The Feelings Run Wild

[Deleted]

I de store ruiner var der en lysning. Frem trådte ti personer, alle bar kapper der dækkede deres hoveder. En af dem trådte frem og tog hætten af. Det var Marcel. Han kiggede rundt på de ni andre og sagde med en bestemt og inspirende stemme '' Jeg er ked af at vi måtte mødes her. Men jeg har travlt for tiden og en vigtig person kræver min tilstedeværelse. Jeg ved i alle er ivrige og ønsker at vi gør os klar til kamp mod min Fader. Men vores styrker må vente lidt i nu. Jeg har nogle ting jeg skal ordne. Tag tilbage til jeres poster og fortsæt som planlagt. I skal vide at vi kommer tættere på vores mål. Snart vil vi indlede sidste fase af vores plan. Min elev, tag dig af tingene imens jeg er væk. '' En af de kutteklædte nikkede. Marcel fortsatte '' Jeg ved at nogle af jer har kendt mig længe og andre af jer har næsten lige mødt mig, men vid denne ene ting. En dag vil i stå i en sal og jeg vil sidde i en trone. I vil stå som ledere og rigmænd og kvinder. En dag vil vi se tilbage og tænke på hvordan det hele startede. En dag vil vi se dette som starten. Afsted med jer, gør som jeg har planlagt og sejren vil blive vores! ''. De ni kutteklædte nikkede og forsvandt ind i skyggerne. Marcel havde sendt en løber til Macaria og han vidste hun snart ville være her. Her i ruinerne kunne de snakke alene. hans folk havde allerede tjekket omgivelserne og sikret dem.

Marcel smed sin kappe. Han var en forandret mand. Han holdt sit hoved højt, stod rank og ret. Han var blevet mere muskuløs siden sidst, dog uden det var for meget. Han bar to sværd på hans ryg. Han havde sin krigs slidte læder rystning på. Han stod med bare arme og læder armbånd på hans håndled. Han så ud til at være i hans livs bedste form. Han bar en aura som en general ville have. Han var bestemt ikke den skjulte, til dækkede og neutralle Marcel Han var sidst de havde mødt hinanden. han havde gennemgået en stor udvikling som person. Han stod og ventede på hun kom til deres lille møde.

[Deleted]

Kappens kant hvislede hen over græsset, mens faste skridt bar Macaria længere og længere ind i ruinerne. De dybblå øjne gled rundt i omgivelserne, hvor hun klart og detaljeret så alting. Hun var i dårlig humør. Ikke nok med at hun ikke havde hørt fra Marcellus i snart over en måned, så kaldte han også på hende, som en anden hund. Det væreste var at hun rent faktisk kom sprintende til ham, men et sted savnede hun ham, selvom at hun ikke lod det vise sig udadvendt. Den løgnagtige slange. Hun kunne.... bare... slå ham!
En hætte var trukket op over hendes ansigt, så det blev henlagt i skygger, mens hun vandrede målrettet afsted. Meget var sket siden de sidst havde set. Det største var nok, at hun var blevet regent for hele Manjarno, som den nye herskerinde, og.... når ja... hun var blevet gift med dødsenglenes leder.
Hun stoppede kort op, da hun nåede ruinerne, og kiggede sig omkring, for at finde ud af hvor det kryb til Marcellus befandt sig. Der lød et svagt hjerteslag et sted, så hun kunne følge lyden. Og ganske rigtigt. Da hun gik forbi en stor stenblok, så hun ham stå i en lille lysning. Overrasket stoppede hun op midt i et skridt. Han... så helt anderledes ud. Ryggen var rank, hovedet stolt hævet, og der var noget over hele den måde han stod på, der var forandret. Det var ikke bare tøjet, men... alt ved ham.
En smule forvirret gik hun mod ham, mens hun hævede en hånd, for at stryge hætten væk fra hovedet.
"Du ved... næste gang vil et brev være nok. Jeg kan ikke lide at blive tilkaldt på den her måde, som var jeg en eller anden tjener," sagde hun til ham, mens hun trådte ud af skyggerne mod ham. Hendes øjne skinnede som en nattehimmel, mens de stadigvæk forundret gled ned over hans skikkelse. "Du ser anderledes ud."

