Hvor I Alverden Er Du!?

[Nathaniel Diamaqima]

Ofte forekom det bestemt ikke, at Nathaniel og Yuuki havde tiden til hinanden, og uden tvivl, var dette også noget, som kunne mærkes. For en gangs skyld, forsøgte han ikke at tænke for meget over tingene. Han gjorde dem egentlig, kun fordi at han havde lyst, og det var sådan at det skulle være. Han selv kravlede roligt op i vandet og satte sig. Det var rart.. Det prikkede helt i hans hud, og fik ham til at skælve. Var det virkelig så koldt udenfor? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, men det var nok noget, der måtte komme med tiden. Han sendte hende et smil. Denne gang ville han ikke tænke for meget. Han ville nyde tiden med hende, og det var bestemt ikke noget, som han havde i sinde at lægge skjul på.
Så langsom som hun var til at klæde sig af, måtte det dog alligevel påvirke ham. Han knyttede næverne ganske let. Smuk var hun. De spor som hun bar efter deres elskede lille pige, såvel som dem som hun førhen havde skænket livet til, fik ham nu kun til at smile. Var det underligt, at det tændte ham? Han kunne godt lide det faktum, at hun bar de tegn. Det var i hans øjne, et klart tegn på styrke, og det var uden tvivl noget, som han virkelig godt kunne lide. Endelig kom hun i vandet.. Han nød de strøg over hans kind, hvilket kun fik ham til at lukke øjnene ganske let. Han lod hovedet søge let mod hendes hånd og med et smil på læben. "Kom her.." endte han roligt. Han hævede sin egen hånd, og tog omkring hendes. For en gangs skyld, gjorde han hvad han ønskede.. at mærke hende.. at have hende tæt på. Han trak let i hendes hånd, for at føre hende tættere på. Ikke skulle hun sidde derhenne. Der var desuden ikke det ved ham, som hun endnu ikke havde rørt ved og mærket tæt på. Nu var det bare ham og hende, og i hans øjne, var det dumt, ikke at udnytte den tid, nu hvor de endelig havde den.

[Deleted]

At han var så direkte kunne hun ikke håndtere særlig godt. Nok havde de ikke set hinanden længe, men dette var i den grad uventet. Han havde end ikke mere end lige skænket hende de store ord før han var taget af sted og løftet hun havde givet ham ønskede hun at vedligeholde for alt i verden. Uanset hvad der havde stået i vejen og hvad der plagede ham, så stolede hun blindt på at han ville finde ud af det på egen hånd. Hun kiggede ham dybt ind i øjnene mens tomlen strøg fraværende over hans kind. Hun var bange og indrømmede det gerne overfor sig selv. Hun var bange for at han før eller siden ville forlade hendes side. Trods at der ikke var nogen åbenlys fare for det. Det var hvad der fulgte med når man åbnede sig op overfor et andet individ. At han trak i hende og ville have hende tættere på, var end ikke et valg hun selv kunne styre. Hun gled i det varme vand og gispede kort ved det fordi hun selv var så kold. Ikke blot synet, men også følelsen af hans nøgne hud, var intet mindre end vidunderlig. Hun gled ned på knæ så hun stod over skrævs på ham uden at sætte sig ned. Hun lukkede roligt næven om hans - den han havde fat i - og hævede den anden for at lægge den mod den anden kind. Grebet i øjeblikket lænede hun sig ind kyssede ham kærligt. Hun havde i sandhed savnet ham voldsomt meget og i ly af den nuværende stemning fandt hun slet ikke nogen grund til at starte en samtale om hvad der var hændt siden han havde forladt Marnjarno. Hun rettede sig op med et svaj i ryggen og pressede sig selv ind mod ham, vred sin hånd forsigtigt fri for at samle grebet om hans kæbe. Denne handling ville tvinge hans hoved bagover, hvor hun sendte ham et kærligt smil og kyssede ham blidt igen.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvorfor tøvede Yuuki på den måde? Det plejede nemlig at være hende, som var den frembrusende af dem, og nu var det ham som for en gangs skyld, forsøgte sig med det. Ikke at det altid gik helt som han gerne ville, men han måtte jo forsøge så godt, som det nu var ham muligt. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det føles næsten som om at hun holdt igen? Det lignede hende ikke ligefrem. Han trak hende tæt ind mod sig. Lige nu var det hende, som han ønskede at nyde tiden sammen med, og særligt fordi, at han havde muligheden for at gøre det. Han havde brug for hende.. Var det så underligt, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde?
Som hun endte med at sidde med et ben på hver side af ham, sagde han intet til det. For nu ville han bare gerne have lov til at nyde tiden sammen med sin kæreste, og det var bestemt ikke noget, som han havde i sinde, at sige det mindste til, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Et smil forblev hvilende på hans læber, som han skænkede hende kysset. Hændernes vandring over hans kinder, fik ham til at slappe af. For ham var det bare en tid hvor han kunne få lov til at være sammen med sin kæreste, og det var der vel heller ikke noget galt i, var der det? Han hævede hånden ganske let, som han lod stryge over hendes kind, inden han igen valgte at bryde kysset. Han havde skænket hende ordene med løftet om at komme hjem igen, og det var uden tvivl noget, som han agtet at gøre. Han havde brug for dem, som en del af sit liv, og det var slet ikke noget, som han havde tænkt sig, at vende ryggen til, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. "Er der noget galt, Yuuki?" spurgte han med en dæmpet stemme, som han igen lod blikket søge uroligt til hende. Han ville jo gerne have at hun var glad og kunne nyde det, ligesom han gjorde.

