Kampen om Imandra!

[Kimeya Marvalo]

Kampen om Imandra!

Der forløber sig ingen fast rækkefølge, og alle som har lyst til at deltage, skal naturligvis være mere end velkommen til at springe ind i tråden! Lad kampen begynde!

---

Det var midt i skumringens tid, da Kimeya stod på grænsen mod Imandra. Slaget skulle snart stå. Hvor meget modstand de ville møde i byen, var ikke til at vide, men selv Kimeya var beredt. Det mørke kongehus havde de i ryggen, og for nu afventede han egentlig at det hele ville gå sin gang. Demian havde han med sig, og Rei også. Selvom det endnu var nogen som han havde noget af et anstrengt forhold til.
Næverne lukkede og åbnede Kimeya adskillige gange. For nu stod de på grænsen.. Warlocks havde han med i ryggen. Alle kunne de se fordelene i dette, og det var det som selv Kimeya havde tænkt sig at udnytte. Kun med målet for øje, så ville end ikke Kimeya hæmme med at gøre, hvad end det krævede af ham, for at få taget det lang, og flytte de dvasianske grænser længere og længere mod øst. Et kynisk smil bredte sig på hans læber. "Det varer ikke længe nu," sagde han kortfattet. 
Faith ville nok snart være her. Denne vigtige alliance mellem warlocks og dæmoner skulle nok vise sig at blive en start på en ny æra. En æra, som ville tage form i Imandra for de to for evigt stridende racer. Vinden slog kraftige slag og rev i de stadig så nøgne træer, der var omkring dem i dette øde område, som de nu havde placeret sig i.. Vidste de overhovedet hvad der ville komme? Det gamle slot kunne man ane i det fjerne. Det var der de skulle hen.. Byen var ganske stille i aftenens anledning.. den intensitet som hvilede i luften, kunne man næsten skære i med en kniv.
"Når hun er her, rykker vi ind.. Gør ingen noget med mindre de gør modstand," informerede han med en kortfattet stemme. Ikke var Kimeya her med sin art, for at sprede død, skræk og ødelæggelse, men derimod om at flytte grænserne, og for alvor underlægge Imandra det dvasianske styre endnu en gang, samt selv placere sig på tronen, som en regent underlagt Jaqia. Det var noget som han havde det fint med. Alle var de i format. Dem som turde støtte, stod bag ham. Agielen havde han ved sin side.. Han var klar til kamp!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Med traskende skridt, nærmede dæmonerne sig, grænsen til Imandra. Det var nu slaget skulle stå! Faith ledte an spidsen. Hendes flammerøde lokker var bundet op i en stram knold, så de ikke ville hænge i vejen, og hun var klædt i den dybrøde dragt, der gav hende god bevægelsesfrihed, hvilket hun nok ville få brug for. Dette var mere end blot en udviddelse af landegrænser, det var en fredsaftale, begyndelsen på en ny æra, for dæmonerne vel og mærke. I årevis havde de bekriget warlockerne trods alle var gjort af mørket, det havde haft store konsekvenser, mange tab, men det var alt sammen slut nu.
De fleste var bag hende, men der var ligeså en større gruppe på vej under jorden, ledt an af jorddæmonerne, der nemmere end ingenting, kunne skabe nye gange, og angribe neden fra. Bag bakketoppen, kom den store flok til syne. Faith trak på smilebåndet. Det var nok første gang i hendes levetid, at hun nogensinde havde været glad for at se så stor en flok mærke magikere, samlet på bare ét sted. Farten satte hun lidt op. Jo tættere de kom, des mere modvillighed mærkede hun blandt sin art, der på den ene side ønskede freden, men på den anden side, var vokset op med had til dem. Faith Passerede flokken. Nogle var ikke villige til at træde til side så hun kunne komme igennem mængden, disse gav hun bare et ret fast skub. I fremtiden skulle de følge hendes ordre ligeså, så de kunne ligeså godt vænne sig til det. Dæmonerne forlængede rækkerne og stilte sig som villige soldater.
Til sidst brød hun igennem den sidste række, og endte forrest hvor Kimeya ligeså stod. Det klædte ham, den magt, den glæde. Det var på tide de mindede folk om hvorfor de engang havde frygtet dem. "Vi er ved at være klar," meddelte hun med en alvorlig mine og fremdrog sin egen agiel. Sidst hun havde deltaget i en lignende aktion, var hun blevet til grin, men hun skulle nok vise dem!

