Hvad ved du?

[Deleted]

...
Da dette er en ældre aftale, er jeg nød til at ære den.  Jeg håber at de forstår. Jeg kan derfor kun sende min datter, Francis, i mit sted,
Victor Geneva
Victor var rasende. Så rasende at Francis knap nok turde træde ind i rummet. "Hvad snøvler du for pige!" vrissede han over skulderen og hun skyldte sig ind. "Den varyl tror, at han kan tillade sig at ændre vores møde tid. Hvordan kan det være mit problem, at han er efterlyst til Dvasia? Mr. Marzel har endelig fundet den næste brik i puslespillet. Jeg er nød til at tage derover med det samme." Victor vente sig hurtigt om, og så ned på hende. "Så du er nød til at tage af sted selv. Det her er vigtigt, forstår du?" Hun nikkede, velvidende om at han ikke forventede et verbalt svar. "Jeg sender fyrstesønnen et brev nu. Så hvis alt går vel, ved han det før i skal mødes. Du er med på hvad opgaven er, ikke?" Francis fik ikke mulighed for at svare før, end at han forsatte. "Kære Mr. Black har nogle problemer med hans far. Rygterne og vores få breve siger, at han leder efter en lille hær til at klare problemet. Det er her hvor du kommer ind, Francis. Du vil gerne i lære hos ham, til gengæld for at han kan bruge dig i hans lille hær. Hvad du skal lære at sådan en varyl som piver over hans far, ved jeg ikke. Men med din simple magi er alt vel muligt. Her kommer den vigtige del. Black har muligvis viden om forbandelser af sjæle. Han kan være vores næste skridt for at få Emilia tilbage. Forstår du mig? Det her er vigtigt! Så hvis et viser sig, at han ikke ved noget, så lad hver med at spille vores tid." Victor betragtede hende kort. "Kan du gøre det?" Francis nikkede igen: "Jeg vil gøre mit bedste." Et hårdt fnys kom fra Victor. "Jeg bedte ikke om dit bedste. Jeg vil se resultater."
-
Francis kiggede over mod det forbandede sket. Aftalen var at mødes ved en gammel forladt hytte, der lå et lille stykke før skoven tog til og tågen begyndte. Hun sad på en halv rådden bæk, der lå bag hytten. Så længe hun ikke lavede noget vildt, kunne den holde hendes vægt uden alt for meget brok. Hendes rejse kappe sørgede for at tøjet ikke blev beskidte af træet. Francis kiggede ned at sig selv. Skjorten var creme farvet og gik godt op i halsen. Hun skulle jo gerne se anstændig ud. Bukserne var brune og gav god plads til bevægelse. Begge var simple men af godt materiale. Hun havde som regel tights under hendes kjole, men direkte bukser og skorte var længe siden. Det var Victors ønske. 'Man ved aldrig med hans type. Vær klar på alt, Francis.' Hun havde også sat håret op i en hestehale. I det mindste havde hun stadig de korte støvler, og hendes sølvsmykker, som hun plejede.
Francis kiggede fra det ene hushjørne til det andet. Det ville nok være smartest at være blevet foran. Men hun var kommet i god tid, og en forbandet dal var mere spændende end en øde vej. Hun vidste ikke, hvad hun skulle forvente af Marcellus LaPiera Black. Rygtet var, at han havde både vampyr og warlock blod i hans åre. Måske han kunne hjælpe hende. Sat overfor de fleste andre warlocks var hendes magi ikke noget særligt. Hvis hun både magi og hendes fysik, så måtte hende far blive stolt af hende. Om det så var som datter eller våben.

[Deleted]

Marcel trak sværdet ud af maven på dusør jægeren. Blodet sprøjtede ud af hans mave og dusørjægeren gurglede i hans eget blod og blev til sidst kvalt. Marcel tog brevet frem og kiggede på det imens han lavede et slag med sit sværd som rystede blodet af det. Da han var færdig med at læse, kom et skævt smil frem på hans læber. Endelig, flere krigere til at hans hær. Marcel var i den bedste form han nogensinde havde været i. Hans Fader var begyndt at finde ud af at Marcel gjorde klar til kamp, så han havde øget dusøren på hans hoved betydeligt og brugt flere ressourcer på at fange ham. Marcel tog afsted med det samme. Han glædede sig til at se om denne Francis kunne leve op til hans forventninger. Marcel kiggede på hans lille gruppe af mænd. Han vendte sig om og sagde roligt '' Jeg tager ud for at hente en ny elev. Fortsæt som planlagt. Sammen flere folk under mit banner. Men værd forsigtig, min Fader må ikke finde ud af hvad jeg har i tankerne ''. En af hans mænd nikkede og gjorde tegn til de andre skulle følge efter ham.