[Deleted]

Det havde været sådan før i tiden, ja, men hendes tid som vampyr var forbi. Aldrig havde hun været særlig frembrusende et individ. Følelser kunne meget nemt forstærke den længsel man besad til et andet menneske. Naturligvis betød det ikke at hun elskede ham mindre af den grund. Tiden de til at starte med havde tilbragt sammen efter hun blev frataget sine minder, var det der havde udløst den voksende kærlighed til ham. Selvfølgelig... frygten var vendt tilbage og alt blev sat i perspektiv nu hvor hun var bevidst om sin fortid. Det var bare ikke noget hun kunne gøre for. Det var bare sådan det var og fordi at han havde åbnet sig op overfor hende, så motiverede det hende ret stærkt til at acceptere det hele og bare komme videre.
Et smil bredte sig over hendes læber da han stillede hende spørgsmålet. Hun rystede blot let på hovedet af ham og strøg ham over håret. Hvorefter hun satte sig ned på låret af ham.
"Ikke noget af nogen betydning. Du overrasker mig bare fordi du aldrig har været typen der er så ligefrem og direkte... hverken med ord eller handlinger." Påpegede hun sigende og kiggede ham fortsat dybt i øjnene. Hun elskede virkelig den ro der lå over hans blik. I modsætningen til øjne med stærke og lyse farver så var der meget mere ro og balance over hans. Hun bed sig i læben og lænede sig ind mod ham igen som for at invitere ham til at genoptage kysset.
".. men jeg kan lide det. Den side af dig er meget nemmere for mig af læse. Når du er åben og ærlig både med ord og handlinger, så forsvinder mine bekymringer. Når jeg ved hvad du vil, så er der ikke grund til at tænke over motivet bag det." Indrømmede hun og kyssede ham i stedet på mundvigen i stedet.

[Nathaniel Diamaqima]