[Deleted]

Zean havde fået Kimeyas besked og var straks taget af sted. Det var ingen hemmelighed at dødsenglene havde forladt deres by, Paggeija, for at flyve tværs over Dvasias. Og ingen havde sat dem hindringer i vejen, da de fløj mod Imandras grænse, for at forberede sig til kampen.
Zean selv, med en kort afstikker til Marvalo City og Eriz, var der også. Klædt på til kamp. Hans engle var samlet bag ved ham, mens en af hans generaler stod ved siden af ham og så afventende på det hele. Han havde ikke snakket med Kimeya, men der var ingen tvivl om at han var skuffet over Kimeyas meddelelse om at folk ikke måtte skades. Hvad var det for en måde at føre krig? Med krig kom død og ødelæggelse. Hvis han regnede med at gå direkte til tronen uden problemer og bare sætte sig...
Hans engle ville ikke tage af sted uden ofre. Selve tilstedeværelsen ville nok sætte skræk i manges hjerter. Men det var da langt fra nok!
Zean var klædt på til kamp. Han havde sine bodyguards, der skulle sørge for han ikke kom til skade, omend han ikke havde mange planer om at deltage i de hårde kampe, hvis der kom nogen. Dette var en nem lille kamp. Kimeya stolede ikke på ham og derfor holdte han sig bagerst, væk fra de store slag, og ville blot få tiden til at gå med lidt dræb, lidt blod, lidt kaos og lufte sine engle lidt.
Han var ikke klædt i nogen tung rustning. Han var klædt i kogt læder og med det dyre og flotte sværd ved sin side, som hans engle havde givet ham, som et tydeligere symbol på at han faktisk var deres leder. Højt elsket, måtte tilføjes. I hans bælte hang også en af hans piske.
Omkring hans ene håndled hvilede en halskæde, der var snoet flere gange rundt om hans håndled. I vedhænget hang en lille sten. Det var Macarias halskæde, som han havde lovet at tage med sig, til han en dag kunne vende hjem til hende igen, velvidende der ville gå lang tid. Først denne kamp. Så ville han gøre sig klar til den næste. Men først, denne lille kamp. Han mærkede forventningen pumpe i hans bryst. Han glædede sig til at sprede sine vinger og angribe. Det var jo bare hvad folk ventede på! Uanset om Kimeya var blevet blød og kedelig på sine gamle dage. Et svagt smil hvilede i hans mundvige, da hans stålgrå øjne gled over himlen. Et fint vejr til en sejr. Han kunne høre sine soldater sludre, kunne høre metal mod metal, kunne høre den karakteristiske puslende lyd af mange vinger, som folk stod afventende. Sandelig måtte der snart ske noget?

[Kimeya Marvalo]

Fornemmelsen af dæmonernes tilstedeværelse, fik kun Kimeyas smil til at brede sig mere på hans læber. Han glædede sig rent faktisk til dette. Han glædede sig til at underlægge Imandra for det dvasianske styre, som han glædede sig til den endelige fredsaftale, som skulle herske mellem dæmoner og warlocks. Det var det, som de ville få ud af det.
Flanken var i forvejen, ikke meget for at gøre plads til at dæmonerne - og Faith særligt, kunne passere. Flere af dem, hviskede om slaget ved Paggija, selvom det ikke var noget der rørte ham. Selv Zean havde fået at vide, hvor og hvornår slaget skulle stå. Han ville i hvert fald kun blive positivt overrasket, om manden rent faktisk ville melde sin ankomst. Hans blik hvilede intenst på Faith. Der var dengang, hvor de havde været frygtet. Endnu en gang, var det noget som skulle komme til at stå. Det var hans mål. Hvad de ville møde af modstand i byen og på deres færd mod det gamle slot, skulle han ikke kunne sige. Det eneste mål han havde sat sig, var at det sted skulle erobres, og at de skulle sætte sig på den trone og for alvor underkaste Imandra for det dvasianske styre igen. "Det tog sin tid," pointerede han endeligt.