Marcel stod på afstand og holdt øje med hende. Han ville se hende an før han viste sig. Hun virkede rolig og fattet. Ikke hvad han havde forventet af hende, hun skulle møde en eftersøgt forbryder og en da en Varyl. Marcel sprang ned fra det træ han sad i. Han sad flere meter oppe, da han landede tæt ved hende med et brag, slog en røgsky af jord op fra selve kraften af hans landing. Han rejste sig langsomt op. Marcel stod i med sit korte, helt sorte hår. Hans dybe mørke øjne betragtede hende. Han var atletisk bygget og muskuløs. Han var i en fantastisk form. På hans ryg hang et Bastard sword (1½hånds sværd) og et Short Sword. En kappe hang over hans venstre skulder, men gik kun ned til hans albue for ikke at hindre hans bevægelser. Han bar en mørkebrun læder rustning der havde en masse små snit og mærker i sig. Han havde bare arme, dog var der læder armbånd om hans håndled. Han havde sorte bukser på. Et skævt charmerende smil kom frem på hans bløde og lokkende læber. Han sagde med en rug og yderst veltalende stemme '' Frøken Francis formoder jeg ''. Han bukkede dybt og elegant. manere og charme var bestemt kvaliteter Marcel besad til punkt og prikke, men nu kunne man vel heller ikke forvente andet af en fyrstesøn.

[Deleted]

Francis gav et lille gisp og hoppede i forskrækkelse, da noget landede tæt på hende. Det gamle, ustabile træ gav et utilfreds lyd, som hun landede igen, og truede med at forsvinde under hende. Lynhurtigt var hun på benene, og forsøgte at se den fremmede an. En ung herre der, hvis læder og våben havde noget at sige, var klar til kamp. Det gjorde hende lettere urolig. Hendes far havde godt nok advaret hende mod Black, hun skulle ikke lade sine parader ned. Men meningen med mødet var at tale. Francis selv var praktisk klædt, men uden nogen tydelige våben eller rustning. Lige som hun skulle til at tro det var en fejl, overraskede den fremmede hende igen. Hun var ikke sikker på hvad, hun havde forventet. Men en så høflig hilsen var uventet. Hendes hænder havde bevæget sig ud til side, længe før hun kom i tanke om, at der ikke var noget at løfte op i, som hun gav et dyb nej. "Ja-ja, og De må være Ma..." Francis bed hurtigt sin tunge. Hendes far ville ikke være stolt. Han rettede altid på hende, prøvede ihærdigt at lære hende hvordan man skulle ikke bare sådan stole på folk. Alle kunne jo møde op og sige ja. "V-Vil De gøre mig den ære at fortælle dig Deres navn?" Hvis han havde hendes navn, måtte han have fået brevet, ikke? Det var den eneste logik Francis kom frem til. Godt nok havde hende far have nævnt hende i tidligere breve, men det var ikke noget hun tænkte over nu.
Hende blik løb tilbage til hans våben. Hvis denne herre var dygtig med både magi, sværd og bue, kunne han blive en svær modstander. Forhåbentligt ville det ikke komme til det. Igen var målet at snakke, se hinanden an. Hvordan kom hun bedst ind på forbandelser og sjæle? Francis bed sig i underlæben og mindede sig selv om, at hun var langt foran. Han havde stadig ikke nået at give hende et svar.

[Deleted]

Marcel grinede en smule og rakte ud efter Francis skulder, hvis han ramte ville han klappe hende blidt på skulderen to gange og sige '' Lad os droppe alt den formelle snak, vi er ikke i en balsal, Francis. Du ved godt jeg er Black. Hvem skulle jeg ikke være, men for tiden kalder mine folk mig. Marcel ''. Marcel tog brevet frem. Hans muskler blev strammet og viste endnu engang hvor god form han var i. Han lagde brevet på jorden og sagde '' Extratus exitor ''. Hans underskrift kom frem så hun kunne se han var hvem han gav udtryk for. Han kiggede på brevet og et sekund efter gik det op i flammer. Han kiggede på Francis og sagde roligt '' Så du er min nye elev ''. Hans blik rejste analyserende fra hendes fødder op til hendes hoved. Han nikkede lidt '' En god krop, tegn på at du træner. Jeg ved du er Warlock så det er godt, jeg burde kunne lære dig en del. Dog ikke min familie teknik ''. Marcels familie var kendt for at være specialister i mundlige besværgeler. de udtalte besværgelsen højt og det forstærkede deres magi betydeligt. Han kunne sagtens kaste magi uden at udtale et ord, men magien var ikke nær så stærk så. Marcel kiggede på huset og sagde roligt '' Vis mig hvad du kan gøre. Alle dine tricks, alt hvad du kan og har lært. Jeg vil se det hun falde fra hinanden indenfor 10 minutter, ellers kan du godt tage hjem ''. Denne øvelse var perfekt, enten kunne hun bruge rå styrke eller bruge sit hoved til at finde en bedre måde. Marcel gik lige til sagen, grunden til dette var at han simpelhen ikke havde tid til andet. Han var i gang med at samle en hær, han havde ikke tid til at tage ting roligt og give sig god tid. Hun var kommet nøjagtig i den tid han havde brug for hende. Men det betød også at hun ville modtage den bedste træning han kunne yde, for han havde brug for de bedste krigere.

