kiggede hun kun op en gang i mellem for at orientere sig. Et kroskilt hang ud fra bygningen længere fremme. Endelig! Så kunne hun komme indenfor i varmen. Hvor sært var det ikke lige at hun nu klagede over kulden som en lille frossen fugleunge? Hun havde levet upåvirket igennem de sidste mange hundrede år, så det var vel et spørgsmål om tilvænning? Med blikket vendt i jorden så hun end ikke ansigterne på dem hun gik forbi, end ikke den mand hun så brændende søgte efter. Hun passerede ham lige forbi med snuden i jorden, tvang døren ind til den tomme krostue op og kaldte omgående efter kromanden. Hendes stemme var blid som altid og den bredte sig i stuen der til nu kun var bemandet af et par stykker. Hun blev mødt med et ret så slesk smil fra kromanden. Til hendes ærgrelse måtte hun vel affinde sig i at blive mødt med den slags typer fra tid til anden. Demian havde fortalt hende om dem og selv i Marnjarno fandtes de. Ikke var de farlige, blot.. en anelse ubehagelige at være omkring. At få et værelse var skam ikke problem på denne tid, så det så ud til at heldet var med hende. Kontanter blev byttet for en nøgle til værelset oppe ovenpå og hun skulle til at bevæge sig videre da kormanden stoppede hende. Hun vendte sig forbløffet mod ham da han spurgte hende om hun var interesseret i noget aftensmad efter et tiltrængt varmt bad. Hun stod dog et kort øjeblik og overvejede hele situationen. Hun havde end ikke medbragt noget ekstra skiftetøj, men maden kunne hun ikke sige nej til. Hun smilede blot taknemlig og medgivende og straks blev mandskabet ude i køkkenet sat i sving. Hun kiggede ned på sin nøgle en ekstra gang inden at hun valgte at tage plads ved et af de tomme borde i stedet for at søge ovenpå.

[Nathaniel Diamaqima]

Hver en by havde sine særpræg, men lige Rimshia havde nu altid været en by, som selv Nathaniel havde været glad for. Han elskede at se den udvikling... den kultur.. den hverdag. De var ikke noget, som man så alle steder, og naturligvis var det noget, som særligt han godt kunne lide. Han elskede virkelig den slags!
Kvinden som passerede ham, lagde han ikke mærke til som det første, selvom der var noget, som for ham, var ganske velkendt. Han drejede blikket i retningen af hendes skikkelse, inden han alligevel valgte at blive stående. At Yuuki skulle have fulgt efter ham, var end ikke noget, som han tænkte meget over.. Ikke før han placerede energien. Var det virkelig hende? Han rynkede let på næsen. Han havde ikke rigtigt set hende igennem de sidste mange... uger, var det vel efterhånden? Han savnede hende virkelig, virkelig meget endda! Han søgte roligt efter hende, hvor han slog dørene op. Han selv, gjorde jo ikke rigtigt noget for at skjule sin egen identitet, for det havde han ikke nogen grund til, havde han?
Hans blik søgte i retningen af bordene, hvor hendes skikkelse alligevel måtte vise sig for ham. Han søgte med rolige skridt hen mod hendes skikkelse. Hånden lod han roligt søge mod hendes skulder i stedet for. "Det er ved at være lang tid siden, at jeg har set dig." sagde han med en rolig stemme. Han havde savnet hende.. gud hvor han dog havde savnet hende! "Jeg har savnet dig, min kære," sagde han med en dæmpet stemme. Hvis det ikke var fordi at han kunne styre det, havde han taget hende i favnen, krammet og knuget hende ind mod sig. Han havde valgt at søge væk.. Det havde været en hård beslutning. Nu var han bare glad for at se hende igen.

