Kampen om Imandra!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya nikkede tavst og fulgte med ham ind til byen. Der var allerede kaos. Huse i flammer, skrig i natten, det gav hende gåsehud. Hvorfor være så grusom? Oprørende fordelte sig ud, gik til angreb. Hun var nødt til at nå slottet forholdvist hurtigt.
Flammerne rørte hende ikke, så i et forsøg på at stande brandende forsøgte hun et nedfryse dem, så færrer ville komme til skade eller miste deres hjem. To små børn stod midt i kaosset, og holdt om hinanden med frygt malet i deres øjne. På det punkt var hun så meget anderledes end sine forældre, og i stedet for at lade dem alene, guidede hun dem i skjul, bag en sammenbrast hytte, før hun igen løb gennem byen med flammerøde lokker dansende omkring sig.
Det skarpe lysglimt, fik hende til at stoppe op. Hvad var det? Ikke en warlocks magi.
En dæmon kom i hendes retning. Det var en ung en, en hun ikke kendte fra sin korte tid som leder. Havde hun haft valget, så ville hun naturligvis ikke have gjort dæmonerne noget, ikke opdraget som hun var til at være leder, men i aften havde hun ikke andet valg. Med tungt hjerte frøs hun dæmonen, så denne glimtede af smuk is i flammerne skær.
Uden videre, løb hun mod slottet. Hun var nær gået direkte ind i en af de spøgelseslignende væsner der havde omringet området. Hun stoppede op med et lille gisp og bakkede tilbage. Ikke langt derfra stod de to som havde sikret hende livet, men hun bemærkede det bare ikke lige nu. Ikke før at en af hendes mors ildkugler, nær havde ramt hende.

[Kimeya Marvalo]

"Jeg glæder mig allerede," sagde Kimeya lettere henkastet. Selv forventede han naturligvis, at de ville overtage byen her. Alt andet ville slet ikke mening på noget tidspunkt. At se Zean der, var han naturligvis glad for. Ingen tvivl om det, og særligt fordi at det var en bekræftelse for ham til at han måske godt kunne stole på manden, når det kom til det? Hans kone derimod.. Det var straks en anden sag. Tungen strøg han kort over sine læber. De spøgelseslignende væsner, var intet andet end i vejen for ham, og han ville have dem væk! De gjorde det kun mere problematisk!
Den som gjorde skade på dæmonerne, vendte han sig hurtigt imod. Han rystede på hovedet. Han håbede så sandelig ikke, at det var hans! "Det er ikke min.. der er noget her der ikke stemmer, Faith.." Var de oppe imod magter, som de slet ikke havde regnet med? Automatisk så han sig om i håbet om at Zean kunne finde noget deroppe. Til hans egen skuffelse, var der intet at spotte. Han knyttede næverne fast. "Forbandede...!" endte han med en fast tone, inden han trak sig en anelse sammen med Faith. Så lang tid, at dødsenglene holdt sig over dem, så var der oversigt over det som der skete. Hvor meget af byen der brændt og hvor slagene måtte foregå. Måske at han virkelig havde været for mild af sig?
Warlockerne var på vej i krig. Overalt omkring dem, hørte man lyden af klinger der mødtes.. skrig og branden der kun bredte sig. Før eller siden, ville hele byen ligge i flammer. Perfekt. Det var jo lige præcis det der var meningen. "Hvad pokker er det her for en slags magi?!" hvæsede han kraftigt. Når han forsøgte at slå dem, kom de bare igen. Han vendte sig mod Zean, som han kun lige kunne ane deroppe. De var nødt til at slå koldt vand i blodet. "ZEAN! Du og dine dødsengle sikrer sig himlen! Jeg vil ikke se levende forlade stedet her! Ingen overlevende!" endte han med en fast tone. Hvis manden ønskede krig og død.. så var det krig og død han skulle få!

Kimeya drejede hovedet, hvor han fik øje på en gruppe som stod med sølle våben i sine hænder. Han kneb øjnene sammen. At han i øjeblikket stod ansigt til ansigt med sin egen datter, havde han slet ikke nogen anelse om. "Ingen overlevende..." hvislede han iskoldt. Han gjorde et kraftigt kast med armen, hvor han sendte en trykbølge direkte mod dem, inden han gik mod dem. Varmen var intens i takt med at byen fortsatte med at brænde. Flere forsøgte at flygte.. særligt kvinder og børn. Han ville se død.. han ville se ødelæggelse!