[Deleted]

"Hvis de-du siger det, Marcel..." Betaget så hun hans magi på brevet. Ville det være muligt for hende, at lære sådan noget?
"Nye elev..." Det kom næsten ud som et spørgsmål. Så, ville det blive lettere at spørge hvis hun først var elev? Hendes kinder blev en smule røde, da han bemærkede hendes krop. Francis ville nu ikke selv sige, at hun var noget særligt. Hvad det fangede hende mere, var snakken om magi. Hun tog dog glæderne på forskud, og hendes smil forsvandt med hans efterfølgende besked.
"Huset?!" Francis stirrede vantro på bygningen. "Ti-ti minutter? Jeg skal rive det ned på ti minutter..." Med store øjne kiggede hun tilbage op Marcel. Det var fysisk umuligt for hende. Hun var ikke en dygtig magiker som ham. "Min magi, den er ikke..." Nej! Hun ville ikke fejle allerede nu. Det mindste hun kunne gøre, var at givet det et forsøg. Med et suk vidste hun ham, hendes håndflade. "Min magi er anderledes. Den kræver ikke ord, men det gør den ikke stærkere den er... Jeg skal vise dig det på hytten ikke?" Langsomt kiggede hun fra Marcel, til hytten. Huden under den fremstrakte hudflade rykkede på sig, som forsøgte noget at komme ud, samtidigt med at hendes skygge flyttede på sig. Efter et øjeblik stod blod overdrevet ud af hendes hånd, som havde det været rød farve i teateret. Men i stedet for at lande på jorden, samlede det sig med skyggen, indtil det formede en hakke. Med en dyb indånding greb hun den i begge hænder, og vente nu hele kroppen mod bygningen. Der var kun ti minutter. Nu måtte det briste eller bære. Med en styrke der ikke burde være i sådan en lille warlock, slog hun hakken ned imod muren, der gav efter for hende. Uden at spilde tid på at fryde sig over hullet, forsatte hun med muren. Det gik godt frem ad, men ti minutter. Måske han ville være imponeret af hendes forsøg. Trist gik det op for hende, at et hakke måske ikke var det bedste valg, især hvis der var flere indervæge. Men hun var ikke sikker på, hvad hun skulle vælge i stedet. Francis stoppede kort op og kiggede på huset. Måske hvis hun nu fjernede det nederste af ydervæggene, ville huset tage sig af resten. Hun vendte hakken vandret i hænderne. Den skiftede form, så der nu mod højre var tre takker ud, i stedet for en i hver side. Med et lille udbrud slog hun den ind mod siden af bygningen, ca en meter oppe, og trak tilbage med alt hendes magt. Sten og mørtel stod om øerne på hende, men hun var ret så lige glad med at blive ramt. Hvis hendes plan lykkedes skulle hun nok nå det på ti minutter. Et næsten selvtilfreds smil skød frem på hendes læber som hun forsatte. I hendes stille sind var hun glad for, at hendes sidste mange måltider havde været 'rigtigt' kød.

[Deleted]

Marcel stod og betragtede hende i det hun gik til angreb på huset. Da hun væltede det satte han sine arme over kors. Han betragtede hende lidt og sagde '' Jeg ligner en kriger gør jeg ikke? ''. Marcel smilede charmerende og skævt '' Men jeg tænker som en general. En kriger er simpel og stærk, en general er klog og taktisk. Jeg havde væltet det hun på ti sekunder. Ikke fordi jeg er en gud eller almægtig, men fordi jeg kæmper med mit hoved. Det hele kommer an på struktur. Find bygningens svage punkt og lav et stærkt og præcist slag, så kan selv en svag kriger vinde over en stærk ''. Marcel så muligheder i Francis, men hun var bestemt en usleben diamand. hun havde potentiale. Han nikkede lidt '' Dig kan jeg godt arbejde med, du har rå styrke og et godt hoved plantet på de spinkle skuldre. Men jeg advarer dig. Hvis du følger med mig, vil du ikke være den samme når du vender tilbage ''. Marcel kunne sige så godt fortælle hende sandheden. Hvis hun skulle rejse med ham ville det blive hårdt og hun kunne ende med at dø. Marcel smilede skævt og sagde roligt '' Du træder ind i en krig, en krig imod vampyrer. De er trænet og fødte jægere og dræbere. Du er utrænet og uskarp. Men overlever du den første uge, så ser jeg en stor fremtid for dig. Forvent ikke at jeg kommer og redder dig i kamp, forvent ikke din far kommer og plejer dig når du har sovet i minus grader i et koldt telt i fire dage. Tro ikke dine fjender stopper fordi du er træt. Men hvis du følger det her råd vil du overleve. Find det svage punkt, udnyt det, hold hovedet koldt og kend dine egne granser. Så vil du overleve unge Francis ''. Marcel vendte sig om og gjorde tegn til at hun skulle følge efter ham. Træning måtte ske undervejs.