[Deleted]

At Nathaniel havde været væk så længe havde bestemt ikke været nemt for hende. Især ikke efter at Rei havde tvunget hende og Amaya med sig. Hvor var hun bare glad for at det hele havde vist sig at være intet mindre end blot en stor facade. Grunden bag det havde været til at forstå.. selv for hende. Demian var langt om længe fri af den kontrakt, som havde hærget hans liv igennem så mange år. Aldrig havde hun lært at forstå dens omfang og hvad den var godt for, men det var alt sammen overstået nu og så kunne hun ikke være mere lykkelig.
Pladsen ved bordet var taget og en kop varm te blev straks serveret kort tid efter. hun tog koppen op til sig og nød omgående den varme der bredte sig. Aromaen fra de friske blade fyldte hende med en overvældende ro, trods at hun ikke vidste hvad der ville vente hende omkring det næste hjørne.. som man sagde. Med koppen i hånden gav det et lille sæt i hende da en hånd blev lagt mod hendes skulder. Hun kiggede forskrækket op og så til sin overraskelse at det var Nathaniel som stod der. Først troede hun end ikke sin egne øjne og bag efter skyllede der et vældig savn ind over hende. Hun sagde intet men satte blot koppen fra sig og kom hurtigt op på benene, rakte ud efter hans ansigt, blot for at bekræfte sig selv i at hun ikke så syner.
"Nathaniel!" Udbrød hun kort efter og slyngede armene om halsen på ham. Hun vidste end ikke om hun skulle grine af lykke eller om hun skulle græde af lettelse over at have fundet ham så hurtigt.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad dog Nathaniel ikke ønskede at gøre for sin elskede familie. Han kunne ikke undvære dem, og derfor fandt han det bare ret, at gøre dette, også for at få styr på sig selv. Han vidste, at han allerede nu, havde været væk i længere tid, end hvad han egentlig havde lovet Yuuki, men han ville ikke søge retur, før han var helt klar til det. Han ville være sikker på, at han kunne håndtere de problematikker som Yuuki havde med sig. I forvejen var det ikke nemt.
Nathaniel savnede hende. Ikke at det var nogen hemmelighed, for det gjorde han da godt nok. Hånden lod han forsigtigt glide mod hendes skulder, frem til hun vendte sig mod ham. Han lod hovedet søge let på sned. Han var træt.. Brayden kørte hårdt på ham, men det var hvad han havde brug for lige nu. Denne gang var det ham, som havde haft brug for hjælp. At hun endelig kom op på benene og rørte ved hans ansigt, fik ham kort til at lukke øjnene. Gud hvor havde han savnet de blide hænder og den varme sjæl, som stod foran ham. Som hun sprang ham om halsen, måtte hans arme tæt lukke sig omkring hende, kun for at trykke hende ind mod sig endnu en gang. Han slog ud i en latter.. Hvorfor? Det forstod han egentlig ikke! Han kyssede hendes kind. "Hvor har jeg dog savnet dig," sagde han ærligt. Han vendte sig mod hende, og med et smil på læben. Et tilfælde? Nej, det ville han ikke engang mene, at det var. Han sendte hende et smil. Han var selv på bedringens vej. Det som Brayden gjorde for ham, var uden tvivl en kæmpe hjælp.

[Deleted]