Tiden var ved at være inde. Jo hurtigere de fik det her gjort, des hurtigere kunne de få det overstået. "Så lad os komme igang.." Ved at hæve den ene hånd en anelse, forsvandt flere af dæmonerne i en kraftig sort røgsky. "Vi ses på slagmarken, kæreste," endte han med en morende stemme, hvorefter han kort blinkede mod hende.
Kimeya bevægede sig frem. De kraftige lyde af vinger kunne han høre i det fjerne. Så selv Zean var ankommet? Han havde bevidst kun anmodet om at føre krig, dersom det skulle være nødvendigt. Dette skulle gøres på ordentlig måde. På en anden måde end hvad Macaria havde valgt at gøre, og det var det, som han selv stod fast på, at han gerne ville have. Han kneb øjnene let sammen, inden han nåede byen.. Hans gang var meget viljestærk og målbevidst. Bevidst med kursen mod det store slot. Folk skulle vide, at de var kommet.. De kunne underlægge sig, hvis det var hvad de ville... eller de kunne føre krig og miste livet. Her fik de rent faktisk et valg.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith værdigede ikke nogle af dem et blik. Det skulle nok blive interessant at fører fred mellem to racer som hadede hinanden så dybt som de gjorde. Hendes grønne øjne gled mod horisonten hvor byen snart ville ligge for deres fødder. Der var stille.. stilhed før stormen kunne man vel kalde det, men det var sikkert at Imandra næppe havde regnet med et angreb nu. Den milde vind kærtegnede hendes kind, vislede i bladene, næsten som forsøgte den at sladre, men skaden var allerede sket.
"Jeg sikrede mig blot en ekstra vej ind," hun så ned under jorden, umiddelbart var der intet at se, men der var ligeså en ret stor flanke på vej. Modsat Kimeya, ville hun ikke bede sine dæmoner om at skåne. Det lå i deres natur at slå ihjel, og det var trods alt derfor de var der. "Ja. Kig dig nu over skulderen," hun sendte ham et strengt blik. Det var hendes måde at bede ham om at passe på sig selv på. Halvdelen af hæren forsvandt i mørket, og efterlod hende alene tilbage med en større hånd. Uden ord, gjorde hun tegn til at de skulle følge med, hvorefter hun satte imod byen. Halvvejs dertil, lød de tunge vingeslag over hende. Hun stoppede ikke op, men kastede et blik mod nattehimlen. Var dødsenglene kommet for at hjælpe? Jaqia havde intet sagt om dødsengle. Skam ramte hende... som en flodbølge på en øde mark. Om nogen havde hun noget at bevise. De nåede bygrænsen. Der var ingen tid eller grund til at spilde tiden.
"Tid til at vågne solstråle," hun trak på smilebåndet i et smalt smil, og hævede hånden. En mur af ilt rejste sig langs en større gade, som var det blevet antændt af alkohol. Dæmonerne bag hende bredte sig ud, forsvandt bag huse og ned af små stræder, for at gøre det arbejde de var blevet bedt om at udfører. Denne by skulle brænde til kun gløder holdt den i live!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya håbede naturligvis på, at han kunne regne med Zean. Han havde brug for at den mand beviste for ham, at deres indgåede alliance, stadig var noget som holdt ved. Warlockerne havde fået kraftig besked på, kun at udføre modstand mod dem, som gjorde det samme. Han havde håbet på, at dette kunne få en mere fredelig gang, end hvad man kunne sige, at det havde fået i Manjarno. "Dæmonerne er jo hvor de altid har været.. Under jorden." Han smilede ganske tilfredst.
Warlockerne bredte sig, næsten som en mur, hvor de ved den dis, som de forsvandt i, sikrede sig, at det hele var henlagt i mørke. Denne gang for alvor. Kimeya kneb øjnene fast og hårdt sammen, inden han selv søgte ned mod byen. Her havde folk søgt skjul i deres hus og hjem, som var det noget der kunne beskytte dem. Ikke så meget som en sjæl var at spotte på de mange gader. Dødsenglene var omkring ham. Selv var Kimeya ikke så krigerisk i hans fremgang, som han måske var i hans person, men jo mindre modstand man gjorde, så kunne det være, at man selv blev mødt af mindre?
Den kraftige mur af flammer der rejste sig, fangede Kimeya ud af øjenkrogen. Well, Faith kunne gøre hvad pokker hun ville med byen her. Han havde helt andre ting at satse på. Han ville have den pokkers trone, og han gav så sandelig heller ikke op, før han havde fået den! Magien vågnede til live i ham. Han kunne mærke varmen under huden, og hvordan den spredte sig i hver en tænkelig del af hans krop. Kunne han regne med at Zean ville være til hjælp her? Han havde jo ikke direkte omdiskuteret de store planer med ham endnu. Selv vinden blev varm nu.. Kimeya førte begge hænderne ned af hans krop, inden de omgående brød frem i de klare blå flammer. Hans øjne endte helt mørke, inde han nåede hovedgaden. Her dannede han en kraftig kugle af flammer, som han samlede foran sig. Denne sendte han direkte op mod en af de tårne, der var en del af den gamle mur omkring slottet. Dette eksploderede med et gevaldigt brag, hvor sten fløj rundt over det hele, for derefte at falde tungt til jorden. Lyden af skrig bredte sig bag ham. Flammer opslugte huse og hustage.. mørket samlede sig i gaderne, for at jage hver en tænkelig fjendtlighed på afveje.