[Deleted]

Zean så over mod Faith og nikkede let til hende.
”Og du er Faith” hilste han kort. Han satte mere pris på hendes advarsel end hendes navn, dog. Sidst han havde set hende, havde hun hjulpet ham med at tage Paggeija, skønt det hele var endt...vådt...Og uden nogen introduktion. Dette var vel en form for betaling for hendes hjælp den gang, kombineret med at han støttede Kimeya som den gode fyr han var.
Han var hurtigt i luften igen. Han skreg ordre til sine engle om at komme op i luften, medmindre de ville ligne brændte kyllinger, og til hans held så han ordren sprede sig og hans engle komme i luften. Med alle de soldater på jorden var det også næsten for kaotisk at have hans engle der samtidig.
Han så ned på Kimeya. Han havde ikke fundet noget nyt. Men at cirkulerer over byen og sørge for der ingen overlevende var, var en opgave han nemt kunne klare. Med et bevægelse med den ene arm, opfangede hans generaler hans ønske. Han gav dem ordre til at placerer soldater hele vejen rund om byen og lade de resterende engle flyve ind over byen og sørge for de fik så mange overlevende til at dø som muligt. Men under ingen omstændigheder måtte nogen af dem lande. Igen, ikke medmindre de ønskede at ligne grillede kyllinger.
”Alt på plads!” råbte han tilbage til Kimeya og Faith, så de vidste de kunne gå i gang med deres planer. Hans engle var i hvert fald væk og han havde et fantastisk overblik over hele byen.
Men det bekymrede han stadig at han ikke vidste hvor deres pludselige modstand var kommet fra. Og hvorfor.

[Deleted]

Paige fulgte med i alt hvad disse tre 'ledere' gjort for at prøve at overtage en by med en alt for afslappet mine. Magien hun brugte var gammel og hver gang Kimeya fik skudt et af hendes spøgelser voksede en ny op fra en af de krystaller der havde begravet sig i en gammel urtehave, Faith allerede havde brændt ned - Hvis man vil gemme noget, så gem det i synsviden, folk leder så sjældent der. Men Paige var klar over at jo flere der blev skabt af hendes lyse spøgelser, jo nemmere blev det af lokalisere de mange 'frø' der skabte dem. De mange spøgelser vandrede igennem ilden og gik mod Faith, som om de var plagede sjæle der ville hjemsøge hende og Kimeyas magi var, det eneste de havde opdaget, der kunne få dem til at forsvinde.
Paige lod sit sind vandre og kredse sig om Kimeya, hvor hun skjult prikkede til hans sind som var der folk der prøvede at trænge ind. "Og englene kom på bølger af det klareste lys" hviskede hun og hendes ord spredte sig igennem byen. Paige lod sin illusions magi forsætte og himlen fik en dybe flænge hvor flere lyse engle strømmede ned over byen - ganske ufalige men hvis man ikke vidste hvad de var, en illusion, så kunne tåbelig angreb vendes mod angriberen selv.
Paige rettede sit fokus mod tårnet, hun søgte noget med hjælp tårnet, noget der lå skjult i denne jord, noget der tilhørte Paige. Men hendes sind opfangede snart oprører - flere udlige mennesker, i hendes mening der ikke turer gøre noget - Men hvis de virkelig ville hjælpe folket ville Paige sætte meget mere magi til hendes spørgelser der fik de civile væk.