Den varme tekop i hendes greb blev sat fra på bordet og før hun vidste af det kunne hun bare dufte hans velkendte aroma helt tæt på. Hun lukkede øjnene og gav sig selv tid til at bide mærke i hans tilstedeværelse inden at hun trak sig modvilligt, men hun var nød til at se ham i øjnene.
"Jeg har savnet dig langt mere end du aner. Hvordan kunne du ikke skrive til mig efter så lang tid?" Spurgte hun alligevel en anelse sørgmodigt trods det at glæden blomstrede i hendes indre. Hun kunne ikke fokusere på andet end den glæde der fyldte hende op i nuet. Armene om hans hals gled ned for at hvile sig mod hans overarme, sådan som hun nu stod i hans favn. Det var dog svært for hende at dy sig nok til ikke at hæver begge hænder igen for at lægge dem om hans kinder. Hun havde brug for at mærke ham. Det var så forfærdeligt længe siden nu og ikke et ord havde hun hørt fra ham i al den tid, var det virkelig så slemt? Hun væddet sin underlæbe og kiggede gentagende op og ned af ham. Ikke havde han forandret sig ret meget. Hun gøs pludseligt fordi hendes krop prøvede at suge hans varme til sig, til trods for at han var gennemkold. Hun trak skuldrene let til sig og kunne ikke skjule et forbløffet udbrud over hvor meget hun egentlig begyndte at fryse. Måske ville et varmt bad slet ikke være så dårligt et valg igen?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel holdt Yuuki tæt ind mod sig, blot for at have muligheden for at mærke hende. Det var det eneste, som egentlig havde betydning for ham lige nu. Han lukkede øjnene ganske let, bare for at nyde det korte øjeblik, inden hun trak sig. Han havde savnet hende, og særligt nu hvor der var gået så lang tid.. Var det først nu, at han for alvor bed sig mærke i den længsel, som han mærkede og følte? Hans mørke øjne gled mod hendes skikkelse, da hun endnu en gang lod hænderne glide mod hans kinder. Skægstubbe havde han fået. Det var jo ikke fordi at han benyttede dagene til at gøre sig fin for nogen. Han havde bare denne ene lille ting, som han følte, at han var nødt til at gøre for sin egen skyld. Og det havde indebåret at skulle tage afstand til sin egen familie.
"Jeg ved det godt. Men det her, er noget som jeg har behov for at lave for min egen skyld," sagde han med en rolig stemme, da han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Han var gennemkold, men slet ikke nok til at han ville lade det ødelægge dette gensyn med noget af det kæreste i hans liv, og særligt når det var på denne måde. Han hævede hånden og lagde den mod hendes kind, som han strøg let. Hvor var deres datter, hvis hun var her? "Hvor er Amaya?" spurgte han denne gang med en langt mere direkte stemme. Her var der nemlig ej noget, som mindede om en byldt med deres elskede lille pige. Han førte hånden under hendes hage, for at hæve hendes blik sig, hvorefter han kyssede hendes læber. Gud hvor han dog havde savnet hende! Det var det eneste, som han nu lige kunne tænke på!

[Deleted]