[Jared Imaricha]

Det kunne godt være, at der var mange, som ikke havde ventet et slag om landet her. Jared derimod var ikke dum. Han havde vidst, at slaget ville stå før eller siden. Det havde de alle gjort. Selv opholdt han sig mere i det skjulte, sammen med Cecilaya og resten af den gamle oprørsgruppe, som havde holdt stand siden Tiyanna havde valgt at forlade den. 
"De kommer nu," bemærkede han endeligt. Selv var han klædt som en del af oprørene. Han var omkring Cecilaya stort set konstant. Særligt efter at han havde været tæt på hende, den ene gang, som hurtigt var blevet til flere, så havde han vel fået et lidt andet forhold til den unge kvinde, end det, som han havde haft til særlig mange?
Faith kunne han fornemme. En kvinde, som han havde arbejdet så tæt og nær med i så mange år, så naturligvis kunne han mærke at hun var der. Hvis hun var der, ville Kimeya uden tvivl også. Nu var det også ved at være lang tid siden, at han havde sat sine fødder i Dvasias. Skrigene lød... murer af ild rejste sig og mørket sænkede sig som et tungt tæppe over himlen. Hvis de virkelig havde fået warlocks og dæmoner til at arbejde sammen, så var det uden tvivl et sandt mirakel! Flere trak sværd og drog buen og pilene frem og lagde dem på strengen. Selv var Jared indstillet på det mentale - det som uden tvivl var hans foretrukkende våben.

Kort efter, lød lyden af de første mødende klinger. Mørket sænkede sig centralt omkring det gamle slot. Det var det som de var oppe efter. "Snuske.. Det er nu du skal indtræde dansegulvet," sagde han sandfærdigt. Nu hvor han havde tilbragt tiden sammen med hende, vidste han, hvad hun kunne præstere, og han havde jo set, hvor meget hun havde vokset med denne opgave. Han smilede ganske tilfredst, inden han selv drog sværd. Noget skulle jo selv han have at slå fra sig med.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Dødsenglene ville være en kæmpe hjælp, Faith var bare ikke sikker på om hun nærede fuld tillid til dem, det gjorde hun ikke rigtigt til nogen mere. Interessen for vingeslagene, dalede dog i takt med at byen fyldtes af warlocker og dæmoner. Der lød skrig i den ellers tavse nat. Ilden havde lokket flere ud af deres boliger var var gået op i flammer, resten tog de andre dæmoner sig af. Faith søgte målrettet mod slottet.
På hendes færd, lod hun flere flammer brede sig. Gløder bredtes med vinden, man kunne ane dem glimte før de døde ud i intetheden. Varmen var fængslende. Hun lukkede øjnene, nød lugten af røg, og hvordan flammernes varme kærtegnede hendes hud, holdte hende varm på disse kølige kanter.
Det enorme brag lød over hele byen, hvor et tyndt lag støv hvirvlede for hendes fødder. Hun stoppede op og betragtede den med et lidt ligegyldigt blik, før hun igen besluttede sig for at gå videre.
Modstanden var ikke den største, Imandra var et splittet land, der var oprørende og alle de andre. Det var næsten oprørende Faith frygtede mest, de var kendt for ikke at sky nogle midler og dette var samtidig deres mulighed for at indtage tronen og skabe det land som de ønskede, hvilket var værd at være opmærksom på.
Med et flammehav bag sig, kom hun op på siden af Kimeya med et lidt for legesygt glimt i øjet. Hun morede sig. For første gang i mange år, morede hun sig og hun følte sig stærk. "Jeg har nogle indretningsidéer jeg ønsker at drøfte med dig bagefter," hun smilede tilfredst for sig selv og vendte sig mod byen. Folk løb frem og tilbage i vildrede. Der var magi i luften, og dæmoner med lyst til at flænse og flå. Hvilket nydeligt syn det var.