[Jared Imaricha]

Der var kvinder og børn i byen. Det lignede særligt ikke Kimeya at acceptere, at denne slags ting skulle have lov til at ske. Sværdet trak han hurtigt til sig, inden han fortsatte. Flere som var i færd med at brænde inde, hjalp han ud og guidede mod en vej ud mod skoven, hvor de kunne søge skjul. Der var ikke nogen grund til at dette skulle koste liv.
Flammerne gav Jared sved på panden, men han måtte bevare fokus. Med sværdet i hånden, søgte han direkte op mod slottet.. Der hvor modstanden uden tvivl måtte være mest tiltrængt. Det var det som de måtte være efter. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Nok mere af spænding, end det var decideret frygt. Jovist var han bange for at miste Cecilaya. De var blevet tætte over den sidste tid. Og nu hvor Faith og Kimeya var her, var han bange for, hvad de kunne finde på at gøre ved hende.
"Hvor pokker har du gemt dig.." endte han med en fast tone. Han stødte direkte ind i en gruppe warlocks. Her blev sværdet slået ud af hånden på ham, og han selv klynget direkte op af en mur. Han gispede kraftigt, inden han direkte blev slået i jorden. Med et rødt kindben, forsøgte han at komme op igen. Warlocken slog ud i en latter, hvilket fik ham til at bide tænderne sammen. Han søgte direkte ind i hovedet på den ene, som vendte sig mod sin makker, som han gav sig til at tæske løs på. Han forsøgte at rejse sig op, mens de begyndte at slås indbyrdes. Lige nu skulle han have fundet Cecilaya! Han fortsatte op mod slottet.. Det kraftige lys i himlen gjorde ham en anelse urolig. Hvilke kræfter var det, der var på spil? Han bed tænderne kraftigt sammen. "CECILAYA!" kaldte han kraftigt. Han rundede det ene hjørne, inden han blev mødt af en knytnæve.. For et kort øjeblik, gik hans blik i mørke, da han mødte jorden bag sig.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Modstand var forventet, men slet ikke af en magikers kaliber. De fleste Procianere ville ikke vælge at tage til Imandra, og dette var tilsyneladende en magtfuld en eftersom Kimeya end ikke kunne finde noget der kunne slå dem ned. Lyden af vingeslag døde igen hen et sted over dem. i det mindste havde de luften dækket, de havde undergrunden dækket og denne by var sat i flammer.
"Nej siger du det?" spurgte hun med en stemme der dryppede af sarkasme. De kunne ikke slå disse væsner ned, og når de endelig gjorde, så kom der bare flere. Faith forsøgte stadig at bekæmpe dem med ild, men uden videre held, det holdt dem lidt på afstand men gjorde ingen stor forskel. Hvor var det frustrerende at være så tæt på tronen, men bare ikke tæt nok til at kunne kalde slaget for vundet!
"Jeg har ikke set den før, men der kommer bare flere!" ubdrød hun frustreret. En del af de flammerøde lokker havde forvildet sig ud af knolen og hang lidt omkring hendes ansigt, så hun så underligt rodet ud i forhold til hvad man normalt så Faith som.
"Der er ingen grund til at skåne nogen," mumlede hun og bakkede stadigt lidt væk fra slottets ellers brudte mur, bare for at komme lidt væk.
Intet hun havde kunne hjælpe i denne situation, det var en hjælp af dødsenglene sørgede for himlen, og hun vidste at dæmonerne var under jorden, det var et spørgsmål om tid før de ville bryde op.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kneb øjnene let sammen, også selvom stemmen som nærmest lød i hans sind, var noget som fik hans nakkehår til at rejse sig.. Den stemme.. de ord.. Den måde at melde sin ankomst på. Han havde oplevet den før, selvom det var mange år siden. Kunne det være..? "Paige..." hvislede han med en iskold stemme. Han kastede med begge hænderne, inden de direkte brød op i de klare blå flammer endnu en gang. Hvor gemte hun sig?! Han vidste, at hun var der! Og hun skulle bestemt ikke rende rundt og gemme sig her! "Det er Paige!" hvæsede han med en kraftfuld stemme. Hvor havde han dog været dum!
Flere og flere forsøgte at forlade byen, for ikke at brænde op eller blive slået ned. Skrig og lyden af klinger var over det hele, hvilket kun gjorde ondt værre på den konto. Han så sig om. Spøgelserne var pludselig ikke noget der vækkede hans interesse. Nu hvor han havde kendskab til Paige.. så vidste han også hvad hun plejede at gøre og hvordan hun plejede at gøre tingene. "De har en kraftig udladning et sted... Find den!" endte han med en fast tone. Ikke pokker, om han ville lade Paige slå ham i det her! Ikke efter de mange år, hvor hun ikke havde ladet en skygge af sig vise for nogen som helst!