For alt i verden, forsøgte Nathaniel at lade være med at overanalysere og tænke for meget over tingene, selvom det uden tvivl var svært for ham, at det forholdt sig på den måde. Han havde bare brug for at være sammen med sin kæreste, og det var der vel heller ikke noget galt i, var der? Han strøg hånden let over hendes kind. Hvorfor virkede hun så tøvende? Det var det, som faktisk kun måtte vække en klar uro i hans krop og sind, og den tanke, kunne han faktisk ikke lide. Han hævede hånden, som han let strøg over hendes kind. "Det giver da slet ikke nogen grund til at skulle trække dig væk fra mig. Selv jeg går igennem en udvikling i denne tid... til det bedre," sagde han. Et sted søgte han vel sin manddom? På en eller anden mærkværdig måde.
Et stille smil passerede Nathaniels tynde læber, som han roligt trak hende tæt på sig igen,s elv da hun havde valgt at tage pladsen på hans lår. Han lod hånden let vandre over hendes, og med blikket stadig hvilende i hendes smukke ansigt. Han kunne jo heller ikke lade være. Han var jo heldig, også selvom det havde taget ham flere år, at skulle åbne op for nogen i det hele taget. Han hævede hånden og førte en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt. For en gangs skyld, gjorde han ting her for sig selv, som han ikke havde gjort det igennem rigtig mange år, og naturligvis, var det også noget, som selv han kunne mærke. Ikke at det var noget som gjorde ham noget, for det gjorde det ikke.. Det var jo bare mere, om det var noget som hun ville kunne acceptere? Han tog imod kysset til mundvigen, også selvom det for ham, ikke var tæt nok. De mørke øjne gled roligt mod hendes. Der var en helt anden ro over ham i dag, end hvad der havde været igennem den sidste tid. Han fik rigtig meget ud af dette. Han lænede sig frem. "Selvom jeg gør det her for min egen skyld, for vi alle noget ud af det," sagde han med en rolig stemme, inden han skænkede hendes læber et blidt kys.

[Deleted]

Forundret kiggede hun meget nøje ind i hans øjne. Kysset der tilfaldt hendes læber kunne meget vel have drevet hende væk fra sagens kerne. Skulle hun blot give efter, eller tage det op nu hvor de var ved det?
"Trække mig? Det var bestemt ikke hensigten, kære." Svarede hun roligt og lagde armene om halsen på ham med hovedet let på sned.
"Jeg kan godt mærke det på dig og det er ikke en dårlig ting overhovedet, men jeg kunne bare ikke finde ud af hvordan jeg skulle håndtere det. Det nok derfor at du tolker det som om at jeg trækker mig." Kommenterede hun ærligt og truttede let med munden lettere tænksomt.
"Jeg har sagt det til dig før, at jeg har ingen grund til at trække mig, så længe at jeg kan lide at være hvor jeg er." Et citat der stammede helt tilbage fra deres genforening. Et af den slags ting der stadig betød meget for hende. Hun havde været ærlig overfor ham, uanset hvor meget han så har måtte kæmpe for at få hende til at åbne munden, så havde hun aldrig løjet overfor ham. Alt det der havde stået på med Kimeya var et overstået kapitel for hende nu. Rei havde taget den op med hende mens hun havde været der og med hvert et enkelt skridt hun tog, var hun blevet bedre til at håndtere verdenen omkring sig.
"Jeg ved at du gør det her fordi du har brug for det. Jeg havde bare brug for at se dig igen, alene fordi at jeg savner dig så forfærdeligt meget når du ikke er omkring mig." Der var ikke andet i det end det. Der var bare så frygteligt stille når han ikke var der. Amaya havde selv sine dage hvor det havde været hende umuligt at trøste deres lille pige. Selv hun kunne mærke at Nathaniel ikke var omkring dem.

[Nathaniel Diamaqima]

Det sidste Nathaniel ønskede, var at Yuuki skulle trække sig væk fra ham. Det var vigtigt for ham særligt, at hun vidste, hvor hun havde ham. Han var lige hvor han ville være, når han var sammen med hende, og det var vel også det, som var det vigtigste af det hele? Han lyttede til hendes ord. Hendes ord som også fik ham til at falde mere og mere til ro igen. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle trække sig væk fra ham. "Godt," lød det roligt fra ham, hvor smilet heller ikke var til at tage fejl af, når det nu endelig skulle være. Hans blik gled op mod hendes skikkelse endnu en gang. Han elskede hende, og han havde skænket hende ordene, selvom de nok var kommet langt hurtigere end hvad han egentlig havde haft brug for i den forstand. Dog fortrød han ikke. Han var jo lige hvor han gerne ville være nu - udnyttede tiden sammen med hende.
Nathaniel havde brug for hende, som han havde brug for, at hun stolede på, at han vidste hvad han gjorde. Det var vel ikke så svært igen, var det? Et stille smil passerede hans læber, som han lod hænderne stryge over hendes kinder. Han manglede jo uden tvivl også hende og lille Amaya. Den arme lille pige. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde set hende efterhånden, og dette kunne han godt mærke i form af længsel og savn. "Så snart jeg føler, at jeg igen kan styre og håndtere det hele, vil jeg komme hjem til jer igen," lovede han med en rolig stemme. Det var vel.. bare for at understrege, hvor vigtigt, at det var for ham, at kunne styre de mange ting og tanker, som han måtte slås med hver eneste dag? "Jeg savner jer virkelig," lød det dæmpet fra ham. Han mente det dog. Han manglede uden tvivl dem begge noget så frygteligt, og han lagde så sandelig heller ikke skjul på dette.