[Deleted]

Marcel kiggede på hende med hans mørke øjne. I hans blik lå en beslutsomhed og styrke som Macaria ikke havde set i dem før. Når hun kom tæt på ham, ville hun kunne føle hvor meget stærkere han var blevet, hvordan et svagt pres kom fra den magi der lå i ham. Han var i sandhed blevet stærkere. Han nikkede til Macaria og sagde med hans rug og charmerende stemme '' Travle tider kalder desvære på travle metoder. Jeg har ikke alverdens tid. Jeg går snart ind i min sidste fase af min plan ''. Marcel trådte et skridt tættere på. Hans bevægelser var stadigvæk elegante og forførende, men på en anden måde. Ikke rolige og glidende som før, men mere bestemt og ærefyldt. Hans sorte øjne betragtede Macaria fra tå til top, langsomt og sensuelt som første gang de havde mødt hinanden. Da hans blik mødte hendes fjernede han hurtigt sit blik fra hendes og vendte sig om. Nu hvor han stod med ryggen til hende så hun ikke kunne se det smertefyldte ansigtsudtryk han ikke længere kunne holde inde sagde han '' Tillykke med din titel og dit ægteskab. Jeg håber du er lykkelig. Je.''. Marcel kunne ikke få ordene frem. Han var ikke lykkelig på hendes vegne, han var ikke glad. Han følte sig forrådt ud over alle grænser. Hun havde en mand nu, hun havde en elsker ved siden af og så var der ham. Marcel mente at han skulle have været alt det. Han troede det de havde var ægte. Det var deres forhold der til at starte med havde fået ham til at begynde på denne vej. Fået ham til at udvikle sig på denne måde, men sådan havde hun ikke haft det og det måtte han indse. Han tog sig sammen og  det smertefyldte udtryk i hans ansigt forsvandt og blev erstattet med et kold og følelses forladt udtryk. Han vendte sig om og kiggede hende direkte i øjnene. Der var ikke et hint af følelse at spore længere. Han sagde roligt og helt fattet '' frøken Macaria. Jeg er kommet i dag for at bede om deres støtte til at vælte fyrsten LaPiera Black. De vil få en værdig fyrste i stedet, en de  kan stole på. Mig ''. Marcel måtte lægge alle sine følelser væk. Han kunne ikke holde til den smerte de bragte. Hellere flygte, hellere lukke dem inde og låse, smide nøglen væk og blive til den hans far altid havde ønsket. Følelses forladt og grusom. Ingen følelser til at svække ham, kun ren intelligens og logik. Han havde startet alt det her for hende. Så han kunne stå og se på hans faders lig og tage hjem efter det. Løfte hende op i hans arme og gøre hende til hans. Men nu var alt dette umuligt. Hans vision, hans drøm ødelagt. Der var kun smerte når han tænkte på det, så det kunne han ikke. Han måtte kun se på hende med et taktisk blik nu. Marcel sank en klump. Han kunne føle hvordan hans skuldre føltes tungere, hvordan en vægt havde lagt sig over ham i det han kæmpede for at se på hende uden nogen form for følelse. Som var hun blot en brik i hans skakspil.

[Deleted]

Han var virkelig forandret. Meget af hans gamle jeg, var ændret til råstyrke, magt og stolthed. Macaria kunne se det hele. Den måde han stod på, hans måde at snakke på, ja.... selv hans måde at bevæge sig på. Selvfølgelig var han stadigvæk den samme mand, hun engang havde faldet for, men meget havde ændret sig ved ham.... ligesom hendes syn på ham, var ændret.
Da han vendte ryggen til hende, samt nævnte hendes ægteskab, kunne hun ikke lade være med at skære en grimasse. Selvfølgelig havde han hørt om det. En smag af bitterhed lagde sig i ganen, men hun synkede den væk. Hvorfor skulle hun være ked af det, eller skamme sig over det aspekt?! Det var ham, der havde såret hende!
Da han vendte sig om mod hende, så hun direkte ind i et følelsesforladt ansigt, der ikke viste andet end kulde. Den måde han tiltalte hende på, fik hende til at klemme øjnene lidt sammen, så de blev til to, smalle sprækker. Armene lagde hun forsvarende over kors. Åh... se det var sådan de snakkede til hinanden nu? Ikke nok med at han skulle forråde hende, så skulle han også opføre sig som en idiot?
Et hånligt fnøs undslap hendes læber.
"Dig? En person jeg kan stole på?" gentog hun spydigt. "Du må lave sjov. Jeg er ikke så dum, at jeg stoler på dig igen. Hvad var det du sagde sidst vi sås? Åh ja... at du ikke var en omvandrende charlatan, der boltrede sig med dumme og laverstående væsner?"
Afventende betragtede hun ham, mens fingrene trommede mod hendes ene arm. Hun var træt af hans tomme løfter. Træt af at blive udnyttet. Bare det at se ham igen, fik dolken i hendes bryst til at vride sig et par omgange rundt. En dolk hun troede, at hun havde fjernet ved at begrave sig i arbejde, samt skjule følelserne bag Enrico. Nu stod hun her foran ham igen. Bare den måde at han så på hende. Uden følelser. Uden varme. Hun betød virkelig ikke noget for ham længere...
"Jeg ved, hvad du har gjort...." hvislede hun, og kunne ikke længere holde ud at se på ham, så hun drejede hovedet bort. ".... du får ikke lov til at udnytte mig længere. Nej... du har ikke min støtte. Var der andet, Mr. Black?"