Kimeyas blik gled henover plænen som de stod på. Heldigvis her i mørket, var det egentlig nemt at se.. Kvinden var ikke en som han pludselig tog sig af. Hun virkede uanset ikke som den største trussel. Han dannede endnu en kraftig kugle mellem hans hænder. Denne sendte han direkte over orden. Alt som den passerede på sin vej, måtte den brænde... frem til den nåede den første krystal.. Denne knuste... og spøgelserne begyndte at forsvinde. Med sved på panden, vendte Kimeya sig direkte mod den unge kvinde i stedet for. Demian og Rei var også derude et sted, men hvad de lavede, havde han ikke styr på. For nu handlede det udelukkende om at tage det slot! "Kære... smutter du indenfor og sætter dig på den smukke stol? Så vi kan få det her overstået?" fortsatte han, uden at kigge på andet end den unge kvinde. Der var noget ved hende.. noget.. tydeligt og velkendt.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var svært at tro, at denne by for bare et par timer siden havde været fredelig. Hver gang der lød et skrig, frygtede hun at det var en oprørere, eller næsten værre - Jared. Gennem de sidste par uger, var de kommet tæt på hinanden også mere end hvad godt var, men han havde ligesom givet hende et holdepunkt igen.
Hun veg til side for sin moders flamme, og stirrede på dem med store øjne og blege kinder. Hendes far beordrede ingen overlevende. Vidste han overhovedet at hun var i blandt?
For et øjeblik, døde både flammer og skrig ud. Det var som om at hun var gledet ind i en anden verden, som hendes sind havde skabt, måske for at beskytte hende, måske fordi det pludselig rejse en helt masse spørgsmål.
"NEJ! I får ikke lov til at slå dem ihjel!" hun trådte et skridt frem og i det samme vendte alle lydene tilbage, alt kaosset, stod hun igen midt i.
Hendes hænder var knyttet Kunne hun gøre sine egne forældre noget? Formentlig ville den besutning ikke blive nødvendig. Kunne de gøre hende noget? Garanteret, de havde aldrig været de mest omsorsfulde mennesker, slet ikke hendes mor.
Hun ville være blevet... hvis det ikke havde været for Jareds desperate kald efter hende. Hun så tøvende på sine forældre, og kastede et blik over skulderen. Nej hun kunne ikke bare lade ham være. Besluttet, drejede hun om på hælen og løb. "Jared?!" kaldte hun bekymret og drejede rundt om hjørnet, hvor hun faldt over hans skikkelse, og røg direkte i jorden. Den warlock der havde slået ham i jorden, greb ud efter hende og klyngede hende op af væggen, hvor hun ikke kunne gøre særlig meget.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Som Paiges naavn blev nævnt, stivnede Faith og blegnede underligt. Hendes kendskab med den kvinde, havde aldrig været direkte, men hun havde skabt mange problemer for deres familie, særligt dengang hun havde været gravid med Cedric. Det vækkede en vrede i hende, men det lod hende ligeså vide, hvor farlige kræfter de egentlig legede med. Hvorfor pokker var Paige der?!
Hun kommenterede det ikke men fortsatte sin kamp mod spøgelserne, uden overhovedet at vide hvad pokker de skulle stille op. "Få hende af vejen!" råbte hun hidsigt. Netop som hun kastede en flamme der delte sig og blev til flere, forsvandt disse gennemsigtige væsner. Faith vendte sig mod Kimeya og så hvordan han med sin magi havde knust de krystaller der havde holdt dem ved lige.
Selv bemærkede hun først den unge kvinde, da hun trådte frem. Der herskede ingen tvivl om hvem de stod overfor, hvilket fik Faiths hjerte til at banke hårdere. Hendes blik ændrede sig ikke. Cecilaya var ikke død? I så fald havde hun svigtet, særligt når hun beskyttede dette folk. Uden ord, vendte hun sig i stedet mod Kimeya. "Glædeligt," svarede hun blot, hvorefter hun hastede ind på slottet.
Her var modstanden om nogen, ringere. De få der var til at forsvare det, døde en smertefuld død, og gik op i flammer som levende fakler.
Gangene var mørke, ikke berørt i lange tider, det var næsten for nemt. Faith søgte direkte mod tronsalen, slog de tunge porte op til den forladte sal og den støvede trone. Det var deres nu. Med et drømmende blik, gik hun målrettet hen til den smukke tronstol og lod fingrene glide hen over dets armlæn belagt af hvidguld, hvorefter hun satte sig. Imandra var deres. Det var for alvor deres! Med en kold latter, hævede hun hænderne, og lod en eksplotion sætte slottet i flammer.