Hun forstod det skam godt. Selv på trods af at han ikke havde uddybet sagens omfang, blot det at han havde haft behov for at søge væk for at få styr på nogle ting. hun havde aldrig brudt sig om idéen, at skulle undvære ham i en længere periode. Hun var endt op med at læne sig op ad ham, at være afhængig af hans tilstedeværelse. Havde det ikke været fordi at Rei havde fanget hendes forstand og genforenet hende med Demian igen... så var hun bange for at det ville være endt meget anderledes. Rei havde rakt ud efter hende i det selv samme øjeblik at Nathaniel havde forladt Manjarno og det havde været en direkte skræmmende oplevelse til at starte med. Nu stod hun dog her, med hjælpen fra Rei, så i helhed føltes det slet ikke nær så slemt længere. Hun kiggede tænksomt ned mod gulvet da han spurgte hende om hvor Amaya var henne.
"Hun... er sammen med Demian. Jeg sendte hende af sted til Demian, fordi jeg var nød til at finde dig." I udgangspunktet kunne det lyde som om at hun havde taget livet af deres lille pige, for til at begynde med var der ikke nogen af dem der vidste om Demian var i live eller ej. Kun hun havde set ham, i live og vel, fri af den kontrakt der havde revet ham ned i en koma tilstand. Hånden der greb fat om hendes hage og løftede hendes hovede op - kysset der mødte hende havde hun svært ved at gengælde i dette sammenhæng, men hun gjorde det, fordi hun selv havde savnet det noget så forfærdeligt. Alt havde sin egen timing og et kys i denne kontekst var måske ikke lige den bedste timing der fandtes. Han var kold og det kunne tydeligt mærkes.
"Hvad med om vi snakker videre om dette her i lidt mere private rammer? Jeg.. jeg lejede et værelse fordi jeg ikke vidste hvor hurtigt jeg ville finde dig." Spurgte hun og fandt nøglen frem og viste ham den.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde for en gangs skyld, gjort noget for sin egen skyld, og særligt fordi, at det var noget som han havde haft brug for. Særligt, som det stod lige nu. Hans blik søgte hendes smukke skikkelse, som hun stod der i hans arme. Han sendte hende et smil. Selvom han naturligvis var ked af, at Amaya ikke var med. Gud hvor han dog savnede deres lille pige. Deres elskede lille pige. Han hævede hånden og lagde den mod hendes kind. Hun var ved Demian? Let rynkede han på panden. Rei havde givet udtryk for, at han ville bryde kontrakten uden at koste ungen livet, så var han rent faktisk i live? Den knægt, som han næsten havde opfostret som sin egen? "Og han har det fint?" spurgte han videre.
Kysset var måske ikke ligefrem det bedste i denne situation, men han kunne ikke lade være. Han havde virkelig savnet hende. Det var egentlig sjældent, at han gav udtryk for det på denne måde. Det var i det hele taget sjældent, at han følte noget som helst, der mindede om dette. Lige nu var det ikke alt det, som han burde tænke på, han gik og tænkte på, men derimod hende og deres lille datter. Et sted følte han jo skuffelsen over, at hun ikke havde deres lille pige med. Han nikkede. "Varme og et sted at være, hvor vi kan være alene, vil være at foretrække.. Vis vej," opfordrede han med en rolig stemme, som han endnu en gang måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Han hævede hånden stille, inden han lod den stryge mod hendes kind igen, for derefter at ende med at slippe hende. Han var selv iskold, og ville hellere end gerne finde muligheden, hvorpå at han kunne få varmen igen. Det var i hvert fald ved at være yderst tiltrængt, hvis han selv skulle sige det.

[Deleted]

Hun nikkede blot til hans spørgsmål og sendte ham et varmt smil. Demian var mere end bare ved godt helbred efter at Rei havde brudt kontrakten. Han var blevet stærkere på ganske så kort tid. Hun var næsten mere forbløffet over hvor naturligt det faldt Demian ind at gøre brug af de mørke kræfter, som en warlock besad. Der var hun selv ikke helt så stort et naturtalent.
"Godt, følg mig," Svarede hun og tog ham i hånden inden hun førte vej op ovenpå til værelserne. Hun slap først hans hånd da hun var nød til at søge efter det rette værelse. Døren fandt hun efter at være gået bare et par meter ned af gangen og hun kiggede sig over skulderen for at sende Nathaniel et bekræftende smil.
"Det er her. Kom med ind." Bad hun kærligt og skubbede døren op. Værelset var gammelt og brugt, men inventaret nogenlunde vedligeholdt. Sengen var bred, men dog langt fra lige så bred som deres egen tilbage i Death mansion. Kommoden var placeret under det ene af vinduerne i værelset, som pegede ud mod gaden. I hjørnet var der en stol og lige indenfor døren var der en reol med forskellige bøger på. Et badeværelse med et stort badekar var tilknyttet til værelset også og da hun kiggede kommoden igennem lå der også håndklæder. På døren hang der også to kåber. Jovist, nu vidste hun godt hvorfor at værelset havde haft så høj en pris og her troede hun oprigtigt på at hun havde fået det sidste ledige. Hun sukkede let og lod sig dumpe ned på sengekanten.
"Vil du i bad først?" Spurgte hun pludseligt og tænkte at det nok ville hjælpe lidt på hans forfrosne tilstand.