[Deleted]

Francis var godt tilfreds med sig selv, da hytten gav op og væltede. Hun havde gjort det, hytten var nede på tidsbegrænsningen. *Så langt så godt*. Blodet trak sig tilbage i hende hånd, såret lukkede sig og skyggen faldt på plads. Hun vendte sig om for at høre hans dom. Om ikke andet havde hun klaret den første forhindring på vejen. Det selvtilfredse smil blev mere neutral, som Marcel talte. Hun nikkede undervejs, jo han lignede en kriger, jo at finde det svage punkt gav god mening. Smilet steg lidt igen, med hans næste ytring. Hun var inde! Hendes læber forsatte deres bølgegang, og ansigtet viste tydelig forvirret. Hvad mente han med, at hun ikke ville være den samme? Som han forsatte begyndte hun igen at nikke undervejs, for at vise hun forstod. Vampyrer var farlige - det vidste hun godt. Nej - hun forventede ikke at blive reddet. Nej - hun forventede ikke at hendes far ville dukke op. Nej - hun forventede ikke, at fjende ville unde hende noget. Vigtigst af alt, find det svage punkt og kend dine grænser. Det blev efterfulgt af flere nik.
Der blev gjort tegn til, at hun skulle følge efter. Normalt ville hun gøre som der blev sagt, men hun følte, at det var vigtigt, han vidste, hvor hun stod. Francis greb fat i hans skjorte, for at være sikker på, at han blev, og hun havde hans opmærksomhed. Hurtigt gav hun slip og løftede med venstre hånd op i sin egen skjorte, så man kunne se hendes mave. "Jeg ved ikke, hvad du mener med, at jeg ikke vil være den samme. Men du behøves ikke være så bekymret for mig. Min magi er måske ikke så imponerende som de flestes, og jeg har måske ikke dit hoved. Men jeg har god til at overleve, og kæmpe med hvad jeg nu har." Fra hendes højre håndflade stod blodet ud igen. Denne gang formede det et ca. 7 centimeter lang spids. Uden nogen videre forklaring stak hun den godt gennem huden lige over hendes hofte, og trak den op til hende ribben. Resultatet var et stort åbent sår. Beskadiget tarme og andre indvolde begyndte at falde ud af det. Men de nåede ikke langt, før hendes mørke blod fangede dem og flyttede dem tilbage på plads. Såret lukkede sig pænt, og det sidste blod krøb tilbage i kroppen via såret i hendes hånd, der også lukkede sig. Hele episoden var hurtigt over, og Francis sendte Marcel et stort smil. Hun var tydeligvis ikke påvirket af det, eller havde nogen forventning om at han ville være det. "Se, ikke en gang et mærke." Hun lod stoffet falde igen. "Jeg er god til at overleve Mr. Bla, jeg mener Marcel. Jeg er god til det, og jeg er stærk." Hun kiggede kort hen på huset. "Og jeg er ikke van til at min far kommer og redder mig. Jeg sætter pris på, at du prøver at advare mig. Det gør jeg virkelig. Det må betyde at du er en ærlig mand. Men min far sendte mig ikke her hen for at dø. Hvis du kan ligge en god plan, og måske endda lærer en som mig noget magi," blev der indskudt med meget håb i stemmen. "Så vil jeg gøre alt jeg kan, for at gøre dig og min far stolt i krigen." Hun holdte den ranke ryg i et helt sekund, før hun kiggede mod jorden. "Det-det må du undskylde. Jeg f-fik det til at lyde som om, at jeg kan det hele fra starten. Jeg-jeg ved godt, at jeg ikke har meget på en general... og ... men jeg synes bare du skulle vide det!" Hun kiggede forsigtigt op.