[Jared Imaricha]

Jared var måske kommet lidt for tæt på Cecilaya igennem de sidste uger, men kunne man klandre ham? En smuk ung kvinde, og så havde han jo altid haft en svaghed for den kære familie. Lige nu var han mest bange for, at hun ville dumme sig, eller ende direkte i krydsilden. Det her havde vist sig, at blive lidt mere omfattende, end hvad han egentlig havde regnet med, at det ville. Hele byen stod jo næsten i flammer. Man kunne høre folk skrige.. forgæves forsøge at komme ud af hus og hjem og børn.. særligt børn og deres skingre skrig, som så kraftigt overdøvede alt det andet. Han måtte finde hende. Han ønskede jo heller ikke ligefrem, at noget skulle ske med hende! Åh gud.. tænk hvis Faith eller Kimeya havde gjort deres egen datter noget?!
Slaget som Jared havde fået direkte i ansigtet, havde slået ham direkte i jorden. Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen, idet han forsøgte at genvinde fokus.. Han vendte sig om i et forsøg på at komme op igen. Cecilaya faldt direkte over hans skikkelse, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen. "Cecilaya... nej!" Han gjorde et kraftigt forsøg på at komme op på benene, selvom han kun blev mødt med et knæ direkte i ryggen, og hans arme fastlåst, så han ikke rigtigt kunne komme nogen steder. Han spændte kraftigt. Det blødte fra hans bryn som tydeligt var flækket.. Men hvad pokker. Han knyttede næverne. Skulle han? Nu hvor han så Cecilaya blive klynget direkte op af væggen. Dette var ikke noget som han fandt sig i! "Lad hende gå...!" endte han med en fast tone. Normalt var han ikke typen der hævede stemmen, men her kunne han virkelig ikke lade være. En kraftig smerte meldte sig i modstandernes hoveder, hvilket måtte tvinge dem til at slippe, idet at han hørte et gevaldigt brag.. Han tvang warlocken af sig, kun for at haste hen til Cecilaya som han tvang op på benene, da de kunne se slottet, som direkte brød ud i kraftige flammer. Var Imandra tabt?

[Deleted]

Han så hvordan de kæmpede under ham. Både med nogle af byens beboer, mest med flammer, andre med disse spøgelsesskikkelser, som Zean aldrig havde mødt før. Om han var bange? Nah. Ikke rigtig. Dette nærmede sig dog uden tvivl noget farligt og han havde ingen tvivl om at miste for mange af hans engle, da han jo havde mange planer, han skulle bruge dem til senere. Mange og mange...to i hvert fald. Det passede ham fint at have sine engle heroppe i luften, hvor de var mere i sikkerhed, hvor de kunne nyde smerter fra dem der blev hugget ned eller brændt op. Det gjorde han i hvert fald.
Netop som han fandt sig ret godt tilpas, tæt på slottet, bemærkede han dem. Og han var intet mindre end overrasket. Nok til at han næsten glemte at holde sig flyvende, skønt han ikke nåede at falde særlig langt, før han huskede det igen. Engle! Ikke hans engle, men de andre, forfærdelige slags! Til helvede med dette...Han var mindre interesseret i at forhindre folk i at flygte – som blev hugget ned, så snart hans engle så dem – og mere interesseret i at overleve den hær af engle der pludselig var kommet. Han følte sig pludselig vred. Hvor kom alle de engle fra og hvorfor? Procias havde ikke givet sig til kende og det var det eneste land der kunne bo så mange engle. Dette var så forkert!
Hans engle blev hurtigt opmærksomme på dem. De fleste gik til angreb, skønt der intet var at dræbe. Mange af hans engle var mere opmærksomme på de nye engle i luften, som pludselig var der, end på at holde øje med byen eller flygtende folk. Han ville nyde dette. At slagte engle!
Selv trak han sit sværd og fløj med en af disse lyse væsner. Lidt for lyse, hvis man spurgte ham. Hans sværd gik efter at pennetrerer skikkelsen...
Han ramte intet andet end luft. En illusion. Den forsvandt fra ham, som havde der aldrig været en engel. Han stoppede forundret op og studerede sine engle rundt om ham. Et par angreb en engel på samme tid, hvilket resulterede i at den ene dødsengel sårede den anden. Han lagde mærke til det skete et par steder. Et par af hans engle måtte hjælpes ned på jorden, uden for byen, da de ikke længere var i stand til at slås eller holde sig flyvende.
”Det er illusioner! Tilbage til jeres poster!” Han vidste de ville være svære at ignorere. Illusioner eller ej, råbte det i hans krop at han burde angribe dem og flå dem fra hinanden. Han knugede halskæden i sin ene hånd. Mange af hans engle opdagede snart at dette ikke rigtig var en engel og de fleste vendte tilbage til deres poster. Men de yngste af dem havde svært ved ikke at prøve at gå til angreb. På et tidspunkt måtte han selv flyve over til en af dem og gribe en af dem i sværdarmen.
”På plads! Eller du vil blive ked af det!” vrissede han.
Uanset hvad havde illusionerne skabt nok forvirring, til at flere indbyggere var flygtet.

