Maybe a second chance..?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Silia D. Diamaqima

---

Det var en smuk højlys dag. Foråret lå let i luften, og var i færd med at jage de sidste spor af vinteren på flugt. Vintergækkerne kiggede frem. Det var en lys tid, som man gik i møde, selv på trods af den spænding og intensitet, som man næsten kunne skære i, i luften. Sidst Salvatore havde været her, var han blevet frataget sit liv stort set.. alt det som han havde haft, havde kæmpet for, og havde opnået, plus var forvist. Nu stod han endnu en gang foran de store porte, og afventede hans tur til audiensen.
Ren var han i dagens anledning, og særligt fordi at han ønskede at opnå noget stort set ved dette. Han ønskede at genvinde sit liv.. muligheden for at leve sit liv, og hjælpe og støtte det land, som han holdt så nær og så kær. Han trak vejret dybt. Efter den modstand, som han havde udført i Paggija, som rent faktisk havde været tæt på at koste ham livet, var han klar igen, og han håbede nu bare, at dronningen var enig i hans foreslag.
"Salvatore Salizmira!" lød en stemme, da dørene endnu en gang gik op. Nu var det nu. Han rettede sig op, inden han søgte ind i den store sal. Højt til loftet.. marmorgulve. Det var som han kunne huske det, selvom det var lang tid siden, han sidst havde været her. Han nåede op foran tronen, hvor han kunne se at Silia havde taget pladsen. Uden tvivl så hun mere træt ud end sidst, hvor han derimod var.. frisk og oplagt. Han gik i knæ for hende.. bøjede hovedet i respekten, som han altid havde gjort.
"Deres Majestæt," hilste han med en ærbødig stemme, hvor han også blev siddende på knæ foran hende. Han ønskede at gøre et godt indtryk, og særligt fordi, at dette rent faktisk var noget som skulle komme dem alle sammen til gode. Sagen var vel, at Procias ikke kunne undvære ham? Og hvis det var det, der skulle til, så ville han udnytte det. Han ønskede jo, at Procias skulle have lov til at stå!

[Silia D. Diamaqima]

Tiden havde været hård mod Silia. Lige om hjørnet, ulmede en krig der formentlig ville koste hele Procias livet, og der var så lidt hun kunne gøre ved det. Alligevel forsøgte hun hele tiden at udtænke strategier, hvert et givent tidspunkt på dagen, var præget af nye idéer og forslag, næsten til den graf hvor hun var blevet vanvittig. Normalt nød hun det smukke forår, nød at se blomsterne springe ud på ny, men gennem uger havde hun ikke forladt slottet i det hele taget. Noget af tiden var selvfølgelig gået med Gabriel, de var blevet lidt bedre til at tage sig af hinanden, men det fjernede ikke det enorme pres der var på hendes skuldre.
De mange krav til hende og yderligere problemer havde sat alderstegn på hende, som ellers ikke hørte til i hendes alder. Dog havde hendes kinder en hvis glød, hun så ikke længere syg ud!
Som dørene gik op og Salvatores velkendte navn, blev råbt op, rettede hunryggen i den smukke trone og så interesseret på den mand som engang havde været hendes ven, men var endt med at svigte dem begge på grund af en usund kærlighed. Hendes blik var fordomsfrit og varmt, som det normaltvis ville være trods hun var udmattet. De mørke lokker var flettet og efterfølgende bundet op i en knold, holdt af den tunge krone der hvilede på hendes hoved. Hendes klæder var en kjole af rødt velour med guldtråde broderet. Det var det eneste fine hun ejede og den var kun brugt til disse audienser.
"Salvatore," hilste hun roligt. Trods han var en forræder, så bekymrede hun sig stadig om ham, behandlede ham med værdighed og respekt. "Det glæder mig at se at du har det godt," tilføjede hun. Han var næppe nogen trussel for hende.
"Det undre mig at du er her. Fortæl mig hvordan jeg kan være behjælpelig," bad hun med et lidt træt smil.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde ikke taget hele denne lange vej til Apterta, for at fremstå som en trussel, men derimod tilbyde det, som Silia havde valgt at tage fra ham. Et sted stod landet vel i en situation, hvor de ikke kunne undvære ham? Han var en dygtig mand inden for sit fag, og det vidste han jo også godt.
Han gik i knæ foran dronningen, hvor han skænkede hende den respekt som hun havde fortjent. Han lukkede øjnene ganske let. Han forventede naturligvis ikke at hun ville smide ham ud, men derimod lytte. I værste tilfælde, kunne han jo forvente at få et 'nej', men altid ville han være dette land loyal.. Altid! Han trak vejret dybt. Hvis man så bort fra det pres, som man vidste, måtte ligge på kongeparret, og særligt i denne tid, så hun virkelig godt ud. Han rettede sig op endnu en gang, hvor han lod armene søge langs hans side. "Jeg er kommet mig, Deres Majestæt.. Jeg takker for tankerne, De har skænket mig," sagde han sandfærdigt. Dette var vigtigt. Han vidste, at det var et kæmpe sats, og særligt efter det som han havde gjort. Hvad han dog havde gjort med og for Denjarna, var uanset ikke en tanke som han kunne eller ville fortryde. Han trak vejret dybt. "Blit er jeg her, for at tilkendegive hvor min loyalitet ligger.. Selv i mit fravær, har mine tanker gået til dette land, og det smukke kongehus," fortalte han med en rolig stemme. De grønne øjne gled til hendes skikkelse, hvor han lod hovedet søge på sned. "Såfremt at mine evner og egenskaber kan bruges, ønsker at at tilbyde det. Silia.. Jeg ved I er presset.." sagde han med en rolig stemme. Denne gang sendte han hende en mere bestemt mine, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Han ønskede jo faktisk at være der for sit hjemland!