[Deleted]

Marcel stoppede op og lyttede til hende. Hans sorte dybe øjne inspicerede hende en gang mere. Der så ud til at der var mere til denne pige end han først havde anslået. Da hun var færdig med at snakke, kom et charmerende skævt smil frem på hans læber. Hende her, hun kunne blive noget stort. Hun kunne blive en han kunne ligge sin tillid til. En når han blev fyrste af Dvasia, kunne virke som hans stedfortræder. En der kunne tage sig af de ting han ikke havde tid til. Men det ville kræve træning. Marcel sagde roligt '' En ting af gangen. Hvordan du vil forandre dig, hvorfor du ikke vil være den samme. Krig, død og hvordan du ofte vil stirre døden i øjnene. Disciplin og og træning. Din personlighed vil ændre sig i takt med dine evner gør det. Du vil ikke være den der står over for mig nu '' Marcel gav hende et blink og fortsatte '' Du vil være hundrede gange bedre ''. Marcel grinede en smule og rystede på hovedet '' Du har mere selvtillid en jeg troede, men overvurder aldrig dig selv. Men hvis du altid overvurdere din fjende, holder du altid dit hoved inde i spillet og du kan derfor aldrig blive overrasket og miste fokus. Men tror du at du kan klare alt fordi du er stærk, så vil du åbne dit forsvar op og så dør du. Altid tag udgangspunkt i at du er den svageste i en kamp. Hvad angår hvem du skal gøre stolt. ''. Marcel satte sine veltrænede arme over kors og sagde bestemt '' Du skal ikke gøre mig stolt, du skal ikke gøre din far stolt. Du skal gøre dig selv stolt. Glem alt om at tilfredsstille mig eller din far. Tilfredsstil dig selv. Ser du, sand styrke ligger i en selv, ikke i hvad andre ser der ligger i en. Tro mig. Jeg ved hvad jeg snakker om Francis ''. Marcel kiggede ud over landskabet og sagde med en rolig stemme '' Jeg har for længst lagt bag mig hvad andre syntes om mig og fokuseret på hvad jeg selv syntes, for når alt kommer til alt. Så er der kun en person der kan redde dig og det er dig selv Francis. Du skal leve med de ting du gør.''

[Deleted]

Francis var tæt på at fortælle ham, at hun havde slået ihjel før, men bed sig i tungen. Måske det var bedre ikke at sige så meget mere. Hun ville jo heller ikke virke som en med for meget selvtillid. Marcel gjorde det klart, at det ikke var en god ting. Selv så Francis det dog ikke som selvtillid. Faktum var, at hun var svære at slå ihjel end det fleste. Hun var dog aldrig dum nok til at glemme, det ikke betød udødelig. 'Hals, hjerte, ild. Hals, hjerte, ild. Hals, hjerte, ild.' Det havde været under det mantra, hun havde trænet. Hvordan hendes far havde lært om disse ting, havde hun aldrig haft modet til at spørge. Og stærk betød ikke altid stærk. Verden var mærkelig på den måde. Men hun have ikke tænkt sig at diskuterer med generalen.
*Det er let for dig at sige, du er noget så langt...* Personligt gjorde Francis ikke det her for sig selv. Det handlede om hvad der var forventet af hende. og hvordan hun kunne hjælpe. Krig var lige så mærkelig som verden. Langt de fleste, heriblandt Francis, ville helst undgå den. Til tider var der bare ingen vej udenom. Nogle typer kunne ikke snakkes til fornuft, så meget vidste hun, og derfor var krig til tider en nødvendig onde. Francis havde dog aldrig drømt om selv at skulle være del af en. Hendes skuldre sank en smule. Der var ingen til at redde hende. Ikke Marcel, ikke hendes far, ikke hende selv og ikke verden. Hvordan kan man blive reddet fra hvad man selv er? Hvad man er nød til at gøre? Hun betragtede Marcel, som han kiggede ud over landskabet. Hvis hun skulle i lære, var hun næsten nød til at få 'rigtig' mad. Hendes far havde sagt, at hun ikke skulle bekymre sig om det. Hun gøs ved tanken. Hvad havde han mon tro i planerne. ... Nu hvor de snakkede planer.
"Øh..." Francis tog mod til sig. "Mr." Stoppede med det samme for så at prøve igen. "Marcel, du har ... snakket med min far om sjæle ikke?" Det var trods alt hele grunden til, at Victor havde haft interesse for varylen. Han havde gjort det meget klart, hvad han tænkte om manden ved siden af hende og hans 'krig'. Hendes mor havde altid lært hende, at nogle tanker kun skulle deles med en selv. Til tider ville Francis ønske, at hun havde lært hendes mand det samme.