[Deleted]

Marcel lyttede og mærkede en indre vrede stige op i ham. Han kneb sine øjne sammen. Hvordan var det muligt. Ord havde normalt ingen effekt på ham. Folk kunne normalt sige hvad de ville, det rørte ham ikke. Han kunne ikke holde det inde længere. Han rakte sin hånd ud til siden. En mørke lilla energi skød afsted fra hans hånd og ramte en gammel søjle som eksploderede med det samme. Han var blevet stærk, stærkere end han havde troet mulig. Han sagde med en vred undertone '' Jeg bruger de evner jeg har for at vinde dette slag. Jeg har ikke gjort noget jeg ikke burde. Jeg har delt ingen seksuelle nætter med nogen! ''. Han rakte sin anden hånd ud og en ild kugle skød afsted og ramte nogle murbrokker som sprang til alle sider, ilden tog fat i de planter og græs der var. Marcel fortsatte '' Dig derimod.. Hah. Du har giftet dig, du har en elsker. Hvor vover du at snakke om at jeg er en charlatan. Jeg har været dig tro, jeg har gjort alt det her for dig. FOR OS ''. De sidste ord blev råbt. Marcel lod sine arme falde ned til hans sider igen. Det var første gang i flere år, han havde råbt sådan. Alle følelserne fløj frem igen. Et meget såret blik vidste sig i hans øjne før han vendte sig om igen. Han sagde roligt '' Jeg.. Ville have gået igennem ild og vand. Jeg ville have stået som sejrs herre. Jeg ville have gjort dig til mi... ''. Han rystede på hovedet. Det var lige meget nu, det var for sent. Alt det han havde troet havde været en løgn. Hun havde valgt magt frem for alt. Hvem kunne bebrejde hende. Han ville have gjort det samme før han mødte hende. Han ville faktisk have gjort nøjagtig det samme. Marcel vendte sig om. Hans blik var bestemt på trods af sorgen i hans øjne. Han trak sit store sværd og satte det med et kraftslag der sendte støv rundt om dem, fast i jorden mellem dem. Han sagde roligt '' Hvis du ikke kan stole på mig. Så gør en ende på mig. Hellere du dræber mig end min Fader gør det. Jeg vil ikke give ham den ære. Jeg har intet at kæmpe for mere alligevel ''.

[Deleted]

Da søjlen eksploderede gav det et lille gib i Macaria, og hun trådte hastigt et skridt væk fra den, inden én ildkugle skød ud, og ramte nogle murbrokker, så hun måtte bøje sig sammen, da de sprang ud i luften. En enkelt sten snittede hendes kind, så der kom en flænge, men den healede sig hurtigere, end en bloddråbe kunne nå at dryppe.
"LYV IKKE FOR MIG!! Jeg ved hvad du har gjort?!!" råbte hun vredt i munden på ham, mens en ildkugle, satte ild i græsset, så hun måtte bakke et par trin væk, for ikke at blive udsat for flammerne, der hurtigt kunne gribe fat i hendes tøj. "Jeg ventede på dig! Jeg var dig tro!! Hvor mange har der været Marcellus?!! Hvor mange kvinder?!!"
Marcellus og hende råbte i munden på hinanden, uden at lytte helt præcist til hvad den anden sagde. Denne gang ville hun ikke lade ham snakke hende blød og kærlig igen. Denne gang vidste hun hvad han havde gjort, og hun ville ikke lade ham give HENDE skylden, for at være den første, der havde forrådt den anden.
Hun tav dog, da alt energien, så ud til at forlade ham, og han hang armene ned langs siden. Hans ord ramte hende, men hun bed stædigt tænderne sammen. Hvor vovede han at sige sådan noget, når hun vidste, hvad han havde gjort! Da sværdet kom imellem dem, stirrede hun bare koldt på det, inden hendes blik gled op til ham.
"Hvor vover du..." hvæsede hun, og trampede frem mod ham. Hun gik direkte forbi sværdet. Støv havde lagt sig over hendes tøj og hår, så hun lignede én, der havde gennemgået en lang vandring. Som fuldblods vampyr var hun stærkere end Marcellus, men hun havde ingen magi, hvilket gav ham en fordel. Hun stoppede først op, da hun stod foran ham, hvor hun langede en hånd frem, så fingrene kunne lukke sig om hans strube i et hårdt greb. De dybblå øjne havde ændret sig til vampyrernes blodrøde farve, der gnistrede som gløder mod Marcellus, hvis hoved hun førte tættere mod sit.
"Ved du... hvor lang tid... jeg har ventet på dig?" spurgte hun ham med en lav hvislen. "Jeg gemte mig selv til dig, uden at tage imod nogen som helst ægteskaber eller mænd, der nu ville have mig. Lige indtil... lige indtil jeg fik af vide... at... at du havde... at du..." Hun tav, og bed bittert tænderne sammen. "Ja jeg fandt en elsker. Hvad skulle jeg ellers gøre, når du havde dolket mig i hjertet? Dig og dine kvinder. Og mit ægteskab?" Hun fnøs. "Er ret skuespil og facader. Der er ingen følelser mellem ham og mig, og han har aldrig fået lov til at røre mig. Aldrig."