[Silia D. Diamaqima]

Silia rejste sig. Kjolens slæb, gled hen over det spejlglatte gulv, i takt med at hun gik hen til ham. "Rejs dig," bad hun og gik lidt i knæ for at lade en hånd hvile mod hans kind og fører ham op på sine ben. Sidst havde han beget forræderi mod dette land, det var ingen hemmelighed at Denjarna ikke længere var til stede, så hans hensigter var en kende klare allerede nu, dum var hun trods alt ikke.
Hendes blik forandrede sig ikke, det var stadig varmt og imødekommende, trods stædighed ligeså prægede hende. "Engang var du min ven, Salvatore. Naturligvis bekymre jeg mig om dig," hun havde ikke mange venner tilbage nu. Det handlede om at passe på dem der nu engang var.
Hun sukkede og lod sin hånd falde ned langs siden.
"Jeg værdsætter din tilkendegivelse. Men du må forstå at der er svært for mig, at vise dig samme tillid, eftersom hun forlod landet. Jeg ved at din elskede gik bort, det beklager jeg, men vi kan ikke være din nødplan," understregede hun med et roligt blik. Det var slet ikke for at være hård ved ham, men han kunne ikke vælge og vrage på den måde, hvad hvis den næste store kærlighed viste sig at være dvasianer? Hun havde faktisk forventet at han havde været mere fornuftig end som så.
"Dine evner er ikke ubrugelige. Både du og jeg ved hvilken kraftfuld magiker du er, man jeg har brug for pålidelige krigere, ligeså meget som dygtigt," hun vendte ryggen til ham for et øjeblik og vandrede så lidt meningsløst frem og tilbage over gulvet med en tænksom mine. Et kort som ham på hånden, ville naturligvis gøre underværker.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hånden mod hans kind, fik Salvatore roligt til at rejse sig, uden at slippe hende med blikket. Det var ikke fordi at han ønskede at vælge og vrage mellem Procias og Manjarno, men selv han vidste, at Procias havde brug for ham, og det land havde han altid været loyal, hvad det her måtte angå, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse, inden han nikkede mod hende. "Det varmer mit hjerte," sagde han taknemmeligt.
Denjarna var væk. Dog var det ikke derfor at han stod og anmodede om dette møde med hende. Denjarnas grav vidste han end ikke hvor var. Det eneste han vidste, var at det var i Manjarno, men omkring Paggija, som var overtaget af dødsenglene nu. Han ønskede faktisk bare at komme videre og derfor ønskede han nu at tage sit gamle standpunkt. Han måtte vel bare erkende for sig selv, at det havde været et forkert valg. "Jeg har forståelsen for det, Silia. Jeg ved, at du ikke stoler på mig i samme grad, som du førhen har gjort.. Men dog ønsker jeg ikke at lade Procias falde i mørket." Han havde selv forsøgt at forsvare Paggija, og det var slet ikke noget som gjorde det meget bedre.. Landet faldt mere og mere.. Dvasias blev mørkere og mørkere, og det vækkede kun en klar og tydelig bekymring i ham.
"Kan mine evner bruges i beskyttelsen og forsvaret af Procias, så brug dem, Silia. Igennem så mange år har dette været mit hjem. Jeg ved, at jeg selv valgte at forlade det.. Du tog den titel og det liv fra mig.. Ikke at jeg klandrer dig for det.." Hans blik fulgte hende på sin gang over gulvet. Det var meget på en gang, hvilket han skam udmærket godt vidste, men det var vel bare på tide, at få gjort noget ved det? Hænderne foldede han roligt over ryggen og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. "Jeg ønsker at skænke Procias min loyalitet," sagde han direkte.