[Deleted]

Under normale omstændigheder ville det være hende mildt sagt umuligt at håndtere et nyt forhold. Nogen ville mene at man skulle være i stand til at overkomme det på egen hånd, mens andre lænede sig op af troen på at en ny forelskelse ville hele de knuste følelser. Hun kæmpede virkelig for det. Gjorde alt for at lægge sin uro til side og bare nyde det de begge delte i nuet, men... gud hvor det svært. Hun tog en dyb vejtrækning og blinkede let til hans besvarelse. Et lettet smil bredte sig over hendes læber. Lettere drilsk tog hun fat i begge kinder på ham og nev ham kærligt mens en mild latter undslap hende.
"Ihh~ er jeg virkelig rejst så langt for at blive mødt med så seriøs en mine?" Drillede hun i en kærlig tone og kyssede ham derefter på munden og strøg hans kinder, bare for at stryge den milde smerte af vejen, som hun lige havde tildelt ham.
"Vi savner også dig~ Især Amaya. Hun kan mærke at du ikke er omkring og det er sommetider svært at få hende til at falde til ro," Kommenterede hun som en sidste bemærkning til det mere seriøse. Han var ikke klar til at komme hjem endnu og derfor skulle de heller ikke plage hinanden med det trivielle. Alt der handlede om hverdagen kunne komme så snart han satte fod i deres hjem igen. Indtil da, så var et øjeblik som det her bare et svagt punkt for hende. Hun havde givet efter for sin egen længsel, men vidste også at det var rent selvvisk gjort.
"Så du har bare at fokusere på hvad der er vigtigst, sådan så vi ikke er nød til at sidde tilbage igen helt alene." Opfordrede hun ham oprigtigt og strøg ham blidt ned over brystet. Nej hun kunne ikke skjule sin egen længsel efter ham og det var på nogen måder ved at rive hende fra forstanden. En utrolig nervepirrende handling havde det været for hende at tage så egoistisk en beslutning.. i stedet for bare at sidde derhjemme og vente på ham som en loyal hund. Om end det blot ville vise ham at han ikke var hurtig nok til at få det her overstået?

[Nathaniel Diamaqima]

Smilet bredte sig tydeligt på Nathaniels læber, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. Dette var afslappende for ham, og særligt fordi at Yuuki virkede til at være faldet langt mere til ro nu, og det var det, som rent faktisk måtte betyde mest for ham, hvilket han nu heller ikke rigtigt ville lægge skjul på. Som hun nev ham i kinderne, måtte han grine let, inden han lod hænderne falde om hende, kun for at trykke hende helt ind mod sin favn i stedet for. "Du er da bare forfærdelig dejlig, Yuuki. Hvis nogen kan få mig til at smile, så er det dig," sagde han endeligt. I sig selv, var det faktisk et kæmpe kompliment. Der var i forvejen ikke mange, som formåede at få ham til at smile på denne måde, hvilket nu heller ikke var noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Amaya savnede Nathaniel uden tvivl også. Det var hårdt, ikke at være omkring familien, og særligt fordi at han følte sig særlig forbundet til den lille pige. Måske fordi, at han ikke ønskede at begå de fejl igen, som han førhen havde begået, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han hævede hånden, som han let lod stryge over hendes kind og med et smil på læben. "Jeg længtes efter jer begge to.. Og jeg savner uden tvivl jer begge to. Jeg glæder mig, til jeg igen føler mig klar, til at kunne tage hjem," sagde han med en rolig stemme, og særligt fordi at han mente det. Lige nu var han bare nødt til at gøre dette, mest for sin egen skyld. Hånden nedover hans bryst, satte en sitren i ham. Dog var det uden tvivl direkte behageligt, og det var bestemt heller ikke noget, som han lagde skjul på, på noget tidspunkt. Han smilede let og nikkede. Han hævede hånden og lagde den roligt mod hendes i stedet for. Han gav den et let klem. "Før I ved af det, så er jeg kommet hjem igen, og kan være der til at passe på jer begge to," lovede han denne gang med et smil på læben. Det var rent faktisk noget, der betød meget for ham, at hun vidste.