[Deleted]

Marcel lod hende tage fat i hans hals. Der var så mange ting han kunne gøre imod hende, så mange besværgelser. Han var noget af en ekspert til necromancery og en vampyr var jo en udød. Men han havde på ingen måde lyst til at skade hende. Det ville han ikke kunne få sig selv til. Han kunne ikke få luft. Han kunne sende ild imod hende. Han ventede med at snakke til hun slap ham igen. Når hun gjorde det ville han tage sig til halsen og hoste en smule. Han kiggede på hende med hans dybe sorte øjne Han rystede svagt på hovedet og sagde stille '' Rygter siger intet. Eriz sagde også ting om dig. Ting jeg med det samme smed væk. Jeg lytter ikke til rygter, kun fakta. Jeg kan se du er gift. Ved du har været seksuelt aktiv på grund af dette og fordi du har en elsker. Jeg har ikke haft nogen seksuel aktivitet med andre kvinder ''. Marcel grinede svagt '' Hvilket siger meget om mig. Jeg plejer at kaste mig rundt i kvinder.. Jeg har kysset andre ja. Men det bliver jeg nød til for at bruge mine... Overtagelses teknikker.. Men aldrig mere end det.. Jeg var tro til det vi aftalte.. Andre kan sige hvad de vil, men det var jeg. Det har jeg været den eneste af os der var ''. Marcel fnøs  og slukkede ilden med en håndbevægelse. Han var blevet meget stærkere end sidst de havde set hinanden og det var til at se, på den måde han nemt og uden besvær udførte sin magi, fejlfrit. '' Jeg har ventet mindst lige så meget på dig. Du er den eneste jeg har ville gøre det for. Du var den eneste jeg ville....''. Marcel tog sig til halsen igen og fnøs '' Det er ligemeget nu. Det hele kan være ligemeget ''. Marcel gjorde som han altid gjorde når ting kom for tæt på. Fik det på afstand. Han gik langsomt forbi Macaria og tog sit sværd og satte det i sin holder på ryggen. Han kiggede tilbage på hende med et blik der viste hende at han havde givet op. Han havde forandret sig på så mange måder, men på denne måde var han den gamle Marcel. Han flygtede når nogen kom alt for tæt på. Når noget kunne såre ham dybt nok.

[Deleted]