[Deleted]

Paige nød at se hvordan halvhjertede planer kunne ændres og sætte i frygt. Disse mørke væsner var ikke meget andet end en skadedyrs gruppe.. Godt trænede, det måtte hun give dem, men ikke meget andet. Hun lod sin magi fylde hendes krop og snart kom der et lille svagt udbrud af magi fra nogle af slottets tårne, og disen fra hendes søgetårn aftog. *Endelig, jeg må være blevet lidt slidt af så mange års fravær* tænkte hun for sig selv. Paige rettede sig op og svævede ganske let over jorden - så længe hun ikke berørte den burde hendes magiske udrspring ikke lokaliseres - men væsner har det med at lærer, selv disse lavere stående væsner. Paige nåede hen til broen der førte til slottet og vendte sig igen mod byen. Det var vist den eneste port igennem muren omkring slottet. Hun lod igen sit sind vandre og lokalisere Faith og Kimeya, endte mentale billeder til dem af hver eneste liv de havde taget, skrigene var tusindgange højere og smerten ofrerne havde oplevet prøvede at sætte sig i dem - en ganske simpel besværgelse der kunne afværes med et par skærme. Paige så hvordan Faith gik lige forbi, og ikke engang ensede hendes væsen, skjult i en illusion.
"Kimeya" hviskede Paiges stemme som en plageånd fra en dårlig drøm, og spredte sig igennem byens stemme. Hun kunne ikke dy sig, og hendes latter brød ud over, hvad der begyndte at minde mere om en slagmark end noget andet. En kold og hård latter. Flere af hendes lyse engle sværmede mod slottet og holdte sig svævende over muren og dannede et par rækker over hinanden for at skærrme slottet. Paige var ligeglad med hvorfor de var her, men hun ville have hvad der var hendes. Et af hendes lyse spørgelser fandt en kvinde holdt fanget af en warlock og en mand der var slået bevidstløs. Den standsede op og klapede hænderne sammen og frem trådte Paige. "Børn bør ikke være her nu" sagde hun kort og warlocken der holdte fast i kvinden, Cecilaya, frøs fast i sine bevægelser. Snart lyste alle hans blodårer op og hans krop blev ét med lyset og forsvandt. Paige havde brugt det første af sine lysglimt til at skabe en illusion voer byen og det næste til at skabe et seperat over slottet.
"Godaften Kimeya." Sagde hun kort og vendte sig mod ham, før hun forsvandt og det lysende spøgelse stod tilbage. Det eneste tegn på at Paige havde været der, var et skjold imellem Kimeya og disse børn som Paige havde kaldt dem. Flammer der dukkede op i slottet forsvandt så hurtigt de var kommet omkring slottets vesttårne, de højeste tårn og dets to små og Paige's latter lød igen.  "Drømme kan knuses.. Jeg skal bare have hvad der er mit" hviskede Paige og trådte frem bag Faith for at forsvinde igen. Hendes skikkelse sås ved dørene og Paiges lys flød alt sammen imod slottet og lagde sig som en beskyttende hinde omkring tronrummet. Paige bheøvede bare et par minutter så var hun ligeglad med denne trone. "Hver nu en god pige og blev her inde" Sagde Paige og forsejlede tronrummet med hendes magi. Det ville tage nogen tid at bryde den, tid Paige depserat behøvede. 

