The Feelings Run Wild

[Deleted]

Macaria tiltede sit hoved mod hans hånd, der strøg hendes kind, mens hun med et lille smil, lyttede til hvad han sagde. Da han løftede hende op i sine arme, kom hun med et lille udbrud, og skyndte sig at slynge armene omkring hans nakke, mens at han kyssede hende på læberne. Det sendte varme bølger gennem hendes krop, og hun smilede over hele ansigtet, så øjnene strålede med. Der var den gamle Macaria, som man kunne genkende. Den glade, unge pige, der legede bekymringløst omkring. Hans ord var fyldt med ærlighed, så hun troede på ham. Det føltes som om, at de først nu endelig, tog den beslutning om, at de ville være sammen. De to ham. Ham og hende. Før havde de været bange, usikre, flygtet fra hinanden, uden at vide, om de ville se hinanden igen - men ikke nu. Nu havde de taget den beslutning. De elskede hinanden.
Hendes fingre nussede ham i nakken, mens at han nogle gange måtte blive afbrudt i sine ord, når hun kyssede ham på læberne, fordi at hun ikke kunne lade være. Lige så mange kvinder, som han havde kysset, lige så mange gange, ville hun kysse ham. Ikke nok med det... hun ville kræve ham. Have ham. Erobre ham. Tage ham.
Hendes blik fangede hans.
"Jeg vil aldrig slippe dig igen," svarede hun ham, og strøg fingrene igennem hans sorte hår. "Hvis det her, er den eneste måde hvorpå vi to kan være sammen, så vil jeg gøre det. Jeg vil være din. Kun din. Det er dig, som jeg skal være bundet til. Dig som skal have retten til min krop. Dig jeg vil have."
Hun kyssede ham endnu engang. Denne gang var det et dybt kys. Et kys der krævende skilte hans læber ad, så hendes tunge kunne berøre hans. Hun ville vise ham, hvor meget hun havde savnet ham. Hvor meget hun elskede ham. Modvilligt brød hun det lidenskabelige kys, for at se lidt på ham. Hun havde ikke lyst til at tage tilbage til palæet. Mest af alt ville hun blive hos ham resten af natten, uden dog af vide, hvor han rent faktisk sov henne. I et telt?
"Jeg vil ikke gå..." fortalte hun ham dæmpet, og strøg sin næsetip op af hans næse, så øjnene var lige ved at lukke sig i igen. "Jeg har ikke lyst til at forlade dig igen."

[Deleted]

Marcel lukkede sine øjne og nød øjeblikket. Han havde været igennem så meget. Han var vokset så meget som person. Men det var hun også. Han kunne se og føle at det de havde var ægte. Han havde prøvet at glemme, prøvet at komme videre, men lige meget hvad han gjorde endte han med hende i sine arme. Hele verden var imod dem, det var som alt kæmpede for at holde dem fra hinanden. Men nu var Marcel ligeglad. Han delte hendes synspunkt på dette. Dog kunne han ikke lade være med at tænke på at hun ville være tilbage ved Zean. At hun foran guderne havde svoret ham troskab. Han vidste hvad de måtte gøre, det var sådan det måtte blive. Han var træt af at alt hold dem fra hinanden, nu var der intet der skulle skille dem fra hinanden igen. Han lod sin pande støde imod hendes og hviskede '' Vi må ligge en plan, en plan om hvordan vi dræber ham så vi kan være os. Vi må gøre det sammen ''. Marcel huskede hans egen tale til hans folk. Til Francis og de andre. Hvordan han havde sagt de samme ord og ment det. Han huskede tilbage.

* den store hal under jorden. Der sad vi, mine mest betroede krigere. Deriblandt Isabel og Francis. jeg husker hvordan de sad på hver side af mig.  Mine mest betroede krigere. Isabel den faldne Magiker og Francis min Warlock lærling. Hvordan jeg rejste mig og hævede mit glas. Fortalte hvordan vi ville besejre min Fader sammen. Hvordan vi ikke kunne gøre det hvert for sig. Hvordan vi måtte gøre det sammen. Blive en og kæmpe mod denne uoverkommelige forhindring. Den gang.. Den gang havde jeg den samme beslutsomhed som nu. Dette.. Mig og Macaria.. Det er ægte.. Jeg føler mig for første gang siden jeg var en barn.. Jeg føler mig... Lykkelig*

Marcel åbnede sine øjne og smilede til Macaria. Han sagde med en blid stemme '' Lige meget hvad du har svoret til guderne. Så ved vi begge to at det skal være os to.. Ingen andre og sådan må det blive. Det er vores kamp. Vi må kæmpe for at være sammen. Lad os kæmpe og vinde, eller dø i forsøget!. lad os sværge på guderne.''