Øjnene gnistrede mod ham, men hun slap ham da. Hvad forskel gjorde det, at dræbe ham, når såret altid ville være der? Hun fnøs, og vendte ryggen til ham, som kunne hun ikke holde ud til at se på ham, selvom det faktisk var, så han ikke skulle se sorgen i hendes blik.
"Jeg har ikke været intim med Zean...nogensinde" hvislede hun ud i luften, og lagde armene omkring sig, som ville hun omfavne sig selv. "Enrico var en enkelt gang. Du kan prøve at undskylde dine handlinger, så meget som du har lyst til, men jeg ventede på dig, indtil at du kyssede med andre. Jeg tog det som tegn på, at vi to var ovre."
Hun kunne stadigvæk huske, hvor ondt det havde gjort, da hun havde fået det af vide. Hvor rasende og såret hun var. Først havde han forladt hende, da alt så ud til at blive godt, så kyssede han en anden kvinde - hvem ved? Måske flere.
Men som han sagde... det hele kunne være lige meget nu. Enrico havde hun ikke hørt fra i over en måned, fordi han havde brug for at tænke. Marcellus kunne hun ikke stole på længere. Hun stod alene, uden nogen... ikke andre end Zean, der mere end en gang havde vist sin villighed til at kræve hendes krop. Dog havde hun afvist ham. Igen og igen.
"Men du har ret.... det hele er lige meget nu," svarede hun med en dæmpet stemme, og bøjede hovedet. Hvorfor følte hun sig så kold? Så tom? Var det ikke hvad hun ville det her? Det havde været hele meningen med at komme her, for at se ham en sidste gang. Fortælle det var slut, og de aldrig skulle ses igen, men nu hvor det var gjort, kunne hun næsten ikke få sig taget sammen til at gå. Minderne om deres første par møder, hvor alt havde været godt, fløj igennem hendes hoved, så smerten i brystet bare blev twistet endnu mere.
"Du skal vide... " begyndte hun, men måtte standse, for at synke en klump. "... at jeg elskede dig. Jeg håber, det lykkes dig, at gøre med dit liv, som du vil."
Hun kastede et sidste blik på ham over skulderen, inden at hun trak hætten på kappen op over hovedet. Der var ikke mere at sige. De havde begge forrådt den anden, uden samvittigheden til at undskylde for hinanden. Hvad var der mere at gøre?
Hun rankede sig med et suk, og rettede blikket op mod den sorte himmel. Det var på ingen måde sådan her, hun havde regnet med hende og Marcellus skulle have endt, men åbenbart skulle det ikke være de to.
Det tog alt hendes viljestyrke, at begynde at gå væk fra ham. En del af hende, ville bare snurre om på hælen, og løbe tilbage ind i hans favn. Trykke sig ind til ham, kysse hans bløde læber, lytte til hans hjerteslag, og høre hans beroligende ord. En anden del ville bare løbe. Væk fra ham. Væk fra smerten. Væk fra følelsen af at være nummer 2.
De første tårer var begyndt at glide ned af hendes blege, kolde kinder, mens at hun stolt aflagde mere og mere afstand til Marcellus.

[Deleted]

Marcel var allerede ved at tænke tanken at han havde været den loyale, at han var den bedre. Hvis nogen havde begået en fejl var det Macaria og ikke ham. Han havde blot gjort hvad han skulle for at overleve. Sandt, han havde kysset med nogle piger men han havde ikke været i seng med dem som han normalt ville have gjort. Macaria havde taget det skridt, ikke ham. Han var allerede ved at have kastet alt tvivl væk, på vej videre i sit liv da hun sagde de ord der ramte ham dybt. Hun elskede ham. Hvordan kunne hun vove at udtale disse ord til ham. Han stoppede op som havde han ramt en mur. Han kunne mærke hvordan hver en muskel i hans krop blev svag. En følelse af kvalme steg op fra hans mave. Hvordan kunne hun elske ham efter alt det her. Han satte en hånd mod en af de forfaldne stolper og sank en klump. Havde han virkelig haft det på samme måde?. Var det derfor han ikke havde gjort som han plejede, var det derfor han havde smidt sit sværd, var det derfor han mistede alt sin kampgejst da han fandt ud af at hun var gift?. Marcel vendte sig om og kiggede efter hende. Hans logiske hjerne satte ting sammen * Hvis jeg stopper hende og hun går videre.. Så finder jeg mit svar. Hvad hvis det ikke er det svar jeg søger?. Hvorfor er hun overhovedet kommet her i dag?. Hvor langt er hun villig til at gå for at vise hun elsker mig?. Hvor langt er jeg villig til at gå for at vise hende det?*. Alle disse tanker fløj gennem hans hoved. Han brugte sin hurtighed til at stå bag hende. Han rakte ud mod hendes skulder og hvis han fik fat ville han blidt ligge sin hånd på hendes skulder og sige meget svagt '' Du skal vide at jeg havde tænkt mig ''. Han kunne næsten ikke sige det. Han kunne ikke lade sig være så svag. Det var en kamp for ham at få flere ord ud '' Du skal.. Jeg ''. Han rystede svagt på hovedet '' Du skal vide, hvis jeg havde vundet den kamp imod min Fader. Havde jeg marcheret op til Dronningen og gjort dig til mig. Lagt min fortid bag mig. Den jeg var, og blevet den jeg ville være... Sammen med dig. Jeg bruger kun mine tricks og forføring fordi de er de eneste våben jeg har, til at få magt med. Når jeg har magt, så er der ingen grund til at bruge disse tricks mere. Hvorfor tror du jeg kæmpede så inderligt for at vinde! hvorfor tror du jeg ville dø for det.. For dig.. For... Os! ''. Marcel fik igen kvalme. Han havde mest af alt lyst til at løbe sin vej. Hvordan kunne hun også sige hun elskede ham. Normalt når kvinder sagde det så rørte det ham ikke, men han måtte erkende at Macarias ord bare. rørte ham. 