[Deleted]

Kampe. Krige. Død og ødelæggelse. Uanset hvornår det skete, ville det ikke ændre udfaldet af de ords betydning. Så mange år var gået, så utallige mange år, siden hun havde betrådt jorden udenfor Madara. Men så længe Procias ikke var i overhænge fare, så tillod Paige at lade verden gå sin gang uden hende. Lige indtil denne aften. Paige svævede hen over jorden med lynets hast. *Hvad de tåber ikke snart formår* tænkte hun bittert, før hun smed den ene hånd op foran sig og et klart lys slugte hendes skikkelse og Paige var væk fra Madara, det var på tide at hun endnu engang måtte betræde verden og bringe det sande lys tilbage. En lille flænge i luften sprang frem et godt stykke oppe over Imandra, ubemærket til en start. Paige stod imellem verdnerne og studerede de mange warlocks og dæmoner, selv dødsengle var med til denne leg. En svagt smil gled hen over hendes læber. *De kan da formå at formere sig.. Men kan man forvente andet af skadedyr?* Tænkte Paige og lagde hoved på skrå. Paige lod magien tage form og skabte et værn omkring hende der gjort hende usynlig for sanserne og anden magi, hvorefter hun trådte ud fra sin flænge og den lukkede sig bag hende. Hendes lange hår bølgede i vinden og den lange hvide kappe der hang over hendes skuldre tog hurtigt del i dansen. Hendes ene hånd holdte om hendes troldstav, Staff of Essens, hvilke gjort det endnu nemmere at skjule sig fra omverden. Men de ellers varme nødebrune øjne, slog snart gnister, der var én, hvis ikke flere, blandt disse folk hun kendte til. Den magiske udstråling var ikke til at tage fejl af og hendes blide smil blev drilsk og selvsikkert. *Måske jeg skulle give mig selv lov til at have det lidt sjovt* Paige svævede ned i byen og for en stund gik hun blot imellem de mange dæmoner og warlocks. Kunne de virkelig prøve at skabe fred imellem dem? Paige løftede den frie hånd og sagde ikke et eneste ord, men der gik ikke mere end et par sekunder før en man i samme uniform som warlocks stod foran hende. *Lad os teste denne aliance* Paige nikkede kort til manden før han vendte sig mod den nærmeste dæmon og kastede de kendte mørke kugler mod dem. Paige forsvandt i det blå og dukkede op nogle gader længere nede og gjort samme trick blot med en dæmon. Det kunne være man kunne opfange en anden magi omkring disse falske mænd, men så skulle man vide hvad man ledte efter. Paige tog sig pludsligt til hovedet og hendes mimik blev hård, og hun gjort et kort nik, før hun forsvandt igen. Paige dukkede frem halvs imellem slottet, ved et par gamle tårne og byen. Nu skulle der handles, ilden og de mange mørke skikkelser var et tydligt bevis på dette. Hun bankede sin stav i jorden og et svagt glimt af klar og lys magi skar sig igennem luften og bredte sig et par meter frem. Paige stak hånden ind i en lomme på kappen og fremdrog en håndfuld små krystaller. "gør hvad I kan, jeg er her ikke få at være heltinde" hviskede hun og kastede krystallerne ned i jorden. Snart voksede der er par dusin lysende skikkelser op fra jorden, som spøgelser gled deres udseende rundt i vinden, før de susede ned igennem byen. Hver gang de mødte cevile stoppede de op, åbnede en portal til skoven i Imandra og lukkede den igen når de var sluppet igennem. Paige satte sig frit i luften foran et af tårerne og lod sit sind vandre ned over byen.. *det er jo kun høfligt at melde sin ankomst* og med de tanker lod hun skærmen omkring hende forsvinde og hendes enorme magiske udstråling kastede sig ud over området som et kæmpe bølge der slugte stranden. Paige var ikke en kvinde der bare gik i kamp uden nogen form for planer og da hendes magi fik frit løb, blev der skabt en sølvdis imellem tårnet og et tårn oppe på slottet. En trænet maggikyndig ville kunne se denne, for andre ville det være svært. Men alle burde vide at der var en ny spiller på banden og Paige lod hendes ansigt og hår blvie skjult i hendes kappes hætte, nu var Mother Fate klar til kamp.