[Deleted]

Macaria hævede et øjenbryn ham, mens et drillende smil hvilede på hendes læber.
"Jamen dog...jeg vidste ikke du var så troende?" spurgte hun ham, og sprællede lidt med benene, som tegn på at hun ville ned igen. Da hun igen stod på jorden, udglattede hun sine kjoles folder, mens hun overvejede hvad det var, som hende og Marcel var ved at blive enig om. Det var ikke små ting. Hun tænkte på Zean. Alt hvad han var blevet for hende. En ven, en beskytter. Let bed hun sig i underlæben med sænket blik, da hun kom i tanke om sine mareridt, der var resterne af minder. Hun var levende begravet under murbrokkerne, af det der engang havde været slottet i Manjarno. Hun havde været dødelig såret, og vågnet op i det støvet mørke - men hun havde ikke været alene. Zean havde sættet bevidstløs på den trone, hun havde nået, og holdte hende i sine arme. Sammen var de begravet, klar til at dø i hinandens arme. Det var ham, der havde været hos hende - ikke Marcellus.
Hun sukkede opgivende, og strøg fingrene gennem sit hår. Det her ville blive svært. Noget hun måtte tænke meget over. En ting var dog sikkert - hun elskede Marcellus. Bare når hun så på ham, kunne hun mærke, hvor meget han var kommet til at betyde for hende, selvom at de ikke havde brugt særlig meget tid sammen.
Hendes ene hånd rakte ud, og tog hans i sin.
"Jeg er nødt til at tænke over det her," fortalte hun ham, og mødte hans blik med et smil. "Vi er nødt til at tage det her langsomt og gennemtænkt. Ingen fejl."

[Deleted]

Marcel satte blidt Macaria ned. Han betragtede hende med et kærligt blik. Han havde ingen ide om hvad bånd der var mellem Zean og hende, dog var han sikker i sin sag. Hvis ikke hun gennemgik dette, hvis ikke hun beviste at det var ham og ikke Zean hun ville have. Så havde hun i hans øjne løjet overfor ham. Så elskede hun ham ikke. Marcel havde altid kastet ideen om kærlighed væk, derfor skulle der meget til for at overbevise ham om at han var elsket. Han nikkede dog til det hun sagde. Dog kunne noget i ham ikke lade være med at sprede tvivl i hans sind * Hun tøver. Føler hun noget for ham?. Passer det nu virkeligt at hun bare giftede sig med ham af praktiske grunde?. Måske burde jeg tage afstand. Hvad nu hvis hun lyver, hvad nu hvis hun føre mig bag lyset. Hvad nu hvis hendes følelser for ham vokser? *. Det var til at se på Marcel, eftersom han nu havde smidt sin facade at han var bekymret over noget. Han tog et skridt tilbage og sagde med en fjern stemme '' Du har nok ret.. Det kræver vel planlægning.. Du skal vel finde det rigtige tidspunkt ''. Tvivlen i hans stemme var nem at spore. Skønt Marcel valgte at kæmpe for Macaria, for deres forhold. Så lå det ikke i hans natur at stole på det. Tankerne om at flygte, at alt dette ikke var det værd. At hun ikke elskede ham og hendes kærlighed for Zean ville vokse og overskygge den de havde sammen voksede. Marcel kiggede ned i jorden '' Jeg skal vel også til og tilbage. Jeg har en krig der skal kæmpes ''. Igen skulle de skilles. Igen skulle han være uden hende i lang tid. Han ville ønske de fremover ville kunne gøre alt sammen. Men han vidste at tiden ikke var inde. Han kiggede op på Macaria igen. Han sagde stille '' Bare lov mig at vi gør det her. At det du siger passer. At du elsker mig. For hvis jeg kommer og du ikke kan gennemføre det. Hvis du ikke kan kæmpe det der skal til for vi to kan være sammen. Så sig det nu.. Hellere nu end senere Macaria. Giv mig det løfte. Jeg vil ikke kæmpe for det her, hvis ikke det er det du ønsker af hele dit hjerte ''. Det var første gang Marcel nogensinde havde åbnet sig på den måde og fremstået sårbar og svag. Han var opvokset med at ens følelser var svaghed. Dette gik imod alt han var blevet lært.