[Deleted]

Macaria stoppede op lige så snart, at hun mærkede hans hånd på hendes skulder, men hun vendte sig ikke om imod ham. Tavst blev hun stående, stoppet af hans simple gestus, mens at hun lyttede til hans ord. Det var tydeligt at høre, hvor svært det var for ham at udtale ordene, hvilket gjorde at hun lidt mere opmærksomt, drejede hovedet mod ham. Så... han ville have gjort hende til sin? Gået op til dronningen, lagt alt foran hendes fødder, og bedt om Macaria?
Hun betragtede ham ud af øjenkrogen, inden at hun igen bøjede hovedet, og kiggede væk.
"Grunden til at jeg giftede mig med Zean, og flyttede til Manjarno, for at overtage landet, var på grund af dig," delte hun ærligt. Det var jo de tanker, hun havde haft, den nat hvor hende og Zean, havde fået ideen om ægteskab. "Jeg troede vi kunne se mere til hinanden, hvis jeg var i Manjarno, og folk ville ikke mistænke noget, fordi jeg havde en ægtemand. En af mine krav til Zean, var at jeg ville være sammen med dig, og han ikke skulle røre mig. Det var den eneste grund til jeg giftede mig."
Hun vendte sig endelig om imod ham med et blik, der var mørkt af sorg. Det var ikke ofte man så hende sådan her. Normalt var Macaria smilende, charmerende, drillende og legende. Men ikke nu. Ikke nu hvor hun var ved at miste personen, som hun havde haft så lidt tid med, men følte dog så meget for.
Hendes ene hånd rakte ud, for at tage hans hånd i sin. Blikket gled op, for at møde hans.
"Jeg ville have taget imod dig, Marcel... Jeg ville have ladet dig få mig, og blive din," hviskede hun inderligt, mens deres fingre flettede sig ind i hinanden. Det var jo det, som hun havde drømt om de dage, hvor hun endelig kunne krybe i seng. Der var ikke gået en eneste nat, hvor han ikke havde været i hendes tanker. Dengang hvor han gav hende valget mellem at blive hos ham, og komme til skade, havde hun valgt at blive hos ham. Ligeglad med konsekvenserne - bare for at være hos ham.
Men han havde skubbet hende væk. Ikke én gang men to gange. Hvordan kunne de nogensinde komme videre fra det her?
Hendes blik gled ned til deres sammenflettet hånd. Betragtede fingrene, der lå mod hinanden. Hætten henlagde hendes ansigt i skygger, så det eneste man tydeligt kunne se, var øjnene, der skinnede op i mørket.
"Jeg er ked af, det hele blev sådan et rod..." afsluttede hun stille.

[Deleted]

Han lukkede sine øjne og . Da deres fingre flettede sig sammen, sukkede han. Marcel var slet ikke så god til sådan noget her. Han var slet ikke god til ting der ikke gik efter hans hoved, efter hans planer. Han åbnede sine øjne og kiggede på hende. Han sagde meget stille '' Den jeg er nu. Er ikke dig værdig, det har jeg også sagt før. Men den jeg vil blive ''. Han lukkede sine øjne og sukkede igen '' Er for god til en gift kvinde. Den jeg bliver, hvis jeg besejre min Fader. Den person, vil ikke nøjes med at se en gift kvinde i det skjulte ''. Marcel tog fat om Macaria og træk hende ind til sig så hun ikke kunne se de tåre der dannede sig i hans øjne. Han gjorde alt hvad han kunne for ikke at lade det skinne igennem i hans stemme '' Jeg kom bare for sent. Du er gift nu.. Og det er min skyld. Jeg skulle have gjort dig til min da jeg havde chancen ''. Marcel vidste hvordan landet lå. Hun ville aldrig stole på den han var lige nu, gang på gang ville han såre hende og den han ville blive ville være for god til at snige sig rundt med en gift kvinde. Han vidste ærligtalt ikke hvordan han skulle læse dette problem. Han var forblindet af hans følelser til at finde en logisk løsning på dette problem. Han blinkede et par gange til tårene var væk og gav langsomt slip på hende. Han trådte et skridt tilbage og knælede foran Macaria. Han kiggede ned i jorden. Han sagde trist og hviskende '' Jeg ved ikke hvordan vi skal løse det her. Det er al... Alt sammen min skyld. Den jeg er.. Jeg skulle aldrig være kommet så tæt på dig.. Jeg.. Undskyld Macaria.. Undskyld fordi jeg har givet dig så meget sorg.. Men dette mener jeg.. Det var dig jeg ville have gået gennem ild og vand for.. Dig jeg ville have gjort alt for.. Men nu hvor du er gift.. Har du valgt at det ikke er mig der skal gå gennem ild og vand for dig ''.Han ville gøre næsten alt for at løse dette problem, for at kunne kalde hende for hans. Marcel var meget traditionel, dog ikke nu hvor han var på flugt. Men da han var i lære hos sin fader havde han altid lagt vægt på traditioner og løfter. Når han genvandt sin ære og sit navn ville han atter lægge vægt på disse ting. Hans stolthed og ære ville endelig vende tilbage.