[Deleted]

Han bemærkede at dæmonerne kom til, at de slog sig sammen med warlocks. Præcis som Kimeya havde sagt de ville. Men det var også det eneste Zean vidste om deres planer. Alt andet var ukendt. Man kunne jo ikke hjælpe rigtig til, når man ikke kendte planerne...Men man kunne vel heller ikke ødelægge dem, så.
Da han så de gik til angreb, løsnede han sit sværd. Han ville lade dæmonerne og warlocks gå først, være dem der ville blive husket som dem der virkelig begyndte kampen om Imandra, mens dødsenglene blot var nogen der...Slog sig til.
Endelig hævede han sværdet op mod luften. Ivrigt lettede hans engle og fløj mod byen. Han havde snakket med Eriz om kampen, om at alle så ud til at hade Kimeya og ønske ham død. Han bemærkede Rei blandt warlocks. Han havde ikke regnet med at den mand ville slutte sig til denne kamp. Hvem skulle så redde ham, hvis han fik svitset sine fødder på alle de flammer, som både dæmoner og warlocks så ud til at smide til højre og venstre i et stort kaos?
Han lettede selv. Han mærkede hvordan det hev i hans rygmuskler, da han med kraftige vingeslag kom højere og højere op i luften, til han til sidst kunne flyve ind over byen og tage den i øjesyn. Imandra havde virkelig ikke mange chancer. New Dale havde virkelig ikke mange chancer. Faktisk var han jo lidt overflødig?
Han sendte sine engle mod de steder af byen, der ikke var sat i brænd, velvidende ild var en af de største fare for hans engle og deres store vinger. Nogle bevæbnet med bue og pil, andre piske og atter andre et sværd. De fleste landede, mange af bueskytterne blev i luften eller landede på tagene. Hans engle gik strategisk til værks og der gik ikke lang tid før flere gader var badet i blod. Og det var tydeligt hans engle nød det på alle punkter.
Personligt fløj Zean over mod Kimeya. Han var i tvivl om hvorvidt Kimeya overhoved havde opdaget dem...Og det ville da være synd, hvis manden ikke opdagede at hans bedste ven var her?
Han landede så tæt på Kimeya som han turde, uden at risikerer at få tilsendt en kugle blå ild. Han trak sit sværd og stak den første han mødte i maven. Blodet malede hans sværd og et bredt smil bredte sig på ham. Der fandtes jo virkelig intet bedre!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Takket være Jared, havde Cecilaya fået en chance for at forberede sine tropper. De færreste kunne sige at have ventet på en krig, men dette var deres mulighed og indgang til Imandras trone. Oprørende ønskede det frie land som de engang havde haft, men som nu var underlagt af kongehusets strikse regler. Der skulle slet ikke være et kongehus! Sammen med en større flok, stod hun i skovbrynet ikke langt fra byen og så til hvordan flammer og røg oversteg husene.
Det gjorde hende forfærdet og forarget på samme tid. "Er de klar over hvor mange civile bor i New Dale?" hun rynkede på panden. Det var vidst stadig ikke gået helt op for hende, at det var hendes forældre der styrede slagets gang. Godt nok var de begge kendt for at være grusomme, men var det nødvendigt at slagte alle på den måde? Alle oprørende var bevæbnet med små knive og et fåtal af sværd. Hun bar intet på sig. Det var nu rart at have Jared ved sig, han var en god rådgiver, en god ven og nok også lidt mere end det efterhånden. så sent som for et par timer siden, havde hun mættet ham, så kunne han i det mindste holde til aftenens kamp.
"Jeg ved det. Pas på dig selv," hendes hånd fandt kort hans og gav den et stille klem, inden hun slap ham igen med et tungt suk. Med et lydløst tegn bad hun oprørende om at følge hende det lille stykke der var mod byen, for at gøre sin entré, forsvare landet og afskaffe det åndssvage kongehus!

