Kampen om Imandra!

[Kimeya Marvalo]

Paige og Kimeya havde en historie, der gik rigtig mange år tilbage. De havde haft deres interne strid i mindst lige så mange år, og han lod bestemt ikke denne kvinde slå ham på målestregen. Desuden var Faith derinde, og derfor skulle der heller ikke ske noget med hende! Faith var nu den kvinde, der altid havde haft den største betydning for ham, og derfor ønskede han jo heller ikke ligefrem, at der skulle ske noget med hende.
Hele jorden begyndte at runge og rigtig mange steder, var ilden allerede døet ud.. Han blinkede med øjnene. Hvad pokker var det der foregik?! Ganske kort efter, så han hvordan to af tårnene løsrev sig og forsvandt i luften.. Paige var en kvinde, som han hurtigt fik øje på. Alene bare synet af hende, var noget som vækkede vreden i ham. Kunne de ikke bare få lagt den kvinde i jorden, så de slap for at tænke mere på hende? Hun var da ikke noget andet end en direkte pestilens! Faith var ved godt heldbred.. Igen blussede flammerne op. Kimeya startede sin messe endnu en gang, for at lægge den beskyttende hinde om det, så det konstant ville brænde, men aldrig gøre ondt eller brænde ned.
Dog var det nu, at han kom til at tænke på andre ting. Zean havde deltaget i krigen og kampen.. Han skyldte jo egentlig den mand en undskyldning. Men den kvinde som han havde set løbe og kalde på en.. Jared? Var også noget, som han havde tænkt sig at undersøge. Sveden piblede frem på hans pande.. For nu var Paige væk.. Hans familiesvaghed? Hun kendte ham tydeligvis ikke længere! Han var nu sikker på, at Faith kunne tage vare på tingene selv.. Hun var en fuldvoksen kvinde.
Denne gang søgte Kimeya igennem den brændende by.. Denne gang stillede han sig i det åbne og med blikket mod himlen. Han skyldte den dødsengel en undskyldning.. og særligt på grund af den manglende tillid som han havde vist manden. Byen var indtaget.. uden de største problemer. "Zean!" kaldte han. Han fortsatte sin vandring.. Han passerede manden og kvinden.. han kendte dem.. men umiddelbart kunne han ikke placere dem nogen steder.

[Deleted]

Der var sket så meget omkring slottet. Ild, magi, lys og råb. For Zean virkede det hele ret fjernt. Hans engle havde tilbragt mest tid i udkanten af byen, så de fleste havde undgået stedet og de ubehagelige ting der skete der. Han havde selv trukket sig væk. Han havde ingen planer om at blive blandet ind i en strid, der tydeligvis intet havde med ham at gøre. Desuden var slottet angrebet at to ting han ikke brød sig om. Ild og lysmagi. De to ting der var mest skadelige for ikke bare ham, men også hans engle. Lysmagi mest, det var.
Han havde holdt sig i luften under hele scenariet og blot kigget på. Der var ikke meget han kunne bidrage med, når det handlede om magi, hverken med viden eller med egne evner. Dødsenglenes evner var jo kun få. Som at heale lidt eller bruge mørket omkring dem til at skabe frygt og blindhed. Selv den evne havde han ikke selv rigtig styr på endnu. Nej, dette var ude af hans liga og ikke hans problem.
Han blev stille hængende i luften. Så væk, når det blev for lyst, kiggede, når det ikke var. så hvordan slottet faldt sammen. Det var da utroligt som de gamle slotte skulle ødelægges! Nu manglede de jo kun Dvasias' og Procias' slot, så havde alle slottene fået en tur.
Han truttede let med munden, da hans ene øjenbryn gled en tur op i panden. Voldsomt. Specielt. Ligegyldigt.
Han fløj tættere på, da det hele virkede til at være overstået. Til sidst opfangede han Kimeya, der gik et sted nede mellem husene og kaldte. Og det lød umiskendeligt som om han kaldte på ham. Et svagt smil gled over ham. Manden havde ikke glemt ham? Han havde forventet manden ville glemme alt om Zean, så snart han havde fået sit skide land.
Med rolige vinger fløj han ned og landede foran Kimeya, så der ikke var mere end nogle meter mellem dem og Kimeya uden tvivl ville kunne mærke vindstødet fra hans sorte vinger.
"Kimeya. Tillykke." hilste han og sendte manden et lille smil. Han havde lyst til at drille manden, men måtte jo nok hellere vente lidt med det.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya mærkede hvordan stærke fingre lagde sig om hendes hals. Hun følte sig lidt svimmel, men ud af øjenkrogen kunne hun se den selvtilfredse mine som den forbandede warlock havde på. Kimeya ville formentlig slagte ham, hvis han havde vidst at han stod sådan med den datter der engang havde set op til ham med alt hun kunne.
Gispende efter vejret, forsøgte hun at skubbe manden væk, så hun kunne komme ned til Jare dder lå på jorden. Det var næsten som om han altid havde været er, passet på hende og vogtet om hende, trods det kun havde været et par uger, hendes mor ville nok tvinge ham med tilbage til Dvasias, men hun kunne ikke helt lade være med at ønske at det ikke ville blive sådan.
Det lykkedes hende at gribe ud efter manden hånd, der straks frøs, og fik ham til at udbryde i et skrig. Brændende som hendes hals var, var han pludselig nem at undslippe. Hun tog sig til halsen og faldt på sine blødende knæ foran Jareds skikkelse. "E-er du okay?" spurgte hun en kende bekymret. Byen var tabt. Alting brændte, de sidste forsøgte at flygte.. man kunne se tårnene rejse sig fra jorden. Det larmede.. buldrede i det fjerne. Der var ingen chance herfra. "Det er f-for sent. Vi må væk.. kom," hun greb ud efter hans hånd, og kæmpede sig på benene. Uden rigtigt at give ham yderligere chance forsøgte hun at rive ham med sig.
De skulle væk fra alt dette, der var en ny dag i morgen, mulighed for ny kamp, men først og fremmest handlede det om at de så vidt muligt, skulle komme levende derfra. Skovkanten lå ikke langt væk. Hun løb gennem den brændende by, dukkede sig for faldene materialer og sprang over allerede væltede ting, før de endelig nåede udkanten og de kunne forsvinde ind i skoven.