[Deleted]

Da han trak hende ind til sig, var det som om noget gik i stykker hos hende, og hun begravede sit ansigt ind mod hans skulder, mens hun knugede sig ind til ham. Hvad der før, havde virket som sådan en god ide med Zean, virkede nu, som den mest dummeste og idiotiske plan, hun nogensinde havde tænkt. Hvorfor havde hun dog opgivet Marcel, og ladet sig fæste til Zean? Svaret vidste hun udmærket godt. Fordi at hun havde været bange for, at vente forgæves på ham. Fordi at hun havde troet, at hun så nemt, som ingenting, ville kunne rive sig løs fra ægteskabets bånd, og forlade Zean.
"Det er dig, som jeg vil have!" sagde hun med en grådkvalt stemme, der var utydeligt, fordi hun stod presset med ansigtet ind mod hans skulder. Rustningen stoppede dem fra at komme helt tæt på hinanden, hvilket var ved at dræbe hende. Da han trak hende væk, havde hun lyst til at kaste sig ind i han favn igen. Hvorfor kunne de ikke bare blive stående sådan forevigt?
Hun betragtede ham knæle, mens det rykkede i hendes krop på grund af de undertrykket hulk, hun nægtede at lyde. Uden at tage sig af kjolen hun havde på, knælede hun foran ham, og lagde en hånd under hans hage, for at få ham til at hæve blikket mod hende. Langsomt lænede hun sig frem, indtil at hun blidt kunne lægge sin pande mod hans.
"Lad være med at sig undskyld... Det er mig, som var for bange," hviskede hun bedende til ham, og løftede sine hænder op på hver side af hans ansigt. Kærligt strøg hun tommelfingrene over hans kinder. Øjnene lukkede hun i. Hvor ville hun dog ønske, at hun kunne være hos ham. Være sammen med ham, være hans. Vide at han kom tilbage til hende hver eneste gang han var væk. Vågne op ved siden af ham. Lade ham få hende både mentalt og fysisk.
"Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det om," fortalte hun ham dæmpet, mens hun hævede ansigtet, for at placere et let kys på hans læber, der lige nu føltes lige så kolde som hendes. "Jeg ville vente på dig."

[Deleted]

Marcel gengalte kysset og kiggede på hende med et bestemt blik '' Når jeg er blevet fyrste er der kun en vej. En ting jeg kan gøre. Sådan bliver det.. Jeg kan ikke fortælle dig hvad det er, der er større chance for jeg vil dø der. Men det er den eneste mulighed ''. Marcel slap hende og rejste sig op. Han drejede sit hoved og sagde '' Medmindre.. Nej det er ikke en plan du overhovedet ville overveje ''. Han syntes selv at hans plan var sindssyg. Den var latterlig og den ville aldrig virke, men han var mere end villig til at se om den kunne. Dog ville han ikke udsætte hende for det. Det var ikke risikoen værd. Han satte sig på knæ og hviskede i hendes øre '' Du kunne jo skilles med Zean og.. Gifte dig med mig.. Hvis du elsker mig så... Meget som jeg elsker dig.. Så vil jeg hellere end gerne kunne kalde dig min kone.. Sidde stolt på vores troner og bekæmpe alle der måtte komme imod os. Du er en Dronning.. Valget er dit eget.. Jeg vil stå ved dig.. Kæmpe for dig.. Regere med dig.. Eller dø med dig.. Selv om vi dør.. Ville det være det hele værd.. For jeg ville gøre alt det her.. Sammen med dig ''. Nok kunne disse ord lyde som en lystig plan om at få ham selv på tronen. Men sandheden var at det ikke var det han tænkte på. Han ville leve med hende, styre med hende og dø med hende. Sådan var sandheden. Men Marcel havde brug for at vide at hendes ord var sande. at hun elskede ham og ville gøre alt for ham som han ville for hende. Hvis hun virkelig elskede ham, var dette måden hun kunne bevise det på. Marcel havde aldrig stillet krav til nogen fordi han var ligeglad med om de opfyldte hans krav. Men han havde endelig fundet en han ville stille krav til. Han forberedte sig allerede på at blive svigtet. Første gang han åbnede sig for kærlighed og han var bange for at det hele havde været et spil. At alt det hun havde sagt ingen handling havde bag sig. Han havde aldrig frygtet et svar så meget som det han ville få nu.