[Deleted]

Ved hans ord dukkede et mildt smil frem hos Macaria, og hun lagde begge hænder om hans ansigt, hvor tommelfingrene blidt strøg ham over kinderne. Øjnene mødte åbent hans. Hvad end der skete, var der én ting, som hun var sikker på, og det var at hun elskede ham, og ville være ved ham hele tiden.
"Jeg sværger at det er dig, som jeg vil have," svarede hun ham uden tøven. "Jeg elsker dig Marcellus, og det må du stole på. Det er dig, jeg vil vågne op til hver eneste gang, jeg slår øjnene op, og det er din side, som jeg vil stå ved."
Det var umuligt for hende at sige det mere klart. Hvordan de så skulle komme til det de begge ønskede, havde hun brug for at tænke over, men hun vidste, at det var der, hun ville hen. Bare det at han åbnede sig op for hende, fik hende til at mærke ham mere, samt se, hvor meget hun betød for ham. Hvis bare han så også, ville turde tro på hendes ord. Det første hun ville gøre, når hun kom tilbage til palæet, var at finde ud af, hvornår hun kunne tage til Dvasias, for at snakke med Enrico. Hun var nødt til at være ærlig overfor sig selv.
Blidt kyssede hun Marcellus på munden, mens hun kærligt strøg ham igennem håret, inden at hun slap ham, for igen at kunne møde hans blik alvorligt.
"Men du er også nødt til at bevise det for mig! Ikke flere piger, som du skal overtale på den måde," sagde hun advarende til ham, og mente det. En gang var hun blevet gjort totalt til grin, hun ville ikke igen. Det var hårdt nok at længes sådan efter ham. Hvornår ville de mon have tiden til at kunne opleve hinandens kroppe, samt lade sig forene? Mon han også længtes efter det tidspunkt?

[Deleted]

Marcel lyttede til hendes ord. Men de sidste fik ham til at sukke. Største delen af de magtfulde folk der stod ved hans side var kvinder. Kvinder han havde lokket, kvinder der ønskede at være med ham. Kvinder han lod hænge i en fin tråd om hans finger så de stadigvæk havde håb om at han ville være sammen med dem. Det var hans tricks der skaffede ham allierede og magt. Hvordan skulle han vinde en krig imod sin Fader uden brug af disse midler. Han åbnede sine øjne og nikkede '' Jeg kan ikke ændre fortiden. Der kan komme kvinde og sige ting til dig. Men det vil fra i dag af være fra fortiden Macaria. Jeg ved ikke hvordan jeg skal vinde uden den del af mig. Men hvis det er det du ønsker. Så er det, det du skal få. Den del af mig er fortid ''. Han grinede svagt '' Men flirten til at få min vilje vil stadigvæk ske ''. Han blinkede forførende '' Især overfor dig ''. Hun havde virkelig haft en effekt på ham. Først fået ham til at blive den stolte kriger der stod foran hende nu og nu at ligge hans frie og vilde natur bag sig. Men det gjorde ham intet. Han lagde med glæde den side fra sig for hende. Marcel hævede et øjenbryn '' Men lad der nu ikke få for lang tid. Jeg giver dig en måned. Ikke mere.. Din plan skal være klar og udføres der ''. Marcel kunne vente på hende, men ikke længere tid. Nu måtte de tage kampen op og afslutte alt dette, så de kunne være sammen. Så de kunne regere sammen. Han var ikke længere den gamle Marcel, han ville ikke sidde i skyggerne og planlægge mere. Der var brug for handling. Der var brug for at alt dette blev afsluttet så de kunne være sammen. Marcel lagde en hånd på hendes kind og smilede skævt '' Du skal være min dronning, min kone. Inden den næste fuld måne, Macaria. Det kræver jeg ''.