[Nathaniel Diamaqima]

Lidt alene-tid sammen med Yuuki, ville heller ikke gøre Nathaniel noget. Han kunne godt lide det, når det endelig forekom.. Ingen problematikker og ingenting. Det var noget, som han faktisk godt kunne lide. Et stille smil passerede hans læber, som han tog hendes hånd, og søgte med op ovenpå, for at komme til værelserne. Det var lang tid siden, at han i det hele taget havde sovet ude på denne måde. Han kunne godt lide det hjemlige i et.. hjem. Han stoppede foran værelset, og lod Yuuki åbne døren. Selvom det var langt mindre luksuriøst end hvad man kunne sige, at de var vant til i forvejen, så var det heller ikke noget, som han sagde noget til. Hans rynken i panden havde nok allerede afsløret ham i det henseende.
Nathaniel trådte ind sammen med hende. Hans blik søgte hendes skikkelse. Om han ville i bad først? Hovedet lod han søge let på sned, inden han lukkede døren efter dem. "Jeg regnede med, at vi kunne nyde et sammen?" endte han med en rolig stemme. Hvorfor ikke nyde stunderne med hinanden, nu hvor de endelig havde muligheden for at gøre det? Han havde savnet hende.. savnet hendes nærhed, som han uden tvivl også havde savnet hendes væsen. Han sendte hende et smil, inden han selv søgte ud mod badeværelset. Nu hvor han var kommet ind i varmen, kunne han udmærket godt mærke. Han var helt stiv og det at bevæge fingrene for at få tøjet af, var svært. Karret begyndte han roligt at fylde og få varmet op, så de kunne komme i et godt og varmt bad. Det var i hvert fald ikke noget, som han ville have noget imod at dele med hende. Desuden var det virkelig ved at være frygtelig lang tid siden, at de havde haft nogen mulighed for at nyde tiden sammen med hinanden.. hvor det bare havde været dem.

[Deleted]

Hvor hun havde Nathaniel henne var hun lidt usikker på i stunder som disse. Det havde været et kæmpe sats for hende ved bare sådan at tage hertil uden at give ham besked i forvejen. Heldigt nok stod de så allerede her, sammen og alene igen efter det der synes at have varet en evighed. Hun gav sig til at snøre kappen op ved halsen inden hun rejste sig og hang den fra på en knage. Hans ord fangede omgående hendes opmærksomhed og da hun vendte sig for at tage ham i blik så hun ham forsvinde ud i badeværelset. Et bad... sammen? Hendes hjerte sprang pludseligt et slag over og gav sig til at hamre løs derefter. Det begyndte at sitre i fingrene ved den pludselige høje puls. Hvad var der galt med at tage et bad sammen? Hvorfor reagerede hun så stærkt på det? Hun søgte forsigtigt efter ham og stoppede op i døråbningen ud til badeværelset, som stod der og lignede en lille uskyldig pige og lurede mod noget der var åbenlyst forbudt. Det var helt klart en spænding for hende. Hun havde ikke set ham så længe og pludselig ville han bare springe direkte til sagen uden at lade situationen helt synke ind hos hende.
"Øhm.. jo, hvis du ikke har noget imod det?" Svarede hun og glemte helt at det var ham der inviterede hende til at deltage. Som vandet fyldte karet op besluttede hun sig i al hast for at søge ind til kommoden for at hente håndklæderne og derefter til døren for at tage kåberne med sig. Om hun havde mistet sin sans for det intime? Nej, slet ikke. Hun endte bare helt ved siden af sig selv når situationen bød op til det. Der havde hun som vampyr været langt mere rationel og frembrusende. Hun endte op i åbningen til badeværelset igen og lagde håndklæderne fra sig på en skammel og kåberne på knagerne. Tanken om at være fysisk tæt på ham slog hende pludseligt og det stoppede hende i at vende sig om mod ham igen. Scenariet spillede sig for hendes blik, hvor hun bare lukkede øjnene og faldt hen i den søde dagdrøm.