[Kimeya Marvalo]

Paige skulle ikke have lov til at ødelægge dette angreb! Landet skulle blive deres og det skulle det blive lige nu! Den unge kvinde, tog han sig ikke af, før han havde fået ødelagt krystallerne, der holdt gang i spøgelserne. I takt med at disse blev ødelagt, blev magien lige så brudt. Paige havde ikke fundet en anden måde at drage nytte af det på. Det passede ham fint, for det gav dem en fri passage til at komme videre!
Kvinden var allerede videre, og inden Kimeya overhovedet kunne nå noget mere, hørte han et brag bag sig, inden flammerne bredte sig. Den mørke himmel, blev kraftigt oplyst af flammerne der spredte sig fra hvert et vindue.. fra hver en opgang.. hver en dør.. det hele! En kraftig og kold latter brød Kimeyas læber, inden han rakte hænderne i luften. Byen skulle brænde! Men ikke på den dræbende måde.
Hvad der skete oppe under den mørke himmel, var slet ikke noget som Kimeya havde fokus på. Selv regnede han med, at det var noget som Zean i forvejen havde styr på. Han stolede vel lidt mere på denne mand, i takt med, at han havde valgt at deltage i dette? Selvom de ikke rigtigt havde snakket sammen, så kunne det være, at han skulle få snakket med manden om alt dette efterfølgende. Kimeya startede en lang messe, inden en magi bredte sig fra hans krop og ned i jorden under dem, kun for at sprede sig. Ikke en som man kunne mærke.. ikke en der forvoldt smerte eller noget lignende, men en som skulle lægge en beskyttende hinde om den ild som bredte sig i hele byen.. Det ville blive en evigt brændende kys.. en som ikke ville gøre ondt.. En som aldrig ville stoppe med at brænde, og gå i gløder.. Ikke før de døde. Døde Faith, døde ilden, og døde Kimeya, ville ilden sluge byen og lade den gå til gløderne. "Den er vores... VORES!" endte han med en fast tone.
Hans øjne blev helt mørke, da han vendte blikket op mod himlen. Engle..? De var lyse.. alt for lyse. Paiges værk. Troede hun virkelig, at hun kunne slå dem? Han slog igen ud i en kold og kraftfuld latter, inden han sendte en mørk dis op mod himlen.. Denne ville slukke og sluge Paiges magi. Den unge kvinde havde han for nu glemt alt om.. De havde fået byen... De havde fået Imandra! Hans blik gled mod Paige.. hendes stemme, fik en vrede til at melde sig. Hvad ville hun? Hun søgte ind i det brændende slot.. en ild som man ikke kunne slukke. Han knyttede næverne. "Faith!" kaldte han fast.

[Deleted]