[Deleted]

Marcel kiggede på Francis med et smil. Han var en forhandler, han vidste hvordan man skulle lave en god handel. Nu gik det op for Marcel hvor loyal Francis var til sin familie. Hans planer om at hun skulle være hans loyale elev blev skubbet til side. Han vidste nu at den eneste grund til hun var her var på grund af Viktor. Dog havde Marcel i tankerne at fjerne den loyalitet til Viktor og erstatte den med loyalitet til ham selv. Det ville tage tid, det ville være krævende men det var bestemt hans mål med Francis. Men lige meget hvad, så var Marcel en mand af hans ord. Handlen var at han skulle fortælle hvad han vidste. Marcel grinede en smule og sagde roligt '' Francis. Når kampen er vundet og slottet er mit. Så har du mit ord på at jeg vil fortælle dig alt hvad jeg ved om sjæle. Men jo jeg har kendskab til sjæle magi og er noget af en ekspert i brug af det. Jeg kan løfte sløret for en af de små besværgelser jeg kan lære dig. Nemlig hvordan man hiver en sjæl tilbage til en afdød krop så man kan udspørge den. Dette er blot en forsmag på det jeg ved, men alt til sin tid Francis ''. Marcel vidste at hvis han fortalte hende alt han vidste ville hun stikke ham i ryggen. Det var en holdning i hende, han måtte ændre. Marcels stoppede med et med at snakke. Han tog fat i Francis og sagde bestemt '' Gem dig i det nedfaldne hus. Gem dig nu! ''. Han trak sine sværd. *Pis, vi har brugt for meget tid her. De har fundet mig. Hvordan, kan jeg have en forræder i blandt mine folk? *. længere nede kunne man se ti heste på vej over imod dem. Marcel fnøs '' Mennesker. Men de bære min Faders banner. Helt sikkert trænet til at dræbe mig ''. En sort skygge lagde sig rundt om Marcel, næsten som en kappe. Da hestene kom tættere på trådte folkene ned og gik langsomt op imod Marcel imens de træk deres våben.

[Deleted]

Selvfølgelig var det ikke så let. Det var lidt sårende, at han ikke troede, hun ville holde sit ord. Men skulle hun være ærlig med sig selv, var det måske ikke en dårlig ide når Victor stod for handlen. Med hans attitude, var det usikkert, om han ville føle noget behov for at ære hans del af aftalen med en 'ynkelig varyl'. Marcels snak om lig, fik hende til at kigge forundret på ham. Havde de en død mand liggende? Var der normalt at de slog folk ihjel allerede nu? Og hvad var planen for liget bagefter? Var det hvad hendes far havde ment, med at hun ikke skulle bekymre sig? Der var alt for mange spørgsmål, og før hun kunne nå at svare, havde han givet en ordre. De første to skridt var tøvende, men hun stillede ikke spørgsmålstegn og var ellers hurtigt mellem brokkerne. Trods hendes begrænsede fysik, måtte hun stadig rykke lidt på dem, for rigtigt st kunne være der. Hurtigt skubbede hun mørtlen ud i hendes øjenhøjde. Det gav ikke et perfekt udsyn. Tilgengæld var der så godt som ingen chance for, at nogen kunne se hende, med mindre de kiggede godt efter.
Da hun fandt ud af, hvad det hele handlede om, skreg alle instinkter, at hun skulle stå ved hans side og hjælpe. Og ikke blot på grund af informationerne. Francis ville aldrig lade nogen komme tilskade, havde hun noget at sige. Problemet var, at det havde hun ikke her. Nu var det hendes general, der gav ordene.  Hendes hjerte slog hårdt i brystet, da de fremmede trak deres våben. *Lad dem ikke gøre ham fortræd. Kære gud, lad dem ikke gøre ham fortræd.* Planen var lagt fra hendes side. Det øjeblik han så ud til at være i problemer, ville hun hoppe ud, som en trold ud af en æske, og hjælpe til. Så måtte hun tage konsekvenserne af sine handlinger senere. Selv hvis han ikke længere ville tage hende med. Francis havde aldrig været i tvivl om, at de levende kom før de døde.

[Deleted]