[Deleted]

Tavst lyttede Macaria til hvad han hviskede i hendes øre. I det mindste havde han en plan, hvilket var mere, end hun kunne sige på nuværende tidspunkt. Dog faldt håbet, hun havde haft, da han nævnte en skilsmisse. Hun var sikker på, at hun ville alt det han sagde. Regere med ham, dø med ham, være sammen med ham. Der var ingen tvivl i hendes bryst, men tilgengæld var det umuligt for hende, at blive skilt fra Zean, selv hvis hun ville. Efter vielsen havde hende og Zean, bundet sig til hinanden foran Guderne. De havde bundet sig med blod og med løfter.
Dog var der én ting de kunne gøre... En ting som var mere risikofyldt end en skilsmisse. Hendes blik vandrede udtryksløst rundt på hans ansigt.
"Man kan ikke blive skilt, når man først har skænket sig selv til en anden foran guderne," fortalte hun ham med en dæmpet stemme, men før han kunne nå at trække sig væk, greb hun ud efter hans hånd, som hun klemte. "Et ægteskab kan kun blive brudt enten ved godkendelse fra dronningen.... " Hun tøvede et øjeblik. ".... eller ved en af partnernes død."
Det blik hun sendte ham, sagde det hele. Tommelfingeren begyndte at stryge sig over hans håndryg, inden hun tog om hånden med begge sine hænder, og hævede den op til hendes læber. Blidt kyssede hun den kolde hud, uden at slippe ham med øjnene.
"Hvis du virkelig... mener alt... det... som du siger..." sagde hun lavmælt, afbrudt af de små kys, som hun uddelte på hans hånd. "... så er det her... en måde at... bevise det på. Du sagde du ville dø for mig. Kæmpe for mig. Valget er dit eget."
Det var ikke tilfældigt, at hun sagde de næsten akkurat samme ord til ham, som han havde brugt på hende. De var trods alt dem de var. Ved deres første møde, havde de danset omkring hinanden i en handel, der havde taget flere timer, fordi de begge var for snu, til at give sig efter den anden. Hendes bløde læber placerede kys op af hans ene finger.
"Og først bagefter kan vi være sammen... for evigt..." afsluttede hun lokkende, uden at vide, om han faktisk ville gøre det, eller om det bare var ord, som han havde sagt. Ville han virkelig risikere alt det for hende? Ville han virkelig kæmpe for hende?

[Deleted]

Marcel lyttede og kiggede på hende med et fast blik. Det gav mening for ham det meste. Men hvorfor var det ham der skulle ende den pagt hun havde taget del i. Han slog tankegangen væk. Han kunne ikke tænke sådan. Han var ikke den Marcel mere. Men så kunne hun heller ikke være den Macaria mere. Han tænkte alle senarier igennem. Alt blev vendt om, alt blev gennemgået. Hans blik viste at han havde taget en beslutning. Han smilede stolt og roligt til hende. Et udtryk han ikke havde vist før. En side af ham hun ikke havde set før. Han strøg hendes kind med hans frie hånd og sagde med kærlige ord '' Jeg er misundelig på den vind der får lov at berøre dig. Den vind der får lov at stryge gennem dit hår. Den vind der hver dag får lov at mærke dig, dag og nat. Men ikke mere. Dette er ikke et problem en af os kan løse. Fra den dag i dag, vil jeg være den vind ''. Han løftede Macaria op i sine arme og rejste sig op. Han kyssede hende blidt på læberne og grinede. Han rystede på hovedet og sagde '' Jeg havde ikke troet jeg skulle sige det her.. Men vi gør det sammen.. Vi dræber ham sammen eller dør i forsøget. Dig og mig.. Ikke bare mig.. For endelig, endelig er der en i denne verden jeg stoler lige så meget på som mig selv. Fra i dag og resten af dem.. Vil jeg ikke slippe dig af syne.. Kun døden kan tage mig fra dig.. Du er ikke alene mere.. Aldrig mere.. Jeg slipper dig ikke før min styrke forlader min krop.. Vi gør det sammen ''. Han mente hvert et ord. Hun havde ret. De måtte begge bevise overfor hinanden at det var det her de ville, det kunne de ikke gøre hvis en af dem dog alt ansvaret og risikoen. De måtte gøre det sammen eller fejle sammen. Kun sådan kunne de i sandhed blive en enighed. Marcel sagde bestemt '' Hvis du mener det her.. Så gør vi det. Sammen kan vi klare alt. Endelig forstår jeg den sætning ''.