Paige, søgte mod de tårne hendes magi hade lagt sig om. Hvis de bare vidste hvad der lå skjult i dem, ville de ikke bare så skødelæst kaste rundt med destroktiv magi. Men hvad kan der forventes af børn der leger med ild. Paige lød fødderne møde det kolde stengulv og hendes position blev hurtigt afsløret af den mængde af magi der væltede igennem slottet og ud over murerne. Paige gik og messede på et underligt sprog, ord der flød oveni hinanden og for hvert ord, var det som om at slottet slog knirken. Et sted nede i hvad der plejede at være en have, sprang en tynd søjle af lys op i himlen og bredte sig rundt om det højeste tårn. Det skar sig igennem alt det ramte og bøjede sig kun for de to mindre tårne der ville have med i dets indramning. Paiges ord rungede igennem slottet og hendes magi voksede. Der lød en forfærdelig knirken da lyset begyndte at skærer sig igennem slottets mure og adskille de gange der forbandt tårnene med resten af dets bygning. Paige stod stille og i trance, imens magien flød. Det var ikke hendes mest sikre måde men detvar den hurtigeste abre at hælde så meget magi i det så det kunne gå hurtigt. Den lille stjerne ved hendes højer øje lyste op og Paige blev nærmest hævet ud af sin position af noget, tids nok til at undvige lysets gang. Da to lyssøjler der havde delt sig om tårnene samlede sig og sank ned i jorden igen. Paige var ved at falde sammen men formåede lige præcis at holde sig på bene ved at klamre sig til sin troldstav. "Tak" hviskede hun kort imens hun trak vejret dybt. Murbrokker faldt ned mod jorden fra hvor tårene nu var skilt, selvom tårnene var næsten uberørt, beskyttet af en svag hinde af lys der havde omslugt dem og afslørede mærkelige tegn på dem.
"Vores? Nu må jeg le. I for kun denne Ruin fordi jeg tillader det." Sagde Paige og slog en latter ud der rungede i slottets tomme gange. Paige slag sin troldstav i jorden tre gange og snart rystede tårnene og gav en underlig summen fra sig. Der gik et par sekunder men så løftede tårnene sig fra jorden, svævede op i luften og Paige fulgte efter. flere tusind af små tegn flød fra Paiges krop og ud i luften for at omringe tårnene. Paige fandt en krystal frem fra hendes klæder og knuste den og kastede støvet op over tårnene der hang frit i luften. En kæmpe portal flåede himlen åben og tårnene svævede igennem dem og forsvandt. Paige vendte blikket mod resterne af slottet.
"Det var nu at skyggen af deres uduelighed kom frem, men deres handlinger ville blive badet i lys når skyerne ikke dækker bare lidt af himlen." udtalte Paige og hendes lys spredte sig ud over himlen og ned over slottet. "Stil jer selv dette spørgsmål. Imens i er her, hvem er så i Dvasias?" Paige svævede ned mod jorden, og hendes ellers ungdommelige udseende så næsten gammelt ud. "Du er stadig lige så godtroende som altid, Kimeya. Det hr altid været din famlies svaghed og bliver jeres død." Sagde Paige med en spydig stemme. "Vi vil ses igen. Jeg har stadig noget begravet i dig." De sidste ord gav genlyd over slottets område før Paige forsvandt, det eneste der var efterlad af hende var det lys der strømmede ned over slottet og fra dets mure, hendes forbandelse over dette sted som mørket ville pines.

//Out

[Faith Jaceluck Marvalo]

Alting var koldt og tomt herinde. Hvad der foregik uden for slottets mure, anede Faith ikke. Det var deres.. tronen var deres også selvom det jo nok i virkeligheden var Jaqias, de skulle blot vogte om det for hende. Denne by skulle brænde for evigt, og magien skulle sikre at den gjorde. Det var en symbolsk aftale, byen kunne ikke fungere uden en af dem, begge var de nødt til at tage hånd om den, for ellers ville den gå til grunde.
Hun sad i stolen. Den var kold. Is kold, ligesom resten af slottet.
En underlig rungen, fangede hendes opmærksomhed. Hun rejste sig fra stolen og så hvordan hendes flammeer døde ud, trods halve af tronsalen endnu var i flammer. Bekymret rynkede hun på panden. Paige havde gang i noget, og det var ingen hemmelighed at den kvinde altid var gået efter Kimeya.
En pludselig panik fik hende til at søge til de tunge porte, men d hun forsøgte at passere holdt et skjold af energi hende tilbage og forhindrede hende i at komme nogen vegne. Den var kraftig nok til at få hende til at bakke utallige skridt bagud. Hvorfor kunne hun ikke komme igennem? Gulvet rystede, hele slottet rystede. Den smukke men støvede lysekrone klingede farertruende. Hvad pokker foregik der?
I håb om at følge lidt med, søgte hun til vinduet og så til hvordan Paige fik løsrevet de to tårne. Hvad pokker ville hun med dem?
Det var ligegyldigt, bare hun var på vej væk. Ikke tale om at Faith ville finde sig i at være spærret inde her! Hun forsøgte igen med ild, og denne gang tog det lystigt fast i alt hvad det kunne, brændte de resterende dele af slottet. Dets søjler ville forblive ligeså stærke, trods de ville stå tilbage som glødende aske. De skulle nok finde sig til rette her!