[Deleted]

Det var uden tvivl rart at se ham igen efter så lang tid. Hun havde selv haft tid til at gå og rokere med sine tanker. Det var sjovt som historien omkring hende faktisk altid endte ud med det samme resultat. Når hun så på ham, var han hemmelighedsfuld og delte sjældent sine dybeste tanker med hende og hun undrede sig tit over hvorfor. Dog lod hun det ligge ved hvad det var. Skulle det vise sig at han ikke var ret meget anderledes end de andre, skulle hun så virkelig kæmpe for det? Nej, det havde hun ikke lyst til.
"Siden hvornår er komplimenter begyndt at løbe frit fra din lever?" Spurgte hun drilsk igen og gav ham et seriøst blik for at skjule det. Underligt nok så var hun i et forfærdeligt godt humør. Kunne det tænkes at hendes tid hos Rei havde distanceret hende mentalt fra at ende i klemmen igen i dette forhold hun havde til Nathaniel. Hun havde i hvert fald været vidne til Rei's skilsmisse med Eriz. Ikke at hun skulle gøre sig klog på deres forhold, men det havde sat det hele i perspektiv for hende. Det havde nemlig overrasket hende hvor lidt det havde påvirket Rei i første omgang, så et eller andet sted håbede hun vel på at hun kunne håndtere det her med Nathaniel på et langt bedre plan end hvad hun først havde troet.
"Det vil jeg glæde mig til~" Endte hun med et smil og mente det uden tvivl. Hun kunne ikke vente til at han kom hjem igen og da det så var sagt sendte hun ham et lokkende smil før at hun kyssede ham mere kælent end før. Hun nød det uden tvivl og havde nået det punkt hvor hun havde brug for at fokusere på hvad hun gerne ville og ikke hvad hun kunne forvente af sin partner. Det var alligevel ikke op til hende at afgøre om Nathaniel ønskede at blive sammen med hende eller ej.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Nathaniel i sandhed måtte se frem til at komme hjem igen. Han glædede sig til at tilbringe tiden sammen med familien. Han sendte hende et smil, hvorefter han igen hævede hånden og lod de vandre ganske stille og roligt nedover hendes kind. "Selv jeg gennemgår en stor forvandling personligt i denne tid, min kære.. Jeg ved at jeg er direkte elendig til at udtale mig om de ting, som jeg egentlig ser," sagde han med et smil på læben. Var det da forkert af ham at gøre det? Desuden kunne han jo se, at det var noget, der rent faktisk gjorde hende glad, og det var det, der for ham, var det vigtigste, så det var ikke noget som måtte sige så lidt igen, i den anden ende.
Nathaniel var afslappet nu, og mere end det, som han havde været i frygtelig lange tider, og det var rart.. Han følte virkelig, at han for en gangs skyld, var i stand til at slappe af, og det var det, som han havde haft brug for. Han lukkede øjnene ganske let. Hendes kys og hendes kærtegn, var alt sammen noget, der fik ham til at slappe af. Det sagde vel også bare lidt om den effekt og påvirkning af ham, som hun havde? Han glædede sig uden tvivl til at komme hjem igen. Ingen tvivl om det. "Det samme gør jeg," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Et smil passerede let hans læber, inden han kort lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. Nu hvor han havde fået varmen igen, og hun tilsyneladende havde fået det samme, så var det måske også på tide, at komme op? Han vendte blikket mod hende og med et smil på læben. "Jeg ved ikke med dig.. Men at komme op af vandet, før det bliver koldt, er at foretrække," sagde han roligt. Han havde ikke lyst til at blive kold igen, som han jo heller ikke ønskede, at hun skulle blive syg.