[Kimeya Marvalo]

Varmen var intens, men derimod også behagelig. Kimeya elskede det.. Den fyrige side af Faith, havde nu altid været en af de klare favoritter. En kvinde, som ikke kunne tæmmes. Var det underligt, at det tændte ham? Skrigene bredte sig, samt lyden af klinger.. Var oprørerne i byen, eller var det en sølle modstand gjort af de små og få, der havde vovet sig udenfor i nattens mulm og mørke?
Selv nåede Kimeya ikke at tænke mere, før et kraftigt lys brød himlen, og kraftigt fik ham til at træde et skridt tilbage. Modstand skulle de nok møde i en eller anden form. Det var han klar over, men i hvilken forstand ville de møde denne? Hver en muskel i Kimeyas krop var spændt. Han håbede virkelig, at det her kunne overstås hurtigt, så landet kunne indtages og underlægges Dvasias. Han vendte sig mod Faith. "Altid så fyrig og med så mange gode ideer... Lad byen brænde.. Lad os sætte et eksempel," sagde han direkte, inden han vendte sig mod Zean. Han havde allerede dannet sig den næste kugle i hånden. Planen var egentlig simpel. Hver en modstand de ville møde undervejs, ville de rydde af vejen. Manden som havde kastet sig mod Zean, røg i jorden med et sværd i maven. For nu var Kimeya rolig.. Zean havde rent faktisk vist sig, som en mand, han kunne stole på.
"Og jeg som troede, at du ikke kom," sagde han endeligt. Han nikkede mod ham. Denne gang med en mere respektfuld mine. De pludselig lysende væsner, der dukkede op, fangede hurtigt hans interesse. Hvad pokker var det for nogle? Kimeya kneb øjnene let sammen, inden han sendte mørke kugler direkte i hovedet på dem. De mindede om.. spøgelser? En magi.. en form for kraftig magi, men hvem...? Han havde jo ikke fornemmet andet end warlocks her på stedet, og så gav lys magi slet ikke mening! "Magiker... der er magikere her..! Zean find ud af hvor de kommer fra!" endte han med en fast tone. Uanset hvad, så skulle den by indtages, og det var det, som var det vigtigste lige nu! Byen og slottet skulle brænde, som ham og Faith havde planlagt! Endnu en gang dannede han sig en blå kugle, som han sendte direkte efter det næste spøgelse, som ligesom resten, forsvandt, når de blev ramt. Han bevægede sig tættere på.

[Jared Imaricha]

Jared lod sin hånd lukke sig roligt om Cecilayas, inden han vendte blikket mod hende igen. Dette kunne sagtens vise sig, at blive en fatal aften for dem begge.. for andre.. hvem vidste? Selv vidste han, at modstanden de kunne yde, ikke var den store, men hvis Faith og Kimeya ikke havde regnet med den største modstand, så var det vel muligt at opnå det som de gerne ville have? Han nikkede bekræftende mod hende. Hun var vokset med opgaven, og hun var blevet en smuk voksen kvinde, som sagtens kunne slå fra sig. Desuden var hun en Jaceluck.. dette burde være noget, som hun var født til!
"Der bor mange," kommenterede han endeligt. Det kraftige lys, der skød over himlen, som et lyn, sagde ham ikke noget.. Men der var store kræfter på spil. Han søgte med ind i byen. "Pas på hvor du sætter fødderne," pointerede han lettere henkastet. Han søgte direkte ind i byen med den ene gruppe oprørere. Han havde måske ikke været omkring dem i særlig lang tid, men selv de var begyndt at stole på ham. En warlock fik hans sværd direkte igennem ryggen, hvor et kraftigt skrig brød hans læber. To andre gik i gulvet, hvor de kraftigt måtte tage sig til hovedet. Det var en fordel, at kunne benytte de mentale kræfter, og særligt hvis de ikke var forberedt på modstand af denne kaliber. Han kneb øjnene let sammen. At gøre dæmonerne noget, kunne ikke falde ham ind. Han gik jo trods alt ikke imod sin egen leder!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kvinder følte sig oftest stærke når de gav liv til et barn, og smukke når de havde brugt alt for mange guldmønter på en ligegyldig kjole. Faith følte sig både smuk og stærk her i flammerne, med duften af blod, hængende tungt i luften. Hun elskede lyden af rædselsskrig, på det punkt kunne hun sagtens sympatisere med dødsenglene, der nærede på den frygt og smerte der var i aften. Hun gjorde det samme.
"Bered dig på at skulle vandre på gløder i aften min kære," hun åndede den tilsodede luft ind og vendte sig rundt mod dødsenglen der stod der med sit blodige sværd. "Zean, ikke?" spurgte hun eftersom de aldrig rigtigt var blevet introduceret for hinanden. Ud af øjenkrogen så hun en skikkelse komme nærmere, og af ren og skær vane forsøgte hun at lade flammer omslutte den, men den gennemsigtige skikkelse vandrede fortsat, ligesom flere andre spørgelseslignende væsner. Hun vendte et skarpt blik mod Kimeya. "En af dine?" spurgte hun lidt vredt og forsøgte sig med flere desperate flammer der ganske vidst omsluttede skikkelsen men uden at gøre noget ved det.
Langsomt bakkede hun og stod ved siden af Kimeya. "Byen her kommer til at blive én stor, fakkel Zean. Hold jer i luften," advarede hun med bankende hjerte. Magiker? Hvad pokker lavede en magiker her? Kunne vedkommende ikke være helt ligeglad med Imandra på det punkt?
"Jeg kan ikke røre dem Kimeya!" hun bakkede yderligere og forsøgte at skabe en beskyttende mur af ild omkring dem, dog tvivlede hun meget på om den i det hele taget ville have en effekt overfor disse besynderlige væsner.