[Deleted]

Macaria havde grinet af hans kommentar ved brug af flirtren overfor hende. Det var sådan det hele havde startet mellem dem. En lidt for forførende eftersøgt, og en alt for legende rådgiver. Sådan havde de startet. Nu var de blevet til en stolt kriger, og en magtfuld regent.
"Jeg har ikke imod lidt flirtren," svarede hun kækt tilbage, og flippede hans hage. Smilet falmede dog ved hans sidste par sætninger. Et vantro øjenbryn hævede sig, mens øjnene pludselig blev skarpe. Gav han hende lige en ordre? Det lød utrolig meget sådan. Krævede han noget af hende, som var hun en gemen tjener for ham? Åhhhh hå hå hå... nej! Sådan legede de ikke!
Hun trak sig væk fra ham, og lagde stædigt armene over kors.
"Jeg er ikke en tøs, du kan hundse rundt med, Marcellus," fortalte hun ham irettesættende. Han kunne intet kræve af hende overhovedet! Hvad ville han gøre, hvis det tog over en måned? Forlade hende? Hvis der skulle så lidt til for ham, så troede hun ikke på, at han overhovedet kendte betydningen bag ordet kærlighed. Hvordan var det dog, han talte til hende?! Hun havde skam ventet på ham i over en måned, uden at høre fra ham! Hun havde hørt om de forskellige piger! Og nu KRÆVEDE han noget af hende? Hun havde et helt land at passe ved siden af, med en modstandsbevægelse ved siden af! Det hele var ikke så simpelt, og tid var ikke det, som hun havde mest af.
"Du har forandret dig - det kan alle se på dig, men jeg finder mig ikke i at blive talt sådan til. Specielt ikke af én, der har sagt, at han elsker mig," forklarede hun hårdt, og trak hætten op over sit hoved. Han lød jo næsten som Enrico nu. Kontrollerende og dominerende. De var for pokker ikke gift endnu! Selv ikke Zean, talte sådan til hende.
Øjnene gnistrede i skyggerne under hætten. Hvordan var det de var blevet? Før i tiden spandt de sig om hinanden. De fik hinanden til at grine og slappe af.
"Jeg skal nok vende tilbage til dig om en månedstid, men lad være med at snak sådan til mig," afsluttede hun en smule blidere, og udlignede afstanden mellem dem, for at kysse ham farvel. Kysset var både sødt og intimt. "Husk hvem jeg er, Marcellus. Hvis jeg skal være din kone, er jeg også din ligmand. Ikke en eller anden tøs, der leger din nikkedukke."
Hun kyssede ham igen, inden at hun vendte ryggen til ham, og begyndte at gå. Der var et stykke over til den hest, som hun havde efterladt udenfor ruinerne.
"Jeg elsker dig..." nåede man lige at høre fra hende, inden at mørket omfavnede hende, og kanten af hendes kappe, forsvandt.

//out

[Deleted]

Marcel stod med åben mund. Da hun gik kunne hun høre et svagt '' Undskyld ''. Han vidste ikke rigtigt hvad der var sket. Han tænkte tilbage og lod hans ordvalg glide gennem hans tanker. Han tog sig til hovedet og rystede det lidt. Kvinder havde det altid med at misforstå ting. Dette var en godt grundlag til ikke at forelskede sig i dem. Han smilede lidt og tjekkede hende ud bagfra da hun gik. Han ville ikke få det nemt. Han havde intet ondt ment, men han kunne godt regne ud at hans ordvalg kunne misforstås som en ordre og ikke et ønske. Men vent lige lidt. Hun havde selv beordret ham til at ændre sit adfærd. Han skulle lige til at åbne munden da han så hun allerede var væk. Han kløede sig i nakken. Dette var en af de få gange hvor Marcel ikke havde været klar med et modspil i samme øjeblik. Han havde simpelhen været for overrasket over hendes udbrud. Men det var ikke den store grund. Den store grund var at han endelig havde sunket sin garde overfor hende. Han smilede lidt og kiggede rundt omkring. Kiggede på alt den ødelæggelse han havde skabt rundt omkring. Passion manglede de i hvert fald ikke.