Fire af mændene blev stående på afstand, de seks andre satte i løb mod Marcel. De fire mænd begyndte at skyde pile efter ham. Marcel brugte sin vampyr hastighed til at slå pilene væk med sine sværd. Den ene pil kom forbi men skygge kappen slog den væk, som havde denne kappe sit eget liv. De seks andre nåede Marcel. Marcel blokkede slaget fra den første. skar nummer to i maven med sit korte sværd og sparkede den tredje i maven, dukkede sig fra sværdslaget fra den fjerde. Brugte sin skyggekappe til at skubbe den femte væk. Den sidste ramte Marcel i venstre skulder. Nok var Marcel hurtigere end et menneske, men ikke hurtigere end seks. Marcel fnøs og nikkede manden en skalle. Derefter skar han halsen over på ham med sit sværd. De fire mænd der stod tilbage knælede og over dem kom pilene fra de fire bueskytte atter flyvende imod Marcel. Marcels skulder healede hurtigt, men han var ikke beredt på at de samarbejdede så synkront. Han nåede at undgå de to første pile. Nummer tre satte sig i hans mave og nummer fire i hans venstre lår. Smerten var til at ses på Marcels ansigt, men han blev stående. Han kastede sit korte sværd med sin vampyr styrke imod en af de knælende mænd, manden blev ramt i hovedet og faldt død til jorden. Marcel rakte sin nu frie hånd frem imod de fire bueskytter og sagde '' Flareius orvalus eksplorius eksreimus ''. En stor ildkugle dannede sig og fløj afsted mod bueskytterne. De sprang for at nå i dækning, to af dem blev ramt og døde på stedet. De tre mænd med sværd angreb Marcel imens. Han blev skåret i armen han holdt frem og en af dem skar ham på kinden, den sidste blokkede Marcel med sit bastard sword. Marcel drejede rundt om sig selv imens han svang hans sværd. Han ramte to af dem i halsen så de faldt til jorden i et sprøjt af blod. Marcel blev ramt i brystkassen fra en af bueskytterne som havde rejst sig op. Der var nu en sværdmand og to bueskytter tilbage. Marcel sparkede den sidste sværdmand i maven så kan fløj et par meter tilbage. Marcel hev efter vejret. Den sorte kappe forsvandt. Han hostede lidt blod op og satte sig ned på et knæ. Han trak pilen ud fra hans lår. Han kiggede på den og sagde roligt '' Pis.. Beklædt i gift ''. Marcel kastede sit store 1½ hånds sværd i maven på sværdmanden som lige havde rejst sig. Marcel satte sine hænder i jorden foran sig og hostede mere blod op. De sidste to overlevende mænd, bueskytterne ladede deres buer og gjorde sig klar.

[Deleted]

Hendes første tanke var altid at tale om tingene frem for vold. I den her situationer, var der ingen tvivl om, at vold var den eneste løsning. Som han faldt på knæ, rejste hun sig op. Den smule mur der havde dækket hende faldt til jorden, og hun hoppede over den stump der stod foran hende. "VENT!" Ud fra begge hænder stod to sværd af blod og hendes skygge rejste sig lodret bag hende formet som et kæmpe monster. I princippet var hendes skygge ubrugelig, som den stod nu. Sandsynligheden for at de fremmede vidste det var dog lille. Forhåbentlig ville de se hende som en trussel og vende deres opmærksomhed mod hende. Desuden var der også håbet om, at de ville blive skræmt, og derfor mere tøvende. Hvilket lykkes, for ca. et halvt sekund, før de skød i hendes retning. Åbenbart havde de tiltro nok til den gift, som de havde skudt Marcel med. Det første skud gik direkte gennem hendes skygge, det næste fik hun taget, med det skjold blodet foran hende formede. Det var ikke lige så stærk uden skygge, med stadig nok til at pilen kun gik halvvejs igennem.
Francis selv tøvede ikke. I fuld spring satte hun imod den første den bedste blødende mand. Som hun passerede ham, satte hun farten ned, og lod hånden løbe tæt over hans mave. Hendes eget blod lagde sig over såret og trak så meget det kunne nå, med sig fra manden. Det blandede sig med hendes eget, og gav hende derved mere at gøre godt med. Hun forsatte frem, let foroverbøjet, som de tog sigte igen. Begge hænder blev samlet i højre. Både så blodet forblev sammen og så hun mere naturligt kunne dække sit hjerne med hendes arm. Modsat tidligere gjorde hun intet for at undgå pilene, der satte sig i hende ben og arm. I en flydende bevægelse drejede hun rundt om sig selv. Skyggen gled over hendes krop og blandede sig med blodet, der sammen lavede en lang, lang næsten fleksible, krum klinge. Som hun igen havde front mod dem, svingede hun med voldsom kræft våbnet frem og ned. Det var tydeligt, at han ikke havde forventet den nye længde, og nåede ikke engang at forsøget at undgå våbnet, før hans torso var kløvet i to. Den næste havde gjort sig klar til at skyde igen, men nåde kun en hurtig, upræcis, pil der ramte hende i højre skuldre, før Francis have skåret ham. Såret lignede meget det, hun havde givet sig selv tidligere. Den store forskel var, at han ikke havde nogen blodmagi til at holde hans indvolde inde eller lukke det gabende hul.
Francis sukkede dybt, som hun kiggede ud over slagsmarken. Så meget død for ingen ting... Hendes skygge og blod trak sig tilbage, den fremmede blod blev udskudt og lagde sig som et spor over til hende. Pilene behøvede hun ikke bekymre sig om. Sårene havde lukket sig om træet og gift påvirkede hende ikke.Hurtigt vente hun sig mod Marcel og spurgte med bekymring tydelig i ansigt og stemme: "Er du okay?"