[Nathaniel Diamaqima]

Brayden havde gang på gang, bedt Nathaniel om at holde op med at tænke for meget over tingene. Det var det som han forsøgte sig med i en stund som denne, som når han faktisk ønskede og bad hende til at komme her og tage et bad sammen med ham. At mærke hende tæt på.. samtidig med at han ville få varmen igen, igennem det varme vand, var da at slå to fluer i et smæk, var det ikke? At det derimod var noget, der slog hende lidt ud af kurs, kunne han nu heller ikke sige noget til.
Skjorten begyndte Nathaniel at knappe op, mens vandet blev gjort varmt. Hans blik søgte mod Yuuki, da hun endelig kom ind. Var der noget galt i at nyde en tid sammen med sin kæreste, nu hvor man endelig havde muligheden for at gøre det? Det var i hvert fald sådan at han tænkte på tingene i hvert fald. Han smed skjorten. Han var beskidt.. tydeligt. Han blev kørt hårdt, selv af sin gamle lærermester. Han vendte sig mod hende endnu en gang. "Hvis du vil," sagde han roligt. Han ville ikke have noget imod, at tilbringe tiden der sammen med hende endnu en gang. Svagt trak han på smilebåndet, inden han smed resten af tøjet. Der var jo efterhånden heller ikke det, som hun endnu ikke havde set af ham. Hun havde set og mærket det hele, de få gange, de havde været intime og nære. Bredskulderet.. med en lille skål og ellers markerede muskler, det var Nathaniel, da han igen rettede sig op. Han løftede benene let, og endte med at sætte sig i karret. Hænderne gled op over kanten, inden han vendte sig mod hende med et smil. Han gjorde tegn til at hun skulle følge ham. Han ville bare gerne have lov til at mærke hende tæt på sig.. og mærke hende sidde der. Det var vel heller ikke forkert, at ville ønske, at gøre det sammen med sin kæreste, når man endelig havde muligheden for det.

[Deleted]

Taget i betragtningen af den tid de havde tilbragt sammen, så var det faktisk utroligt få gange at de havde tilbragt en intim tid sammen. Første gang havde været det der havde startet det hele. Amaya, deres lille prinsesse. Når hun tænkte tingene igennem, så var hun faktisk nået meget længere med Nathaniel end hvad hun nogensinde havde før. Tanken skræmte hende virkelig, for hvem kunne sige hvor længe det ville vare ved? Hun ønskede ikke at tænke på det, ville bare holde fast i håbet om at der virkelig fandtes en bedre vej frem i livet, end nogen af dem hun hidtil havde prøvet. Hun nikkede og besvarede ham lydhørt ved at stønne en svag medgivende lyd til ham, som hun hævede sin hænder for at snøre kjolen op foran inden hun lukkede døren let til. Kjolen gled ned efter hun skubbede stropperne ned over skuldrene. Den råhvide bomuldskjorte sad tilbage mens hun med begge hænder skubbede sine underbenklæder af og steg op i karet for at sætte sig på kanten. Siddende med fronten til ham løsnede hun sit hår fra hestehalen for at sætte det op i en høj knold. Mange ting fløj igennem hovedet på hende, men hun ønskede ikke at tænke forfærdeligt meget over det i en stund som dette. Alt havde sin egen tid. Det havde de også og den stod for døren lige nu. Denne stund tilhørte dem uanset hvad fremtiden så ville bringe og det var sådan nogle ting hun måtte huske sig selv på.. meget ofte endda. Skjorten trak hun endeligt op over hovedet og af sig. Vandet var rart, varmt og dejlig fredfyldt. Hun kiggede op på ham og rakte ud med en hånd for at stryge ham kærligt over kinden. Han betød virkelig meget for hende, efterhånden meget mere end hvad nogen anden havde gjort det. Hun var så småt ved at havne i den boldgade hvor at selv fortiden betød mindre og mindre for hende. Kimeya.. Dafnir.. ingen af dem så hun tilbage på længere. Nutiden havde sat sine klør i hende og det var her hun ønskede at blive.