[Silia D. Diamaqima]

Roligt lod Silia sin hånd falde og foldede i stedet begge hænder foran, dog uden at slippe ham med blikket. Intet havde været det samme siden Salvatore havde valgt at forlade landet, han havde været den nok mest magtfulde magiker de havde haft på deres side i mange tider.
Trods hun ikke sagde noget lige med det samme, så var det tydeligt at hun lyttede til hans ord, oprigtigt. Hendes overskud var kommet lidt tilbage nu hvor hende og Gabriel var mere sikre sammen, hvilket også betød at hun langt bedre kunne tænke klart, frem for bare at afvise det af irritation. "Det tror jeg umiddelbart ikke at nogen af os ønsker Salvatore. Manjarno er blevet en del af mørket nu. Er det derfor du er her?" spurgte hun og hævede et slankt øjenbryn idet hun igen vendte sig mod ham, og studerede hans varme ansigt. De havde brug for ham, Enhver fornuftig stemme i hende, vidste at hun ikke kunne afvise hans anmodning, for så ville han være tvunget til at tilfalde mørket.
"Jeg tog den ikke af min gode vilje, min ven. Jeg tog den fordi du gik bag om ryggen på dit kongehus og begik forræderi. Jeg synes ikke du nogensinde skal overveje at gøre det en gang til, for så vil straffen blive langt hårdere," for et kort øjeblik fik hendes blik et mørkt skær, der dog hurtigt måtte give plads for varmen igen.
Hun sukkede. "Jeg er normalt ikke rundhåndet med nye chancer men.. vi har brug for din hjælp Salvatore, men lov mig at du samarbejder som vi plejede at gøre. I disse usikre tider er jeg nødt til at vide hvor jeg har mine folk. Ryk dine pæle til Procias, saml dine magikere og forbered dem på en snarlig krig," hun nikkede endeligt. Det var hendes beslutning hvilket Gabriel næppe ville have noget imod.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne ikke se nogen skam i, at kæmpe for det, som man ønskede. Selv han ønskede at Procias skulle klare sig igennem denne situation. Han ønskede at se landet blive stående, som det gjorde lige nu,o g det var det eneste, som han praktisk talt kunne sige, at have i hovedet lige nu. "Deriblandt. Selvom jeg længe har været væk, har mit blik altid været vendt mod mit hjemland," sagde han sandfærdigt. Dvasias rykkede for meget lige nu, og for ham, var dette kun noget, som vækkede en stor og tydelig grund til bekymring for ham.
Salvatore klandrede dog ikke Silia for at have taget det hele fra ham. Det eneste han var ked af, var at de var gået hvert til sit på den måde, som de nu havde gjort det. Et sted skulle man jo starte, og det var også derfor, at han stod her lige nu. "Jeg har forståelsen, for at mine handlinger, var det som drev til den konklusion og den konsekvens, Silia.. Det er ikke derfor at jeg står her lige nu. Jeg ønsker at vende tilbage til arbejdet. Jeg ønsker at blive en soldat i Procias, som jeg ønsker at yde hvad jeg kan, for at sikre at landet her vil stå, når krigen bryder ud. Det ved vi alle, vil ske på et tidspunkt," sagde han direkte. Nu hvor han selv var gået med i modstandsbevægelsen, kunne han så tydeligt selv se det.
Spillereglerne var klare, og selv vidste Salvatore jo heldigvis godt, at end ikke Procias kunne undvære ham, og det, som han var i stand til at give dem. Sagde hun nej, tvang hun jo faktisk ham til at skifte side på en eller anden måde. Han var stærk.. han havde brug for at stå i en situation, hvor dette lige så kunne udnyttes. Han havde brug for at blive brugt! Han nikkede til hendes ord. "Jeg skænker Procias og kongehuset min loyalitet, Silia... Til den dag, jeg går i graven," sagde han sandfærdigt. Mange havde han ganske vidst ikke bag sig af magikere.. han havde jo været på den anden side af grænsen igennem det sidste rigtig lange stykke tid.