[Deleted]

Marcel tog en flaske op fra en holder i hans bælte og drak den. Lidt efter rejste han sig op. Han hev pilene ud af sig selv. De står det havde givet, lukkede sig. Han kiggede rundt imens han sagde roligt '' Jeg har det fint, tak ''. *kun syv. Jeg er der ikke helt i nu. Jeg må blive hurtigere, stærkere, klogere, bedre!*. Marcel gik over til en af de døde soldater og begyndte at gennemsøge ham. Han fandt et stykke papir i hans inderlomme. Marcel læste det. Han lod papiret gå op i flammer blot ved at kigge på det. Han rystede på hovedet og samlede sine sværd op og satte dem på plads i deres hylstre på ryggen. Han sagde irreterret '' Mine folk ved vestfolden er døde. Det var sådan de fandt information om min lokalisation. Vi må skynde os. Så snart solen går ned vil vampyrerne begyndte at jage os. Vi må lægge så meget afstand fra dem at de mister sporet ''. Marcel gik hen til Francis og klappede hende på skulderen og nikkede anerkendende. Han sagde roligt '' Hvis du får brug for modgift, så sig til. Og Francis.. En god kriger følger sine ordre.. Men en fantastisk kriger modsiger sig ordre hvis de kan se disse ordre vil fejle.. Godt gået.'' Marcel gav sig efter til at løbe. Han brugte ikke sin vampyr hastighed, han vidste at Francis ikke ville være i stand til at føle ham i den hastighed. Denne kamp havde lært Marcel meget, lært ham at hans faders folk var blevet bedre. Lært ham at hans soldater ikke var på dette stadie, lært ham at han selv ikke havde nået hans maksimale styrke i nu. Han var for langsomt, han var for sjusket i sine sving. Marcel vidste at hvis han skulle vinde i en kamp imod hans fader, måtte han ingen fejl begå.

[Deleted]

Lettelsen stod tydelig malet i hendes ansigt, da Marcel kom på benene igen. Som han gik imod liget, forventede hun med spænding magi. I stedet fiskede han en seddel frem. Francis skiftede vægten frem og tilbage mellem hendes ben, kom i tanke om pilene, og begyndte at fjerne dem. Hullerne i hendes tøj var hendes eneste irritation. De var i det mindste uden den mindste dråbe blod. Det havde taget tid at lære, hvordan hun skulle hive blodet ud af materiale som stof eller jord, der normalt sugede det til sig. Marcel fik hendes opmærksomhed igen, da brevet blev brændt. Hvad end der havde stået, havde tydeligvis påvirket ham. Hun gik tilbage til at skifte vægten mellem benene og bed sig i underlæben. En nervøs stilling, hun var ikke sikker på, hvad der forgik nu. Endelig besluttede han sig for at dele nogle informationer med hende. De var næsten mere grumme, end hun havde forventet. Hun nikkede kort, for at vide hun havde forstået og var klar.
Francis var tydelig overrasket, da han kom imod hende og lagde en hånd på hendes skulder. Skulle de ikke afsted? Et split sekund troede hun, at hun ville få skæld ud for ikke at have fulgt hans ordre. Det var længe siden hun have været så stolt eller havde modtaget en sådan anerkendelse. Da modtog hun hans nik og ros lyste hendes ansigt op som en lille sol. En rød lille sol. Hendes kinder var bluset voldsom ud, og Francis var tydelig forlegen. Hun havde aldrig rigtig lært det med komplimenter. Med et hurtigt ryst på hovedet, besvarede hun hans spørgsmål. "Det er ikke nødvendig. Jeg kan ikke blive forgiftet... Og tak." *Ikke at det var noget særligt, du havde allerede taget de fleste. Der var knap nok brug for mig...* Ikke desto mindre var hun stadig glad var de varme ord.
De satte i løb, og Francis kiggede sig bedrøvet over skulderen. Ikke nok med at hun gik glip af magi, nu efterlod de også flere perfekte lig, der ellers kunne have varmet godt i maven. Måske de ville slå lejrer, når det blev lyst? Men hun ville umuligt kunne nå at komme tilbage, spise og så nå lejren igen, før hun blev savnet. Der var desværre ikke andet for end at opgive dem. I stedet vendte hun sin opmærksomhed mod Marcel. "Ske-sker det tit? At du bliver angrebet på den måde? Hvor mange af dine dine mænd er fa-faldet? Og hvor mange skal vi mødes op med nu? Ville vi kunne kæmpe hvis de fandt os?" Francis tav og kiggede kort væk. "Un-undskyld hvis jeg sp-spørg for meget. Det var ikke meningen... Jeg... Jeg er bare... Du behøves selvfølgelig ikke at svare..."