//Out

[Jared Imaricha]

Jared kneb øjnene fast og hårdt sammen. Alene dette, var noget som gjorde ham vred, og særligt da de lagde en hånd på Cecilaya. Det var det sidste, som han ønskede sig! De skulle slet ikke have lov! Ved at søge ind i deres tanker og sind, hvor han plantede en intens smerte, bare for at have muligheden, for at holde dem lidt på afstand. Han fik den anden mand af sig, hvor han vendte sig mod ham. Bare ved at forestille sig, at det skulle være Evans ansigt, gav han ham en knytnæve direkte i ansigtet, inden han vendte sig mod Cecilaya.  Kamp var ganske vidst ikke ligefrem hans kop the, men hvad han dog ikke ønskede at gøre, for at holde hende sikker.
Hans næse brændte efter den knytnæve, som han havde fået, men hvad pokker.. Den måtte han tænke på senere. Det kunne han ikke tænke på lige nu. Han lod armen søge om hende. Hvis dog Faith og Kimeya vidste, at dette rent faktisk var deres datter. New Dale var tabt.. Der var intet at gøre ved det, uanset hvor hårdt og grotesk det end måtte være at sige. "Vi kan ikke gøre mere her.. vi må væk.." Han fulgte med hende.. gerne inden warlockerne og andet ville samle sig her. Hans næse brændte... var den brækket? Ondt gjorde det i hvert fald! Tænderne bed han sammen. Modstanden havde ikke gjort nok.. men en ting var sikkert.. De var ikke færdig her endnu. Fortiden skulle tidsnok komme og banke på deres dør.