[Silia D. Diamaqima]

Der var ingen skam i at kæmpe for sin sag, og Silia ønskede jo heller ikke at drive Salvatore mod mørket, så ville de bare få endnu et godt kort på hånden, hvilket de havde mere end rigeligt af! Normalt ville hun ikke give flere chancer, men det her var noget andet. "Det glæder mig. Vi har manglet dig," sagde hun ærligt. Lige overfor ham påtog hun sig ikke den mest formelle tone. Han havde været hendes ven og deres veje var skilte spå næsten grotekst vis, hun var bekymret for ham, derfor ville det også glæde hende, hvis han endnu engang ville tage del i hvad der foregik i Procias, og hjælpe dem igennem den forestående krig. Det var et spørgsmål om tid før den igen ville bryde ud, og desværre var deres ressourcer få.
"Det sker nok nærmere før end siden. Det letter mig at du er villig til at indtage den plads. Vi har brug for dig. Jeg håber blot at jeg denne gang kan sætte min lid til dig, det kommer til at blive en nødvendighed. Tag hjem, vær hs magikerne, forbered dem, jeg tilkalder dig når behovet er der," lovede hun og nikkede.
Bare det at han stod der, var en kæmpe hjælp for landet i sig selv. Silia sendte ham et stille smil og nikkede. Naturligvis glædede det hende at han var villig til at dø for landet. "Forhåbentligt vil det betyde mange års loyalitet endnu min ven. Jeg glæder mig til vi ses igen. Send endelig bud efter mig hvis der skulle være det mindste," bad hun og lagde en blid hånd på hans skulder. "Til vi ses igen," hun nikkede roligt, hvorefter hun forlod tronsalen, der var trods alt rigeligt med arbejde at påtage sig, og det ventede kun.

//Out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selv ikke Salvatore ønskede at blive drevet mod mørket, når det var lyset hvor hans hjerte måtte ligge. Denjarna havde fået ham til Manjarno, men det var jo ikke ensbetydende med, at han var gjort mørk af den grund, for det var han da godt nok ikke. At de havde manglet ham, var da uden tvivl en tanke, som rent faktisk måtte glæde ham. Han nikkede mod hende og med et smil. "Det vælger jeg så at tage som en god ting," sagde han med en rolig stemme, efterfulgt af et nik i hendes retning.
Krigen ville komme før eller siden. Selv var Salvatore i hvert fald indstillet på at gøre hvad det krævede af ham, og særligt fordi at dette land havde været hans hjem igennem så frygtelig mange år. Det var ikke noget, som han bare kunne vende ryggen til, bare sådan uden videre. "Det kan du naturligvis, Silia. Jeg ville ikke stå her, hvis det ikke var det, som jeg var indstillet på," sagde han med en rolig stemme. Han nikkede bekræftende mod hendes skikkelse endnu en gang. Han var indstillet på, at dette ville tage meget af hans tid, men han var villig til at gøre det, hvilket der nu heller ikke herskede nogen tvivl om, når det endelig skulle komme så vidt. Han trak vejret dybt og nikkede så mod hende. Han forstod, at hun havde meget at tage sig til. Umiddelbart gik han ikke ud fra, at han ville få sin stilling igen, bare sådan uden videre, men de skulle jo trods alt starte et sted, og det var også det som han slog sig tilfreds med.
"Send bud hvis der er brug for mig, Silia.. Jeg er aldrig langt væk," sagde han med et smil, inden han nikkede mod hende. Han kunne vel tage dette, som hans ophold i Procias nu var lovligt? Han nikkede med et smil på læben, inden han selv søgte ud af tronsalen. Audiensen var gået langt bedre end hvad han havde ventet sig.

//Out