[Deleted]

Mange ting skete på en gang. Lyset der kom skar ham i øjnene og i et øjeblik, selv om smerterne omkring ham styrkede ham til fantastiske højder, følte han sig næsten blød i knæene. Hvor kom det lys fra? Det kunne ikke komme ud af det blå. Var Procias og deres forbistrede engle her? Det kunne de ikke være! Han havde intet hørt om det. Han trådte et skridt tilbage og ventede på at hans syn blev normaliseret. I mellem tiden hørte hans Kimeya fornærmende udtale. Omend, den ikke fik Zean til andet end at smile. Han havde set Faith før, så han genkendte også hende.
”Hvorfor skulle jeg gå glip af det sjove?” Svarede han, før han sprang frem og tog sig af den næste, der var dum nok til at komme for tæt på.
Han så sig over skulderen. Hele denne kamp var lidt for magisk efter hans smag. Han brød ikke meget om magi, man vidste aldrig hvad der kunne ske eller hvor grænserne lå. Og dette virkede ikke som noget han havde set i sit korte, omend begivenhedsrige liv. Og han var åbenbart ikke den eneste der havde opdaget det. Han snerrede svagt for sig selv. Her kom han, ikke bare som dødsenglenes leder, men også som en regent! Og så var han skide ligeglad med om folk mente han bare var Macarias mand, en skygge.
Han bredte sine vinger ud og efter at have skubbet en irriterende modspiller af vejen, kom han i luften.
Jo længere op han kom, jo bedre kunne han overskue det hele. Det var et sandt kaos af folk, der hakkede andre ned, ild og magi. Han tvivlede på der var nogen som helst der kunne overskue det hele. Han havde levet på slottet lidt, for flere år siden, men det var mest som et fjernt minde. Han huskede at have leget med hende pigen her. Og tilbudt Elmyra lidt lægehjælp, dengang han endnu havde tid til at bruge sine evner med urter.
Nu hang han her, med et blodsølet sværd i den ene hånd.
Men intet sted kunne han finde noget, der fortalte ham hvor denne pludselige modstand kom fra. Han vidste Kimeya ikke ville blive glad for det. Han trak vejret dybt. Og her skulle han bare slappe lidt af! Det var jo lige før det ville blive farligt det her!
Han fløj ned mod Kimeya.
”Jeg kan ikke finde nogen eller noget, der giver os denne modstand!” meddelte han, før han var i luften igen, inden Kimeya kunne nå at skælde ham ud for hans uduelighed. Zean foretrak at være i luften lige nu. Det virkede mere sikkert og han kunne overskue hele kampen, lede efter deres modstander, hvor erfaren denne end var i gemmeleg. Hans sværd gled tilbage i skeden, så han havde hænderne fri.