//Out

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith stod i vinduet og betragtede hvoran tårnene hævede sig op over jorden. Hun havde ikke nogen idé om hvad der foregik, men det rystede i hele slottet. Lysekroner klirrede skrøbelige som de var, truede med at falde ned. Støv faldt fra de ubrugte møbler og fra loftet der ikke var blevet vasket i årevis. Hendes fingre lukkede sig om vindueskarmen. Ud over endnu brændende huse og folk der flygtede bort, kunne hun ikke se andet end de enorme tårne Hvad var idéen i at tage dem?
Eftersom det var Paige, så var hun ikke værd at stole på, de måtte være opmærksomme hvis hun var tilbage igen, det var mange år siden nu, et sted havde hun nok regnet med at hun var gået bort. I et lysglimt forsvandt det hele, og stilheden sænkede sig igen. Små støvpartikler havde lagt sig i endes flammerøde hår, det generede hendes luftveje en smule. "Forbandede..!" mumlede hun og hostede lidt. Kimeya! Forhåbentligt var der ikke sket ham noget. igen forsøgte hun at løbe hen til døren, og mærkede sig forsigtigt frem, for at se om der stadig var det energifelt, der før havde tilbageholdt hende, og i øvrigt været yderst ubehageligt.
Lige på stående fod, følte hun ikke som sådan sejren, e vidste ikke hvad Paige var op til, og desuden var der stadig meget arbejde at gøre i denne by.
Hendes hånd gled forbi døråbningen uden at få stød igennem hende. Lettet trak hun hånden til sig igen. un måtte finde Kimeya, sikre sig at han var okay.
Hastigt satte hun i løb, forlod tronsalen og strøg ned af gangen, for at finde ud af om de for alvor var kommet vel igennem det eller ej.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Landet var indtaget, selvom det havde været langt mere smertefrit, end hvad man i udgangspunktet kunne have sagt, at de havde regnet med. Zean var dog ikke en mand som Kimeya havde glemt, selvom han nu også havde Paige at tænke på. At den kvinde overhovedet var til stede endnu, forstod han slet ikke! Hun havde jo været væk igennem forbandet mange år!
Blikket gled mod dødsenglen som søgte ned til jorden. Han skyldte for det første manden et tak, samt en undskyldning for den mistillid, som han igennem rigtig lang tid, havde vist ham. Det var måske ikke fair gjort af ham, at behandle nogen på den måde, men hvad pokker.. Han selv var skam mand nok til at indse de fejl som han havde gjort, bare de også måtte blive påpeget for ham. Som de havde gjort i denne situation. Han nikkede mod ham. "Jeg takker for hjælpen," sagde han sandfærdigt. Selvom der ikke havde været sket meget i denne situation,s å var det irrelevant.
Faith var en kvinde, som han måske burde søge efter, men det måtte jo komme på et tidspunkt. Kvinden og manden som havde været her var væk, og Paige var det samme. Var der mere at være bange for? Endnu en gang havde Dvasias rykket sine grænser, og de kunne nu også kalde sig for regenter af dette land. Det kunne jo heller ikke ligefrem blive bedre.
"Jeg skylder dig en undskyldning, Zean... Jeg anmoder om et kommende fremtidigt møde. Mellem dig og mig," sagde han endeligt, som han igen måtte nikke mod ham. Det var måske på tide, at få styr på dette. Tårnene som var væk, måtte have en stor betydning for Paige.. Og det var alene en grund nok til at vække en bekymring. Ikke at det var en ting som han brød sig om, men hvad pokker. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre synderlig meget ved den af den grund. "Pas nu på dig selv," afsluttede han med et kort bekræftende nik, inden han vendte om på hælen, for at søge efter Faith. Byen her ville brænde for evigt, men aldrig brænde ned. Dette var starten på en ny æra og en ny storhedstid for warlocks og dæmoner.

//Out

[Deleted]

Det var ganske uventet. Kampen havde krævet lidt mere af ham, end han havde beregnet ville være nødvendigt og Kimeya havde kastet ham ud midt i kampen, selv om han oprindeligt ville have holdt sig tilbage, for at skåne sine engle. Men alt i alt var han godt tilfreds, hans engle havde fået flere erfaringer og nydt kampen, mens de kun havde mistet få. Han havde bedt dem flyve efter de sidste overlevende og prøve at få dræbt dem alle, selv om de nok ikke kunne at et par stykker lykkedes at flygte fra dem. Resten havde samlet sig lidt væk fra byen, hvor de ville slå nogle telte op og komme til kræfter. Zean selv ville blive i landet. Af flere grunde. I hvert fald til han hørte noget, der skulle få ham til at omgrupperer sine engle et andet sted. Trods alt var dette kun en krig af de mange, han skulle deltage i.
Det var overraskende at høre Kimeya sige tak og undskylde. Hvornår var denne store, stygge mand blevet så...blød? Men han tog sig ikke af det. Det var rart at manden takkede og det var rart manden undskyldte, for det betød han igen stolede på Zean. Så alt gik virkelig efter planen!
Han nikkede svagt.
"Jeg tror ikke du vil have problemer med at hidkalde mig, når du har tid" kommenterede han med et skævt smil. Trods alt ville Kimeya nu have en del ting at få styr på og der ville nok gå nogle dage før manden havde tid til at hyggesludre.
"Jeg bliver i landet det næste stykke tid. Men bare rolig, vi kan passe os selv" fortalte han og slog sine vinger ud, da han allerede havde planer om at slå sig sammen med sine engle. Et lumsk smil gled over ham et øjeblik. Passe på sig selv? Kimeya var virkelig som en ny mand...
"I denne verden må vi alle passe på os selv!" svarede han roligt.
Med nogle hårde bask var han i luften igen. Og ikke længe efter landede han hos sine engle. Det havde været en begivenhedsrig kamp. Med ting han ikke kendte til. Der var noget at tænke over.

//Out